ECLI:DK:OLR:2022:BS0000000257 Skifterettens kendelse ophæves

ØSTRE LA N DSRET RETSB O G Den

1. september 2019 holdt Østre Landsret møde i retsbygningen i København K. Landsdommerne Joachim Kromann, Anne Thalbitzer og Berit Holmelund (kst.) behandlede sagen. Sag BS-32481/2019-OLR (
2. afdeling) Kære af spørgsmål om adgangen til at optræde som mandatar under Sø- og Handelsrettens skifterets behandling af konkurskarantænesagen Kurator for Virksomhed ApS (advokat Thomas Markert) under konkurs, advokat Thomas Markert mod Part A (advokat Sophie Becher) Ved kendelse af
3. februar 2019 har Sø- og Handelsrettens skifteret (sag BS31962/2018-SHR) bestemt, at Ledernes Hovedorganisation ikke kan indtræde Part A som mandatar for . Påstand har med Procesbevillingsnævnets tilladelse ved Part A kæreskrift af
4. juni 2019 kæret skifterettens afgørelse med påstand om, at tillades under konkurskarantænesagen at lade sig repræsentere ved Ledernes Hovedorganisation som mandatar. Part A Supplerende sagsfremstilling Virksomhed ApS blev stiftet den
5. februar
6. 2 var direktør i selskabet i perioden fra den
7. juli 2017 til den
8. november
9. Part A Ved dekret afsagt af Sø- og Handelsrettens skifteret den
10. april 2018 blev Virks. 1 Virksomhed ApS erklæret konkurs på baggrund af en konkursbegæring indgivet ApS af en lønmodtager den
11. februar
12. Advokat Thomas Markert blev udnævnt som kurator i boet. Ved brev af
13. august 2018 fremkom kurator med en begrundet indstilling til skifteretten om, at der i medfør af konkurslovens § 160, stk. 1, indledes sag om Part A konkurskarantæne mod selskabets seneste direktør . Skifteretten tog ved beslutning af
14. august 2018 indstillingen til følge. Part A Ved stævning af
15. august 2018 anlagde kurator herefter sag mod med påstand om, at han pålægges konkurskarantæne i 3 år. Af kurators stævning fremgår blandt andet: ”Som led i kurators behandling af konkursboet Virksomhed ApS er kurator forpligtet til at undersøge, hvorvidt der er foretaget ledelsesmæssige dispositioner, som kan danne grundlag for at indlede sag om konkurskarantæne i henhold til konkurslovens regler herom. Part A Denne sag omhandler således, hvorvidt i sin CVR nr. egenskab af direktør for Virksomhed ApS , , har udvist en adfærd, der må betragtes som groft uforsvarlig forretningsførelse i overensstemmelse med reglerne i konkurslovens §
16. … Til støtte for den nedlagte påstand gøres det indledningsvist gældende, Part A at har misbrugt Virksomhed ApS' midler ved at overføre en ikke aftalt forudbetaling til Virksomhed . var klar over, at forudbetaling ikke var aftalt, og at det ikke var kutyme for selskabet at lave forudbetalinger i den størrelsesorden. Part A Part A Desuden gøres det gældende, at i sin egenskab som direktør var klar over på tidspunktet for dispositionen, at Virksomhed ApS' økonomi var presset. Part A Ved dispositionen handlede ligeledes ud over den bemyndigelse, som han havde som direktør i Virksomhed ApS , Person 1's ved ikke at få accept til en for selskabet så væsentlig beslutning. 3 Forudbetalingen forringede afgørende Virksomhed ApS' økonomi, ligesom dispositionen har skadet selskabets øvrige kreditorer, idet Virksomheden er blevet begunstiget på disse kreditorer. Part A's Afslutningsvis gøres det gældende, at ledelse Virksomhed ApS af har været groft uforsvarlig, hvorfor han bør pålægges konkurskarantæne efter konkurslovens § 157.” Advokat Sophie Becher, Ledernes Hovedorganisation, meddelte den
17. september 2018 skifteretten, at Ledernes Hovedorganisation indtræder i sagen som Part A mandatar for . Skifteretten meddelte den
18. oktober 2018 advokat Sophie Becher, at Ledernes Part A Hovedorganisation ikke kan indtræde i sagen som mandatar for , men at der var mulighed for, at en navngiven advokat Part A kunne beskikkes som advokat for . Advokat Sophie Becher anmodede skifteretten om afsigelse af kendelse om spørgsmålet. Hun anmodede endvidere om, at hun foreløbig beskikkes som adPart A vokat for . Ved retsbog af
