ECLI:DK:OLR:2022:BS0000001278 Sag om, hvorvidt Forsvarsministeriet har erstatningsansvar som følge af tortur og inhuman behandling over for sagsøger i

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG ____________ DOM Afsagt den 26. juni 2018 af Østre Landsrets 8. afdeling (landsdommerne Bo Østergaard, Frosell og Bettina Bang Jakobsen (kst.)). 8. afd. nr. B-1428-16: Sagsøger (advokat Christian F. Jensen, besk.) mod Forsvarsministeriet (advokat Peter Biering) Indholdsfortegnelse 1. Påstande ............................................................................................................................. 2 2. Sagsfremstilling ................................................................................................................. 2 2.1 Byrettens dom af 12. januar 2006 i straffesagen .............................................................. 3 2.2 Landsrets dom af 6. juli 2006 i straffesagen .................................................................. 72 2.3 Øvrige oplysninger ......................................................................................................... 82 3. Forklaringer ...................................................................................................................... 92 4. Procedure........................................................................................................................ 113 4.1 Sagsøger.................................................................................................... 113 4.2 Forsvarsministeriet ....................................................................................................... 126 5. Landsrettens begrundelse og resultat ............................................................................. 144 / -2Denne sag, der er anlagt den 4. maj 2016 ved Københavns Byret (BS 1A-2530/2016), er ved byrettens kendelse af 2. juni 2016 henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1. 1. Påstande Sagsøger har over for sagsøgte, Forsvarsministeriet, nedlagt føl-gende påstande: Påstand 1 Sagsøgte, Forsvarsministeriet, tilpligtes at betale 50.001 kr. med renter fra sagens anlæg. Påstand 2 Sagsøgte tilpligtes at anerkende: Principalt: under nærværende domstolssagers behandling at have pligt til at tilvejebringe effektiv oplysning af sagsøgerens rimeligt begrundede anførsler om tortur, m.v., jf. statens undersøgelsesforpligtelser ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 3, jf. art. 1 og art 13, der ved lov nr. 285 af 1992 er inkorporeret som en del af national dansk ret. Subsidiært: at sagsøgte har pligt til at foranledige en effektiv, officiel, uafhængig og særskilt undersøgelse af, om sagsøgerne har været udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf som følge af sagsøgtes handlinger og/eller undladelser, jf. statens undersøgelsesforpligtelser ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 3, jf. art. 1 og art 13, der ved lov nr. 285 af 1992 er inkorporeret som en del af national dansk ret. Forsvarsministeriet har over for sagsøgerens påstand 1 nedlagt påstand om frifindelse og over for sagsøgers påstand 2 om afvisning, subsidiært frifindelse. 2. Sagsfremstilling Sagen angår Forsvarsministeriets eventuelle erstatningsansvar over for Sagsøger i forbindelse med danske styrkers tilbageholdelse af ham den 9.-10. marts 2004 i By 1, nord for Basra i det sydlige Irak. / -3Omstændighederne i forbindelse med tilbageholdelsen af Sagsøger har været genstand for strafferetlig behandling i en sag, hvor danske soldater var tiltalt for tilsidesæt-telse af deres pligter. Denne straffesag er endeligt afgjort ved Østre Landsret dom af 6. juli 2006, hvor de tiltalte soldater alle blev frifundet. 2.1 Byrettens dom af 12. januar 2006 i straffesagen Københavns Byret afsagde dom i sagen den 12. januar 2006. Af dommen fremgår blandt andet: ”Forsvarets Auditørkorps har ved anklageskrift af 19. januar 2005 rejst tiltale mod Vidne 1, Person 1, Person 2, Person 3 og Person 4 for særlig grov pligtforsømmelse (myndig-hedsmisbrug) efter militær straffelovs 15, 1. og 2. punktum, jf. Genèvekonven-tionen af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid (IV. Ge-nève-konvention) artikel 27 og artikel 31 samt SOLDATENS KORT (FEB 04), pkt. 4 og 5, og FØRERENS KORT (FEB 04), pkt. 7.a og d, 1. Vidne 1, ved natten til den 10. marts 2004 i den danske bataljons lejr Base 1 i Irak, som udspørger via tolk med det formål at opnå oplysninger fra 3 tilbageholdte irakiske mænd, der var mistænkt for at have ansporet til optøjer i bataljonens ansvarsområde, at have

1. a)instrueret de militærpolitifolk, der bevogtede de tilbageholdte, om, at disse skulle sidde i stressfremkaldende stillinger i lejrens detention, mens de ventede på at blive ført ind i et telt, hvor tiltalte udspurgte dem på skift,
2. b)forlangt, at de tilbageholdte under udspørgningerne skulle sidde på knæ på teltbunden med rank ryg, samt at have ladet dem fastholde i stillingen af en militærpolitimand, hvis de prøvede at skifte stilling,
3. c)betegnet de udspurgte som hunde, hundelorte og mænd uden pik o. lign., samt
4. d)nægtet de udspurgte adgang til drikkevand. 2. Person 1 og Person 2, ved 10. marts 2004 under vagttjeneste fra ca. midnat til ca. kl. 02.00 i detentionen, henholdsvis afhøringsteltet, i den danske bataljons lejr Base 1 i Irak med det formål at opnå oplysninger fra de i forhold 1 omhandlede tilbageholdte irakere at have
5. a)tvunget de tilbageholdte til at sidde i stressfremkaldende stillinger, herunder at sidde på knæ med korslagte underben og bagdelen anbragt på hælene, mens / -4de i lejrens detention ventede på at blive ført ind i teltet, hvor Vidne 1 ud-spurgte dem på skift,
6. b)nægtet de tilbageholdte drikkevand og toiletadgang,
7. c)undladt at udlevere tæpper til de tilbageholdte, mens de sad udendørs i nattekulden samt
8. d)fastholdt de udspurgte på knæ på teltbunden med rank ryg, når de sank sammen under udspørgningerne. 3. Person 3 og Person 4, ved 10. marts 2004 under vagttjeneste fra ca. kl. 02.00 til om morgenen i detentionen, henholdsvis afhøringsteltet, i den danske bataljons lejr Base 1 i Irak med det formål at opnå oplysninger fra de i forhold 1 omhandlede tilbageholdte irakere at have
9. a)tvunget de tilbageholdte til at sidde i stressfremkaldende stillinger, herunder at sidde på knæ med rank ryg, mens de i lejrens detention ventede på at blive ført ind i teltet, hvor Vidne 1 udspurgte dem på skift,
10. b)nægtet de tilbageholdte drikkevand og toiletadgang,
11. c)undladt at udlevere tæpper til de tilbageholdte, mens de sad udendørs i nattekulden,
12. d)slæbt en af de tilbageholdte ind i teltet til udspørgning, så den pågældendes bukser blev trukket ned om anklerne, samt
13. e)fastholdt de udspurgte på knæ på teltbunden med rank ryg, når de sank sammen under udspørgningerne. 4. Vidne 1, ved den 12. april 2004 i det i forhold 1 omhandlede afhøringstelt som udspørger via tolk med det formål at opnå oplysninger fra 4 tilbageholdte irakiske mænd, der på skift blev udspurgt om et angreb på Bygning i By 1, at have forlangt, at 2 af de tilbageholdte under udspørgningerne skulle sidde på knæ på teltbunden med rank ryg, samt at have ladet dem fastholde i stillingen af ikke nærmere identificerede militærpolitifolk, hvis de prøvede at skifte stilling. 5. Vidne 1, ved den 9. juni 2004 i det i forhold 1 omhandlede afhøringstelt som udspørger via tolk med det formål at opnå oplysninger fra 4 tilbageholdte iraki-ske mænd, der på skift blev udspurgt om et angreb på en dansk militærpatrulje at have / -5a) forlangt, at 3 af de tilbageholdte under udspørgningerne skulle sidde på knæ på teltbunden med rank ryg, samt at have ladet dem fastholde i stillingen af ik-ke nærmere identificerede militærpolitifolk, hvis de prøvede at skifte stilling,
14. b)betegnet de udspurgte som pikhoveder, røve og svin o. lign., samt
15. c)sagt til en af de udspurgte, der udtalte, at man hellere måtte slå ham ihjel, at det ville man måske også gøre. Sagen er behandlet efter reglerne i militær retsplejelov. Påstande: Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. De tiltalte har nægtet sig skyldige. Forklaringer: Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af de tiltalte og af vidnerne Vidne 2, Person 5, Person 6, Person 7, Person 8, Person 9, Person 10, Person 11, Person 12, Person 13, Person 14, Vidne 3, Person 15, Person 16, Person 17, Person 18, Person 19, Person 20, Person 21, Person 22, Person 23, Person 24, Person 25, Person 26, Person 27, Læge 1, Person 28, Person 29, Person 30, Person 31, Person 32, Person 33, Person 34, Person 35, Person 36, Person 37, Person 38, Person 39, Person 40, Person 41, Person 42, Person 43, Person 44, Person 45, Læge 2, Person 46, Person 47, Person 48, Person 49, Person 50, Person 51, Person 52, Person 53, Person 54, Person 55, Person 56, Person 57, Person 58 og Person 59. Retten har i medfør af militær retsplejelov 1, jf. retsplejelovens § 939 jf. § 928, stk. 3, jf. § 877, stk. 3, tilladt dokumentation af afhøringsrapporter af 16., 17. og 19. november 2004 vedrørende auditørkorpsets afhøringer i Irak af Person 60, Person 61, Person 62, Person 63, Person 64, Sagsøger, Person 65 og Person 66 Indholdet af rapporterne er gengivet under de relevante forhold nedenfor. I afsnittet "Øvrige oplysninger i sagen" er i et vist omfang gengivet uddrag af de bilag, som der henvises til i forklaringerne. 1. Forklaringer vedrørende generelle emner: / -6Tiltalte Vidne 1 har forklaret, at hun er 37 år. Hun blev ansat i forsvaret den 1. oktober 1985, hvor hun påbegyndte en uddannelse som sprogofficer. Under grunduddannelsen, der varede til juli 1987, blev hun udnævnt til løjtnant af reserven og den 1. august 1988 blev hun udnævnt til premierløjtnant af reserven. I september 1987 begyndte hun at læse øststatskundskab på Københavns Universitet. Hun har siden 1994 været ansat som fuldmægtig i Udenrigsministeriet, og har herunder i flere perioder været udstationeret i udlandet herunder i Wien og Kiev. Uddannelsen til sprogofficer indeholder mange moduler, men den egentlige uddannelse i afhøringstjeneste gennemførte hun efterfølgende på grundkursus for reserveofficerer. Hun har også deltaget i såkaldte POWEX-øvelser, hvor kursisterne lærer at modstå fjendtlige afhøringer. Under disse øvelser foretages der afhøringer, hvoraf dele er i strid med de gældende kon-ventioner. Dette blev gjort klart både for eleverne og for underviserne, og tiltal-te finder derfor ikke, at hendes deltagelse i disse øvelser er relevant for sagen, idet hun under disse øvelser intet lærte i relation til de afhøringer, hun selv se-nere måtte skulle foretage i "skarpe" situationer. Forevist det materiale om udspørgeteknik, som indgik i de tidligere kurser vedrørende afhøringstjeneste (sagens bilag 137), forklarede tiltalte, at hun inden domsforhandlingen har haft lejlighed til at gennemgå materialet, og at hun genkender samtlige underbilag på nær ét. Foreholdt at formålet med kurset i afhøringstjeneste ifølge kursets fagplan er "at sætte eleven i stand til at foretage afhøring af krigsfanger m.fl. …” forklarede tiltalte, at der på kurset kun blev talt om krigsfanger, og at udtrykket "m.fl." ikke blev nærmere uddybet. Det blev således ikke omtalt, at "m.fl." f.eks. kunne omfatte tilbageholdte personer i forbindelse med danske styrkers ophold i udlandet. På kurset blev den 3. Ge-nèvekonvention om behandling af krigsfanger gennemgået. Hun husker, at man på kurset foretog afhøringer i form af debriefing af egne soldater under anven-delse af de lærte spørgeteknikker. Forevist bilag 37, underbilag 15, "Afhø-ringsmetoder i afhøringscenter", punkterne 3-5, forklarede tiltalte, at hun efter gennemgangen af blandt andet dette undervisningsmateriale var overbevist om, at uddannelsen selvfølgelig havde til formål at uddanne eleverne til at foretage afhøringer i overensstemmelse med regler. Hun gik med andre ord ud fra, at hun måtte bruge den "værktøjskasse", som forsvaret således havde udstyret hende med. Som det blev præsenteret under kurset, var afhøringer indenfor de angivne rammer også indenfor rammerne af Genèvekonventionen. Det blev ik-ke udtrykkeligt nævnt, at opbevaring af krigsfanger for eksempel i frostgrader ville være en overtrædelse af konventionen, men efter tiltaltes opfattelse må det afhænge af den konkrete officers vurdering af de foreliggende omstændighe-der, hvornår grænserne for en lovlig afhøring er overtrådt. Efter grunduddannelsen var tiltalte i praktisk tjeneste i Gardehusarregimentets opklaringsbataljon. Hun lærte herunder bl.a., hvorledes en militær enhed arbej-der, og hun deltog i øvelser i forskellige funktioner, men navnlig som efterretningsofficer. Hun orienterede også konstabler om folkeretlige emner, herunder krigsfangetjeneste og humanitær folkeret. Hun gjorde det meget klart for ele-verne, at selv om de selv måtte være stressede på grund af kamphandlinger, måtte deres oparbejdede vrede ikke gå ud over krigsfangerne, idet hun pointe-rede, at konventionerne under alle omstændigheder skulle overholdes. Dog gjorde hun ikke meget ud af den 4. Genèvekonvention, idet fjendebilledet på daværende tidspunkt fortsat bestod i en forestilling om, at fjenden ville gå i land i Køge Bugt, hvorfor de civile, som danske styrker ville komme i kontakt / -7med, ville være danske civile. Tiltalte har ca. 10 gange fungeret som afhøringsofficer under POWEX-øvelserne. Oprindeligt var det tilladt under øvel-serne at overtræde konventionsreglerne, både under afhøringer og under opbe-varing af krigsfanger. Dette blev senere ændret, således at reglerne kun kunne fraviges under opbevaring. Ændringen må være i sket i perioden fra 1995 - 2000, hvor tiltalte var udstationeret i udlandet. Tiltalte pointerer, at hun ikke tog dårlige vaner fra disse kurser med til Irak, idet hun sagtens kunne skelne mellem øvelserne og den senere ”skarpe" situation. I øvrigt havde hun ikke i særligt omfang under øvelserne brugt afhøringsteknikker, der indebar en over-trædelse af reglerne, idet hun som regel optrådte som den "logisk ræsonnerende afhører". Det var afhøringslederen, der bestemte, hvilke roller den enkelte af-høringsofficer skulle anvende under afhøringerne. Ofte foretog tiltalte den før-ste afhøring, hvorefter en mere "powerfull" kollega anvendte andre afhørings-metoder på grundlag af de resultater, som tiltalte havde opnået ved sin afhø-ring. Tiltalte er ikke bekendt med, at man i den engelske hær har forbud mod at anvende afhøringsofficerer i felten, såfremt de tidligere har deltaget i de nævn-te øvelser. For så vidt angår sin udstationering i Irak forklarer tiltalte, at hun selv rettede henvendelse til Hærens Operative Kommando for at høre, om der var mulighed for at blive udstationeret i international tjeneste, idet hun følte en forpligtelse også som reserveofficer til at deltage heri. En udstationering kunne samtidig passes ind i en forestående orlov fra Udenrigsministeriet. Hun søgte ikke specielt om at komme til Irak. Hun blev indkaldt til det forudgående kur-sus