UDSKRIFT AF HØJESTERETS DOMBOG HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 18. august 2023 Sag 13/2023 (2. afdeling) Anklagemyndigheden mod Tiltalte (advokat Carsten Fentz, beskikket) I tidligere instanser er a

§ 26b og § 26, stk.

2, og at han derfor skal frifindes for påstanden om udvisning. Han tog til jobcentret på grund af et lønspørgsmål på sin daværende arbejdsplads, og i den forbindelse fik han sagsbehandleren Forurettede i tale. At samtalen udviklede sig på en sådan måde, at han blev dømt for at have fremsat truende udtalelser over for sagsbehandle-ren, må i situationen anses som en spontan og tilfældighedspræget reaktion samt som et en- / - 2 keltstående tilfælde fra hans side. Det er derfor ikke sandsynligt, at han vil være tilbøjelig til at begå en ny strafbar handling, som den han er dømt for i byretten og landsretten. Det bør i den forbindelse tillægges vægt, at han ikke tidligere er straffet. Der henvises til Højesterets domme i UfR 2019.2879 og UfR 2019.4073, hvor de tiltalte, der begge var EU-borgere, blev frifundet for udvisning, da Højesteret ikke fandt det sandsynligt, at de tiltalte ville begå ny ligeartet kriminalitet, og derfor heller ikke fandt, at de tiltaltes ad-færd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæg-gende samfundsinteresse. Når det tages i betragtning, at han i to omgange har opholdt sig i Danmark gennem flere år uden at have begået anden kriminalitet, end den han er dømt for i denne sag, samt hans gode personlige forhold og forklaringer for byretten og landsretten, vil det være i strid med EUopholdsdirektivet at udvise ham, da hans adfærd ud fra den foreliggende domspraksis ikke udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk.

1. Anklagemyndigheden har anført navnlig, at landsrettens dom skal stadfæstes. Trusselsbetingelsen i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, er opfyldt. Tiltalte er dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, der opstiller et særligt strafferet-ligt værn for offentligt ansatte, som skal beskytte dem mod at blive udsat for vold eller trusler herom under udførelsen af deres arbejde. Kriminaliteten er således af en sådan art, at den ud-gør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Under de foreliggende omstændigheder, hvor Tiltalte uden forudgående aftale opsøgte sagsbehandleren på jobcenteret, fordi han var vred over, at han var blevet truk-ket i ydelse, og under deres samtale herefter fremsatte trusler, kan kriminaliteten ikke betrag-tes som spontan eller tilfældighedspræget. Proportionalitetshensyn taler ikke imod udvisning. Tiltaltes tilknytning til Danmark er begrænset. Han har haft ophold og arbejde her i landet i flere perioder, men ses ikke at være særligt godt integreret. Han kan tale dansk, men har brug for tolk, når han f.eks. / - 3 skal afhøres af politiet eller i retten. Til gengæld har han en meget stærk tilknytning til Polen, hvor han er født og opvokset, og hvor hans forældre og søster bor. Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstilling Tiltalte er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved den
2. august 2014 ca. kl. 12.15 på By Jobcenter at have truet sagsbehandler Forurettede. For Højesteret angår sagen, om han skal udvises af landet. Udvisningsreglerne Tiltalte har polsk statsborgerskab. I 2008 fik han beskæftigelse i Danmark, hvor han havde ophold, indtil han i september 2014 udrejste til Polen. Han har forklaret, at han i maj 2019 på ny fik beskæftigelse og tog ophold her i landet, om end han først er regi-streret med bopæl i Danmark fra den
3. august
4. Han er registreret som udrejst igen den
5. februar
6. Det må lægges til grund, at Tiltalte i 2014 havde opnået ret til tidsube-grænset ophold her i landet efter § 19, stk. 1, i den dagældende EU-opholdsbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 474 af
7. maj 2011), og at retten til tidsubegrænset ophold bortfaldt i 2016, da han havde opholdt sig uden for landet i mere end to på hinanden følgende år, jf. be-kendtgørelsens § 31, stk.
8. Varigheden af hans ophold udgjorde således ifølge

§ 27, stk.

1, jf. stk. 3, mindre end fem år, da byretten den

1. marts 2022 traf afgørelse om, at han skulle udvises, jf. herved Højesterets dom af
2. juli 2014 (UfR 2014.3210). Udvisning har herefter hjemmel i

§ 24, nr.

1, jf. § 22, nr. 6, og i § 24, nr. 2. Da Tiltalte er EU-statsborger, kan udvisning dog kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-retten gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf.

§ 26b. Efter EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk.

