RETTEN I HOLBÆK DOM afsagt den 7. november 2019 Sag BS-29423/2019-HBK Klager 1 (advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen) og Klager 2 mod Region Hovedstaden (advokat Henrik Perregaard) Denne afgørels

§ 14, stk.

1. Din mor har i sin klage udførligt redegjort for overflytningen, og har herunder oplyst, at du efter overflytningen var chokeret, uforstående og dybt rystet over håndteringen af dig. Du var meget voldsomt traumatiseret, og sad efterfølgen-de i din seng med et stirrende stift blik. I journalen for den
2. oktober 2017 er det beskrevet, at du er skrigende, råber at du vil dø, og du slår ud efter personalet. Du er meget opkørt og i en affekttil-stand, der kan sidestilles med psykose. Nævnet finder på denne baggrund, at psykiatrilovens betingelser for fortsat at tvangsfiksere dig, efter, at du var modtaget i afdeling B204 var opfyldt. Nævnet har også vurderet, at kravet om mindst indgribende foranstaltning i forhold til den fortsatte tvangsfiksering med bælte på afsnit B204 var opfyldt. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at du tilbydes saftevand og magnum is, men du afviser, og der kan ikke indgås alliance med dig. Du mod-tager beroligende medicin med injektion Diazepam efter forældreansvarsloven. Videre er du fastholdt og forsøges sluppet herfra kl. 14.04, men du slår dig voldsomt i hovedet og på brystkassen, forsøger at komme ud af bæltet, er skri-gende og forsøger at kvæle dig selv med hænderne på hals og med hænderne på mund og næse. Du fastholdes igen kl. 14.07, da det vurderes, at du er til fare for dig selv. / 5 Tvangsfikseringens udstrækning Nævnet oplyser, at tvangsfiksering undtagelsesvist kan anvendes ud over nogle få timer, hvis der er væsentlige grunde til at forsætte tvangsfikseringen, herun-der hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger det-te.

§ 14, stk.

3, der er vedlagt. Nævnet har vurderet, at fikseringen med bælte ikke har varet i længere tid end nødvendigt. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af journalen ført kl. 16.06, at læge til-kaldes til afdelingen. Du er forsøgt motiveret til at forholde dig i ro, og du har fået Stesolid uden effekt. Det beskrives, at du slår dig selv og forsøger at strangulere dig selv. Du råber, at du vil dø og slå personalet ihjel, og du slår ud efter personalet, som nærmer sig sengen. Du forsøges motiveret til at tage bero-ligende medicin, men du ønsker ikke dette. Du får herefter beroligende medicin med tvang. Af tvangsprotokol, skema 3A ses, at der har været lægeligt tilsyn den

1. okto-ber 2017 kl. 18.15 og kl. 21.
2. Der er intet journalnotat for tilsynet kl. 18.15, men af journalnotatet ført kl. 01.15 vedrørende tilsynet kl. 21.00 fremgår, at du har sovet, og at lægen bliver tilkaldt til afdelingen, da du er vågnet. Der er således en formodning for, at du sov ved tilsynet kl. 18.15, og nævnet oplyser i den forbindelse, at en patient, der sover, ikke skal vækkes i forbindelse med et lægeligt tilsyn. Tilsynet skal foretages, så snart patienten igen er i vågen tilstand. Dette ses du at være kl. 21.
3. Ved tilsynet kl. 21.00 har lægen beskrevet i journalen, at du stadig skriger, at du vil dø, og du tager dig til halsen. Lægen forsøger at tale dig til ro og forsøger at motivere dig til, at du kan tages ud af bæltet. Du er stadig meget forpint og udadreagerende, og det er ikke muligt at lave aftaler med dig, hvorfor bæltet bibeholdes. Nævnet finder ikke, at der på dette tidspunkt kunne have været anvendt et mindre middel end tvangsfiksering. Af journalnotatet fremgår videre, at du efter midnat tilses igen, men du sover, og af journalnotat ført den
4. oktober 2017 kl. 08.50, at du lige er vågnet. Du ligger roligt, og bæltet løsnes kl.09.13, hvor du efterfølgende går op og spiser noget af den tilbudte mad og drikker lidt saft. / 6 Nævnet har således kontrolleret, at der er foretaget lægelige tilsyn i overensstemmelse med psykiatrilovens bestemmelser i den periode, som tvangsfikse-ringen har varet.