på et sent tidspunkt, idet hun kom med på et afbud. Hun påbegyndte derfor først kurset ca. 1 måned efter de øvrige kursusdeltagere. Hendes funktion blev at være efterretningsofficer med speciale i psykologiske operationer. Sektio-nen, der kaldtes Sektion 1, bestod både af otte personer. Sektionen fik ansvar for et bestemt geografisk område, og man brugte meget tid på kurset på at sætte sig ind i områdets kultur og geografi m.v. Først efter den 20. januar 2004 fik hun oplyst, at hun også skulle deltage i udspørgninger af tilbageholdte. Dette var angivet som et enkelt punkt i sektionens funktionsbeskrivelse, men spørgsmålet blev ikke uddybet nærmere, og hun talte heller ikke med kollegerne herom, idet alle have travlt med meget andet arbejde, der skulle gøres, bl.a. i forbindelse med at ansvarsområdet forudsås udvidet. Der blev således ikke givet nærmere instruktioner om reglerne for afhøringer, udover det, der kort fremgår af solda-tens og førerens kort. Kurset har muligvis indeholdt en kort gennemgang af de nævnte kort, men kursets hovedformål var at få de otte personer i sektionen til at arbejde som en effektiv enhed. Forevist punkt 2 i skrivelse af 27. oktober 2003 fra Hærens Operative Kom-mando vedrørende Forsvarskommandoens Direktiv for Magtanvendelse for DANCON/IRAK samt direktivets pkt. 7, 8, 16, 18 og dele af pkt. 21 (sagens bilag 95) forklarede tiltalte, at hun ikke har set direktivet. Det er heller ikke blevet gennemgået for hende af hendes chef. Hun kan af datoen se, at det er sendt til Irak, før hun ankom dertil. Hun mener, at den militærjuridiske rådgi-ver Vidne 3 før hendes tiltræden havde holdt en lektion om direktivet for chefgruppen, men da hun efter sin ankomst til Irak forespurgte Vidne 3 om retningslinjer for hendes arbejde, nævnte han ikke dette direktiv. Tiltalte forklarer, at hun i perioden fra 1987 til 1989 deltog i en feltøvelse, hvori indgik udspørgen af krigsfanger. Da hun senere foretog udspørgningerne i Irak, betragtede hun sig som forpligtet til at udføre en såkaldt taktisk udspør-gen, hvilket adskiller sig fra den udspørgen under feltøvelser, som er beskrevet / -8i de midlertidige bestemmelser for øvelser i krigsfangetjeneste og øvelser i modstand mod afhøring (bilag 30 a). Der var i Irak 12 timer til rådighed fra anholdelsen af de tilbageholdte og indtil de skulle løslades eller videretransporte-res. I praksis havde hun som udspørger højst 10 timer til rådighed, idet den øv-rige tid gik med registrering og lægetilsyn m.v. Det skal dog ikke opfattes såle-des, at hun mente at kunne udspørge en tilbageholdt i alle 10 timer. Sædvanlig-vis udspurgte hun i 15-20 minutter ad gangen, eventuelt således at den samme person blev udspurgt flere gange inden for det samlede tidsrum. Temaet for ud-spørgningerne svarede til det i bestemmelserne afsnit B.6. angivne. Forevist dele af bestemmelsernes afsnit C om øvelser i krigsfangetjeneste forklarede tiltalte, at hun har deltaget én gang som afhøringsofficer i en øvelse i krigsfangetjeneste. Det skete på en øvelse med opklaringsbatalonen, hvorunder der pludselig optrådte en fange, der talte polsk. Tiltalte var ikke klar over, at dette moment ville dukke op under øvelsen. Forevist punkt 13 i bestemmelserne, forklarede tiltalte, at hun ikke har erfaring i sådanne øvelser. Forud for hendes deltagelse i POWEX-øvelserne fik hun til-sendt øvelsesbestemmelser, som kort blev gennemgået inden øvelsen begyndte. Hun læste kun de afsnit, hun havde brug for at kende. Hun har som figurant deltaget i en afhøringsøvelse, som beskrevet i punkt 13. Forevist bestemmelsernes punkt 22 forklarede tiltalte, at hun var opmærksom på, at hun kunne få brug for at kunne dokumentere, hvad der foregik under udspørgningerne i Irak. Det var imidlertid et problem, at Sektion 1 havde meget travlt i begyndelsen af hendes ophold, fordi sektionen fungerede som oplysningscen-tral for de øvrige enheder i relation til den udvidelse af ansvarsområdet, der samtidig fandt sted. Der var derfor ikke tid til at fastlægge nærmere procedurer for udspørgningen, inden de første tilbageholdte ankom. På det tidspunkt var tiltalte den eneste officer, der var til stede. Under afhøringen foretog hun nota-ter vedrørende udbyttet af afhøringen, men hun foretog ikke notater, svarende til de i punkt 22 angivne, idet sådanne oplysninger normalt bliver noteret af kontrolofficeren fra militærpolitiet, men en sådan var som sagt ikke til stede. Tiltalte har heller ikke som afhører under de i bilaget beskrevne øvelser haft til opgave at registrere de nævnte data. Først da tiltalte kom hjem fra Irak, blev hun bekendt med det tidligere omtalte direktiv for magtanvendelse. Før afrejsen til Irak var major Person 25 på såkaldt "chefrecce" i Irak. Da han kom hjem, meddelte han tiltalte, at hun alligevel ik-ke skulle fungere som efterretningsofficer. Dette skyldtes lokal modstand mod at skulle samarbejde med en kvinde. Hun skulle i stedet fungere som næstkommanderende og dermed have ansvar for mere administrative opgaver, hvil-ket samtidig betød, at hun skulle opholde sig mere i lejren. I den sidste tid in-den afrejsen foretog sektionens personel bl.a. analyser med hensyn til de frem-tidige opgaver. Hun blev i den forbindelse i funktionsbeskrivelsen udset til at forestå eventuelle udspørgninger. Ingen anså i den forbindelse tiltaltes køn som et problem. Hun var den eneste, der havde gennemført en egentlig efterret-ningsuddannelse, og det var i øvrigt hensigtsmæssigt at hun, som den tilbage-trukne medarbejder, stod for udspørgningerne, idet det ville være svært forene-ligt både at være udspørger og samtidig deltage i det opsøgende arbejde i lo-kalområdet. Det var major Person 25, der skaffede tolke til sektionen, og først i Irak overtog tiltalte ansvaret for tolkene. Person 25 nævnte, at der var problemer / -9med flere af tolkene: Det var blandt andet tanken, at Person 20 skulle repatrieres, fordi hun var uduelig. Efter ankomsten til Irak forstod tiltalte på de MP'ere, der også havde deltaget på Hold 1, at der tidligere var foretaget en udspørgning, men at den var foretaget af en englænder. På sektionens vegne sendte tiltalte en e-mail til chefen for Hærens Sprogskole, hvori hun kritiserede tolkene. Hun be-skrev bl.a. tolkene som lidende af voldsomt rekrutchok og en udpræget trang til at diskutere ordrer. De udviste også mangel på forståelse for den skarpe situati-on. Under en patrulje gemte en af tolkene sig for sjov for patruljen, og i et an-det tilfælde tog en anden tolk billeder under beskydning. Der var tillige pro-blemer med, at tolkene fremsatte kommentarer under tolkningen og havde et for tæt forhold til lokalbefolkningen. Vidne 2's sproglige kvalifikationer var ud-mærkede. Hun forstod blandt andet, at man skulle tale i korte sætninger. Person 20 var ikke så god til dansk og brugte meget lange sætninger på arabisk. Tiltalte mødte Vidne 2 i Oksbøl i ugen inden afrejsen, men de nåede ikke at øve noget samarbejde forud for den 9. marts 2004. Det skyldtes, at tolkene konstant blev brugt til andre tolkeopgaver. Tiltalte udarbejdede en uddannelsesplan, men den var umulig at gennemføre. Der blev dog afholdt nogle lektioner. Ingen af tiltal-tes foresatte havde ressourcer til at tage sig af dette spørgsmål, og der var in-gen, der tog initiativer til at forberede udspørgningerne, heller ikke efter den 9. marts 2004. I perioden frem til den 9. marts 2004 var der ingen specielle hæn-delser rettet mod de danske styrker, som kunne give anledning til at regne med, at der ville ankomme tilbageholdte til udspørgningsteltet. Person 22 har forklaret, at han var chef for Hold 2 i Irak. Forevist solda-tens- og førerens kort forklarer vidnet, at han inden afrejsen foretog visse æn-dringer i disse kort, som i en ny farve blev udleveret til Hold 2. Det var for vid-net vigtigt, at man fra dansk side optrådte humant med henblik på at lære ira-kerne om demokrati, men også med henblik på at få alle hjem i god behold. Forevist bilag 2, side 2, vidnets skrivelse af 23. juli 2004 til Forsvarets Auditørkorps, forklarede vidnet, at beskrivelsen af tolken var udtryk for vidnets ær-lige opfattelse af denne. Det samme gør sig gældende for så vidt angår den om-tale af tolken, der er indeholdt i vidnets skrivelse af 23. juli 2004 til tolken Person 15, sagens bilag 4, side 1. Tolken ydede den bed-ste indsats af alle tolkene, og var tillige højt respekteret af de lokale samar-bejdspartnere. Inden afrejsen var vidnet bekendt med de mange problemer der var med tolkene, herunder at det var på tale at repatriere Person 20. Vidnet bad om, at det ikke skete, fordi man havde brug for alle tolkeressourcer. Der skete såle-des en opnormering fra 3 til 5 tolke med henblik på at intensivere genopbyg-ningsprocessen i Irak. Den 10. marts 2004 om morgenen blev vidnet kontaktet af major Person 11 i lejrens cafeteria. Han oplyste, at der var problemer med opbevaring af fanger i detentionsområdet. De havde ikke fået mad eller tæpper og havde været placeret med ansigtet mod væggen. Det var dog ikke noget Person 11 personligt havde overværet. Vidnet bad straks Person 11 om at sørge for at bringe tingene i orden, og bad ham tillige undersøge, hvad der nærmere var sket. Vidnet fik dog ikke nogen tilbagemelding fra Person 11. Vidnet bad også militærpolitiet rapportere om, hvorledes de tilbageholdte var håndteret. Han indkaldte tillige til et møde, hvori Sektion 1 og spejderne deltog. Det var Person 25, der tilbød at gå ind i sagen og afholde dette møde, og vidnet bad derfor ikke militærpolitiet deltage. Som chef for militærpolitiet havde major Person 26 ansvaret for, hvad der foregik udenfor afhøringsteltet, mens det var Sektion 1, der var ansvarlig inde i teltet. Næste led i hierarkiet var næstkommanderende oberst- / - 10 løjtnant Person 38. Generelt blev alle operationer, herunder udspørg-ninger i teltet ledet af TOC, der var bemandet med en "Duty Officer" samt som bagvagt en "Senior Duty Officer", således at "Duty Officer" i stille perioder koordinerede indsatsen, men kunne trække på i første række "Senior Duty Of-ficer" og dernæst næstkommanderende og vidnet. Vidnet traf i overensstem-melse med de gældende procedurer beslutning om løsladelse af de tilbagehold-te, fordi han fik melding om, at der ikke var tilstrækkelige beviser for, at de havde deltaget i aktionerne i By 1. Vidnet overvejede ikke specielt, om de tilbageholdte skulle have krigsfangestatus, dels fordi der ikke var krigstil-stand på det pågældende tidspunkt, dels fordi reglerne efter de forskellige kon-ventioner i og for sig var de samme, nemlig at tilbageholdte skulle behandles værdigt og respektfuldt. De foretagne udspørgninger fyldte meget lidt i både vidnets og det øvrige personales bevidsthed. I de mange rapporteringer, der blev afgivet hjem til i perioden, blev der ikke omtalt uregelmæssigheder i for-bindelse med udspørgningerne. Efter vidnets opfattelse er der tale om, at "en myg blev til en elefant". Vidne 1's redegørelse af 28. juni 2004, sa-gens bilag 26, indeholdt en beskrivelse, som vidnet opfattede som en beskrivelse af en måde at behandle fangerne på, som han ikke kunne acceptere. Det fremgår således, at Vidne 1 kendte forskel på udspørgninger og afhøringer, men den videre redegørelse viser, at hun ikke sondrer mellem disse to former. Efter vidnets opfattelse havde der været tale om egentlige afhøringer, men det er en svær sondring, og det var nærmest tonen i redegørelsen, der gav vidnet den nævnte opfattelse. Han havde i øvrigt intet haft at udsætte på Vidne 1's tje-neste. Under partshøringen af Vidne 1, der foregik i Kuwait, de-monstrerede hun over for vidnet den stilling, som de tilbageholdte havde indta-get; det vil sige siddende på knæ med ret ryg. Vidnet har selv prøvet at sidde i denne stilling igennem to timer under en øvelse, og der er tale om en ubekvem stilling, som efter nogen tid giver smerter i knæene og får den pågældende til at fokusere på ubehaget og ikke selve udspørgningen. Forud for den omtalte øvel-se havde fået det gode råd at fokusere på noget andet end ubehaget og smerten. Han koncentrerede sig derfor om at forsøge at bide hul i den hætte, som han havde foran ansigtet. Vidne 1's demonstration af den omtalte stilling var med-virkende til, at vidnet indstillede, at hun blev repatrieret. I forbindelse med, at han blev udpeget til chef for Hold 2, modtog han alene skriftlig vejledning i form af et direktiv, som han i øvrigt selv måtte skaffe fra sin forgænger. Fra Hærens Operative Kommando havde han alene modtaget rettelser til det nævnte direktiv. Vidnet deltog i en uges chefkursus i oktober 2003, hvorunder blandt andet de foreliggende direktiver blev gennemgået kort. Forevist bilag 95, side 7, skrivelse af 27. oktober 2003 fra Hærens Operative Kommando vedr. "CHHOK instruks til CH/DANBN/DANCON/IRAK" be-kræftede vidnet, at det var det direktiv, som hans forgænger udleverede. Der forelå ingen særlige instrukser på det mere overordnede plan om behandling af tilbageholdte. Det der forelå, var således alene det, der fremgik af SOI 390 samt soldatens og førerens kort. Forevist bilag 141, "Retningslinjer for udspørgen og afhøring ved DANCON/RAK, JAN 2005", forklarede vidnet, at det uden tvivl ville have været meget nyttigt, såfremt Hold 2 havde haft tilsvarende retningslinjer. Retningslin-jerne var i hovedtræk gældende i forvejen, men skulle sammenstykkes fra en række forskellige dokumenter. Inden afrejsen havde vidnet fokus på klargøring af styrkerne og at sikre at stabens medlemmer samarbejdede godt. Der blev ud- / - 11 givet et direktiv, der bestemte, at der skulle ske ændring af SOP (Standard Operations Procedures). Staben havde i den forbindelse rådighed over det materiale, som var indhentet fra Hold 1, og vidnet uddelegerede den omtalte opga-ve til forskellige medlemmer af staben, herunder Vidne 1. Der blev efterfølgende udgivet et skriftligt direktiv. Forevist bilag 95, side 23, Direktiv for magtanvendelse for DANCON IRAK, punkt 15-18, forklarede vidnet, at den uddannelse, som er omtalt i punkt 18, blev gennemført under den øvelse, der fandt sted inden afrejsen til Irak. Direk-tivet fra Hold 1 blev gennemgået af staben, og der blev foretaget løbende revi-sion. Forevist bilag 132, Hærens Operative Kommandos direktiv for uddannelse i krigens love, forklarer vidnet, at hovedsigtet i direktivet er, at krigens love skal indgå som et led i alle operationer og uddannelsesforløb, herunder internationa-le operationer. Staben havde disse hensyn for øje, idet der bl.a. blev afholdt et kursus forestået af den militærjuridiske rådgiver. I øvrigt har militærpolitiet i kraft af deres uddannelse en særlig viden på dette felt. Kort efter ankomsten til Irak udstedte vidnet det såkaldte "Commanders Directive", sagens bilag 131, som indeholder en uddybning for så vidt angår særlige områder. I den forbin-delse var der ingen episoder indtil da, som gav anledning til at indarbejde nær-mere retningslinjer for behandlingen af tilbageholdte. Direktivet blev godkendt af HOK. Vidnet følte sig veludrustet til at bestride opgaven