Obsah (8)

§ 59§ 50§ 57§ 27§ 9§ 7§ 31§ 32

UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 19. april 2023 Sag 60/2022 Anklagemyndigheden mod Tiltalte 2 (advokat Finn Roger Nielsen, beskikket) I ti

§ 59, stk.

2, jf. stk. 3, ved at have udført arbejde som rengøringsassistent, uden ret til ophold eller arbejde i Danmark, samt

§ 59, stk.

1, nr. 2, ved at have opholdt sig i Danmark uden tilladelse. Den 5. september 2014 begærede advokat Finn Roger Nielsen på vegne af Tiltalte 2 spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten, jf.

§ 50, med henvisning til bl.a.

Tiltalte 2's helbredsproblemer, at Tiltalte 2 siden udvisnings-dommen havde indgået ægteskab, samt at Retten på Frederiksberg ved udvisningsdommen ved en fejl ikke inddrog oplysninger om børnene Barn 2 og Barn 3, som Tiltalte 2 anså sig som far til. Udlændingestyrelsen afgav den 17. november 2015 udtalelse i sagen efter

§ 57, stk.

1, hvoraf fremgår bl.a.: ”Opholdsgrundlag og længde Tiltalte 2 har på nuværende tidspunkt ingen opholdstilladelse i Danmark og har så-ledes ikke lovligt ophold i udvisningsbestemmelsernes forstand, jf. herved bestemmel-sen i

§ 27. Tiltalte 2 fik den 23.

april 2002 opholdstilladelse efter

§ 9, stk.

1, nr. 2 under henvisning til sin herboende Ægtefælle

1. Den
2. juni 2009 inddrog Udlændingestyrelsen opholdstilladelsen under henvisning til, at betingelserne for opholdstilladelsen ikke længere var opfyldt. Tiltalte 2 påklagede afgørelsen om inddragelse. Klagen blev behandlet af det daværende Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, som den
3. februar 2010 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse og fastsatte en udrejsefrist til den
4. marts
5. Den
6. marts 2010 søgte Tiltalte 2 om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende Ægtefælle
7. Den
8. juli 2010 afviste Udlændingestyrelsen an-søgningen efter dagældende udlændingelovs § 9, stk. 18, da ansøgningen var indgivet under en fastsat udrejsefrist. Den
9. juli 2010 påklagede Tiltalte 2 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvis-ning. Klagen blev behandlet af det daværende Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere / - 3 og Integration, som den
10. september 2010 hjemviste afgørelsen til Udlændingestyrel-sen til fornyet behandling. Den
11. oktober 2010 fik Tiltalte 2 processuelt ophold. Den
12. september 2011 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afslag på ansøgningen af
13. marts 2010 og fastsatte en udrejsefrist til den
14. oktober
15. Den
16. oktober 2011 anmodede Tiltalte 2 om genoptagelse af sin ansøgning af
17. marts
18. Den
19. november 2011 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afslag på genoptagelse. Den
20. marts 2014 søgte Tiltalte 2 humanitær opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 9 b. Den
21. april 2014 traf Justitsministeriet afgørelse om afslag på humanitær opholdstilladelse. Den
22. juni 2014 meddelte Justitsministeriet endvidere afslag på genoptagelse af ansøgning om humanitær opholdstilladelse. Den
23. april 2014 blev Tiltalte 2 af Retten på Frederiksberg udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Den
24. april 2014 søgte Tiltalte 2 om asyl. Den
25. juli 2014 traf Udlændingesty-relsen afgørelse om afslag på asyl efter

§ 7. Den 19.

juni 2014 påklagede Tiltalte 2 denne afgørelse til Flygtningenævnet. Den

1. august 2014 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om af-slag på asyl og fastsatte en udrejsefrist til den
2. september
3. Den
4. august 2014 søgte Tiltalte 2 om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, Ægtefælle
5. Den
6. oktober 2014 afviste Udlændin-gestyrelsen ansøgningen under henvisning til

§ 9, stk.

