DOM Gl. B1 sagen bind 8 -2- INDHOLDSFORTEGNELSE De sagsøgtes procedure .................................................................................................................. 3 Indledning .

§ 4, stk.

1 (I-2888). - 18 - b. Der udsendtes relevant materiale til hver sag forud for det enkelte bestyrelsesmøde, jf.

§ 4, stk.

2 (I-2888), og der henvises herved til omtalen nedenfor under bestyrelsens beslutningsgrundlag om anvendelsen af CD-rom’er til hvert bestyrelsesmedlem med henblik på at udsende og vedligeholde et betydeligt informationsmateriale. c. Der anvendtes en særdeles udførlig dagsorden til hvert bestyrelsesmøde efter en model, der kommer ”hele vejen rundt”, jf.

§ 9, stk., 1, nr.

1-9 (I-2888 f.). d. Der var et betydeligt tidsforbrug forbundet med det enkelte bestyrelsesmedlems forberedelse til hvert bestyrelsesmøde. Dette blev forklaret af de enkelte bestyrelsesmedlemmer under afhøringen af dem i landsretten. Desuagtet udgjorde deres honorarer blot 180.000 kr. til formanden, 75.000 kr. til næstformanden og 60.000 kr. til hvert af de menige bestyrelsesmedlemmer, jf. honorarbeslutningen på bestyrelsesmødet den 1. marts 2007 (I-6632). Der anvendtes ikke nogen form for resultatorienteret aflønning, tantieme, bonus el. lign. til bestyrelsesmedlemmerne, heller ikke til formanden eller næstformanden. e. På hvert bestyrelsesmøde blev § 70-oversigter nøje gennemgået, herunder med gennemgang af spørgsmål om likviditet, funding, lines, værdipapirbeholdning, solvens mv. § 70-instruksen blev i øvrigt løbende vedligeholdt og ajourført. f. Efter beslutning på bestyrelsesmødet den 30. januar 2006 (I-6497) anvendte bestyrelsen gennem alle årene en særlig risikoovervågning af udviklingen i større erhvervsengagementer, idet et udførligt notat herom (”Risikoovervågning”) blev forelagt og gennemgået på hvert bestyrelsesmøde. Risikoovervågningen blev introduceret i et notat til bestyrelsesmødet den 30. janu- - 19 ar 2006 fra underdirektør og underdirektør V4 V1 (C-3259). g. Efter at banken i en periode på 7 dage som følge af en beregningsfejl havde overskredet FIL’s grænse for engagementers størrelse (maksimalt 25 pct. af bankens ansvarlige kapital), vedtog banken, at der på hvert bestyrelsesmøde skulle orienteres om og ske drøftelse af engagementer, der befandt sig tæt på 25 procent grænsen. Dette skete på grundlag af et notat efter en fast formel og betegnet ”Engagementer tæt på 25 pct. grænsen”. – Den sag, der foranledigede denne praksis, angik bankens engagement med 1) intern revision ( Vidne 41 og Vidne 38 V2 A/S : ) påpegede forholdet i et protokollat af 26. juli 2006 (II.657); 2) sagen behandledes på bestyrelsesmødet den 16. august 2006 (I6545); 3) banken indberettede forholdet til Finanstilsynet ved brev af 21. august 2006 (I-3873), vedlagt bilag om engagementet med V2 A/S (I-3874 ff.); 4) Finanstilsynet meddelte ved brev af 27. september 2006 banken, at tilsynet tog bankens indberetning til efterretning (I-3872); 5) intern revision bemærkede herefter i et protokollat, at ”punktet er nu lukket” (II-796); 6) samtidig blev den nævnte praksis med oversigt over engagementer tæt på 25 procent grænsen indstiftet og fulgt i resten af bankens levetid. h. Såkaldte fokusengagementer, som der fandtes særligt behov for at følge med i, blev gennemgået i et særligt notat til det enkelte bestyrelsesmøde. Dette var fx tilfældet, hvis et engagement udviste svaghedstegn eller OIV uden nedskrivningsbehov. Herefter fulgte bestyrelsen særligt nøje i sådanne - 20 fokusengagementer, ligesom kreditkontoret foretog løbende opfølgning på dem. i. Bestyrelsen modtog jævnlige protokollater fra intern revision, nemlig ét årsprotokollatet og 4 kvartalsprotokollater. I disse protokollater blev der blandt andet løbende taget stilling til, i hvilket omfang der var behov for tilpasning og ajourføring af bankens forretningsgange. j. På hvert bestyrelsesmøde modtog bestyrelsen lister over engagementer over 1,5 mio. kr. fra intern revision. k. På hvert bestyrelsesmøde modtog bestyrelsen orientering, hvis der var konstateret engagementer med svaghedstegn. l. Bestyrelsen gjorde sig jævnligt strategiske overvejelser. Ét blandt mange eksempler på grundlaget for sådanne strategidrøftelser er notatet fra marts 2008 om styring og nøgletal (C-3469) med forslag til bestyrelsens målsætninger for soliditet og likviditet. Sådanne notater gennemgik og drøftede bestyrelsen indgående, her konkret på bestyrelsesmødet den 31. marts 2008 (I6872). Andre eksempler er bestyrelsens godkendelse af bankens strategi for finansiering af ejendomsprojekter, der drøftedes og godkendtes på bestyrelsesmødet den 19. marts 2007 (I-6638). Et yderligere eksempel er bestyrelsens drøftelse af bankens kapitalstruktur, som blev behandlet på bestyrelsesmødet den 20. marts 2006 (I-6517) på grundlag af et notat af 14. marts 2006 til bestyrelsen (C-3427). m. Sammenfattende gøres det gældende, at bestyrelsen fulgte nøje med i bankens forhold, og at bestyrelsen også derved levede op til de krav, som må stilles til bestyrelsen i en bank, der har besluttet sig for en vækststrategi og for en bestemt risikoprofil. - 21 - 9. – Beslutningsgrundlaget var fyldestgørende og skal opgøres på beslutningstidspunktet

1. a)Det hedder i Højesterets dom af 15. januar 2019 i Capinordic-sagen for så vidt angår det tidspunkt, der er afgørende for, om beslutningsgrundlaget var tilstrækkeligt, og om det eventuelle behov for at indhente nødvendige yderligere oplysninger, jf. dommens s. 105: ”Vurderingen af, om en lånebevilling, som en direktion eller bestyrelse i en bank har besluttet, har været forsvarlig, må foretages på baggrund af de oplysninger, som forelå på bevillingstidspunktet. Der må lægges vægt på den viden, som det enkelte ledelsesmedlem på dette tidspunkt havde eller havde adgang til. Det må endvidere tillægges betydning, om direktionen eller bestyrelsen – hvis der har været anledning hertil – har sørget for, at nødvendige yderligere oplysninger blev tilvejebragt, før lånet blev bevilget.”
