ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 2. februar 2022 Sag BS-14595/2020-OLR (14. afdeling) Sagsøger (advokat Thomas Ryhl, beskikket) mod Udlændingenævnet (advokat Rass Holdgaard) Landsdommerne Benedikte Holbe

§ 11, stk.

5, jf. § 11, stk. 3 og 4, for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, da Udlændingenævnet traf afgørelse. Tvisten angår, om den dagældende tidsmæssige betingelse i udlændingeloven for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse udgør en ny begrænsning som nævnt i stand still-klausulen i artikel 13 i den til Associeringsaftalen med Tyrki-et knyttede afgørelse nr. 1/80 af

1. september 1980 fra Associeringsrådet (”af-gørelse nr. 1/80”), og i så fald om betingelsen er begrundet i et tvingende alment hensyn, er proportional, dvs. egnede til at sikre virkeliggørelsen af dette hensyn, og ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå formålet. Det er ubestridt, at Sagsøger er omfattet af Associeringsaftalen med Tyrkiet og den hertil knyttede afgørelse nr. 1/
2. Landsretten har ved kendelse af
3. februar 2021 besluttet ikke at tage Sagsøgers anmodning om, at der stilles præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen om forståelsen af afgørelse nr. 1/80, til følge. Sagsøger har fri proces. Påstande Sagsøger har nedlagt påstand om, at Udlændingenævnets afgørelse af
4. juli 2018 ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling. Udlændingenævnet har påstået frifindelse. Sagsfremstilling Af Udlændingenævnets afgørelse af
5. juli 2018 fremgår blandt andet: ”Udlændingenævnet har nu behandlet Deres klage af
6. november 2017 over Udlændingestyrelsens afgørelse af
7. november 2017, hvor-ved Sagsøger blev meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilla-delse. Der henvises til fuldmagt af
8. marts
9. Ved behandlingen af klagen har Udlændingenævnet gennemgået sa-gens akter samt vurderet det, som De har anført i Deres brev af
10. november 2017 med bilag til Udlændingenævnet. Udlændingenævnet finder ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Sagsøger kan derfor ikke gives tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, da Sagsøger ikke har haft lovligt op-hold i mindst seks år, og endvidere ikke opfylder betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse efter fire års lovligt ophold, jf.

§ 11, stk.

5, jf. § 11, stk. 3 og

1. / 3 Nedenfor kan De læse nærmere om begrundelsen for denne afgørelse. Retsregler Udlændingeloven er senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1117 af
2. oktober 2017, som senest ændret ved lov nr. 743 af
3. juni
4. Sagsøgers sag vedrører imidlertid reglerne i udlændingeloven, såle-des som denne var bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 412 af
5. maj
6. Når der i denne afgørelse refereres til bestemmelser i udlændinge-loven, er det derfor med reference til udlændingeloven, således som denne var bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 412 af
7. maj
8. … Uanset at betingelserne i

§ 11, stk.

3, nr. 4-9, eller stk. 4, nr. 1-4 ikke er opfyldt, kan der efter

§ 11, stk.

16, meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding over 18 år, hvis betingelserne ikke kan kræves opfyldt, fordi Danmarks internatio-nale forpligtelser, herunder FN's konvention om rettigheder for perso-ner med handicap, tilsiger det. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis udlændingen har en langva-rig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som hindrer den pågældende i at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Det vil kun være de betingelser, som udlændingen grundet sit handicap ikke kan opfylde, som den pågældende vil blive undtaget fra. Efter

§ 27, stk.

1, regnes de i § 11, stk. 3, nr. 1 og stk. 5, § 17, stk. 1,

1. pkt., §§ 22, 23 og 25 a nævnte tidsrum fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregisteret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøg-ningens indgivelse eller fra tidspunktet, hvor betingelserne for ophold-stilladelsen er opfyldt, hvis dette tidspunkt ligger efter ansøgningstids-punktet. Faktiske omstændigheder af betydning for afgørelsen Det fremgår af UdlændingelnformationsPortalen (UIP), at Sagsøger er født Dato 1984 i Tyrkiet, hvor han er statsborger, og at han den
2. maj 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på bag-grund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Denne op-holdstilladelse ses senest den
3. juni 2015 at være forlænget til den
4. august
5. Ved brev af
6. marts 2017 indgav De på vegne af Sagsøger til Udlændingestyrelsen en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. / 4 Det fremgår af ansøgningen blandt andet, at betingelserne for tidsubegrænset ophold efter aktuel national ret langt fra er opfyldt, at Sagsøger er statsborger fra Tyrkiet og økonomisk aktiv og derfor skal med-deles tidsubegrænset ophold efter de regler, der var gældende den
7. december 1980 eller en senere lempeligere version, jf. Associeringsafta-len. Det fremgår endvidere, at Sagsøger har bestået Prøve i Dansk 2, at han er i beskæftigelse, at han er medlem af en sportsforening, og at han ikke har et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af be-tingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. Vedlagt ansøgningen var ansættelseskontrakt af
8. marts 2017, hvoraf det fremgår, at Sagsøger per
9. marts 2017 er ansat 30 timer om ugen til 100 kr. i timen på prøve i tre måneder som salgsassistent i Virksomhed, Område, samt Bevis for bestået Prøve i Dansk
10. Ved brev af
11. april 2017 til Udlændingestyrelsen oplyste De, at Sagsøger som arbejdstager var omfattet af Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, at Topraksagen finder anvendelse, og at Sagsøger på det-te grundlag skal meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse. Vedlagt var en udskrift fra ATP over indbetalinger i perioden fra den
12. juli 2013 til den
13. oktober
14. Den
15. november 2017 meddelte Udlændingestyrelsen Sagsøger af-slag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændinge-lovens § 11, stk.
16. Ved brev af
17. november 2017 har De på vegne af Sagsøger påkla-get Udlændingestyrelsen afgørelse af
18. november 2017 til Udlændingenævnet. De har til støtte for Deres klage anført blandt andet, at Sagsøger som tyrkisk statsborger har en særlig retsstilling, at han er beskyttet mod en forringelse af hans retsstilling i forhold til de regler, der var gældende på området fra den
19. december 1980, hvorefter der kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter to års lovligt ophold, og at Udlændingestyrelsen afgørelse ikke indeholder en begrundelse for, hvor-for Associeringsaftalen ikke finder anvendelse. Vurdering Det bemærkes indledningsvis, at Sagsøger ikke nyder en særlig rets-stilling vedrørende tidsubegrænset opholdstilladelse, uanset at han er omfattet af Associereringsaftalen, da reglerne om tidsubegrænset op-hold ikke anses for at have virkning for selvstændige erhvervsdriven-des og arbejdstageres mulighed for at fortsætte deres beskæftigelse. Tidsubegrænset opholdstilladelse kan således alene opnås på baggrund af de til enhver tid gældende regler. Udlændingenævnet finder på den baggrund, at Sagsøger, for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, skal opfylde betingelserne i udlæn- / 5 dingelovens § 11, stk. 3, eller stk. 5, således som reglerne var bekendt-gjort ved lovbekendtgørelse nr. 412 af
20. maj
21. Udlændingenævnet har herefter lagt til grund, at Sagsøgers opholdstilladelse regnes fra den
22. maj 2013, hvor Sagsøger blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført i Danmark. Sagsøger opfylder således ikke den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf.

§ 11, stk.

3, nr. 1. Udlændingenævnet finder endvidere, at Sagsøger ikke kan meddel-es tidsubegrænset opholdstilladelse efter fire års lovligt ophold i Dan-mark, jf.

§ 11, stk.

5. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Sagsøger ikke op-fylder beskæftigelseskravet i

§ 11, stk.

3, nr. 8, og endvidere ikke opfylder en eller flere af de supplerende betingelser i

§ 11, stk.

5, jf. § 11, stk.

1. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene foreligger dokumentation for, at Sagsøger siden den
2. marts 2017 har arbejdet 30 timer om ugen eller mere i en tidsbegrænset stilling, hvorfor han ik-ke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigel-se i to et halvt år indenfor de seneste tre år. Udlændingenævnet har endvidere lægt vægt på, at Sagsøger ikke har bestået en Medborgerskabsprøve eller på anden vis udvist aktivt medborgerskab ved f.eks. at have haft mindst et års deltagelse i en bestyrelse, organisation eller lignende. Medlemskab i en sportsforening kan ikke sidestilles. Udlændingenævnet har samtidig lagt vægt på, at Sagsøger ikke har bestået Prøve i Dansk 3, idet der alene foreligger dokumentation for, at Sagsøger har bestået Prøve i Dansk
3. Udlændingenævnet finder endelig, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige forhold, at der er mulighed for, at Sagsøger kan gi-ves tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændinge-lovens § 11, stk. 16, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstil-ladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks inter-nationale forpligtelser, herunder FN's handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på oplysningerne i ansøgningsskemaet om, at Sagsøger ikke har et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af
4. november 2017.” Sagsøger har senest fået forlænget sin midlertidige opholdstilladelse i med-før af

§ 9, stk.

1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1, ved Udlændingestyrel- / 6 sens afgørelse af