som chef, men der var mange, der ønskede kurser som de ikke fik, bl.a. fordi flere officerer der-iblandt Vidne 1 meget sent blev til kommanderet Irakstyrken og derfor ikke kunne nå at gennemføre relevante kurser. Major Person 25 var kampvognsoffi-cer, men vidnet havde stor tillid til ham og var sikker på, at han kunne bestride opgaven som chef for Sektion 1, selvom han ikke havde efterretningsmæssig erfaring. I den henseende var Vidne 1 den bedst uddannede, idet hun både var sprogof-ficer og uddannet som afhøringsofficer. Vidnet er ikke bekendt med, at der ik-ke er uddannet afhøringsofficerer siden 1998, eller at nogen anså den uddan-nelse for forældet. Hold 2 ankom til Irak den 10. februar 2004. Som en af vid-nets første handlinger fik han nedtaget skiltet med påskriften "Bastilien". For så vidt angår begivenhederne den 9. og 10. marts 2004 var det vidnets efterfølgende indtryk, at der ikke var foregået noget forkert. De tilbagemeldinger han fik fra Sektion 1 og militærpolitiet gav ham det indtryk, at alt var foregået roligt og på en værdig måde. På næstkommende fredagsappel konstaterede vidnet overfor det samlede personel, at alt var foregået efter reglerne, og han modtog ingen reaktion herpå, herunder således heller ikke protester fra hverken Person 11 eller tolkene. Under opholdet ved detentionen den 9. marts 2004 om aftenen over-værede han, at fangerne blev tilset af lægen og så, at de blev anbragt i fange-gårdene. De blev anbragt i de to gårde, således at de ikke kunne kommunikere indbyrdes eller se hinanden eller vagterne. Standardklargøringen af detentionen indebærer, at der stilles vand frem, men vidnet bemærkede ikke, om der kun var vand til stede. Han så at der lå tæpper ved afhøringsteltet. Det hele foregik stille og roligt mens han var til stede, hvilket han var mellem en halv og en time. MP'erne løste generelt deres opgaver fortrinligt, og havde vidnet bemær-ket voldelig optræden fra MP ’e rnes side, ville han straks have grebet ind. Vid-net var ikke inde i afhøringsteltet og talte ikke med Vidne 1 om, hvorledes ud-spørgningerne skulle foregå. Han bemærkede, at Vidne 3 gik rundt med SOI'en og han virkede til at være vældigt godt inde i stoffet. / - 12 Foreholdt Vidne 3's forklaring i retten om, at han ikke så noget forkert i, at fangerne under udspørgningen sad på jorden, bemærker vidnet, at dette ikke blev omtalt over for ham, men at han også ville have fundet det i overens-stemmelse med reglerne. Spørgsmålet om fangernes adgang til tæpper og vand blev ikke drøftet, mens vidnet var i detentionsområdet. Under Person 11's orien-tering næste morgen i lejrens cafeteria nævnte han ikke noget om stressstillin-ger. Vidnet er sikker herpå, idet dette ville have alarmeret ham. Forevist bilag 11, major Person 11's dagbogsnotat af 10. marts 2004, forklarer vidnet, at han ikke husker, om Person 11 den 10. marts om morgenen nævnte noget om, at fangerne havde siddet i den kolde vind hele natten. Det blev nævnt, at de ikke havde fået mad, men vidnet husker ikke, at Person 11 skulle have nævnt noget om drikkevand. Det blev nævnt, at fangerne i fangegårdene skulle sidde ned og kigge ind i væggen, men de øvrige punkter nævnt i mailen, herunder anvendelse af stressstillinger, som medførte at en fange besvimede, manglende toiletadgang, at en fange skulle være blevet slæbt hårdhændet til af-høring, således at hans bukser blev revet af, og at det hele var meldt til TOC, indgik ikke i Person 11's melding til vidnet. Vidnet har efterfølgende bl.a. over-for Person 11 tilkendegivet, at han burde straffes for ikke tidligere at have over-givet dagbogsnotatet til vidnet. Han modtog først notatet den 31. juli 2004. Hvis Person 11's melding den 10. marts 2004 havde haft samme indhold som angivet i mailen, ville vidnet straks have tilkaldt auditøren. Foreholdt Vidne 1's forklaring om, at hun drøftede sin fremgangsmåde med vidnet, som ikke havde bemærkninger hertil, jf. retsbogen side 23 nederst, for-klarer vidnet, at han husker et par samtaler med Vidne 1, hvorunder hun bl.a. spurgte, om man måtte råbe. Vidnet svarede, at det måtte afhænge af omstæn-dighederne, men nævnte som vejledning, at man kunne gøre det som også lov-ligt ville kunne foregå på en dansk politistation. Hun spurgte også til forskellen mellem udspørgninger og afhøringer, og for så vidt angår en række yderligere spørgsmål, henviste vidnet hende til at kontakte Vidne 3. Vidnet modtog ikke indberetninger om nogen forn for uregelmæssigheder i forbindelse med ud-spørgningerne den 12. april 2004. Vidnet var ikke involveret i forberedelsen af udspørgningerne den 9. juni 2004. På et tidspunkt henvendte Vidne 1 sig til vidnet og oplyste, at Person 20 under en udspørgning havde smidt sine ting og var gået ud af teltet. Årsagen var, at en af de udspurgte havde siddet på sin fod og fået krampe, men han var lægeundersøgt og fejlede intet. Da vidnet skulle til en samtale med den lokale borgmester og en sheik, og da Person 20 var den eneste le-dige tolk, gik han over efter hende. Vidne 1, der stod udenfor Person 20's kvarter, oplyste, at hun ikke kunne få Person 20 ud af værelset. Vidnet husker ikke, om han bad Vidne 1 forlade stedet. Det var nærmere således, at det var Vidne 1's op-fattelse, at vidnet burde tale med Person 20 alene. Person 20 faldt til ro, da vidnet oply-ste, at den tilbageholdte intet fejlede. Foreholdt Person 20's forklaring om, at vidnet til hende skulle have udtalt: "Bare så du ved det, jeg er stolt over, at du sagde stop" bestrider vidnet at have udtalt sig således. Han har formentlig sagt noget i retning af, at det er i orden at sige fra, hvis man er vidne til at reglerne overtrædes, men at man skal overholde sine pligter samtidig. Vidnet udtrykte ingen kritik af Vidne 1 over for Person 20. Under det omtalte møde gik borgmesteren og sheiken i forbøn for de tilbageholdte og vidnet besluttede at efterkomme deres ønske om at frigive tre af de tilbagehold-te. Forinden rådførte vidnet sig med Sektion 1, som var uenig i beslutningen, men / - 13 desuagtet valgte vidnet at løslade de pågældende for at styrke samarbejdet navnlig med borgmesteren. Mens vidnet før mødet talte med Person 20 nævnte hun intet om, at MP'erne skulle have fastholdt de tilbageholdte i bestemte stillinger eller at de i øvrigt havde brugt tvang af nogen art. Vidnet tilføjede, at Person 20 kunne tale frit over for ham, og såfremt hun havde fremsat sådanne beskyld-ninger, ville han straks have iværksat en undersøgelse. Senere på dagen blev der holdt et møde, hvori staben, herunder Sektion 1 og Person 20 deltog. Vidnet tilkende-gav, at han ikke fandt, at Vidne 1 havde overtrådt nogen regler, men at han al-ligevel ønskede at ændre proceduren, således at de tilbageholdte skulle tilbydes en stol og have en flaske vand foran sig under udspørgningerne. Vidnet søgte på den måde at løse det problem, der bestod i, at den ikke uddannede Person 20 og den veluddannede Vidne 1 på grund af deres forskellige baggrunde så forskel-ligt på det passerede. Det duer ikke, når folk forlader afhøringerne, og vidnet vidste i forvejen fra blandt andre Person 25 og Vidne 1, at tolkene ikke forstod den sammenhæng, hvori udspørgningerne foregik og herunder baggrunden for den fremgangsmåde, der blev valgt. Person 20 accepterede disse nye regler og vid-net sagde bagefter til Vidne 1, at han havde gjort således, bl.a. fordi hun bedst kunne tåle den "underkendelse" eller manglende opbakning, som hans beslut-ning i hendes øjne kunne ses som udtryk for. Vidnet opfattede sin beslutning som et ledelsesindgreb med henblik på at få den samlede situation til at funge-re. Der var ikke tale om, at han var eftergivende overfor Person 20, eller at hun overtog beslutningerne, således som vidnet har set det beskrevet i pressen. Vidnet lovede Vidne 1, at spørgsmålet ville blive taget op senere, men det nå-ede han ikke, bl.a. fordi han var nødt til at rejse til Danmark på grund af sin sø-sters død. I samme periode havde man meget travlt med at besvare en lang række spørgsmål, der vedrørte håndteringen af tilbageholdte i forbindelse med overgivelse til de britiske styrker. Person 20 har ikke tilkendegivet overfor vidnet, at Vidne 1 burde hjemsendes, eller at hun havde overtrådt krigens love. For-svarsministerens skrivelse af 5. maj 2004 gav ikke vidnet anledning til at rap-portere om episoden den 9. juni 2004, idet det som tidligere nævnt var vidnets opfattelse, at der ikke var foregået noget ulovligt. Under ministerens besøg i juni måned orienterede vidnet således heller ikke om episoden den 9. juni 2004. Når man kender Person 20's psyke, undrede det ikke vidnet, at hun var løbet ud af teltet. Hun kunne hidse sig op over småting, og der var få der var i stand til at håndtere hende. Det var således i mangel af andre, at hun blev udpeget som cheftolk. Efter den 9. juni 2004 var der stridigheder i lejren. Nogle holdt med tolkene, mens andre var imod dem. Vidnet og stabschefen holdt sig ude af striden, som Sektion 1 forsøgte at løse. Vidnet er bekendt med, at Person 20 og Vidne 2 den 30. juni 2004 henvendte sig til stabschefen for at sige op. Det foregik under vidnets orlov. Foreholdt at Vidne 1 har nægtet at have demonstreret den knæsid-dende stilling overfor vidnet, fastholder vidnet, at dette fandt sted i Kuwait. Formålet var at få afklaret om de tilbageholdte sad på hælene eller om de sad med ret ryg. Foreholdt Vidne 3's manglende erindring herom, fastholder vidnet sin forkla-ring. Havde vidnet forudset det postyr, som Vidne 1's repatriering afstedkom, havde han nok valgt i stedet at forsætte hende til anden tjeneste. Vidnet havde ikke kompetence til at repatriere Vidne 1, men general Person 42 besluttede dette på vidnets anbefaling. Vidnet rådførte sig i den forbindelse også med au- / - 14 ditøren. Vidnet har ikke modtaget klager fra tolken Vidne 2 over behandlingen af de tilbageholdte. Vidnet tilføjer, at temperaturen om natten den 10. marts 2004 formentlig har været 10-15 grader. For nordboere er det især det voldsomme temperaturfald fra dagtemperaturer på omkring 35 gader, som er mærkbart. Person 23 har forklaret, at han siden 1999 har gjort tjeneste på Svanemøllen kaserne, nu Forsvarsakademiet, og at han siden 2002 har deltaget i uddannelsen af afhøringsinstruktører, som er de "skuespillere", der anvendes under øvelser i modstand mod afhøring. Undere sådanne øvelser varetages op-bevaring af fanger af Militærpolitiet som uddannes i denne funktion. Under øvelserne er det tilladt at overtræde Genèvekonventionen under opbevaringsde-len, men ikke under selve afhøringen. Forevist bilag 30, Forsvarskommandoens bestemmelser for øvelser i krigsfangetjeneste og øvelser i modstand mod afhøring, forklarer vidnet, at bestemmelserne tilligemed den kursusbeskrivelse, der gælder for undervisningen, er for de nævnte øvelser og for uddannelsen af afhøringsinstruktører. Bestemmelser-nes punkt 4.21, vedrører øvelser som helhed. Afhøringsinstruktøren kan såle-des beslutte, at fangen under afhøringen skal have øjenbind på. De øvrige punkter i punkt 4.21 anvendes normalt ikke under selve afhøringen. Der under-vises således i, at stresspositioner ikke skal bruges under selve afhøringerne. Det er op til et lægeligt skøn at fastlægge, hvornår der er tale om en stressposi-tion. Punkt 4.22 vedrørende 3. Genèvekonvention uddybes under de nævnte kurser. 4. punkt i punkt 4.22 henviser til punkt 3.4. Afhøringsofficeren må så-ledes ikke anvende den stående stilling med hænderne over hovedet. Det er derimod ikke forbudt at beordre den afhørte til at ligge ned, idet det normalt ikke er en stressstilling. Sidste punkt i punkt 3.4, det vil sige den siddende stil-ling med hænderne over hovedet, må afhøringsinstruktøren heller ikke anven-de. Det betones under undervisningen, at der ikke må anvendes stresspositioner under afhøringen. Det nævnes også i undervisningen, at skal overholdes med hensyn til den måde, som den afhørte tiltales på, herunder at ydmygende og nedværdigende behandling er forbudt. Som en generel tommelfingerregel får eleverne at vide, at den afhørte skal tiltales i stil med, hvordan man normalt til-taler almindelige værnepligtige. Ifølge kursusbeskrivelsen må afhøringsinstruk-tørerne kun anvendes under øvelser. Vidnet er bekendt med, at f.eks. USA og England foretager en skarp adskillelse mellem øvelsessituationer og "skarpe"situationer. Forevist bilag 109, vidnets e-mail af 25. februar 2004 til major Person 25, forkla-rer vidnet, at indholdet er tjenstligt, men at indholdet ikke er godkendt af andre. Baggrunden for mailen var, at nogle hjemvendte officerer fra Forsvarets Efterretningstjeneste orienterede vidnet om, at det indimellem var nødvendigt at væ-re verbal hård i kontakten med de lokale. Der var nogle gange nærmest tale om en forhandlingssituation, når man prøvede at nå frem til, hvad der var sandhe-den, og det kunne i den forbindelse være en fordel at 'skrue bissen på". E-mailen refererer til den undervisning, vidnet havde givet, og som drejede sig om den generelle kontakt til de lokale. Mailen havde således intet med en afhø-ringssituation at gøre. Mailen blev sendt til chefen for efterretningssektionen, hvis opgave bl.a. var at skaffe oplysninger fra lokalsamfundet. Udtrykket "at få noget ud af dem" refererer altså ikke specifikt til en udspørgning af tilbage- / - 15 holdte, men til almindelige samtaler med lokalbefolkningen. Med ordene "tilgangen til de lokale" mener vidnet generelt den måde, som man henvender sig til de lokale på, og vidnets mening var, at man kunne slække lidt på høflighe-den i forhold til tidligere. Vidnet tilføjer at tanken var, at man under en samtale kunne ændre holdning, hvis man fik fornemmelse af, at der ikke blev talt sandt. Henvisningen til undervisningen af "jer" beror på, at vidnet underviste Sektion 1's personel. Det foregik over to 2-dages moduler, hvori Vidne 1 del-tog i det sidste. Forevist uddrag af bilag 30, 30a, 30b og 30c, hvoraf det fremgår, at de oprinde-lige bestemmelser om bl.a. øvelser i modstand mod afhøring fra 1998 uændret er medtaget i de senere udgaver inklusive fejlagtige henvisninger, forklarer vidnet, at han ikke i forbindelse med undervisningen af afhøringsinstruktører har studset over, at punkt 4.22 sidste punkt, omtaler stående stillinger i flertal i forbindelse med henvisningen til punkt 3.4, som imidlertid kun omtaler én stå-ende stilling. Vidnet har formentlig opfattet henvisningen således, at forbuddet i punkt 4.22, sidste punkt, også omfatter den liggende og den siddende stilling, der omtales i punkt 3.4. Foreholdt afhøringsrapport af 6. august 2004, bilag 18, side 3, midt, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at Danmark i modsætning til f.eks. briterne sender de instruktører ud, som har været med til i øvelsessituationer at overtræde konventionerne; danskerne sendes dog ikke ud i en afhøringssituation, men udsen-des som primært tolke eller eventuelt som efterretningsofficer, vedstår vidnet sin forklaring. Da han sendte den omtalte mail, vidste han ikke, at Vidne 1 var udset til at forestå udspørgninger, men han vidste godt, at hun var uddannet af-høringsofficer og havde deltaget i POWEX-øvelser. Som nævnt vedrørte vid-nets undervisningsmoduler de generelle samtaler med lokalbefolkningen. Han antog, at almindelige afhøringer skulle varetages af militærpolitiet, men også at eventuelle udspørgninger ville kunne foretages af personale fra Sektion 1. Han kunne således ikke udelukke, at Vidne 1 ville kunne komme til at stå for udspørgninger, men det var ikke noget vidnet havde tænkt nærmere over. I den periode, hvor vidnet har stået for uddannelse af afhøringsinstruktører har hold-ningen været, at afhøringsinstruktører ikke var egnet til at foretage udspørg-ninger eller afhøringer i "skarpe" situationer. Forevist bilag 140, Notat af 29. april 2005 fra Forsvarsakademiet om "Afhøringstjeneste og uddannelse i forhold som tilfangetagen" forklarer vidnet, at han er bekendt med dokumentet, og at det på side 13 anførte, hvorefter "En afhøringsinstruktør vil derfor ikke kunne virke som afhører i operativ sammen-hæng" svarer til det, der fremgår af kursusbeskrivelsen vedrørende uddannelse af afhøringsinstruktører. Person 24 har forklaret, at han gør tjeneste ved Forsvarets Personeltjeneste, men at han fra sommeren 2003 til februar 2005 var chef for Forsvarsakademiets sektion vedrørende værnsfælles efterretningstjeneste. Han har herunder forestået uddannelse af afhøringsinstruktører, der samtidig var sprogofficerer. Afhøringsinstruktører og afhøringsofficerer er formelt set ikke det samme. 