19. oktober 2018 beskikkede skifteretten i medfør af konkursloPart A vens § 163, stk. 1, advokat Sophie Becher som advokat for . Ved svarskrift af
20. november 2018 nedlagde advokat Sophie Becher, Ledernes Part A Hovedorganisation, på vegne af påstand om frifindelse. Anbringender Part A Advokat Sophie Becher har på vegne af anført, at Ledernes Hovedorganisation oplever et stigende antal konkurskarantænesager, der på forskelligt grundlag indledes mod organisationens medlemmer. Der er ofte tale om, at organisationens medlem, som registreret ledelsesmedlem i en nu konkursramt virksomhed, oplever en nær sammenhæng mellem denne rolle og vedkommendes ansættelsesforhold, blandt andet som følge af, at medlemmet i sin rolle som ledelsesansvarlig skal agere i forhold til ejere eller andre ledelsesmedlemmer, som i det daglige har instruktionsbeføjelse over for medlemmet. Det bestrides, at det efter retsplejelovens § 260, stk. 6 skulle være udelukket, at Ledernes Hovedorganisation kan give møde som mandatar. Betydningen af Søog Handelsrettens henvisning til retsplejelovens § 260, stk. 6, er, at Sø- og Handelsretten herefter afgrænser Ledernes Hovedorganisations adgang til at møde 4 som mandatar for medlemmer til de sager, der vedrører ”løn- og ansættelsesforhold”, jf. ordlyden af stk.
21. Retsplejelovens § 124, stk. 3, regulerer grundlæggende en organisations adgang til at udøve advokatvirksomhed og dermed repræsentere medlemmer. Det afgørende er, at der er tale om udførelse af en retssag inden for foreningens interesseområde. Det bestrides således, at kærende i denne sag er begrænset til at lade sig repræsentere af sin fagorganisation til sager, der falder ind under § 260, stk.
22. Konkurskarantænesager, som de seneste år er tiltaget betydeligt i antal og omfang, har som nævnt en væsentlig indflydelse på Ledernes Hovedorganisations medlemmers arbejdsforhold. Sagerne påvirker desuden ofte medlemmer i lang tid efter deres fratrædelse fra den stilling, som har givet anledning til indledning af konkurskarantænesag, og derfor vil en sådan sag ofte påvirke et medlems aktuelle og fremadrettede erhvervsmuligheder. Endelig har sagerne ofte tæt sammenhæng med en verserende eller varslet sag om erstatningsansvar for ledelsen, hvilket er sager, som Ledernes Hovedorganisation også bistår medlemmer i. Sagerne har endvidere karakter af egentlige retssager, med skriftveksling og ofte også afholdelse af mundtlig hovedforhandling. Det er i den forbindelse efter Ledernes Hovedorganisations opfattelse uden betydning, at konkurskarantænesager anlægges af kurator og altså ikke involverer et medlems tidligere arbejdsgiver, idet dette f.eks. også vil være tilfælde i erstatningsansvarssager. I Sø- og Handelsrettens kendelse er, for så vidt angår retsplejelovens § 124, stk. 3, henvist til de generelle bemærkninger i lovforslag nr. 150 af
23. januar
24. Det gøres gældende, at disse bemærkninger imidlertid ikke indeholder en stillingtagen til den aktuelle problemstilling vedrørende mandatarrollen i konkurskarantænesager, hvor mandataren giver møde ved en ansat, bestallingshavende advokat. Sammenfattende gøres gældende, at Sø- og Handelsrettens kendelse ikke har hjemmel i retspleje- eller konkurslov, og at kendelsen bør ændres således, at det tillades kærende at lade sig repræsentere via mandatar. Retsgrundlag Efter konkurslovens § 160, stk. 2, behandles sager om konkurskarantæne efter konkurslovens kapitel 20 og i øvrigt finder konkurslovens § 243 tilsvarende anvendelse. 5 Det fremgår af konkurslovens § 243, at behandlingen af tvister foregår efter retsplejelovens regler om borgerlige sager med de ændringer, som følger af forholdets natur. Retsplejelovens § 124 er affattet således: ”§
25. Advokatvirksomhed må ud over i enkeltmandsvirksomhed eller i et fællesskab af advokater kun udøves af et advokatselskab, der drives i aktie-, anparts- eller kommanditaktieselskabsform (partnerselskabsform). Stk.
