DOM Gl. B1 sagen bind 7 -2- INDHOLDSFORTEGNELSE Sagsøgerens procedure ................................................................................................................... 3 Indledning .

§ 54

, og at han derfor heller ikke efter Forretningsgangene kunne være meddelt en sådan bevillingskompetence. I al væsentlighed forelagde han ikke bevillinger uanset størrelsen for Bestyrelsen, hvilket Bestyrelsen accepterede. Omfanget af de presserende bevillinger må tillige betegnes som usædvanlig, hvilket også – under bevisførelsen – er bekræftet af de eksterne kreditmedarbejdere fra (” Person 1 gruppen”), som gennemgik Bankens engagementer i november 2008, og som alle har forklaret, at de ikke har set et lignende omfang i de pengeinstitutter, hvor de selv kom frem, og, at det i øvrigt var deres opfattelse, at brugen af presserende bevillinger alene var udtagelsens regel. Endvidere har han forsømt at sørge for en forsvarlig organisation af Bankens virksomhed, herunder at Banken havde en kreditpolitik og forretningsgange på kreditområdet, der afspejlede Bankens betydelige eksponering inden for udlån og garantier til investering i fast ejendom og pantebreve. - 12 - Ligeledes var Bankens likviditetsmæssige forhold gennem en længere periode fra 2006 til 2008 ikke forsvarlig, hvilket Part K som administrerende direktør er ansvarlig for. Derudover har Direktionen og Bestyrelsen accepteret, at en lang række lån blev udbetalt før bevillingsgrundlaget overhovedet var udarbejdet og vurderet, hvilket har medført en uansvarlig kreditkultur i Banken. Banken har endvidere i flere tilfælde anvendt såkaldte ”parkeringsløsninger”, blandt andet for at undgå at skulle konstatere tab på pantebreve, eller for at omgå den i værdipapirhandelslovens hjemlede flagningspligt i relation til egne aktier, hvorved Banken har påtaget sig en risiko under usædvanlige omstændigheder, der efterfølgende har påført Banken tab. Der henvises i øvrigt til det nedenfor punkt 8-16 anførte. I forhold til direktør gøres det gældende, at han som en del af den daglige Part L ledelse havde pligt til at gribe ind over for den omfattende og systematiske tilsidesættelse af bevillingsreglerne. Endvidere har han som en del af den daglige ledelse forsømt at sørge for en forsvarlig organisation af Bankens virksomhed, herunder at Banken havde en kreditpolitik og forretningsgange på kreditområdet, der afspejlede Bankens betydelige eksponering inden for udlån og garantier til investering i fast ejendom og pantebreve, og at Banken havde en forsvarlig likviditet. Det kan i den forbindelse undre, og er i øvrigt dybt kritisabelt, at der bl.a. ikke fra Part L's side kom nogen reaktion på Part L , V4 og V8's e-mail af

1. januar 2008 til Part K (Ekstraktens Bind 1, side 3339), hvori det bl.a. var anført, at den trækningsramme på kr. 100 mio., som Banken havde hos Bank 10 , alene var til at indgå i likviditetsberegningen i medfør af FIL § 152, men reelt set ikke kunne bruges, da den blot var udtryk for en ”gentlemanaftale”, som man ikke trak på. Tilsvarende kom der heller ikke nogen reaktion på det forhold, at der heller ikke var hjemmel til at medregne andre koncernselskabers trækningsretter i FIL § 152-beregningen. Disse pligter er knyttet til Part L's hverv som registreret direktør i Banken og dermed uafhængigt af, om der måtte være en intern arbejdsdeling mellem Part K , hvorefter Part K varetog kreditområdet. Part L og - 13 - Endvidere gøres det gældende, at Part L efter Part K's fratrædelse i sep- tember 2008 havde direkte ansvar for kreditområdet og dermed for de bevillinger, der er sket efter dette tidspunkt. Der henvises i øvrigt til det nedenfor punkt 8-16 anførte. I forhold til bestyrelsesmedlemmerne gøres det særligt gældende, at de har forsømt at skride ind over for direktørens uberettigede anvendelse af presserende bevillinger, og at der som en konsekvens heraf ikke er sket en kreditmæssig forsvarlig behandling af bevillingerne i Bestyrelsen. Det gøres i den forbindelse gældende, at der er forskel på Bestyrelsens behandling af en sag til bevilling henholdsvis til efterbevilling. Hertil bemærkes, at Bestyrelsen på intet tidspunkt har underkendt eller blot udtalt kritik af en presserende bevilling, i hvilken forbindelse bemærkes, at omfanget af presserende bevillinger udgjorde 85 % i 2006, 87 % i 2007 og 95 % i
2. Endvidere gøres det gældende, at Bestyrelsen burde have erkendt, at bevillingerne var kreditmæssigt uforsvarlige på grund af forhold, som er nævnt ovenfor. Bestyrelsen burde derfor ikke have godkendt disse efterbevillinger, ligesom Bestyrelsen burde have skredet ind over for den uforsvarlige bevillingspraksis. Bestyrelsen kunne ved selvsyn konstatere de mangelfulde beskrivelser i kreditindstillingerne samt den manglende tilstedeværelse af relevante oplysninger. Bestyrelsen har endvidere forsømt at sørge for en forsvarlig organisation af Bankens virksomhed, herunder at Banken havde en kreditpolitik og Forretningsgange på kreditområdet, der afspejlede Bankens udvikling og den deraf følgende betydelige eksponering inden for udlån og garantier til investering i fast ejendom og pantebreve, primært udenfor Bankens lokalområde. Der henvises i øvrigt til det nedenfor punkt 8-16 anførte. Særligt i forhold til bestyrelsesformanden Part A gøres det gældende, at han havde et særligt ansvar for at sikre en forsvarlig tilrettelæggelse af Bestyrelsens arbejde, herunder at tage initiativ til at gribe ind over for direktørens uretmæssige anvendelse af presserende bevillinger, tilstedeværelsen af et forsvarligt bevillingsgrundlag samt påse at Forretningsgangene blev overholdt, og at de var tilpasset i forhold til Bankens udvikling, herunder den - 14 - betydelige eksponering inden for fast ejendom og pantebreve udenfor Bankens lokalområde. I forhold til Ekstern Revision gøres det i relation til de i sagen omhandlede engagementer overordnet gældende, at Ekstern Revision har foretaget en række overtrædelser af god revisorskik i forbindelse med revision af engagementerne med V6 A/S -koncernen, Vidne 30 -koncernen samt V2 A/S Vidne 42 -koncernen, -koncernen, og at Ekstern Revision som følge heraf har handlet ansvarspådragende. Hertil bemærkes, at idet V3 ApS -koncernen ikke indgik i Bankens 10 største engagementer for 2006 og 2007, og derfor heller ikke var medtaget i Intern Revisions protokollat til årsrapporterne for 2006 og 2007, er Ekstern Revision heller ikke omfattet af sagens påstand 17 og
3. Det er Finansiel Stabilitets opfattelse, at Ekstern Revision ikke tilstrækkelig kritisk har forholdt sig til 1) indholdet af de af selskaberne aflagte årsrapporter eller mangel på samme, herunder vurdering af cash-flow, opskrivninger, værdireguleringer og egenkapitalens sammensætning, 2) indholdet af de af selskaberne stillede sikkerheder (blancoelementet), herunder værdien af selvskyldnerkautioner, 3) Bankens supplerende debitor oplysninger, 4) den omfattende brug af presserende bevillinger, 5) Direktionens gentagende overskridelser af sine beføjelser, 6) Bankens oplysninger om forventet positiv drift på engagementerne, 7) manglende eller mangelfuldt bevillingsgrundlag samt 8) en uforsvarlig praksis hvorefter kreditter blev udbetalt forud for bevillingen (og kreditvurderingen), hvorved Ekstern Revision heller ikke har udført sin revision af udlånsområdet, for så vidt angår de anførte engagementer, i overensstemmelse med god revisorskik. Finansiel Stabilitet gør i den forbindelse gældende, at Ekstern Revision dels på baggrund af Intern Revisions løbende rapportering om væsentlige mangler på kreditområdet i perioden 2005-2008, dels i forbindelse med den påbegyndte revision i 2006 og de følgende år frem til Bankens sammenbrud burde have konstateret og påtalt ovennævnte forhold, som udgjorde en såvel konkret som generel uforsvarlig kreditsagsbehandling i forbindelse med de omhandlede bevillinger til henholdsvis Vidne 30 -koncernen og Vidne 42 V2 A/S -koncernen, V6 A/S -koncernen, -koncernen og burde have gjort en revisionsmæs- sig bemærkning herom i revisionsprotokollen og taget forbehold herom i de afgivne erklæringer i revisionsprotokollen samt i de aflagte årsrapporter, idet den fejlagtige behandling af de konkrete bevillinger dokumenterer, at Bankens Forretningsgange og interne kontrol- - 15 - ler på kreditområdet ikke fungerede på betryggende vis, jf. revisionsbekendtgørelsen § 4, stk. 2 og § 6, stk. 1, nr.
4. Dette undlod Ekstern Revision imidlertid og Banken fortsatte derfor også efter
5. december 2006 med at bevillige yderligere uforsvarlige kreditter til de i sagen omhandlede udlånsengagementer, hvorved Banken blev påført tab, der kunne have været undgået. Hertil kommer, at Ekstern Revisions ”anbefalinger” i revisionsprotokollen til årsrapporten for 2007 (Ekstrakten, Bind 2, side 1240) om ”fortsat” at have fokus på at tilvejebringe præcise risikovurderinger – baseret på et konsolideret grundlag – herunder inddragelse af likviditetsrisiko og ejendomsrisiko ved bedømmelsen af større ejendoms- og pantebrevskreditter ligeledes burde have været rapporteret som væsentlige revisionsmæssige bemærkninger i revisionsprotokollen i 2007 og allerede i
6. Ekstern Revision afgav som følge heraf tillige fejlagtig ”at-erklæring” i revisionsprotokollen til årsrapporterne for 2006 og 2007 om, at der i Banken var velfungerende Forretningsgange og administrative procedurer uagtet, at Ekstern Revision var fuldt ud bekendt med, at Forretningsgangene og den administrative procedure og kontrol på kreditområdet var mangelfulde. Der henvises i øvrigt til det nedenfor punkt 18 anførte. Derved kunne Bestyrelsen og Direktionen fortsætte den uforsvarlige kreditgivning uforandret, og Finanstilsynet havde ingen anledning til at reagere nærmere på tilsynsbesøget i marts
7. I forlængelse af ovenstående gør Finansiel Stabilitet tillige gældende, at der er årsagsforbindelse mellem Ekstern Revisions manglende revision og de lidte tab på engagementerne, og at tabene er en påregnelig følge af den mangelfulde revision. Finansiel Stabilitet gør således gældende, at de ovenfor konstaterede forhold i relation til den uforsvarlige kreditsagsbehandling allerede bestod i
8. Der henvises i den forbindelse tillige til Intern Revisions løbende rapportering herom i 2006, jf. punkt 18.1.
9. Det gøres i den forbindelse endvidere gældende, at de iagttagelser, som Ekstern Revision havde gjort sig i både revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten for 2007 (Ekstrakten, Bind 2, side 1240) og i e-mail af
10. december 2007 fra , til Vidne 41 Part M , cc Part N (Ekstraktens Bind 2, side 1715), bl.a. omkring de konstaterede - 16 - kendetegn ved Bankens kunder, risikovurderinger, den bestående likviditets- og ejendomsrisiko, var iagttagelser, som Ekstern Revision allerede burde have konstateret i 2006, idet samme forhold allerede var til stede hos de for sagen relevante kunder på dette tidspunkt, og således have medtaget disse som revisionsmæssige bemærkninger i protokollatet til årsrapporten for
11. Eneste forskel i relation til 2007 var det forhold, at Jyllands-Posten i oktober 2007 havde bragt en række kritiske artikler omkring ”byttehandler” og ”pantebrevskarruseller”, hvori en række af Bankens kunder også var omtalt. Finansiel Stabilitet gør samtidig gældende, at såfremt Ekstern Revision havde medtaget disse forhold som revisionsmæssige bemærkninger i protokollatet til årsrapporten for 2006, ville Finanstilsynet tillige have fået henledt sin opmærksomhed herpå i forbindelse med inspektionen i marts 2007 (på hvilket tidspunkt Bankens årsrapport for 2006 samt Ekstern Revisions årsprotokollat i øvrigt forelå), og ville som følge heraf også have haft en særlig anledning til at målrette tilsynsindsatsen imod de uforsvarlige forhold på Bankens kreditområde. Ekstern Revisions undladelser i denne sammenhæng må således tillige antages at have afholdt Finanstilsynet fra tidligere at skride ind over for Banken, hvorved Banken yderligere blev eksponeret for tab som følge af den uforsvarlige adfærd på kreditområdet. Det gøres i den forbindelse yderligere gældende, at hvis Ekstern Revision havde afgivet fyldestgørende revisionsmæssige bemærkninger og ikke afgivet rene ”at-erklæringer” i revisionsprotokollaterne til årsrapporterne, må det lægges til grund, at Bestyrelsen ville have haft en relevant anledning til at være blevet opmærksom på de uforsvarlige forhold på Bankens kreditområde og som følge heraf have sikret, at kreditsagsbehandlingen blev tilrettelagt og udøvet på et tilstrækkeligt og forsvarligt grundlag. Dette ville tillige have medført, at Bestyrelsen havde grebet væsentligt tidligere ind over for Banken/Direktionen, hvorved udvidelsen af Bankens nødlidende engagementer var blevet stoppet, og tabene herved undgået. Der henvises i det hele til det nedenfor punkt 18.2.5 anførte. På det foreliggende grundlag gøres det derfor også gældende, at Ekstern Revision er erstatningsansvarlig for samtlige de tabsgivende bevillinger, som blev ydet efter den
12. december 2006, jf. nærmere herom nedenfor punkt 8-13, idet Ekstern Revision til opfyldelse af sine pligter i henhold til de gældende regler burde have reageret overfor Direktion og Bestyrelsen i forbindelse med sin løbende revision af engagementerne med koncernen, V6 A/S -koncernen, Vidne 30 -koncernen og Vidne 42 V2 A/S - -koncernen og - 17 - senest i forbindelse med statusrevision pr.
