UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG ____________ DOM Afsagt den 31. maj 2023 af Østre Landsrets 6. afdeling (landsdommerne Sanne Kolmos, Ib Hounsgaard Trabjerg og Louise Lindekilde Engberg (kst.)). 6.

§ 152, der er affattet ved lov nr.

573 af

1. december 1985 om ændring af borgerlig straffelov (Tavshedspligt), har følgende ordlyd: ”§
2. Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågæl-dende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel ind-til 6 måneder. Stk.
3. Begås det i stk. 1 nævnte forhold med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, eller foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændig-heder, kan straffen stige til fængsel i 2 år. Som særligt skærpende omstændig-hed anses navnlig tilfælde, hvor videregivelsen eller udnyttelsen er sket under sådanne omstændigheder, at det påfører andre en betydelig skade eller indebæ-rer en særlig risiko herfor. Stk.
4. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmelig-holde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interes-ser.” Indtil lovændringen i 1985 var § 152, stk. 1, affattet således: ”§
5. Røber nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, hvad han i tje-nestens eller hvervets medfør har erfaret som hemmelighed, eller hvad der ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller udnytter han uberettiget sådan kundskab, straffes han med bøde, hæfte eller under skærpen-de omstændigheder med fængsel indtil 1 år. Sker det for at skaffe sig eller an-dre uberettiget vinding, kan straffen stige til fængsel i 3 år.” Lovforslaget, som lå til grund for lovændringen i 1985, byggede på betænkning nr. 998/1984 om tavshedspligt og på Straffelovrådets udtalelse af
6. maj 1985 om straffelo-vens regler om krænkelse af tavshedspligt. I forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget blev det bl.a. – på foranledning af et forslag fra et flertal af medlemmerne af Tavsheds-pligtsudvalget – overvejet, om

bestemmelser om tavshedspligt skulle udbyg-ges, således at de kom til at indeholde en mere udførlig beskrivelse af de hensyn, der kan / -9føre til, at en oplysning må anses for fortrolig. Straffelovrådet gav udtryk for betænkeligheder herved. Det hedder herom i forarbejderne: ”… Straffelovrådet fremhæver i den forbindelse, at den foreslåede opregning af hensyn, som begrunder en pligt til hemmeligholdelse, i realiteten ikke rummer nogen afgrænsning af væsentlig værdi. På den ene side vil de opregnede hen-syn efter rådets opfattelse ikke i alle tilfælde tale afgørende for en tavsheds-pligt. Det vil de ganske vist ofte gøre, og de opregnede hensyn vil da som regel have en så selvfølgelig karakter, at det ikke er af nogen selvstændig betydning at se dem nævnt i loven. Men i andre tilfælde vil det være nødvendigt at an-lægge et konkret skøn over, om de anførte hensyn med fornøden styrke taler for nødvendigheden af at hemmeligholde oplysninger. På den anden side om-fatter den foreslåede ordning ganske generelt andre offentlige og private inte-resser end de i øvrigt opregnede og sætter derfor ingen grænser for, hvilke hen-syn der kan lægges vægt på (forudsat at hensynene findes at være væsentlige). Det er efter Straffelovrådets opfattelse af stor betydning, at den enkelte person, der er ansat i offentlig tjeneste eller hverv eller handler i medfør af kontrakt med eller beskikkelse fra det offentlige, har mulighed for at kende omfanget af den tavshedspligt, som gælder på vedkommende arbejdsområde. Efter Straffe-lovrådets opfattelse må man være varsom med at efterlade det indtryk, at tavs-hedspligt kan afgrænses i formler, der er fælles for alle de i udkastet nævnte persongrupper. Selv inden for hovedgruppen - de i § 152 nævnte ansættelser i offentlig tjeneste eller hverv - kan afgrænsningen af tavshedspligten bero på mange forskellige forhold, herunder oplysningens karakter, arten og graden af den over- eller underordnede stilling, som den offentlig ansatte beklæder, og den situation, i hvilken spørgsmålet om at videregive oplysninger bliver aktuel. Det er efter Straffelovrådets opfattelse først og fremmest et anliggende for den ikke-strafferetlige lovgivning (herunder en forvaltningslov) og for de admini-strative myndigheder at klargøre de generelle og specielle retningslinier for af-grænsningen af tavshedspligten. Denne afgrænsning kan få betydning i situati-oner, hvor der ikke primært er spørgsmål om ansvar efter straffeloven, men f.eks. om disciplinært ansvar. Efter Straffelovrådets opfattelse bør der formentlig fortsat være mulighed for en specifikation af tavshedspligt gennem tjenestebefalinger o.l. …” Justitsministeriet tilsluttede sig Straffelovrådets betænkeligheder, og lovforslaget blev der-for udarbejdet i overensstemmelse med Straffelovrådets lovudkast.