2. b)Det gøres i denne forbindelse gældende, at der i de bevillinger mv., som sagsøgeren påberåber sig som grundlag for det påståede erstatningsansvar, har foreligget et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag, og at der også af denne grund var tale om forsvarlige lånebevillinger.
3. c)Det gøres ligeledes – særligt i relation til Højesterets bemærkninger om ”nødvendige yderligere oplysninger” - gældende, at der i nærværende sag er påvist adskillige tilfælde, hvor bestyrelsen enten vedrørende et specifikt engagement eller mere generelt har forlangt nærmere angivne elementer i beslutningsgrundlaget forbedret, og at dette er blevet efterkommet. Det gøres gældende, at også dette taler imod et erstatningsansvar.
4. d)Uanset at der under sagen mangler det præcise indhold af den CD-rom, som bestyrelsesmedlemmerne forberedte sig ud fra, har sagen givet et klart billede af en bankbestyrelse, hvor beslutningsgrundlaget for bestyrelsen var godt og solidt, her- - 22 under også når der skulle tages stilling til låne- og garantisager gennem bevilling eller efterbevilling.
5. e)Bestyrelsen læste udførligt på det materiale, der blev modtaget på CD-rom forud for hvert bestyrelsesmøde. Materialet forekom bestyrelsen at være gennemarbejdet, overbevisende og generelt fyldestgørende. Sagsbehandlingen på det enkelte bestyrelsesmøde blev foretaget med udgangspunkt i materialet, som selvsagt forudsattes læst af hvert enkelt bestyrelsesmedlem. Der kunne naturligvis stilles spørgsmål og foretages diskussion på baggrund af materialet, og dette skete da også normalt. Den sagsgennemgang, der måske varede nogle minutter på selve bestyrelsesmødet, ville det enkelte bestyrelsesmedlem således have brugt megen tid på hjemmefra.
6. f)Hvad angår lånesager rummede CD-rom-materialet indstillinger og øvrige relevante dokumenter til 1) bevillinger, 2) efterbevillinger og 3) efterretningssager. Det vil ses af de håndskrevne bemærkninger, som Part A på en papirversion har tilføjet ud for en lang række punkter, at der ofte var spørgsmål med hjemmefra til besvarelse. Det materiale, der kunne være indeholdt på CD-rom’en, var eksempelvis
7. a)års- og koncernregnskaber for lånekunder,
8. b)oplysninger om anvendelsen hos kunden af lånebeløbet,
9. c)oplysninger om sikkerheder, herunder kaution fra hovedaktionær, moderselskab mv.,
10. d)vurdering af fast ejendom,
11. e)økonomiske analyser,
12. f)pris, rente og indtjening for banken samt
13. g)kreditkontorets og direktionens begrundede indstillinger i sagen.
14. g)I sag efter sag har dokumentationen vist et gennemarbejdet beslutningsgrundlag, der passerede flere instanser i form af kundeansvarlig, kreditafdeling og direktion, inden det nåede op til bankens bestyrelse som en indstilling om en bevilling eller efterbevilling. Alle disse instanser tilføjede deres bemærkninger, og i hvert fald på kundeansvarlig-niveauet og på kreditafdelings-niveauet støttede man sig blandt andet til LEO og de oplysninger, regnskabsanalyser og regnskabssammenligninger, der dér blev foretaget. I LEO opsamledes en lang række oplysninger om kundens - 23 og dennes selskabers økonomiske forhold, herunder regnskabstal og nøgletal på selskabs- og koncernniveau.
15. h)Sammenfattende var beslutningsgrundlaget for den enkelte bevilling eller efterbevilling af lån og garanti derfor i orden. 10. – Bevillinger før finanskrisens indtræden bedømmes mildere end bevillinger efter
16. a)Det har betydning ved vurderingen af forsvarligheden i en lånebevilling, om den er ydet før eller efter finanskrisens indtræden (som normalt dateres til medio september 2008). Herom bemærker Højesteret følgende i dommen af 15. januar 2019 i Capinordic-sagen, jf. dommens s. 105 f.: ”Højesteret finder, at der ved vurderingen af, om der er handlet ansvarspådragende, tillige må tages hensyn til eventuelle advarsler mv. fra Finanstilsynet. I den foreliggende sag må det indgå, at en række lånebevillinger er givet efter finanskrisens indtræden, og efter at Finanstilsynet i sommeren 2008 advarede banken om at udvise forsigtighed med, hvem banken lånte penge ud til, herunder især inden for ejendomssektoren. Igen i september 2008 advarede Fanstilsynet banken mod omfattende ejendomseksponering, og i december 2008 advarede tilsynet om manglende nedbringelse af udlån trods yderligere forværring af boniteten af bankens engagementer.”