§ 21, stk.

4, der er vedlagt. Nævnet finder på denne baggrund, at iværksættelsen af tvangsfikseringen med bælte den

1. oktober 2017 kl. 13.46 skete i medfør af forældreansvarsloven i forbindelse med overflytning fra afsnit B205 til afsnit B204, hvorfor nævnet ikke kan tage stilling til iværksættelsen. Nævnet godkender den fortsatte tvangsfiksering med bælte efter overflytning til afsnit B204 kl. 13.50 og indtil ophør den
2. oktober 2017 kl. 09.12 (tidspunkt fra tvangsprotokol). … Tvangsfiksering iværksat den
3. januar 2019 kl. 21.40 Tvangsfikseringens iværksættelse Nævnet har vurderet, at betingelserne for iværksættelse af tvangsfiksering med bælte og efterfølgende med fodrem har været opfyldt.

§§ 14, stk.

2 og 15, stk.

1. Nævnet har samlet set vurderet, at det var nødvendigt at bæltefiksere dig for at afværge, at du eller andre var i nærliggende fare for at få skader på legeme eller helbred. Din mor har i klagen anført bl.a., at din medicin fratages dig efter nævnets tilsidesættelse af beslutning om tvangsbehandling, og at du den
2. januar 2019 får det psykisk og fysisk meget dårligt med begyndende abstinenser, hvilket ud-vikler sig til en konflikt, hvor personalet tilkalder politiet. Tilkaldelsen af politi-et medvirker efter din mors vurdering til at optrappe konfliktsituationen, da du udvikler tiltagende angst ved tilstedeværelsen af fire politibetjente, herunder bliver situationen yderligere optrappet af, at fire uniformerede politibetjente deltager i bæltefikseringen. Din mor gjorde på Patientklagenævnets møde rede for, at det var hendes opfat-telse, at man kunne have håndteret situationen anderledes. Af journalnotatet ført kl. 00.45, der omhandler episoden, beskrives bl.a., at læ-gen kontaktes kl. 20.40 af afdelingen, da du er i affekt, og har været både verbalt og fysisk truende over for kontaktpersonen og slået ud efter denne. Ved lægens ankomst trykkes der alarm, og personalet og alarmholdet er nødsa-get til at holde døren til dit værelse, hvorfra der høres høje skingre skrig og brøl, samt lyde af ting, der bliver kastet mod døren. Politiet ankommer, hvilket / 7 du informeres om, og da politiet åbner døren til værelset, kaster du en skraldes-pand mod den forreste betjent. Du er nøgen og du råber, at du vil slå alle ihjel. Du fastholdes, men fremkommer fortsat med trusler om at dræbe alle tilstede-værende. Lægen vurderer, at du er særdeles farlig for både dig selv og dine om-givelser, hvorfor der anlægges bælte. Ifølge mindste middels princippet skal personalet desuden have forsøgt at be-grænse og korrigere din aktivitet, have forsøgt at tale dig til ro og have tilbudt dig frivilligt at tage beroligende medicin, før du bliver fikseret. Opfyldelse af mindste middels princippet kræver, at disse tre betingelser er op-fyldt, eller at det i journalen er beskrevet, hvorfor betingelserne ikke har kunnet opfyldes. Nævnet har vurderet, at kravet om mindst indgribende foranstaltning i dit til-fælde har været opfyldt. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at du blev forsøgt talt til ro, du blev fastholdt, og du blev tilbudt beroligende medicin i form af tablet Zyprexa 10 mg, som du indvilgede noget modvilligt i at tage. Du var dog fortsat voldsomt udadreagerende og truende. Nævnet har vurderet, at anvendelsen af en fodrem var nødvendig, fordi du fortsat var voldsomt urolig og kæmpede for at frigøre dig af bæltet, herunder sparkede du vildt efter to betjente og slog ud efter to andre, da betjentene forsø-ger at løsne grebet om dine hænder og fødder. Nævnet har kontrolleret, at overlægen snarest efter, at tvangsfikseringen blev iværksat, og fodremmen blev anlagt, tog stilling hertil jf. psykiatrilovens § 4a. Det fremgår således af journalen og af tvangsprotokol, skema 3A, at overlægen den
3. januar 2019 har taget stilling til anvendelse af bælte og fodrem. Nævnet finder samlet set, at betingelserne i psykiatriloven for at tvangsfiksere dig på grund af farlighed var opfyldt. Tvangsfikseringens udstrækning Tvangsfiksering kan undtagelsesvist anvendes ud over nogle få timer, hvis der er væsentlige grunde til at forsætte tvangsfikseringen, herunder hensynet til pa-tientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger dette. Se psykiatri-lovens § 14, stk. 3, der er vedlagt. Nævnet har vurderet, at fikseringen med bælte og fodrem ikke har varet i læn-gere tid end nødvendigt. / 8 Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af journalen, at du ved lægelige bælte-tilsyn kl. 23.30 ifølge oplysningerne i journalen ført kl. 01.04 var faldet i søvn. Den faste vagt blev orienteret om, at kontakte lægen, når du vågnede. Lægen har videre noteret, at det er konfereret med bagvagten, at bæltet ikke løsnes, mens du sover. Der er ikke notat i journalen om, hvornår du er blevet løsnet af bæltet og fodremmen Nævnet har således kontrolleret, at der er foretaget lægelige tilsyn jævnt fordelt i overensstemmelse med bestemmelserne i psykiatriloven i den periode, som tvangsfikseringen har varet.