1. oktober 2020 til den
2. oktober
3. Af afgørelsen frem-går, at opholdstilladelsen giver ham ret til at arbejde og studere i Danmark og er betinget af, at han har et gyldigt pas. Anbringender Sagsøger har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit sammenfattende processkrift af
4. november 2021, hvoraf følgende anbringender fremgår (henvisninger til ekstrakt og materialesamling udeladt): ”Sagsøger fik med den anfægtede afgørelse afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at han ikke opfyldte betingelsen om lovligt ophold i Danmark i mindst seks år, og heller ikke opfyldte de særlige betingelser for at få tidsubegrænset opholdstilladel-se efter fire års lovligt ophold, jf. den dagældende udlændingelovs § 11, stk. 3-
5. Det er ubestridt i sagen, at betingelserne i den dagældende udlændin-gelovs § 11, stk. 3-5, er strengere end de betingelser for tildeling af tidsubegrænset opholdstilladelse til tyrkiske arbejdstagere med lovligt ophold i Danmark, som gjaldt den
6. december 1980, hvor stand still-klausulen i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 trådte i kraft i Dan-mark, jf. ... Sagsøger gør til støtte for den nedlagte påstand gældende, at de skærpede betingelser i den dagældende udlændingelovs § 11, stk. 3-5, ikke kunne finde anvendelse ved vurderingen af hans ansøgning om tidsubegræn-set opholdstilladelse, der således i stedet burde have været vurderet på grundlag af de mindre strenge betingelser, som var gældende den
7. december 1980, da standstill-klausulen trådte i kraft, eller på grundlag af eventuelt lempeligere betingelser, der måtte have været gældende i en periode efter denne dato. Sagsøger gør videre gældende, at denne konstatering er tilstrækkelig til, at den anfægtede afgørelse skal ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling. Det er således ikke inden for rammerne af nærværende sag nødvendigt at afklare, om Sagsøger i medfør af relevante regler og den administrative praksis, som var udviklet i medfør heraf, havde ret til tidsubegrænset ophold i Danmark allerede efter to års lovligt ophold el-ler først efter fem års lovligt ophold, idet dette spørgsmål må afklares af Udlændingestyrelsen i forbindelse med en fornyet behandling af sagen. Sagsøgers overordnede anbringende støttes på følgende: Sagsøger er omfattet af standstill-klausulens personelle anvendelsesom-råde Sagsøger er omfattet af det personelle anvendelsesområde for standstillklausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80, eftersom han er tyrkisk statsborger, har lovligt ophold i Danmark og er økonomisk aktiv som arbejdstager i Danmark, jf. præmis 84 i EU-Domstolens dom af
8. okto-ber 2003 i de forenede sager C-317/01 og C-369/01, Abatay m.fl. (heref- / 7 ter ”Abatay-dommen”), præmis 50-53 i EU-Domstolens dom af
9. september 2009 i sag C-242/06, Sahin (herefter ”Sahin-dommen”), præmis 5556 i EU-Domstolens dom af
10. september 2013 i sag C-221/11, De-mirkan (herefter ”Demirkan-dommen”) og præmis 26 i EU-Domstolens dom af
11. juli 2019 i sag C-89/18, A (herefter ”A-dommen”). Sagsøgers status som tyrkisk arbejdstager med lovligt ophold i Danmark betyder, at Sagsøger kan udlede selvstændige rettigheder af standstillklausulen, dvs. rettigheder der ikke er afhængige af hans ægteskab med en herboende dansk statsborger. Det har derfor ikke betydning for anvendelsen af standstill-klausulen, at Sagsøger har fået opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført ægtefælle til en dansk statsborger. Ligeledes udgør det ikke en hindring for anvendelsen af standstillklausulen, at Sagsøger endnu ikke har opnået de rettigheder til ophold og beskæftigelse i Danmark, som er fastsat i eller kan udledes af artikel 6 i afgørelse nr. 1/80, jf. præmis 37-45 i EU-Domstolens dom af
12. december 2010 i de forenede sager C-300/09 og C-301/09, Toprak og Oguz (heref-ter ”Toprak og Oguz-dommen”). Betingelser for tildeling af tidsubegrænset opholdstilladelse er omfattet af standstill-klausulens materielle anvendelsesområde Betingelser for tildeling af tidsubegrænset opholdsret i Danmark er omfattet af det materielle anvendelsesområde for standstill-klausulen i ar-tikel 13 i afgørelse nr. 1/80, således som dette anvendelsesområde er fastlagt i EU-Domstolens praksis. EU-Domstolen har gang på gang fastslået, at standstill-klausulen gene-relt forbyder indførelse af enhver ny foranstaltning, som har til formål eller følge, at en tyrkisk statsborgers udøvelse af arbejdskraftens frie bevægelighed på det nationale område underkastes betingelser, som er mere restriktive end dem, der fandt anvendelse på ham, da afgørelse nr. 1/80 trådte i kraft i forhold til den pågældende medlemsstat, jf. præmis 117 i Abatay-dommen, præmis 63 i Sahin-dommen, præmis 33 i EUDomstolens dom af
13. april 2016 i sag C-561/14, Genc (herefter ”Gencdommen”), præmis 25 i EU-Domstolens dom af
14. marts 2017 i sag C652/15, Tekdemir (herefter ”Tekdemir-dommen”), præmis 39 i EUDomstolens dom af
15. august 2018 i sag C-123/17, Yön (herefter ”Yöndommen”), præmis 23 i A-dommen, præmis 33 og 37 i EU-Domstolens dom af
16. oktober 2019 i sag C-70/89, A m.fl. (herefter ”A, B og Pdommen”) og senest præmis 19 i EU-Domstolens dom af
17. sep-tember 2021 i sag C-379/20, B mod Udlændingenævnet (herefter ”B-dommen”). EU-Domstolen har samtidig fastslået, at principperne i den primære EU-ret, der vedrører arbejdskraftens frie bevægelighed, i videst mulige omfang skal overføres til associeringsberettigede tyrkiske statsborgere, jf. præmis 19 og 20 i EU-Domstolens dom af
18. juni 1995 i sag C-434/93, Bozkurt (herefter ”Bozkurt I-dommen”), præmis 66 i EU-Domstolens dom af
19. december 2011 i sag C-371/08, Ziebell (herefter ”Ziebell-dommen”), og præmis 52 i Genc-dommen. Videre har EU-Domstolen forklaret, at fortolkningen af standstill-klausulen og de undtagelser, der / 8 gælder hertil, skal ske på grundlag af EU-Domstolens fortolkning af traktatens regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, jf. præmis 72-73 i EU-Domstolens dom af
20. maj 2003 i sag C-171/01, Wählergruppe Gemeinsam, og præmis 67 i Ziebell-dommen. Det kan udledes af denne retspraksis, at nye betingelser for tildeling af tidsubegrænset opholdsret skal anses for omfattet af standstill-klausulens materielle anvendelsesområde, allerede fordi TEUF artikel 45, stk. 3, litra d), (og de tilsvarende tidligere traktatbestemmelser, her-under EØFT artikel 48, stk. 3, litra d), der var gældende, da Danmark trådte ind i De Europæiske Fællesskaber) udtrykkeligt fastslår, at ar-bejdskraftens frie bevægelighed omfatter retten til på nærmere fastsatte vilkår at blive boende i en medlemsstat, efter at have haft ansættelse der. De nærmere betingelser for udøvelsen af retten til at blive boende på en medlemsstats område efter at have haft beskæftigelse dér blev oprinde-ligt fastsat i Kommissionens forordning nr. 1257/70 af
21. juni 1970 om arbejdstagerens ret til at blive boende på en medlemsstats område efter at have haft beskæftigelse dér (herefter ”forordning 1257/70”), som net-op i betragtning

§ 19, stk.

1. Indehaveren af en tidsbegrænset opholdstilladelse mister sin opholdsret, hvis der ikke indgives ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen, inden tilladelsen udløber, jf.

§ 9, stk.

25. Samtidig med indgivelse af en ansøgning om forlængelse skal der betales et gebyr, jf.

§ 9h

. En skærpelse af betingelserne for tildeling af tidsubegrænset opholdsret til tyrkiske arbejdstagere udgør derfor per definition en skærpelse af betingelserne for tildeling af opholdstilladelse til tyrkiske arbejdstagere, eftersom de betyder, at tyrkiske arbejdstagere – der ikke kan opfylde de nye betingelser for tildeling af tidsubegrænset opholdsret – fortsat skal opfylde de betingelser, der knytter sig til den meddelte tidsbegrænsede opholdstilladelse, herunder blandt andet betingelsen om, at opholdstilladelsen løbende skal forlænges for fortsat at være gyldig. Betingelsen om, at opholdstilladelsen løbende skal forlænges, indebærer således i sig selv en forringelse af betingelserne for tildeling af opholdsholdtilla-delse henset til de hermed forbundne supplerende og gentagne admini-strative og finansielle omkostninger, jf. præmis 55 i Soysal og Savatli-dommen. Det egentlige spørgsmål, som Udlændingenævnets argumentation i den foreliggende sag rejser, svarer i realiteten til det spørgsmål, som / 13 lændingenævnet rejste i den sag, som var genstand for Genc-dommen. I Genc-sagen stillede Udlændingenævnet spørgsmål ved, om standstillklausulen kan finde anvendelse på betingelser for familiesammenføring og på denne måde hjemle ret til opholdstilladelse i Danmark for tyrki-ske statsborgere, der ikke nødvendigvis har til hensigt at være økono-misk aktive i Danmark. Spørgsmålet i den foreliggende sag er på sam-me måde, om associeringsaftalens rent økonomiske formål indvirker på fortolkningen af standstill-klausulen på den måde, at betingelserne for tidsubegrænset opholdsret skal anses for undtaget fra standstill-klau-sulens materielle anvendelsesområde som følge af, at en tidsubegrænset opholdstilladelse også vil give en tyrkisk arbejdstager opholdstilladelse i Danmark på et tidspunkt, hvor den pågældende ikke længere er øko-nomisk aktiv som arbejdstager i Danmark? EU-Domstolen har med sin dom i Genc-sagen og de efterfølgende dom-me, der ligesom Genc-dommen vedrører betingelserne for familiesammenføring mellem tyrkiske arbejdstagere, der er bosiddende i en medlemsstat, og deres udenlandske familiemedlemmer, klart og tydeligt af-vist, at standstill-klausulens materielle anvendelsesområde skulle være begrænset på den måde, som Udlændingenævnet påstår i den forelig-gende sag. Af denne retspraksis fremgår således klart, at standstill-klausulen ikke kun finder anvendelse på nye betingelser for opholdstilladelse, der på-virker situationen for tyrkiske arbejdstagere ved direkte at forhindre dem i at udøve beskæftigelse i en medlemsstat (dvs. nye betingelser for opholdstilladelse, der gælder for udstedelse af opholdstilladelse til en tyrkiske arbejdstager). Standstill-klausulen finder derimod generel anvendelse på nye betingelser for opholdstilladelse, der påvirker situatio-nen for tyrkiske arbejdstagere ved – på en negativ måde - at påvirke de-res beslutning om at etablere sig i en medlemsstat for varigt at udøve lønnet beskæftigelse dér, herunder blandt andet nye betingelser for opholdstilladelse, der gælder for udstedelse af opholdstilladelse til en tyrkiske arbejdstagers familiemedlemmer, jf. præmis 35-36 i EU-Dom-stolens dom af