1 1998 stoppede uddannelsen af afhøringsofficerer, og uddannelsen af afhøringsinstruktører sker på grundlag af et nyt direktiv. Vidnet deltog selv i en POWEX-øvelse i 1992. Man var dengang på den forkerte side af Genèvekonventionen, idet man blev udsat for ydmygende og nedværdigende behand- / - 16 ling, bl.a. i form af berøringer under afhøring og anvendelse af krænkende ord. Der var regler om, at man skulle have vand mindst hver 6. time, og man blev ikke nægtet toiletadgang. Der blev derimod anvendt stressfremkaldende stillin-ger. Vidnet prøvede således både at sidde på hug og at stå i en vinkel på 45 grader i længere tid indtil det gjorde ondt. De nævnte metoder er det i dag for-budt at anvende under afhøringsdelen. Vidnet er bekendt med sagens bilag 30. Bestemmelserne er grundlag for gennemførelsen af afhøringsøvelserne. De stillinger, der er nævnt under punkt 3.4 accepteres ikke anvendt under afhøring, men kan anvendes under opbevaring af fangen, f.eks. i de 5 minutter, som det tager at foretage en visitering. Liggende stilling kan dog tillades under afhø-ring, hvis der er særligt belæg herfor, f.eks. hvis fangen er svimmel eller har en rygskade, der gør at han bør ligge ned. Under øvelser er det vidnet, en kamp-dommer eller en læge der vurderer, hvornår stillingen medfører alvorlig ube-hag. Hugsiddende stilling accepteres ikke under afhøringsdelen, da der er tale om en stressstilling. Hvis en fange nægter at udtale sig, må man blot acceptere det. Der har igennem flere år eksisteret en politik i Forsvarsakademiet om, at afhøringsofficerer, altså personer uddannet under den gamle ordning, ikke bør udsendes til en funktion, som indebærer at den pågældende skal forestå afhø-ringer i en "skarp" situation. Formålet med denne politik er at sikre, at de om-talte øvelsesmetoder ikke anvendes operativt. Disse betænkeligheder gælder især militærpolitifolk, som ifølge reglerne fortsat må overtræde konventionerne under opbevaringsdelen af øvelserne. Der blev i foråret 2003 oprettet en ar-bejdsgruppe, som vidnet deltog i. Arbejdsgruppen havde repræsentanter fra Forsvarskommandoen, Forsvarsakademiet, Forsvarets Sundhedstjeneste og de tre operative kommandoer. Hærens Operative Kommando havde én repræsen-tant, major Person 67, og Forsvarskommandoen var repræsenteret af Person 68. Vidnet ved dog ikke, om disse personer fortsat deltager i arbejdsgruppen. Læge 1 har forklaret, at han er cheflæge og har været ansat 13 år i forsvaret. Han har 4-5 gange været tilsynsførende læge ved POWEX-øvelser og således garant for, at personellet ikke led fysisk overlast. Det forekom under disse øvelser, at fanger stod op i mange timer, og alminde-lig hugsiddende stilling blev også anvendt i flere timer, hvorimod knæsiddende stillinger ikke blev anvendt. De fleste kan kun sidde i hugsiddende stilling en times tid. Vidnet vil skønne, at man også kan sidde på knæ med krydsede un-derben i en times tid, hvorefter det vil føles ubehageligt på grund af manglende blodforsyning i fødderne. Uden korslagte underben kan man formentlig sidde længere tid på knæ, men det vil give smerter i knæene. Foreholdt afhøringsrapport af 3. september 2004, bilag 71, side 4, 2. afsnit, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at det efter ca. 20 minutter vil være smertefuldt at sidde på knæ med benene over kors, forklarer vidnet, at det godt kan være rigtigt, men at det varierer fra person til person. Selv om blodomløbet stoppes vil det ikke medføre varige mén, medmindre man sidder i stillingen i flere timer. Der var ingen skriftlige instruks vedrørende lægetilsynet i Irak, men man udfærdigede almindelige journaler. Det var normalt den vagthavende reservelæge, der tilså fanger ved ankomsten til lejren med henblik på at sikre, at de ikke havde lidt overlast i forbindelse med anholdelsen eller transporten. Fangerne blev via tolk spurgt, om de fejlede noget, som kunne have betydning for detentionsanbringelsen. Fangerne blev ikke tilset inden løsladelse med mindre der forelå særlige omstændigheder. Under detentionsopholdet kunne / - 17 lægen tilkaldes, men vidnet er ikke bekendt med, om dette skete den 9. juni 2004. Lægen er ikke involveret i spørgsmålet om, hvorvidt fangerne skal have vand. Hvis vidnet blev spurgt om, hvor meget vand, der er nødvendigt, ville han vurdere det ud fra fangens tilstand og dagtemperaturen. Normalt har man i det klima behov for ½ liter vand i timen. … Person 34 har forklaret, at han blev linjeofficer i 1980. Han har forrettet international tjeneste på Cypern i 1983/84 og i Bosnien i 1997. Han har tidligere bl.a. været bataljonschef i 2 år. Han kom til forsvarsakademi-et for ca. 3 år siden og har siden august 2003 været chef for institut for sprog, som har ansvaret for uddannelsen af sprogofficerer og tolke, samt det operative ansvar vedrørende den missionsorienterende uddannelse. Instituttet har således intet formelt ansvar efter udsendelse af personellet, men i praksis udfører man en rådgivende funktion, og modtager på denne måde oplysninger, som kan op-datere uddannelsen. Vidnet kender tolkene Person 20 og Vidne 2 i forbindelse med deres uddannelse på instituttet og har mødt tolken Person 69 ved en enkelt lejlighed. Vidnet har ikke deltaget i den konkrete udvælgelse af disse tolke, idet dette varetages af hans næstkommanderende. I begyndelsen af 1990'erne be-gyndte man at uddanne sprogofficerer i arabisk, og dette blev genoptaget for ca. 3 år siden. Der var derfor mangel på sprogofficerer i arabisk, og man an-vendte tolke som kompensation herfor. Vidnet var chef for Vidne 1 fra 1995 - 97, i hvilken periode han var chef for en opklaringsbataljon. Vidne 1 fungerede som efterretningsofficer. Hun var fagligt meget dygtig og var en engageret og dygtig analytiker. I en opklaringsbataljon er der et meget tæt samarbejde officererne imellem, og hun fungerede fint i det sociale miljø, også udenfor tjenestetiden. Det er vidnets opfattelse, at hun har respekt for an-dre mennesker, og der har ikke været klagesager vedrørende hendes behandling af underordnede. Vidnet mødte Vidne 1 på ny, dels under den missionsoriente-rende uddannelse, som vidnets institut lagde lokaler til, og senest i forbindelse med den afsluttende øvelse i Oksbøl inden udsendelsen til Irak. De talte her om den forestående mission, og han gav hende det råd at indføre ledelse blandt tol-kene, idet der på det forrige hold havde været problemer. Han opfordrede hen-de direkte til, at få sat skik på tolkene, som i for høj grad selv havde fået lov til at tilrettelægge deres arbejde. Vidne 1 var allerede klar over, at det var et om-råde hun skulle være opmærksom på, idet hendes chef, major Person 25, havde været inde på det samme. Vidnet baserede sit råd på oplysninger fra major Person 39 og fra enkelte af tolkene, som havde tilkendegivet, at tingene ikke havde fungeret ordentligt. Person 20 og Vidne 2 var uddannelsesmæssigt nogle af de mest kompetente tolke, man havde uddannet. Person 20 virkede som en moden ung kvinde, der ville kunne stå på egne ben, men i begyndelsen af opholdet i Irak "kom hun i clinch" med tolken Person 70. Vidnet var orienteret om, at man på Hold 1 overvejede at repatriere Person 20. Det ville imidlertid medføre mangel på tolke frem til august, og Hold 1 blev derfor vejledt om enten at beholde Person 20 eller at undvære tolk. Vidnet forudså således at Vidne 1 ville komme ud for ledelesproblemer i relation til tolkene, men ikke ud over det sædvanlige i en ledelsesfunktion. Mens Hold 2 var i Irak var der ikke udgivet direktiver for ud-spørgning. Forsvarsakademiet har den holdning, at man ikke ønsker, at perso-nel, der har deltaget i POWEX-øvelser anvendes som afhøringsofficerer, men dette blev først besluttet efter Hold 2. Der findes ikke regler om, at afhøringsof- / - 18 ficerer uddannet efter den gamle ordning ikke må foretage udspørgninger i "skarpe" situationer. … Forevist samme bilag, side 50, en e-mail af 4. juli 2004 fra Vidne 1 til bl.a. vidnet den "noget desperate tolkesituation", forklarer vidnet, at det var dette nødråb, der førte til, at man hurtigt fandt en sprogofficer, der kunne sendes til Irak. Der har i forvaret fundet et paradigmeskift sted vedrørende afhøringer i forbindelse med POWEX-øvelser. Da man genoptog uddannelsen af afhørings-instruktører i foråret 2003, skete det med en mere restriktiv fortolkning af reg-lerne, således at man gik meget blidere til værks i forhold til tidligere. Egentlig afhøringstjeneste udgik af forsvaret i 1998, og efter vidnet opfattelse er der ik-ke sket nogen udvikling på dette felt siden. … Person 49 har forklaret, at har været linieofficer siden 1979. Han er i dag stabschef og næstkommanderende for Danske Division, der står for stort set al uddannelse i hæren. Han var udsendt i Bosnien fra februar til okto-ber 1994 og deltog derunder i kamphandlinger i tre tilfælde. Han har tillige væ-ret på kortere missioner i en lang række lande. Tjeneste i et missionsområde er forbundet med stress, dels fordi man er i et uvant område, dels fordi man er bange for egen sikkerhed. Hvis man udsættes for alvorlig stress i længere tid giver det symptomer startende med hovedpine, svigtende hukommelse og ef-terhånden uhensigtsmæssig adfærd, indtil man til sidst populært sagt "går i sort". Vidnet har set soldater i samtlige disse faser. Danske officerer er bredt uddannet og i stand til at klare sig i uforudsete situationer, idet man dér netop kan falde tilbage på det, man har lært i basisuddannelsen. Det kan derfor være forsvarligt at sende reserveofficerer på udenlandske missioner uden suppleren-de uddannelse, men kun for så vidt angår visse funktioner. Jo mere kompliceret funktion man skal bestride, jo større er behovet for supplerende uddannelse, og dette gælder navnlig logistik- og efterretningsfunktioner. Navnlig i Irak må det være umuligt at varetage posten som efterretningsofficer uden forudgående ud-dannelse. Vidnet har tidligere deltaget i POWEX-øvelser og blev herunder ud-sat for fysisk overlast, der bl.a. havde til følge, at hans hænder var opsvulmede i flere uger. Han troede dengang, at den behandling han blev udsat for var i overensstemmelse med Genèvekonventionen. … Person 50 har forklaret, at hun påbegyndte sprogofficersud-dannelsen i oktober 1985 sammen med Vidne 1. Efter uddannel-sens afslutning blev hun udnævnt til premierløjtnant og blev efterfølgende kon-traktansat reserveofficer. Siden sin ansættelse i Udenrigsministeriet i 1997 har vidnet ikke forrettet tjeneste af betydning i forsvaret. Forevist bilag 137, undervisningsmateriale vedrørende sprogofficersuddannel-sen, forklarer vidnet, at det svarer til det undervisningsmateriale, som hun blev undervist efter. / - 19 Forevist nævnte bilag, side 66, vedrørende afhøringsmetoder, forklarer vidnet, at man lærte, at det i forbindelse med afhøring af krigsfanger var vigtigt, at få initiativet under afhøringen og bevare det for at nå målet, som var at skaffe flest mulige oplysninger. Det forventedes, at eleverne beherskede forskellige afhøringsmetoder, og at de kunne afpasse disse efter krigsfangens rang, alder, personlighed m.v. Det er på forhånd vigtigt at gøre sig klart hvilke oplysninger den konkrete fange formodes at sidde inde med, og det er også vigtigt under afhøringen at kunne aflæse den pågældendes kropssprog. I den forbindelse ter-pede man remser med spørgsmål, som var afpasset efter om fangen f.eks. var menig eller general. Udover at stille disse relevante spørgsmål under afhørin-gen skulle man samtidig have i tankerne, hvilken afhøringsmetode der konkret var den bedst egnede, ligesom man selvfølgelig skulle afpasse afhøringen efter de svar, som man nåede undervejs. Forevist samme bilag side 67 øverst vedrørende "Den dominerende (oprinde-ligt benævnt "tyranniske") optræden" og oplyst, at der i det oprindelige materi-ale var anført, at afhøreren også kunne fornærme krigsfangen, forklarer vidnet, at man lærte, at man gerne måtte råbe op og skælde fangen ud. Man måtte også gerne fornærme fangen, vel at mærke hvis det var et relevant led i det overord-nede formål, der som nævnt var at få flest mulige oplysninger ud af den pågæl-dende. Man lærte således ikke at fornærme eller skælde ud, blot for at gøre det-te, men formålet var at opnå en psykologisk overlegenhed i afhøringssituatio-nen. I forbindelse med den grundige optagelsesprocedure blev man bl.a. vurde-ret af en psykolog og vidnet går ud fra, at ansøger, der havde sadistiske tenden-ser eller lignende, blev sorteret fra allerede dér. Vidnet har deltaget i flere så-kaldte fortsættelseskurser men erindrer ikke, at den omtalte rettelse blev omtalt under disse kurser. Var hun blevet indkaldt for nylig, ville hun derfor have lagt til grund, at det fortsat var tilladt at fornærme under en afhøring. Hun er heller ikke klar over, at man nu anser den uddannelse hun gennemgik for forældet, men er dog klar over, at synet på uddannelsen har ændret sig gennem tiden. Hun erindrer ikke, at man under uddannelsen kom ind på spørgsmålet om ud-spørgning af civilbefolkningen. En sådan situation lå ikke i kortene på davæ-rende tidspunkt, hvor Sovjetunionen fortsat var den potentielle fjende. Skulle vidnet have foretaget udspørgninger af de personer, som Vidne 1 har udspurgt, ville hun i mangel af anden ordre sandsynligvis have anvendt de afhøringsteknikker, som fremgår af undervisningsmaterialet, og ville have an-set det for at ligge inden for de lovlige rammer. Vidnet ville således ikke have fundet det forkert at placere den tilbageholdte på gulvet og selv stå op under