ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 19. maj 2022 Sag BS-25897/2019-OLR (23. afdeling) Copydan KulturPlus (advokat Peter Fauerholdt Thommesen) mod Kulturministeriet (advokat Jacob Pinborg og advokat Mette Li

§ 12, stk.

2, nr. 5, må en person fremstille enkelte digitale kopier af f.eks. musik og film uden rettighedshaverens tilladelse, når dette sker til privat brug for den pågældende eller dennes husstand. Til gengæld herfor er der indført en vederlagsordning, kaldet blankmedieordningen, som skal kom-pensere rettighedshaverne for den lovlige privatkopiering. Blankmedieordnin-gen har ind til udgangen af 2021 bestået af dels et vederlag fra salg af løse lag-ringsmedier som f.eks. cd’er, dvd’er og usb-stik, der kan anvendes til privatko-piering, dels en bevilling på finansloven til rettighedshaverne baseret på for-skellen mellem provenuet fra salg af blanke dvd’er i et givet år og provenuet i 2005 – også kaldet dvd-garantien. Salg af indbyggede lagringsmedier som f.eks. / 2 smartphones, tablets og pc’er til private har efter blankmedieordningen deri-mod ikke givet rettighedshaverne ret til særskilt vederlag. Copydan KulturPlus (i det følgende også omtalt som Copydan), som er en af seks Copydan-foreninger, er en organisation, der på vegne af rettighedshaverne opkræver vederlaget i henhold til blankmedieordningen og fordeler det blandt rettighedshaverne. Provenuet fra blankmedieordningen er faldet over årene i takt med, at salget af blanke cd’er og dvd’er m.v. er faldet. Det faldende salg af sådanne lagringsmedier skyldes navnlig ændret kopieringsadfærd, og det har været anført, at digital privatkopiering af ophavsretligt beskyttet musik, film m.v. i stigende grad sker på indbyggede lagringsmedier i f.eks. pc’er, smartp-hones og tablets. Den danske blankmedieordning blev med virkning fra den