1. Tiltalte 2 har således ikke siden Udlændingestyrelsens udtalelse af
2. marts 2014 opnået lovligt ophold i udvisningsbestemmelsernes forstand. Personlige forhold Til brug for den verserende sag har Københavns Politi den
3. februar 2015 på ny afhørt Tiltalte 2 om sine personlige forhold. Af denne rapport fremgår blandt andet følgende: • • • • • • • Tiltalte 2 er født og opvokset i Område 1 i Nigeria. Tiltalte 2 flyttede som barn til Område 2, hvor han boede i 20 år. Tiltalte 2 har 6 års grundskole og 3 års uddannelse som elektriker. Tiltalte 2 taler Sprog 1, Sprog 2 og engelsk. Tiltalte 2 har haft arbejde her i landet, siden han kom hertil. Tiltalte 2 har i sit ægteskab med Ægtefælle 1 været i den tro, at han var far til to fællesbørn. Børnene har siden vist sig ikke at være hans. Tiltalte 2 oplyser imidlertid, at han ikke har fået taget blodprøve eller lignende i forbindelse med fa-derskabssagen. Tiltalte 2 oplyser, at han fortsat har fælles forældremyndighed. Tiltalte 2 blev senest gift den
4. august
5. / - 4 • • • Tiltalte 2 har et nært forhold med sin nuværende ægtefælles datter. Tiltalte 2 har en datter i Nigeria, som han har mistet forbindelsen med. Tiltalte 2 har fortsat problemer i hjemlandet. Udlændingestyrelsen har til sagens behandling modtaget diverse akter vedrørende spørgsmålet om faderskab, forældremyndighed og samvær. … Det fremgår endelig, at Tiltalte 2 den
6. april 2008 har bestået Danskuddannelse 1, modul 3, at Tiltalte 2 er far til en søn Født 2008, og at Tiltalte 2 er under behandling for en øjenskade og en knæskade” Ved kendelse af
7. december 2015 afviste Retten på Frederiksberg Tiltalte 2's begæring med henvisning til, at der ikke var sket væsentlige ændringer i Tiltalte 2's forhold. Ken-delsen blev stadfæstet af Østre Landsret den
8. marts
9. Af landsrettens afgørelse fremgår bl.a.: ”Af den for landsretten fremlagte udskrift af retsbogen af
10. maj 2008 fra Retten i Glostrup fremgår, at Person 5 har anerkendt faderskabet til børnene Barn 2 og Barn 3 i overensstemmelse med resultatet i retsgenetiske undersøgelser foretaget ved Retsmedicinsk Institut. Det fremgår desuden af udskrifter af CPR-registreret, at Person 5 er registreret som far til begge børn fra den
11. april
12. Landsretten lægger til grund, at Tiltalte 2 efter dette tidspunkt og indtil denne sag ved flere lejligheder, herunder overfor politiet, Flygtningenævnet og domstolene, har forklaret, at han ikke havde familie i Danmark, og at han ikke havde andre børn end en søn, der var født i 2008, og som opholdt sig i Italien. Landsretten lægger efter Tiltalte 2's forklaring endvidere til grund, at Barn 3, som er den yngste af de to børn, nu opholder sig i Nigeria, hvor hun går i skole og forventes at blive boende de næste par år, samt at Barn 2 går i gymnasiet i Danmark. Efter en samlet vurdering finder landsretten, at der ikke foreligger så væsentlige ændringer i Tiltalte 2's forhold, jf.

§ 50, stk.

1, jf. § 26, at betingel-serne for at ophæve udvisningen er opfyldt. Det bemærkes herved, at en opretholdelse af udvisningen ikke kan anses for at være i strid med Danmarks internationale forplig-telser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel

1. Det i øvrigt oplyste om Tiltalte 2's personlige forhold, herunder at han efter byrettens dom af
2. april 2014 har giftet sig med Ægtefælle 3, der har dansk indfødsret, kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæster derfor byrettens afgørelse.” / - 5 Den
3. november 2016 fik Tiltalte 2 sønnen Barn 4 sammen med Person 6, der har forældremyndigheden til sønnen. Den
4. juli 2019 ansøgte Tiltalte 2 om familiesammenføring med sønnen. Den
5. august 2019 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på ansøgningen under henvisning til, at Tiltalte 2 ikke havde lovligt ophold i Danmark. Den
6. juni 2020 begærede advokat Finn Roger Nielsen på vegne af Tiltalte 2 på ny spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten, jf.