§ 155har følgende ordlyd: ”§ 155.

Misbruger nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret, straffes han med bøde eller fæng-sel indtil 4 måneder. Sker det for at skaffe sig eller andre uberettiget fordel, kan fængsel indtil 2 år anvendes.” / - 10 - Fra forarbejderne til bestemmelsen i lovforslagets § 157 (nu § 155) kan der navnlig henvi-ses til følgende bemærkninger i forslag til Almindelig borgerlig Straffelov (Rigsdagstiden-de 1924-25, Tillæg A, sp. 3348): ”… Den almindelige Straffebestemmelse i § 157, jfr. nu

§ 141

, tjener som Supplement til de foregående Bestemmelser om Tjenesteforseelser, og det er overladt til Domstolenes Skøn at afgøre, om der i det enkelte Tilfælde kan statueres at foreligge Misbrug. …”

§ 264d har følgende ordlyd: ” § 264 d.

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberetti-get videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private for-hold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åben-bart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Bestemmelsen finder og-så anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person. Stk.

1. Foreligger der under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller antallet af berørte personer særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 3 år.” Forvaltningsloven Forvaltningslovens § 27 har bl.a. følgende ordlyd: ”§
2. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf.

§ 152

og §§ 152 c-152 f, med hensyn til oplysninger om 1) enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold og 2) … Stk.

1. … Stk.
2. … Stk.
3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har endvidere tavshedspligt, jf.

§ 152

og §§ 152 c-152 f, med hensyn til oplys-ninger, som det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde for at varetage væ-sentlige hensyn til 1) forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om straf-feretlig eller disciplinær forfølgning, … 5) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet. Stk.

1. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1-
2. Stk.
3. … / - 11 Stk.
4. …” Retsplejeloven Retsplejelovens §§ 729 a og 729 c indeholder regler om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt i en verserende straffesag. Aktindsigt for andre end den tiltalte er bl.a. reguleret i retsplejelovens § 41 a, § 41 b og 41 d: ”§ 41 a. Enhver kan forlange at få adgang til at gennemse en doms konklusion, når anmodning herom fremsættes inden 1 uge efter dommens afsigelse. § 41 b. Enhver kan forlange at få udleveret kopi af domme og kendelser samt af beslutninger om sagsomkostninger i borgerlige sager. Stk.
5. Retten til aktindsigt omfatter ikke 1) de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a og 43 b omhandlede sager, 2) straffesager, der er endeligt afsluttet for mere end 1 år siden, medmindre aktindsigt søges til brug for videnskabelig forskning eller af redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et massemedium til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde, 3) kendelser i straffesager, der ikke er endeligt afsluttet, medmindre aktindsigt søges af personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde, 4) forklaringer, der er afgivet i lukkede retsmøder, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet, eller 5) forklaringer, der er omfattet af et referatforbud. Stk.
6. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang 1) det er af væsentlig betydning for statens sikkerhed, 2) fortrolighed følger af EU-retlige eller folkeretlige forpligtelser el.lign., 3) det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til forholdet ti fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, 4) det af ganske særlige grunde er påkrævet af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller 5) dommen eller kendelsen indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder og offentlig-hedens indsigt i retssager findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende, der ikke kan varetages ved anonymisering i medfør af § 41 e, stk.
7. … § 41 d. Den, der har en individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgs-mål, kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører en bor-gerlig sag eller en straffesag, herunder indførsler i retsbøgerne, i det omfang dokumenterne har betydning for vurderingen af det pågældende retsspørgsmål. Det samme gælder forurettede i straffesager eller, hvis forurettede er afgået ved døden, forurettedes nære pårørende. I straffesager gælder retten til aktindsigt først, når sagen er endeligt afsluttet. Stk.
8. … Stk.
9. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter. Som interne dokumenter anses / - 12 1) dokumenter, der ikke er afgivet til udenforstående, 2) voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og afstem-ninger og 3) brevveksling mellem forskellige enheder inden for politiet og anklagemyndigheden. Stk.
10. Dokumenter omfattet af stk. 3, der afgives til udenforstående, mister deres interne karakter, medmindre afgivelsen sker af retlige grunde, til forskningsmæssig brug eller af andre lignende grunde. Stk.
11. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang 1) en part efter reglerne i denne lovs anden, tredje og fjerde bog har været af-skåret fra at gøre sig bekendt med oplysninger i sagen, 2) det er af afgørende betydning for statens sikkerhed, medmindre ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv taler imod, 3) fortrolighed følger af EU-retlige eller folkeretlige forpligtelser, 4) ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til forhol-det til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, 5) dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private for-hold eller virksomheders erhvervshemmeligheder og ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende, der ikke kan varetages ved anonymisering i medfør af § 41 e, stk. 4, eller 6) ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til en straffesags doku-menter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for hensynet til fore-byggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller for særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, tiltalte, vidner eller andre. …” Herudover indeholder retsplejeloven i kapitel 92 nærmere regler om offentlig omtale mv. af straffesager. Kapitlet indeholder bl.a. følgende bestemmelser: ”… § 1016 a. Ingen, som i embeds medfør er beskæftiget med en straffesag, må, så længe sagen ikke er pådømt eller bortfaldet, udtale sig uden for retten til offentligheden angående skyldsspørgsmålet. §
12. Offentlig gengivelse af retsforhandlinger skal være objektiv og loyal. Stk.
13. … … § 1017 b. Med bøde straffes den, der i forbindelse med omtale af en sag om overtrædelse af