1. januar 2022 om-lagt, således at vederlaget til rettighedshaverne for lovlig, privat digital eksemplarfremstilling nu er baseret på omfanget af salg til private af visse typer af indbyggede lagringsmedier. Forud for lovændringen havde et af regeringen nedsat udvalg (Blankmedieudvalget) i september 2017 afgivet en rapport om blankmedieordningen med forslag til, hvorledes en fremtidig ordning kunne udformes. Copydan KulturPlus har på vegne af rettighedshaverne anlagt denne sag, hvor landsretten skal tage stilling til, om blankmedieordningen i perioden fra den
2. august 2014 til den
3. december 2021 var i strid med EU-retten, fordi den ikke omfattede vederlag fra salg af visse indbyggede lagringsmedier, og om der i givet fald foreligger en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse til, at Kulturmini-steriet har pådraget sig et erstatningsansvar over for rettighedshaverne. Såfremt dette er tilfældet, skal landsretten desuden tage stilling til størrelsen af et even-tuelt tab. Sagsøgeren, Copydan KulturPlus, har nedlagt påstand om, at Kulturministeri-et for følgende indbyggede lagringsmedier solgt i perioden
4. august 2014 til
5. december 2021 skal betale principalt 1.337.851.508 kr. med procesrenter af 674.514.000 kr. fra sagens anlæg, af 60.386.000 kr. fra
6. december 2019, af 188.268.053 kr. fra
7. marts 2020, af 181.828.537 kr. fra
8. februar 2021 og af 232.854.918 kr. fra
9. februar 2022, subsidiært et mindre beløb fastsat af retten, dog mindst 770.691.237 kr. med procesrenter af 449.576.434 kr. fra sagens an-læg, af 104.757.306 kr. fra
10. marts 2020, af 107.177.040 kr. fra
11. februar 2021 og af 109.180.457 kr. fra
12. februar 2022, mere subsidiært et mindre beløb fast-sat af retten med tillæg af procesrenter:
13. Stationær pc
14. Ekstern harddisk
15. Media gateway / 3
16. Tablet
17. Bærbar pc
18. Netværksharddisk
19. Smart TV
20. Smartphone
21. Spillekonsol
22. Smart watch
23. Set top boks
24. Dvd/Bluray-afspiller med optagefunktion
25. Harddiskoptager
26. Mp3-afspiller. Copydan KulturPlus har endvidere nedlagt endelig påstand om, at der skal ske forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen som nærmere defineret i en forelæggelseskendelse til belysning af EU-rettens regler om medlemsstaters erstatningsansvar for tilsidesættelse af EU-retten, hvis landsretten måtte finde, at Kulturministeriets erstatningspligt indtræder senere end
27. august
28. Sagsøgte, Kulturministeriet, har påstået frifindelse for betalingspåstanden og har endvidere nedlagt påstand om, at anmodningen om præjudiciel forelæggel-se ikke tages til følge. Sagsfremstilling I sagsfremstillingen beskrives først de relevante bestemmelser i ophavsretslo-ven, således som disse tog sig ud på det tidspunkt fra hvilket, Copydan Kultur-Plus kræver erstatning. Dernæst redegøres for blankmedieordningens indhold fra indførelsen i 1992 indtil
29. januar
30. Herefter gennemgås Blankmedieudvalgets arbejde og forløbet efter udvalgets afgivelse af rapport frem til Folketingets vedtagelse af en ny blankmedieordning. Indholdet af den nye blankmedieordning beskrives derefter. Endelig redegøres der i sagsfremstillingen for udviklingen i provenuet fra blankmedieordningen og for Copydan KulturPlus’ opgørelse af tabet. Ophavsretsloven Efter ophavsretsloven har ophavsmanden en eneret til at råde over sit værk ved at fremstille eksemplarer af det. Denne eneret er blandt andet indskrænket ved en bestemmelse om, at det er tilladt for en person at fremstille eller lade frem-stille enkelte eksemplarer af et offentligt værk til sit private brug. Ophavsretsloven, jf. herved lovbekendtgørelse nr. 1144 af
31. oktober 2014, indeholdt blandt andet følgende bestemmelser, der var gældende i den periode, som denne sag omhandler: / 4 ”Kapitel 1 Ophavsrettens genstand og indhold Beskyttede værker §
32. Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller faglitterær fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk eller fotografisk værk, som værk af billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på anden måde. Beskyttelsens indhold §
33. Ophavsretten medfører, med de i denne lov angivne indskrænkninger, eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden i oprindelig eller ændret skikkelse, i oversættelse, omarbejdelse i anden litteratur- eller kunstart eller i anden teknik. Stk.
34. Som eksemplarfremstilling anses enhver direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent og hel eller delvis eksemplarfremstilling på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form. Som frem-stilling af eksemplarer anses også det forhold, at værket overføres på indretninger, som kan gengive det. Stk.
35. Værket gøres tilgængeligt for almenheden, når 1) eksemplarer af værket udbydes til salg, udlejning eller udlån eller på anden måde spredes til almenheden, 2) eksemplarer af værket vises offentligt, eller 3) værket fremføres offentligt. … Kapitel 2 Indskrænkninger i ophavsretten og forvaltning af rettigheder ved aftalelicens … Eksemplarfremstilling til privat brug §
36. Af et offentliggjort værk må enhver fremstille eller lade fremstille enkelte eksemplarer til sin private brug, såfremt det ikke sker i erhvervsøjemed. Sådanne eksemplarer må ikke udnyttes på anden måde. Stk.
37. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at … / 5 5) fremstille enkelte eksemplarer i digital form af andre værker end edbprogrammer og databaser, medmindre det udelukkende sker til personlig brug for fremstilleren eller dennes husstand. Stk.
38. Uanset bestemmelsen i stk. 2, nr. 5, er det ikke tilladt uden ophavsmandens samtykke at fremstille eksemplarer i digital form på grundlag af et eksemplar, der er lånt eller lejet. … Vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug §
39. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd eller andre indretninger, hvorpå lyd eller billeder kan optages, skal betale vederlag til ophavsmændene til de i stk. 2 nævnte værker. Stk.
40. Vederlaget skal betales for bånd m.v., der er egnet til fremstilling af eksemplarer til privat brug, og kun for værker, som er udsendt i ra-dio eller fjernsyn, eller som er udgivet på fonogram, film, videogram el-ler lignende. Stk.
41. Administrationen og kontrollen, herunder opkrævningen, udø-ves af en fællesorganisation, som repræsenterer en væsentlig del af ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af grammofonplader m.v. og fotografer, hvis værker, præstationer m.v. anvendes i Danmark. Organisationen skal godkendes af kulturministeren. Ministeren kan forlange at få meddelt alle oplysnin-ger om opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget. Stk.
42. Organisationen fastsætter retningslinjer for udbetalingen af vederlaget til de berettigede, så fordelingen i videst muligt omfang sker i overensstemmelse med den kopiering, som finder sted. En tredjedel af det årlige beløb til udbetaling skal dog anvendes til støtte af formål, der er fælles for ophavsmændene m.fl. inden for de grupper, som repræ-senteres af organisationen, jf. stk.
43. Stk.
44. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om sagsbehandlin-gen i forbindelse med godkendelsen af den fællesorganisation, som er nævnt i stk.
45. §
46. Vederlaget udgør for 2006 pr. minut spilletid for analoge lydbånd 0,0603 kr. og for analoge videobånd 0,0839 kr. Stk.
47. Vederlaget udgør for 2006 for digitale lydmedier 1,88 kr. pr. stk., for digitale billedmedier 3 kr. pr. stk. og for digitale hukommelseskort 4,28 kr. pr. stk. Stk.
48. De i stk. 1 og 2 nævnte vederlag reguleres fra 2007 årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. … / 6 § 46 a. Kulturministeren kan yde rettighedshaverne kompensation for forskellen mellem provenuet for salg af blanke dvd’er i et bestemt år og for provenuet for salg af blanke dvd’er i 2005, i det omfang førstnævnte provenu er mindre i 2005.” Blankmedieordningen før
49. januar
50. Ved lov nr. 338 af
51. maj 1992 om ændring af ophavsretsloven blev der med virkning fra den
52. januar 1993 indført en vederlagsordning til rettighedshavere for eksemplarfremstilling til privat brug i form af et blankbåndsvederlag i