§ 21, stk.

4, der er vedlagt. Nævnet godkender tvangsfikseringen med bælte fra den

1. januar 2019 kl. 21.30 til den
2. januar 2019 kl. 07.30, og at der foruden bælte blev anvendt en fodrem fra den
3. januar 2019 kl. 21.40 til den
4. januar 2019 kl. 08.
5. Tvangsfiksering den
6. januar 2019 Tvangsfikseringens iværksættelse Nævnet har konstateret, at tvangsfikseringen sker i forbindelse med overflyt-ning til sikret institution. Dette fremgår af de udfyldte tvangsprotokoller vedrø-rende tvangsfikseringen med bælte, remme og handsker. Nævnet har imidlertid vurderet, at betingelserne for iværksættelse af tvangsfik-sering med bælte, hånd- fodremme har været opfyldt.

§§ 14, stk.

2 og 15, stk.

1. Der er udfærdiget 3 tvangsprotokoller, skema 3A vedrørende tvangsfikseringen den
2. januar
3. – et for fikseringen med bælte, 1 for anvendelsen af remme og 1 for anvendelse af handsker. Nævnet har taget til efterretning, at overlægen, der havde besluttet tvangsfikseringen, på Patientklagenævnets møde oplyste, at der ikke havde været anvendt handsker i forbindelse med fikseringen. Dette fremgik heller ikke af journalen, og det var således en fejl, at der var udfyldt en tvangsprotokol for anvendelse af handsker. Nævnet har samlet set vurderet, at det var nødvendigt at bæltefiksere dig for at afværge, at du eller andre var i nærliggende fare for at få skader på legeme eller helbred. Din mor har i sin klage påpeget, at bæltefikseringen er nøje planlagt ned til mindste detalje for at kunne gennemføre en formandsbeslutning om en anbrin-gelse på den særligt sikrede Institution 1 på Fyn, og oplyser, at formands- / 9 beslutningen og anbringelsen på den særligt sikrede institution var ulovlig iføl-ge Ankestyrelsens afgørelse af
4. april
5. Derfor finder din mor, at bæltefik-sering og fiksering med hånd- og fodremme heller ikke kunne være lovlig. I journalnotat af
6. januar 2019 ført kl. 20.00 har overlægen bl.a. noteret, at det besluttes, at du skal anbringes kl. 17.00, hvor sagsbehandleren fra kommunen vil give dig besked. Der vil desuden blive rekvireret en ambulance og politi, da du ved tidligere overflytning har reageret voldsomt og personfarligt. Videre beskrives det i journalnotatet, at da sagsbehandleren fra kommunen har oplyst dig om beslutningen om en akut anbringelse, reagerer du ved at begynde at smide med ting, slå og sparke ud omkring dig. Du bliver derfor fastholdt på sengen og overflyttes til ambulancens båre kl. 17.
7. På grund af din voldsom-hed og tidligere erfaringer vurderes det uforsvarligt ikke at bæltefiksere dig bå-de med bælte, håndog fodremme. Der gives akut beroligende tvangsmedicin tablet Serenase 2,5 mg kl. 17.
8. Nævnet finder samlet set, at betingelserne i psykiatrilovens § 14, stk. 2, jf. stk. 1 for at tvangsfiksere dig med bælte, hånd- og fodremme var opfyldt på tids-punktet for beslutningen, hvor du stadig befandt dig på den psykiatriske afde-ling. Ifølge mindste middels princippet skal personalet desuden have forsøgt at be-grænse og korrigere din aktivitet, have forsøgt at tale dig til ro og have tilbudt dig frivilligt at tage beroligende medicin, før du bliver fikseret. Opfyldelse af mindste middels princippet kræver, at disse tre betingelser er op-fyldt, eller at det i journalen er beskrevet, hvorfor betingelserne ikke har kunnet opfyldes. Nævnet har vurderet, at kravet om mindst indgribende foranstaltning i dit til-fælde ikke har været opfyldt. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret i jour-nalen, at personalet har forsøgt at tale dig til ro, eller at dette var uigennemfør-ligt. Herunder er det ikke godtgjort, at en tvangsfiksering ikke kunne have væ-ret undgået ved, at personalet havde forsøgt at orientere dig om, at du skulle overflyttes til sikret institution og havde beroliget dig i den henseende. Det er heller ikke i journalnotatet godtgjort, at du er blevet korrigeret, og tilbudt bero-ligende medicin, inden du blev tvangsfikseret. Den beroligende medicin blev ifølge journalen givet efter, at du var blevet overfør til ambulancens båre. Det forhold, at kommunens sagsbehandler har oplyst dig om beslutningen om en akut anbringelse, som du reagerer på, ligesom det forhold, at man ved tidli- / 10 gere overflytning har erfaring for, at du har reageret voldsomt og personfarligt, finder nævnet ikke på tilstrækkelig vis opfylder kravet om mindst indgribende foranstaltning.

§ 4, der er vedlagt.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, jf. ovenfor, at det ikke er dokumen-teret, at der er gjort, hvad der var muligt for at opnå din frivillige medvirken, eventuelt ved at give dig en passende betænkningstid i forbindelse med oplys-ninger om overflytningen til sikret institution. Nævnet er opmærksom på, at tvangsfikseringen med bælte- hånd- og fodrem-me ophørte den