13. december 2006, subsidiært ved sin løbende revision af engagementet i 2007 og senest ved statusrevision pr.
14. december
15. Der henvises i øvrigt til det nedenfor punkt 18 anførte. Som redegjort for indledningsvist i punkt 3.
16. gør Finansiel Stabilitet gældende, at de sagsøgte – udover ovenstående bevillinger i de 5 udlånsengagementer - har handlet ansvarspådragende ved deres handlinger og undladelser i forhold til en række øvrige bevillinger som behandles neden for punkt 3.2.1.6 og 3.2.1.
17. 3.2.1.6 V9 A/S I forbindelse med Fondens salg af aktier i V9 A/S for kr. 51.000.000 påtog Banken sig at finansiere købet og stille en tilbageskøbsgaranti over for køberne af aktierne, hvorefter køberne havde ret til at sælge aktierne til Banken inden for 2 år for den oprindelige købesum med tillæg af renter. Bevillingerne til lån af køb af aktierne, blev meddelt af Part K som presserende bevilling og forelagt Bestyrelsen til efterbevilling, mens tilbagekøbsgarantien alene blev meddelt af Part K uden forelæggelse for Be- styrelsen. Det gøres gældende, at Bankens finansiering i sig selv men dertil også det givne tilsagn om tilbagekøb af aktierne var kredit- og investeringsmæssigt uforsvarligt, idet der ikke var foretaget nogen egentlig kreditsagsbehandling, ligesom dispositionerne ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition, idet bevillingen af lånene alene skete for at varetage Fondens interesser for Bankens risiko. Den udstedte tilbagekøbsgaranti var endvidere en bevilling i strid med bevillingskompetencen, og tilbagekøbsgarantien var en disposition af både usædvanlig karakter og stor betydning, der skulle have været forelagt Bestyrelsen til beslutning, jf.

§ 54og Forretningsgangene.

Part K er ansvarlig for de kreditmæssigt uforsvarlige bevillinger og den afgiv- ne tilbagekøbsgaranti, der ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition. - 18 - Bestyrelsen er ansvarlig for at have meddelt efterbevillingerne på et kreditmæssigt uforsvarligt grundlag uden kreditsagsbehandling. Der henvises i det hele til det neden for punkt 14 anførte. Det gøres gældende at Banken led et tab på kr. 46.782.500, som nærmere beskrevet under tabsopgørelsen (bilag 1871). 3.2.1.7 Ejendom 7 / V7 ApS Det gøres gældende, at Part K , Part A og Part J ved Bestyrel- sens behandling af en bevilling til finansiering af et ejendomskøb i Spanien bevidst har fortiet deres personlige økonomiske interesser som sælgere af den pågældende ejendom/selskab. Ved salget blev de pågældende ledelsesmedlemmer/deres nærtstående endvidere frigjort fra en personlig kaution over for Bank 30 vedrørende deres oprindelige finansiering af ejendommen. Det gøres gældende, at bevillingen var kreditmæssigt uforsvarlig, og at der med den samtidige kredit til købers investering i pantebreve var tale om en unormal forretningsmæssig disposition. Det gøres gældende, at Part K , Part A og ansvarlige for Bankens tab. Da dispositionerne er foretaget af Part A og Part K Part J Part J Part K er erstatnings, i strid med habilitetsreglen i aktieselskabslovens § 58 og for tillige FIL § 76, må det påhvile de pågældende at godtgøre, at bevillingen på trods af inhabiliteten var kreditmæssig forsvarlig. Bestyrelsen er ansvarlig for at have meddelt efterbevillingen på et kreditmæssigt uforsvarligt grundlag. Der henvises i det hele til det neden for punkt 13 anførte. Det gøres gældende at Banken led et tab på kr. 1.586.732,82, som nærmere beskrevet under tabsopgørelsen (bilag 1871). 3.2.1.8 Køb af nødlidende pantebrev fra hustrus selskab Part K's Det gøres gældende, at det var i strid med Bankens interesse og habilitetsreglen i FIL § 75, at Banken købte et pantebrev fra V9 ApS , der var ejet af - 19 - Part K's hustru. Pantebrevet blev købt til kurs 100, selv om debitor umiddelbart forinden havde anmeldt betalingsstandsning. Aftale om køb af pantebrevet blev indgået af Part K uden forelæggelse for Bestyrelsen, hvorfor det gøres gældende, at Part K er erstatningsansvarlig for Bankens tab. Der henvises i det hele til det neden for punkt 15 anførte. Banken led et tab på samlet kr. 2.083.741 som følge af tilbagekøbet af pantebrevet. Dette er nærmere beskrevet under tabsopgørelsen (bilag 1871). 3.2.1.9 Leje af villa i Marbella Det gøres gældende, at det var kreditmæssigt uforsvarligt og havde karakter af en unormal forretningsmæssig disposition, at Banken ydede en pantebrevskredit på kr. 10.000.000, og samtidig ydede en garanti for et årligt afkast af pantebrevene på kr. 200.000 og garanti mod tab på pantebrevene i forbindelse med Fondens leje af en villa i Spanien til ledelsen i Fonden, som var sammenfaldende med ledelsen i Banken. Bevillingen og garantien blev meddelt af at Part K Part K , hvorfor det gøres gældende, er erstatningsansvarlig for Bankens tab. Der henvises i det hele til det neden for punkt 16 anførte. Bankens tilbagekøb af pantebrevene medførte et tab på kr. 3.373.098,54 med et tillæg på kr. 600.000 for betalt leje af villaen, hvilken leje på ingen måde var i Bankens interesse. 3.2.1.10 De generelt uforsvarlige forhold på kreditområdet Som redegjort for ovenfor punkt 3.2.1.1-3.2.1.9 samt nærmere nedenfor punkt 8-16 er de sagsøgtes erstatningsansvar begrundet i handlinger og undladelser i forbindelse med en række konkrete dispositioner og bevillinger på Bankens kreditområde, som efter Finansiel Stabilitets opfattelse var kreditmæssigt uforsvarlige og/eller ikke havde karakter af normale forretningsmæssige dispositioner. At dispositionerne konkret har været ansvarspådragende for de sagsøgte, understøttes imidlertid tillige af de mere generelt uforsvarlige forhold på Bankens kreditområde. - 20 - Hertil bemærkes, at Højesteret i dom af

1. januar 2019 i Capinordic Bank-ansvarssagen (nedenfor punkt 4.2.1 og 4.2.3) har fundet, at de mere generelt uforsvarlige forhold i et pengeinstitut, så som overtrædelse af lovgivningen og interne retningslinjer samt utilstrækkelig kreditorganisation mv. ikke nødvendigvis i sig selv medfører et erstatningsansvar, men kan indgå som vejledende momenter i forhold til at fastslå et konkret erstatningsansvar. Det er i den forbindelse Finansiel Stabilitets opfattelse, at følgende momenter tillige må indgå i den samlede ansvarsvurdering i relation til de konkrete dispositioner: Bevillingsprocessen Beslutningsgrundlaget Tilsidesættelse af forretningsgange Om baggrunden herfor bemærkes følgende, idet de enkelte momenter vil blive behandlet enkeltvis nedenfor: BEVILLINGSPROCESSEN En lånesag startede i Bankens Erhvervsafdeling, som skulle lave en indledende kreditvurdering af kunden og lånet. Ved større sager sendtes sagen – efter Erhvervsafdelingens kreditvurdering videre til Bankens Kreditkontor, som skulle vurdere sagen på ny. Herefter skulle og Bestyrelsen foretages deres selvstændige kreditvurdering. Part K Der var således i princippet fire kontrolinstanser, som skulle sikre at udlånet var forsvarligt, og at Bankens risiko for tab blev minimeret. Sagens bilag og vidneforklaringer dokumenterer imidlertid, at Erhvervsafdelingen og Kreditkontoret i overvejende grad ikke foretog kreditvurderinger på de store erhvervsengagementer, da beslutningen om at der skulle ske en bevilling allerede var truffet af enten Part K , V1 eller V4 . Resultatet var således givet på for- hånd, og begge funktioner var reduceret til et ekspeditionskontor, som alene skulle sørge for, at det formelle papirarbejde kom på plads. Derudover havde man ikke kompetencerne i Banken til at foretage forsvarlige kreditvurderinger på de største kunder. Part K , som bevilligede langt hovedparten af bevillingerne som presserende, har endvidere forklaret, at han alene så på, om bevillingens låneformål ”var inden for ski- - 21 ven”, hvorfor han ikke foretog en selvstændig eller grundig kreditvurdering eller en kontrol af, at en sådan vurdering var foretaget af andre. Heller ikke Bestyrelsen foretog den kreditvurdering, som var påkrævet. Bevillingerne blev således ofte slet ikke gennemgået på bestyrelsesmødet, da kunderne allerede var kendte i Banken, idet der ikke var tid til at gennemgå bevillingerne, og idet de allerede var bevilligede som presserende og lånet derfor udbetalt, hvorfor eventuel kritik af bevillingerne var formålsløs. Dette efterlod Banken uden nogen form for kontrolinstanser til at sikre, at de lån som Banken bevilgede, også var forsvarlige, og at kunden kunne betale pengene tilbage, dvs. essensen i det at drive bankforretning. Det gøres gældende, at dette i sig selv er ansvarspådragende. Der henvises i den forbindelse i det hele til det nedenfor punkt 6.5 anførte. BESLUTNINGSGRUNDLAGET Det er Finansiel Stabilitets opfattelse, at det ikke kun var Bankens bevillingsproces, som har været uforsvarlig, men også det bevillingsgrundlag, som indgik i bevillingsprocessen. Om selve bevillingsgrundlaget bemærkes følgende: En beslutning om at yde en bankkunde et lån, beror på en kreditvurdering af låntager, som skal foretages på et forsvarligt grundlag. I kreditvurderingen skal blandt andet indgå formålet med lånet, vurdering af låntagers økonomi, sikkerheder og evne til at drive virksomhed. Banken havde i årene 2005-2008 en meget stor udlånsvækst. Væksten dækkede bl.a. over – for Banken - meget store udlån til erhvervsvirksomheder, navnlig indenfor fast ejendom. Låntagerne var ofte virksomheder med meget kraftig vækst, der indgik i komplicerede koncernstrukturer med mange selskaber, hvilket stillede store krav til kreditvurderingen. Ved gennemgangen af sagens bilag og forklaringerne fra vidner og parter, kan det konstateres, at Bankens beslutningsgrundlag langt fra har været tilstrækkeligt til at lave en forsvarlig kreditvurdering. - 22 - Beslutningsgrundlaget har således været mangelfuld såvel i forhold til, hvad der generelt kan forventes og forlanges for kreditgivning af den foreliggende art og i det foreliggende omfang, som i forhold til Bankens egne forretningsgange. Dette gav sig blandt andet udslag i: • Mangelfulde beskrivelser af projekter, af kunders forhold, af historiske data og af låntagernes forretningsgrundlag. • Mangelfuld dokumentation for og beskrivelse af kunders/projekters bonitet, herunder manglende indhentelse af budgetter og regnskabsmateriale. • Manglende risikovurdering af kunders likviditet, ejendomsrisici, følsomhed m.v. • Manglende tilstrækkelig sikkerhedsstillelse (blancoelementer op til 100 %). • Mangelfulde vurderinger og beskrivelser af sikkerheder. • Manglende indhentelse af uvildige ejendomsmæglervurderinger. • Manglende løbende opfølgning på sikkerhedsstillelser. • Manglende oplysninger om kundernes lån hos andre pengeinstitutter m.v. • Mangelfuld risikovurdering af kunder på et konsolideret grundlag. • Manglende analyse af kundens reelle egenkapital. Medarbejderne i Banken undlod i mange tilfælde at foretage selvstændige undersøgelser af grundlaget for bevillingsansøgningerne, og bevillingerne blev generelt meddelt på baggrund af korte og ofte intetsigende beskrivelser uden dokumentation, og bevillingsansøgningerne og de skriftlige bevillinger indeholdt ikke tilstrækkelige eller fyldestgørende vurderinger af låntagerne/kunder eller de finansierede aktiver, og de dermed for Banken forbundne risici. Det i sagen fremlagte fuldstændige materiale fra lånesagerne samt indholdet af kreditindstillingerne i LEO systemet dokumenterer fraværet af disse centrale oplysninger og analyser. - 23 - Dette understøttes tillige af Intern Revisions løbende konstateringer omkring Bankens dokumentationsgrundlag på kreditområdet, herunder Intern Revisions rapport af