17. b)I tilknytning hertil gøres det gældende, at samtlige bevillinger, der er omfattet af sagen, er givet før finanskrisens indtræden, og at der således ikke har foreligget tilsvarende advarsler for Gl. B1's bestyrelse, som der gjorde for Capinordic Banks. Særligt om bevillingen den 27. oktober 2008 (påstand 21, Vidne 42 ) gøres det gældende, at formanden og den øvrige bestyrelse ikke længere traf deres afgørelser frit i perioden fra den 22. september 2008. De var, som Part A forklarede, og som det understøttedes af andre bestyrelsesmedlemmers forklaringer, ”ikke længere herrer i huset”, men fik ”besked på, hvad de skulle gøre”, af bankens nye ejere. Når denne sidste bevilling den 27. oktober 2008 fraregnes, er samtlige - 24 bevillinger givet før finanskrisens indtræden. Et vigtigt moment, der ellers ville pege i skærpende retning, er således ikke relevant i nærværende sag. 11. – Fravigelse af interne forskrifter er ikke i sig selv erstatningspådragende
18. a)Efter FIL § 70 skal en finansiel virksomhed have ”skriftlige retningslinjer, hvori arbejdsdelingen mellem bestyrelse og direktion fastlægges”, dvs. den såkaldte § 70instruks.
19. b)Efter FIL § 71, stk. 1, nr. 4, skal en finansiel virksomhed blandt andet have ”skriftlige forretningsgange på alle de væsentlige aktivitetsområder”.
20. c)Om både § 70-instruksen og § 71-forretningsgangene er der væsentlige bemærkninger fra Højesteret i dommen af 15. januar 2019 i Capinordic-sagen, jf. dommens s. 106: ”Bestemmelserne i § 70 og § 71 i lov om finansiel virksomhed opstiller krav til indretning og drift af en bank. Højesteret finder, at bestemmelserne ikke har en sådan karakter, at en tilsidesættelse i sig selv vil være tilstrækkelig til at anse et ledelsesmedlem i en bank for erstatningsansvarlig.”
21. d)Særligt om bevillingsreglerne i § 70-instruksen bemærker Højesteret, jf. dommens s. 106 f.: ”Bevillingsbeføjelserne i en bank tilkommer bestyrelsen, som helt eller delvist inden for nærmere angivne rammer kan delegere sin bevillingsret til direktionen, jf. lov om finansiel virksomhed § 70. Bestyrelsen fastlægger de nærmere retningslinjer for denne delegation i kreditinstruksen og fastsætter i kreditpolitikken retningslinjer for bankens ansattes kreditgivning. Hvis bankens direktion handler i strid med kreditinstruksen eller kreditpolitikken, står det enkelte direktionsmedlem til ansvar over for bestyrelsen. Bestyrelsen kan fravige eller tillade fravigelse af sine egne retningslinjer, i det omfang en så- - 25 dan fravigelse ikke er i strid med lovgivningen eller i øvrigt må anses for uforsvarlig.”
22. e)Videre hedder det i dommen, s. 106 f.: ”Højesteret finder, at den omstændighed, at bestyrelsen fraviger egne retningslinjer eller accepterer, at bankens direktion fraviger disse, ikke i sig selv kan anses for ansvarspådragende. Et ansvar må forudsætte, at det efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde har været uforsvarligt at fravige egne retningslinjer eller acceptere en sådan fravigelse.”
23. f)Det gøres i tilknytning til § 70-instruksen gældende, 1) at den udbredte anvendelse i Gl. B1 af ”presserende bevillinger” udgør en sådan fravigelse af egne retnings- linjer (eller en sådan accept af, at direktionen fraviger retningslinjerne), som er nævnt af Højesteret i det citerede, og 2) at det i intet tilfælde har været uforsvarligt at foretage en sådan fravigelse. Det fremgår af bevisførelsen, at bestyrelsen behandlede en efterbevilling lige så grundigt, som den behandlede en ordinær bevilling, og lovreglernes baggrund – at bestyrelsen skal have føling med bevillingerne i banken – var derfor fuldt ud opfyldt. De presserende bevillinger blev anvendt som led i bankens vækststrategi og som et konkurrenceparameter ud fra bankens konkurrencesituation, der krævede, at der blev truffet effektive og hurtige beslutninger i forhold til kunderne.
24. g)At bestyrelsen gennemgik efterbevillinger lige så grundigt, som den gennemgik ordinære bevillinger, fremgår klart af de afgivne forklaringer, ligesom det blot eksempelvis kan ses ud fra Part A's personlige notater på bevillingslisterne, fx til bestyrelsesmødet den 28. februar 2008 (F-41), den 26. maj 2008 (F-47) og den 19. august 2008 (F-51). Vidne 17 fra Finanstilsynet mente i sin forklaring om inspektionsbesøget hos banken i marts 2007 og den mundtlige afrapportering den 26. april 2007 at have nævnt spørgsmålet om presserende bevillinger, men dette understøttes ikke af andre forklaringer i sagen, heller ikke af Finanstilsynets egne - 26 plancher til afrapporteringen (I-4747 ff.) og heller ikke af tilsynets skriftlige afrapportering ved brev af 10. januar 2008 til banken (I-4875 ff.).
25. h)I tilknytning til forretningsgangene (§ 71, stk. 1, nr. 4) gøres det gældende, 1) at disse blev ajourført og tilpasset i rimeligt omfang, 2) at fravigelser skulle indberettes, og 3) at bestyrelsen ikke modtog nogen underretning om fravigelser eller overtrædelser. Endelig gøres det gældende, at bestyrelsen aktivt beskæftigede sig med at sikre, at forretningsgangene var dækkende og ajour, særligt ved løbende at forholde sig til punkter herom i intern revisions protokollater.