§ 50

. Det fremgår, at baggrunden for anmodningen var, at der var forløbet 6 år siden den afsagte dom, uden at det havde været muligt at udsende Tiltalte

1. Det fremgår endvidere, at Tiltalte 2 havde fået en ny samlever, Person 7, og at han var blevet far til sønnen Barn
2. Til brug for sagens behandling afgav Hjemrejsestyrelsen ved mail af
3. juni 2021 udtalelse til Københavns Politi om de hidtidige bestræbelser på udsendelse af Tiltalte 2, samt vurde-ring af de fremtidige udsendelsesmuligheder. Af mailen fremgår bl.a.: ”V edrørende tidligere iværksatte udsendelsesbestræbelser siden Østre Landsrets kendel-se af
4. marts 2016 kan det oplyses, at pågældende den
5. juli 2014 blev underlagt meldepligt hos politiet på Center Sandholm, ligesom han blev pålagt opholdspligt på Center Sandholm den
6. december
7. Pligterne blev ved afgørelse af
8. oktober 2016 flyttet til Udrejsecenter Kærshovedgaard. Begge afgørelser herom blev forkyndt for den pågældende den
9. november 2016, hvor han blev pålagt at flytte til Udrejsecenter Kærshovedgaard den
10. november
11. Pågældende mødte ikke op på Udrejsecenter Kærshovedgaard, hvorfor Nordsjællands Politi den
12. november 2016 nedsatte spærrekort i sagen. Spærrekortet blev hævet og sagen henlagt den
13. december 2019, idet der ikke sås nogen aktivitet på pågældende i tre år, hvorfor han blev skønnet udrejst af Danmark. Hjemrejsestyrelsen blev bekendt med sagen den
14. februar 2021, da Københavns Politi anmodede om en status på udsendelsen. Københavns Politi oplyste i den forbindelse, at pågældendes advokat har oplyst, at pågældende bor hos sin samlever på en konkret adresse i København. Hjemrejsestyrelsen overtog følgelig sagen fra Nordsjællands Poli-ti, UCN, den
15. februar
16. Hjemrejsestyrelsen afholdt hjemrejsesamtale med pågældende den
17. marts
18. Ved samme anledning skete der forkyndelse af afgørelse om underretningspligt af
19. april 2017, der ikke tidligere var forkyndt, idet pågældende var forsvundet. De øvrige pligter blev ligeledes indskærpet for pågældende. Vedrørende de aktuelle udsendelsesbestræbelser kan det oplyses, at der på nuværende tidspunkt afventes en vurdering af anmeldelse for overtrædelse af pligter (opholds-, un- / - 6 derretnings- og meldepligt), og at dette herefter vil overdrages til Midt- og Vestjyllands Politi. Håndteringen af udsendelsessagen vil derfor afhænge af Midt- og Vestjyllands Politis efterforskning i sagen.” Ved brev af
20. juni 2021 indbragte anklagemyndigheden på Tiltalte 2's vegne sagen for Retten på Frederiksberg og påstod principalt afvisning. Den
21. marts 2022 frifandt Familieretten på Frederiksberg Person 6 for Tiltalte 2 påstand om yderligere samvær med sønnen Barn
22. Det fremgår af afgørelsen, at Tiltalte 2 i perioden fra
23. maj 2022 til
24. februar 2023 har ret til overvåget samvær med Barn 4 i 1½ time én gang om måneden. Samme dag, den
25. marts 2022, afviste Retten på Frederiksberg begæringen om udvisnin-gens ophævelse. Af byrettens kendelse fremgår bl.a.: ”Retten skal tage stilling t il, om Tiltalte 2 på nuværende tidspunkt kan få prøvet spørgsmålet om ophævelse af bestemmelsen om udvisning i dommen af
26. april 2014, eller om en sådan prøvelse først kan ske i forbindelse med, at udvisningen kan forventes iværksat. Det følger blandt andet af

§ 50, stk.