1. juli 2014 i sag C-138/13, Dogan (herefter ”Dogan-dommen”), præmis 38-48 i Genc-dommen, præmis 25-32 i Tekdemir-dommen, præmis 61 og 68-69 i Yön-dommen, præmis 26-30 i A-dom-men og præmis 42-43 i A, B, og P-dommen. Bestemmelser om familiesammenføring og bestemmelser om tidsubegrænset opholdsret har det til fælles, at de hjemler ret til ophold i Dan-mark for personer, der ikke nødvendigvis er økonomisk aktive som arbejdstagere eller selvstændigt erhvervsdrivende i Danmark. Af den citerede praksis fra EU-Domstolen fremgår imidlertid klart, at denne konstatering ikke er til hinder for, at standstill-klausulen finder anven-delse på sådanne bestemmelser. Afgørende for, om bestemmelser af denne karakter er omfattet af standstill-klausulens materielle anvendel-sesområde, er nemlig i stedet, om de på en negativ måde kan påvirke en tyrkisk arbejdstagers beslutning om at etablere sig i en medlemsstat for varigt at udøve lønnet beskæftigelse dér. / 14 Selv om nye betingelser for tidsubegrænset opholdsret ikke direkte kan forhindre en tyrkiske arbejdstager i at udøve beskæftigelse i den medlemsstat, hvor arbejdstageren er lovligt bosiddende og integreret på arbejdsmarkedet, så begrænser sådanne betingelser utvivlsomt arbejdstagerens udøvelse af arbejdskraftens frie bevægelighed på medlemssta-tens område, idet de netop på en negativ måde kan påvirke arbejdsta-gerens beslutning om at etablere sig i medlemsstaten for varigt at udø-ve lønnet beskæftigelse dér. Det er således indlysende, at en tyrkisk arbejdstager vil være mindre tilbøjelig til at træffe beslutning om at etablere sig i en medlemsstat (sammen med sin familie) for varigt at udøve beskæftigelse dér, hvis han/hun ikke har udsigt til at kunne blive boende i den pågældende medlemsstat (sammen med sin familie) efter endt arbejdsliv. Det er netop denne indlysende konstatering, som forklarer, hvorfor traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed helt fra EUsamarbejdets begyndelse har fastslået, at arbejdskraftens frie bevæ-gelighed omfatter en ret til at blive boende på en medlemsstats område efter at have haft ansættelse dér. Uden retten til at blive boende i en medlemsstat efter endt arbejdsliv ville reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed miste deres effekti-ve virkning. Derfor er retten til arbejdskraftens frie bevægelighed uløse-ligt forbundet med retten til at opnå tidsubegrænset ophold i en med-lemsstat efter en vis periode. Derfor udgør en forringelse af betingelser-ne for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse i en medlemsstat en begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed, som er uforenelig med standstillklausulen i afgørelse nr. 1/
2. En skærpelse af betingelserne for tildeling af tidsubegrænset opholdsret er ikke egnet til at varetage de påberåbte formål om at sikre en vellykket integration af tredjelandsstatsborgere og en effektiv styring af migrationsstrømme Det følger af EU-Domstolens faste praksis, at standstill-klausulen ikke finder anvendelse på nye restriktioner for tyrkiske statsborgeres udø-velse af arbejdskraftens frie bevægelighed, såfremt der er tale om foranstaltninger, som er begrundet i et tvingende alment hensyn, og som samtidig respekterer proportionalitetsprincippet, dvs. at foranstaltnin-gerne skal være egnede til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lov-lige formål og ikke må gå videre, end hvad der er nødvendigt for at nå formålet, jf. præmis 31 i A-dommen, præmis 44 i A, B og P-dommen og præmis 23 i B-dommen. Udlændingenævnet har som begrundelse for de skærpede betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, der er anvendt i den anfægtede afgørelse, påberåbt sig hensynet til at sikre en vellykket integration af tredjelandsstatsborgere og hensynet til at sikre en effektiv styring af migrationsstrømme, der begge er anerkendt af EU-Domstolen som tvingende almene hensyn, jf. præmis 56 i Genc-dommen og præ-mis 39 i Tekdemir-dommen. / 15 Sagsøger gør gældende, at skærpede betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse ikke er hverken egnede til eller nødvendige for at varetage de påberåbte tvingende almene hensyn af følgende grunde: Det er naturligt og sædvanligt at stille krav om en høj grad af faktisk integration i en medlemsstat som betingelse for opnåelse af tidsubegræn-set opholdstilladelse, herunder krav om et tilstrækkeligt langt ophold og/eller krav om tilstrækkelig lang tids beskæftigelse i medlemsstaten. I bemærkningerne til lovforslag nr. L 87 af
3. december 2015 om ændring af udlændingeloven, jf. afsnit 3.1.2, er denne integrationstanke udtrykt således, at muligheden for at få meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse betragtes som et privilegium, hvorfor det er berettiget at stille høje krav til udlændinges evne og vilje til at integrere sig i det danske samfund som betingelse for tildeling af tidsubegrænset op-holdsret. Samme integrationstanke ligger bag TEUF artikel 45, stk. 3, litra d), der netop ikke giver vandrende arbejdstagere en fri og ubetinget ret til tidsubegrænset ophold i værtsmedlemsstaten, men i stedet præciserer, at der skal fastsættes nærmere vilkår for udøvelsen af denne ret. De retsakter, som EU-Kommissionen har vedtaget til gennemførelse af be-stemmelsen om arbejdskraftens frie bevægelighed, fastsætter – alt efter omstændighederne krav om faktisk integration i form af mindst to, tre eller fem års ophold og/eller beskæftigelse i en medlemsstat som betin-gelse for tildeling af tidsubegrænset opholdsret til arbejdstagere, jf. arti-kel 2 i forordning nr. 1251/70, og artikel 16 og 17 i direktiv 2004/
4. Generaladvokat 1 har i punkt 47 i sit forslag til afgørelse af
5. oktober 2014 i sag C-378/12, Onuekwere, udtrykt det således, at indførelsen af en tidsubegrænset opholdsret skyldes tanken om, at en effektiv integra-tion på en eller anden måde skal belønnes. Generaladvokaten konstate-rer samtidig, at et tilstrækkeligt langt ophold i værtsmedlemsstaten ifø-lge EUlovgiver bevidner, at unionsborgeren har opnået en sådan effek-tiv integration, jf. punkt 46 i forslaget til afgørelse. Retten til tidsubegrænset ophold er imidlertid ikke kun et privilegium, der tjener som belønning for opnåelsen af en høj grad af faktisk integra-tion i en medlemsstat. Indførelsen af en ret til tidsubegrænset ophold er også et middel til at sikre en vellykket integration. Dette er blandt andet udtrykt i betragtning

dagældende § 11, stk. 3-5, om betingelser for opnå-else af tidsubegrænset opholdstilladelse blev indført efter tidspunktet for afgørelse nr. 1/80’s ikrafttræden i Danmark den

1. december
2. Bestemmelsen i § 11, stk. 3-5, herunder det for denne sag relevante opholdskrav på i udgangspunktet 6 år, beskæftigelseskravet og betingel-serne i § 11, stk. 5, skærper betingelserne for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i forhold til de betingelser, der fandt anvendelse, da afgørelse nr. 1/80 trådte i kraft, hvor der som udgangspunkt alene var krav om 5 års bopæl i Danmark, og/eller efter senere lempeligere betin-gelser. … Sagsøgeren gør gældende, at stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 omfatter nye nationale bestemmelser, der fastsætter betingelser for opnåelse af opholdstilladelse i en medlemsstat. Dette er parterne ik-ke uenige om. Sagsøgeren gør i forlængelse heraf gældende, at også ovennævnte betingelser for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse udgør en ny begrænsning, der er omfattet af artikel
3. Udlændingenævnet er ikke enig heri og gør således i første række gældende, at ovennævnte skærpede betingelser for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse ikke udgør en ny begrænsning omfattet af artikel
4. Det skyldes dels, at betingelserne for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse ikke angår vilkårene for adgang til beskæftigelse for tyrkiske arbejdstagere og dermed ikke påvirker situationen for disse (af-snit 3.1.2, nedenfor), dels at tyrkiske arbejdstageres ret til ophold i medlemsstaten på grund af afgørelse nr. 1/80 blot er et accessorium til udøvelsen af en lovlig beskæftigelse (3.1.3, nedenfor). / 20 I den forbindelse gør Udlændingenævnet gældende, at tyrkiske arbejdstageres rettigheder efter afgørelse nr. 1/80 ikke kan sammenlignes med unionsborgeres ret til fri bevægelighed, som sagsøgeren har gjort gældende (afsnit 3.1.4, nedenfor). Reglerne om opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse kan heller ikke, som sagsøgeren ligeledes har gjort gældende, sammenlignes med familiesammenføringsbetingelser (afsnit 3.1.5, nedenfor). 3.1.2 Betingelserne for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse påvirker ikke situationen for tyrkiske arbejdstagere EU-Domstolen har i en fast praksis defineret restriktionsbegrebet i arti-kel 13 i afgørelse nr. 1/80, jf. f.eks. dom af
5. juli 2019 i sag C-89/18, A, ECLI: EU:C:2019:580, præmis 23, hvor begrebet defineres således: ” [...] det fremgår af Domstolens faste praksis, at standstillklausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 generelt forbyder indførelse af enhver ny national foranstaltning, som har til formål eller følge, at en tyrkisk statsborgers udøvelse af arbejdskraftens frie bevægelighed på det na-tionale område underkastes betingelser, som er mere restriktive end dem, der fandt anvendelse på den pågældende, da nævnte afgørelse trådte i kraft i forhold til den pågældende medlemsstat (dom af 29.3.2017, Tekdemir, C-652/15, EU:C:2017:239, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).” (understreget her) EU-Domstolen fastslår desuden i samme doms præmis 27, at det alene beror på situationen for den tyrkiske arbejdstager, der er bosiddende i den pågældende medlemsstat ”[…] om en national foranstaltning ikke skal anvendes med henvisning til stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80, såfremt det viser sig, at foranstaltningen kan påvirke arbejdstagerens fri- hed til at udøve lønnet beskæftigelse i denne medlemsstat […]” (understreget her). Det er på baggrund af EU-Domstolens praksis Udlændingenævnets opfattelse, at artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 ikke efter sin ordlyd omfatter nationale regler om opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Det forhold, at en opholdstilladelse meddeles tidsbegrænset og ikke tidsubegrænset, påvirker ikke arbejdstagerens frihed til at udøve lønnet beskæftigelse. Arbejdstageren har med en tidsbegrænset opholdstilladelse også ret til ophold og – når den pågældende som i denne sag er fritaget for arbejdstilladelse, jf.

§ 14, stk.

1, nr. 4 – samme fri-hed til at udøve lønnet beskæftigelse på medlemsstatens område. Endvidere følger det af EU-Domstolens praksis, at den opholdsret, som tyrkiske arbejdstagere (og deres eventuelle familiemedlemmer) udleder på grundlag af artikel 13 og med henblik på at kunne udøve deres arbejdstagerrettigheder, ikke udstrækkes længere end til den periode, hvor den tyrkiske arbejdstager er økonomisk aktiv, jf. afsnit 3.1.3, ne-denfor. / 21 I dom af 20. september 1990 i sag C-192/89, Sevince, ECLI:EU:-C:1990: 322, udtalte EU-Domstolen følgende i præmis 29: ” Det forholder sig ikke desto mindre således, at disse to aspekter [red. ret til beskæftigelse og opholdsret] af den tyrkiske arbejdstagers personlige situation er nært forbundet, og at de omtvistede bestemmel-ser ved at give den tyrkiske arbejdstager, der i en vis periode har haft lovlig beskæftigelse i en medlemsstat, ret til fri adgang til enhver form for lønnet arbejde efter eget valg uundgåeligt indebærer, at arbejdsta-geren i det mindste på dette tidspunkt har opholdsret, da den ret, be-stemmelserne tillægger den tyrkiske arbejdstager, ellers ville være helt illusorisk.” The Court of Appeal’s Civil Division har i sagen, The Queen (on the application of Buer) v. Secretary of State for the Home Department, case no. C4/2013/2144, i overensstemmelse hermed fastslået, at artikel 13 – ud fra en formålsfortolkning – ikke relaterer sig til permanent bosættel-se i værtsmedlemsstaten, hvorfor bestemmelsen ikke er til hinder for, at medlemsstaten indfører nye begrænsninger vedrørende retten til at bo-sætte sig permanent i værtsmedlemsstaten.1 Artikel 13 omfatter således – for en tyrkisk arbejdstager i en situation som sagsøgerens – betingelserne for arbejdstilladelse i hele den periode, vedkommende er i beskæftigelse i Danmark, og betingelserne for arbejdstagerens accessoriske opholdsret i samme periode. Betingelserne for at opnå ret til tidsubegrænset ophold – dvs. for at opnå ret til ophold i medlemsstaten ud over den periode, hvori den tyrkiske arbejdstager er økonomisk aktiv – kan derimod ikke påvirke den tyrkiske arbejdsta-gers frihed til at udøve lønnet beskæftigelse i Danmark. De bestemmelser i

§ 11, stk.

3-5, som denne sag an-går, kan derfor ikke sammenlignes med de nationale bestemmelser, som EUDomstolen tidligere har forholdt sig til i f.eks. dom af

1. sep-tember 2009 i sag C-242/06, Sahin, ECLI:EU:C:2009:554, dom af
2. fe-bruar 2009 i sag C- 228/06, Soysal og Savatli, ECLI:EU:C:2009:101, og dom af
3. december 2010 i de forenede sager C-300/09 og C-301/09, Top-rak og Oguz, ECLI:EU:C:2010:756, og som sagsøgeren har påberåbt sig … Navnlig er de principper, der kan udledes af Toprak-dommen, som sagsøgeren henviser til … ikke relevante for bedømmelsen af, om de dagældende bestemmelser i

§ 11, stk.

3-5, udgør en ”ny begrænsning” . Toprak-dommen angik en tyrkisk arbejdstager, som fik frakendt sin tidsbegrænsede opholdstilladelse og dermed helt mistede grundlaget for sin fortsatte adgang til beskæftigelse i Nederlandene. EUDomstolen lagde udtrykkelig vægt på det forhold, at de nederland-ske regler, der var omhandlet i Toprak-dommen, måtte anses for at på-virke tyrkiske arbejdstageres situation. Domstolen udtaler således i 1 The Court of Appeal udtalte følgende i afgørelsens præmis 46: ”Article 13, on its proper interpretation, does not relate to settlement in the host Member State and does not therefore prohibit the introduction of new restrictions on the right of settlement. The appelant’s case under Article 13 fails on this issue too.” / 22 præmis 44 følgende om anvendelsesområdet for artikel 13 i afgørelse nr. 1/80: … Af denne præmis kan udledes, at det kun er i det omfang, ændringer i betingelserne for tildeling af visse typer opholdstilladelser påvirker situationen for tyrkiske arbejdstagere (dvs. deres adgang til at udøve beskæftigelse), at ændringerne kan anses for en ny begrænsning for så vidt angår vilkårene for adgang til beskæftigelse omfattet af anvendelsesområdet for stand still-klausulen i artikel 13. I modsætning til parterne i Toprak-dommen har sagsøgeren i denne sag ikke fået frakendt eller mistet sit opholdsgrundlag. Sagsøgeren har fort-sat opholdstilladelse i Danmark efter

§ 9, stk.