2. juni 2008 vedrørende bevillings- og dokumentgennemgang (Ekstrakten, Bind 2, side 1491), hvori det er anført, at der i flere tilfælde ”manglede dokumenter i mappen” og/eller ”bevilling var ikke foretaget”, hvilket omfattede både ikke tilstedeværende dokumenter og endnu ikke udarbejdede dokumenter. Det gøres gældende, at en meget betydelig del af de konstaterede tab er forårsaget af manglende kvalitet i behandlingen af Bankens kreditsager, og at de sagsøgte var vidende herom og ansvarlige herfor. Der henvises i det hele til det nedenfor punkt 6.6 anførte. TILSIDESÆTTELSE AF FORRETNINGSGANGENE Bestyrelsen og Direktionen havde efter FIL § 71, stk. l, nr. 4, pligt til at udarbejde og løbende ajourføre forretningsgange på alle væsentlige aktivitetsområder. Dette skulle sikre, at driften af Banken og Koncernen tjente til opfyldelse af vedtagne strategier og handlingsplaner, at alle funktioner i Banken og Koncernen opfyldte de lovmæssige og andre krav for Bankens virksomhed, og at Bestyrelsen og Direktionen havde et tilstrækkeligt og løbende overblik over Bankens og Koncernens samlede risici. Forretningsgangene er samtidig udtryk for, hvilke krav Banken selv stillede til sin kreditvurdering for at sikre, at denne er forsvarlig, og at risikoen for tab for Banken dermed minimeres. Den valgte strategi, hvorved der blev foretaget en usædvanlig og vidtgående diversificering af Bankens og Koncernens virksomhed, og den samtidig voldsomt ekspanderede udlånsportefølje, gjorde det særligt påkrævet at de nødvendige forretningsgange var udarbejdet og til enhver tid var ført ajour i takt med udviklingen i Bankens og Koncernens virksomhed. Dette undlod Bestyrelsen og Direktionen imidlertid, og Ekstern Revision påtalte ikke fyldestgørende dette væsentlige forhold. Dele af Forretningsgangene var i vidt omfang af ældre dato, utilstrækkelige og ikke ajourførte. Dertil kommer, at Forretningsgangene kun i begrænset omfang blev efterlevet, herunder særligt ved kreditsagsbehandlingen, uden at dette forhold blev påtalt af hverken Bestyrelsen, Direktionen eller Ekstern Revision. - 24 - Finansiel Stabilitet gør gældende, at ovenstående må indgå med ikke ubetydelig vægt i vurderingen af, hvorvidt de enkelte bevillinger m.v. i sagen har været ansvarspådragende at bevillige, ligesom det forhold, at der ikke var udarbejdet Forretningsgange tilpasset Bankens pantebrevsområde, må indgå med samme vægt i relation til sagens påstand 28, jf. nærmere herom neden for punkt 1.2.2 og 18-
3. Selvom Højesteret i Capinordic Bank-ansvarssagen har udtalt, at det forhold, at bestyrelsen fraviger egne interne retningslinjer mv. eller accepterer, at bankens direktion fraviger disse, ikke i sig selv kan anses for ansvarspådragende, er det imidlertid Finansiel Stabilitets opfattelse, at det i nærværende sag har været konkret uforsvarligt, at fravige egne retningslinjer, herunder i forhold til presserende bevillinger, bevillingsprocessen samt bevillingsgrundlaget, idet disse fravigelser udgør helt centrale og væsentlige svigt i den kontrolmekanisme, der skulle have været i Banken på kreditområdet. Herunder navnlig da fravigelsen ikke er sket konkret med derimod i et systematisk omfang, hvor regler ikke er blevet efterlevet i et omfang, der svarer til at man ikke havde haft reglerne. Når de nødvendige og påkrævede kontrolfunktioner i henholdsvis Erhvervsafdelingen (”first line of defense”), Kreditkontoret (”second line of defense”), Direktionen (”third line of defense”) og i sidste ende Bestyrelsen reelt har været ikkeeksisterende, henset til at der ikke blev foretaget en egentlig kreditsagsbehandling og vurdering hos disse instanser, idet beslutningen om at der skulle ske en bevilling allerede var truffet af enten Part K eller V4 V1 , og lånet i forlængelse heraf ofte allerede var udbetalt, efterlod det således også Banken uden nogen form for kontrolinstanser til at sikre, at de lån som Banken gav, også var forsvarlige. Dette var i øvrigt særligt udtalt ved den omfattende, uhensigtsmæssige og uretmæssige brug af presserende bevillinger. Det gøres derfor også gældende, at de omhandlede fravigelser har været konkret uforsvarlige i forhold til de enkelte bevillinger omfattet af nærværende sag, idet fravigelserne og dermed svigtet i kontrolinstanserne på Bankens kreditområde har medført, at Direktionen og Bestyrelsen ikke har kunne foretage deres kreditvurderinger på et fyldestgørende og dermed forsvarligt grundlag. Dette ses i øvrigt at være i overensstemmelse med det af - 25 - Højesteret i Capinordic Bank-ansvarssagen anførte, hvorefter et ansvar må forudsætte, at det efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde har været uforsvarligt at fravige egne retningslinjer eller acceptere en sådan fravigelse. Der henvises i øvrigt til punkt 6.5 nedenfor. 3.2.2 Pantebreve og pantebrevsgarantier Udover ovenstående dispositioner, jf. punkt 3.2.1.1-3.2.1.9 gør Finansiel Stabilitet tillige gældende, at de sagsøgte har handlet ansvarspådragende ved deres handlinger og undladelser i forbindelse med en række konkrete dispositioner på Bankens pantebrevsområde, herunder Bankens udstedelse af en række pantebrevsgarantier og tilbagekøb af pantebreve på vegne Fonden. Om det konkrete dispositioner bemærkes følgende: 3.2.2.1 De fire konkrete garantiaftaler Finansiel Stabilitet gør overordnet gældende, at Bankens indgåelse af fire garantiaftaler i december 2007 (nedenfor punkt 19.1.1) og februar 2008 (nedenfor punkt 19.1.2) konkret var kreditmæssig uforsvarlige og resultatet af en uforsvarlig kreditsagsbehandling. Der var ydermere tale om garantier på unormale forretningsmæssige vilkår. I forhold til Part K gøres det gældende, at det var kreditmæssigt uforsvarligt at bevilge de fire pantebrevsgarantier på det foreliggende grundlag, idet Bankens forpligtelse til at tilbagekøbe pantebreve under de omhandlede pantebrevsgarantier ikke i aftalerne var beløbsmæssigt begrænset. Banken var således eksponeret for et langt større tilbagekøb – og tab forbundet hermed – end garantiernes maksimum. I den forbindelse gøres det endvidere gældende, at der ikke var foretaget en forsvarlig vurdering af pantebrevenes bonitet, og at der ikke var - og heller ikke blev - truffet foranstaltninger til at sikre, at Banken ikke tilbagekøbte pantebreve udover garantiernes maksimum, uagtet at Banken i den omhandlede periode udstedte pantebrevsgarantier af betydelig størrelse og uagtet Intern Revisions løbende og kritiske bemærkninger omkring mangler på Bankens pantebrevsområde, herunder manglende forretningsgange samt manglende kontroller til afdækning af, hvornår forpligtelsen ifølge en garanti var opfyldt. Banken modtog i øvrigt heller ikke vederlag for at påtage sig de betydelige garantiforpligtelser, ligesom det kan konstateres, at Banken v/ Part K hverken krævede en - 26 - regaranti af V1 A/S , Fonden eller i forbindelse med Bank 11 Bankens udstedelse af garantierne. Udstedelse af sådanne garantier, hvor Banken reelt havde den fulde risiko for debitors betalingsevne og i et vist omfang garantimodtagers betalingsevne – uden at banken modtog nogen form for betaling - udsatte Banken for en urimelig risiko, der stod i misforhold til den forretningsmæssige begrundelse for transaktionen. Det gøres derfor også gældende, at der var tale om afgivelse af garantier, der ikke havde karakter af normale forretningsmæssige dispositioner. Hertil kommer, at uagtet det forhold, at det alene var Banken, som havde udstedt de fire garantier, og at der ikke forelå regaranti fra hverken Fonden eller V1 A/S , valgte Banken, at lade de tilbagekøbte pantebreve gå tilbage til den oprindelige sælger, dvs. også Fonden eller V1 A/S hold, at Banken lod via Fonden og V1 A/S' konti i Banken. Det for- og Fonden tilbagekøbe de enkelte pantebreve via en V1 A/S usikret kredit i Banken, og at begge enheder efterfølgende dels blev opløst ved en teknisk solvent likvidation dels gik konkurs og derfor heller ikke kunne indfri de udnyttede kassekreditter medførte således også, at tabet endeligt lå i Banken. Det gøres endvidere gældende, at Part K handlede i strid med sin bevillings- kompetence ved indgåelse af de konkrete garantiaftaler, idet disse ikke som foreskrevet i Bankens Forretningsgange og kreditpolitik blev forelagt for Bestyrelsen til godkendelse. Henset til, at Part K selv har underskrevet garantiaftalerne og tillige har været bevidst om, at de skulle forelægges for og godkendes af bestyrelsen, har Part K tillige som administrerende direktør for Banken haft et selvstændigt – og i sidste ende det overordnede - ansvar for at sikre, at garantiaftalerne blev forelagt for og godkendt af bestyrelsen. Der henvises i det hele til det nedenfor punkt 19.1.5.1, og 19.3 anførte. I forhold til Bestyrelsen gøres det særligt gældende, at Bestyrelsen har forsømt at sørge for en forsvarlig organisation på pantebrevsområdet, herunder ved ikke at have foretaget en forsvarlig opfølgning på Bestyrelsens beslutning den
4. oktober 2006 om at styrke Forretningsgangene på pantebrevsområdet, herunder i forhold til Bankens pantebrevsgarantier (Ekstrakten, Tillæg D, side 962, pkt. 1 A). - 27 - Intern Revision gjorde således allerede i rapport af
5. juni 2006 (medtaget i Intern Revisions protokollat for
6. kvartal 2006 – Ekstrakten, Bind 2, side 689) opmærksom på, at forretningsgangene vedrørende pantebreve var forældede, hvorfor Intern Revision anbefalede en fornyelse af disse, idet håndtering af pantebreve på næsten alle områder var væsentlig forskelligt fra det der var beskrevet i forretningsgangen, f.eks. var samarbejdsaftalerne med V13 A/S ikke indarbejdet. På baggrund af bevisførelsen kan det konstateres at leverandør af pantebreve til både Banken, Bankens kunder og behandlingen i V13 A/S var hoved- V13 A/S V1 A/S . Om sags- samt kvaliteten af det underliggende materiale vedrørende de enkelte pantebreve, som lå i , henvises til det V13 A/S nedenfor punkt 19.2.4.2.2 anførte. Hertil bemærkes endvidere, at en stor del af Bankens pantebreve tillige blev bestyret af V13 A/S , til hvilke systemer Banken imidlertid ikke havde søgeadgang. Det var derfor heller ikke teknisk muligt for Bankens ansatte at foretage en nærmere søgning på de enkelte pantebreve med henblik på at sikre den fornødne og tilstrækkelige debitor- og ejendomsspredning eller i øvrigt at sikre et tilstrækkeligt vurderingsgrundlag. Det gøres endvidere gældende, at Bestyrelsen har været eller burde have været bevidst om, at Banken havde udstedte de omhandlede garantier, og at de tillige har eller burde have været bekendt med, at garantierne ikke var bevilliget efter bevillingsreglerne. På trods heraf har Bestyrelsen undladt at reagere, ligesom Bestyrelsen i øvrigt har undladt at spørge nærmere ind til de udstedte garantier. Dermed har Bestyrelsen et medansvar for bevillingen af garantierne og det deraf følgende tab. Det fremgik således udtrykkeligt af ”Analyser af udviklingen i bankens store engagementer med baggrund i alle engagementer over 1,5 mio. kr.” pr.
7. marts 2008 og af ”Analyser af udviklingen i bankens store engagementer med baggrund i alle engagementer over 1,5 mio. kr.” pr.