26. Et advokatselskab må alene have til formål at drive advokatvirksomhed. Et advokatselskab, der alene ejes af advokater, og hvis eneste formål og aktivitet er at eje aktier eller anparter i et andet advokatselskab, kan dog eje aktier eller anparter i et advokatselskab. Stk.
27. Uanset stk. 1 og 2 må foreninger, interesseorganisationer og lign. som mandatar udføre retssager for deres medlemmer inden for foreningens interesseområde.” Bestemmelsen i stk. 3 blev – som § 124, stk. 1,
28. pkt. – indsat i retsplejeloven ved lov nr. 403 af
29. juni 1990 om ændring af retsplejeloven (Dommeres habilitet, SSP-samarbejdet og advokatselskaber m.v.). I det lovforslag, der ligger til grund for nævnte lovændring, jf. lovforslag nr. L 150, der blev fremsat den
30. januar 1990, var der ikke lagt op til en regel svarende til retsplejelovens § 124, stk.
31. Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår om den juridiske virksomhed, der udøves af organisations- og foreningsansatte advokater, således blandt andet: ”c. I lovforslaget er der taget stilling til, under hvilke betingelser et selskab må udøve advokatvirksomhed. Af forslaget følger endvidere, at andre juridiske personer end advokatselskaber ikke må udøve advokatvirksomhed. … Er en advokat ansat hos en juridisk person (et selskab, en forening m.v.) med det formål bl.a. at yde den juridiske persons klienter, kunder eller medlemmer bistand i form af juridisk rådgivning og vejledning samt i tilknytning hertil at føre sager for administrative eller dømmende myndigheder for disse persongrupper, må den juridiske person efter lovforslaget anses for at drive advokatvirksomhed. Højesteret har i en kendelse af
32. april 1989 (Ugeskrift for Retsvæsen 1989, side 591) taget stilling til, hvorvidt en advokat, der er ansat i en landboforening med det formål bl.a. at yde advokatbistand til foreningens medlemmer, har møderet for byretten. Den pågældende advokat var lønnet af foreningen og principielt undergivet instruktionsbeføjelse fra foreningens bestyrelse. Højesteret fandt, at retten til at give møde for byret og for Sø- og Handelsretten, der efter retsplejelovens § 132 tilkommer enhver advokat, ikke berøres af den pågældende advokats ansættelsesforhold. 6 Spørgsmålet om, hvorvidt landboforeningen kunne siges at drive advokatvirksomhed (gennem den i foreningen ansatte advokat), blev ikke afgjort under sagen. Gennemføres dette lovforslag, vil det følge heraf, at der i et sådant tilfælde vil være tale om advokatvirksomhed, der kun må udøves af et advokatselskab efter lovens regler. Efter det anførte vil en gennemførelse af lovforslaget således medføre, at en forening ikke vil kunne tilbyde sine medlemmer juridisk bistand som beskrevet ovenfor gennem en i foreningen ansat advokat, …” En række foreninger og brancheorganisationer mv., herunder De Danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger, Dansk Arbejdsgiverforening, Håndværksrådet og FTF, var kritiske over for den fremtidige retsstilling for deres ansatte advokater, og Folketingets Retsudvalg stillede i den anledning en række spørgsmål til ministeren om rækkevidden af den foreslåede lovændring. På spørgsmål nr. 66 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget, hvorefter ”[vil] lovforslaget […] indebære, at de faglige organisationers og brancheorganisationers ansatte advokater kan repræsentere organisationen eller et medlem af denne ved andre retter end Arbejdsretten, eksempelvis i sager vedrørende afskedigelse eller arbejdsskadesager?”, svarede justitsministeren følgende: ”Lovforslaget indebærer ikke nogen ændring i reglerne om rettergangsfuldmægtige i retsplejelovens kapitel