udspørgningen, idet det er led i en hel banal teknik med det formål at skaffe sig herredømmet over situationen. Under uddannelsen blev man indført i den 3. Genèvekonvention, som man tillige fik udleveret, og det blev betonet, at kon-ventionen skulle overholdes til punkt og prikke. Foreholdt at artikel 13 i konventionen indeholder et forbud mod fornærmelser, forklarer vidnet, at hun ikke husker, om man gik i detaljer med hensyn til, hvor grænsen for graden af fornærmelser gik. Man lærte at bruge sin sunde fornuft, og grænsen gik i hvert fald ved fornærmelser, der havde karakter af åndelig tor-tur. Vidnet kender Vidne 1 fra sprogofficersuddannelsen og har i de senere år været kollega til hende i Udenrigsministeriet. Hun er utrolig retli-net, grænsende til det irriterende, og det er vidnets opfattelse, at hun altid har for øje at behandle andre mennesker ordentligt. / - 20 Person 59 har forklaret, at han er generalmajor og chef for For-svarsakademiet, som er en værnsfælles myndighed under forsvarschefen på lin-je med Hærens Operative Kommando. Forsvarsakademiet varetager primært uddannelse, men yder også rådgivning, herunder rådgivning til udsendte styr-ker. Vidnet begyndte selv sin militærkarriere som sprogofficer i russisk i be-gyndelsen af 1970'erne. Den uddannelse som sprogofficer og afhøringsofficer, som Vidne 1 har gennemgået, må i dag betegnes som forældet. Vidnet tror ikke, at de tidligere uddannede sprogofficerer er blevet bekendt med denne opfattelse. Forevist bilag 140, skrivelse af 29. april 2005 fra major Person 71 om afhøringstjeneste m.v., side 2, nederst, forklarer vidnet, at det er korrekt at der ikke er uddannet afhøringspersonel siden 1998. Der skete et paradigmeskift i sommeren 2003, hvor en dansk delegation gennemgik briternes procedurer, hvilket førte til en snævrere fortolkning af regler. Populært sagt måtte man slet ingen ting mere. Orientering om denne praksisændring blev alene givet til deltagerne i POWEX-øvelsen 2003. Vidne 1 har således ikke haft kendskab til denne praksisændring, og efter vid-nets opfattelse er der ikke udvist rettidig omhu i denne sammenhæng. Efter pa-radigmeskiftet kan en afhøringsofficer, som har været benyttet i POWEX-sammenhæng, ikke anvendes til "skarpe" afhøringer. Forud for udsendelsen af danske styrker til Irak forudså man ikke, at der kunne forekomne udspørgnin-ger af civile. Havde dette været tilfældet, ville man have overvejet spørgsmålet nærmere og herunder have taget stilling til, hvem der i givet fald kunne foreta-ge sådanne udspørgninger. Genèvekonventionen indeholder bestemmelser, som er uomtvistelige og ikke genstand for fortolkning, samt andre bestemmelser, der ligger i en gråzone, hvor fortolkning i et vist omfang er mulig, men denne gråzone er blevet mindre efter det omtalte paradigmeskift. Forevist bilag 140, side 6, punkt 9, om fortolkning af de mere vage bestemmel-ser i III. Genèvekonventionen forklarer vidnet, at Forsvarsakademiet fuldt ud kan stå inde for disse betragtninger. Det er stedse blevet understreget i forbin-delse med al afhøringsuddannelse, at konventionerne skal overholdes. Vidnet deler Person 34's opfattelse af tolkesituationen, idet man måtte anven-de de forhåndenværende tolke eller helt undvære tolke. Denne situation skyld-tes, at uddannelsen af sprogofficerer i arabisk, som blev påbegyndt i midten af 1990'erne på grundlag af en formodning om, at danske styrker kunne blive ind-sat i FN's styrke i Vestsahara, blev afbrudt efter uddannelsen af det første hold, idet den omtalte udsendelse ikke blev gennemført, og fordi man på daværende tidspunkt ikke kunne forudse, at der kunne blive tale om at sende danske styr-ker til andre arabisktalende lande. Distinktionen mellem udspørgen og felt-mæssig afhøring er efter vidnets opfattelse udtryk for lidt ordkløveri. Der er ik-ke den store forskel, idet det er de samme metoder, der anvendes, og de samme principper, der skal overholdes. Foreholdt at det undervisningsmateriale, som Vidne 1 blev undervist efter, efterfølgende er ændret, idet man tidligere gerne måtte fornærme en fange, men at ordet "fornærme" siden er "lakket ud", forklarer vidnet, at han ikke er be-kendt med, om de tidligere elever er underrettet om denne ændring. / - 21 Forevist bilag 139, side 9 ff., en mailkorrespondance mellem ansatte på Forsvarsakademiet og styrkerne i Irak, forklarer vidnet, at korrespondancen er et - om end lidt usædvanligt - udtryk for den rådgivning som akademiet yder. 2. Forklaringer vedrørende forhold 1-3 (10. marts 2004): Tiltalte Vidne 1 har forklaret blandt andet, at hun den 9. marts 2004 havde haft en lang arbejdsdag. Kl. 21.30 var hun på vej i seng, da en overkonstabel meddelte, at der var tre mand på vej. Tiltalte troede først der var tale om nyt personel, men fik så oplyst, at der var tale om tre tilbageholdte, som var på vej til teltet. Tiltalte havde ikke tidligere beset udspørgningsområdet. Det havde der ikke været tid eller lejlighed til. Hun iførte sig uniform, men aftog distink-tioner og navneskilt, hvilket er sædvanlig procedure. Militærpolitifolkene bæ-rer aldrig navneskilt. Tiltalte medtog Vidne 2 som tolk. Hun var i gang med bok-setræning, men da hun hørte at hun skulle medvirke under udspørgninger blev hun henrykt og jublede i en sådan grad, at tiltalte måtte lægge en dæmper på hende. Tiltalte forklarede hende, at det var en situation, der kunne virke ubeha-gelig, idet det var nødvendigt for tiltalte at påtvinge den tilbageholdte at svare på de stillede spørgsmål og ikke tale om alt muligt andet. Tiltalte kom til teltet 1-1 ½ time før de tilbageholdte, som ankom ved midnatstid. Detentionen var ved at blive klargjort af en håndfuld militærpolitifolk, hvoraf tiltalte kun kendte Person 1 af navn. Hun ved ikke om MP-chefen, major Person 26, var til stede. Tiltalte beså teltet, som indeholdt et par skriveborde og 3-4 stole, der lignede stole fra en skoleklasse. Forevist fotos fra afhøringsteltet bemærker tiltalte, at det ligner teltet, som det så ud den 9. marts 2004. Tiltalte mener, at der var en eller anden form for underlag i teltet, men husker ikke hvilken type. Hun talte kort med major Person 25, der oplyste at der i By 1 var blevet oprettet et ulovligt checkpoint af folk fra OMS, en lokal milits. Det blev opfattet som en test af, hvor langt man kunne gå overfor de danske styrker. En dansk patrulje havde forsøgt at opløse checkpointet, hvilket udløste en situation, der var så truende, at patruljen måtte trække sig tilbage. Et panserinfanterikompag-ni blev sendt til byen og på OMS-kontoret fandt man tre personer, som man genkendte fra checkpointet. De var blevet tilbageholdt, og Person 25 bad tiltalte forsøge at finde ud af, hvad de var i færd med, hvilken organisation de eventu-elt tilhørte, og hvilken fare det udgjorde for bataljonen, alt sammen med hen-blik på at afklare, om de kunne løslades, overgives til brigaden eller eventuelt overgives til den lokale dommer, idet de bl.a. var mistænkt for at have krævet penge af de lokale for passage af checkpointet. Tiltalte drøftede ikke med Person 25, om de skulle behandles som krigsfanger, men tiltalte overvejede selv spørgsmålet og nåede frem til, at de indtil videre måtte behandles som krigs-fanger. Det havde ikke den store betydning, idet de under alle omstændigheder skulle behandles efter gældende konventionsregler m.v., herunder også solda-tens og førerens kort. Tiltalte overvejede på den ene side hensynet til, hvad der var militært nødvendigt, og på den anden side hensynet til at undgå krænkelser, og det var hende meget magtpåliggende at overholde samtlige humanitære reg-ler. Den militærjuridiske rådgiver, Vidne 3, var også til stede ved teltet, men hun drøftede ikke situationen med ham, idet hun var meget koncentreret om at tænke den forestående situation igennem. Tiltalte har i 1991-1992 gennemført et kursus i bl.a. militær retspleje, og er også bekendt med de regler, der gælder for almindelige politiafhøringer. Sidstnævnte fandt hun dog ikke særligt rele-vante, idet hun brugte den "værktøjskasse", som forsvaret havde forsynet hende med. Hun har på et senere tidspunkt, muligvis den 12. april 2004 overværet, at / - 22 seniorsergent Person 14 vejledte en tilbageholdt om dennes rettigheder, og hun gik ud fra, også den 9. marts 2004, at MP'erne i forbindelse med registre-ring af de tilbageholdte havde foretaget en tilsvarende vejledning, idet det var deres opgave. Det var også MP ’ ernes opgave at forestå bevogtningen af de til-bageholdte. Hun talte med Person 1 om at de tilbageholdte ikke skulle have mulighed for at kommunikere sammen mellem udspørgningerne. Hun bad også om, at de tilbageholdte blev ført ind i teltet på en måde, så de kunne mærke, at der var styr på tingene, bl.a. for at modvirke eventuelle flugt-forsøg. Hun instruerede tillige MP'erne om, at de tilbageholdte inde i teltet skulle sidde på gulvet, således at MP'erne, når de kom ind i teltet med den på-gældende, pegede på stedet, hvorefter den tilbageholdte typisk satte sig ned af sig selv. Det var de eneste instruktioner hun gav MP'erne. Hun har således ikke givet instruktioner om, at de tilbageholdte skulle anbringes i stressfremkalden-de stillinger, eller om at de mellem afhøringerne ikke måtte bevæge sig eller få vand eller tæpper. Tiltalte vurderede ud fra bl.a. de papirer, som de tilbagehold-te havde besiddet, hvem der skulle udspørges først. Hun var kun uden for teltet under korte pauser, og observerede ikke i den forbindelse noget forhold, som hun fandt at burde gribe ind overfor. MP'erne virkede kompetente og havde styr på deres arbejde. Tiltalte husker ikke, hvilke MP'ere, der overværede udspørgningerne den 10. marts 2004. Det var Person 1, der stod for detentionsområdet, og det var hendes indtryk, at han var kompetent og havde overblik over situati-onen. Der var altid MP'ere til stede i teltet under udspørgningerne. Udspørg-ningerne begyndte ca. kl. 01.30 og varede til ca. kl. 06.00. De enkelte udspørg-ninger tog ca. ½ time, og indimellem var der pauser, hvor hun primært opholdt sig i teltet, hvorimod MP'erne var udenfor, idet de jo havde ført den udspurgte ud af teltet. Ca. kl. 06.00 kørte de ind for at spise morgenmad og tiltale skrev sin rapport. Hun husker ikke, hvem der kørte hende ind til lejren. Ca. kl. 9 var hun tilbage i teltet for at gennemføre den sidste udspørgning. Da Person 14 enten den 12. april eller 9. juni 2004 vejledte en af de tilbageholdte om hans rettigheder, lod tiltalte ham tale ud, men bad ham derpå forlade teltet, da hun skulle i gang med udspørgningen. Flere af de udspurgte forstod en smule engelsk. De reagerede, når der blev sagt "down", men det var ikke hendes ind-tryk, at de kunne gennemføre en egentlig samtale på engelsk. Oberst Person 22, stabschefen og flere andre officerer var også til stede, da de tilbageholdte ankom, fordi det var første gang det fandt sted. Ingen af officererne gav tiltalte nogen instruktioner. Hun overvejede ikke at anmode nogen af dem eller nogen fra militærpolitiet om at være protokolfører. Hun bad Vidne 3 om at forlade teltet, idet han ikke havde nogen praktisk funktion i teltet. Havde han foreslået at sidde i et hjørne af teltet, ville hun dog ikke have modsat sig dette, men han gik udenfor og opholdt sig derefter lige uden for teltet, idet de øvrige officerer var kørt tilbage til lejren. Tiltalte husker ikke nærmere, hvordan vejret var, men det var ikke koldt som herhjemme. Inden udspørgningerne gennemgik hun de tilbageholdtes effektposer sammen med tolken. Tiltalte brød sig ikke om den forestående opgave, idet hun gik ud fra, at de tilbageholdte ville være fjendtligt indstillet og måske tilmed ikke ville respektere hende som udspørger. Under alle omstændigheder ville de næppe være særligt villige til at udtale sig om eventuelle aktiviteter af fjendtlig karakter. Som nævnt afvejede tiltalte hen-synet til på den ene side at opnå resultat af udspørgningen og på den anden side hensynet til at overholde konventionsreglerne, men der var ikke tale om, at hun / - 23 overvejede at bøje konventionsreglerne. Den første tilbageholdte, betegnet Bravo 1, blev ført ind i teltet af militærpolitiet, der viste ham, hvor han skulle sidde, hvorpå han satte sig ned. Tiltalte ønskede, at de tilbageholdte skulle sid-de på gulvet. Dette skyldtes til dels sikkerhedsmæssige hensyn, idet hverken tiltalte eller MP'erne var bevæbnede, og det er naturligvis sværere at indlede et angreb, hvis man sidder ned end hvis man står op. En anden årsag var, at tiltal-te havde besluttet sig for at have fat i den lange ende og dominere samtalen, og da tiltalte ikke er særlig høj, ville det formål ikke kunne opnås, hvis hun skulle se op på de tilbageholdte, der alle var højere end hende. Tiltalte fandt ikke, at formålet kunne opnås, hvis de tilbageholdte sad på en stol. Hertil kommer, at det er almindeligt i lokalområdet at sidde på gulvet også i pæne hjem. Det op-levede tiltalte under et besøg hos en sheiks søster, hvor tiltalte blev placeret på en sengekant, mens værtinden selv sad på gulvet. Tiltalte har også været på en politistation i Irak, hvor nogle af de tilstedeværende sad på stole, mens andre sad på gulvet. De tilbageholdte måtte sidde, som de selv ville. Det afgørende var, at de befandt sig på gulvet. Hun var således ligeglad med, om de sad i skrædderstilling eller en anden form for siddestilling. Hun tillod dog ikke, at de lagde sig ned og flød ud som de gamle romere, idet dette ville være udtryk for disrespekt over for hende. En af de tilbageholdte indtog denne stilling og derfor bad MP'erne ham rette sig op. Tiltalte ville være sikker på ikke at komme til at krænke eller ydmyge de tilbageholdte under udspørgningerne og havde derfor forinden spurgt Vidne 2, hvilke udtryk der ville være fornærmende. Hun har selv-følgelig ikke fremsat tilsvarende spørgsmål, når hun i Udenrigsministeriets regi skulle tale med udlændinge, idet grunden til at hun det i denne situation var, at hun havde tænkt sig at bruge almindelig danske kraftudtryk under udspørgnin-gerne. Det kunne være ord som "kraftedeme" eller "fand´me". Tiltalte var be-kendt med, at ord som "svin" eller "hund" ville være krænkende at anvende over for irakere. Hun har derfor ikke brugt nogle af de udtryk, der er nævnt i anklageskriftet. Nogle af de tilbageholdte fortalte så mange røverhistorier, at tiltalte følte sig holdt for nar. Hun sagde derfor, at det godt kunne være, at til-bageholdte troede, at de, det vil sige danskerne, var nogle hundehoveder eller dumme svin, der åd hvad som helst, men disse udtryk var møntet på danskerne og ikke på de tilbageholdte eller andre irakere. Inden afrejsen til Irak deltog til-talte i et såkaldt kulturkursus og bestræbte sig derfor også på at følge de lokale normer, bl.a. ved at beholde sin løsthængende jakke på, i modsætning til de mandlige kolleger, og ved at være kortklippet for ikke at fremhæve sit kvinde-lige udseende. Sent om natten skulle MP'erne føre Bravo 3 ind i teltet. På vej gennem døren gjorde han sig slap, og kom derved til at træde i sine bukser, som gled