1. januar 2019 kl. 18.
2. Nævnet godkender på ovenstående baggrund ikke, at du efter psykiatriloven var tvangsfikseret med bælte- hånd- og fodremme den
3. januar 2019 fra kl. 17.12 til den
4. januar 2019 kl. 18.
5. Det bemærkes, at når nævnet ikke godkender iværksættelse af tvangsfikserin-gen, så godkender nævnet heller ikke dennes udstrækning. Nævnets behandling Nævnet har modtaget din klage med bilag den
6. maj 2019, herunder en lægeerklæring af
7. maj 2019 fra Overlæge og overlæge Vidne. Der forelå samtykkeerklæring af
8. januar 2019 fra dig til, at din mor, Klager 2 varetager dine interesser i forbindelse med din indlæggelse på psykia-trisk afdeling. Du og din mor, Klager 2 har fået kopi af alle papirer sammen med ind-kaldelsen til mødet. Nævnet har behandlet din klage på sit møde den
9. maj
10. I nævnets behandling af sagen deltog formand Person 1, lægeligt medlem Person 2 og SINDmedlem Person
11. Du deltog ikke i Patientklagenævnets møde. Din mor deltog i Patientklagenævnets møde. Person 4 fra Sind deltog som bisidder. Din patientrådgiver Person 5 deltog også i Patientklagenævnets møde. / 11 For Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center - Afdeling Glostrup mødte overlæge Vidne. På mødet præsenterede formanden for Patientklagenævnet nævnets medlem-mer og gennemgik sagens papirer, herunder din mors klager på dine vegne ef-ter fuldmagt over tvangsfikseringer den
12. oktober 2017, den
13. oktober 2018, den
14. januar 2019, den
15. januar 2019 og den
16. januar
17. Formanden for Patientklagenævnet oplyste, at nævnet ved sin afgørelse sendt den
18. januar 2019 havde truffet afgørelse vedrørende tvangsfikseringen den
19. januar
20. Formanden for Patientklagenævnet orienterede i øvrigt om, at klager over per-sonalets adfærd kunne indgives til Centerledelsen og klager over den lægefagli-ge vurdering kunne indbringes for Styrelsen for Patientklager. Din mor oplyste på mødet, at du ikke var blevet tilsendt mødeindkaldelse og sagens papirer. Nævnsformanden undersøgte dette efter mødet og kunne konstatere, at det var noteret i journalen, at mødeindkaldelse og mødepapirer var tilsendt dig digitalt den
21. maj 2019 og leveret samme dag. Din mor fortalte generelt, at du var blevet traumatiseret og havde mistet dit sprog på grund af de foretagne tvangsfikseringer. På bostedet havde man for-talt din mor, at du stadig var påvirket af, at du havde været fikseret. Du var me-get skrøbelig, og du for sammen, hvis en politibil kørte forbi udenfor, idet du var bange for at blive hentet. Du var først nu begyndt at åbne op for, hvad du havde oplevet ved bæltefikseringerne. I det hele syntes din mor ikke, at bælte-fikseringerne i forhold til dig kunne forsvares. Bisidderen nævnte, at for din mor, stod alle de i klagen nævnte episoder i skarp kontrast til det lange forløb, som hun havde haft med dig. Der havde været tale om et langt forløb, hvor du havde været forholdsvis rolig, og hvor din mor hav-de kunnet håndtere dig, når du var voldsom. Ad tvangsfiksering iværksat den