1, at en udlænding, som påberå-ber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, kan be-gære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndig-hedens foranstaltning, hvis udvisning efter § 49, stk. 1, ikke er iværksat. Begæringen kan fremsættes tidligst 6 måneder før og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvis-ningen kan forventes iværksat. Udlændingestyrelsen har i sin udtalelse af 9. juli 2021 oplyst, at anklagemyndigheden i forhold til den manglende udsendelse af Tiltalte 2 har oplyst, at udsendelsen ikke er blevet iværksat, da der afventes en vurdering af anmeldelse af Tiltalte 2 for 966 overtrædelser af melde- og opholdspligt. Derudover fremgår det, at sag herom er over-draget til den relevante politikreds, hvorfor håndteringen af udsendelsessagen derfor vil afhænge af politikredsens vurdering. Ud fra de foreliggende oplysninger i sagen, herunder ovennævnte udtalelse fra Udlændingestyrelsen, lægger retten således til grund, at der på nuværende tidspunkt ikke pågår nogen reelle udsendelsesbestræbelser, og at tidshorisonten for iværksættelse af udvisning er uvis, hvilket betyder, at der må kunne forventes at gå mere end 6 måneder, før en eventuel udsendelse vil kunne iværksættes.

§ 50, stk.

1, forudsætter efter forarbejderne, at prøvelsen skal ske i tæt tidsmæssig tilknytning til udsendelsen … Da der efter de foreliggende oplysninger i sagen ikke er udsigt til, at Tiltalte 2 vil blive udsendt inden for 6 måneder, og tidshorisonten for udsendelse således er uvis, fin- / - 7 der retten, at de tidsmæssige betingelser for at få prøvet, om udvisningen skal ophæves, ikke er opfyldt på nuværende tidspunkt, jf.

§ 50, stk.

1,

1. pkt. Retten tager derfor anklagemyndighedens principale påstand til følge, således at begæringen om ophævelse af udvisningen afvises for tiden …” Tiltalte 2 kærede byrettens kendelse til Østre Landsret, som den
2. april 2022 stadfæ-stede byrettens kendelse. Af landsrettens kendelse fremgår bl.a.: ”Landsretten bemærker, at Tiltalte 2 er nigeriansk statsborger, og at der på trods af den tid, der er gået, ikke er grundlag for at antage, at han ikke om nødvendigt vil kunne udsendes tvangsmæssigt af landet. Herefter og af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at begæringen er afvist under henvisning til, at de tidsmæssige betingelser for prøvelse ikke er opfyldt. Landsretten bemærker, at en kendelse om afvisning ikke har negativ retskraft, og at der således ikke er grundlag for at anvende konklusionen afvisning for tiden.” Sagen er indbragt for Højesteret ved kæremeddelelse af
3. juni 2022 Anbringender Tiltalte 2 har anført navnlig, at de tidsmæssige betingelser for at realitetsbehandle ansøg-ningen om prøvelse efter

§ 50

er opfyldt, idet en udlænding efter retsprak-sis ubetinget og på ethvert tidspunkt har ret til at få realitetsbehandling af sin anmodning om ophævelse af bestemmelsen om udvisning, når indrejseforbuddet ville være udløbet, såfremt der var sket udsendelse. Da indrejseforbuddet i den foreliggende sag for længst er udløbet, har han derfor krav på at få prøvet spørgsmålet om udvisningens opretholdelse. Det kan i den forbindelse ikke tillægges betydning, om der konkret pågår udsendelsesbestræbelser. Uanset dette, så er der indledt sådanne udsendelsesbestræbelser, der berettiger til, at han kan få sin sag prøvet efter

§ 50

, idet han skal opholde sig på Udrejsecenter Kærshovedgård og har fået forkyndt melde- og underretningsforpligtelser. Det afgørende er således, at han er i udsendelsesposition, og at Hjemrejsestyrelsen har overtaget ansvaret med henblik på en mulig udsendelse, men ikke om der er iværksat konkrete tiltag for at afklare, om der kan udstedes pas, og om der kan ske tvangsmæssig udsendelse af ham til Nigeria, eller om Hjemrejsestyrelsen i øvrigt arbejder hurtigt eller langsomt på opga- / - 8 ven. Det afgørende tidspunkt for en prøvelse efter

§ 50

er således, når der mellem Hjemrejsestyrelsen og udlændingen er indgået en hjemrejsekontrakt. Det pålagte indrejseforbud forhindrer ham i at søge om opholdstilladelse dels i forhold til sit flerårige samliv med Person 7, dels i forhold til sønnen Barn 4, som han har samvær med. Der skal endvidere ske hjemvisning, idet byretten og landsretten ikke har vurderet, om Danmarks internationale forpligtelser er iagttaget ved opretholdelse af udvisningsdommen. Lovændringen i 2022 indebærer, at afvisning kun kan ske, hvis det er åbenbart, at der ikke er nye væsentlige oplysninger, der understøtter en anmodning efter