ned, således at man kunne se hans underbukser. Tiltalte sagde straks: "Stop, dette er ikke værdigt" og bad MP'erne bringe hans påklædning i orden. Tiltalte sagde ligeledes til Vidne 2: "Dette skal du og jeg ikke se på", og begge vendte sig om indtil den tilbageholdtes beklædning var bragt i orden. Tiltalte ved ikke om MP'erne bemærkede, at bukserne gled ned, idet de var optagede af få ham bragt ind i teltet, men da tiltalte opdagede problemet, greb hun straks ind. I den forbindelse observerede hun ikke nogen latrinære problemer, og der var heller ikke tale om, at den pågældendes bukser stod åbne. Først om morge-nen ca. kl. 8 tog hun ind til Base 1, hvor hun lavede en foreløbig rapport, som hun drøftede med Person 25. Hun fortalte ham, at det var helt anderledes at foretage disse udspørgninger end at afhøre i øvelsessammenhæng. Hun brød sig ikke om det og sagde til Person 25, at hun håbede at han ikke kom med flere tilbageholdte. Person 25 bad hende foretage yderligere udspørgning af de tilba-geholdte, hvilket hun gjorde, hvorpå hun udfærdigede den endelige rapport / - 24 vedrørende udspørgningerne. Hun talte også med oberst Person 22 om udspørgningerne, enten samme dag eller senere, hvorunder hun gennemgik udspørgnin-gerne og resultatet heraf. Tiltalte havde intet med løsladelsen af de pågældende at gøre. Løsladelsen foregik som regel ved, at en efterretningsofficer talte med de pågældende inden løsladelsen bl.a. for at kunne drage fordel af den begun-stigelse, der lå i løsladelsen i forbindelse med eventuelle senere kontakter med de samme personer. Tiltalte have ingen personlig holdning til, at de tilbage-holdte blev løsladt. Hun havde løst sin opgave, og det var så op til andre at vurdere, hvad der videre skulle ske. Senere på dagen var tiltalte sammen med Person 25 til et møde med spejderne. Person 25 havde forinden oplyst, at de havde klaget, men han vidste ikke, hvad klagen vedrørte. Tiltalte havde ikke talt med spejderne forud for, at de fik til opgave at bevogte detentionsområdet, og ingen af spejderne havde været inde i teltet. Foreholdt sin forklaring til auditørkorp-set, bilag 21, side 18 nederst, hvoraf det bl.a. fremgår, at Person 25 forud for mødet havde oplyst, at spejderne var blevet forskrækket over det de havde ob-serveret omkring fangerne, forklarer tiltalte, at det anførte ikke var noget hun vidste, før hun gik til mødet med spejderne. Major Person 25 begyndte mødet med at orientere om den generelle situation i området, hvorpå han bad tiltalte berette om udspørgningerne. Udover tiltalte og Person 25 var major Person 11 og 3-4 spejdere til stede. Klagen gik på, at de tilbageholdte havde manglet mad, vand og tæpper i detentionsområdet. Foreholdt samme bilag side 19, 3. afsnit, hvor det bl.a. er anført, at spejderne gav udtryk for, "at fangerne havde siddet i bestemte stressstillinger ude i detentionen" forklarer tiltalte, at hun ikke mener, at udtrykket "stressstillinger" blev anvendt under mødet, men det er rigtigt, at tiltalte anvendte dette udtryk under afhøringen som en samlet betegnelse. Til-talte forklarede spejderne, at hun intet havde med bevogtningen at gøre. Hun prøvede også at forklare dem situationens alvor, men det virkede som om de ikke forstod dette. Dommeren i By 1 havde samme dag fængslet 3 perso-ner, der var mistænkt for at have dræbt en britisk soldat. Dette medførte trusler mod dommeren, og det var derfor, at den danske patrulje, som opdagede checkpointet, blev udsendt. Spejderne forstod alligevel ikke, at det var nødven-digt for MP'erne at sikre sig, at de tilbageholdte ikke talte sammen. Klagen var dog ikke særlig specifik, men gik mere på den måde MP'erne behandlede de tilbageholdte på. Der var ikke tale om, at tiltalte forklarede spejderne, at hun havde bedt MP'erne stresse de tilbageholdte. Hvis spejderne mener, at det er tilfældet, må det bero på en misforståelse. Hun forklarede alene, at det var nød-vendigt at indtage en dominerende holdning for at undgå, at de tilbageholdte talte udenom. Major Person 25 nævnte, at klagerne ville blive videregivet til mi-litærpolitiets ledelse, men tiltalte følte, at spejderne projicerede deres opfattelse af, hvad der var sket udenfor teltet ind i teltet. Spejderne havde kun været i Irak i ca. en måned, og det virkede på tiltalte som om de mentalt set stadig befandt sig i det fredelige Danmark. De fleste af spejderne, herunder major Person 11, kunne dog godt følge tiltaltes forklaring om, hvorledes udspørgningerne måtte foregå. Der havde i øvrigt i begyndelsen af opholdet været et anspændt forhold mellem militærpolitiet og de øvrige enheder, bl.a. på grund af uenighed om, hvem der skulle foretage husundersøgelser. Det er usundt for hele styrkens ind-sats, når der er sådanne problemer, og derfor forsøgte Person 25 at gyde olie på vandene. Person 25 afsluttede mødet med at sige, at for at undgå yderligere in-tern splid og mytedannelse, skulle spejderne ikke gå rundt og snakke om deres iagttagelser. Et andet hensyn var at undgå at sagen eksploderede, hvis pressen fik kendskab til spejdernes kritik. Person 25 nævnte også, at hvis det var rigtigt, at de tilbageholdte ikke havde fået vand og tæpper ville han sørge for, at det / - 25 blev rettet. Tiltalte husker, at der var tæpper i detentionsområdet, og den vogn hun kørte til teltet med, indeholdt også en stabel tæpper. Sydtårnet, hvorfra der var udsigt over detentionsområdet, var altid bemandet sædvanligvis med folk fra panserinfanterikompagniet. Tiltalte ved dog ikke, om det også var tilfældet denne nat. Vagtordningen i tårnet blev senere ændret, således at det kun var er-farne soldater, der besatte denne vagt. Det skete for at undgå en ny tilsvarende situation, idet det var tiltaltes indtryk, at spejderne havde misforstået situatio-nen, fordi de ikke havde modtaget nogen form for instruktion, inden de blev sat til vagttjeneste i detentionsområdet. Tiltalte havde senere flere samtaler med Person 25, hvorunder hun fortalte detaljeret om de omstændigheder, som ud-spørgningerne havde fundet sted under. De var enige om at foretage visse æn-dringer, herunder at der skulle deltage en skrivemand ved kommende udspørg-ninger, men ændringerne gik ikke på tiltaltes måde at foretage udspørgningerne på. Hun havde også flere samtaler med Vidne 3, som ikke havde nogen be-mærkninger til hendes måde at udføre udspørgningerne på. Inden hun foretog den første udspørgning viste hun ham, at hun havde tænkt sig at sidde på kan-ten af skrivebordet med den tilbageholdte placeret på gulvet, og det havde han ingen bemærkninger til. Tiltalte var ikke i tvivl om, at hun overholdt reglerne, men talte alligevel med Vidne 3, fordi hun ville være 100 procent sikker på ikke at gøre noget forkert. Vidne 3 gav et "juristsvar" i retning af, at man selvfølgelig gik hårdere til en hårdkogt kriminel, end hvis man afhører en ældre dame, der har rapset i Brugsen. Da Vidne 3 havde opholdt sig udenfor teltet under udspørgningerne følte tiltalte sig herefter på sikker grund med hensyn til den fremgangsmåde, hun anvendte. Hun havde også drøftet denne med Person 22, som heller ikke havde bemærkninger hertil. Forevist e-mail af 25. februar 2004 fra kaptajn Person 23 til major Person 25 (sagens bilag 109) forklarer til-talte, at Person 25 videresendte mailen til hende, og at hun svarede som det fremgår af bilaget. Hendes bemærkninger om de gode manerer var ment som en morsomhed. Tiltalte kender ikke årsagen til Person 23's henvendelse, men den bestyrkede også hendes opfattelse af, at hun ikke gik for vidt i sine ud-spørgninger. Der var mange i lejren, der syntes at tiltaltes rolle som afhørings-officer var spændende, hvilket medførte adskillige dumsmarte bemærkninger i retning af, om hun nød at svinge pisken eller lignende. Hun afviste disse be-mærkninger, og forklarede de pågældende om det alvorlige i situationen, som man derfor ikke burde lave grin med. Så vidt tiltalte erindrer påbegyndte hun udspørgningerne den 10. marts ca. kl. 1 eller kl. 1.30, idet der var gået nogen tid med registrering af de tilbageholdte. Afhøringen af den tilbageholdte, be-tegnet Bravo 2, foregik efter samme retningslinjer som for de øvrige. … Vidne 2 har forklaret, at hun er født i Tyskland og flyttede til Danmark i 1990. Hun fik via sin veninde, Person 20, kendskab til at forsvaret søgte civile tolke. Da de begge læste til cand. negot. med arabisk som hovedfag, var det en oplagt mulighed for praktikarbejde ud over det sædvanlige. Vidnet indgav en ansøgning, blev sikkerhedsgodkendt og deltog herefter i et tolkekursus af en uges varighed. Bagefter gennemgik hun elementær soldateruddannelse i Vor-dingborg. Hun var meget engageret i uddannelsen, og var stolt af at blive anta-get. Hun deltog også i et missionsorienterende kursus i Oksbøl, som fandt sted i en uge midt i januar 2004. Hun deltog bl.a. sammen med sprogofficerer og blev i Oksbøl også præsenteret for personalet fra Sektion 1, heriblandt Vidne 1, som skulle være hendes foresatte, og som hun i forvejen havde hørt / - 26 godt omtalt. De kom til Irak den 10. februar 2004. Det var en stor omvæltning, og der var meget at sætte sig ind i. Vidnet undergav sig de gældende retnings-linjer. Det var hårdt, men hun gjorde som der blev sagt. Hun blev straks kastet ud i opgaverne, og tolkede i begyndelsen for englænderne. Hun modtog, så vidt hun husker, ikke nogen særlig instruktioner om, at hun skulle tolke i forbindel-se med udspørgninger, og hun havde kun set detentionsområdet udefra i for-bindelse med løbetræning. Den 9. marts 2004 blev hun kaldt ned til sektionen. Det kan godt passe, at hun boksetrænede på det tidspunkt. Hun skiftede til uni-form og blev kørt til "Bastilien", hvor Vidne 1 fortalte hende, at hun skulle være forberedt på, at Vidne 1 ville råbe højt under udspørgningerne og herun-der skælde fangerne ud. Hun bistod også under registreringen. De tilbageholdte skulle ind i registreringsteltet en ad gangen. De skulle sidde på hug og se ind i teltvæggen, indtil de skulle tale med Person 1, som stod for regi-streringen. Det var ganske koldt bl.a. på grund af vinden, og vidnet frøs, selv-om hun havde termojakke på under uniformen. Efter registrering og lægeun-dersøgelse blev de tilbageholdte anbragt i fangegårdene. Vidnet tolkede ikke for MP'erne i den forbindelse, idet der bare blev sagt "sit" til fangerne. Hun var ikke ved fangegården hele tiden og ved derfor ikke, hvad der blev sagt, men hun har ikke oversat nogen besked til fangerne om, hvor der var vand og toilet. I fangegården skulle de sidde på hug og se ind i væggen. I begyndelsen måtte de sidde som de ville, men da udspørgningerne gik i gang sagde Vidne 1, at de skulle sidde på bestemte måder, og at MP'erne skulle "ryste lidt i dem". Det var vidnets indtryk, at de skulle gøres "møre". Vidne 1 sagde bl.a.: "Er han klar, eller skal han sidde derude lidt længere?". Vidnet var ikke i tvivl om, at de til-bageholdte skulle miste tidsfornemmelsen og blive usikre på, hvad der skulle ske med dem. Vidnet og de andre måtte således ikke have ure på. Da en MP'er begyndte at vejlede en tilbageholdt om rettigheder, smed Vidne 1 MP'eren ud af teltet, men senere undskyldte hun overfor MP'eren, idet hun sagde, at det var en del af hendes metoder. I pauserne observerede Vidne 1 fangerne. Hun fik i øvrigt at vide fra MP'erne, hvad der skete uden for teltet. Under udspørgningen skulle fangen sidde på knæ. I begyndelsen skulle han ikke sidde med ret ryg, men den skulle blive mere ret undervejs. Når fangerne blev ført ind i teltet skubbede MP'erne dem ned i siddestilling. De satte sig ikke frivilligt ned. Det var vidnets fornemmelse, at udspørgningerne varede i længere tid, men det var svært at bedømrne, når hun ikke havde ur på. De skulle alle sidde på knæ, og nogle fik lov at skifte stilling. Når de til sidst "knækkede" sammen opfattede vidnet det som et udslag af belastning eller stress. MP'erne "hejsede' dem op igen. I begyndelsen af en udspørgning stod MP'erne lidt væk fra fangerne, men rykkede til sidst helt tæt på. Vidne 1 sad på bordet ca. en halv meter fra den udspurgte. Før en af udspørgningerne spurgte Vidne 1, hvad der var det værste man kunne kalde en iraker. Vidnet svarede, at "hund" er meget nedværdigende, fordi hunde er urene dyr. Vidnet nævnte også seksuelle ærekrænkelser vedrø-rende søstre og mødre. Hun sagde der-imod ikke noget om kønsorganer, men også sådanne udtryk brugte Vidne 1, idet hun bl. a. kaldte fangerne "lort af en hund" og "mand uden penis". Vidnet oversatte disse udtryk, og fangerne reage-rede, som en hvilken som helst mand ville have reageret. Vidnet distancerede sig fra situationen og betragtede sig selv som en "tolkemaskine". Hun proteste-rede ikke, idet hun gerne ville være sprogofficer, og derfor ikke kunne "melde fra". Fangernes tilstand blev dårligere i løbet af natten. De virkede udmattede og blev nærmest slæbt til og fra teltet, fordi de ingen kræfter havde til sidst. Det var ikke vidnets indtryk, at dette skyldtes modvilje mod at blive afhørt. Først ved daggry fik fangerne tæpper. Når vidnet i løbet af natten så fangerne i / - 27 fangegården, sad de og så ind i væggen. Hun så ikke, om de fik vand. Under udspørgningerne bad flere om vand, hvilket Vidne 1 nægtede. Vidnet ved ik-ke, om Vidne 1 havde nægtet dem at få vand i detentionsområdet. Vidnet tog først tilbage til lejren ved 6-7 tiden om morgenen. På et tidspunkt, hvor vidnet stod uden for teltet, blev en af fangerne slæbt hen til teltet, hvorved hans bukser gled ned, så man kunne se hans bagdel. Vidnet sagde intet; det var ikke hendes ansvar. Der var heller ikke andre, der sagde noget, og Vidne 1 bad ikke vidnet vende sig om. Det var vidnets indtryk, at episoden passede godt ind i Vidne 1's måde at afhøre på. Fangen trak selv bukserne op inde i teltet. Han havde også gjort i bukserne". MP'erne talte om det, da fangerne blev kørt ud til hovedvag-ten efter udspørgningerne. Vidnet så da, at fangens bukser var meget beskidte, og han stank. Der kunne måske også være tale om sved. Bagefter spurgte Vidne 1, om det havde været hårdt, men vidnet sagde nej. Hun ville ikke lade Vidne 1 vide, hvordan hun opfattede situationen, idet Vidne 1 som chef skulle udtale sig om vidnets sprogofficersansøgning. Den eneste vidnet talte med var Person 1, som undskyldende forklarede, at sådan var deres arbejde. Hun talte heller ikke med Person 20, fordi hun skammede sig over den måde, som udspørgningerne var foregået på. På sektionskontoret gjorde Vidne 1 grin med spejderne, som syntes det var gået for hårdt for sig. Hun kaldte dem "minisol-dater" eller "små soldater" i betydningen, at de var nogle rollinger, der ikke vidste, hvad de skulle mene. Person 5 har forklaret, at han var gruppefører i spejdereska-dronen, hvis primære opgave i krig er at rekognoscere fjendens bevægelser. I Irak var den primære opgave dog patruljering, det vil sige en slags politiarbej-de, hvorunder man bl.a. opretter checkpoints. Inden den 9. marts 2004 havde spejderne ikke været udsat for beskydning, stenkast eller lignende eller selv af-fyret skud. På et