1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1, og har derfor uhindret adgang til at udøve sine rettighe-der som arbejdstager i Danmark. Udlændingenævnets afslag på at meddele sagsøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse har således ikke påvirket sagsøgerens (beskæftigelsesmæssige) situation på den måde, som de nederlandske regler påvir-kede Toprak og Oguz i Toprak-dommen. Sagsøgeren har fortsat opholdstilladelse i Danmark og adgang til beskæftigelse på det danske arbejdsmarked. Sagsøgeren har i den sammenhæng gjort gældende, at betingelserne for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse udgør nye og skærpede betingelser for tildeling af en opholdstilladelse og påvirker situationen for tyrkiske arbejdstagere som sagsøgeren, fordi han fortsat skal opfyl-de de betingelser, der knytter sig til den meddelte tidsbegrænsede opholdstilladelse. Det drejer sig dels om, at der løbende skal søges om at få opholdstilladelsen forlænget, dels at der er administrative og finansielle omkostninger forbundet med ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse …. Selvom det er korrekt, at sagsøgeren – uden en tidsubegrænset opholdstilladelse – fortsat skal søge om forlængelse af opholdstilladelsen, hvil-ket næste gang er i år 2026, ændrer det ikke ved, at det ikke påvirker sagsøgerens muligheder for at opholde sig, arbejde og udøve sit famili-eliv i Danmark. Sagsøgerens nuværende opholds- og arbejdstilladelse er alene betinget af, at sagsøgeren har et gyldigt pas. Der er ikke knyttet andre betingel-ser til opholdstilladelsen, og sagsøgeren kan derfor også blive boende i Danmark efter endt arbejdsliv, dvs. uafhængigt af om han er i arbejde eller ej. Hertil bemærkes i øvrigt, at sagsøgeren på nuværende tidspunkt opfyl-der opholdskravet i § 11, stk. 3, nr. 1, og således vil kunne søge om tidsubegrænset opholdstilladelse igen, når han mener, at også de øvrige betingelser er opfyldt. / 23 I forhold til sagsøgerens bemærkninger om administrative og finansiel-le omkostninger gør Udlændingenævnet opmærksom på, at tyrkiske arbejdstagere som sagsøgeren ikke er omfattet af reglerne om gebyrbetaling. Sagsøgeren skal således ikke betale gebyr el.lign., når han søger om forlængelse af opholdstilladelse (eller tidsubegrænset opholdstilla-delse), og betingelserne for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladel-se udgør heller ikke på den baggrund en begrænsning i artikel 13’s for-stand. Udlændingenævnet bemærker endelig, at tyrkiske arbejdstagere på baggrund af associeringsaftalekomplekset har mulighed for at opnå selvstændig opholdstilladelse efter artikel 6 i afgørelse nr. 1/80 (der meddeles efter

§ 9c).

Tyrkiske arbejdstagere kan således også på det grundlag have særlige rettigheder til at fortsætte de-res lovlige ophold i Danmark, selvom grundlaget for deres oprindelige opholds- og arbejdstilladelse ikke længere er til stede. 3.1.3 Økonomisk aktive tyrkiske arbejdstageres ret til ophold udgør kun et accessorium til udøvelsen af en lovlig beskæftigelse i medlemsstaten EU-Domstolen har derudover i flere domme udtalt, at en tyrkisk statsborgers ret til ophold i en medlemsstat alene er et accessorium til udøvelsen af lovlig beskæftigelse i medlemsstaten, og at denne ret ikke kan udstrækkes til ophold i medlemsstaten efterfølgende, jf. bl.a. EUDomstolens dom af

1. juni 1995 i sag C-434/93, Bozkurt, ECLI:EU:C:1995:168, præmis 39 og 40: … Det samme må være tilfældet for artikel
2. Artikel 13 skaber således ikke rettigheder og tillægger ikke i sig selv tyrkiske statsborgere ret til at udøve lønnet beskæftigelse, jf. bl.a. EU-Domstolens dom af
3. sep-tember 2013 i sag C-221-11, Demirkan, ECLI:EU:C:213:583, præmis
4. Stand stillklausulen fungerer som en procedurelignende bestemmelse, der til enhver tid foreskriver, hvilke bestemmelser i en medlemsstats lovgivning der skal anvendes for en tyrkisk statsborger, der ønsker at benytte arbejdskraftens frie bevægelighed i medlemsstaten, jf. Genera-ladvokatens forslag til afgørelse i sag C-561/14 af
5. januar 2016, Genc, ECLI:EU:C:216:28, præmis 19 og den heri nævnte retspraksis. Der er heller ingen domme fra EU-Domstolen, der indikerer, at økono-misk aktive tyrkiske arbejdstagere skal have ret til at bosætte sig per-manent i medlemsstaten efterfølgende og dermed have tidsubegrænset opholdstilladelse. 3.1.4 Unionsborgeres ret til fri bevægelighed og ophold adskiller sig fra tyrkiske arbejdstageres Sagsøgeren har til støtte for sit synspunkt bl.a. gjort gældende, at betingelser for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er omfattet af stand still-klausulen i artikel 13, fordi arbejdskraftens frie bevægelighed i den primære EU-ret omfatter en ret til på nærmere bestemte vilkår at / 24 blive boende i en medlemsstat efter at have arbejdet dér, og fordi principperne i den primære EU-ret om fri bevægelighed ifølge EU-Domstolen i videst mulig omfang skal overføres til associeringsberetti-gede tyrkiske statsborgere ... Sagsøgeren henviser herved til, at artikel 45, stk. 3, i TEUF og tidligere 48, stk. 3, i EØF, bestemmer, at arbejdskraftens frie bevægelighed blandt andet indebærer en ret til at blive boende på en medlemsstats område på de af Kommissionen ved forordninger fastsatte vilkår efter at have haft ansættelse dér. Udlændingenævnet er ikke enig i den udlægning af, hvad der kan udledes af den procedurelignende bestemmelse i artikel 13, eller i sammenligningen med de EU-regler, der giver unionsborgere ret til at op-holde sig i en anden medlemsstat, også selvom de ikke (længere) udø-ver økonomisk aktivitet. Unionsborgeres ret til ophold inden for det daværende Europæiske Økonomiske Fællesskab og nu den Europæiske Union har siden 1960’-erne fulgt af traktatfæstede regler, som nærmere er udmøntet i sekun-dær ret. Det gælder bl.a. forordning nr. 1251 af
6. juni 1970 om arbejdstageres ret til at blive boende på en medlemsstats område efter at have haft beskæftigelse dér, der blev vedtaget med henvisning til EØF artikel 48, stk. 3, litra d, og i øvrigt med henvisning til Rådets direktiv af
7. okto-ber 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Fællesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemed-lemmer (68/360/EØF) samt Rådets forordning af
8. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (1612/68/-EØF). Disse regler var imidlertid begrænset til den særlige situation, hvor personer, der ikke længere havde erhvervsmæssig beskæftigelse i værtsmedlemsstaten, bl.a. som følge af uarbejdsdygtighed, og som så-ledes ikke ellers ville have haft ret til fortsat (tidsbegrænset) ophold som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende. Inden for unionen er unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstatens område nu nærmere reguleret i opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF) og kan i ganske sær-lige tilfælde følge af en unionsborgers ret til at opholde sig på unionens område. Ifølge artikel 16, stk. 1, som er en ny regel, der blev indført med opholdsdirektivet, har unionsborgere, der lovligt har haft ophold fem år i træk i værtsmedlemsstaten, ret til tidsubegrænset ophold på dets om-råde. Af præambelbetragtning nr. 17 (fremgår følgende om baggrunden herfor: … For så vidt angår præambelbetragtning nr. 19 og undtagelsen fra artikel 16 i direktivets artikel 17 om ret til tidsubegrænset ophold, som sagsø-geren henviser til … , angår det kun personer, der ikke længere har er- / 25 hvervsmæssig beskæftigelse i medlemsstaten, bl.a. som følge af uarbejdsdygtighed. Disse helt særlige regler kan allerede af den grund ikke overføres til denne sag. Unionsborgeres særlige ret til tidsubegrænset ophold i en anden medlemsstat er således dels fastlagt i sekundær ret ved opholdsdirektivet, dels knyttet til unionsborgerskabet. Denne ret er et middel til at fremme social samhørighed inden for EU og ikke alene et middel til at fremme arbejdskraftens frie bevægelighed, som sagsøgeren synes at gøre gældende. Selve unionsborgerskabsbegrebet, der er særegent for EU-retten, er en følge af den ene omstændighed, at en person har statsborgerskab i en medlemsstat, og er ifølge Domstolens faste praksis den grundlæggende status, der tilkommer medlemsstaternes statsborgere, jf. bl.a. EU-Domstolens dom af
9. marts 2011 i Ruiz Zambrano, C-34/09, ECLI:EU:C: 2011:124, præmis
10. Formålet med associeringen mellem EU og Tyrkiet er udelukkende af økonomisk karakter, idet – som det fremgår af artikel 2, stk. 1, i aftale om associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet af
11. september 1963 (associeringsaftalen) – aftalen skal frem-me en stadig afbalanceret styrkelse af de økonomiske og handelsmæs-sige forbindelser mellem parterne. Desuden hedder det i associeringsaftalens artikel 12, at de kontrahe-rende parter enes om, på grundlag af artikel 48, 49 og 50 (vedrørende arbejdskraftens fri bevægelighed) i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, gradvist indbyrdes at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed. Artikel 36 i tillægsprotokollen til aftalen (undertegnet den
12. november 1970) fastsætter fristen for den gradvise gennemførelse af arbejdskraf-tens frie bevægelighed mellem medlemsstaterne og Tyrkiet og bestem-mer, at ”associeringsrådet træffer beslutning om de nødvendige retningslinjer med henblik herpå ”. Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 har i overensstemmelse med dens tredje betragtning til formål at forbedre den ordning på det sociale om-råde, som anvendes på tyrkiske arbejdstagere og deres familiemed-lemmer. Sigtet med fastsættelsen af bestemmelserne i afgørelse nr. 1/80 var således at nå endnu en etape af gennemførelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed. Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 indeholder imidlertid ikke særlige regler, der indrømmer tyrkiske arbejdstagere ret til tidsubegrænset (permanent) ophold på medlemsstatens område, svarende til artikel 16, stk. 1, i opholdsdirektivet, eller i øvrigt – selvom Udlændingenævnet, som nævnt ovenfor, ikke finder det relevant for denne sag – regler, der indrømmer tyrkiske arbejdstagere ret til fortsat at opholde sig på en medlemsstats område efter at have haft beskæftigelse dér svarende til direktivets artikel
13. / 26 Som anført ovenfor udgør tyrkiske statsborgeres ret til ophold i en medlemsstat i medfør af afgørelse nr. 1/80 derimod alene et accessorium til udøvelsen af en lovlig beskæftigelse i medlemsstaten, og denne kan ikke udstrækkes til også at omfatte regler om opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, dvs. en opholdstilladelse, som rækker langt videre end de arbejdstagerrettigheder, som er omfattet og beskyttet af afgørel-se nr. 1/
14. Økonomisk aktive tyrkiske statsborgere er således på dette punkt i en anden retlig situation end statsborgere fra en EU-medlemsstat. Se i samme retning f.eks. EU-Domstolens dom af
15. december 2011 i sag C-371/08, Ziebell, ECLI:EU:C:2011:809, bl.a. præmis 68-69, hvor EU-Dom-stolen fastslog, at opholdsdirektivets beskyttelse af EU-borgere mod udvisning til et andet EU-land ikke kan udstrækkes til tyrkiske arbejds-tagere. Hvis tyrkiske arbejdstagere skulle have sådanne rettigheder, skulle dis-se ifølge Udlændingenævnet – ligesom de rettigheder, der er vedtaget med opholdsdirektivet – være vedtaget af Associeringsrådet (f.eks. i af-gørelse nr. 1/80), og ikke som sagsøgeren anfører følge af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i den pågældende medlemsstat, således som de så ud, da stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 blev vedtaget. At Associeringsrådet ikke har vedtaget sådanne rettigheder, og at der heller ikke gælder sådanne rettigheder for økonomisk aktive tyrkiske statsborger, hænger ifølge nævnet netop sammen med, at Associeringsaftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet – til forskel fra EU-retten, såle-des som denne er gennemført ved opholdsdirektivet og følger af unionsborgerskabet – udelukkende forfølger et økonomisk formål, som bl.a. skal virkeliggøres ved hjælp af en gradvis gennemførelse af arbejdskraftens frie bevægelighed. 3.1.5 Adgangen til familiesammenføring for en tyrkisk arbejdstager i medlemsstaten adskiller sig fra opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i medlemsstaten Sagsøgeren har til støtte for sit synspunkt endvidere henvist til, at skærpede betingelser for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse på en negativ måde påvirker en tyrkisk arbejdstagers beslutning om at etablere sig i en medlemsstat for varigt at udøve lønnet beskæftigelse dér og derfor – ligesom familiesammenføringsbetingelser – er omfattet af artikel 13 …. Udlændingenævnet er heller ikke enig heri. Sagsøgeren henviser til støtte for ovenstående synspunkt til EU-Domstolens dom af
16. juli 2014 i sag C-138/13, Dogan, ECLI:EU:-C:2014: 2066, præmis 35-36, dom af
17. april 2016 i sag C-561/14, Genc, ECLI:EU:C:2016:247, præmis 40-42, og EU-Domstolens dom af
18. juli 2019 i sag C-89/18, A, ECLI:EU:C:2019:580, præmis 29-30, der alle angår / 27 adgangen til familiesammenføring i en medlemsstat. Dommene om-handler således ikke, som denne sag, regler om opnåelse af ret til tidsu-begrænset opholdstilladelse, dvs. ophold også efter ophør af den løn-nede beskæftigelse, og kan efter Udlændingenævnets opfattelse heller ikke sammenlignes hermed. I den seneste af de tre domme, A-dommen, udtalte EU-Domstolen såle-des følgende i præmis 29 om baggrunden for, at nationale regler, der skærper betingelserne for familiesammenføring, udgør en ny begræns-ning som omhandlet i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80: ”Det forholder sig således, idet en tyrkisk statsborgers beslutning om at rejse til en medlemsstat for varigt at udøve lønnet beskæftigelse dér kan påvirkes negativt, hvis denne medlemsstats lovgivning vanskeliggør eller umuliggør familiesammenføring, således at den nævnte statsborger i givet fald kan se sig nødsaget til at vælge mellem sin be-skæftigelse i den berørte medlemsstat og sit familieliv i Tyrkiet (jf. i denne retning dom af 7.8.2018, Yön, C-123/17, EU:C:2018:632, præmis 61 og 62).” (understreget her) Udlændingenævnets afslag på at meddele sagsøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse indebærer ikke – ligesom familiesammenføringsbetingelser, jf. citat ovenfor – at sagsøgeren er nødsaget til at vælge mel-lem sin beskæftigelse i Danmark og et familieliv i Tyrkiet. Sagsøgeren har uafhængigt af afslaget udøvet sit familieliv i Danmark, og afslaget har, som anført ovenfor, ikke påvirket sagsøgerens adgang til fortsat ophold og beskæftigelse i Danmark. Sagsøgeren kan således uhindret fortsætte sit ophold og sin beskæftigelse i Danmark. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den begrænsning i adgan-gen til familiesammenføring, der følger af kravet i