§ 50

. Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag, hvor faktum er, at han ikke er udsendt i en periode på mere end 6 år, hvorunder han yderligere har forstærket sine bånd og relationer i Danmark. Vedrørende den subsidiære påstand har Tiltalte 2 anført navnlig, at der er sket væsentlige ændringer i hans personlige forhold, siden han blev udvist i

1. Det ved dommen pålagte indrejseforbud på 6 år er udløbet. Herudover har han nu i nogle år boet sammen med Person 7, ligesom han siden § 50-prøvelsen i 2015 har fået sønnen Barn 4, som han har haft samvær med siden fødslen, og som nu har fået en alder, hvor det er relevant, at han står til rådighed som far. Der skal endvidere henses til hans meget langvarige ophold i Danmark, herunder kontakten til hans øvrige børn og søskende i Danmark. Der må endvidere lægges vægt på den hengåede tid, således at han har ret til en afklaring på sin situation inden for rimelig tid, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, uanset om det på nuværende tidspunkt måtte være muligt at sende ham tilbage til Nigeria eller ej. Det udgør et alvorligt psykisk pres, at han henstår i en uafklaret situation i forhold til, om han kan søge opholdstilladelse med henvisning til sin samleverske Person 7 og/eller sin søn Barn
2. Anklagemyndigheden har anført navnlig, at de tidsmæssige betingelser for at få prøvet, om udvisningen skal ophæves, ikke er opfyldt, jf.

§ 50, stk.

1, 2. pkt., og at Tiltalte 2 dermed ikke på nuværende tidspunkt har krav på at få prøvet, om udvisningen skal ophæves. / - 9 Det følger således af såvel ordlyden af

§ 50, stk.

1,

1. pkt., som af forarbejderne til bestemmelsen, at adgang til prøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af udvisningen efter § 50, stk. 1,
2. pkt., forudsætter, at udvisningen kan forventes iværksat inden for 6 måneder. Det er ikke rigtigt, at det følger af retspraksis, at en udlænding har ret til en prøvelse i medfør af

§ 50, når indrejseforbuddet ville være udløbet, såfremt der var sket udsendelse.

I det omfang det i praksis nævnes, at indrejseforbuddet ville være udløbet, hvis udsendelse havde været mulig, er dette alene indgået som et moment i den samlede vurdering af, om der er indtrådt sådanne ændringer i udlændingens forhold, at det ville være berettiget at ophæve udvisningen. Der er ikke støtte i ordlyden af bestemmelsen eller dens forarbejder for, at der skulle være indledt udsendelsesbestræbelser, der berettiger en prøvelse efter

§ 50

, når udlændingen er pålagt opholds- og meldepligt, eller når Hjemrejsestyrelsen har igangsat et forløb omkring udsendelse, og der mellem styrelsen og udlændingen er indgået en hjemrejsekontrakt. Den omstændighed, at Hjemrejsestyrelsen har indledt sagsbehandling med henblik på udsendelse, medfører ikke nødvendigvis, at der sker udsendelse indenfor 6 måneder. Derimod viser praksis, at der meget vel kan pågå betydeligt længere tid, idet det kan være forbundet med store vanskeligheder at få udlændingen identificeret i sit hjemland, at få udstedt den nødven-dige rejselegitimation og at få indledt et samarbejde med udlændingens hjemland med henblik på tilbagetagelse m.v. Det fremgår af forarbejderne til

§ 50

, at en udlænding som udgangspunkt kun har adgang til én efterfølgende prøvelse af spørgsmålet om udvisning, og at det som konsekvensens heraf, af hensyn til den udvisningsdømte, er forudsat, at prøvelsen sker i tæt tilknytning til tidspunktet for effektueringen af udvisningen. De hensyn der ligger bag de tidsmæssige betingelser tilgodeses således ikke, hvis en udlænding får adgang til en prøvelse efter

§ 50, stk.

1, 1. pkt., allerede på det tidspunkt, hvor Hjemrejsestyrelsen indleder deres sagsbehandling med henblik på udsendelse. / - 10 De i Højesterets praksis forekommende tilfælde, hvor fristerne i

§ 50, stk.