senere tidspunkt var vidnets gruppe i et enkelt tilfælde udsat for beskydning. Som gruppefører havde vidnet både førerens og soldatens kort, og var inden udsendelsen blevet undervist i krigens love, herunder Genèvekon-ventionen. På sergentskolen havde han også modtaget undervisning i den mili-tære straffelov og retspleje. Under en rundvisning kort efter ankomsten så han detentionsområdet, der bl.a. bestod af 2 gårde omkranset af såkaldte Hesco Ba-stian-vægge. Han mener, at gårdene var helt tomme, det vil sige uden solsejl el-ler installationer af nogen art. Han vidste på forhånd, at spejderne kunne blive indsat som vagtstyrke ved detentionen, men havde ikke fået nærmere instrukti-oner herom. Den 9. marts 2004 anholdt vidnets gruppe en af de tilbageholdte, og ved ankomsten til detentionen fik gruppen ordre til at deltage i vagten fra ca. midnat og indtil om morgenen. Vidnet delte gruppens 6 mand op i 3 vagt-hold, og deltog selv i vagten fra ca. kl. 6 sammen med overkonstabel Person 72. Da de kom derud, sad der en fange i hver gård. De sad på knæene og kiggede ind i væggen. De virkede meget trætte, og vidnet spurgte det forrige vagthold, hvad der var foregået. Spejderne oplyste, at de havde fået instruks om, at fangerne skulle sidde sådan. De måtte ikke bevæge sig rundt. Vidnet husker ikke, hvilket tøj fangerne havde på. De havde ikke tæpper til rådighed, og en af spejderne sagde, at den ene af fangerne var blevet frataget sit overtøj. Spejderne nævnte dog ikke, at de havde fået ordre om ikke at give fangerne tæpper. Det var koldt om natten, og vidnet havde selv meget overtøj på. Han husker ikke temperaturen, men det var dog ikke frostvejr. Vidnet var utilfreds med det han så og også utilfreds med, at man ikke havde fået oplyst, hvilken kategori fangerne tilhørte, herunder om de udgjorde en trussel mod koalitionsstyrkerne, eller om de var almindelige kriminelle. Mens vidnet talte med spejderne kom en af MP'erne / - 28 hen og sagde, at det skulle vidnet ikke blande sig i. Det gik generelt på indhol-det af samtalen med spejderne. Vidnet kender ikke MP'erens navn. En spejder oplyste også, at en fange var "tiltet" omkring og var blevet tilset af lægen. Det er muligt, at vidnet først hørte dette senere på dagen. Efter vidnets vurdering var reglerne overtrådt, og han var utilfreds med, at hans spejdere ikke havde grebet ind. Der var imidlertid ikke tale om, at de brokkede sig over for vidnet. De orienterede ham blot, men vidnet kørte tilbage til lejren og orienterede sin chef, major Person 11. Person 11's første reaktion var, at der ikke var sket noget usædvanligt. Sådan var det også foregået i Jugoslavien, og det skulle vidnet ik-ke tage sig af. Senere oplyste Person 11 dog, at han havde talt med oberst Person 22, og Person 11 bad vidnet sørge for, at der kom mad og vand ud til fangerne. Da vidnet tiltrådte vagten kontrollerede han ikke, om der var vand i fangegårdene. Vidnet deltog i mødet den 10. marts 2004. Udover de 6 spejdere deltog Person 11, Vidne 1 og Person 25. MP'erne var ikke til stede. Spejdergruppen fortalte indledningsvis hvad de havde observeret, hvorpå Person 25 instruerede om, hvad der efter hans opfattelse var foregået, men vidnet husker ikke detaljerne heri, bortset fra at Person 25 rundede af med at sige, at den eneste overtrædelse bestod i, at fangerne ikke havde fået vand. Foreholdt afhøringsrapport af 25. august 2004, bilag 45, side 3, lige under mid-ten, hvorefter vidnet til auditørkorpset skulle have forklaret blandt andet, at major Person 25 "havde fortalt dem om fangerne og indirekte forklarede han, at fangerne lå inde med oplysninger, som var vigtige, og at det derfor havde været nødvendigt at bruge de midler, som man nu havde gjort", bekræfter vidnet, at have forklaret som anført. Der blev under mødet talt om stressstillinger, men vidnet husker ikke Person 25's kommentar hertil. Man talte ikke om konkrete stressstillinger, men anvendte udtrykket mere generelt. Det blev dog ikke be-stridt, at stressstillinger havde været anvendt, og Vidne 1 forklarede, at stress-stillinger bl.a. gør, at man på grund af ubehaget glemmer sine tidligere løgnehi-storier, eller har sværere ved at finde på nye. Hun sagde også, at der ikke var sket andet, end hvad der foregår på POWEX, ligesom hun nævnte, at hun heller ikke syntes, at det var sjovt at se en voksen mand græde. Han husker ikke, om Vidne 1 kommenterede spørgsmålet om vand. Mødets formål var at Sektion 1 ville have "styr" på spejderne, så de ikke løb over og ringede hjem, og de blev ved mødtes slutning pålagt tavshedspligt. Vidnet husker ikke, hvem der gjorde det-te. Vidnet ved ikke, hvem der den pågældende nat bemandede sydtårnet. Forevist bilag 11, en mail af 31. juli 2004 fra major Person 11 til oberst Person 22, side 1, midt, forklarer vidnet, at det svarer til det han oplyste overfor Person 11, bortset fra at vidnet ikke har kendskab til, at noget var anmeldt til TOC (Tacti-cal Operations Center). Foreholdt at Person 11 har beskrevet stresspositionen som på hug, forklarer vid-net, at han ikke husker, hvad han præcist sagde til Person 11. Vidnet kendte de kvindelige tolke, men har ikke aftalt noget med dem om, hvad de skulle forkla-re under sagen. Foreholdt bilag 45, side 2, nederst, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at han af sine egne folk fik oplysninger om, at en af fangerne havde fået frataget sit overtøj, da han kom ind til lejren, at ingen af fangerne havde fået mad eller drikke, at ingen havde fået noget til at varme sig med, tæpper eller andet, at en fange havde "skidt i bukserne", og at en anden var besvimet eller faldet om, og / - 29 at en læge havde været tilkaldt for at checke, om han var i live, forklarer vid-net, at han også mener, at han over for Person 11 nævnte, at en fange var blevet tilset af lægen, men det er muligt, at han som sagt først senere modtog denne oplysning. Spejderne havde flere konflikter med MP'erne. Under en natlig hus-undersøgelse, hvor der skulle anholdes nogle personer, bevægede MP'erne sig ind i de aftalte skudfelter. Der var dog meget stor forskel på MP'erne. Nogle var dygtige og nogle dårlige. Vidnet har gennemset en fotomappe med MP'ere, men kunne ikke positivt udpege de MP'ere der var til stede den 10. marts 2004. Foreholdt bilag 45, side 6, 2. afsnit, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at både Vidne 1 og Person 25 under mødet gav udtryk for, at det var en fejl, at fangerne ikke fik mad, vand eller tæpper, bekræfter vidnet at have forklaret som anført. Person 6 har forklaret, at han gjorde tjeneste på Hold 2 i Person 5's gruppe. Han var hjemmefra undervist i soldatens kort. Den 10. marts 2004 deltog han i vagten i detentionsområdet fra omkring kl. 24. Det var relativt koldt, og vidnet havde både uniformsjakke og fragmentationsvest på. Foreholdt at han ifølge afhøringsrapport af 25. august 2004, bilag 46, side 1, skulle have forklaret, at det var meget koldt og blæsende, forklarer vidnet, at han i dag ikke nærmere husker vejrliget. På grund af en misforståelse gik de først op i sydtårnet, som var bemandet med personel fra stabs- og logistikkom-pagniet. De fik besked på, at de skulle ud i selve detentionsområdet, hvor kap-tajn Vidne 1, den militærjuridiske rådgiver og 2-3 MP'ere var til stede. Der sad en fange i den ene fangegård og to i den anden. De var iført kjortler. MP'erne instruerede om, at fangerne skulle sidde ned i gårdene og ikke måtte tale sam-men. De sad i knæsiddende stilling og så ind i væggen, og de skulle blive sid-dende sådan. Hvis de bevægede sig skulle de ved hjælp af fagter have at vide, at de skulle blive siddende. Nederst i hjørnet af gården var der er skur, men fangerne var ikke henne ved dette. Vidnet havde vagt sammen med konstabel Person 7. Vidnet holdt øje med den ene fange og Person 7 med de to an-dre. Han fik at vide, at den fange, han holdt øje med, formentlig havde været med i baghold, men foreholdt samme bilag side 2, 4. afsnit, husker vidnet ikke at have fået at vide, at pågældende skulle have været hovedmanden. Fangen var urolig. Han kiggede rundt og gnubbede sig på armene. Vidnet antog, at det var fordi han frøs. Når han løftede sig op fra den knæsiddende stilling, beordrede vidnet ham til at sætte sig ned igen, som han havde faet ordre til. Da fangen skulle ind til afhøring tog MP'erne fat under armene på ham, løftede ham op, og måtte slæbe ham ind, formentlig fordi han havde svært ved at gang i benene på grund af den stilling, han havde siddet i. Vidnet husker ikke, om fangen var til afhøring flere gange. Fangen fik ikke noget at drikke. Han var ikke på toilet-tet, men tissede i den siddende stilling, hvilket vidnet lod ham gøre uden at sige noget. Der var ikke tale om, at han tissede i bukserne. Vidnet opholdt sig dels i det fri og dels i køretøjet, som holdt med front mod de to gårde ud for skillevæggen, således at man kunne lyse ind i gårdene. Da afhøringerne begyndte kom Vidne 3 ud fra teltet og sad et stykke tid i bilen sammen med spejderne. Han spurgte blandt andet, om fangerne ikke skulle have nogen tæpper. Vidnet svarede, at det havde de ikke fået ordre om, og vidnet ville ikke gå ind i teltet og forstyrre afhøringen for at spørge, om fangerne skulle have tæpper. Han ved ikke, om Vidne 3 gjorde mere ved spørgsmålet om tæpperne. Vidne 3 for-lod området ca. kl. 01.30. Ved vagtskiftet ca. kl. 02, videregav vidnet de in- / - 30 struktioner, som han havde modtaget, til det nye vagthold. Om morgenen for-talte gruppefører Person 5, hvad der efterfølgende var sket, og vidnet deltog senere på dagen i mødet med Sektion 1. Mødet begyndte med, at major Person 25 orienterede om, hvad der var foregået, herunder at formålet var at sikre de danske soldaters sikkerhed, og at det kunne virke voldsomt. Stressstillinger blev om-talt, men vidnet husker ikke af hvem. Foreholdt bilag 46, side 7 midt, hvorefter vidnet bl.a. skulle have forklaret, at Vidne 1 under mødet sagde, at de stressstillinger, som fangerne var blevet sat i, var en nødvendighed for at få dem til at tale, og at det var vigtigt at de fik op-lysninger ud af dem, idet fangerne vidste noget om angreb mod de danske styr-ker, bekræfter vidnet at have forklaret som anført. Vidnet forklarer videre, at instruktionen fra MP'erne gik ud på, at fangerne skulle sidde på en bestemt måde, og at de skulle kigge ind i væggen. MP'erne var kun udenfor teltet i forbindelse med, at de hentede og bragte fangerne. Da de to fanger i den samme gård begyndte at tale sammen, gav vidnet eller Person 7 dem besked på at tie stille. Vidnet husker ikke, at nogle af vidnerne forsøgte at rejse sig, og hverken han eller Person 7 var inde i gårdene. Vid-net husker ikke at have set nogen tæpper, men kan ikke udelukke, at der var tæpper i gårdene. Bagest var der et toiletaflukke. Forevist fotomappe, foto 8, forklarer vidnet, at han ikke husker, om der var op-sat solsejl den 10. marts 2004. Forevist foto 2, forklarer vidnet, at han ikke ved, hvad skabet indeholdt den 10. marts 2004. Foreholdt bilag 46, side 6, 2. afsnit, hvorefter vidnet bl.a. skulle have forklaret, at det var hans "klare opfattelse, at fangerne ikke skulle have hverken tæpper eller andet ud fra den ordre han fik af MP. Han husker ikke, om det direkte blev sagt, at fangerne ikke skulle have tæpper, men det var klart meningen", vedstår vidnet at have forklaret således. Vidnet har ikke indgivet nogen klage til TOC. Person 7 har forklaret, at han er bekendt med soldatens kort. Den 10. marts var han på vagt sammen med Person 6 fra ca. midnat. I detentionsområdet var Vidne 1, Vidne 3 og tolken samt nogle MP'ere til ste-de. Der var tre fanger i fangegårdene. De to fanger i den ene gård skulle sidde i hver side af gården og måtte ikke bevæge sig rundt. De sad på knæene med bagdelen på hælene. Vidnet husker ikke, om de havde krydsede underben. Hvis de rejste sig bad vidnet dem sætte sig ned, enten ved fagter eller ved hjælp af arabiske gloser. Det var lidt køligt. Foreholdt at han ifølge afhøringsrapport af 25. august 2004, bilag 47, side 2 nederst, skulle have forklaret, at der var en bidende kold vind, forklarer vidnet, at det godt kan passe. Der var ingen af fangerne, der bad om tæpper eller vand. Gårdene blev oplyst ved hjælp af deres køretøj, og da de på et tidspunkt sad i bilen for at få lidt varme, satte Vidne 3 sig også ind i bilen. Han spurgte om fangerne ikke skulle have nogen tæpper. Vidnet husker ikke, hvad de svarede, men han gjorde ikke selv noget i den anledning. Hvis fangerne havde ønsket det, ville vidnet have givet dem lov til at gå på toilettet, idet det må være et- / - 31 hvert menneskes ret. Under vagten talte han ikke nærmere med Person 6 om den måde fangerne skulle behandles på, og han har ikke klaget til TOC over behandlingen. Fangerne virkede friske men rystede over situationen. Vidnet kunne ikke se om de frøs, men de bevægede sig af og til for at få lidt liv i be-nene. På mødet senere på dagen sagde Vidne 1 bl.a., at det der var foregået ik-ke var værre end hvad enhver dansk officer udsættes for under uddannelsen. Vidnet husker ikke, om hun nærmere begrundede de anvendte metoder. Foreholdt samme bilag, side 4 øverst, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at Vidne 1 under mødet sagde, "at den måde, som fangerne blev behandlet på, uanset at det ikke "var rart at se på", var nødvendig for at få "noget ud af fan-gerne", og det var igen nødvendigt af hensyn til de danske soldaters sikkerhed", forklarer vidnet, at han ikke husker at have forklaret således, og han husker heller ikke i dag, om Vidne 1 udtalte sig sådan på mødet. Spejderne var efter mødet enige om, at det var godt de havde anmeldt sagen, hvis der var gjort no-get forkert. Foreholdt samme bilag, side 6, nederste halvdel, hvorefter vidnet bl.a. skulle have forklaret, at Vidne 1 under mødet havde forklaret, "at der var flere eska-lationstrin i en afhøring, startende med en blid afhøring, som så blev hårdere og hårdere efterhånden, som fangen ikke ville sige noget" forklarer vidnet, at spejderne forud for den 9. marts 2004 havde haft nogle diskussioner med MP'-erne i andre sammenhænge. Vidnet husker ikke, om Person 25 på mødet bekla-gede de anvendte stressstillinger. Det er rigtigt, at Vidne 1 anvendte udtrykket eskalationstrin. Vidnet husker ikke, om der under mødet blev talt om tavsheds-pligt. Hvis en af fangerne havde bedt om vand eller tæpper ville vidnet have udleveret dette. Han ville dog først have bedt om tilladelse for så vidt angår tæpper. MP'erne førte fangerne til og fra gården, men var ellers ikke uden for teltet. Foreholdt samme bilag, side 6, øverste halvdel, hvorefter vidnet bl.a. skulle ha-ve forklaret, at major Vidne 3 "kort efter samtalen om tæpper ... gik over til en MP'er og talte med ham. Det var afhørtes opfattelse, at MJUR spurgte om tæpper til fangerne, men afhørte kunne ikke høre, hvad der blev sagt", bekræf-ter vidnet at have forklaret som anført. Person 8 har forklaret, at han den 9. marts 2004 var spejder i Person 5 gruppe. Han havde inden afrejsen til Irak fået udleveret