8. juni 2008 (Ekstrakten, Tillæg H, side 539 og side 544) - som begge blev forelagt for og gennemgået af bestyrelsen - at der ud for hver af de tre omhandlede garantier var anført ”NY” under kolonnen engagementsudvikling. - 28 - Det fremgik derfor også tydeligt for Bestyrelsen, at der var tale om nye garantier. Part K har i den forbindelse tillige forklaret, at oversigten over garantier blev gen- nemgået side for side, og at Bestyrelsen havde mulighed for at kommentere og spørge ind. Der henvises i det hele til det nedenfor punkt 19.1.5.2, og 19.3 anførte. I forhold til direktør Part L gøres det særligt gældende, at han som registreret direk- tør for Banken har forsømt at sørge for en forsvarlig organisation på pantebrevsområdet, herunder at følge op på tidligere beslutninger om at styrke forretningsgangene på området. Der henvises i den forbindelse i det hele til det ovenfor under Bestyrelsen anførte samt til det nedenfor under punkt 19.1.5.3, og 19.3 anførte. I forhold til Ekstern Revision gøres det overordnet gældende, at Ekstern Revision har forsømt at rapportere til Bestyrelsen om, at der ikke var fyldestgørende Forretningsgange på pantebrevsområdet, herunder for kreditsagsbehandling ved udstedelse af garantier og kontrol med garantimaksimum ved tilbagekøb af misligholdte pantebreve. Det gøres i den forbindelse gældende, at Intern Revisions løbende og væsentlige kritik af Bankens Forretningsgange og administrative procedurer på pantebrevsområdet, herunder håndteringen af afgivne pantebrevsgarantier i perioden 2005 til 2008, samt at Bankens forretningsgange på pantebrevsområdet var forældede, og i øvrigt ikke blev ændret på noget tidspunkt i perioden 2006-2008, burde have medført, at Ekstern Revision havde medtaget forholdene som revisionsmæssige bemærkninger, herunder medtaget disse som opsummerende bemærkninger i et særskilt afsnit i revisionsprotokollatet til årsrapporten for 2006 og
9. Dette undlod Ekstern Revision imidlertid. Denne opsummering var udover at være væsentlig for Finanstilsynets tilsynsvirksomhed, også væsentlig for Bestyrelsen og Direktionens forståelse af Ekstern Revisions vurdering af eventuelle mangler i Bankens organisation og opfyldelse af krav til driften af Banken og Koncernen. Det gøres yderligere gældende, at såfremt Ekstern Revision havde levet op til sine forpligtelser, ville dette have medført, at der på pantebrevsområdet var blevet implementeret fyldestgørende forretningsgange og interne kontrolprocedurer, herunder i forhold til de af Banken udstedte pantebrevsgarantier, hvorved tabet på de ultimo 2007 og primo 2008 be- - 29 - vilgede og senere tabsgivende pantebrevsgarantier kunne have været undgået. Der henvises i det hele til det nedenfor punkt 19.1.5.4, og 19.3 anførte. Det samlede tab vedrørende de af Banken udstedte fire pantebrevsgarantier udgør kr. 69.046.534,38, og er indeholdt i sagens påstand
10. 3.2.2.2 Fondens køb af en række pantebreve i december 2007 og
11. halvår 2008 Det gøres overordnet gældende, at det ikke havde karakter af normale forretningsmæssige dispositioner, at Banken på vegne Fonden den
12. december 2007 erhvervede en pantebrevsportefølje bestående af 186 pantebreve fra med en nomi- V13 A/S nel restgæld på kr. 195.643.095,44, for en købesum på kr. 196.509.281,32, (neden for punkt 19.2.1), og at Banken på vegne Fonden i perioden februar - juli 2008 købte en række konkrete pantebreve (neden for punkt 19.2.2). I forhold til Fondens køb af en pantebrevsportefølje den
13. december 2007 gøres det videre gældende, at købet er sket på et fuldt garanteret grundlag fra henholdsvis Banken og Bank 10's side, hvilket både Part L og har forklaret i Part K Granskningsberetning af
14. oktober 2009 udarbejdet af advokat Person 195 og tillige vedstået sig under deres forklaringer i nærværende sag. I forhold til jen fra Part K gøres det gældende, at Fondens køb af pantebrevsporteføl- V13 A/S den
15. december 2007 og Fondens (ved Bankens mel- lemkomst) efterfølgende køb af konkrete pantebreve var initieret af og blev gennemført på et uforsvarligt grundlag i et forsøg på at løse eller udskyde de betydelige problemer, som koncernen havde i relation til koncernens, herunder Bankens direkte og indirekte eksponering i pantebreve. Et forhold, som Part K var ansvarlig for og aktivt deltog i ”løsningen af”. I aftalen af
16. december 2007 mellem Fonden og V13 A/S var det ud- trykkeligt anført at de pantebreve, som var omfattet af aftalen, var pantebreve, som vurderedes vanskelige at omsætte i markedet på daværende tidspunkt samt pantebreve (ca. kr. 105.000.000) som kom fra et ”Observationsdepot”, der havde fungeret som opsamlingsdepot for pantebreve, der havde været svært omsættelige i V13 A/S i perio- den 2005 til
17. På trods af det forhold, at samtlige de involverede parter var klar over, - 30 - at der var tale om svært omsættelige pantebreve med visse svaghedstegn, og som tillige udgjorde en forhøjet risiko for Fonden og dermed via garantierne Banken, blev de omhandlede pantebreve afregnet til kr. 196.509.281,32, dvs. til over kurs
18. Da Banken v/ Part K imidlertid samtidig – mundtligt – sammen med Bank 10 påtog sig at garantere for den fulde pantebrevsportefølje over for Fonden, overtog Banken dermed ikke blot eksponeringen men også den fulde risiko for at lide et betydeligt tab på de svært omsættelige pantebreve fra – op til kr. 100 V13 A/S mio. Uanset et eventuelt ønske om at støtte det delvistejede , var dette V13 A/S en usædvanlig disposition, idet Bankens risiko derved blev væsentligt forøget. Banken påtog sig ved dispositionen risikoen for en forpligtelse, der hidtil havde påhvilet V13 A/S . Denne forpligtelse har senere påført Banken et tab. Det usædvanlige fremgår yderligere af at garantien ikke blev bogført i Banken. har i samme forbindelse forsømt at sikre, at Bank 10 – skriftligt – vedstod sig at bære sin andel af garantiforpligtelsen, ligesom Part K har for- Part K sømt at sikre, at Banken modtog betaling af garantiprovision for at påtage sig den betydelige garantiforpligtelse. Hertil kommer, at garantiforpligtelsen hverken fremgår af Bankens årsregnskab for 2007 eller Bankens bogføring. Disse forhold understøtter selvstændigt, at der også her var tale om usædvanlige forretningsmæssige transaktioner, der ikke blev foretaget i Bankens interesse. Det gøres videre gældende, at Banken hverken har - og i øvrigt heller ikke har kunnet foretage en forsvarlig vurdering af pantebrevenes bonitet forud for, at Banken påtog sig garantiforpligtelsen, idet grundlaget herfor ikke har været tilstrækkeligt, ligesom også det korte tidsforløb omkring dispositionernes foretagelse tilsiger, at dette ikke har været muligt. Se nærmere herom neden for punkt 19.2.4.2.
19. Der er i øvrigt heller ikke under parts- og vidneforklaringerne i nærværende sag nærmere redegjort for, hvad der skulle være Fondens og dermed via garantierne Bankens interesse i at købe en betydelig portefølje af svært omsættelige pantebreve, hvoraf en stor del af disse - 31 - var pantebreve, hvis debitorer havde været omtalt i en række kritiske artikler i JyllandsPosten om ”byttehandler” og ”pantebrevskarusseller”, og på et tidspunkt, hvor pantebrevsmarkedet derfor var ”frosset til”, jf. således også forklaringerne fra tidligere bestyrelsesmedlem i V1 A/S , Vidne 36 , Vidne 37 , tidligere bestyrelsesformand i og tidligere direktør i V13 A/S V13 A/S , Vidne 24 . For så vidt angår Fondens (ved Bankens mellemkomst) efterfølgende køb af konkrete pantebreve i perioden februar til juli 2008 kan det konstateres, at disse blev købt til en afregningskurs lige omkring eller over kurs 100 uagtet det forhold, at en række af de omhandlede pantebreve kort tid efter Fondens overtagelse blev nødlidende. Endvidere kan det konstateres, at Fonden ifølge de foreliggende oplysninger ikke har haft nogen retlig forpligtelse til at købe eller tilbagekøbe de omhandlede pantebreve, idet der bl.a. ikke forelå nogen regaranti fra Fonden. Derimod ses de konkrete køb at være foretaget i strid med den investeringspolitik, Fondens ledelse havde vedtaget i budgettet for 2008, hvilken investeringspolitik ledelsen i Banken var bekendt med. Hertil bemærkes, at det af udskrift for Fondens konti i Banken fremgår, at pantebrevene blev tilbagekøbt via disse, jf. Ekstrakten, Tillæg B, side 4387 ff. samt nærmere herom nedenfor under punkt 19.2.
20. I den forbindelse bemærkes endvidere, at der pr.
21. december 2008 var et træk på Fondens konto på kr. – 60.916.533,08 (Ekstrakten, Tillæg B, side 4442). Af oversigt over de største nedskrivninger på udlån og kreditter i Gl. B1 / Ny B1 fra 30.09.08 til 30.09.
22. (Ekstrakten, Bind 4, side 817) fremgår vide- re, at Fondens samlede engagement i Banken var på kr. - 249.250.000, hvoraf der pr.
23. december 2008 var nedskrivninger for kr. 131 mio. Idet Fondens (ved Bankens mellemkomst) tilbagekøb af pantebreve er sket via en usikret kredit i Banken, og idet Fonden blev taget under konkursbehandling den
24. november 2009, medførte dette også, at tabet endeligt lå i Banken. Der henvises i det hele til det nedenfor punkt 19.2.4.1, 19.2.4.2 og 19.3 anførte. - 32 - I forhold til Part L gøres de samme anbringender gældende som anført ovenfor. Det bemærkes i den forbindelse, at Part L på tidspunktet for tillige var bestyrelsesmedlem i V13 A/S salg af pantebrevsporteføljen V13 A/S' til Fonden i december 2007 og samtidig indgik i Bankens direktion. Der henvises i det hele til det nedenfor punkt 19.2.4.1, 19.2.4.3 og 19.3 anførte. Det gøres gældende, at Bestyrelsen har handlet ansvarspådragende ved ikke at have sikret en forsvarlig organisering af pantebrevsområdet, herunder ved ikke at have foretaget en forsvarlig opfølgning på Bestyrelsens beslutning den
25. oktober 2006 om at styrke forretningsgangene på pantebrevsområdet, herunder i forhold til Bankens pantebrevsgarantier (Ekstrakten, Tillæg D, side 962, pkt. 1 A). Der henvises i den forbindelse i det hele til det nedenfor under punkt 20.3 anførte. Intern Revision gjorde således allerede i rapport af
26. juni 2006 (medtaget i Intern Revisions protokollat for
27. kvartal 2006) opmærksom på, at forretningsgangene vedrørende pantebreve var forældede, hvorfor Intern Revision anbefalede en fornyelse af disse, idet håndtering af pantebreve på næsten alle områder var væsentlig forskelligt fra det der var beskrevet i forretningsgangen, f.eks. var samarbejdsaftalerne med V13 A/S ikke indarbejdet. På baggrund af bevisførelsen kan det konstateres, at leverandør af pantebreve til både Banken, Bankens kunder og behandlingen i var hoved- V13 A/S V1 A/S . Om sags- samt kvaliteten af det underliggende materiale V13 A/S vedrørende de enkelte pantebreve, som lå i V13 A/S henvises til det ne- denfor punkt 19.2.4.2.2 anførte. Hertil bemærkes endvidere, at en stor del af Bankens pantebreve tillige blev bestyret af V13 A/S , til hvilke systemer Banken imid- lertid ikke havde søgeadgang. Det var derfor heller ikke teknisk muligt for Bankens ansatte at foretage en nærmere søgning på de enkelte pantebreve med henblik på at sikre den fornødne og tilstrækkelige debitor- og ejendomsspredning eller i øvrigt at sikre et tilstrækkeligt vurderingsgrundlag. Der henvises i øvrigt i det hele til det nedenfor punkt 19.2.4.1, 19.2.4.4 og 19.3 anførte. I forhold til Ekstern Revision gøres det overordnet gældende, at Ekstern Revision har handlet ansvarspådragende, idet Ekstern Revision har forsømt på tilstrækkelig vis at rap- - 33 - portere til Bestyrelsen om, at der ikke var fyldestgørende forretningsgange på pantebrevsområdet, herunder for kreditsagsbehandling ved udstedelse af pantebrevsgarantier og kontrol med garantimaksimum ved tilbagekøb af misligholdte pantebreve. Det gøres i den forbindelse videre gældende, at Intern Revisions løbende og væsentlige kritik af Bankens Forretningsgange og administrative procedurer på pantebrevsområdet, herunder håndteringen af afgivne pantebrevsgarantier i perioden 2005 til 2008 samt det forhold, at det i 2006 kunne konstateres, at Bankens Forretningsgange fra 2005 var forældede, og i øvrigt ikke blev ændret på noget tidspunkt i perioden 2006-2008, burde have medført, at Ekstern Revision havde medtaget forholdene som revisionsmæssige bemærkninger, herunder medtaget disse som opsummerende bemærkninger i et særskilt afsnit i revisionsprotokollatet til årsrapporten for 2006 og
28. Dette undlod Ekstern Revision imidlertid. Intern Revisions kritiske kommentarer i rapporteringen, som blev fremsendt kvartalsvis til Ekstern Revision, men ikke tilgik Bestyrelsen, burde desuden have medført supplerende undersøgelser fra Ekstern Revisions side. Ligeledes burde omfanget af Intern Revisions bemærkninger, uanset formuleringen af disse, have medført særlige overvejelser samt selvstændige revisionshandlinger fra Ekstern Revisions side til afdækning af manglernes væsentlighed og omfang. Der henvises i det hele til det nedenfor punkt 19 anførte. Det gøres yderligere gældende, at såfremt Ekstern Revision havde levet op til sine forpligtelser, ville dette have medført, at der på pantebrevsområdet var blevet implementeret fyldestgørende Forretningsgange og interne kontrolprocedurer, herunder i forhold til de af Banken udstedte pantebrevsgarantier, hvorved tabet på de ultimo 2007 og primo 2008 bevilgede og senere tabsgivende pantebrevsgarantier kunne have været undgået. Der henvises i det hele til det nedenfor punkt 19.2.4.5 og 19.3 anførte. Det samlede tab vedrørende de af Banken på vegne Fonden erhvervede pantebreve udgør i alt kr. 103.452.879, og er indeholdt i sagens påstand
29. 3.3 De generelt uforsvarlige forhold Som redegjort for ovenfor i punkt 3.2.1 og 3.2.2 er de sagsøgtes erstatningsansvar begrundet i handlinger og undladelser i forbindelse med en række konkrete dispositioner og bevil- - 34 - linger på Bankens kredit- og pantebrevsområde, som efter Finansiel Stabilitets opfattelse var kreditmæssige uforsvarlige og/eller ikke havde karakter af normale forretningsmæssige dispositioner. At dispositionerne konkret har været ansvarspådragende for de sagsøgte, understøttes imidlertid tillige af de mere generelt uforsvarlige forhold i Banken. Det er således Finansiel Stabilitets opfattelse, at følgende yderligere momenter må indgå i den samlede ansvarsvurdering i relation til de konkrete dispositioner: Hovedtræk i Bankens kommercielle, organisatoriske og økonomiske udvikling Finanstilsynets advarsler, påbud, risikooplysninger mv. Likviditet Om baggrunden herfor bemærkes følgende, idet de enkelte momenter vil blive behandlet enkeltvis nedenfor: 3.3.1 Hovedtræk i Bankens kommercielle, organisatoriske og økonomiske udvikling 3.3.1.1 Bankens kommercielle og økonomiske udvikling I 2005 traf Bestyrelsen beslutning om en ny vækststrategi for Banken, hvorefter Bestyrelsen dels godkendte en låneramme på kr. 250 mio. til udlån på erhvervsområdet, dels godkendte en indstilling om investering for kr. 300 mio. i pantebreve i erhvervsejendomme. Strategien medførte, at Banken tiltrak mange nye, store erhvervskunder, der primært beskæftigede sig med handel med og udvikling af fast ejendom og handel med pantebreve, og som drev virksomhed langt uden for lokalområdet. Strategien medførte desuden, at Banken navnlig i perioden fra januar 2005 til december 2007 fik en voldsom kraftig vækst i udlånet med ca. kr. 4.873 mio. eller 386 %. En stigning i udlånsporteføljen, som var væsentlig større end i sammenlignelige banker i samme periode, og som i øvrigt ikke ses at have været genstand for løbende drøftelser/overvejelser i Bestyrelsen, som oprindelig i 2005 alene havde godkendte en samlet låneramme på henholdsvis kr. 250 mio. og kr. 300 mio. Bestyrelsen og Direktionen ses således ikke at have forholdt sig til denne efterfølgende og væsentlige overskridelse af den oprindelige plan for Bankens udlånsvækst eller hvorledes denne i øvrigt skulle kontrolleres. - 35 - Da Bankens indlån i samme periode alene voksede fra kr. 1.837 mio. i 2005 til kr. 3.613 mio. i 2007 (svarende til en vækst på ca. 196 %), udviklede Banken i perioden et betydeligt indlånsunderskud. Som det vil blive nærmere beskrevet og dokumenteret nedenfor navnlig under punkt 6.4, modtog Bestyrelsen og Direktionen i perioden 2003 til 2008 gentagne henvendelser fra Finanstilsynet om risikoen ved en så stærk/kraftig udlånsvækst, som Banken gennemførte, navnlig i relation til ejendoms- og pantebrevsområdet og advarsler om risikoen ved et betydeligt indlånsunderskud. Derudover modtog Direktionen gentagne opråb fra Bankens likviditetschef om overhængende mangel på likviditet, jf. nærmere herom nedenfor punkt 6.