1,

1. pkt., ikke har været til hinder for, at retten har kunnet tage stilling til spørgsmålet om opretholdelse af udvisningen, drejer sig om tilfælde, hvor der ikke er udsigt til, at udsendelse vil kunne ske inden for en overskuelig tid. Det er ikke tilfældet i den foreliggende sag. Flygtningenævnet har således udtalt, at domfældte kan udsendes tvangsmæssigt af Danmark, og at der ikke i øvrigt er oplysninger i sagen, der sandsynliggør, at domfældte befinder sig i en situa-tion, hvor han reelt må betragtes som udsendelseshindret. Udsendelse af Tiltalte 2 har tidligere været planlagt til den
2. oktober 2014, og har således været mulig. Det kan ikke tillægges betydning ved vurderingen af, om Tiltalte 2 er udsendelseshin-dret, at han ikke er udsendt i perioden efter Østre Landsrets kendelse af
3. marts 2016, idet dette ikke beror på udsendelseshindringer, men på at Tiltalte 2 ikke har overholdt sin op-holds- og meldepligt, hvorfor de relevante udsendelsesmyndigheder ikke har været bekendt med hans opholdssted. Lovændringen i 2022 indebærer ikke en udvidelse af adgangen til at få prøvet spørgsmålet om en domsudvisning, men bringer alene bestemmelsen i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Hvis Højesteret måtte finde, at Tiltalte 2 på nuværende tidspunkt kan få prøvet, om ud-visningen skal ophæves, skal sagen hjemvises til fornyet behandling i byretten. Spørgsmålet om, hvorvidt der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, er ikke blevet be-handlet i hverken byretten eller landsretten, hvorfor hensynet til to-instansprincippet må føre til, at Tiltalte 2 får mulighed for at gøre sine synspunkter gældende mere end én gang. Der er ikke sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 som følge af for lang sagsbehandlingstid i retssystemet. Tiltalte 2 har ikke siden 2009 haft lovligt ophold i Danmark, og han har gentagne gange, og senest ved Udlændingenævnets afgørelse af
4. oktober 2019, fået afslag på ansøgninger om familiesammenføring under henvisning til, at disse blev indgivet under ulovligt ophold i Danmark. Tilsvarende er han gentagne gange blevet oplyst om sin forpligtelse til at udrejse med det samme. Hertil kommer, at han tidligere har fået prøvet spørgsmålet om udvisningens ophævelse i to instanser / - 11 Retsgrundlag

§ 50, stk.

1, blev ved lov nr. 919 af

1. juni 2022 affattet således: ”§
2. Er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat, kan en udlænding, som på beråber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse, herunder indrejseforbuddets varighed, jf. § 32, stk. 10, indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring her-om kan, medmindre der foreligger ganske særlige grunde, fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. Fremsæt-tes begæringen senere, kan retten beslutte at behandle sagen, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskylde lig.” Ændringsloven indeholder en ikrafttrædelsesbestemmelse i § 5, hvoraf fremgår bl.a.: ”Loven træder i kraft dagen efter bekend tgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk.
3. …” Loven blev bekendtgjort i Lovtidende den
4. juni 2022 og trådte således i kraft den
5. juni
6. Lovændringen blev gennemført på baggrund af lovforslag nr. 189 af
7. april 2022 om æn-dring af udlændingeloven, lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., hjemrejselo-ven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 2021-22, tillæg A, lovforslag nr. L 189, s. 30 f.) fremgår bl.a.: ” 2.
8. Prøvelse af en udvisning grundet væsentlige ændringer i udlændingens forhold 2.8.
9. Gældende ret … Begæringen om prøvelse af ophævelsen af udvisningsafgørelsen kan tidligst fremsættes 6 måneder og senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. I praksis har det dog været antaget, at udlændinge på tålt ophold har kunnet begære spørgsmålet om ophævelse af udvisningen indbragt for retten, selvom der ikke har været udsigt til, at udsendelse kunne iværksættes. … 2.8.
10. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser om den foreslåede ordning … På baggrund af retspraksis og for at sikre at Danmark fortsat overholder sine internationale forpligtelser foreslås det imidlertid, at det i

§ 50

tydeliggøres, at en udlænding, hvis der foreligger ganske særlige grunde, vil kunne få prøvet spørgsmå-let om udvisningens ophævelse, selvom udlændingen ikke opfylder fristerne for prøvel-sen. / - 12 - Formålet med forslaget er at tydeliggøre, at prøvelsen i medfør af