22. oktober 2017 Formanden for Patientklagenævnet læste højt fra journalen, hvoraf sås, at overflytning fra afsnit B205 til afsnit B204 var sket i samråd med dig og bostedet ef-ter forældreansvarsloven. Ligeledes var det noteret i journalen, at tvangsover-flytningen var sket som mindste middel i seng med bælte, mens selve overflyt-ningen stod på. Dette var din mor informeret om ved Overlæge og havde samtykket til. Din mor oplyste, at samtykket var givet under falske forudsætninger, idet du og din mor var blevet stillet i udsigt, at der var meget bedre forhold for dig på afsnit B204, hvilket havde kunnet afhjælpe det forhold, at overflytningen skete / 12 med tvang. Du havde på det pågældende tidspunkt været medicinkrævende, og lidt medicin i form af en lav dosis Risperdal eller Abilify ville kunne have af-hjulpet din angst. Overlægen sagde, at du havde fået et bedre funktionsniveau på afsnit B
23. Du var begyndt at tale sammenhængende, du havde været ude, og du havde fået det så godt, at du kunne komme på et bosted. På afsnittet havde man set en dreng, der var kommet i klemme mellem mor og kommune. Afsnittet havde stået på sidelinjen. Mor ville have dig hjem, og det var overlægens opfattelse, at du var en følelsesmæssig klemt dreng, hvilket havde været årsagen til dine af-fektudbrud. Du havde været en dreng i et stort spændingsfejl, og derfor havde du været meget følsom over for selv små ændringer. Overordnet set var du en meget klemt dreng. På formanden for Patientklagenævnets oplysning om, at det stod i tvangsprotokollen, at der havde været et lægeligt tilsyn kl. 18.15, men der var i journalen ikke notat om tilsynet, svarede overlægen, at du havde sovet, da tilsyn skulle foretages, og tilsyn var derfor sket, da du igen kl. 21.00 var i vågen tilstand. … Tvangsfiksering iværksat den
24. januar 2019 Din mor sagde, at hun ikke havde haft kontakt med dig på det tidspunkt. Hun havde haft en samtale med sygeplejersken og forsøgt at få en dialog over telefo-nen, idet hun havde været bekymret over, at man seponerede medicinen. Hun havde fået at vide, at du havde været i affekt, men da man også havde omtalt hende som værende i affekt, tænkte hun, at så skulle der ikke så meget til at vurdere, at du var i affekt. Din mor havde kunnet se på sin telefon, at du havde prøvet at komme i kontakt med hende flere gange i løbet af aftenen. Din mor udtrykte, at man kunne have håndteret situationen anderledes. Man burde ikke have taget medicinen fra dig fra det ene øjeblik til det andet, og der havde ikke været grund til at tilkalde politiet. Din mor opfattede det forhold, at man havde tilkaldt politiet, som en optakt til anbringelsen, der skete et par dage efter, idet der var foretaget en politianmeldelse om vold og trusler om vold. Medicinen burde have været nedtrappet, og det havde været uforsvarligt helt at udtrappe dig af medicinen. Overlægen udtalte, at ud fra et lægeligt perspektiv havde nedtrapning af din medicin været at foretrække, men når Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgørelse om tilsidesættelse af en beslutning om tvangsbehandling, ophørte man med medicineringen, og medicinering kunne derefter kun fortsættes på frivillig basis. På baggrund af historikken ville man ikke begynde at tilbyde dig medicin, idet muligheden i den konkrete situation for, at du ville samarbejde / 13 om at tage medicin frivilligt ikke var til stede, og da tale om medicin ville udlø-se et affektudbrud. Selv mindre ting udløste affektudbrud, og det var ikke mu-ligt på baggrund af dit affektmønster at indgå i en frivillig dialog om medicin med dig. Tvangsfiksering den