30. Bestyrelsen, Direktionen og Underdirektørerne fortsatte imidlertid udlånsaktiviteten med næsten uformindsket styrke helt frem til Bankens likviditetsmæssige sammenbrud i efteråret
31. Banken valgte således at have en lav kapitaloverdækning og en særdeles høj risikoprofil. Banken var som følge af den vedtagne vækststrategi og den valgte risikoprofil betydeligt eksponeret inden for ejendoms- og pantebrevsområdet, hvilket gjorde Banken yderst sårbar overfor påvirkninger på ejendomsmarkedet, og hvilket tillige stillede store krav til Bankens bevillingsproces og ikke mindst kreditvurderinger. Den høje risikoprofil stillede således ganske særlige krav til en god og forsvarlig organisering af hele Banken og Koncernen, såvel vedrørende udlån og pantebreve som vedrørende opfølgning samt økonomisk styring. Det gøres gældende, at disse væsentlige forudsætninger ikke var opfyldt i Banken. Der henvises i øvrigt til det nedenfor punkt 6.1.1 anførte. 3.3.1.2 Bankens organisatoriske udvikling 2005-2008 Det gøres overordnet gældende, at Bestyrelsen og Direktionen har undladt at sørge for en forsvarlig organisering af Bankens kreditområde (Erhvervsafdeling og Kreditkontor), herunder at de nødvendige og tilstrækkelige ressourcer og kompetencer var til stede til at håndtere den betydelig vækst og kompleksitet, der kom i Bankens udlån i perioden 20052008 samt at sikre, at de administrative procedurer og kontrolfunktioner reelt var til stede og skabte et forsvarligt grundlag for kreditsagsbehandlingen. - 36 - I forhold til Ekstern Revision gøres det navnlig gældende, at Ekstern Revision har forsømt på tilstrækkelig vis at rapportere til Bestyrelsen om, at der ikke var fyldestgørende Forretningsgange og administrative procedurer på kreditområdet i perioden 2005 til 2008, herunder at der skete tilsidesættelse af væsentlige regler i Forretningsgangene, at der skete udbetaling af lånebeløb forud for bevilling (og kreditvurdering), at der forelå en mangelfuld bevillingsproces og et mangelfuldt bevillingsgrundlag samt en manglende funktionsadskillelse – forhold der alle har til formål at skabe et betryggende grundlag for kreditsagsbehandlingen - hvorfor dette burde have medført, at Ekstern Revision havde medtaget forholdene som revisionsmæssige bemærkninger, herunder medtaget disse som opsummerende bemærkninger i et særskilt afsnit i revisionsprotokollatet til årsrapporten for 2006 og
32. Dette undlod Ekstern Revision imidlertid. Om end Bestyrelsen allerede vidste dette muliggjorde Eksterne Revisions manglende rapportering heraf, at Bestyrelsen kunne undlade at foretage korrigerende foranstaltninger, ligesom at den manglende rapportering var med til at ”skjule” disse forhold for Finanstilsynet, der således ikke havde nogen særlig anledning til at målrette tilsynsindsatsen herimod. Som følge heraf kunne Banken derfor fortsætte en uhensigtsmæssig og ikke mindst uforsvarlig praksis på kreditområdet helt frem til Bankens sammenbrud. Der henvises i den forbindelse i det hele til det nedenfor punkt 6.1.2, 18 og 19 anførte. I forhold til Bankens pantebrevsområde gøres det overordnet gældende, at Bestyrelsen og Direktionen har undladt at sørge for en forsvarlig organisering af pantebrevsområdet, herunder ved ikke at have foretaget en forsvarlig opfølgning på Bestyrelsens beslutning den
33. oktober 2006 om at styrke Forretningsgangene på pantebrevsområdet (Ekstrakten, Tillæg D, side 962, pkt. 1 A), herunder i forhold til ressourcer og kompetencer, et tilstrækkeligt vurderingsgrundlag, procedure for og kontrol med udstedelse af pantebrevsgarantier samt kontrol med garantimaksimum ved tilbagekøb af pantebreve i henhold til afgivne pantebrevsgarantier. Det kan i den forbindelse – på baggrund af de afgivne forklaringer i sagen - konstateres, at oprettelsen af en back-office funktion i 2007 heller ikke indebar den fra flere sider påtalte - 37 - og påkrævede styrkelse af pantebrevsområdet, da det må lægges til grund at back-office funktionen i al væsentlighed ikke beskæftigede sig med pantebreve. Videre kan det konstateres, at Bankens Forretningsgange på pantebrevsområdet – uagtet Intern Revisions løbende rapportering og anbefaling herom - ikke blev opdateret i perioden 2005-2008, og at der derfor heller ikke blev udarbejdet forretningsgange for bl.a. Bankens investering i erhvervspantebreve, udstedelse af garantier for erhvervspantebreve eller i øvrigt udarbejdet Forretningsgange for håndtering af pantebrevsgarantier, herunder kontrol med udstedelse af pantebrevsgarantier samt tilbagekøb af pantebreve i henhold til disse dette i øvrigt uagtet, at Banken i samme periode udstedte en række betydelige pantebrevsgarantier. I forhold til Ekstern Revision gøres det navnlig gældende, at Ekstern Revision har forsømt på tilstrækkelig vis at rapportere til Bestyrelsen om, at der ikke var fyldestgørende forretningsgange på pantebrevsområdet, herunder for kreditsagsbehandling ved udstedelse af garantier og kontrol med garantimaksimum ved tilbagekøb af misligholdte pantebreve, uagtet Intern Revisions løbende og gentagende kritik af Bankens pantebrevsområde i perioden 2006 til 2008, og uagtet at Banken i den omhandlede periode udstedte betydelige pantebrevsgarantier. Det gøres endvidere gældende, at Intern Revisions løbende og væsentlige kritik af Bankens Forretningsgange og administrative procedurer på pantebrevsområdet i perioden 2005 til 2008, herunder tilsidesættelse af væsentlige regler i Forretningsgangene samt manglende udarbejdelse af Forretningsgange, der har til formål at skabe et betryggende grundlag for kreditsagsbehandlingen, burde have medført, at Ekstern Revision havde medtaget forholdene som revisionsmæssige bemærkninger, herunder medtaget disse som opsummerende bemærkninger i et særskilt afsnit i revisionsprotokollatet til årsrapporten for 2006 og
34. Dette undlod Ekstern Revision imidlertid. Finansiel Stabilitet gør gældende, at ovenstående må indgå med ikke ubetydelig vægt i vurderingen af hvorvidt de enkelte bevillinger mv. samt de af Banken udstedte pantebrevsgarantier i sagen, har været ansvarspådragende at bevillige. Der henvises i den forbindelse i det hele til det nedenfor punkt 6.1.2, 18 og 19 anførte. - 38 - 3.3.2 Finanstilsynets advarsler, påbud, risikooplysninger mv. Det kan konstateres, at Finanstilsynet har sendt Banken en lang række påbud, advarsler og risikooplysninger i perioden fra 2003 til 2008 både i forbindelse med konkrete inspektioner i 2003 og 2007 og som led i generelle observationer på området. Henset til Finanstilsynets gentagende advarsler og bekymringer omkring en række centrale forhold i Banken i perioden 2003-2008, var det nærliggende at tro, at Direktionen, Bestyrelsen og Ekstern Revision ville stoppe op og genoverveje, om de store udlån til ejendomsspekulanter m.v. nu også var forsvarlige henset til Bankens likviditet og solvens. Det skete imidlertid ikke, og Banken fortsatte blot den uforsvarlige udlånspraksis i perioden 2005-2008, herunder med meget betydelige udlån inden for ejendomssektoren, uden hensyntagen til de løbende og gentagende advarsler og risikooplysninger fra Finanstilsynet, og selvom der fra Intern Revisions side gentagende gange var peget på utilstrækkeligheder i Bankens planlægnings- og kontrolprocedurer, jf. nærmere om nedenfor punkt 18 og
35. Tilsvarende undlod Bestyrelsen at tage aktive skridt til at forbedre grundlaget for kreditgivningen. Finansiel Stabilitet gør gældende, at de af Finanstilsynet afgivne påbud, advarsler og risikooplysninger i perioden 2003-2008 må indgå med ikke ubetydelig vægt i vurderingen af hvorvidt de enkelte dispositioner på Bankens kredit- og pantebrevsområde har været ansvarspådragende at bevillige og udstede. Der henvises i den forbindelse i det hele til det nedenfor punkt 6.4 anførte. 3.3.3 Likviditet FIL § 152, stk. 1, fastslår, at en bank til enhver tid skal have en forsvarlig likviditet, og fastsætter desuden visse mindstekrav til likviditetens størrelse i forhold til en banks gældsog garantiforpligtelser. Bestemmelsen suppleres blandt andet af

§ 54, jf.