(nu) § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, om, at ægtefællen i Danmark skal have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år, er en ny restriktion, der strider mod artikel 13 i afgørelse nr. 1/80, angår denne sag som nævnt ikke et afslag på familiesammenføring, men derimod afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse. Som anført i landsrettens kendelse af

1. februar 2021 er det derfor ikke et spørgsmål, der skal tages stilling til i denne sag. 3.2 Under alle omstændigheder er betingelserne for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse begrundet i et tvingende alment hensyn og proportionale og derfor forenelige med artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 3.2.1 Oversigt over anbringender Selv hvis landsretten måtte komme frem til, at nye og skærpede betingelser for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingeloven kan udgøre en ny begrænsning som omhandlet i afgørelse nr. 1/80’s artikel 13, gør Udlændingenævnet i anden række gældende, at disse betingelser er forenelige med artikel 13, således som denne arti-kels rækkevidde må fortolkes i lyset af senest B-dommen af
2. septem-ber 2021, sag C-379/20, B mod Udlændingenævnet, ECLI:EU:C:2021:
3. / 28 Det følger af EU-Domstolens faste praksis, at en sådan begrænsning er forenelig med EU-retten, hvis den er begrundet i et tvingende alment hensyn, er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige for-mål og ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå formålet, jf. bl.a. også dommen af
4. april 2016, sag C-561/14, Genc, ECLI:EU:C: 2016:247, præmis 51-52, og senest ovennævnte B-dom, præmis
5. Udlændingenævnet gør gældende, at de nye og skærpede betingelser for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er begrundet i et tvin-gende alment hensyn (afsnit 3.2.2, nedenfor), er egnede til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål (afsnit 3.2.3, nedenfor), og ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå formålet (afsnit 3.2.4, nedenfor). Betingelserne er derfor ikke i strid med artikel 13 i af-gørelse nr. 1/
6. 3.2.2 Betingelserne for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse er begrundet i et tvingende alment hensyn Betingelserne i

dagældende § 11, stk. 3, nr. 1 og 8, stk. 4 samt stk. 5, er begrundet i tvingende almene hensyn, nemlig dels hensynet til en vellykket integration af tredjelandsstatsborgere i Danmark, dels hensynet til en effektiv styring af migrationsstrømme. Den indbragte afgørelse er afgjort med henvisning til

dagældende § 11, stk. 3-5, som ændret ved lov nr. 572 af

1. juni 2012 og på ny ved lov nr. 102 af
2. februar
3. I de almindelige bemærkninger til lov nr. 572 af
4. juni 2012 (nr. L 180 som fremsat den
5. april 2012, punkt 1 og 2) hedder det, at hovedformålet med reglerne for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er at motivere til og sikre bedre integration i Danmark. Om det skærpede opholdskrav fremgår det af punkt 3.2.2 i bemærkningerne, at det er gennem ophold her i landet, at udlændingen kan styrke sin integration og sine muligheder for et vellykket liv her i landet. Om beskæftigelseskravet hedder det i punkt 3.5.2, at regeringen med forslaget ønsker at understrege, at beskæftigelse er en afgørende forudsætning for og vej til en vellykket integration i det danske samfund. Opholds- og beskæftigelseskravet i den dagældende udlændingelovs § 11, stk. 3, nr. 3, er affattet ved lov nr. 102 af
6. februar
7. I lovforsla-gets bemærkninger hedder det bl.a. (nr. L 87 som fremsat den
8. de-cember 2015, punkt 3.1.2), at muligheden for at få meddelt tidsube-grænset opholdstilladelse er et privilegium, hvorfor der skal stilles høje krav til udlændinges evne og vilje til at integrere sig i det danske sam-fund. De enkelte betingelser vil dog – som hidtil – ikke skulle stilles, hvis Danmarks internationale forpligtelser er til hinder herfor. Om de 4 supplerende betingelser for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse hedder det i punkt 3.6 i de almindelige bemærkninger tilsvarende, at betingelserne vedrører integrationsrelevante kriterier. / 29 EU-Domstolen har bl.a. i ovennævnte Genc-dom, præmis 55-56, fastslået, at hensynet til at sikre en vellykket integration kan udgøre et tvingende alment hensyn, og et sådant hensyn kan således begrunde nye begrænsninger omfattet af stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/
9. Dette har Domstolen senest bekræftet i ovennævnte B-dom, præmis
10. Herudover indgår hensynet til at sikre en effektiv styring af migrationsstrømme som et vigtigt og integreret element i hensynet til at sikre en vellykket integration. En effektiv styring af migrationsstrømmene er en forudsætning for at sikre integrationen af de personer, som har fået el-ler kan få opholdstilladelse i en medlemsstat, idet antallet af udlændin-ge har betydning for muligheden for at sikre integrationen. Dette hen-syn har EUDomstolen også anerkendt som et tvingende alment hen-syn, jf. f.eks. dom af
11. marts 2017 i sag C- 652/15, Tekdemir, ECLI:EU:C:2017:239, præmis
12. 3.2.3 Betingelserne for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse er egnede til at varetage hensynet til en vellykket integration Betingelserne er endvidere egnet til at varetage hensynet til en vellykket integration. Betingelsernes formål er, at en ansøger, der ønsker tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, som udgangspunkt skal vise, at vedkom-mende er velintegreret og virker som aktiv borger i det danske sam-fund, herunder ved gennem en årrække at have haft lovlig bopæl i Dan-mark og beskæftigelse. Betingelserne skal herved ses i lyset af, at Tænketank om udfordringer for integrationsindsatsen, som blev nedsat af integrationsministeren, i 2001 udarbejdede rapporten ”Udlændinges integration i det danske sam-fund ”, hvor syv mål for udlændinges vellykkede integration i det dan-ske samfund blev opstillet. Den overordnede konklusion i rapporten er, at Danmark på daværende tidspunkt var ganske langt fra målet om en vellykket integration på syv punkter, som bl.a. også omfatter beskæftigelse og selvforsørgelse. Rapporten konkluderede, at integrationen af indvandrere fra tredjelande generelt var ”negativ ”, fordi indvandrere fra tredjelande havde særligt store problemer med dels at finde fodfæste i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, dels at tilegne sig tilstrækkelige danskkundskaber (rapportens side 12-13). Det fremgår nærmere af rapporten, at målene for en vellykket integra-tion bl.a. er, at udlændinge skal have så gode danskkundskaber, at de kan fungere på arbejdsmarkedet og i samfundslivet, idet det ifølge rapporten er adgangsbilletten til en vellykket integration, at de skal være i beskæftigelse i samme omfang som danskere, at de skal forsørge sig selv uden indkomstoverførelser fra staten og kommunerne, og at de skal engagere sig i samfundets politiske liv for at kunne opnå indflydel-se på rammerne om deres eget liv og på samfundsudviklingen generelt. / 30 For så vidt angår beskæftigelse, som ifølge Tænketanken er den vigtig-ste forudsætning for en vellykket integration, fremgår det af rapporten, at det næppe kan overvurderes, hvor meget en fast tilknytning til arbejdsmarkedet betyder for udlændinges integration i Danmark. Imidlertid fremgår det af rapporten, at mens fire ud af fem danskere deltager i arbejdsstyrken, er det kun godt hver anden udlænding fra tredjelande (53 %). Der er således en meget stor gruppe udlændinge, der står helt uden for arbejdsmarkedet. Men også blandt dem, der er på arbejdsmarkedet, er der både markant flere arbejdsløse udlændinge fra tredjelande end danskere og flere i støttet beskæftigelse som jobtræ-ning, puljejob og revalidering. Endvidere fremgår det af Tænketankens rapport, at chancen for at kom-me i arbejde stiger, jo mere uddannelse udlændingene har medbragt el-ler taget i Danmark, og jo længere tid de har været i landet. Rapporten støtter således, at betingelserne for opnåelse af tidsubegræn-set opholdstilladelse er egnede til at varetage hensynet til integrationen. Sagsøgeren har gjort gældende … , at det er selve arbejdstagerens ret til tidsubegrænset opholdstilladelse i en medlemsstat – og ikke de skær-pede betingelser for at opnå denne ret – som er egnet til (og nødvendig for) at sikre integrationen. Sagsøgeren har herved anført, at en arbejds-tager vil være motiveret for at blive integreret, hvis vedkommende har mulighed for at etablere sig i medlemsstaten på et varigt grundlag, og at de skærpede betingelser for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilla-delse aldrig kan anses for egnede til at fremme integrationen, men tværtimod vanskeliggør den. Sagsøgeren henviser herved yderligere til præmis 39 i A-dommen … Udlændingenævnet er ikke enigt i dette ræsonnement. For det første har sagsøgeren fortsat – ligesom alle andre tyrkiske arbejdstagere, der har lovligt ophold i Danmark – mulighed for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, forudsat at han opfylder betingelser-ne herfor, herunder opholdskravet (som vel at mærke på nuværende tidspunkt vil være opfyldt) og beskæftigelseskravet. Det er netop disse krav, som skal være med til at sikre, at en ansøger har både evne og vil-je til at blive integreret i Danmark og på den baggrund kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse. At kravene faktisk er egnede til at varetage et hensyn til integration, og-så for så vidt angår de udlændinge, der allerede har opholdstilladelse i Danmark, støttes for det andet af, at det som nævnt af Tænketankens rapport fremgår, at opgaven med at integrere udlændinge bedre i samfundet også gælder de udlændinge, der allerede bor i Danmark, jf. ovenfor. For det tredje angår den præmis 39 i A-dommen, som sagsøgeren henvi-ser til, den nu ophævede bestemmelse i