§ 210

og kapitel 24 om seksualforbrydelser eller i øvrigt med henblik på en sådan sag giver offentlig meddelelse om navn, stilling eller bopæl på den forurettede eller på anden måde offentliggør den pågælden-des identitet. Stk.

1. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at politiet offentliggør den forurettedes identitet, når dette findes påkrævet af hensyn til sagens opklaring / - 13 eller i øvrigt til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse. Ved forevis-ning af fotografier af forurettede finder §§ 814 og 816 dog anvendelse. … § 1017 d. Domme og kendelser i straffesager må kun gengives offentligt, når de er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forurettedes eller vid-ners identitet ikke fremgår. Overtrædelse straffes med bøde. Stk.
2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på retsinformationssystemer, der er omfattet af databeskyttelseslovens § 9, eller på offentlig gengi-velse, der bygger på et sådant retsinformationssystem.” Landsrettens begrundelse og resultat Sagen angår i første række spørgsmål om, hvorvidt Tiltalte på strafbar måde uberettiget har videregivet fortrolige oplysninger, som han har fået kendskab til i forbindelse med sin stilling som Stilling og leder af Københavns Politis Afdeling 1, jf.

§ 152, stk.

1, og om han ved uberettigede opslag i politiets POLSAS-register har misbrugt sin stilling som Stilling, jf.

§ 155, 1.

pkt. Forhold 1-3 Det følger af

§ 152, stk.

3, at en oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Tavshedspligten omfatter som udgangspunkt ikke oplysninger, som er almindeligt kendte eller som er offentligt tilgængelige, f.eks. som følge af medieomtale. Anklagemyndigheden har for landsretten gjort gældende, at de udsagn, der fremgår af den rejste tiltale i forhold 1-3, alle må anses for fortrolige oplysninger omfattet af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, og at dette også gælder i de tilfælde, hvor oplysningerne tidligere har været offentligt tilgængelige. Anklagemyndigheden har i den forbindelse henvist til hensyn bag lovgivningen om databeskyttelse, jf. herved databeskyttelseslovens § 8 og databeskyttelsesforordningens artikel 9, og reglerne om aktindsigt i straffesager, navnlig retsplejelovens § 41 b, stk. 2, nr. 2, hvorefter retten til aktindsigt ikke omfatter straffesager, der er endeligt afsluttet for mere end 1 år siden, medmindre aktindsigt søges til brug for videnskabelig forskning eller af redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et massemedium til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde. / - 14 - Landsretten har forstået anklagemyndighedens synspunkt således, at det er anklagemyndighedens opfattelse, at fortroligheden i forhold til den strafferetlige vurdering efter

§ 152, stk.