§ 26

a. Bestemmelsen om privat kopiering fremgik på det tidspunkt af

§ 11

. Bestemmelserne havde følgende ordlyd: ”Kapitel 2 Indskrænkninger i ophavsretten §

1. Af et offentliggjort værk må enkelte eksemplarer fremstilles til privat brug, men de må ikke udnyttes på anden måde. … Kapitel 2 a Vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug § 26 a. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd eller andre indretninger, hvorpå lyd eller billeder kan optages, skal betale vederlag til ophavsmændene til de i stk. 2 nævnte værker. Stk.
2. Vederlaget skal betales for bånd m.v., der er egnet til fremstilling af eksemplarer til privat brug, og kun for værker, som er udsendt i ra-dio eller fjernsyn, eller som er udgivet på fonogram, film, videogram el-ler lignende. Stk.
3. Administrationen og kontrollen, herunder opkrævningen, udø-ves af en fællesorganisation, som repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af grammofonplader m.v. og fotografer, og som af kulturministeren er godkendt hertil. Ministeren kan forlange at få meddelt alle oplysninger om opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget. Stk.
4. Organisationen fastsætter retningslinjer for udbetalingen af vederlaget til de berettigede, så fordelingen i videst muligt omfang sker i overensstemmelse med den kopiering, som finder sted. En tredjedel af det årlige beløb til udbetaling skal dog anvendes til støtte af formål, der er fælles for ophavsmændene m.fl. inden for de grupper, som repræ-senteres af organisationen, jf. stk. 3.” / 7 I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 1991/92, Tillæg A (I), spalte 725 ff.) anføres om baggrunden for vederlagsordningen for privat brug navnlig: ”Det fremgår af bestemmelsen i

§ 11, stk.

1, at der af et offentliggjort værk må fremstilles enkelte eksemplarer til privat brug. Tilsvarende må der efter fotografilovens § 5 fremstilles enkelte eksemplarer af et fotografisk billede til privat brug. Disse bestemmelser er baseret på reglerne i Bernerkonventionens Art. 9, … … De nævnte bestemmelser kom ind i ophavsrets- og fotografilovene i 1961, hvor lydbåndoptagere til almindelig, ikkeprofessionel brug nyligt var introduceret på markedet, og hvor disse apparater kun havde en beskeden udbredelse. Siden er udviklingen gået meget stærkt, ikke mindst med kassettebåndoptagerens gennembrud i begyndelsen af 1970'erne, og i dag er båndoptagere hvermandseje. Hertil kommer vi-deobåndoptagerne, der først slog igennem længe efter lovens vedtagel-se, men som i dag er udbredt i mange hjem. Denne udvikling har betydet øgede vanskeligheder for de kunstnere, hvis værker og indspilninger bliver kopieret, ikke mindst de danske. Forbrugerne, som kopierer en plade eller en compact disc på bånd, får et resultat, der i praksis er af lige så god kvalitet som en original. Desu-den bliver der i vidt omfang kopieret tv-udsendelser, og ofte bliver ko-pierne ikke slettet efter en kort tid. En sådan brug af kulturværdierne er helt lovlig efter bestemmelserne i