og gennemgået soldatens kort. Sammen med Person 9 afløste han Person 6 og Person 7. Han skulle have vagt fra kl. 2 - 4, men den blev udstrakt til ca. kl. 6. Person 6 og Person 7 instruerede dem om, at fangerne ikke måtte tale sammen eller flytte sig, og at de skulle kigge ind i væggen. Vidnet husker ikke, om det blev nævnt, hvad de skulle gøre, hvis fangerne flyttede sig eller skiftede stilling. Han modtog heller ikke instruktioner om fangernes adgang til vand eller tæp-per. Da han overtog vagten sad fangerne på knæ på bagdelen med krydsede ankler. Det var MP'erne og Vidne 1, der styrede begivenhederne, men vidnet ved ikke, hvem der havde ansvar for hvad. Det var blæsende og køligt, og vid-net havde fleecetrøje på. Foreholdt afhøringsrapport af 26. august 2004, bilag 49, side 2, midt, bekræfter vidnet at have forklaret, at "det var en ret kold aften med en bidende vind, og særligt en fange sad udsat for vinden", og tilføjer, at han huskede tingene bedre / - 32 dengang. Vidnet og Person 9 tog bevogtningen ret afslappet. De blev i begyn-delsen ikke særligt kontrolleret af MP'erne, der kun af og til kom ud af teltet. MP'erne var lidt strikse med at fangerne ikke måtte hvile på anklerne. Fangerne skulle rettes op, så knæene var i en 90 graders vinkel. Når fangerne atter sank sammen blev det igen påtalt af MP'erne, som blev mere og mere strikse i løbet af natten. Det skete at MP'erne gav fangerne lov til at rejse sig op, men de skul-le så stå i skrå stilling op ad væggen, således at de ville falde forover, hvis de slap med hænderne. Stillingen lignede den man bruger under visitering. Om-kring kl. 4 faldt en af fangerne omkuld. Vidnet går ud fra, at han besvimede, fordi MP'erne bagefter klaskede ham på kinderne, ligesom når man laver be-vidsthedskontrol i forbindelse med førstehjælp. Da fangen kom til sig selv, gav MP'erne ham lov til at sidde i en mere afslappet stilling i et stykke tid, hvorpå han atter blev anbragt i den oprindelige stilling. Vidnet husker ikke, at der var en læge til stede i den forbindelse. I løbet af natten kom yderligere to MP'ere til stede. Vidnet husker ikke hvornår, men derefter var der hele tiden to MP'ere uden for afhøringsteltet, og de var mere strikse med siddestillingerne. Da en af fangerne skulle føres ind til afhøring, så det ud som om han havde fået krampe og derfor ikke kunne gå. Hans bukser gled ned, så man kunne se hans bagdel, da han blev ført hen til teltet. MP'erne stoppede ved indgangen til teltet, så han kunne få bukserne på plads. En MP'er kom i det samme ud af teltet og bemær-kede som en morsomhed, at fangen havde skidt i bukserne. Vidnet kunne ikke se, om det var tilfældet. Ingen af fangerne bad undervejs om at komme på toi-lettet, eller om at få vand. Vidnet havde ikke modtaget instruktion om fange-mes adgang til vand. Efter hans opfattelse havde de behov for tæpper. En af fangerne rystede, men vidnet ved dog ikke, om det var af kulde eller af skræk. Vidnet ville ikke afvige vagtinstruksen, og delte derfor ikke tæpper ud. Vidnet kendte ingen af MP'erne ved navn, men han talte med en af de sidst ankomne. Det skete omkring kl. 5, idet vidnet husker, at han lånte et blad, som MP'eren havde med, og det var lyst nok til at læse dette. Denne MP'er virkede mere af-slappet end de øvrige. Han rettede ikke fangerne op så voldsomt som de andre, men nøjedes med at prikke til dem. Vidnet og Person 9 orienterede gruppeføre-ren om forløbet, da han afløste dem, idet de var betænkelige ved de manglende tæpper og den manglende adgang til vand og toilet. På baggrund af det, som vidnet havde lært, var han stødt, men ville ikke skændes med MP'erne foran fangerne. Det gjorde man ikke. Senere på dagen deltog han i mødet, hvor også Person 11, Vidne 1 og Person 25 deltog. Mødet blev holdt for at forklare spejder-ne, hvad der var foregået. Spejderne fortalte, hvad de var utilfredse med og Person 25 svarede, at det var den måde, man forhørte folk på. Han sagde dog og-så, at fangerne skulle have haft at vide, at de kunne give tegn, hvis de ønskede at få vand eller komme på toilettet. Det havde vidnet ikke fået at vide, og det lød lidt som en undskyldning. Foreholdt bilag 49, side 5 øverst, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at han ikke troede på det, der blev sagt, for han havde jo set, hvordan MP'erne havde behandlet fangerne ude i indelukkerne, og det tydede ikke på, at fangerne over-hovedet ville have fået lejlighed til at markere for vand eller toiletbesøg, be-kræftede vidnet at have forklaret som anført, og at dette var hans opfattelse af situationen. Vidnet så ikke nogen af fangerne markere noget overfor MP'erne eller overfor vidnet og hans kollega. Vidnet husker ikke, om der var vand i fangegårdene. / - 33 Foreholdt samme bilag, side 8, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at der ved toiletterne stod nogle flasker vand, som var meget støvede, bestrider vidnet ikke at have forklaret som anført, men han kan ikke i dag huske, om der var vand til stede. Hvis en fange havde bedt vidnet om vand, tæpper eller toiletad-gang, ville vidnet have spurgt MP'erne om dette. Forevist fotomappen, foto 4, forklarer vidnet, at billedet svarer til den udsigt han havde til fangegården under vagten. Han husker skærmen til venstre, som han gik ud fra var til toiletbesøg, men mener ikke, at skabet til højre på billedet var der den 10. marts 2004. Han tror ikke, at fangerne sov i løbet af natten, men de nikkede af og til lidt med hovederne. Hvis fangerne faldt sammen, mens MP'erne var uden for hegnet, påtalte MP'erne det, og hjalp det ikke, gik de ind og rettede fangen op. De MP'ere, der kom senere på natten, kom dog med flere påtaler, inden de gik ind til fangerne. Under afhøringen hos auditøren gennem-så vidnet en fotomappe, men kunne ikke udpege de MP'ere, der var på vagt den 10. marts 2004. Person 9 har forklaret, at han var spejder i sergent Person 5's gruppe. Han var bekendt med soldatens kort, og havde modtaget under-visning i krigens love, både som værnepligtig og navnlig i hjemmeværnet. Den 10. marts 2004 var han på vagt sammen med Person 8. Det kan godt passe, at vagten varede fra ca. kl. 2 - 6. De afløste Person 7 og Person 6, som vide-regav instruktion om, at fangerne skulle sidde i en bestemt stilling og kigge i en bestemt retning. De måtte ikke dreje hovedet eller tale sammen. Vidnet husker ikke nærmere den stilling, som fangerne skulle sidde i. Foreholdt afhøringsrapport af 26. august 2004, bilag 50, side 2, 4. afsnit, hvor-efter vidnet skulle have forklaret, at de fanger, der sad i indelukkerne, sad på knæene og vist nok med benene overkors, og så ind i Hesco Bastianvæggene, bekræfter vidnet at have forklaret som anført. Det var koldt den pågældende nat. Vidnet havde sin fragmentationsvest på og sad inde i bilen for at holde varmen. Fangerne havde kjortler på og ingen tæpper. Vidnet syntes ikke, at det var rimeligt, men som konstabel "følger man efter og må så tage det bagefter". Vidnet var ret forarget over den måde fangerne blev behandlet på. Når fanger-ne slappede af gjorde vidnet og Person 8 ikke noget ved det, men så MP'erne det, gik de ind og rettede fangen op. Når fangerne skulle afhøres løb MP'erne ind og hentede dem. Efter vidnets opfattelse gjorde det ikke noget, hvis fanger-ne troede, at danskerne kunne være lige så slemme som under det tidligere ira-kiske styre. Den sidste fange, der blev slæbt ind til afhøring, blev vitterligt trukket hen ad jorden. Dette medførte, at hans bukser røg ned om anklerne. Det var ikke særligt spændende at se på. Vidnet finder, at det skulle være mærke-ligt, hvis MP'erne ikke opdagede dette. Bukserne var stadig nede, da fangen blev ført ind i teltet. Da MP'erne kom ud igen syntes de, at det var ulækkert, at fangen havde skidt i bukserne. I løbet af natten kom yderligere to MP'ere til stede. En af MP'erne havde et blad, der hed "M", men vidnet husker ikke sik-kert, om det var en af de sidst ankomne, der havde dette blad med. Foreholdt samme bilag, side 7, øverst, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at der sagtens kan have foregået en afløsning af MP'erne, uden at han registrerede dette, bekræfter vidnet at have forklaret som anført i rapporten. Om morgenen fik fangerne lov til at bede, og vidnet mener, at det var Vidne 1, der gav lov til dette. Under mødet senere på dagen fik spejderne lejlighed til at komme med / - 34 deres synspunkter. Vidnet husker ikke, hvad major Person 25 svarede, udover at han pålagde dem tavshedspligt. Vidne 1 erkendte at have begået en fejl ved at fangerne ikke havde vand og tæpper. Hun sagde også, at man ikke måtte slå fangerne, men at man gerne måtte anbringe dem i stressstillinger. Det blev op-lyst, at fangerne havde truet danske soldater på livet, men for vidnet gjorde det ingen forskel om fangerne var terrorister eller soldater. Vidnet har ikke klaget til TOC. Sergent Person 5 skældte ud overfor MP'erne, der derefter gav fan-gerne lov til at bede og få vand. Vidnet så ikke, om der var vand eller tæpper til stede i fangegårdene, men kan ikke udelukke dette. Forevist foto nr. 4, forklarer vidnet, at det svarer til forholdene den 9. marts 2004. I løbet af natten var der ingen af fangerne, der bad om at få vand eller tæpper eller om at komme på toilettet. Vidnet mener ikke, at fangernes kjortler blafrede i vinden, men de sad jo også ned. Person 10 har forklaret, at han var MP-sergent på Hold 2. Han havde to gange vagt i detentionsområdet. Første gang den 10. marts 2004, hvor han havde vagt fra kl. 2 4 sammen med Person 12. Da han tiltrådte vagten var der andre MP'ere til stede, men han husker ikke, om han afløste no-gen af disse. Han mener ikke, at der foregik afhøringer mens han havde vagt. Alt var stille og roligt. Han havde derfor ikke travlt og talte blandt andre med spejderne. Han havde et "M"-blad med, som de læste i. Imens sad fangerne i fangegårdene, og han mener ikke, at de bevægede sig rundt i gårdene. Person 11 har forklaret, at han var chef for spejdereskadronen på Hold 2. Han var godt tilfreds med sine soldater, der havde gennemgået missionsori-enterende kursus og herunder bl.a. fået gennemgået soldatens kort. Den 9. marts 2004 var tre personer taget til fange. Vidnet var ved TOC, da han hørte at fangerne var undervejs, og han blev bedt om at tage til detentionsområdet for at forsøge at identificere fangerne, som muligt tidligere på dagen havde deltaget i nogle optøjer i forbindelse med etablering af et checkpoint i By 1. Fan-gerne sad ved siden af afhøringsteltet, hvor de afventede registrering og læge-tilsyn. Fangerne sad med ret ryg og var iført håndjern eller strips. Vidnet knæ-lede ned og lyste dem i ansigtet, og kunne genkende alle tre som personer, der havde været med ved checkpointet. Vidnet så fangerne blive ført ind i fange-gårdene af MP'erne. Han husker ikke, om der var én eller to, der fulgte fangen ind, men fangerne var små mennesker, der ikke gjorde modstand. De blev sat med ret ryg på knæene og havde fortsat håndjern eller "strips" på. Den ene sad med panden op mod væggen. Der var tale om en stressstilling. Vidnet har selv prøvet at sidde i forskellige stressstillinger igennem 10 timer under en POWEX-øvelse i 1993. Når man sidder i en sådan stressstilling standser blod-omløbet til benene og man begynder at ryste. Den 10. marts 2004 var det koldt og blæsende. Vidnet havde jakke, hue og vanter på. To af fangerne bar habit-jakke og den sidste var iført en skjorte. Vidnet sagde til en af MP'erne, at fangerne ikke skulle sidde "sådan dér" hele natten. De burde have lov at ligge ned og burde også få tæpper. Han husker ikke, hvilken MP'er han talte med, men den pågældende "nikkede af" som om, at han havde forstået, hvad der blev sagt. Vidnet opfattede sin bemærkning mere som et råd end en egentlig ordre, og han gjorde ikke noget for at følge spørgsmålet op, idet han ikke følte, at det var hans ansvar. Han mener ikke, han burde have grebet yderligere ind ifølge "førerens kort", idet der jo var eksperter til stede. Han ville selvfølgelig have grebet ind, hvis MP'erne havde begået grove overtrædelser og f.eks. havde / - 35 skudt en fange, men i øvrigt var vidnet ikke den højest rangerende officer, der var til stede, idet vidnet bl.a. bemærkede, at stabschefen var der. På grund af mandskabsmangel bad en af MP'erne vidnet om at hjælpe med bevogtning, og han tilkaldte en spejdergruppe, som kort efter kom til stede, hvorpå vidnet tog tilbage til lejren. Han skønner han var i detentionsområdet i tre kvarter til en time. I hele dette tidsrum sad fangerne i de beskrevne stillinger. Vidnet husker ikke, hvem der bemandede sydtårnet, men det var normalt folk fra Livgarden. Om morgenen blev vidnet vækket af sergent Person 5, der var meget utilfreds over den behandling fangerne havde fået i løbet af natten. De havde fortsat siddet i stresspositioner uden adgang til tæpper eller vand. Den ene var faldet om på et tidspunkt og en anden havde "gjort" i bukserne. Foreholdt afhøringsrapport af 25. august 2004, bilag 44, side 7, nederst, hvoref-ter vidnet skulle have forklaret, at fangerne "sad som nævnt i en stressstilling, på knæ og lænet ind mod muren, hvor de støttede med panden mod Hescoen. På et tidspunkt gik en af fangerne "på røven" formentlig fordi han ikke kunne holde til at sidde i denne stilling. Han blev straks rejst op af MP og blev igen sat i samme stilling. Det var helt klart for afhørte, at fangerne blev sat i stress-stillinger mod deres vilje, og at de ikke selv kunne bestemme, hvordan de skul-le sidde", forklarede vidnet, at han husker den beskrevne hændelse. Vidnet blev sur over det, som Person 5 oplyste, og gik straks til oberst Person 22, der spiste morgenmad i cafeteriaet. Han knælede ned ved siden af Person 22 og gengav Person 5's oplysninger. Person 22 reagerede ved at sige, at det var for dårligt, og be-stemte at fangerne straks skulle have mad og tæpper. Efterfølgende drøftede spejderne situationen og fandt, at der burde gøres noget. Man ønskede også op-lyst, hvilken status fangerne havde. Selvom det var MP'erne, spejderne klagede over, bad vidnet om et møde med Sektion 1, fordi det var Sektion 1, der stod for udspørgnin-gerne, og fordi Vidne 1 tidligere havde holdt lektion for spejderne, og hun vir-kede meget vidende. Sektion 1 ville gerne deltage, og mødet fandt sted om eftermid-dagen. Nogle af spejderne, blandt andre Person 35, gik "lige på og hårdt" og stillede spørgsmål ved det passerede. Vidne 1 besvarede spørgsmålene, men vidnet blev under mødet ikke klogere på, hvilken status fangerne havde, herun-der om de var krigsfanger, civile eller terrorister. Vidne 1 beklagede ikke det skete, og spejderne gik fra mødet med samme indstilling som før, bortset fra at de nu var yderligere vrede over at være pålagt tavshedspligt af Person 25. Foreholdt samme bilag, side 4, nederst, hvorefter vidnet skulle have forklaret, at "Sektion 1 folkene ... havde sagt, at afhøringerne var nødvendige og den måde, som det foregik på, var en del af "spillet"; opbevaring og afhøringerne var foregået "lige eft