§ 56 om ledelsens stillingtagen til selskabets likviditet. Det gøres gældende, at Bestyrelsen og Direktionen i relation til likviditetsforholdene drev Banken og Koncernen med en usædvanlig og uansvarlig høj risikoprofil, idet Bestyrelsen og Direktionen øjensynligt ikke tillagde en forsvarlig likviditetspolitik nogen væsentlig - 39 - betydning i forhold til strategien om, at ekspandere Bankens og Koncernens aktiviteter, herunder ved udlån. Både Bestyrelsen og Direktionen undlod at sikre, at de nødvendige forretningsgange til styring af Bankens likviditet var tilvejebragt og ajourført på trods af påbud herom fra Finanstilsynet. Direktionen undlod at give Bestyrelsen en fyldestgørende, løbende rapportering om Bankens finansielle udvikling og alvoren af vanskelighederne med at skaffe likviditet i takt med Bankens behov, og Bestyrelsen undlod at følge op herpå. Banken havde et stadigt, voksende og betydeligt indlånsunderskud fra 2005 og frem kulminerende i 2008 med ca. kr. 4 mia. Dette medførte, at Banken blev afhængig af eksterne finansieringskilder til at finansiere driften og nye udlån. Ligeledes var Bankens andel af store engagementer i samme periode stærkt stigende. Dette medførte en forøget likviditetsrisiko ved eventuelle ændringer i mulighederne for denne finansiering på lånemarkedet, og/eller en negativ udvikling i Bankens egne driftsmæssige forhold. Konsekvenserne af denne risiko viste sig løbende og i stigende omfang i 2006, 2007 og 2008 og manifesterede sig ultimativt i september 2008, hvor Banken definitivt løb tør for likviditet/mulighed for refinansiering og måtte søge hjælp hos Danmarks Nationalbank og Finansiel Stabilitet. Bankens likviditetsmæssige situation var dog længe inden af en sådan karakter, der gjorde det påkrævet at begrænse bankens likviditetsforbrugende aktiviteter m.v., herunder udlån, hvilket Banken udlod. Allerede i 2006 var der således problemer med at få den lange finansiering, som man havde besluttet. I 2007 blev Banken advaret om, hvad der kunne ske, da den engelske bank Northern Rock, som på flere punkter havde en tilsvarende forretningsmodel som Banken, blev tvunget til at søge hjælp til funding hos den engelske nationalbank. Og i februar 2008 skulle man refinansiere kr. 1,8 mia. med 14 dages varsel, hvilket i et presset likviditetsmarked medførte store udfordringer. Målsætning om 1/3 kort, 1/3 mellemlang og 1/3 lang finansiering nåede man aldrig, men på trods af dette, og de mange advarsler og indikationer på, at Banken kunne komme i likviditetsvanskeligheder, fortsatte man ufortrødent væksten. - 40 - Det gøres gældende, at Banken ikke udviste den forsigtighed med nye udlån, som ledelsen selv havde besluttet, og som den likviditetsmæssige situation krævede, at Direktionen foreholdt helt afgørende information for Intern Revision og Bestyrelsen, at Bestyrelsen og Direktionen ignorerede adskillige risikooplysninger og påbud fra Finanstilsynet i relation til Bankens likviditetsmæssige forhold, og at Bestyrelsen og Direktionen undlod at reagere forsvarligt og i fornødent omfang på de stadigt tilbagevendende, meget alvorlige faresignaler og aktuelle likviditetsproblemer. Der henvises i den forbindelse i det hele til det nedenfor punkt 6.2 anførte. Finansiel Stabilitet gør gældende, at ovenstående må indgå med ikke ubetydelig vægt i vurderingen af hvorvidt de enkelte bevillinger m.v. i sagen, har været ansvarspådragende at bevillige. 3.4 Årsagssammenhæng og adækvans Finansiel Stabilitet gør gældende, at der er årsagssammenhæng mellem de sagsøgtes uforsvarlige og ansvarspådragende handlinger og undladelser i forbindelse med de 5 udlånsengagementer, udstedelsen af konkrete pantebrevsgarantier samt Bankens (på vegne Fonden) køb af en række pantebreve i 2007-2008, og de øvrige uforsvarlige bevillinger og Bankens samlede tab på disse dispositioner, samt at tabene er en adækvat følge af de konkret uforsvarlige og ansvarspådragende forhold. Det gøres således gældende, at hvis de omhandlede udlån, pantebrevsgarantier og Fondens tilbagekøb af pantebreve via en usikret kredit i Banken ikke havde været ydet/var sket, ville Banken ikke have lidt det tab, som kræves erstattet. Der er derfor årsagsforbindelse mellem de sagsøgtes ansvarspådragende adfærd og Bankens tab, og dette var påregneligt for de sagsøgte. 3.5 Tabet De tab som er nævnt ovenfor, er efter Finansiel Stabilitets opfattelse en kausal og adækvat følge af de handlinger og undladelser, der bebrejdes de sagsøgte under nærværende sag. Principperne for tabet er der redegjort nærmere for neden for punkt 19.1.6, 19.2.5, i støttebilag 47.2 – Oversigt over tilbagekøbte pantebreve under de fire garantier omfattet af påstand 28 (Ekstrakten, Tillæg L, side 149) samt i bilag 1871 til nærværende processkrift. - 41 - 4 RETSPRAKSIS 4.1 Indledning Henset til at der på nuværende tidspunkt er afsagt en række domme på området for bestyrelses- og ledelsesansvar i relation til bankkonkurser, herunder i forhold til Roskilde Bank, EIK Bank og senest Højesterets dom af

1. januar 2019 vedrørende Capinordic Bank, finder Finansiel Stabilitet det relevant i det følgende nærmere at få fastlagt rækkevidden af disse i forhold til nærværende sag. Henset til at Højesteret i Capinordic Bank-ansvarssagen har forholdt sig til en række af de forhold og anbringender, som også er blevet gjort gældende i Roskilde Bank-ansvarssagen og EIK Bank-ansvarssagen, skal Finansiel Stabilitet derfor i forhold til de to sidstnævnte alene behandle de forhold, som ikke umiddelbart er omfattet af Højesterets dom i Capinordic Bank-ansvarssagen, men som efter Finansiel Stabilitets opfattelse tillige må anses for at have betydning for landsrettens vurdering af nærværende sag. 4.2 Højesteretsdom af
2. januar 2019 i Capinordic-sagen For Højesteret var Capinordic Bank-ansvarssagen af procesøkonomiske hensyn begrænset til alene at omfatte 11 tabsgivende udlånsengagementer, herunder de ni udlånsengagementer i forhold til hvilke appellanterne helt eller delvist blev idømt erstatningsansvar ved den indankede dom. Højesteret har således heller ikke forholdt sig til dispositioner på pantebrevsområdet, som omfattet af nærværende sags påstand 28 eller til et muligt revisoransvar. Højesteret har ved dom af
3. januar 2019 i realiteten stadfæstet Østre Landsrets dom af
4. oktober 2015 vedrørende de 11 konkrete tabsgivende udlånsengagementer. På baggrund af Højesterets præmisser skal følgende forhold fremhæves af betydning for vurderingen af nærværende sag: 4.2.1 Ansvarsvurderingen Højesteret har indledningsvis på dommen, side 104, konstateret, at bestyrelsesmedlemmer i en virksomhed omfattet af Lov om finansiel virksomhed ikke er underlagt en skærpet ansvarsnorm, men derimod alene den almindelige culpanorm. Af højesteretsdommen, side 105, fremgår videre, at Højesteret har tiltrådt landsrettens vurdering af, at der som udgangspunkt bør udvises forsigtighed med at tilsidesætte det forret- - 42 - ningsmæssige skøn, men at samme forsigtighed ikke skal udvises, hvis det må antages, at en bevilling af et lån eller en anden disposition knyttet hertil ikke alene er foretaget ud fra forretningsmæssige hensyn til banken, men også ud fra andre – og banken uvedkommende – hensyn. I sådan en situation må der - ifølge Højesteret - stilles skærpede krav til, at det er blevet sikret, at bankens interesser ikke er tilsidesat. I modsætning til landsretten har Højesteret imidlertid ikke i den forbindelse fundet anledning til at anføre, at det ikke ved syn og skøn, sagkyndige erklæringer eller udtalelser fra brancheorganisationer er søgt belyst, hvilke krav der generelt kan stilles til et forsvarligt grundlag for kreditgivning i en bank. Uagtet den manglende sagkyndige belysning fandt landsretten dog alligevel grundlag for at kvalificere konkrete bevillinger, dispositioner og undladelser som uforsvarlige og ansvarspådragende, også uden sagkyndig belysning. Det var også tilfældet i forhold til engagementerne med Virksomhed 124 ApS , og Holding 22 Person 211 , hvor det ikke af indstævnte var gjort gældende, at der forelå uvedkommende hensyn. Den manglende sagkyndige belysning har heller ikke afholdt Højesteret fra at kvalificere konkrete bevillinger som uforsvarlige og ansvarspådragende. I den forbindelse bemærkes dog, at Finansiel Stabilitet til brug for ankesagen i Højesteret havde anmodet om, at der blev indhentet en branchekyndig udtalelse fra Finans Danmark om hvilke krav, der generelt kunne stilles til et forsvarligt grundlag for kreditgivning og kreditopfølgning i et pengeinstitut. Finans Danmarks responsum af
5. august 2018 bekræftede imidlertid, at der på langt den overvejende del af de områder, hvor sagens parter havde bedt om identifikation af "sædvanlig pengeinstitutpraksis", ikke af Finans Danmark kan påvises en sådan, ligesom en række af parternes spørgsmål, der skulle adressere landsrettens bemærkning om belysning af, hvilke krav der generelt kan stilles til et forsvarligt grundlag for kreditgivning i en bank, slet ikke kunne besvares af Finans Danmark indenfor brancheorganisationens retningslinjer. Der foreligger ikke i nærværende sag syn og skøn, sagkyndige erklæringer eller andre oplysninger, som nærmere belyser, hvilke krav der generelt kan stilles til et forsvarligt grundlag for kreditgivning i en bank, eller i hvilket omfang konkrete bevillinger har været forsvarlige. Henset til Højesterets præmisser, samt det forhold at Højesteret – uden et egentligt syn og skøn/sagkyndig erklæring - har fundet, at konkrete bevillinger har været ufor- - 43 - svarlige og ansvarspådragende, er det Finansiel Stabilitets opfattelse, at den manglende sagkyndige belysning i nærværende sag hverken kan eller skal afskære landsretten fra – på baggrund af en konkret vurdering – at tage stilling til, hvorvidt en bevilling har været forsvarlig. Hvorvidt en lånebevilling har været forsvarlig eller ej, må således – hvilket også er tiltrådt af Højesteret (dommens side 105) - bero på en konkret (og juridisk) vurdering fra landsrettens side. Ved vurderingen af om der er handlet ansvarspådragende, har Højesteret på dommens side 105 videre fundet, at der tillige må tages hensyn til eventuelle advarsler mv. fra Finanstilsynet. I den foreliggende sag måtte det indgå, at en række lånebevillinger var givet efter finanskrisens indtræden, og efter at Finanstilsynet i sommeren 2008 advarede banken om at udvise forsigtighed med, hvem banken lånte penge ud til, herunder især inden for ejendomssektoren. Det bemærkes i den forbindelse, at Højesteret har fastsat betydningen af Finanstilsynets advarsler til Capinordic Bank til et tidligere tidspunkt, end landsretten havde gjort. Landsretten havde således henvist til Finanstilsynets advarsel den
6. september 2008 om bankens omfattende ejendomseksponering og ikke til den tidligere advarsel i juni 2008, som Højesteret henviste til. Af dommens side 106 fremgår endvidere, at Højesteret har fundet, at bestemmelserne i § 70 og § 71 i lov om finansiel virksomhed ikke har en sådan karakter, at en tilsidesættelse i sig selv vil være tilstrækkelig til at anse et ledelsesmedlem i en bank for erstatningsansvarlig. For så vidt angår andre bestemmelser i den finansielle lovgivning, må det endvidere bero på de hensyn, der ligger bag den enkelte bestemmelse, om en overtrædelse vil kunne indebære erstatningsansvar for et ledelsesmedlem i en bank. Ligeledes har Højesteret fundet, at den omstændighed, at bestyrelsen fraviger egne retningslinjer eller accepterer, at bankens direktion fraviger disse, ikke i sig selv kan anses for ansvarspådragende. Tilsidesættelse af sådanne interne retningslinjer kan dermed ikke i sig selv generelt danne grundlag for ansvar, men de indgår som vejledende kriterier til fastlæggelsen af et forsvarligt beslutningsgrundlag. - 44 - I nærværende sag kan det imidlertid konstateres, at der ikke alene forelå overtrædelser og fravigelser af interne retningslinjer, men der manglede også helt centrale forretningsgange på navnlig pantebrevsområdet, herunder i forhold til kreditsagsbehandlingen ved udstedelse af pantebrevsgarantier samt kontrol med garantimaksimum ved tilbagekøb af misligholdte pantebreve, ligesom der heller ikke i øvrigt forelå forretningsgange vedrørende ejendomsprojektfinansiering. Højesteret har endvidere i dommen, side 107, tiltrådt landsrettens synspunkt om, at det ikke i sig selv medfører erstatningsansvar, at et lån er udbetalt forud for bestyrelsens bevilling. Afgørende er, om bevillingen, ud fra det grundlag der forelå på tidspunktet, hvor der blev truffet beslutning om efterbevilling, må anses for forsvarlig. Som det var tilfældet i Capinordic Bank-sagen, har der også i nærværende sagen været tilfælde, hvor lånebeløb er udbetalt forud for bestyrelsens godkendelse af bevillingen. I forhold til Højesterets bemærkning om, at det ikke i sig selv medfører et erstatningsansvar, at et lån er udbetalt forud for bestyrelsens bevilling, bemærkes, at der - efter Finansiel Stabilitets opfattelse - må sondres mellem, om lånet alene er udbetalt forud for bestyrelsens bevilling (men efter en egentlig kreditvurdering), eller om lånet er udbetalt forud for bestyrelsens bevilling og forud for en egentlig kreditvurdering. 4.2.2 Finanstilsynets rolle Som det tillige var tilfældet i Bank 29 -dommen og Bank 12 -dommen, tillagde landsretten ved sin dom af