25. januar 2019 Overlægen oplyste på forespørgsel fra formanden for Patientklagenævnet vedrørende den udfyldte tvangsprotokol for tvangsfiksering med handsker, at det-te var en fejl. Du havde ikke fået handsker på. Overlægen havde ikke kommen-tarer til udstrækningen af tvangsfikseringen. Din patientrådgiver havde ingen yderligere bemærkninger…” Retten har beskikket advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen for Klager
26. Forklaringer Der er afgivet forklaring af Klager 2 og overlæge Vidne. Klager 2 har supplerende forklaret blandt andet, at Klager 1 har været kendt i psykiatrien siden
27. I 2011 var han dagindlagt med henblik på ud-redning for autisme, og fik diagnosen infantil autisme. I 2012 havde de udkø-rende besøg fra psykiatrien i hjemmet. Derefter havde de ikke kontakt med psy-kiatrien før 2017, hvor Klager 1 3 gange indlægges akut på afd. B205, herunder i forbindelse med at han blev anbragt udenfor hjemmet i maj
28. Han var i en positiv udvikling i hjemmet. Han var i trivsel og var fysisk sund og rask, da han blev anbragt. Han kræver støtte til alt, og kræver derfor meget støt-te, når han er i trivsel. Han fik en gang imellem affektudbrud, hvor han kunne skubbe til ting eller vælte noget, men han gik ikke efter personer. Hun har håndteret det ved enten at ignorere ham eller ved at holde ham alt efter situa-tionen. Vedrørende bæltefikseringen den
29. oktober 2017 Hun havde samtykket til, at Klager 1's medicin blev sat til en dosis på 5,5 milligram. Han var blevet udtrappet nogle måneder forud for anbringelsen. I slut-ningen af maj 2017 var han blevet sat på 5 milligram abilify, selv ham ikke kan tåle det i den dosis. Han fik bivirkninger og blev dårlig af det. Han fik smerter i hovedet, rastløshed og søvnløshed. Han stoppede med at tage det og blev me-get dårlig på 4 –
30. dagen. Derfor blev han udadreagerende. I perioden fra juli til september 2017 blev han genindlagt på B 205 3 gange. Hver gang blev han sat på 5 milligram igen. De 2 første gange blev han meget dårlig. Hun ved ikke om han blev udadreagerende. Den
31. gang var han tæt på at løbe ud foran en bil. Der blev derfor taget beslutning om, at han den
32. gang skulle indlægges. Han bliver tiltagende angst efter den sidste indlæggelse. De forsøgte ikke at gi-ve ham andet medicin. De fjernede i stedet han medicin og han fik det tiltagen- / 14 de værre. Han kunne ikke overføres til en åben afdeling på Bispebjerg, da han ikke ville samtykke i det. Han skulle flyttes fra afdeling B205 til afdeling B
33. De planlagde bæltefikse-ring i forbindelse med overflytningen. Klager 1 havde i forbindelse med episoden i Ikea i maj 2017 oplevet en fiksering lige da han kom til afdeling B205, men havde ellers ikke oplevet at blive bælte-fikseret. Hun havde af overlægen fået at vide, at man ville kunne komme til at bruge magt for at overflytte ham. Hun husker ikke, at der blev sagt bæltefiksering. Hun kan ikke huske præcist, hvad der blev sagt. Hun samtykkede til overflyt-ningen til afdeling B204, idet man havde stillet hende i udsigt, at han ville få mere hjælp på B