§ 50

– uanset fristerne – vil kunne finde sted, hvis der foreligger væsentligt ændrede for-hold, og hvor der er en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Formålet er således at sikre, at en udlænding, som af forskellige grunde ikke opfylder de tidsmæssige frister, men hvor der foreligger væsentligt ændrede forhold, vil kunne få prøvet en udvisning, hvis der er en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det foreslåede indebærer, at i helt særlige tilfælde, hvor der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, vil en udlænding kunne få prøvet spørgsmålet om udvisningsafgørelsens ophævelse, selvom der ikke er udsigt til udsendelse, hvis der er en formodning for, at udvisningen på grund af udlændingens ændrede forhold med sikker-hed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det foreslåede indebærer endvidere, at en udlænding i helt særlige tilfælde vil kunne få prøvet spørgsmålet om udvisningsafgørelsens ophævelse, hvis der siden udvisningen er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, som gør, at der er en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, men hvor udlændingen ikke opfylder fristerne for at kunne få prøvet udvisningen. Det vil omfatte udlændinge, som af forskellige grunde ikke kan udsendes, navnlig udlæn-dinge på tålt ophold eller udlændinge, hvor der af forskellige årsager foreligger udsendelseshindringer, og hvor udsendelsesmulighederne må anses for udtømte. Dette følger allerede af domspraksis, jf. afsnit 2.8.1. Det forhold, at det er usikkert eller ikke endeligt fastlagt, hvornår udsendelse kan finde sted, vil dog ikke i sig selv kunne føre til, at der foreligger ganske særlige grunde. Der skal således være en formodning for, at en fortsat opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationa-le forpligtelser.” Af lovforslagets bemærkninger til

§ 50(Folketingstidende 2021-22, tillæg A, lovforslag nr.

L 189, s. 53 f.) fremgår bl.a.: ” Til nr. 16 … Det foreslås, at

§ 50, stk.

1,

1. pkt., ændres således, at en begæring ef-ter
2. pkt., tidligst, medmindre der foreligger ganske særlige grunde, kan fremsættes 6 måneder før og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværk-sat. Baggrunden for forslaget er, at der efter bestemmelsen skal være udsigt til, at udvisnin-gen kan iværksættes. Det er endvidere forudsat, at der alene er adgang til én retlig prø-velse, jf. Folketingstidende 1997-98,
3. samling, tillæg A, side
4. I praksis er der dog under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser i nogle tilfælde givet tilladel-se til at få prøvet udvisningen, selvom der ikke var udsigt til udsendelse af udlændingen, ligesom der i nogle tilfælde er givet tilladelse til mere end én retlig prøvelse For at overholde Danmarks internationale forpligtelser vil domstolene allerede i dag væ-re forpligtede til at ophæve en udvisning, der med sikkerhed er i strid med Danmarks in- / - 13 ternationale forpligtelser, og uanset om udlændingen opfylder de frister, der er fastsat i bestemmelsen. Det afgørende er, om der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændin-gens forhold, og om ændringerne medfører, at udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Lovgivningen bør således udtrykkeligt tage højde for de situationer. Forslaget indebærer, at en begæring om udvisningens ophævelse – uanset de i bestemmelsen fastsatte frister – i ganske særlige tilfælde vil kunne indbringes for retten, hvis der er en formodning for, at dette er påkrævet for at kunne overholde Danmarks interna-tionale forpligtelser. Adgangen til at få prøvet spørgsmålet om udvisningens ophævelse vil som udgangs-punkt fortsat skulle begrænses til én retlig prøvelse i overensstemmelse med de frister, som er fastsat i bestemmelsen. Det forudsættes, at adgangen til at få prøvet spørgsmålet om ophævelse af udvisningen fortsat skal være yderst begrænset. Der er således ikke ta-le om en udvidelse af prøvelsesadgangen. Ganske særlige grunde vil kunne foreligge i tilfælde, hvor en udlænding er på tålt op-hold, og hvor udsendelsen ikke kan ske tvangsmæssigt, jf.