1, skal en begrænsning i retten til fri bevægelig-hed og ophold kunne begrundes i hensynet til bl.a. den offentlige orden og sikkerhed. Efter / - 4 artikel 27, stk. 2, skal udvisningen være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. En tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde udvisning. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddel-bar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Dette er i almindelighed ensbetydende med, at vedkommende vil være tilbøjelig til fortsat at udvise denne adfærd i fremtiden, jf. præmis 30 i EU-Domstolens dom af

1. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I.). De omstændigheder, der har ført til domfældelsen, skal være udtryk for et per-sonligt forhold, der indebærer en aktuel trussel mod den offentlige orden på det tidspunkt, hvor udvisningsbeslutningen træffes, jf. præmis 77-79 i EU-Domstolens dom af
2. april 2004 i de forenede sager C-482/01 og C-493/01 (Orfanopoulos og Oliveri). Efter artikel 27, stk. 3, kan en værtsmedlemsstat bl.a. i forbindelse med udstedelsen af bevis for registrering anmode oprindelsesmedlemsstaten og eventuelt andre medlemsstater om oplysninger om den pågældendes eventuelle tidligere straffe for at undersøge, om den pågældende udgør en risiko for den offentlige orden eller sikkerhed. Endvidere følger det af EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 1, at værtsmedlemsstaten, før den træffer afgørelse om udsendelse, bl.a. skal tage hensyn til varigheden af den pågældendes ophold på værtsmedlemsstatens område, den pågældendes alder, helbredstilstand, familiemæssige og økonomiske situation samt sociale og kulturelle integration i værtsmedlemsstaten og tilknytning til hjemlandet. Tre dommere – Kurt Rasmussen, Ole Hasselgaard og Rikke Foersom – udtaler: Trusselsbetingelsen Tiltalte er idømt fængsel i 20 dage for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved den
3. august 2014 ca. kl. 12.15 på By Jobcenter at have truet sagsbehandler Forurettede. Landsretten har bevismæssigt lagt til grund, at han opsøgte Forurettede på jobcenteret, og at han under deres samtale flere gange fremsatte alvorlige trus-ler som beskrevet i tiltalen. Vi tiltræder efter en samlet vurdering, at Tiltaltes overtrædelse af straffelo -vens § 119, stk. 1, ikke kan anses for spontan eller tilfældighedspræget kriminalitet. Vi tiltræ-der også, at hans adfærd under de foreliggende omstændigheder udgør en reel, umiddelbar og / - 5 tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvis-ning kan begrundes i hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk.
4. Det gælder, selv om han ikke i øvrigt er straffet af betydning for denne sag. Proportionalitet Tiltalte har en begrænset tilknytning til Danmark. Han taler kun i et vist omfang dansk, han har ingen familiemedlemmer i Danmark, og han er efter det oplyste ud-rejst på ny den
5. februar
6. Vi tiltræder herefter, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke vil være i strid med proportionalitetsprincippet i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, sammenholdt med artikel 28, stk. 1, og at udvisning på denne baggrund heller ikke kan anses for at være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Vi stemmer derfor for at stadfæste landsrettens dom, således at Tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Dommerne Michael Rekling og Søren Højgaard Mørup udtaler: Trusselsbetingelsen Truslerne mod Forurettede blev fremsat i forbindelse med, at Tiltalte henvendte sig til jobcenteret angående manglende udbetaling af et beløb. Vi finder, at truslerne må anses for en spontan reaktion som følge af hans utilfredshed med de svar, som Forurettede gav ham. Tiltalte havde på gerningstidspunktet i 2014 haft ophold her i landet i ca. 6 år og var ikke forinden straffet af betydning for sagen. Der foreligger ikke oplysninger om, at han er straffet i den periode, hvor han opholdt sig i udlandet, inden han igen indrejste her i landet, jf. herved opholdsdirektivets artikel 27, stk.
7. Han er heller ikke straffet for kriminali-tet begået her i landet siden
8. Truslerne mod Forurettede er således efter det oplyste et enkeltstående tilfælde. Vi finder herefter, at det ikke er sandsynligt, at Tiltalte vil begå ny ligeartet kriminalitet. / - 6 - På den anførte baggrund finder vi, at Tiltaltes adfærd ikke er udtryk for et personligt forhold, der indebærer en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse på nuværende tidspunkt. Vi har derfor ikke anledning til at tage stilling til proportionalitetsprincippet. Da betingelserne for udvisning efter vores opfattelse således ikke er opfyldt, jf.

§ 26b, stemmer vi for at frifinde Tiltalte for påstanden herom.

Konklusion Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom om udvisning af Tiltalte. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for Højesteret. / /