UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 27. april 2023 Sag 62/2022 Anklagemyndigheden mod Tiltalte (advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, beskik

§ 16, stk.

1). Ved brev af 19. maj 2022 oplyste Retten i Bistrita-Nasaud, at kravene i artikel 4a, stk. 1, litra b (

§ 16, stk.

1, nr. 2) i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre er opfyldt i forhold til den europæiske arrestordre udstedt den

1. september 2015 af de rumænske myndigheder, idet Tiltalte var bekendt med straffesagen og var re-præsenteret af en valgt forsvarer under retssagen, Forsvarer
2. / - 4 Af brev af
3. juni 2022 fra Rigsadvokaten til Tiltaltes danske advokat fremgår bl.a.: ”2.
4. Rigsadvokatens bemærkninger På baggrund af de nye oplysninger fra henholdsvis Tiltaltes rumænske advokat, samt de rumænske myndigheder, er det Rigsadvokatens vurdering, at betingelserne i udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 4, ikke er opfyldt. På baggrund af de nye oplysninger fra de rumænske myndigheder, er det imidlertid Rigsadvokatens vurdering, at betingelserne i udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 2, er opfyldt, idet det må lægges til grund, at Tiltalte var bekendt med den berammede retssag og havde givet en juridisk rådgiver, der var udpeget af enten hende selv eller udstedelsesstaten, fuldmagt til at forsvare sig under retssagen og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen.
5. Det er på den baggrund Rigsadvokatens vurdering, at Østre Landsrets afgørelse af
6. november 2021 om udlevering af Tiltalte til Rumænien er korrekt, om end be-grundelsen må anses forkert, på grund af de ændrede oplysninger fra de rumænske myndigheder. Rigsadvokaten kan herefter oplyse, at såfremt du på vegne af Tiltalte på ny an-søger Procesbevillingsnævnet om tilladelse til kære af Østre Landsrets kendelse af
7. november 2021 til Højesteret, vil Rigsadvokaten ikke udtale sig imod, ligesom Rigsad-vokaten heller ikke vil udtale sig imod, såfremt du på vegne af Tiltalte anmoder Højesteret om, at ansøgningen tillægges opsættende virkning.” Anbringender Tiltalte har anført navnlig, at betingelserne for udlevering af hende til Rumænien ef-ter udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 2, ikke er opfyldt. I det tilfælde, hvor en oprindelig af-gørelse, der endeligt afgør skyldsspørgsmålet i en sag, og en efterfølgende afgørelse i samme sag tager stilling til sanktionsspørgsmålet skal begge disse afgørelser efter EU-Domstolens praksis bedømmes isoleret i relation til de processuelle garantier, der følger af artikel 4a i Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre (

§ 16, stk.

1), jf. præmis 94 i EU-Domstolens dom af

1. august 2017 i sag C-271/17 PPU (Zdziaszek). Den endelige prøvelse af skyldsspørgsmålet i straffesagen blev foretaget ved Retten i BistritaNasauds dom af
2. december 2010 og ikke ved Appelretten i Clujs dom af
3. august
4. Dommen af
5. december 2010 fremgår ikke af den europæiske arrestordre af
6. september 2015, der refererer til dommen afsagt i 2015, der vedrørte nedsættelse af den straf, der var idømt ved dom af
7. december
8. / - 5 Den processuelle garanti, indeholdt i udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 2, kræver, at det både kan konstateres, at hun var klar over den berammede retssag, og at hun havde givet mandat til en advokat under sagen til at forsvare hende. Under den retssag, der førte til domfældelsen ved Retten i Bistrita-Nasaud den
9. december 2010, var hun hverken til stede eller var repræsenteret ved en advokat, som hun havde givet fuldmagt til at forsvare sig under retssagen, hvorfor betingelserne for udlevering efter udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 2, ikke er opfyldt. Anklagemyndigheden har anført navnlig, at landsrettens kendelse bør ophæves, og at sagen på baggrund af de nu foreliggende nye oplysninger om den af de rumænske myndigheder afgivne processuelle garanti bør hjemvises til fornyet behandling i byretten. Ved byrettens behandling af sagen kan der ske en fornyet prøvelse af udleveringsspørgsmålet, efter at Tiltalte har haft lejlighed til at udtale sig nærmere om omstændighederne vedrørende afsigelsen af Retten i Bistrita-Nasauds dom af
10. december
11. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår udlevering af Tiltalte til straffuldbyrdelse i Rumænien i henhold til en europæisk arrestordre. Tiltalte blev ved Retten i Bistrita-Nasauds dom af
12. december 2010 dømt for be-drageri, uden at hun havde været til stede under retssagen. Hun blev ved dommen straffet med fængsel i 10 år. Som følge af ændringer i den rumænske straffelov søgte Tiltalte i 2014 om strafnedsættelse, og ved Appelretten i Clujs dom af
13. august 2015 blev straffen nedsat til fængsel i 6 år. De rumænske myndigheder udstedte i forlængelse af Appelretten i Clujs dom af
14. august 2015 en europæisk arrestordre med henblik på at få udleveret Tiltalte til Rumænien og anmodede i juni 2016 Rigsadvokaten om, at Tiltalte blev udleveret til Rumænien. Udlevering af en person med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt, uden at den pågæl-dende har været til stede under retssagen, kan ikke finde sted, medmindre betingelserne i arti-kel 4a, stk. 1, litra a-d, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre som ændret ved / - 6 rammeafgørelsen af
15. februar 2009 (2009/299/RIA) (