26. i)Der var således i Gl. B1 gennem alle de relevante år (2006, 2007 og 2008) i alt væsentligt tilstrækkelige forretningsgange, der sikrede, at bankens bestyrelse traf eller godkendte alle væsentlige beslutninger på et tilstrækkeligt informeret grundlag, under overholdelse af alle relevante regler i den finansielle lovgivning og under tilstrækkelig hensyntagen til bankens strategi om vækst blandt andet inden for ejendomsbranchen.
27. j)Bestyrelsen gik med rette ud fra, at forretningsgangene blev overholdt, herunder også, når de – således som det var tilfældet i Gl. B1 ske kontrol af alle bevillinger over 500.000 kr., jf. om – foreskrev, at der skulle Gl. B1's bevillings- og dokumentkontrol (I-517): ”Der foretages fuld kontrol af enkeltbevillinger på kr. 500.000, modsat bevillinger under denne beløbsgrænse, hvor der ”kun” var foreskrevet stikprøvekontrol.
28. k)Ligeledes måtte bestyrelsen kunne gå ud fra, at overtrædelse af forskrifter i forretningsgangene blev indberettet, jf. pkt. 3.6.3.6 Rapportering og ansvarsfordeling (I494), hvor det anførtes, at hvis der konstateredes overtrædelser af forretningsgangen, skulle disse indberettes til investeringschefen eller eventuelt direktionen, og at overtrædelse af beholdningsgrænserne skulle indberettes til bestyrelsen. - 27
29. l)Tilsvarende under pkt. 3.7 Ansvar (I-516), hvor det anføres: ”Den medarbejder, som får kendskab til en overtrædelse af forretningsgangen, har ansvaret for at indberette dette til kreditchefen”. Og videre samme sted: ”Kreditchefen har ansvaret for en eventuel videre indberetning til direktion og bestyrelse”. – Også dette måtte bestyrelsen kunne gå ud fra blev overholdt.
30. m)I Gl. B1 foregik der hos bankens interne revision en løbende revision af forret- ningsgangene, dvs. ikke blot en revision ved årsafslutningen, men kontinuerligt året igennem. På en sådan baggrund måtte bestyrelsen kunne gå ud fra, at forretningsgangene hele tiden blev vurderet af intern revision med henblik på eventuelle behov for justeringer. Når der blev opdaget behov for ajourføring mv. af forretningsgange, var dette spørgsmål jævnligt fremme i bestyrelsen, jf. som ét blandt flere eksempler protokollatet fra bestyrelsesmødet den 30. oktober 2006 (I-6562), hvor det ”blev aftalt, at der skal ske en styrkelse af forretningsgangen inden for pantebrevsområdet”. Den løbende revision ses fx også af intern revisions plancher til bestyrelsesmødet den 17. september 2007 (ekstrakt C-5333).
31. n)Advokat Mogens Skipper-Petersen spurgte som et led i advokatundersøgelsen af banken Vidne 38 fra intern revision om, hvorvidt der også var udarbejdet forretningsgange for projektfinansiering. Vidne 38 bekræftede dette pr. e- mail (I-1835) og vedhæftede den pågældende forretningsgang (I-1836 ff.). En sådan forretningsgang for finansiering af ejendomsprojekter var blevet efterlyst, og udarbejdelsen af den blev gennemført i løbet af 2. kvartal 2007 (ekstrakt C-6026). Derfor kunne intern revision lukke punktet den 17. august 2007, skrev chefen for intern revision, Vidne 41 , den 17. august 2007 med henblik på bestyrelses- mødet den 21. august 2007 (C-5164). Emnet omtaltes ligeledes på bestyrelsesmødet den 29. oktober 2007, hvor det nævntes, at nye forretningsgange for projektfinansiering var blevet forelagt for Finanstilsynet, som ikke havde haft bemærkninger (C-5499). - 28
32. o)Det var ikke alene intern revision, der løbende tjekkede, at forretningsgangene var ajour. Også kreditkontoret foretog en sådan løbende kontrol. Dette fremgår af kreditkontorets notat af 3. marts 2007 (I-4543) fra underdirektør V4 om ”udvikling og vedligeholdelse af forretningsgange” til brug for Finanstilsynets inspektionsbesøg i marts 2007.
33. p)Mere kan man ikke kræve af en bestyrelse, hvad spørgsmålet om forretningsgange angår: a. bestyrelsen griber selv ind og kræver stramning på fx pantebrevsområdet, b. bestyrelsen véd, at kreditkontoret løbende påser, at forretningsgangene er fyldestgørende, c. bestyrelsen véd, at intern revision løbende reviderer forretningsgangene, og d. bestyrelsen ser relevante eksempler på, at der udarbejdes forretningsgange fx på området for projektfinansiering.
34. q)Sammenfattende om forretningsgangene er det ikke ansvarspådragende, hvis det måtte være forekommet, at der er givet bevillinger eller efterbevillinger under fravigelse af forskrifter i forretningsgangene. 12. – Banken tog de forskellige former for sikkerheder, der efter en konkret bedømmelse var relevante
35. a)Det gøres på Part A's vegne gældende, at banken i alle de engagementer, som nærværende sag omhandler, har krævet og fået den eller de former for sikkerhed, som er relevant og betryggende i relation til det pågældende engagement, og at der også af denne grund er tale om forsvarlig kreditgivning, som ikke er erstatningspådragende for bankens ledelsesmedlemmer. - 29
36. b)Det gøres endvidere gældende, at det helt afgørende i denne forbindelse er at sikre sig, at lånekunden har evnen og viljen til at betale ydelser på lånet rettidigt, dvs. at kundens gældsserviceringsevne er konstateret af banken. Bedømmelsen heraf må grundlæggende foretages ud fra forholdene på bevillingstidspunktet.