33. Faglige organisationer og brancheorganisationer vil således som hidtil kunne lade sig repræsentere i retten ved en ansat advokat. En organisations ansatte advokater vil endvidere kunne møde i retten for et medlem af organisationen, såfremt organisationen som mandatar har påtaget sig at føre en sag, der ligger inden for organisationens interesseområde. Denne sag vil f.eks. kunne dreje sig om et principielt ansættelsesretligt spørgsmål, der har væsentlig betydning også for organisationen. Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger og de tidligere besvarelser vil en gennemførelse af lovforslaget kun få betydning, såfremt bistanden til medlemmet udstrækker sig til, at en ansat advokat møder i retten som advokat for medlemmet ved de almindelige domstole, herunder i de i spørgsmålet nævnte typer sager og i sager f.eks. skilsmisse, køb og salg af fast ejendom m.v. Det er denne form for juridiske virksomhed – at føre almindelige retssager for andre – der er kerneområdet for advokatvirksomhed. Det er på dette område, at advokatvirksomhedens uafhængighed af uvedkommende interesser er af fundamental betydning.” På spørgsmål nr. 237 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del – bilag 452), hvorefter ”Ministeren bedes uddybe svaret på spørgsmål nr. 66 (L 150 – bilag 62), navnlig med baggrund i henvendelserne fra DA, Landboforeningerne, Håndværksrådet, FTF, 7 ansatte advokater i landbo- og/eller husmandsforeninger m.fl. idet ministeren særlige bedes uddybe, hvorvidt det for mandatarbegrebet tidligere anførte (L 150 – bilag 65) betyder, at ovenstående interesseorganisationer kan videreføre den juridiske bistand – herunder førelse af sager ved de almindelige domstole – man tidligere har udøvet”, svarede justitsministeren følgende: ”I henvendelsen fra Dansk Arbejdsgiverforening til Retsudvalget er det anført, at der for Dansk Arbejdsgiverforenings vedkommende gør sig en række særlige forhold gældende. Det fremhæves således, at Dansk Arbejdsgiverforening igennem en lang årrække har ydet medlemmer juridisk bistand inden for det arbejdsmarkedsretlige område. De ansatte advokater har derfor opnået en betydelig ekspertise inden for deres område. I vidt omfang behandles disse sager i det almindelige arbejdsretlige system, herunder ved faglig voldgift eller i Arbejdsretten. Et mindretal af sagerne kan dog ikke behandles i dette system, idet der ikke er tale om et overenskomstdækket område. Enkelte af disse sager har derfor måttet behandles ved de almindelige domstole. På denne baggrund vil en gennemførelse af lovforslaget ikke være til hinder for, at Dansk Arbejdsgiverforening og dens medlemsorganisationer som et accessorium til den almindelige bistand til medlemmerne fortsat vil kunne påtage sig at føre disse arbejdsmarkedsretlige sager ved de almindelige domstole som mandatar og møde i retten ved sine ansatte advokater. Med hensyn til f.eks. landboforeninger, Håndværksrådet og FTF følger det af besvarelsen af spørgsmål nr. 66, at disse interesseorganisationer vil kunne videreføre den juridiske bistand til medlemmerne ved som mandatar at påtage sig at føre sager, der ligger inden for organisationernes interesseområde, ved de almindelige domstole. Disse organisationer vil derimod ikke kunne føre almindelige retssager for medlemmerne vedrørende f.eks. spørgsmål om arv og skilsmisse.” På spørgsmål nr. 72 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget, hvorefter ”Vil en organisation eller forening m.v. kunne indgå som mandatar for et medlem i en sag der berører den pågældende organisations eller forenings interesseområde, såfremt sagen ikke er af principiel eller væsentlig betydning for den pågældende forening?”, svarede justitsministeren følgende: ”Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 66 og 237, skal en sag, der falder ind under mandatarordningen, ligge inden for organisationens eller foreningens interesseområde. I besvarelsen af spørgsmål 66 er som et eksempel herpå nævnt en sag, som drejer sig om et principielt ansættelsesretligt spørgsmål, der har væsentlig betydning også for organisationen. 