Obsah (4)

§ 764§ 767§ 762§ 768

UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 22. december 2008 Sag 379/2008 Anklagemyndigheden mod Tiltalte 2 (advokat Bo Hansen) I tidligere instanse

§ 764, stk.

1, har følgende ordlyd: ”Efter anmodning fra anklagemyndigheden afgør retten, om sigtede skal varetægts-fængsles. Anmodning om fortsat varetægtsfængsling skal fremsættes skriftligt over for retten. Anmodningen skal angive den eller de fængslingsbestemmelser, som -2myndigheden påberåber sig, de faktiske omstændigheder, hvorpå anmodningen støttes, og de væsentligste efterforskningsskridt m.v., som forventes foretaget.” I lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen hedder det (Folketingstidende 2007-08, (2. samling), tillæg A, s. 2949-2950): ”Bestemmelsen har dels til formål at betone vigtigheden af politiets og anklagemyndig-hedens overvejelser om at anvende fortsat varetægtsfængsling i den enkelte sag, dels at give domstolene et bedre grundlag for i den enkelte sag at træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne for fortsat varetægtsfængsling er opfyldt. … Formålet med kravet om en begrundet anmodning er således alene at fastslå, hvilken fængslingsgrund der påberåbes, hvilke (hoved)anbringender den påberåbte fængslings-grund støttes på, samt hvilke efterforsknings- og andre sagsskridt der forestår. På denne måde kan den begrundede anmodning skabe klarhed over, hvad der er fængs-lingsspørgsmålets kerne, og hvilke aktiviteter der skal foretages. Dette vil give et bedre grundlag for anklagemyndighedens, forsvarerens samt rettens overvejelser i forbindelse med spørgsmålet om den umiddelbare forlængelse af fængslingen, samt om overvejelser om anteciperet bevisførelse, iværksættelse af oplysnings- eller forberedelsesskridt og eventuelt forhåndsberammelse, dvs. en sagsstyring, der kan medvirke til at begrænse den samlede varetægtsfængslings længde.”

§ 767, stk.

2, har følgende ordlyd: ”Når anklagemyndigheden har indleveret anklageskrift til retten, og retten har fastsat tidspunkt for hovedforhandlingen, kan retten ved udløb af en frist efter stk. 1 bestemme, at varetægtsfængslingen eller foranstaltningen skal fortsætte uden yderligere forlængel-ser, indtil der er afsagt dom i sagen. Træffer retten sådan bestemmelse, kan tiltalte tid-ligst 3 uger efter afgørelsen anmode retten om at ophæve varetægtsfængslingen eller foranstaltningen efter § 766 eller

1. I så fald skal retten inden 7 dage træffe afgørelse herom. Hvis retten ikke imødekommer anmodningen, kan tiltalte tidligst 3 uger efter rettens afgørelse fremsætte en ny anmodning. Efter hovedforhandlingens begyndelse finder § 767, stk. 3, 4.-
2. pkt., tilsvarende anvendelse.” I lovforslagets almindelige bemærkninger hedder det bl.a. (Folketingstidende 2007-08 (
3. samling), tillæg A, side 2938): ”5.5.
4. Forlængelse af varetægtsfængsling uden fastsættelse af frist. 5.5.5.
5. Udvalget bemærker, at det ikke sjældent forekommer i praksis, at sigtede og dennes forsvarer allerede på et tidligt tidspunkt accepterer, at varetægtsfængslingen op-retholdes frem til sagens afslutning i første instans, såfremt hovedforhandlingen be-rammes og gennemføres inden for rimelig tid … -3I praksis forlænges varetægtsfængslinger af denne karakter oftest på skriftligt grundlag, idet sigtede og dennes forsvarer skriftligt meddeler samtykke hertil. Herefter forlænges fængslingen i yderligere 4 uger uden afholdelse af retsmøde.” I lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen hedder det (Folketingstidende 2007-08 (
6. samling), tillæg A, s. 2950-2951). ”Den foreslåede bestemmelse er ny og vedrører muligheden for at forlænge varetægts-fængsling uden at fastsætte frist herfor. Formålet med den foreslåede bestemmelse er at mindske antallet af formelle retsmøder om fristforlængelser uden protest. … Bestemmelsen forudsættes kun anvendt, hvis retten finder, at … varetægtsfængsling indtil domsafsigelse ikke på forhånd kan anses for udelukket efter den almindelige pro-portionalitetsbestemmelse i

§ 762, stk.

3. … Bestemmelsen bør heller ikke anvendes, hvis retten i øvrigt finder det betænkeligt.” Anbringender Tiltalte 2 har anført, at anklagemyndighedens manglende overholdelse af kravet om skriftlighed, jf.

§ 764, stk.