37. c)Videre gøres det herom gældende, at det er alt for ensidigt at fokusere i overvejende grad på tinglig sikkerhed i form af tinglyst (registreret) pant, og at en bred vifte af sikringsmuligheder er til disposition, alt efter forholdene i den enkelte sag. Ved anvendelsen af ordet ”sikkerhed” må der således ikke alene tænkes på tinglig sikkerhed, men derimod på ethvert lovligt instrument, der kan forhøje sandsynligheden for, at gælden forrentes og afdrages som aftalt mellem banken og kunden.
38. d)At gældsserviceringsevnen er det helt afgørende parameter, ses af banksektorens lærebøger om kreditgivning, fx håndbogen ”Finansielle forretninger og rådgivning – erhverv”, p.t. i 7. udgave, s. 117, gengivet i Part A's materialesamling til den supplerende forelæggelse (”MAT(I)A”) s. 826, hvor det anføres [fremhævet her]: ”Gældsindfrielsesevne er sjældent af afgørende betydning i selve kreditvurderingen, men det er derimod virksomhedens gældsserviceringsevne. Gældsserviceringsevne viser virksomhedens evne til at forrente og afdrage den optagne gæld. Beregningen viser kort sagt, om virksomheden har råd til at betale låneydelserne.”
39. e)I tråd hermed hed det i bankens forretningsgange under pkt. 3.5.3.2.: Arbejdsgang for kundevurdering (I-253): ”Afgørende for kreditgivningen er en vurdering af kundens kreditværdighed, defineret som kundens evne og vilje til at overholde en indgået betalingsforpligtelse, dvs. betale rettidigt”.
40. f)Det gøres gældende, at der blandt de sikringsformer, som banken konkret anvendte – som supplement til eller i stedet for pant stillet af banklånets debitor – forekom følgende sikringsformer, der alle må betragtes som relevante for en forsvarlig kre- - 30 ditgivning, jf. oversigten i Part A's materialesamling til den supplerende fo- relæggelse (”MAT(I)A”) s. 809: 1) Kaution fra hovedaktionær og/eller moderselskab, jf. direktionens notat af april 2008 (C-6255) om ”udpræget grad af kaution ved långivning til selskaber”. I banksektoren betegnes kaution fra en hovedaktionær ofte som ”styringskaution”, fordi en sådan kaution, skønt den ved engagementsvurderingen normalt må værdiansættes til 0, virker adfærdsregulerende på hovedaktionæren, som risikerer at miste sin personlige formue, hvis hans selskab bliver insolvent. Part K anvendte i sin partsforklaring det ud- tryk, at hovedaktionæren gennem sin kaution havde ”hånden på kogepladen”. Det ses fx af Finansiel Stabilitets møde den 16. februar 2012 med Vidne 42 (D-443), at den kaution, han havde afgivet over for Gl. B1 , vir- kede motiverende på ham med henblik på det nærmere indhold af en samlet ordning med Finansiel Stabilitet; han måtte som følge af kautionen ”ofre” noget, som han ellers ikke havde været indstillet på. Han ønskede en samlet løsning, også på sine kautionsforpligtelser, og der forhandledes om, hvor mange millioner kroner han skulle betale herfor (hans første tilbud herom er slettet i referatet). 2) Salgsfuldmagt til fast ejendom, tilladt ifølge UfR 2003.1482 H, Forstædernes Bank. Ses fx på bestyrelsesmødet 28. februar 2008 ad pkt. 3 (I-6861, øverst). 3) Pantsætningsforbud tinglyst på fast ejendom, tilladt ifølge UfR 1987.713 V. Ses fx på bestyrelsesmødet 20. marts 2006 (I-6514) og bestyrelsesmødet 25. juni 2007 (I-6665). - 31 4) Forbud mod pantsætning af aktier i et selskab eller datterselskab. Ses fx på bestyrelsesmødet 16. august 2006 (I-6550). 5) Forbud mod pantsætning af nærmere bestemte aktiver, hvilket som bekendt kan tinglyses på disse som en ”negativerklæring” i medfør af tinglysningslovens § 47, stk. 2. Ses fx på bestyrelsesmødet 22. maj 2006 (I-6536). 6) Pant i det låntagende selskabs aktier i ét eller flere af dets datterselskaber, ofte i banksektoren betegnet ”styringspant” (analogt med betegnelsen ”styringskaution” fra en hovedaktionær). Ses fx på bestyrelsesmødet 25. juni Vidne 2007 (I-6665) i relation til V6 A/S / 20 engagementet. 7) Erklæring om udbyttebegrænsning i et låntagende selskab (indtil banklånet er indfriet). Ses fx på bestyrelsesmødet 16. juli 2006 (I-6550). 8) Stop-loss-klausul, hvorefter banklånet kan kræves indfriet, hvis et aftalt pant, fx i et værdipapirdepot, falder i værdi til under et vist beløb. Ses fx i direktionens solvensnotat april 2008 (C-6255).