7. oktober 2015 i Capinordic Bank-sagen (dommens side 1261) det betydelig vægt, om engagementerne var blevet gennemgået af Finanstilsynet. I de tilfælde, hvor Finanstilsynet tillige havde gennemgået sagsmappen vedrørende et konkret engagement, lagde landsretten endvidere til grund, at Finanstilsynet var blevet bekendt med en række af de forhold, som blev gjort gældende af Finansiel Stabilitet som uforsvarlig långivning. Herom har Højesteret nu udtalt følgende på dommens side 107: ”Finanstilsynet foretager som led i sit tilsyn en gennemgang af udvalgte låneengagementer. Tilsynet vurderer i den forbindelse det enkelte låns bonitet med henblik på opgørelse af bankens solvensbehov. Der er ikke tale om, at Finanstilsynet vurderer, om det var forsvarligt at bevilge lånet. Højesteret finder imidlertid, at det ved vurderingen af, om en bankledelse har pådraget sig erstatningsansvar, efter - 45 - omstændighederne kan indgå, at Finanstilsynet har foretaget en bedømmelse af lånets bonitet. Der må i den forbindelse lægges vægt på, hvilket oplysningsgrundlag Finanstilsynet havde, og hvor tæt bedømmelsen tidsmæssigt er foretaget på lånets bevilling.” [mine understregninger] Som det fremgår heraf, udtaler Højesteret, at det - efter omstændighederne - kan indgå i ansvarsvurderingen, at Finanstilsynet har foretaget en bedømmelse af lånets bonitet. I modsætning til landsretten omtaler Højesteret ikke i den forbindelse Finanstilsynets karaktergivning i relation til vurderingen af lånets bonitet. Højesteret har derfor også taget afstand fra landsrettens mere vidtgående opfattelse af Finanstilsynets rolle og betydningen af Finanstilsynets bonitetsvurdering af de enkelte engagementer, idet landsretten tidligere har anført, at dette må indgå med en ikke ubetydelig vægt i vurderingen. I samme forbindelse har Højesteret også anført, at der må lægges vægt på, hvilket oplysningsgrundlag Finanstilsynet havde, og hvor tæt bedømmelsen tidsmæssigt er foretaget på lånets bevilling. Landsretten har tidligere lagt til grund, at Finanstilsynet – qua sin undersøgelse af de enkelte engagementer - har været bekendt med en række af de forhold, som af Finansiel Stabilitet gøres gældende som uforsvarlig långivning, herunder oplysninger om debitorers og kautionisters kapitalforhold, cash flow og sikkerheder for lånet, blandt andet om disse var baseret på kautioner frem for anden sikkerhed, og i hvilket omfang der var spredning i værdipapirer stillet som sikkerhed. Dette kan imidlertid ikke længere blot lægges til grund, men må - efter Højesterets opfattelse - vurderes konkret i de enkelte tilfælde på baggrund af det for Finanstilsynet på tidspunktet tilgængelige materiale. 4.2.3 Momenter i ansvarsbedømmelsen i forhold til konkrete engagementer Hvorvidt en lånebevilling har været forsvarlig eller ej, beror ifølge Højesteret på en konkret (og juridisk) vurdering. I den forbindelse har Højesteret på dommens side 105 bl.a. anført følgende: - 46 ”En beslutning om at yde et lån beror i vidt omfang på et forretningsmæssigt skøn navnlig på grundlag af en kreditvurdering af låntager. Skønnet skal foretages på et forsvarligt grundlag. I kreditvurderingen må bl.a. indgå formålet med lånet, låntagers økonomiske forhold, den stillede sikkerhed og kundens evne til at drive sin virksomhed, herunder i lyset af den almindelige økonomiske konjunktur.” [mine understregninger] Der er således ikke tale om en udtømmende liste over de forhold, som må indgå i kreditvurderingen. Hvilke krav, der skal stilles for, at en bevilling kan anses for at være forsvarlig, vil derimod bero på en samlet vurdering i det enkelte tilfælde. I relation til de 11 konkrete engagementer udtaler Højesteret indledningsvist på dommens side 108, at Højesteret ikke har fundet det godtgjort, at banken havde været indrettet og drevet på en måde, der i sig selv kunne begrunde et erstatningsansvar for ledelsesmedlemmerne for tab på de 11 udlånsengagementer. Det beror således på en konkret vurdering af det enkelte udlånsengagement, om de vil kunne pålægges erstatningsansvar. Højesteret har endvidere udtalt følgende på dommens side 105: ”Vurderingen af, om en lånebevilling, som en direktion eller bestyrelse i en bank har besluttet, har været forsvarlig, må foretages på baggrund af de oplysninger, som forelå på bevillingstidspunktet. Der må lægges vægt på den viden, som det enkelte ledelsesmedlem på dette tidspunkt havde eller havde adgang til. Det må endvidere tillægges betydning, om direktionen eller bestyrelsen – hvis der har været anledning hertil – har sørget for, at nødvendige yderligere oplysninger blev tilvejebragt, før lånet blev bevilget.” [min fremhævning] Højesteret har i forhold til 9 konkrete låneengagementer fundet det godtgjort, at der i disse har været en uforsvarlig kreditgivning, og har derfor pålagt appellanterne erstatningsansvar for Capinordic Banks tab i den forbindelse. Hertil bemærkes, at de konkrete tilfælde, hvor Højesteret har fundet, at der forelå en uforsvarlig kreditgivning, ikke er direkte sammenlignelige med forholdene i nærværende sag. Dog er der henvist til en række konkrete forhold, som til en vis grad er sammenlignelig med forholdene i nærværende sag, hvorfor disse vil blive behandlet i det følgende: - 47 - 4.2.3.1 ( Holding 22 ) Holding 22 Højesteret har på side 113 i dommen frifundet de sagsøgte for bevilling af en kredit på kr. 25.000.000,- i september 2007 samt forhøjelse heraf med kr. 25.000.000,- i oktober 2007 vedrørende engagementet med Holding 22 . Om baggrunden herfor har Højesteret anført følgende: ”Landsretten har frifundet Person 212 , og Person 214 for erstat- Person 213 ningsansvar vedrørende de bevilgede lån. For så vidt angår det første lån har landsretten lagt vægt på, at Holding 22 havde en god kredithistorie med en betydelig indtjening og egenkapital, at der blev stillet sikkerhed i aktier i datterselskabet og i tilknytning hertil blev indgået aftale om Virksomhed 117 A/S udbyttebegrænsning, og at revisor havde erklæret sig enig i ledelsens vurdering af, at risikoen på engagementet udgjorde en sædvanlig forretningsmæssig risiko. Med hensyn til bevillingen af forhøjelsen af kreditten har landsretten lagt vægt på, at denne forhøjelse først ville blive stillet til Holding 22's disposition, når banken havde modtaget tilfredsstillende sikkerhed i form af pant i fast ejendom.” Højesteret har dog fundet, at Person 214 og Person 213 har handlet ansvarspådragende ved efterfølgende at frafaldet kravet om, at banken skulle modtage tilfredsstillende sikkerhed i form af pant i fast ejendom for kreditforhøjelsen, således at den eneste sikkerhed for lånene var pant i anpartskapitalen i Holding 22 og hertil tilknyttet aftale om udbyttebe- grænsning. Forholdet kan efter Finansiel Stabilitets opfattelse sammenlignes med bevillingen den
8. oktober 2007 på kr. 61.000.000,- til V6 A/S til køb af værende sag (Ekstrakten, Bind 4, side 3802 ff.). Bevillingen til V54 A/S i nær- V6 A/S var først blevet godkendt af bestyrelsen med betingelse om, at en tidligere bevilliget kredit på kr. 60.000.000,- til V6 A/S til køb af virksomheden Da det ikke kunne lade sig gøre, valgte Part K V51 A/S blev indfriet. at bevillige kreditten som pres- sende uden denne betingelse. Bestyrelsen godkendte dette ved en efterbevilling, men ifølge partsforklaringerne har bestyrelsen ikke været klar over, at den tidligere kredit ikke var indfriet. Til sikkerhed for kreditten var kun pant i anpartskapitalen i V54 A/S og - 48 - selvskyldnerkaution fra Vidne 20 . Vidne 20 havde ligesom Holding 22 – i hvert fald på papiret – en betydelig egenkapital. 4.2.3.2 Virksomhed 125 ApS (V125 ApS) Højesteret har på side 118 i dommen anført følgende om engagementet med V125 ApS : ”For Højesteret er der spørgsmål om erstatningsansvar for Person 212 og Person 213 for bankens tiltræden i oktober 2008 af en aftale om, at 6 mio. kr., som tilkom banken, skulle overføres til Virksomhed 126 ApS se med V125 ApS' salg af til Virksomhed 126 ApS skulle betales til V118 A/S og derefter i forbindel- Forstædernes Bank til nedbringelse af V125 ApS' mellemværende med denne bank. Landsretten har fundet Person 212 og Person 213 erstatningsansvarlige for frigivelsen af de 6 mio. kr. Landsretten har henvist til, at aftalen var til gavn for Virksomhed 126 ApS og dermed Person 213 , som igennem Virksomhed 45 ejede 80 % af anparterne i Virksomhed 126 ApS , at Person 212 og Person 213 vid- ste eller burde vide, at V125 ApS var i alvorlige økonomiske vanskeligheder på tidspunktet for aftalen om frigivelsen af de 6 mio. kr., at aftalen ikke indebar nogen modydelse til banken, og at V125 ApS ikke uden særlig bevilling kunne have trukket de 6 mio. kr. fra sin kreditramme i banken. Virksomhed 118 A/S (V118 A/S) Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at frigivelsen af de 6 mio. kr. var ansvarspådragende for Person 212 og Person 213 , og at de som følge heraf er erstatningsansvarlige for det hermed forbundne tab.” Det fremgår af begrundelsen, at de ansvarspådragende elementer delvist synes at gå på selskabets økonomiske vanskeligheder kombineret med, at bevillingen var til gavn for Person 213 personligt, hvilket skal ses i sammenhæng med det under punkt 4.2.1 anførte, om hensyn som er banken uvedkommende. Forholdet kan i forhold til nærværende sag til en vis grad sammenlignes med bevillingen på kr. 35.000.000,- til V7 ApS den
9. juni 2008 (Ekstrakten, Bind 4, side 5948), jf. nærmere herom nedenfor under punkt
10. Part K's hustru og en række be- styrelsesmedlemmer ønskede at afhænde deres sommerhus i Spanien, som de, gennem deres respektive selskaber, ejede med Vidne 30 . De solgte sommerhuset til bankens - 49 - største kunde, Vidne 42 uden dokumentation for , og finansieringen skete ved den overfornævnte låntagning, V7 ApS' tilbagebetalingsevne. Ved salget blev de pågæl- dende ledelsesmedlemmer/deres nærtstående endvidere frigjort fra en personlig kaution over for Bank 30 vedrørende deres oprindelige finansiering af ejendommen. Endvidere kan forholdet i relation til nærværende sag til en vis grad sammenlignes med V9 A/S -engagementet i nærværende sag, som tillige ses at have været drevet af banken Gl. uvedkommende hensyn, jf. nærmere herom nedenfor under punkt
11. B1 fonden ønskede Gl. i 2007 at sælge sine aktier i V9 A/S via en emission, der var garanteret af B1 fonden, hvilket imidlertid ikke lykkedes. Resultatet blev, at der for 50% af aktiernes vedkommende efterfølgende skete salg til 6 selskaber, der alle var eller blev kunder i Banken, og som fik deres køb inklusive 2 års rente fuldt finansieret i Banken. Omkring tidspunktet for Bankens sammenbrud kunne det konstateres, at køberne alle var af den opfattelse, at Banken ved Part K havde afgivet en mundtlig garanti på vegne af Banken om tilbagekøb af aktierne til en kurs modsvarende de pågældendes købspris. 4.2.3.3 Alpen Holidays Ferienhäuser GmbH (Alpen Holidays) Engagementet med Alpen Holidays bestod i bestyrelsens bevilling af et lån i februar 2009 på kr. 48.425.000,-. Formålet med lånet var indfrielse af Alpen Holidays’ øvrige kreditorer og finansiering af den løbende drift af selskabets hotel i Østrig, indtil det blev solgt. Engagementet er behandlet på dommens side
12. De fremhævede momenter i Højesterets ansvarsbedømmelse er mange og relativt konkrete. Det bemærkes dog, at Højesteret har tillagt det vægt, at de medarbejdere i banken, som skulle foretage kreditvurderingen, havde indtryk af, at konklusionen var givet på forhånd. Under vidneforklaringerne i nærværende sag (som er protokolleret i ”Ekstrakt af Vestre Landsrets Retsbog V.L. B-0427-11 forklaringer fra parter og vidner”, herefter kaldet ”Forklaringerne”) (Forklaringerne, side 759 og 725) har både erhvervskundechef, , og kreditchef, V5 V7 , forklaret, at der ofte ikke blev foretaget en egentlig kre- ditvurdering på de sager, som direktionen gav dem. Der var derimod mere tale om en formalisering af dokumenterne i forlængelse af bevillingen. Arbejdet var således bagudrettet og Erhvervsafdelingen havde derfor mere karakter af en efterbehandlingsfunktion end en bevillingsfunktion/kreditvurderingsfunktion. Nærmere herom nedenfor under punkt 6.1.2 og 6.5-6.