1, 2. pkt., må medføre, at anmodningen om forlæn-gelse af varetægtsfængslingen ikke burde være imødekommet. Skriftlighedskravet i retsple-jelovens § 764, stk. 1, må antages at skulle sikre, at alle omstændigheder bliver inddraget og vurderet, inden en endnu ikke dømt kræves fængslet. En tilsidesættelse af skriftlighedskravet indebærer, at forsvareren er afskåret fra at kunne forberede sig, hvorved lighedsprincippet mellem anklagemyndigheden og forsvareren er tilsidesat, hvilket er i strid med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Byrettens beslutning om, at varetægtsfængslingen skulle fortsætte uden yderligere forlængel-ser, indtil der var afsagt dom i sagen, jf.

§ 767, stk.

2, var endvidere i strid med proportionalitetsbestemmelsen i

§ 762, stk.

3.

§ 767, stk.

2, forudsættes endvidere kun anvendt i situationer, hvor hovedforhandlingen gennemføres inden rimelig tid efter tidspunktet for varetægtsfængslingens påbegyndelse, hvilket ikke var tilfældet i sagen.

§ 767, stk.

2,

1. og
2. pkt., sikrer endvidere ikke i tilstræk-kelig grad sigtedes retsstilling, da det må antages, at bevisbyrden for, at fængslingsgrundene -4- ikke er opfyldt i de situationer, hvor sigtede anmoder retten om at ophæve varetægtsfængslin-gen, kommer til at påhvile sigtede. Rigsadvokaten har anført, at den manglende overholdelse af kravet om skriftlighed i overensstemmelse med den generelle opfattelse i teori og praksis om formfejls betydning i sager om varetægtsfængsling, ikke bør føre til, at anmodningen om forlængelse ikke burde have været imødekommet. Uanset den manglende skriftlige anmodning havde retten under retsmødet den
3. august 2008 det fornødne materielle grundlag for at træffe beslutningen om fortsat vare-tægtsfængsling, navnlig under henvisning til at anklagemyndigheden påberåbte sig de samme fængslingsgrunde som ved de foregående retsmøder om forlængelse af fængslingsfristen. Lighedsprincippet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er endvidere ikke tilsidesat, da forsvareren var i besiddelse af alle sagens akter, og da anklagemyndigheden begærede Tiltalte 2 fortsat varetægtsfængslet på det hidtidige grundlag. Afgørelsen om varetægtsfængsling frem til dom var endvidere ikke i strid med proportionali-tetsbestemmelsen i

§ 762, stk.

3, og den samlede varetægtsfængsling blev ikke længere, end den ville være blevet, hvis fængslingen var blevet forlænget efter de almindelige bestemmelser i

§ 767, stk.

1. Endelig medfører § 767, stk. 2, ikke nogen svækkelse af tiltaltes retsstilling med hensyn til at få rettens stillingtagen til spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling. Højesterets begrundelse og resultat Betingelserne efter

§ 762, stk.

1, nr. 1-3, for i overensstemmelse med ankla-gemyndighedens anmodning at forlænge varetægtsfængslingen af Tiltalte 2 var opfyldt den

1. august
2. Fortsat varetægtsfængsling frem til den
3. november 2008 kunne end-videre ikke, jf.

§ 762, stk.

3, antages at ville stå i misforhold til den retsfølge, som kunne ventes, hvis Tiltalte 2 fandtes skyldig i overensstemmelse med sigtelsen for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk.

1. Som anført af landsretten har Midt- og Vestjyllands Politi begået en fejl ved ikke forud for forlængelsen af varetægtsfængslingen den
2. august 2008 at have udarbejdet en skriftlig an-modning herom til byretten, jf.

§ 764, stk.

1,

1. pkt. Byrettens afgørelse den
2. august 2008 om at forlænge varetægtsfængslingen skete efter anklagemyndighedens mundtlige anmodning med henvisning til samme fængslingsgrunde og samme anbringender -5- som ved tidligere forlængelser af fængslingen den
3. maj,
4. juni,
5. juli og
6. august 2008, og dette grundlag var både forsvareren og retten bekendt. I hvert fald under disse om-stændigheder findes tilsidesættelse af kravet om skriftlighed at have været uden konkret be-tydning for forsvaret og for retten og Højesteret tiltræder med denne begrundelse, at fængs-lingen er opretholdt, selvom

§ 764, stk.

1, 2. pkt., blev tilsidesat. Det anførte om Den Europæiske menneskerettighedskonvention art. 6 kan ikke føre til et andet resultat. Højesteret tiltræder endvidere af de grunde, som landsretten har anført, at beslutningen om fængsling indtil domsafsigelse ikke var i strid med

§ 768a, stk.

1, og § 767, stk. 2. Med denne begrundelse stadfæster Højesteret herefter kendelsen. Thi bestemmes : Den påkærede kendelse stadfæstes. -