41. g)Det gøres dernæst på Part A's vegne gældende, at spørgsmålet om et blan- koelement i flere af de ydede lån har en langt mindre betydning, end sagsøgeren forsøger at tillægge dem. For det første er der naturligvis en afgørende forskel på, om dette forhold måles på tidspunktet for långivningen eller på det langt senere tidspunkt, hvor engagementet måske bliver nødlidende, og hvor sikkerheder og ”blanko” skal opgøres. I sidstnævnte situation vil der meget ofte være et blankoelement, fordi gælden er vokset, mens sikkerhederne er formindsket i værdi. Dette tidspunkt er imidlertid ikke relevant ved bedømmelsen af, om der foreligger erstatningspådragende uforsvarlig långivning. Afgørende herfor er en bedømmelse på tidspunktet for långivningen. - 32
42. h)Det gøres på Part A's vegne gældende, at der under sagen er givet fyldest- gørende forklaringer på de tilfælde, hvor et blankoelement forekom allerede på tidspunktet for långivningen, nemlig eksempelvis følgende fornuftige grunde for banken til at acceptere et blankoelement: 1) Banken har konstateret en så god gældsserviceringsevne hos lånsøgeren, at tinglig sikkerhed efter omstændighederne ikke har fundet at burde kræves. 2) Det, der tilsyneladende er et ikke helt ubetydeligt blankoelement, er ved nærmere eftersyn og forklaring ikke udtryk for et sådant. Sådanne ”modererende” tilføjelser ses ofte at forekomme i låneindstillingerne, hvor man således er fuldt ud opmærksom på blankoelementet, men finder dette forsvarligt. Eksempler er IV-3020: V6 A/S IV-5077: V6 A/S IV-933: IV-1227: V2 A/S V2 A/S 3) Et værdipapirdepot eller et pantebrevsdepot, der pantsættes til banken, er i mange tilfælde endnu ikke fyldt op med værdipapirer, fordi disse endnu ikke er anskaffet. Bevillingen, fx på 10 mio. kr., sættes da stadig til sit fulde beløb, men da ingen sikkerheder er etableret endnu, sættes disse til 0. Der bliver herved et blankoelement på (i dette eksempel) 10 mio. kr. – Denne situation, hvor en endnu uudnyttet trækningsret på kreditten medtages til ”fuld blanko”, forekommer i talrige varianter hos Gl. B1 , og der var ab- solut intet kreditmæssigt uforsvarligt derved. Gang på gang, hvor der i sådanne tilfælde fx er aftalt en overdækning på 10 procent, er sagsøgeren fejlagtigt af den opfattelse, at der blev handlet i strid med forretningsgangene og/eller handlet kreditmæssigt uforsvarligt, men noget sådant er netop ikke tilfældet. Blot eksempelvis kan nævnes V2 A/S (IV-2652 f.) med pan- tebreve og ligeledes Vidne 42 (IV-5455 og IV-5475) med et pantsat værdipapirdepot, der successivt skal fyldes op med de anskaffede værdipapirer. - 33
43. i)Det fremhæves som yderligere begrundelse for, at blankoelementet ikke var udtryk for uforsvarlig kreditgivning, at Finanstilsynet ganske udmærket var bekendt med disse blankoelementer og accepterede dem, blandt andet som følge af bankens betydelige indtjening og robuste kapitalforhold. Det anføres herom i Finanstilsynets redegørelse af 26. marts 2010 ud fra FIL § 352 a (I-5407): ”Finanstilsynet var bekendt med, at der i flere engagementer var et vist blankoelement, men med udgangspunkt i selskabernes Gl. B1 koncernselskabernes] betydelige indtjening og robuste kapitalforhold på undersøgelsestidspunktet gav blankoelementet ikke Finanstilsynet anledning til særskilte bemærkninger”
44. j)Endelig gøres det om bankens kreditgivning gældende, at banken foretog normal og sædvanlig opfølgning, overvågning, kontrol og risikostyring på bankens engagementer.
45. k)Sammenfattende gøres det på Part A's vegne gældende, at banken i alle de engagementer, som nærværende sag omhandler, har krævet og fået den eller de former for sikkerhed, som var relevant og betryggende i relation til det pågældende engagement, og at der også af denne grund var tale om forsvarlig kreditgivning, som ikke er erstatningspådragende for bankens ledelsesmedlemmer. Heller ikke bankens opfølgning, overvågning, kontrol og risikostyring på engagementer kan give anledning til noget erstatningsansvar. 13. – Udbetaling af lån forud for bevillingen er ikke i sig selv erstatningspådragende
46. a)Det anføres herom af Højesteret herom i dommen af 15. januar 2019 i Capinordicsagen, jf. dommens s. 107: - 34 ”Som anført af landsretten er lånebeløb vedrørende nogle af engagementerne, som skulle bevilges af bestyrelsen, helt eller delvist udbetalt forud for bestyrelsens godkendelse af bevillingen (efterbevillinger). Højesteret lægger ligesom landsretten til grund, at [bestyrelsesmedlemmerne B1 og B2] ikke har påtalt eller søgt at forhindre denne praksis, og de må derfor anses for at have accepteret fremgangsmåden. Højesteret tiltræder, at dette – i de tilfælde, hvor en bevilling må anses for uforsvarlig – indebærer, at de er erstatningsansvarlige for tabet på hele lånet, og at det således ikke har betydning, om lånet eller en del heraf var udbetalt, da de deltog i bestyrelsens beslutning om efterbevilling af lånet.”
47. b)Videre anfører Højesteret, stadig dommens s. 107: ”Højesteret tiltræder endvidere, at det forhold, at et lån er udbetalt forud for bestyrelsens bevilling, ikke i sig selv medfører erstatningsansvar. Det afgørende er, som anført af landsretten, om bevillingen ud fra det grundlag, der forelå for [bestyrelsesmedlemmerne B1 og B2] på det tidspunkt, hvor de traf beslutning om efterbevilling, må anses for forsvarlig.”
48. c)Det gøres i tilknytning hertil gældende, at 1) en praksis med udbetaling af lån forud for bestyrelsens bevilling har været af begrænset udstrækning i Gl. B1 , og at 2) en enkeltstående anvendelse af en sådan praksis ikke har ført til, at en i øvrigt forsvarlig bevilling blev uforsvarlig. 14. – Bankens antal ’betændte’ engagementer var beskedent i forhold til andre banker
49. a)Gl. B1 hørte til blandt de banker omtalt i Rangvid-rapporten, der procentuelt havde færrest af de ”negativt kendte” engagementer (”visse engagementer”, ”betændte engagementer”, ”lille personkreds”, etc.) (I-8745, begynder I-8729).
