UDSKRIFT AF HØJESTERETS DOMBOG HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 15. februar 2023 Sag 48/2022 (2. afdeling) Anklagemyndigheden mod Tiltalte 1 (advokat Henrik Dupont Jørgensen, beskikket), Tiltalte 3 (

§ 192a, stk.

1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. våbenloven, ved på foranledning af Tiltalte 1 at have indlogeret sig på en adresse i By, hvor han den 24. juli 2019 tog imod de nævnte 20 skydevåben med tilhørende ammunition, som han skulle transportere til Sverige. Tiltalte 4 og Tiltalte 5 er i forhold 2 fundet skyldige i forsøg

§ 192a, stk.

1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. våbenloven, ved efter aftale med Tiltalte 1 at være mødt op på en rasteplads ved Skanderborg den

1. november 2019 for at afhente 25 skydevåben, som de skulle transportere til Sverige. Ved landsrettens dom blev straffen for Tiltalte 1 fastsat til 7 års fængsel, straf-fen for Tiltalte 3 blev fastsat til 4 års fængsel, straffen for Tiltalte 4 blev fast-sat til 4 års fængsel, og straffen for Tiltalte 5 blev fastsat til 3 års fængsel. Ved dommen blev de alle udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. - 8 Sagen angår, om der er udført agentvirksomhed i strid med retsplejelovens § 754 a og § 754 b eller artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til en retfærdig rettergang, samt hvilken betydning dette i givet fald skal have for bedømmelsen af de tiltaltes forhold. Hvis de tiltalte med rette er fundet skyldige som sket, skal der tages stilling til straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning. Den udøvede agentvirksomhed Politiet må ikke udøve agentvirksomhed ved som led i efterforskningen at foranledige, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udfø-re eller fortsætte en lovovertrædelse, medmindre betingelserne i § 754 a og § 754 b er opfyldt. Efter § 754 b, stk. 1, må foranstaltningerne ikke bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed (provokationsforbuddet). Som anført i Højesterets dom af
2. december 2017 (UfR 2018.1169) følger det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis efter artikel 6, at det som udgangspunkt er natio-nal ret, der regulerer, hvilke beviser der skal tillades, og de nationale domstole, der skal fore-tage bevisbedømmelsen. Menneskerettighedsdomstolen har om efterforskning af bl.a. organiseret kriminalitet udtalt, at anvendelse af agenter kan accepteres, hvis det er undergivet klare begrænsninger og sikkerhedsforanstaltninger, men at den offentlige interesse ikke kan retfærdiggøre brugen af beviser tilvejebragt ved provokation (”police incitement ”). Efter Domstolens praksis vil der være tale om en provokation, hvis de efterforskende myndigheder eller personer, der handler efter deres instruktion, ikke begrænser sig til at efterforske kriminel aktivitet på en i det væ-sentlige passiv måde, men udøver en sådan indflydelse på en person, at de derved tilskynder til en lovovertrædelse, der ellers ikke ville være blevet begået. Domstolen lægger endvidere vægt på, om der er en objektivt begrundet mistanke om, at den pågældende var involveret i kriminel aktivitet eller var tilbøjelig (”predisposed”) til at begå en lovovertrædelse. Der hen -vises herved til bl.a. Domstolens dom af
3. oktober 2020 i sagen Akbay m.fl. mod Tyskland (nr. 40495/15 m.fl.), præmis 109-
4. Som det fremgår, er det centralt ved vurderingen både efter retsplejelovens regler om agentvirksomhed og efter artikel 6 i Menneskerettighedskonventionen, om den agentvirksomhed, der er udøvet, har indebåret tilskyndelse til en lovovertrædelse, der ellers ikke ville være ble- - 9 vet begået, og om agentvirksomheden har bevirket en forøgelse af omfanget eller grovheden af lovovertrædelsen. Dansk politi fik i maj 2019 en henvendelse fra amerikanske Homeland Security Investigations (HSI) om et muligt samarbejde. Agenter fra HSI havde som led i deres efterforskning af våbenkriminalitet på Dark Web sat våben til salg ved at etablere butiksvinduer med sælgerne Person 7 og Person 8 på markedspladsen Berlusconi, og HSI´s agenter var herigennem blevet kontaktet af profilen Person 1, der ønskede at købe våben. Landsretten har fundet det be-vist, at Tiltalte 1 er personen bag profilen Person
5. Forud for henvendelsen i maj 2019 var der ikke noget samarbejde om sagen mellem HSI og dansk politi, og de amerikanske agenters etablering af butiksvinduer på markedspladsen Berlusconi blev ikke udført som led i danske myndigheders efterforskning eller på foranledning af danske myndigheder. I perioden fra henvendelsen i maj 2019 og frem til den
6. juli 2019, hvor dansk politi indhentede retskendelse om tilladelse til dansk agentvirksomhed, bestod samarbejdet mellem HSI og dansk politi alene i, at dansk politi blev orienteret om korrespondancen mellem HSI og Person 1 og rådgav HSI om reglerne for agentvirksomhed i Danmark. Den agentvirksomhed, der herefter blev udøvet af agenter i Danmark, og som skete i henhold til retskendelser af
7. juli,
8. juli,
9. september og
10. oktober 2019, angik den praktiske gennemførelse af leverin-gen af de våben, som Tiltalte 1 bestilte hos HSI’s agenter. Som nævnt havde agenter fra HSI som led i deres efterforskning af våbenkriminalitet på Dark Web sat våben til salg ved at etablere butiksvinduer på markedspladsen Berlusconi. Det var Tiltalte 1, der i april 2019 under brugerprofilen Person 1 tog kontakt til HSI’s agenter og angav, at han ønskede at købe våben, og det var på hans initiativ, at levering skulle ske til Danmark, da HS I’ s agenter oplyste, at de ikke sendte til Sverige. Landsretten har efter bevisførelsen lagt til grund, at han inden sin henvendelse til HSI’s agenter på markedspladsen Berlusconi i april 2019 var en erfaren bruger af Dark Web, at han tidligere havde afsluttet seks handler på markedspladsen Berlusconi, og at HSI ikke var alene om at udbyde våben til salg på denne markedsplads. - 10 Højesteret tiltræder, at indholdet af korrespondancen mellem Tiltalte 1 under profilen Person 1 og HSI-agenterne i hele forløbet fra den
11. april til den
12. november 2019 ikke giver grundlag for at fastslå, at HSI’s agenter har tilskyndet ham til at købe våben og ammunition, som han ellers ikke ville have købt, eller til at gøre det i større omfang, end han ellers ville have gjort. Højesteret tiltræder i den forbindelse også, at det forhold, at agenterne fra HSI afslog at levere våben til Sverige, ikke kan anses for at have været udslagsgivende i forhold til, hvor mange våben Tiltalte 1 bestilte. Det bemærkes herved, at antallet af våben blev ændret flere gange på hans initiativ, inden der blev indgået aftale om det endelige antal våben, der skulle leveres, og at Tiltalte 1 kort efter den
13. juli 2019 ikke blot genbestilte de våben, der er omfattet af forhold 1, men også bestilte en stor mængde yderligere våben. Det fremgår af korrespondancen mellem ham og agenterne, at han gennem hele forløbet fra april til november 2019 var vedholdende og initiativtagende i forhold til ønsket om at købe våben. Desuden giver korrespondancen som anført af landsretten et klart indtryk af, at han fremover ønskede løbende at købe våben i et større omfang, når de bestilte ordrer var gen-nemført. På den baggrund tiltræder Højesteret, at hverken Tiltalte 1 eller de øvrige tiltal-te har været udsat for en agentaktion, der er i strid med provokationsforbuddet i retsplejelo-vens regler og i Menneskerettighedskonventionens artikel
14. Dette gælder også for dansk poli-tis optagelse af et foto, som viste våben sammen med en dansk avis fra den
15. september 2019, og som HSI’s agenter herefter sendte til Tiltalte 1 via profilen Person
16. Det er i den forbindelse uden betydning, om dette måtte være en foranstaltning, der krævede retskendelse efter retsplejelovens § 754 c. Straffastsættelsen Det er i forarbejderne til straffelovens § 192 a forudsat, at der med en straframme af fængsel i indtil 8 år vil være et væsentligt råderum for strafudmålingen i forhold til særligt grove overtrædelser af bestemmelsen. Det er endvidere forudsat, at der i sager, hvor der foreligger organiseret ulovlig handel med våben og ulovlige våbenlagre, udmåles væsentligt strengere straffe end de udgangspunkter, der er angivet for strafudmålingen (Folketingstidende 2016-17, tillæg A, lovforslag nr. L 139, s. 5 og 9). - 11 Ved straffastsættelsen for Tiltalte 1 må der lægges vægt på, at forhold 1 og 2 omhandler ulovlig våbenhandel med en stor mængde skydevåben og ammunition, og at der er tale om grove forhold af professionel og organiseret karakter. Der må desuden lægges vægt på, at det var ham, der bestilte de omhandlede våben på Dark Web, og at han har haft en le-dende og dominerende rolle. Tiltalte 1 er som nævnt fundet skyldig i to tilfælde af forsøg