§ 31

. Det forhold, at det er usikkert eller ikke endeligt fastlagt, hvornår udsendelse kan finde sted, vil dog ikke i sig selv kunne føre til, at der foreligger ganske særlige grunde. Afgørende er, om der er en formodning for, at en fornyet prøvelse af udvisningen er påkrævet for at kunne overholde Danmarks internationale forpligtelser. Ganske særlige grunde vil endvidere kunne foreligge i tilfælde, hvor udlændingen alle-rede én gang har fået prøvet spørgsmålet om ophævelse af udvisningsafgørelsen, men hvor det er åbenbart, at der efterfølgende er indtrådt væsentlige ændringer i udlændin-gens forhold, således at der er en formodning for, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at opretholde udvisningen. Det vil f.eks. kunne være, hvis udlændingen er blevet alvorlig syg – fysisk såvel som psykisk – eller har været udsat for en alvorlig ulykke, og hvor det er åbenbart, at udlændingens omstændigheder har æn-dret sig i en sådan grad, at det vil kunne være i strid med Danmarks internationale for-pligtelser at opretholde udvisningen. Det vil f.eks. også kunne omfatte situationer, hvor udlændingen i perioden efter at have fået prøvet spørgsmålet om udvisningen har fået et barn, og hvor der måtte skulle tages særligt hensyn til barnet, herunder på grund af syg-dom hos barnet eller barnets forsørger, således at der er en formodning for, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at opretholde udvisningen. … Det kan ikke udelukkes, at ganske særlige grunde også vil kunne foreligge i andre til-fælde end de anførte.” Af lovforslagets bemærkninger til ikrafttrædelsesbestemmelsen, der i lovforslaget fremgik af § 7 (Folketingstidende 2021-22, tillæg A, lovforslag nr. L 189, s. 65), fremgår bl.a.: ”Med den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, foreslås det, at § 1, nr. 10, 12-23, og §§ 3 og 6 skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Hensigten er, at de foreslåede ændringer i § 1, nr. 10, 12-23, og §§ 3, 5 og 6, skal træde i kraft hurtigst mu- / - 14 ligt, herunder med henblik på at sikre, at en udvisning i videst muligt omfang kan opretholdes uden med sikkerhed at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Forslaget indebærer således, at de foreslåede ændringer i

§ 32

og §§ 5050 b, vil skulle finde anvendelse ved prøvelser efter

§§ 50

-50 b, som finder sted efter lovens ikrafttræden, uanset om prøvelsen er indbragt før lovens ikrafttræden. Domstolene vil således kunne forkorte varigheden af et meddelt indrejseforbud i forbindelse med prøvelser efter

§§ 50-50 b, som finder sted efter lovens ikrafttræden.

Det bemærkes i den forbindelse, at domstolene vil kunne forkorte varigheden af et allerede meddelt indrejseforbud, uanset hvornår det strafbare forhold er begået. Det afgørende er således, om prøvelsen finder sted efter lovens ikrafttræden.” Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår om Tiltalte 2 efter

§ 50kan få prøvet, om udvisningen af ham ved Retten på Frederiksbergs dom af 8.

april 2014 skal ophæves. Efter

§ 50, stk.

1, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i dennes forhold, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten. Begæringen kan, medmindre der foreligger særlige grunde, fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. Det er ubestridt, at tidsfristerne for domstolsprøvelse i § 50, stk. 1, ikke er opfyldt. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 919 af

1. juni 2022, der indsatte ordene ”med mindre der foreligger ganske særlige gru nde” i bestemmelsen, at fravigelse af de almin delige tidsfrister vil kunne ske, hvis der foreligger væsentligt ændrede forhold, og hvor der er en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, lovforslag nr. L 189, afsnit 2.8.2, s.
2. Ændringen af bestemmelsen trådte i kraft den
3. juni 2022 og forudsættes efter forarbejderne anvendt også i sager, der allerede er indbragt for retten. I et tilfælde som det foreliggende må forarbejderne forstås således, at der – uanset om der er udsigt til hjemsendelse – kun er tale om ganske særlige grunde, hvis der foreligger en formodning som anført. / - 15 Der er ikke på det foreliggende grundlag en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Højesteret tiltræder derfor, at betingelserne i

§ 50, stk.

1, for at få prøvet, om udvisningen skal ophæves, ikke er opfyldt på nuværende tidspunkt. Højesteret stadfæster herefter kendelsen. Thi bestemmes : Landsrettens kendelse stadfæstes. Statskassen skal betale kæresagens omkostninger for Højesteret. / /