50. b)Da banken den 31. oktober 2007 fra dagspressen erfarede (D-1199), at banken havde nogle af disse kunder, blev spørgsmålet taget op på det første ordinære bestyrel- - 35 sesmøde efter avisomtalen, den 26. november 2007 (I-6711). Det besluttedes at sætte særlig fokus på disse kunder og at få deres engagementer nedbragt og gerne væk fra banken.
51. c)Det gøres gældende, at gennemgangen af disse engagementer under sagen ikke har frembragt noget, der er erstatningspådragende for bankens ledelse. 15. – Finanstilsynets positive vurdering af engagementer har betydning for sagen
52. a)Om dette spørgsmål udtaler Højesteret i dommen af 15. januar 2019 i Capinordicsagen, jf. dommens s. 107: ”Finanstilsynet foretager som led i sit tilsyn en gennemgang af udvalgte låneengagementer. Tilsynet vurderer i den forbindelse det enkelte låns bonitet med henblik på opgørelse af bankens solvensbehov. Der er ikke tale om, at Finanstilsynet vurderer, om det var forsvarligt at bevilge lånet. Højesteret finder imidlertid, at det ved vurderingen af, om en bankledelse har pådraget sig erstatningsansvar, efter omstændighederne kan indgå, at Finanstilsynet har foretaget en bedømmelse af lånets bonitet. Der må i den forbindelse lægges vægt på, hvilket oplysningsgrundlag Finanstilsynet havde, og hvor tæt bedømmelsen tidsmæssigt er foretaget på lånets bevilling.”
53. b)Formuleringen er nuanceret i forhold til landsrettens formulering. Formentlig skyldes dette Finanstilsynets biintervention under anken, hvorunder det blev fremhævet, at tilsynet ikke vurderede forsvarligheden i bevillingen af lånet, hvilket næppe kan komme som en overraskelse, ligesom det næppe har været landsrettens mening at hævde, at noget sådant skulle være tilfældet. Alligevel har myndighedsinterventionen sat sig spor i dommens præmisser i kraft af den allerede citerede sætning: ”Der er ikke tale om, at Finanstilsynet vurderer, om det var forsvarligt at bevilge lånet.” – Naturligvis ikke. - 36
54. c)At landsrettens synspunkt om, at Finanstilsynets bedømmelse af lånets bonitet har ’overlevet’ myndighedsinterventionen, fremgår af den næste, allerede citerede sætning i Højesterets præmisser: ”Højesteret finder imidlertid, at det ved vurderingen af, om en bankledelse har pådraget sig erstatningsansvar, efter omstændighederne kan indgå, at Finanstilsynet har foretaget en bedømmelse af lånets bonitet.” Dette kan tiltrædes, jf. straks nedenfor om betydningen heraf for nærværende sag. Højesterets fortsættelse er helt naturlig: ”Der må i den forbindelse lægges vægt på, hvilket oplysningsgrundlag Finanstilsynet havde, og hvor tæt bedømmelsen tidsmæssigt er foretaget på lånets bevilling.”
55. d)I tilknytning hertil gøres det gældende, at den bedømmelse af de gennemgåede låns bonitet, som Finanstilsynet foretog under inspektionsbesøget hos Gl. B1 i marts 2007 og med mundtlig afrapportering i april 2007 og skriftlig afrapportering i januar 2008, konkret må tillægges betydning ved bedømmelsen af, om Gl. B1's be- styrelse har pådraget sig erstatningsansvar.
56. e)Nedenfor på s. 33 i dette påstandsdokument er der på Part A's vegne foretaget en gennemgang (i kronologisk orden bevilling for bevilling) af, hvilke bevillinger der blev gennemgået af Finanstilsynet, af intern revision og af ekstern revision. Hvad angår bevillinger, der blev gennemgået af Finanstilsynet, drejer det sig om 6 af de bevillinger, der er omfattet af sagen, og som ses i kolonne K helt til højre i opstillingen på s. 33, nemlig bevillinger a. af 15. marts 2001 (Vidne 42 , påstand 19, b. af 20. juni 2006 (V6 A/S ), påstand 9, c. af 24. juli 2006 Vidne 42), påstand 27, d. af 10. oktober 2006 ( Vidne , påstand 14, 30 e. af 29. oktober 2006 Vidne 42), påstand 26, og f. af 26. januar 2007 (V6 A/S ), påstand 13. - 37
57. f)Ved vurderingen af disse 6 bevillinger og de dertil knyttede påstande må det dermed lægges til grund, at de pågældende engagementer blev positivt bedømt af Finanstilsynet ud fra det enkelte engagements samlede tilstand på daværende tidspunkt, og at det derfor er svært at se, hvordan bankens bestyrelse burde have bedømt disse 6 bevillinger mere negativt, end Finanstilsynet gjorde.
58. g)Det gøres gældende, at disse 6 bevillinger derfor ikke kan være ansvarspådragende for bestyrelsen, og at dette så meget mere gælder, fordi de samme engagementer ligeledes har været vurderet af bankens interne revision og dens eksterne revision ved engagementsgennemgangen ultimo 2007, jf. nærmere herom straks nedenfor om betydningen af revisionens vurdering af engagementer.