§ 9, stk.

7, / 31 hvor det blev vurderet, om ægtefællernes samlede tilknytning til Dan-mark var større end ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land. Den understøtter ikke et anbringende om, at betingelserne for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse ikke skulle være egnede til at sikre integrationen. EU-Domstolen fandt i præmis 39, at en tyrkisk statsborgers tilknytning til sit oprindelsesland ikke kan begrænse muligheden for sidstnævntes integration, idet forholdet til dette land og forholdet til værtsmedlemsstaten ikke er af en sådan art, at det ene forhold udelukker det andet. Betingelserne for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse har ikke nogen af de karakteristika, som ifølge EU-Domstolen var udslagsgiven-de for, at tilknytningskravet ikke var egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte integrationsformål. Betingelserne for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse har ka-rakter af positive fremadrettede kriterier, som kan forbedre muligheden for integration. Desuden er betingelserne ikke diffuse og upræcise og indeholder ikke et krav om, at en ansøger ikke må have en stærkere tilknytning til sit hjemland end til Danmark. 3.2.4 Betingelserne går ikke videre end nødvendigt for at varetage hensynet til en vellykket integration Betingelserne går desuden ikke videre end nødvendigt for at varetage det nævnte hensyn til en vellykket integration. Medlemsstaterne har på dette område generelt et vidt skøn ved fastlæggelsen af, hvilke nationale foranstaltninger der er nødvendige med henblik på i deres retsorden at sikre en vellykket integration. Det følger af Domstolens praksis, at den omstændighed, at en medlem-sstat fastsætter mindre strenge bestemmelser end en anden stats be-stemmelser, ikke betyder, at de sidstnævnte bestemmelser går videre end nødvendigt, og at kravet om nødvendighed ikke indebærer, at en medlemsstat positivt skal påvise, at ingen anden tænkelig foranstalt-ning kan gøre det muligt at nå det nævnte formål på de samme vilkår, jf. f.eks. Domstolens dom af 10. februar 2009 i sag C-110/05, Kommis-sionen mod Italien, ECLI:EU:C:2009:66, præmis 65-66, dom af 29. juli 2019 i sag C-209/18, Kommissionen mod Østrig, ECLI:EU:C:2019:632, præmis 82, og dom af 14. juni 2012 i sag C-542/09, Kommissionen mod Nederlandene, ECLI:EU:C:2012:346, præmis 85, og Generaladvokat 2's forslag til afgørelse i den sidstnævnte sag, Kommissionen mod Nederlandene, fremsat den 16. februar 2012, punkt 69. Endvidere følger det af fast praksis, at en mulighed for på grundlag af en konkret vurdering at gøre undtagelse fra en regel, bidrager til at sik-re, at reglen ikke går videre end nødvendigt. Udlændingenævnet henviser herved som eksempel til Domstolens dom af 2. september 2021, sag C-379/20, B mod Udlændingenævnet, / 32 ECLI:EU:C:2021:660, der også er omtalt ovenfor, og som bl.a. angår nødvendigheden af 15-årskravet i

§ 9, stk.

1, nr. 2, som betingelse for at få opholdstilladelse. Domstolen fandt i sagen, at 15-årskravet kan begrundes i det formål, der består i at sikre en vellykket integration, når bestemmelsen ikke går videre, end hvad der er nødvendigt i forhold til at nå det forfulgte for-mål om at sikre en vellykket integration, jf. præmis 31-

1. På baggrund af oplysningerne i sagen fandt Domstolen, at 15-årskravet ikke gik vi-dere end nødvendigt, hvilket det dog i sidste ende tilkommer de natio-nale domstole at efterprøve, jf. præmis
2. Domstolen lagde vægt på, at dansk ret fastsætter undtagelser fra 15-årskravet, som gør det muligt, at der fortsat kan gives opholdstilladelse til et mindreårigt barn over 15 år, hvis ganske særlige grunde, der er knyttet til familiens enhed eller bar-nets tarv, begrunder dette. Domstolen fremhævede herved, at de kom-petente nationale myndigheder herefter er forpligtet til at foretage en individuel vurdering af barnets situation og i hvert enkelt tilfælde tage hensyn til disse forhold, og at det ikke synes at fremgå, at der foreligger en administrativ praksis med systematiske afslag på sådanne ansøgnin-ger om familiesammenføring. Udlændingenævnet kan desuden henvise til Domstolens dom af
3. au-gust 2018 i sag C-123/17, Yön, ECLI:EU:C:2018:632, der angik nødvendigheden af et sprogkrav til tredjelandsstatsborgere som betingelse for at opnå et visum til at indrejse og opholde sig i Tyskland, og hvor de pågældende regler indeholdt en undtagelsesmulighed i form af en ”billighedsklausul” , hvorfor betingelsen ikke var absolut, jf. præmis 80 og
4. Betingelserne for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er tilsvarende ikke absolutte, dels fordi der i visse tilfælde kan lempes på bl.a. opholdskravet, dels fordi der i visse tilfælde helt bortses fra en eller flere af betingelserne, hvilket medvirker til at sikre, at betingelserne ikke går videre end nødvendigt. For det første vil en ansøger kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter kun at have boet lovligt i Danmark i 4 år i stedet for den-gang 6 år (nu 8 år), hvis ansøgeren opfylder de grundlæggende betin-gelser i § 11, stk. 3, nr. 2-9, og samtlige supplerende betingelser i da-gældende udlændingelovs § 11, stk. 4, jf.

dagælden-de § 11, stk. 5. Ansøger må dermed, som anført i forarbejderne, jf. oven-for, antages at have vist en særlig evne og vilje til vellykket integration her i landet. For det andet følger det af

dagældende § 11, stk. 16 (nu stk. 17), at der – selvom beskæftigelseskravet og de supplerende betingelser ikke er opfyldt – kan meddeles tidsubegrænset opholdstilla-delse til en udlænding over 18 år, hvis betingelserne ikke kan kræves opfyldt, fordi Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, tilsiger det. / 33 Som anført i den indbragte afgørelse fandt nævnet, at der ikke i den konkrete sag – på baggrund af de konkrete omstændigheder i dette til-fælde – forelå sådanne omstændigheder til at fravige betingelserne. I hvilket omfang der kan lempes eller helt bortses fra en eller flere betingelser afhænger således af de konkrete omstændigheder i det enkelte tilfælde, og myndighederne skal i alle sager foretage denne afvejning og vurdering af, om der foreligger sådanne grunde, som taler imod, at be-tingelserne stilles. Endelig skal der ved vurderingen af, om betingelserne for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er proportionale i denne sag, tages hensyn til, at sagen netop ikke angår adgangen til familiesammenføring, men derimod den særlige ret til tidsubegrænset ophold i Danmark.” Udlændingenævnet har under hovedforhandlingen på landsrettens fore-spørgsel supplerende anført, at en tyrkisk arbejdstager, som i modsætning til Sagsøger ikke har opholdsgrundlag som familiesammenført, jf. dagældende § 9, stk. 1, nr. 1, men alene har opholdsgrundlag som arbejdstager, jf. dagæl-dende udlændingelov § 9 a, efter Udlændingenævnets opfattelse heller ikke vil være påvirket af skærpelsen af betingelserne for at opnå tidsubegrænset ophold på en måde, som medfører, at skærpelsen er omfattet af stand still-bestemmelsen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/