8 Det kan endvidere oplyses, at mandatarordningen således ikke vil kunne benyttes i et tilfælde, hvor der reelt vil være tale om en omgåelse af de foreslåede regler, idet retssagen alene berører et enkeltmedlems forhold uden for organisationens interesseområde ifølge vedtægterne eller lignende.” På spørgsmål nr. 74 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget, hvorefter ”Udvalget udbeder sig teknisk bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag til lovforslaget, der imødekommer de ønsker, der er fremsat af håndværksrådet m.fl., og som indebærer, at der lovgives om foreningernes ret til at yde advokatbistand gennem selve lovteksten og ikke gennem lovforslagets bemærkninger m.v.”, svarede justitsministeren følgende: I en del af de henvendelser, der er modtaget fra de forskellige organisationer og foreninger m.v., er det område, hvor man ønsker at kunne føre sag for sine medlemmer, enten ikke nærmere præciseret eller angivet uden begrænsninger. … Skal en bestemmelse udformes på dette grundlag, vil anvendelsesområdet skulle angives uden nærmere begrænsninger og også omfatte sager, der falder uden for området for mandatarordningen og f.eks. vedrører arve- og ægteskabsspørgsmål. En sådan bestemmelse vil f.eks. kunne indsættes som
34. pkt. i den foreslåede § 124, stk. 1, og affattes således: ”Uanset
35. og
36. pkt. må advokater, der er ansat i foreninger, interesseorganisationer og lignende udøve advokatvirksomhed for medlemmerne af den pågældende forening m.v.” Det bemærkes, at en sådan bestemmelse vil indebære, at de betingelser, der opstilles for advokatselskaber om uafhængighed med hensyn til ejerforhold, ledelsesforhold m.v., i strid med hele formålet med lovgivningen, ikke vil gælde for advokatvirksomhed, der udøves i foreningsregi af ansatte advokater. Det bemærkes endvidere, at der efter Justitsministeriets opfattelse ikke er behov for i selve lovteksten at fastsætte bestemmelser om den beskrevne mandatarordning, der heller ikke hidtil har været nærmere lovreguleret ud over de almindelige regler i retsplejelovens § 131 og § 260, stk. 2.” Under tredjebehandlingen af lovforslaget den
37. maj 1990 blev behandlingen af lovforslaget stillet i bero. Den
38. maj 1990 fremsatte justitsministeren et ændringsforslag, hvorefter der i den i lovforslaget foreslåede affattelse af retsplejelovens § 124 i stk. 1 efter
39. pkt. foresloges indsat følgende: 9 ”Uanset
40. og
41. pkt. må en forening, interesseorganisation og lignende som mandatar udføre retssager for sine medlemmer inden for foreningens interesseområde.” Af bemærkningerne til den foreslåede ændring fremgår af ændringsforslaget følgende: ”Med ændringsforslaget fastsættes det, at en forening m.v. ved sine ansatte advokater kan føre retssager for medlemmerne inden for foreningens interesseområde. Herved tilgodeses de berettigede ønsker og behov, som foreninger og foreningsansatte advokater har for at kunne yde medlemmerne juridisk bistand også ved de almindelige domstole.” Under tredjebehandlingen af lovforslaget den
42. juni 1990 vedtoges justitsministerens ændringsforslag uden afstemning, hvorefter lovforslaget i sin helhed blev vedtaget. Af Retsplejerådets betænkning nr. 1468/2005 om reform af den civile retspleje IV, kapitel 2, side 66 ff., fremgår om mandatarinstituttet blandt andet: ”Efter fast praksis kan en part i visse tilfælde repræsenteres af en mandatar i retssager. Mandataren er ikke part i sagen. Mandataren er heller ikke procesfuldmægtig for parten, men mandatarens stilling kan dog sammenlignes hermed. Mandataren kan føre sagen på partens vegne på samme måde som en procesfuldmægtig, og mandatarens optræden i sagen bygger på partens bemyndigelse, der når som helst kan tilbagekaldes. Mandataren hæfter imidlertid for sagsomkostninger, som den repræsenterede part måtte blive pålagt, og mandataren behøver ikke at være advokat eller omfattet af retsplejelovens § 260, stk.