34. Hun har ikke samtykket i, hvordan man ville få ham der-over, kun hvilken dato. Hun havde fået at vide, at det kunne komme på tale at anvende magt, men ikke hvilken. Hun var ikke klar over, at der ville blive tale om bæltefiksering. Hun havde alene fået at vide, at han ville blive overflyttet med magt, hvis han ikke ville medvirke, og det havde hun samtykket i, men hun vidste ikke, at der ville blive tale om fiksering. Hun var ikke klar over kon-sekvenserne af det. Hun så ham ikke under fikseringen. Hun besøgte ham, men måtte ikke komme ind til ham. Hun kunne høre at han skreg. Det var nærmest primalskrig. Det var i dagtimerne. Hun så ham først en eller to dage senere. Han var en helt anden dreng end før overflytningen. Han havde stirrende blik, og spurgte hende, om hun var ude på at traumatisere ham. Hun var meget hos ham, da hun først fik kontakt med ham igen. Hun overnattede der og fik ham i bad en enkelt gang. Han havde et godt forhold til personalet på B205, men på B204 stirrede han ba-re på dem. De kan ikke komme i kontakt med ham. Hun besøgte ham dagligt i 2 uger, men efter 2 uger var hans tilstand så dårlig, at hun heller ikke kunne komme i kontakt med ham. Klager 1 holdt helt op med at tale efter et par uger på B
35. Hun mener, at han er blevet traumatiseret på grund af overflytningen. Hun havde løbende kontakt med en patientvejleder, der fortalte hende, at hun havde samme rettigheder til at klage under forældreansvarsloven som under psykiatriloven. Vedrørende den
36. januar 2019 Den eneste bæltefiksering hun selv har set er den, der skete den
37. januar
38. Hun oplevede at personalet optrappede konflikten, i stedet for at ignorere ham eller nedtrappe konflikten. Klager 1 blev bæltefikseret 3 gange i januar
39. Den
40. januar så hun det ikke selv, og ved ikke hvordan konflikten opstod. Det står der ikke noget om i journalen. Klager 1 havde ringet til hende tidligere på dage og havde sagt at han var dårlig. Det kan skyldes, at han ikke kan tåle at stoppe med medicin uden nedtrapning. / 15 Overlæge Vidne har forklaret blandt andet, at hun er overlæge ved BUC. Hun overtog behandlingsansvaret for Klager 1 i oktober 2018 indtil udskrivningen i januar
41. Hun er på afdeling B
42. Vedrørende den
43. oktober 2017 kan hun kun henholde sig til det, der er skre-vet i journalmaterialet. Den
44. januar 2019 skulle Klager 1 udskrives og overflyttes til Institution
45. Han blev overflyttet i ambulance med 2 reddere og politiet og Klager 1's sagsbehandler var til stede. Beslutningen om fiksering blev truffet af vidnet på baggrund af Klager 1's ad-færd. Han fik læst formandsbeslutningen om akut flytning op, og begyndte at skrige højt og slår ud efter andre. De ved, at det er en stressende situation for Klager
46. Overlægen var ikke med ved oplæsning af beslutningen, men personalet var med inde hos Klager 1, da sagsbehandleren læste afgørelsen op. Personalet var der for at skærme sagsbehandleren, da Klager 1 kan reagere personfarligt. Hun kunne høre, at Klager 1 skreg. Det var en situation ud over det sædvanlige, men det var hans faste sags-behandler, som han havde kontakt med og en relation til, der fortalte ham det. Undervejs, imens han var fikseret, faldt han til ro, og holdt en sygeplejeske i hånden. Man løste ikke fikseringen, da hans affektkurve ikke var faldet. Det var en sikkerhedsvurdering, da der var tale om en transportsituation. En ambulan-ce er ikke et sikret rum. Det ville være for farligt for ham selv. Man løsner ikke for tidligt, da det så bare kan starte forfra. Klager 1 kunne ikke tales ned i en så-dan stresssituation, men de forsøgte det, og han var skærmet i forhold til andre. Medicin virker ikke med et samme på Klager