1. Retsgrundlaget Udlændingeloven Da afgørelse nr. 1/80, jf. nærmere nedenfor, trådte i kraft den
2. december 1980, fulgte det af den i medfør af dagældende udlændingelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 344 af
3. juni 1973, udstedte bekendtgørelse nr. 196 af
4. maj 1980 om udlændinges adgang til og ophold i Danmark blandt andet: ”§
5. Til følgende udlændinge udstedes opholdstilladelse under hen-syn til deres tilknytning til Danmark: …
6. En udlænding, der samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en her fastboende dansk eller udenlandsk statsborger. … §
7. Opholdstilladelse meddeles for højst et år. Efter to års ophold kan en tidsbegrænset opholdstilladelse dog meddeles for et længere tids-rum. Bestemmelserne i § 20 finder tilsvarende anvendelse. Stk.
8. En opholdstilladelse til en udlænding omfattet af § 25, stk. 1, nr. 1-3, § 27 og § 31, nr. 1, forlænges, medmindre tilladelsen kunne inddra-ges i medfør af §
9. / 34 §
10. Udenfor de i §§ 25 og 27-30 nævnte tilfælde kan opholdstilladelse i almindelighed kun meddeles:
11. hvis udlændingens indrejse eller forbliven er tilladt af justitsministe-ren i medfør af lovens § 6, stk. 3, eller
12. hvis udlændingen kan få arbejdstilladelse. §
13. Til udlændinge, der med henblik på varigt ophold lovligt har boet i Danmark i mere end fem år, meddeles tidsubegrænset opholdstilla-delse. … §
14. En opholdstilladelse kan inddrages
15. når udlændingen på grund af sine personlige forhold kunne udvises, eller
16. når det i ansøgningen eller tilladelsen angivne grundlag for en tidsbegrænset opholdstilladelse ikke længere er til stede. Stk.
17. En tidsbegrænset opholdstilladelse kan endvidere inddrages, såfremt udlændingen undlader at overholde de betingelser, der er knyttet til en opholds- eller arbejdstilladelse. Det er dog herved en forudsæt-ning, at udlændingen skriftligt har fået indskærpet betingelserne, og at det udtrykkeligt er tilkendegivet, at tilsidesættelsen vil medføre ind-dragelse. Stk.
18. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 2 og stk. 2 finder ikke anvendelse for så vidt angår udlændinge, som med opholdstilladelse i medfør af § 25, stk. 1, nr. 1-3, § 27 eller § 31, nr. 1, har boet her i landet i mere end to år.” Følgende bestemmes i § 11, stk. 3-6 og 16, i den på afgørelsestidspunktet gæl-dende udlændingelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 412 af
19. maj 2016: ”Stk.
20. Medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19, kan der efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstil-ladelse til en udlænding over 18 år, hvis: 1) Udlændingen har lovligt boet her i landet, jf. dog stk. 7, i mindst 6 år, jf. dog stk. 5 og 6,og i hele denne periode haft opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p. Hvis opholdstilladelsen er meddelt ef-ter § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1,
21. pkt., på baggrund af ægte-skab eller fast samlivsforhold, anses betingelsen i
22. pkt. kun for op-fyldt, hvis opholdstilladelsen er meddelt på grundlag af samme ægteskab eller samlivsforhold. 2) Udlændingen er ikke idømt ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulig-hed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed. 3) Udlændingen er ikke idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 210, 216 og 222-224, § 225, jf. § 216, eller §§ 244-
23. / 35 4) Udlændingen har ikke forfalden gæld til det offentlige, medmindre der er givet henstand med hensyn til tilbagebetalingen af gælden og gælden ikke overstiger 100.000 kr. 5) Udlændingen har ikke i de sidste 3 år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil udlændin-gen vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, modta-get offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrations-loven bortset fra hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke er direkte relateret til forsørgelse, eller ydelser, der må sidestilles med løn eller pension eller træder i stedet herfor. 6) Udlændingen har underskrevet en erklæring om integration og ak-tivt medborgerskab i det danske samfund, jf. integrationslovens § 19, stk. 1,
24. pkt., eller på anden vis tilkendegivet at acceptere ind-holdet heraf. 7) Udlændingen har bestået Prøve i Dansk 2, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. 8) Udlændingen har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udø-vet selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. stk. 8, i mindst 2 år og 6 måneder inden for de sidste 3 år forud for meddelelsen af tidsube-grænset opholdstilladelse. 9) Udlændingen må antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse vil kunne med-deles. Stk.
25. Meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er endvidere betinget af, at udlændingen opfylder to af følgende betingelser: 1) Udlændingen har bestået en medborgerskabsprøve, jf. integrationslovens § 41 b, eller udvist aktivt medborgerskab her i landet gen-nem mindst 1 års deltagelse i bestyrelser, organisationer m.v. 2) Udlændingen har haft ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. stk. 8, i mindst 4 år inden for de sidste 4 år og 6 måneder forud for meddelelsen af tidsubegræn-set opholdstilladelse. 3) Udlændingen har haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitligt 270.000 kr. de sidste 2 år forud for det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse vil kunne meddeles. Det angivne beløb er fastsat i 2016-niveau og reguleres fra og med 2017 en gang årligt den
26. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. 4) Udlændingen har bestået Prøve i Dansk 3, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. / 36 Stk.
27. Medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19, kan der efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstil-ladelse til en udlænding over 18 år, der har boet lovligt her i landet i mindst 4 år og i hele denne periode haft opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p, hvis udlændingen opfylder betingelserne i stk. 3, nr. 2-9, og betingelserne i stk.
28. Stk. 3, nr. 1,
29. pkt., finder tilsvarende an-vendelse. Stk.
30. Meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, som har nået folkepensionsalderen eller har fået tildelt førtidspension, er betinget af, at udlændingen opfylder betingelserne i stk. 3, nr. 1-7, og en af betingelserne i stk. 4, nr. 1 og
31. Opfylder udlændingen betingel-serne i stk. 3, nr. 2-7, og betingelserne i stk. 4, nr. 1 og 4, kan udlændin-gen meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, når udlændingen har boet lovligt her i landet i mindst 4 år. … Stk.
32. Uanset at betingelserne i stk. 3, nr. 4-9, eller stk. 4, nr. 1-4, ikke er opfyldt, kan der meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding over 18 år, hvis betingelserne ikke kan kræves opfyldt, fordi Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, tilsiger det.” Af forarbejderne til bestemmelserne, jf. lovforslag nr. L 188 af
33. marts 2010 om ændring af udlændingeloven, gennemført ved lov nr. 572 af
34. maj 2010, frem-går blandt andet: ”Almindelige bemærkninger …
35. Ændring af reglerne om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse … En vellykket integration skal være en forudsætning for at kunne blive i Danmark permanent. Tidsubegrænset opholdstilladelse skal derfor kun gives til de udlændinge, der integrerer sig og gør en indsats for at blive en del af Danmark og de danske værdier. Udlændinge, der ikke viser vilje til at integrere sig, skal ikke kunne få tidsubegrænset opholdstilladelse. Det skal ligge fast, at det har konsekvenser, hvis en udlænding ikke ønsker at arbejde for egen integration. Der er derfor foretaget et serviceeftersyn af reglerne om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Der skal være en klar sammenhæng mellem

regler om tidsubegrænset opholdstilladelse og udlændinges integration. … / 37 Udlændinge, der som følge af handicap m.v. ikke er i stand til at opfyl-de betingelserne for at tidsubegrænset opholdstilladelse, vil i overensstemmelse med FN's Handicapkonvention ikke blive mødt med disse krav. Der vil kun blive undtaget for de betingelser, som udlændingen grun-det sit handicap m.v. ikke kan opfylde. Der skal tages udgangspunkt i den enkelte og dennes evner og ressourcer. Der skal ikke undtages fra alle krav, fordi man f.eks. ikke er i stand til at opfylde kravet om be-skæftigelse. Det skal stå den enkelte udlænding klart, at der er brug for alle, der ønsker at bidrage til og være en del af samfundet. Det danske samfund bygger på, at alle uanset baggrund - efter evne bidrager til fællesskabet. Derfor er en udlænding, der tager ansvar og viser vilje til integration, en gevinst for samfundet. Endvidere vil udlændinge, der modtager folkepension, og udlændinge, der indgiver ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse inden at være fyldt 19 år, og som har været i uddannelse eller ordinær fuldtids-beskæftigelse siden afslutningen af folkeskolen, blive undtaget fra kra-vet til beskæftigelse og kravet om opfyldelse af de supplerende integrationsrelevante kriterier om mere fast beskæftigelse, særligt gode danskkundskaber eller gennemførelse af uddannelse efter folkeskolen i Danmark. … 4.

1. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser Det er regeringens vurdering, at de foreslåede ændringer af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse er i overensstemmelse med Dan-marks internationale forpligtelser, herunder FN's konvention om ret-tigheder for personer med handicap (FN's Handicapkonvention), som Danmark i henhold til kgl. Resolution af
2. juli 2009 har ratificeret, og som trådte i kraft for Danmark den
3. august
4. Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 12, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, at betingelserne vedrørende gæld til det offentlige, modtagel-se af sociale ydelser, underskrivelse af integrationserklæringen, beståel-se af Prøve i Dansk 2, og beskæftigelse, jf. forslaget til § 11, stk. 4, nr. 4-8, jf. § 11, stk. 3, og betingelserne om medborgerskab, jf. stk. 5, og de supplerende integrationsrelevante kriterier, jf. stk. 6, ikke finder anven-delse, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN's Han-dicapkonvention, tilsiger det. Det følger af artikel 1 i FN's Handicapkonvention, at personer med handicap ifølge konventionen omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Årsagen til den nedsatte funktionsevne vil ofte være en lægeligt diagnosticeret lidelse, der angiver en langvarig nedsættelse af kropslige el-ler kognitive funktioner, som f.eks. syn, hørelse, lammelser, hjerneska- / 38 de m.v. Endvidere kan en person, der lider af posttraumatisk stress, konkret blive anset for at være en person med handicap, hvis den post-traumatiske stress efter en konkret og individuel vurdering har karak-ter af en langvarig funktionsnedsættelse. Af artikel 5, stk. 1 og 2, i FN's Handicapkonvention følger det, at deltagerstaterne anerkender, at alle er lige for loven, og at alle uden nogen form for diskrimination har ret til lige beskyttelse og til at drage samme nytte af loven, samt at deltagerstaterne skal forbyde enhver diskrimina-tion på grund af handicap. Udlændinge, der som følge af handicap, ikke er i stand til at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, vil i overensstemmelse med konventionen ikke blive mødt med disse krav. Det vil kun være de betingelser, som udlændingen grundet sit handicap ikke kan opfylde, som der vil blive undtaget fra. Andre krav, som ikke relaterer sig til udlændingens handicap, vil skulle opfyldes, ligesom det gælder for andre udlændinge.” Af lovforslaget til den ændring af

§ 11, som skete ved lov nr.