59. h)Om bankens forhold til Finanstilsynet bemærkes i øvrigt følgende, særligt på grundlag af 2.637 siders editionsbilag fremkommet fra Finanstilsynet på grundlag af landsrettens editionspåbud: a. Banken rapporterede, hvad den skulle, til Finanstilsynet, fx da banken opdagede en 7 dages overskridelse af storkundegrænsen på engagementet med V2 A/S og omgående indrapporterede dette til Finanstilsynet (I-3872, 27. september 2006). b. Banken svarede rettidigt og korrekt på alle henvendelser fra Finanstilsynet, der krævede en reaktion. c. Der fremkom ikke fra Finanstilsynet reaktioner på bankens rapporteringer til tilsynet. d. Banken behandlede henvendelser fra Finanstilsynet med den fornødne omhu. e. Hverken årsrapporterne, kvartalsindberetningerne eller svarene fra banken på forespørgsler fra Finanstilsynet gav tilsynet nogen anledning til at reagere. - 38
60. i)Banken og dens ledelse har herved opfyldt de krav, som opstilledes af Østre Landsret i dennes dom af 7. november 2017, 7. afd. nr. B-1291-10 og B-1851-10): ”Det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at banken i alle tilfælde har besvaret henvendelser fra Finanstilsynet og Fondsrådet, og at tilsynet generelt modtog udbedt materiale. Henvendelser til og fra Finanstilsynet er desuden i vidt omfang blevet forelagt af direktionen for bankens bestyrelse, og banken må generelt anses for at have behandlet henvendelser fra Finanstilsynet med den fornødne omhu.”
61. j)På Part A's Gl. B1 vegne gøres det gældende, at det samme kan konstateres om i relation til Finanstilsynet (bortset fra Fondsrådet, som ikke er relevant) – dette er dokumenteret gennem de mange siders editionsbilag, der efter 3 editionsrunder blev det samlede resultat af landsrettens editionspåbud til Finanstilsynet, og som både sagsøger og de sagsøgte i udstrakt grad har dokumenteret fra under sagens forelæggelse. 16. – Revisionens positive vurdering af engagementer har betydning for sagen, og banken havde generelt en ’høj kontrolstyrke’
62. a)Om betydningen af, at bankens interne og/eller eksterne revision har vurderet et engagement, anfører Højesteret følgende i dommen af 15. januar 2019 i Capinordic-sagen, jf. dommens s. 107: ”Højesteret tiltræder, at bankens revisions vurdering af et låneengagement og behov for nedskrivning kan indgå i bedømmelsen af, om bevillingen af et lån har været forsvarlig.”
63. b)Ligesom ved engagementer, der er gennemgået af Finanstilsynet, gælder det naturligvis, at der ikke er tale om, at bankens revision vurderer, om det var forsvarligt at bevilge lånet. Men det må – ligeledes svarende til betydningen af Finanstilsynets vurdering – også for så vidt angår revisionens vurdering gælde, at det ved bedøm- - 39 melsen af, om en bankledelse har pådraget sig erstatningsansvar, kan indgå, hvordan bankens revision har vurderet 1) låneengagementet og 2) behovet for nedskrivning på dette.
64. c)I tilknytning hertil gøres det gældende, at den bedømmelse af de gennemgåede låns bonitet og det eventuelle nedskrivningsbehov, som bankens revision foretog ultimo 2007 i forbindelse med aflæggelsen af bankens årsrapport for 2007, konkret må tillægges betydning ved bedømmelsen af, om Gl. B1's bestyrelse har pådraget sig erstatningsansvar.
65. d)Der var til bestyrelsens betryggelse en række instanser, der fungerede som kontrolinstanser før og/eller efter bestyrelsens beslutning vedrørende en bevilling. Som forudgående og/eller efterfølgende kontrolinstanser til bestyrelsens betryggelse kan nævnes: a. kunderådgiveren, der betjener den pågældende kunde, b. kreditkontoret, c. direktionen, d. intern revision og e. ekstern revision. Generelt blev ’kontrolstyrken’ i banken vurderet som værende høj, og den generelle revisionsrisiko i banken blev tilsvarende anset som værende lav. Dette fremgår af revisionens planlægningsmemo for 2007 (II-1022, begynder II-1011). Den bevillingskontrol, der blev foretaget, var enten stikprøvevis eller fuldstændig. Ved bevillinger på over 500.000 kr. blev der som nævnt foretaget fuld kontrol ved bevillingen, ikke blot stikprøvevis, jf. forretningsgangenes bestemmelser herom (I-5584). Også dette var betryggende for bestyrelsen. Det bemærkes herved, at en pressemeddelelse, der blev udsendt den 23. november 2009 i forbindelse med advokatundersøgelsen af banken, og hvorefter lovens krav - 40 om revisors rotation med bestemte perioders mellemrum angiveligt skulle være overtrådt, var forkert. Meddelelsen gik ud fra, at revisionslovgivningens bestemmelser om lovpligtig rotation var overtrådt, men forholdet er, at rotationskravet først fandt anvendelse fra og med 2010, jf. revisorlovens § 25. Rotationskravet gjaldt derfor ikke i årene 2006, 2007 og 2008, som er de relevante år for nærværende sag.
66. e)I nærværende påstandsdokument, s. 33, er der på Part A's vegne som nævnt foretaget en gennemgang (i kronologisk orden bevilling for bevilling) af, hvilke bevillinger der blev gennemgået af Finanstilsynet, af intern revision og af ekstern revision. Hvad angår bevillinger, der blev gennemgået af intern og ekstern revision, drejer det sig om 11 af de bevillinger, der er omfattet af sagen, og som ses i kolonnerne I (intern revision) og J (ekstern revision) i opstillingen, nemlig bevillinger a. af 2. april 2007 (Vidne 42), påstand 20, b. af 2. april 2007 (Vidne 42), påstand 22, c. af 26. marts 2007 ( d. af 18. juni 2007 ( V2 A/S ), påstand 1, Vidne , påstand 16, 30 e. af 14. august 2007 (V6 A/S ), påstand 10, Vidne f. af 14. august 2007