43. Mandataren kan på sin side lade sig repræsentere af en advokat eller af en person omfattet af retsplejelovens § 260, stk.
44. Optræden som mandatar kan inden for de grænser, som traditionen sætter, ikke anses for omfattet af reglerne i retsplejelovens § 124 om advokatvirksomhed. Dette gælder, selv om § 124, stk. 1,
45. pkt., indeholder en udtrykkelig lovregel om, at foreninger, interesseorganisationer og lignende som mandatar må udføre retssager for deres medlemmer inden for foreningens interesseområde. Efter bestemmelsens forhistorie kan det således næppe antages, at der hermed udtømmende er gjort op med juridiske personers mulighed for at optræde som mandatar. Langt de fleste mandatarer er ganske vist foreninger, der optræder som mandatar for et medlem inden for foreningens interesseområde, jf. eksemplerne nedenfor. Samtidig er der imidlertid også et antal sager, hvor mandataren ikke er en forening (eller lignende), eller hvor en forening optræder som mandatar for andre end et af foreningens medlemmer, jf. nedenfor, uden at det er blevet opfattet som en overtrædelse af retsplejelovens § 124, hvorved bemærkes, at overtrædelse af retsplejelovens § 124 er strafsanktioneret. 10 Som nævnt forekommer det i meget vidt omfang i praksis, at en forening kan optræde som mandatar for et medlem i sager inden for foreningens interesseområde. … … Det er vanskeligt at sammenfatte, hvem der kan optræde som mandatar i hvilke situationer, da der er yderst få trykte afgørelser herom og så vidt ses navnlig om ændringer efter sagens anlæg. … I alle de ovenfor anførte eksempler var der imidlertid tale om, at mandataren havde en interesse i sagen. I mange tilfælde var der tale om en ideel interesse i at varetage mandatarens medlemmers interesser, mens der i et mindre antal tilfælde forelå en direkte økonomisk interesse i sagen for mandataren selv. Endelig var der tilfælde, hvor mandataren havde en generel interesse i det pågældende spørgsmål. På den baggrund kan man måske opstille den regel, at en fysisk eller juridisk person kan optræde som mandatar i en retssag, når denne har en retlig interesse i udfaldet af sagen, svarende til kriteriet for, hvornår en person kan indtræde i sagen som biintervenient. En sådan regel, som hverken er lovfæstet eller kommet klart til udtryk i retspraksis eller den retsvidenskabelige litteratur, synes at være nødvendig og tilstrækkelig til at udskille de tilfælde, hvor en optræden som mandatar ville være en omgåelse af advokaternes almindelige eneret til at udføre retssager for andre.” Om Retsplejerådets overvejelser om ændring af retstilstanden på mandatarområdet fremgår af betænkningens kapitel 4, side 194-195, følgende: ”De gældende regler om mandatarer er i vidt omfang ulovbestemte. Retsplejerådet har overvejet, om reglerne burde lovfæstes, men har ikke fundet grundlag herfor. Retsplejerådet finder således, at ordningen fungerer hensigtsmæssigt i praksis, og at der er tale om et emne, hvor eventuelle tvivlsspørgsmål, som måtte opstå, er egnet til løsning gennem retspraksis. Retsplejerådet bemærker, at formuleringen af retsplejelovens § 124, stk. 1,
46. pkt., efter rådets opfattelse er mindre heldig, da bestemmelsen kan give indtryk af, at den indeholder en udtømmende regulering af mandatarinstituttet. Dette er imidlertid ikke tilfældet, jf. nærmere kapitel 2, afsnit 3.