1, kan genindtræde, når der er forløbet nogen tid efter en straffesags endelige afslutning. Efter bevisførelsen lægger landsretten ligesom byretten til grund, at de udsagn, der fremgår af tiltalen i forhold 1 og 3 samt forhold 2, pkt. 1, 3, 4, 6 og 7, alle tidligere er blevet omtalt i medierne og således har været offentligt tilgængelige forud for udgivelsen af værket ”Titel 1”. Allerede fordi der er tale om en gentagelse af oplysninger, der i forvejen berettiget var offentligt tilgængelige, finder landsretten ikke grundlag for at fastslå, at tiltalte har videregi-vet fortrolige oplysninger i strid med

§ 152, stk.

1. Uanset at der i henseende til adgangen til aktindsigt i straffesager gælder en række begrænsninger, herunder efter bestemmelsen i retsplejelovens § 41 b, stk. 2, nr. 2, finder landsretten ikke hjemmelsmæs-sigt grundlag for at lade dette hensyn indgå ved den strafferetlige vurdering, der skal fore-tages efter

§ 152, stk.

1. Landsretten tiltræder på denne baggrund, at tiltalte er frifundet for den principale tiltale i forhold 1 og 3 samt forhold 2, pkt. 1, 3, 4, 6 og
2. For så vidt angår forhold 2, pkt. 2, finder landsretten, at anklagemyndigheden ikke har ført bevis for, at der ikke er tale om en oplysning, der i forvejen var offentligt tilgængelig, ligesom der i øvrigt ikke er grundlag for at anse det for bevist, at der var tale om en oplysning, som tiltalte havde fået kendskab til i kraft af sin stilling i Københavns Politi. Landsretten bemærker desuden, at det må anses for yderst tvivlsomt, om en videregivelse af et spontant udsagn som anført efter sit indhold må anses for omfattet af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr.
3. Landsretten tiltræder på denne baggrund, at tiltalte er frifundet i forhold 2, pkt.
4. For så vidt angår forhold 2, pkt. 5, finder landsretten, at oplysningen om, at vævsrester fra den forurettede var på projektilet, er omfattet af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, lige/ - 15 som landsretten tiltræder, at det må lægges til grund, at oplysningen om forurettedes væv på projektilet ikke havde været offentligt tilgængelig før udgivelsen af bogen. Når udsagnet i forhold 2, pkt. 5, imidlertid sammenholdes med de øvrige offentligt tilgængelige oplysninger om omstændighederne ved drabsforsøget, herunder udsagnet i forhold 2, pkt. 4, finder landsretten, at dette udsagn indholdsmæssigt ikke er vidererækkende, og at der derfor ikke er grundlag for at fastslå, at Tiltalte ved udsagnet i for-hold 2, pkt. 5, har videregivet fortrolige oplysninger, der kan danne grundlag for en dom-fældelse efter

§ 152, stk.

1. Landsretten frifinder på denne baggrund tiltalte i forhold 2, pkt.
2. Det følger af det ovenfor anførte, at landsretten i det hele frifinder Tiltalte for overtrædelse af

§ 152, stk.

1. Anklagemyndigheden har subsidiært påstået forhold 1-3 henført under

§ 264d, stk.

1, hvorefter det er strafbart uberettiget at videregive meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Navnlig henset til karakteren og indholdet af meddelelserne i de omhandlede udsagn, der fremgår af bogen, og som i meget vidt omfang i forvejen var offentligt tilgængelige, sammenholdt med at meddelelserne fremtrådte i anonymiseret form, er der ikke grundlag for at fastslå, at Tiltalte i forbindelse med bogudgivelsen uberettiget har vide-regivet meddelelser vedrørende andres private forhold under omstændigheder, der kan an-ses for strafbare efter

§ 264d, stk.

1. Tiltalte frifindes derfor også for den subsidiære tiltale i forhold 1-
2. Forhold 4 Tiltalte har ikke bestridt, at han har foretaget de opslag i POLSAS, der er rejst tiltale for. / - 16 Tiltalte har under hovedforhandlingen i landsretten forklaret bl.a., at han foretog opslagene i POLSAS vedrørende sagen om ”Person 3 ”, idet han i en artikel i ”Dansk Kriminalre-portage ”

§ 155, 1.

pkt. Landsretten frifinder derfor tiltalte i forhold 4. Thi kendes for ret: Tiltalte frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter. / /