13. - 50 - 4.2.3.4 ( Virksomhed 127 ApS ) Virksomhed 127 ApS Capinordic Bankens engagement med Virksomhed 127 ApS bestod i Person 214's bevilling af et lån i juni 2009 på ca. 3,8 mio. kr. og forhøjelse af lånet i september/oktober 2009 til 7,65 mio. kr. og er behandlet på dommens side
14. Af de fremhævede momenter i Højesterets begrundelse for at pålægge Person 214 og Person 213 erstatningsansvar er det i relation til nærværende sag navnlig relevant, at der ikke lå en markedskonform vurdering af den ejendom, som var eneste aktiv i K/S Bryggen. 4.3 Østre Landsrets dom af
15. november 2017 i -ansvarssagen Bank 12 Østre Landsret har ved dom af
16. november 2017 i sagerne nr. B-1291-10 og nr. B-1851-10 (herefter ” deres rolle i Bank 12 Bank 12's -ansvarssagen”) frifundet den tidligere ledelse og revision for kollaps i 2008 og efterfølgende konkurs. 4.3.1 Ansvarsvurderingen I -ansvarssagen har landsretten forholdt sig til to forskellige situationer i Bank 12 relation til ansvarsgrundlaget; den første vedrører det tilfælde, hvor der ikke er foretaget nogen form for forudgående kreditvurdering (bankens udlån til kunders køb af aktier i banken). Den anden vedrører det tilfælde, hvor der forelå udførlige skriftlige kreditindstillinger med den fornødne dokumentation og argumentation, og hvor der ikke var indhentet sagkyndige udtalelser om bevillingsgrundlaget. På baggrund af landsrettens præmisser, dommens side 470, kan det konstateres, at en kreditgivning uden nogen form for konkret og umiddelbart forudgående kreditvurdering – som udgangspunkt – må betegnes som uforsvarlig, og at landsretten i dette tilfælde er parat til at statuere et erstatningsansvar for både de personer, som traf beslutningen, og for de personer som efterfølgende måtte have godkendt denne. Landsretten var som følge heraf heller ikke tilbageholdende med at sætte sit eget skøn over det forretningsmæssige skøn, som ledelsen i Bank 12 foretog i forbindelse med ban- kens udlån til erhvervskunders køb af aktier i Bank 12 henset til, at der netop ikke i det konkrete tilfælde forelå et beslutningsgrundlag for bankens ledelse. Bank 12's ledelse var som konsekvens heraf heller ikke beskyttet af ”The business judgement rule". - 51 - Landsretten fandt derfor også, at disse tilfælde var ansvarspådragende for såvel direktionen som bestyrelsen. Landsretten fandt imidlertid ikke, at Finansiel Stabilitet A/S havde opgjort et tab i den forbindelse. I forhold til de ti konkrete engagementer som var medtaget under ansvarssagen bemærkes, at det kun er engagementet med Bank 12 V6 A/S - , som genfindes i nærværende sag. Endvidere bemærkes, at landsretten for hvert enkelt engagement har foretaget en konkret vurdering af bevillingsgrundlaget samt af forholdene i banken i øvrigt. Med undtagelse af ét engagementet, har landsretten overordnet fundet, at Finansiel Stabilitet ikke har godtgjort, at bestyrelse eller direktion har handlet på en sådan måde, at de har pådraget sig et ansvar i forbindelse med de omhandlede bevillinger, eller efterfølgende har undladt at agere på oplysninger, som talte for en afvikling af engagementerne. Landsretten har således heller ikke fundet, at der var grundlag for at tilsidesætte de skøn, som er udøvet i forbindelse med håndteringen af engagementerne. ….. Det er i sagsfremstillingen i Bank 12 -dommen oplyst, at Bank 12's skriftlige bevillinger i kort form indeholdt en beskrivelse af 1) kunden, 2) det ansøgte, inklusive enkelte regnskabsoplysninger og en omtale af eventuelle sikkerheder, 3) en opstilling af det samlede koncernengagement og 4) sammenfatning og indstilling. Som bilag til en række af de fremlagte skriftlige bevillinger var vedlagt et engagementsskema, regnskabsoplysninger på enkelte selskaber og eventuelt koncerndiagram. Engagementsskemaerne indeholdt endvidere en oversigt over bankens udlån til de forskellige projekter og selskaber i koncernen. Regnskabs-oplysningerne – resultatopgørelse, balance og nøgletal – bestod af et udtræk fra bankens interne systemer, hvori oplysningerne var indtastet. ….. Ved en gennemgang af de bevillinger, som er medtaget under sagsfremstillingen i Bank 12 -ansvarssagen, kan det konstateres, at det har været et gennemgående træk for disse, at de har indeholdt en meget udførlig beskrivelse af det ansøgte låneformål mv. samt af - 52 - sammenfatningen og indstillingen for den enkelte bevilling, ligesom de også har været suppleret af en række bilag, herunder notat mv. ….. I modsætning til de bevillinger, som er gengivet i sagsfremstillingen i Bank 12 - ansvarssagen, ses der i nærværende sag at være tale om meget kortfattede beskrivelser af det ansøgte låneformål mv., ligesom punktet ”indstilling og bevilling” endvidere ikke ses at indeholde nogen reel argumentation for selve bevillingen. Hertil kommer, at kreditindstillingerne ofte ikke var vedlagt andet relevant materiale, herunder uvildige ejendomsmægler, rentabilitetsanalyser, notater mv., ligesom disse dokumenter i øvrigt heller ikke var omtalt i kreditindstillingerne. Det er derfor også Finansiel Stabilitets opfattelse, at bevillingerne i nærværende sag adskiller sig fra bevillingerne i Bank 12 -ansvarssagen ved, at der reelt ikke har foreligget et (nødvendigt og forsvarligt) beslutningsgrundlag. Som følge heraf er det tillige synspunktet, at der heller ikke kan være foretaget en egentlig forudgående kreditvurdering. 4.3.2 Presserende bevillinger Efter bevisførelsen i Bank 12 -ansvarssagen lagde landsretten til grund, at adgangen til at meddele presserende bevillinger var blev anvendt i meget vidt omfang, hvilket bl.a. var blevet bekræftet af medarbejdere i Team Kredit, herunder Person 215 , som havde forklaret, at som han husker det, var 80-90 % af bevillingerne fra Team Erhverv allerede meddelt som presserende bevillinger, når de kom til Team Kredit. ….. Det fremgår endvidere af dommens side 475, at omfanget af bankens anvendelse af presserende bevillinger var kendt i Finanstilsynet. Finanstilsynet henledte således både den
17. april 2005 og den
18. januar 2007 som en risikooplysning bankens opmærksomhed på, at omfanget af pressende bevilling var stort. Den
19. februar 2008 skred Finanstilsynet endvidere til at meddele banken påbud om at ophøre med brugen af presserende bevillinger efter kreditinstruksens punkt 2.
20. - 53 - På baggrund af landsrettens sammenfattende vurdering vedrørende omfanget af de presserende bevillinger, dommen, side 477, kan det imidlertid konstateres, at uagtet det forhold, at landsretten indledningsvis fastslog, at en omfattende brug af presserende bevillinger dels rummer en risiko, for at bankens ledelse mister styringen med kreditgivningen, dels at lån ydes i strid bankens overordnet kreditpolitik, var det landsrettens vurdering, at den omstændighed, at de presserende bevillinger var blevet forelagt bestyrelsen - og behandlet på samme måde som andre bevillinger i bestyrelsen - og tillige godkendt af bestyrelsen, medførte, at den omfattende brug af presserende bevilling ikke havde haft en sådan konkret betydning for bankens kreditgivning, at der var handlet ansvarspådragende fra direktionens eller bestyrelsens side. Herfra må omvendt kunne sluttes, at såfremt de presserende bevillinger ikke er blevet behandlet på samme måde som andre bevillinger i bestyrelsen – eller at der ikke foreligger et forsvarligt bevillingsgrundlag - så vil en omfattende brug af presserende bevillinger kunne have en konkret betydning for bankens kreditgivning. 4.3.3 Ekstern vurdering af engagementerne ….. 4.4 Østre Landsrets dom af
21. oktober 2018 i EIK Bank-ansvarssagen Østre Landsret har den
22. oktober 2018 afsagt dom i en sag om erstatningsansvar for medlemmer af Eik Bank Danmark A/S’ direktion, bestyrelse og eksterne revision i forbindelse med bankens sammenbrud i
23. Ved vurderingen af de seks konkrete engagementer fandt landsretten, at to af direktørerne og to af medlemmerne af bestyrelsen havde handlet ansvarspådragende ved bevillingen af et særligt risikofyldt engagement efter finanskrisens indtræden, mens de to øvrige ledelsesmedlemmer ikke havde deltaget i bevillingen. De ansvarlige ledelsesmedlemmer blev pålagt at betale erstatning med 28,6 mio. kr. Landsretten fandt i øvrigt ikke grundlag for at tage Finansiel Stabilitets krav til følge. Landsretten fandt dog, at to af direktørerne havde handlet ansvarspådragende ved mangelfuld kontrol og administration af en stor bevilling i et andet engagement, men dette erstatningsansvar var forældet, inden sagen blev anlagt. Ved to andre engagementer fandt lands- - 54 - retten, at der på direktørniveau var handlet ansvarspådragende ved mangelfuld kontrol og administration af bevillinger i engagementerne. På grund af efterfølgende omstændigheder fandt landsretten imidlertid, at disse uforsvarlige forhold ikke var årsag til bankens tab på engagementerne. Nedenfor omtales de forhold som efter Finansiel Stabilitets opfattelse kan have betydning for landsrettens vurdering af nærværende sag. 4.4.1 Finanstilsynets manglende reaktioner Landsretten har bl.a. udtalt følgende i forhold til Finanstilsynets manglende reaktioner, dommens side 383: ”Det forhold, at Finanstilsynet som led i sin tilsynsvirksomhed vedrørende EIK Bank DK ikke har foretaget en reaktion eller ikke har identificeret et problem, er ikke diskulperende for bankens ledelse i relation til eventuelle overtrædelser af den finansielle lovgivning. En sådan manglende reaktion kan heller ikke anses for en (stiltiende) godkendelse fra tilsynets side af det pågældende forhold, idet man – som forklaret af Person 216 – ”generelt ikke [kan] slutte baglæns i forhold til tilsynets reaktioner”. Det samme gælder, hvis Finanstilsynet ikke har reageret på bankens redegørelse i anledning af en risikooplysning eller anden henvendelse om bestemte risikobetonede forhold.” [min understregning] På baggrund heraf kan det konstateres, at det forhold, at Finanstilsynet heller ikke i nærværende sag har reageret på Bankens redegørelser i anledning af en risikooplysning eller anden henvendelse om bestemte risikobetonede forhold eller i forhold til indsendt forretningsgange/politikker mv., ikke kan anses for en stiltiende godkendelse fra Tilsynets side af det/de pågældende forhold i Banken. Tidligere Stilling hos Finanstilsynet, Vidne 17 , har i overensstemmelse her- med under sin vidneforklaring i nærværende sag (Forklaringerne, side 901) bl.a. udtalt, at: ”Materialet blev indsendt til orientering. Finanstilsynet konstaterede, at politikkerne var udarbejdet, men forholdt sig ikke til politikkerne og foretog heller ikke nogen godkendelse heraf. Tilsynet forholdt sig først til materialet i forbindelse med en - 55 - undersøgelse. Det, at der ikke var nogen reaktion fra tilsynet efter modtagelsen af materialet, var ikke udtryk for, at tilsynet godkendte materialet, eller at tilsynet ikke havde bemærkninger til det. Tilsynet kunne senere give et påbud, hvis de udarbejdede politikker ikke levede op til kravene i lovgivningen.” [min understregning] 4.4.2 Sammenfald af funktioner i erhvervs- og kreditorganisationen Det fremgår endvidere af dommens side 397, at landsretten har lagt til grund, at der var et vist sammenfald af funktioner i erhvervs- og kreditorganisationen i EIK Bank DK. I samme forbindelse bemærkes dog, at et sådan sammenfald ikke i sig selv er ansvarspådragende, men kan - i lyset af bankens høje risikoprofil - medføre en risiko for, at der ikke er den fornødne kontrol af bankens kreditgivning og opfølgning i de konkrete engagementer. Samlet fandt landsretten imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at den manglende fuldstændige funktionsadskillelse, der havde været i EIK Bank DK, generelt var i strid med § 71, stk. 1, nr. 2 eller 5 (nu nr. 1 og 4), i lov om finansiel virksomhed, aktieselskabslovens § 54, selskabslovens § 115 eller i øvrigt generelt havde været ansvarspådragende for bankens ledelse. Hvorvidt der konkret havde været et uforsvarligt sammenfald af funktioner, og hvorvidt dette i givet fald havde medført et påregneligt tab for banken, skulle derimod vurderes i relation til de seks konkrete engagementer. Det kan herefter konstateres, at det må vurderes konkret i forhold til den enkelte bevilling/det enkelte engagement i nærværende sag, hvorvidt et sammenfald af funktioner har medført en uforsvarlig eller mangelfuld kreditsagsbehandling og i givet fald medført et påregneligt tab i den forbindelse. 4.4.3 Ansvarsvurderingen i forhold til de konkrete engagementer Det fremgår videre af dommens side 387, at bevisførelsen vedrørende de seks konkrete engagementer i væsentligt omfang bestod af en gennemgang af de skriftlige kreditindstillinger, som var blevet forelagt bestyrelsen som grundlag for de enkelte bevillinger. Videre fremgår det, at kreditindstillingerne - som beskrevet i sagsfremstillingen - var udarbejdet på grundlag af standardiserede skemaer med en struktureret beskrivelse af den påtænkte bevilling og baggrunden for, at den blev indstillet til bevilling. - 56 - På baggrund af en række forklaringer i sagen udtalte landsretten i forlængelse heraf, at der i bankens erhvervs- og kreditorganisation forud for udarbejdelsen af de enkelte kreditindstillinger var en proces, hvori den kundeansvarlige indhentede oplysninger til brug for vurderingen af, om bevillingen skulle ydes. I nogle tilfælde blev der indhentet eksterne vurderinger og/eller foretaget fysiske besigtigelser. Det måtte tillige efter de nævnte forklaringer lægges til grund, at kreditindstillingerne indeholdt en koncentreret fremstilling heraf. Endvidere indeholdt indstillingerne bankens – dvs. den kundeansvarliges, Kreditkontorets og i sidste ende direktionens – vurdering af den ansøgte bevilling samt en indstilling til bestyrelsen. På dommens side 388 er det i forlængelse af ovenstående anført, at da indholdet i kundemapperne m.v. imidlertid ikke var fremlagt i sagen, kunne landsretten herefter ikke alene på grundlag af kreditindstillingerne fastslå, at sådanne oplysninger ikke var indhentet, og at det grundlag, som bevillingerne var ydet på, af den grund skulle have været utilstrækkeligt. Dette gjorde sig tillige gældende for oplysninger i kreditindstillingerne om generelle forhold, herunder om markedsprognoser, prisudviklinger eller lignende. Nærværende sag adskiller sig fra EIK Bank-ansvarssagen ved, at samtlige kundemapper for de af sagen omfattede engagementer er fremlagt. Kundemapperne er i øvrigt fremlagt i den form og med det indhold, som det har kunnet konstateres var tilstede på tidspunkt for Finansiel Stabilitets overtagelse af de pågældende engagementer. Som et eksempel på en kreditindstilling i EIK Bank kan henvises til … ….. Som et andet eksempel