47. Retsplejerådet har som nævnt ikke fundet grundlag for en nærmere lovregulering af mandatarinstituttet, og frem for en ændring af ordlyden af § 124, stk. 1,
48. pkt., med henblik på en bedre overensstemmelse med, hvordan mandatarinstituttet anvendes i praksis, ville det derfor efter rådets opfattelse være bedre at ophæve § 124, stk. 1,
49. pkt., således at reglerne om mandatarer i det hele var ulovbestemte. 11 Da retsplejelovens § 124 har nær sammenhæng med advokaters møderetsmonopol i civile sager, som for tiden overvejes i det udvalg vedrørende advokater, som Justitsministeriet har nedsat, jf. afsnit 3.1 ovenfor, har Retsplejerådet imidlertid ikke fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for på nuværende tidspunkt at foreslå bestemmelsen ændret.” Den i 2007 gennemførte ændring af retsplejelovens regler om advokater, jf. lov nr. 520 af
50. juni 2007 om ændring af retsplejeloven (Revision af regler om advokaters virksomhed), bygger på Advokatudvalgets betænkning nr. 1479/
51. Lovændringen indeholdt ikke ændringer af retsplejelovens § 124, stk. 1,
52. pkt. Bestemmelsen blev ved en lovændring i 2009, jf. lov nr. 187 af
53. marts 2009 om ændring af retsplejeloven (Advokatselskabers navn, sammensætningen af advokatselskabers direktion og bestyrelse m.v.), videreført uændret i retsplejelovens § 124, stk.
54. Landsretten afsagde KENDELSE Konkurskarantænesagen er anlagt mod nes egenskab af direktør for Virksomhed ApS Part A i den- . Part A's Da sagen således relaterer sig til direktøransættelse, finder landsretten, at sagen ligger inden for Ledernes Hovedorganisations interesseområde. Under disse omstændigheder kan Ledernes Hovedorganisation i medfør af retsplejelovens § 124, stk. 3, jf. denne bestemmelses ordlyd og forarbejder, rePart A præsentere som mandatar under den ved skifteretten mod ham anlagte konkurskarantænesag. Landsretten ophæver herefter skifterettens kendelse. Landsretten bemærker, at der ikke kan ske advokatbeskikkelse i en konkurskarantænesag, der føres af en faglig organisation som mandatar for den, der påstås pålagt karantæne. Landsretten bemærker endelig, at der ikke med nærværende kendelse er taget stilling til, hvorvidt en advokat ansat i en faglig organisation kan beskikkes som advokat for den, der påstås pålagt karantæne, i medfør af konkurslovens § 163, stk.
55. THI BESTEMMES: 12 Skifterettens kendelse ophæves. Kæreafgiften tilbagebetales. Sagen sluttet.