Domsresume

Ikke yderligere erstatning for varige restriktioner på skovareal Dom afsagt den 9. maj 2023 Sag 211/2018 Appellant, tidligere Sagsøger mod Miljøministeriet ved Miljøstyrelsen Der var ikke grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens afgørelse om erstatning, herunder med hensyn til muligheden for tabsbegrænsning Appellant, tidligere Sagsøger ejer og driver et skovområde på omkring 1.800 ha. Sagen angik fastsættelse af erstatning i anledning af, at driften af en del af skovarealet i en periode var undergivet midlertidige restriktioner og for en dels vedkommende er pålagt varige restriktioner som følge af, at arealerne er omfattet af skovlovens regler om beskyttede naturområder (Natura 2000). De varige restriktionerne indebærer bl.a., at det ikke er tilladt at fælde samtlige træer på en gang (renafdrift), at arealerne skal være domineret af bestemte trætyper, at et nærmere angivet antal træer ikke må fældes, og at der ikke må anvendes gødning og pesticider. Taksationskommissionen havde opgjort tabet som følge af de varige restriktioner til ca. 7 mio. kr. Appellant, tidligere Sagsøger påstod, at tabet udgjorde i alt næsten 36 mio. kr., idet Appellant, tidligere Sagsøger opgjorde tabet efter et brugsværdiprincip (ca. 27 mio. kr.), ligesom Appellant, tidligere Sagsøger påstod, at der var et betydeligt fald i ejendommens herlighedsværdi (ca. 7 mio. kr.). Hertil kom et beløb på ca. 2 mio. kr., som parterne var enige om, der vedrørte enkelttræer, der ikke måtte fældes. Vedrørende opgørelsen af tabet som følge af de varige restriktioner udtalte Højesteret, at Taksationskommissionen havde foretaget et samlet skøn over nedgangen i ejendommens handelsværdi, hvori bl.a. indgik forringelsen af arealernes brugsværdi og restriktionernes betydning for jagtindtægter og ejendommens herlighedsværdi. Højesteret konstaterede i den forbindelse, at Taksationskommissionen havde lagt til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger i betydeligt omfang havde haft mulighed for at begrænse sit tab ved at anvende andre arealer til de pågældende aktiviteter (omprioritering) og allerede derfor ikke kunne få erstatning svarende til den af Appellant, tidligere Sagsøger beregnede brugsværdi for arealerne. Højesteret tiltrådte denne vurdering og bemærkede, at de for Højesteret indhentede skønserklæringer ikke gav grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens skøn med hensyn til muligheden for tabsbegrænsning. Højesteret lagde vægt på bl.a. det, der fremgik af erklæringerne om mulighederne for omprioritering, og på oplysninger om priser for landbrugsjord, der var egnet til Appellants, tidligere Sagsøger påtænkte aktiviteter. På den baggrund, og da Appellant, tidligere Sagsøger ikke havde tilvejebragt oplysninger om restriktionernes betydning for jagtindtægter og ejendommens herlighedsværdi, fandt Højesteret ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens skøn over tabet som følge af de varige restriktioner. Højesteret fastslog endvidere, at det ikke var godtgjort, at Appellant, tidligere Sagsøger havde krav på erstatning som følge af midlertidige restriktioner ud over et beløb på ca. 650.000 kr., som Miljøministeriet ved Miljøstyrelsen for Højesteret havde anerkendt at skulle betale. Landsretten var, bortset fra den yderligere anerkendte erstatning, nået til samme resultat.