572 af

1. juni 2012, jf. lovforslag nr. L 180 af
2. april 2012, fremgår vedrørende bestemmelserne om tidsubegrænset opholdstilladelse endvidere blandt andet: ”Almindelige bemærkninger … Lovforslagets indhold Lovforslaget indeholder for det første forslag om ændring af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse. Hovedformålet med reglerne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse skal være at motivere til og sikre bedre integration i Danmark. Med lovforslaget foreslås pointsystemet for tidsubegrænset opholdstilladelse afskaffet. Det betyder, at betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse ikke længere skal vægtes efter et pointsy-stem, men at de fremover skal indgå på lige fod og med samme vægt i afgørelsen om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Der foreslås endvidere en række ændringer af de gældende betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Opholdskravet foreslås således ændret fra et krav om 4 års ophold til et krav om 5 års ophold. Endvidere foreslås beskæftigelseskravet ændret. Det foreslås således, at kravet om beskæftigelse ændres fra et krav om beskæftigelse i 2½ år ud af 3 år til et krav om beskæftigelse i 3 år ud af 5 år for at opnå tidsube-grænset opholdstilladelse. / 39 Uddannelse foreslås sidestillet med beskæftigelse, således at en udlænding, der er i uddannelse, kan medregne uddannelsen på lige fod med beskæftigelse. Udlændinge, der opholder sig i udlandet af væsentlige beskæftigelses- eller uddannelsesmæssige grunde, gives bedre mulig-hed for at medregnes sådanne ophold ved ansøgning om tidsubegræn-set opholdstilladelse. … 3.2.2 Justitsministeriets forslag til ændring Det foreslås, at kravet om 4 års ophold og opholdstilladelse ændres til et krav om, at det som udgangspunkt er en betingelse for, at der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, at udlændingen har boet lovligt her i landet i mindst 5 år og i hele denne periode har haft op-holdstilladelse. Med et krav om 5 års ophold sikres det, at en udlænding har en reel mulighed for i løbet af en sådan periode at opfylde de foreslåede betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse. Det giver den enkelte udlænding et klart incitament til at arbejde for egen integration. Endvidere fastholdes det, at udlændinge har en tilskyndelse til hurtigt at integrere sig i det danske samfund. Opholdskravet kan som udgangspunkt alene opfyldes ved lovligt op-hold her i landet. Det er gennem ophold her i landet, at udlændingen kan styrke sin integration og sine muligheder for et vellykket liv her i landet. … 3.5.2 Justitsministeriets forslag til ændring Kravet om fast tilknytning til arbejdsmarkedet skal bevares som betin-gelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Det foreslås dog, at beskæftigelseskravet ændres til et krav om ordinær beskæftigelse her i landet i mindst 3 år inden for de sidste 5 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse. Med forslaget ønsker regeringen at understrege, at beskæftigelse er en afgørende forudsætning for og vej til en vellykket integration i det dan-ske samfund. Den foreslåede ændring betyder, at beskæftigelseskravet skærpes fra 2½ års fuldtidsbeskæftigelse til 3 års fuldtidsbeskæftigelse. Samtidig ændres perioden, inden for hvilken udlændingen skal opfylde beskæftigelseskravet, fra 3 år til 5 år. Det styrker den enkelte udlæn-dings muligheder for mere fleksibelt at tilrettelægge sit integrationsfor-løb. Selvstændig erhvervsvirksomhed kan på lige fod med ordinær beskæftigelse opfylde beskæftigelseskravet. Dette svarer til, hvad der gælder i dag.” / 40 Endelig fremgår det af lovforslaget til den ved lov nr. 102 af
3. februar 2016 ske-te ændring af udlændingeloven, jf. lovforslag nr. L 87 af
4. december 2015, blandt andet: ”Almindelige bemærkninger
5. Indledning 1.
6. Lovforslagets hovedindhold Med lovforslaget foreslås følgende ændringer af udlændingeloven: … - Adgangen til at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse skærpes. … 1.
7. Lovforslagets baggrund og formål Der kommer mange flygtninge til Europa. Det presser alle lande, også Danmark. Og presset stiger dag for dag. Vi påtager os et fælles ansvar, men efter regeringens opfattelse skal vi ikke tage så mange flygtninge, at det truer sammenhængskraften i vores eget land. For antallet af ny-tilkomne flygtninge har betydning for, om integrationen efterfølgende kan lykkes. Det er nødvendigt at sikre den rigtige balance, så vi kan be-vare et godt og trygt samfund. … 1.
8. Hovedlinjerne i lovforslaget Med lovforslaget fremsættes forslag til en række konkrete stramninger af vilkårene på asyl- og udlændingeområdet. … Desuden forslås det, at adgangen til at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse skærpes på følgende måde: Den tidsmæssige betingelse skærpes til som udgangspunkt 6 års lovligt ophold for alle udlændinge, der endvidere skal opfylde en række skærpede, grundlæggende betingel-ser. Det drejer sig om vandelskravet og om krav til danskkundskaber og beskæftigelse. Herudover skal alle udlændinge opfylde yderligere 2 ud af 4 supplerende integrationsrelevante betingelser for at opnå tidsu-begrænset opholdstilladelse. Hvis de grundlæggende betingelser og al-le 4 supplerende integrationsrelevante betingelser er opfyldt, kan ud-lændingen opnå tidsubegrænset opholdstilladelse allerede efter 4 år. … 3.1.2 Ministeriets overvejelser Muligheden for at få meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Dan-mark er et privilegium. Der skal derfor stilles høje krav til udlændinges evne og vilje til at integrere sig i det danske samfund. … 3.2.2 Forslag til ændring Det foreslås, at kravet om 5 års lovligt ophold med opholdstilladelse ændres, så det fremover er en betingelse for meddelelse af tidsube-grænset opholdstilladelse, at udlændingen på tidspunktet for indgivel- / 41 sen af ansøgningen har boet lovligt her i landet i mindst 6 år og i hele denne periode haft opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p. Derudover skal der gælde en undtagelse fra den tidsmæssige hovedre-gel om 6 års lovligt ophold, således at udlændinge, der har udvist en særlig evne og vilje til at integrere sig i det danske samfund, kan opnå tidsubegrænset opholdstilladelse efter mindst 4 års lovligt ophold her i landet. En udlænding må anses for at have udvist en særlig evne og vil-je til at integrere sig i det danske samfund, hvis udlændingen, udover at opfylde de grundlæggende betingelser, opfylder samtlige 4 suppleren-de integrationsrelevante betingelser, jf. afsnit 3.
9. Dette giver den enkelte udlænding et klart incitament til at arbejde for egen integration, ligesom det sikres, at udlændinge har en tilskyndelse til hurtigt at integrere sig i det danske samfund. 3.5.2 Forslag til ændring Kravet om fast tilknytning til arbejdsmarkedet skal bevares som betin-gelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Det foreslås dog, at beskæftigelseskravet skærpes til et krav om ordinær fuldtidsbeskæftigelse her i landet i mindst 2 år og 6 måneder inden for de sidste 3 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladel-se. Samtidig skal kravet fremover alene kunne opfyldes ved beskæftigelse på fuld tid, jf. herved afsnit 3.5.2.
10. Ansættelsesforhold, hvor udlændingen her i landet har haft ordinær beskæftigelse med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mellem 15 og 30 timer (deltidsbeskæftigelse) vil således ikke længere indgå i beregningen af beskæftigelseskravet. Det samme gælder i forhold til uddannelse. Hvis udlændingen har nået folkepensionsalderen eller har fået tildelt førtidspension, er udlændingen som i dag undtaget fra at opfylde kra-vet om beskæftigelse. Det samme gælder i forhold til en udlænding, der indgiver ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, inden han el-ler hun fylder 19 år, og udlændingen har været i uddannelse eller ordi-nær fuldtidsbeskæftigelse siden afslutningen af folkeskolen. Der er ikke med ændringen af beskæftigelseskravet tilsigtet nogen ændring af den-ne retstilstand. … 3.
11. Supplerende integrationsrelevante betingelser Det er helt afgørende, at udlændinge, som kommer her til landet, og som ønsker at blive i Danmark, gør en indsats for at integrere sig. Det foreslås derfor, at en udlænding - udover at skulle opfylde de grundlæggende betingelser - skal opfylde yderligere 2 ud af 4 supple-rende integrationsrelevante betingelser for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. nærmere afsnit 3.6.1.-3.6.
12. / 42 … Hvis udlændingen opfylder de grundlæggende betingelser og samtlige 4 supplerende betingelser og derved må antages at have vist en særlig evne til vellykket integration her i landet, kan udlændingen meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse allerede efter 4 års lovligt ophold i Danmark, jf. herved afsnit 3.2.
13. De supplerende betingelser vedrører integrationsrelevante kriterier i form af medborgerskab, højere grad af tilknytning til arbejdsmarkedet, en årlig skattepligtig indkomst af en vis størrelse og særligt gode danskkundskaber. Betingelserne rangerer lige, og det er således op til den enkelte udlæn-ding, hvilke 2 af de 4 betingelser udlændingen dokumenterer at opfyl-de.” Af § 9 a i den dagældende udlændingelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 412 af
14. maj 2016, fremgår yderligere blandt andet: ”§ 9 a. Der kan gives opholdstilladelse til en udlænding på grundlag af beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. stk.
15. Stk.
16. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, 1) der på baggrund af et af udlændinge-, integrations- og boligministeren fastsat pointsystem mindst har opnået et bestemt antal point (greencardordningen), jf. stk. 9, og ikke inden for de seneste 5 år har opholdt sig i Danmark i medfør af dette nummer, 2) der har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse inden for et fagområde, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft (positivlisten), 3) der har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse inden for et fagområde, hvor ansættelsen indebærer en årlig aflønning på et af udlændinge-, integrations- og boligministeren fastsat mindstebeløb (beløbsordningen), 4) der har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse som forsker på et universitet eller i en virksomhed i Danmark, 5) der har afsluttet en uddannelse på kandidat- eller masterniveau og er inviteret til at forske hos en privat eller offentlig forskningsinsti-tution uden at være ansat eller indskrevet på forskningsinstitutio-nen (gæsteforsker), 6) der har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse til et uddannelsesforløb i en virksomhed i Danmark, med henblik på at udlændingen efter uddannelsesforløbets afslutning udnytter de kompetencer, som uddannelsesforløbet har givet, i udlandet (trainee), / 43 7) der har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse på baggrund af udlændingens særlige individuelle kvalifikationer, 8) der er ansat på en boreplatform, et boreskib eller en anden sammenlignelig flytbar arbejdsplads, som kortvarigt kommer ind på dansk område, 9) der har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse inden for landbrugsområdet som fodermester eller driftsleder, 10) der har afsluttet en dansk kandidat- eller ph.d.-uddannelse senest 6 måneder før ansøgningens indgivelse (etableringskort), 11) hvis forretningsplan med henblik på at drive selvstændig erhvervsvirksomhed er positivt vurderet af et ekspertpanel nedsat af Erhvervs- og Vækstministeriet, og som er omfattet af en kvote, jf. stk. 15, 12) hvis opholdstilladelse efter §§ 7-9, 9 b-9 e, 9 m, 9 n eller 9 p nægtes forlænget efter § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, eller inddrages efter § 19, stk. 1, når udlændingen er i et fast ansættelsesforhold af længere varighed eller gennem en længere periode har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed og beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæs-sige hensyn taler derfor (arbejdsmarkedstilknytning), eller 13) der har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse i en virksomhed, som er certificeret efter stk. 18, og hvor a) ansættelsen indebærer en årlig aflønning på et mindstebeløb, jf. nr. 3, b) ansættelsen indebærer, at udlændingen skal arbejde som forsker, jf. nr. 4, c) ansættelsen indebærer et uddannelsesophold på højt kvalificeret niveau eller … d) udlændingens ophold i Danmark, der højst kan udgøre et op-hold pr. år, ikke overstiger 3 måneder regnet fra udlændingens in-drejse her i landet. Stk.
17. En ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter stk. 2, skal indgives før tilladelsens udløb, for at udlæn-dingen kan anses for at have lovligt ophold, jf. stk. 4,
18. pkt. Stk. 4,
19. pkt., finder tilsvarende anvendelse. … Stk.
20. En udlænding, der har opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2-9, 11 og 13, og som har indgået aftale eller fået tilbud om et nyt ansættelses-forhold, kan efter indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i med- / 44 før af det nye ansættelsesforhold opholde sig her i landet og arbejde i tiden, indtil der er taget stilling til, om udlændingen kan meddeles opholdstilladelse. Ansøgning om ny opholdstilladelse skal indgives senest på det tidspunkt, hvor udlændingen påbegynder nyt arbejde. Stk.
21. En udlænding, der har opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2 eller 3 eller nr. 13, litra a-c, og som bliver uforskyldt ledig, kan gives opholdstilladelse i op til 6 måneder fra ansættelsens ophør med henblik på at søge nyt arbejde. Udlændingen skal, senest umiddelbart efter at ud-lændingens ansættelsesforhold er ophørt, indgive ansøgning herom. Stk. 3 og 10 finder tilsvarende anvendelse. Stk.
22. En opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1, kan forlænges, hvis udlændingen 2 år efter udstedelsen af opholdstilladelsen har oppebåret en lønindtægt, der minimum svarer til den gennemsnitlige startløn for nyuddannede bachelorer på det offentlige og private arbejdsmarked, i det seneste år før ansøgningen om forlængelse indgives. Ved efterføl-gende forlængelser skal udlændingen tilsvarende have oppebåret en lønindtægt, der minimum svarer til den gennemsnitlige startløn for nyuddannede bachelorer på det offentlige og private arbejdsmarked, i det seneste år før ansøgningen om forlængelse indgives. Stk.
23. En opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2, kan forlænges, uanset at fagområdet på tidspunktet for afgørelse om forlængelse ikke er omfat-tet af positivlisten, hvis udlændingen er i samme ansættelsesforhold, som lå til grund for meddelelse af opholdstilladelsen. Stk.
24. En opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 3, kan forlænges, uanset at den årlige aflønning ikke opfylder mindstebeløbet på tidspunktet for afgørelse om forlængelse, hvis udlændingen er i samme ansættelsesfor-hold og den årlige aflønning fortsat opfylder den beløbsgrænse, som lå til grund for meddelelse af opholdstilladelsen. … Stk.
25. En opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 11, kan forlænges, hvis erhvervsvirksomheden er etableret og i al væsentlighed lever op til den forretningsplan, efter hvilken opholdstilladelsen oprindelig blev givet. Vurderingen efter
26. pkt. foretages af ekspertpanelet nedsat af Er-hvervsog Vækstministeriet.” Associeringsaftalen og afgørelse nr. 1/80 samt retspraksis herom Af aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet af
27. september 1963 fremgår blandt andet: … ”PRÆAMBEL SOM ER BESLUTTET på at oprette stadig snævrere bånd mellem det tyrkiske folk og de folkeslag, der er forenet i Det europæiske økonomi-ske Fællesskab; / 45 SOM HAR TIL FORSÆT at sikre en stadig forbedring af levevilkårene i Tyrkiet og i Det europæiske økonomiske Fællesskab gennem hurtigere økonomiske fremskridt og en harmonisk udvikling af samhandelen, samt at mindske forskellen mellem Tyrkiets økonomi og økonomien inden for Fællesskabets medlemsstater; … SOM ERKENDER, at den støtte som Det europæis