§ 192

a, og Højesteret finder, at der ikke foreligger sådanne særdeles skærpende omstændigheder, at der er grundlag for i medfør af straffelovens § 88, stk. 1,

1. pkt., at fast-sætte en straf, der overstiger strafmaksimum i § 192 a. Højesteret fastsætter herefter straffen for Tiltalte 1 til fængsel i 8 år. Ved straffastsættelsen for Tiltalte 3, Tiltalte 4 og Tiltalte 5 må der læg-ges vægt på karakteren og grovheden af de forhold, som de hver især er fundet skyldige i. Der må herved ud over mængden af skydevåben lægges vægt på, at Tiltalte 3 har haft en rolle som kurer i forhold 1, og at Tiltalte 4 og Tiltalte 5 hver især har haft en rolle som kurer i forhold 2, dog således at Tiltalte 5 som anført af landsretten har haft en mindre aktiv rolle end Tiltalte
2. Højesteret fastsætter herefter straffene for Tiltalte 3 og Tiltalte 4 til fængsel i 5 år og straffen for Tiltalte 5 til fængsel i 4 år. Udvisning Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at Tiltalte 1, Tiltalte 3, Tiltalte 4 og Tiltalte 5 skal udvises med indrejseforbud for bestandig. Konklusion Højesteret stadfæster landsrettens dom med de ændringer, at straffen for Tiltalte 1 forhøjes til fængsel i 8 år, at straffene for Tiltalte 3 og Tiltalte 4 for-højes til fængsel i 5 år, og at straffen for Tiltalte 5 forhøjes til fængsel i 4 år. - 12 - Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes med de ændringer, at Tiltalte 1 skal straffes med fængsel i 8 år, at Tiltalte 3 skal straffes med fængsel i 5 år, at Tiltalte 4 skal straffes med fængsel i 5 år, og at Tiltalte 5 skal straffes med fængsel i 4 år. Tiltalte 1, Tiltalte 3, Tiltalte 4 og Tiltalte 5 skal hver især betale de sagsomkostninger for Højesteret, der vedrører dem.