← Danmark

Tiltale for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 237, manddrab, subsidiært straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, legemsangreb af

Dom i sag om knivdrab i Herning 22-årig fundet skyldig i manddrab, mens to andre fundet skyldige i grov vold med døden til følge. En tiltalt blev frifundet i forholdet. Sagsnummer: SS 99-3475/2022 Sagen kort fortalt Fire unge mænd – Tiltalte 1, Tiltalte 2, Tiltalte 3 og Tiltalte 4 – var tiltalt for i forening og fælles forståelse at have dræbt en jævnaldrende mand (Forurettede) med et knivstik i hjertet. Alle de tiltalte nægtede sig skyldige. De tiltalte og Forurettede havde alle været venner og handlet med narko. Tiltalte 1 forklarede, at han ikke havde set Forurettede den pågældende aften/nat, og at den eneste grund til, at han havde været i nærheden af drabsstedet tæt på gerningstidspunktet, var, at han og Tiltalte 3 var i gang med en narkohandel. De øvrige tiltalte ønskede ikke at udtale sig. Et vidne, som tidligere også havde været sigtet i sagen, forklarede i retten, at han fra et vindue i en lejlighed havde set Tiltalte 1 stikke Forurettede, mens Tiltalte 3 var til stede. Et enigt nævningeting fandt det på baggrund af vidnets forklaring, der var understøttet af en lang række forhold, herunder telefonaflytninger, gps-signaler og rumaflytning af en bil, som de tiltalte havde befundet sig i, bevist, at Tiltalte 1, Tiltalte 2 og Tiltalte 3 under et kort besøg i lejligheden hilste på F, hvorefter Tiltalte 1 besluttede at opsøge og konfrontere Forurettede med en kniv. I den efterfølgende time kørte alle de tiltalte en del af tiden rundt sammen i en bil, og Tiltalte 1 fik fat på en kniv, hvorefter Tiltalte 1 og Tiltalte 3 blev sat af i nærheden af den pågældende lejlighed. Tiltalte 2, der førte bilen, kørte herefter Tiltalte 4 hjem og derpå hjem til sig selv. Kort tid efter Tiltalte 1 og Tiltalte 3 var blevet sat af, mødte de Forurettede på gaden overfor lejligheden og i forbindelse med, at de konfronterede ham, stak Tiltalte 1 Forurettede med ét kraftigt knivstik i hjertet. Forurettede var trods stikket i stand til at løbe fra stedet og ringe til alarmcentralen, men døde senere samme nat. Retten fandt det bevist, at alle de tiltalte var klar over, at Tiltalte 1 havde skaffet sig og medbragte en kniv med henblik på en konfrontation af Forurettede, og at det var overvejende sandsynligt, at der ville blive udøvet grov vold mod Forurettede med kniven. Retten fandt det imidlertid betænkeligt at anse det bevist, at de øvrige tiltalte havde forsæt til drab. Tiltalte 1 blev herefter fundet skyldig i manddrab ved at have stukket Forurettede. Tiltalte 3 blev fundet skyldig i medvirken til grov vold med døden til følge ved at have ledsaget Tiltalte 1 og deltaget i konfrontationen af Forurettede. Tiltalte 2 blev ligeledes fundet skyldig i grov vold med døden til følge ved at have kørt Tiltalte 1 og Tiltalte 3 til gerningsstedet. Tiltalte 4, der alene havde opholdt sig i bilen hele aftenen, blev derimod frifundet, idet han ikke alene herved kunne anses at have medvirket til det efterfølgende knivstik. Tiltalte 4 blev derimod i overensstemmelse med sin egen erkendelse fundet skyldig i et andet forhold om besiddelse af skydevåben. Et enigt nævningeting idømte Tiltalte 1 forvaring og udvisning med indrejseforbud for bestandig. Tiltalte 2 og Tiltalte 3 blev begge idømt 6 års fængsel og udvisning for bestandig. Nævningetinget lagde vægt på de tiltaltes roller og personlige forhold, herunder tidligere kriminalitet og for så vidt angår Tiltalte 1 også dennes personlighedsmæssige egenart. Tiltalte 1, Tiltalte 2 og Tiltalte 3 ankede alle med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. De juridiske dommere besluttede, at de fortsat skulle være fængslet under anke. Tiltalte 4, der blev løsladt af anklageren efter skyldkendelsen, modtog sin dom på 2 år og 6 måneders fængsel. /

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.