§ 16, stk.

1, nr. 1-4), er opfyldt. I forbindelse med udleveringsbegæringen i 2016 oplyste de rumænske myndigheder bl.a., at betingelserne efter rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, litra d (

§ 16, stk.

1, nr. 4), var opfyldt, idet hun efter udleveringen ville have mulighed for at få en fornyet prøvelse eller at anke sagen. Bl.a. under henvisning hertil fandt byretten og landsret-ten, at betingelserne efter udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 4, var opfyldt, og at Tiltalte kunne udleveres til Rumænien. Som følge af Appelretten i Clujs afgørelse af

1. marts 2022 om afslag på genoptagelse af Tiltaltes straffesag, er parterne for Højesteret enige om, at udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 4, ikke længere kan anses for opfyldt, og at vurderingen af, hvorvidt Tiltalte kan udleveres, skal foretages efter udleveringslovens § 16, stk. 1, nr.
2. For Højesteret angår sagen derfor navnlig, om betingelserne efter udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 2, kan anses for opfyldt, herunder om sagen som følge af de nye oplysninger skal hjem-vises til fornyet behandling ved byretten. Efter udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 2, kan udlevering ikke finde sted, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende i overensstemmelse med reglerne i udstedelsesstaten og i rette tid var bekendt med den berammede retssag og havde givet en juridisk rådgiver, der var udpeget enten af den pågældende selv eller af udstedelsesstaten, fuldmagt til at forsvare sig og faktisk var repræsenteret af denne rådgiver under retssagen. Efter de nu foreliggende oplysninger finder Højesteret, at vurderingen af, om Tiltalte kan udleveres til Rumænien efter § 16, stk. 1, nr. 2, skal ske i forhold til Retten i Bistrita-Nasauds dom af
3. december
4. Højesteret lægger herved vægt på, at dommen af
5. de-cember 2010 efter EU-Domstolens praksis må anses for den afgørelse, der tog endelig stilling til Tiltaltes skyld efter at have foretaget en egentlig prøvelse af sagen mod hende, jf. EUDomstolens dom af
6. august 2017 i sag C-270/17 PPU (Tupikas), præmis 81-
7. / - 7 Ved byrettens og landsrettens behandling af sagen er der som følge af de daværende oplysninger alene foretaget en vurdering af udleveringsanmodningen i forhold til kravene i udleveringslovens § 16, stk. 1, nr.
8. Eftersom det for Højesteret er ubestridt, at denne bestemmelse ikke længere kan finde anvendelse, må vurderingen foretages i forhold til § 16, stk. 1, nr.
9. De rumænske myndigheder har anført, at betingelserne er opfyldt, idet Tiltalte var bekendt med straffesagen, ligesom hun under sagen var repræsenteret af en Forsvarer 1, som hun selv havde valgt. Det fremgår imidlertid af dommen af
10. december 2010, at hun for denne ret var repræsenteret af en beskikket advokat, Forsvarer 2, og det fremgår af Den Høje Kassations- og Justitsdomstols afgørelse af
11. februar 2022, at denne beskikkede advokat ikke havde kommunikation med sin klient. Højesteret finder det derfor ikke godtgjort, at Tiltalte havde givet denne beskikkede forsvarer fuldmagt til at forsvare sig under retssagen ved Retten i Bistrita-Nasaud, og betin-gelserne for udlevering efter udleveringslovens § 16, stk. 1, nr. 4, er derfor ikke opfyldt. Højesteret tager herefter Tiltaltes principale påstand til følge. Thi bestemmes: Udlevering til Rumænien af Tiltalte nægtes. Statskassen skal betale sagens omkostninger. / /