47. Derfor endte det med den fysi-ske tvangsfiksering. Vedrørende fikseringen den
48. januar 2019 forklarede vidnet, at politiet kom-mer på den børnepsykiatriske afdeling de 5 – 7 gange om året. Det gør de, når det vurderes, at det ellers ville være for farligt for barnet eller personalet. Det er nu besluttet, at man ikke anvender skjolde i børnepsykiatrien. Hvis en patient har en farlig genstand, som de kan kaste med, kan personalet ikke går ind til patienten. De tilkalder politiet, fordi politiet har en anden uddannelse end personalet. Politiets udstyr er også helt anderledes. Klager 1 var i affekt, havde taget sit tøj af og tissede, så der var meget vådt. Parternes synspunkter Klager 1 har i sit processkrift anført blandt andet: ”…
49. Vedr. bæltefikseringen den
50. oktober 2017: … Anbringender: / 16 Klager forstår Patientklagenævnet afgørelse af
51. maj 2019 således, at patientklagenævnet har fundet, at klagen over tvangsfikseringens iværksættelse, var at afvise, idet klagers mor (forældremyndighedsindehaveren) havde samtykket til tvangsfikseringens iværksættelse. Som begrundelse anfører nævnet blandt andet (afgørelsens side 2): “Nævnet har konstateret, at tvangsprotokol skema 3 er udfyldt og påført ”forældreansvarsloven” . Din nu oplyste på Patientklagenævnets møder, at det var under falske forudsætninger, at du havde samtykket, idet du og Klager 1 var stillet i udsigt, at der var bedre forhold på afsnit B
52. Uanset dette er det samlet set nævnets opfattelse, at iværksættelsen af tvangsfikseringen har fundet sted efter forældreansvarsloven med din mors samtykke og ikke i medfør af psykiatrilovens § 14, stk. 2, der er vedlagt. Nævnet afviser derfor at tage stilling til iværksættelsen af tvangsfikseringen med bælte den
53. oktober 2017 kl. 13.46 på afsnit B205 og indtil overflytningen til afsnit B204 var foretaget den
54. oktober 2019 kl.13.50.” Det følger af psykiatrilovens § 1, stk. 4, at der ikke foreligger tvang i de tilfælde, hvor en patient er under 15 år og der foreligger informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Bestemmelsen blev indført ved L nr. 579 af
55. maj 2015, fremsat ved lovsforslag nr 137 af
56. februar
57. Af forslagets almindelige bemærkninger vedr. den foreslåede ordning om mindreårige patienters samtykke afs. 3.1.3 fremgår blandt andet (min understregning): Ud fra proportionalitetsprincippet skal der være et rimeligt forhold mellem den udøvede tvang og det, der søges opnået med tvangsanvendelsen, herunder set i forhold til alvoren af den tilstand, der søges behandlet, og de deraf afledte konsekvenser. Der skal også fore-tages vurdering i forhold til de konsekvenser, der kan være af at bruge konkrete tvangsindgreb. Jo mere indgribende et tvangstiltag er, og jo yngre den mindreårige pa-tient er, jo mere vil tale for, at det vurderes, om behandlingens formål kan opnås via al-ternative metoder. Fx bør et alvorligt indgreb som tvangsfiksering i udgangspunktet ik-ke anvendes over for mindreårige. Der kan efter det anførte i lovens forarbejde næppe være tvivl om, at loven forudsætter, at tvangsfiksering som "udgangspunkt" ikke bringes i anvendelse overfor mindreårige, idet indgrebet antages at udgøre den mest intensive form for tvang. / 17 Om anvendelse af magt over for mindreårige under 15 år anfører Helle Bødker Madsen og Jens Garde i "Psykiatriret",
58. udg.