§ 11

og fotografilovens § 5, men den sker, uden at de skabende og udøvende kunstnere og fotograferne får nogen betaling for brugen, sådan som de normalt får det, når deres værker og indspilnin-ger bliver udbredt som professionelt kopierede grammofonplader, compact discs, videogrammer osv. Samtidig mister producenterne, som har satset økonomisk på udbredelsen af disse værker og indspilninger, væsentlige dele af markedet for produktionerne. Derfor betyder den private kopiering en langsom tyndslidning af kulturlivet. Betydningen heraf føles især af de kunstnere, der ikke opnår de store indtægter i kraft af en bred popularitet, og af de producenter, som mister mulighe-den for at satse på ”smalle” produktioner. Der er mange kunstnere, som yder værdifulde og uundværlige bidrag til dansk kultur, både på plader, film og i fjernsyn, men som ikke herigennem tjener nok til at opretholde en økonomisk rimeligt sikret tilværelse. Når dette er tilfældet, er det en grundlæggende uretfærdighed, at andre kan tjene store summer på at markedsføre båndoptagere og bånd, som bruges til at udnytte kunstnernes indsats, uden at der betales noget for det. Situationen vil blive endnu mere urimelig i løbet af kort tid, idet f.eks. digitale båndoptagere nu er introduceret på det danske marked. Det vil betyde, at forbrugerne har adgang til et apparatur, som kan fremstille / 8 kopier, der er helt identiske med originalen. Selv om der stadig hersker nogen tvivl om, hvilken teknisk standard der vil blive almindelig for sådanne båndoptagere, er det givet, at de i løbet af en kortere årrække vil vinde almindeligt indpas. I forbindelse med indførelsen af digitale båndoptagere kan der også forventes indbygget spærreordninger, men disse vil kun hindre kopiering af kopier. Udviklingen vil derfor fortsat bidrage til at gøre livet stadig vanskeligere for dansk musik. Hertil kommer, at det nu også er muligt at købe videobåndoptagere med dobbelt kassettedæk, som letter kopiering af film. Desuden har man med indførelse af Super VHS opnået en markant forbedring af ko-piernes tekniske kvalitet. Problemerne for dansk film er således også til-tagende. Bag dette ligger en økonomisk mekanisme, som hænger sammen med hele grundlaget for den ophavsretlige beskyttelse. I takt med den teknologiske udvikling udnyttes de beskyttede værker i stadig højere grad decentralt. Tidligere blev praktisk talt al kopiering af f.eks. musikindspilninger foretaget af pladeselskaber. De skabende og udøvende kunstnere kunne skaffe sig kompensation for denne udnyttelse gennem deres aftaler om retten til at indspille og kopiere pladerne. Den samme mulighed har kunstnerne ikke, når kopieringen foretages i de private hjem. De kan ikke kræve højere vederlag fra pladeselskaber-ne, fordi det vil medføre stigende priser på plader og indspillede bånd, og så vil det blive endnu mere fordelagtigt for forbrugerne at kopiere indspilningerne i stedet for at købe dem. En sådan ond cirkel vil være helt ødelæggende ikke mindst for den del af de danske indspilninger, som allerede i dag har vanskeligt ved at klare sig på det kommercielle marked. Den eneste mulige løsning på problemet er derfor at sikre kunstnerne -og producenterne, som tilsvarende bliver ramt af den private kopiering – mulighed for at få en kompensation for kopieringen direkte fra forbrugerne, som bruger deres værker og indspilninger. Det er ikke realistisk at forestille sig, at en sådan kompensation kan gennemføres på andre måder end gennem en standardiseret betaling for hvert bånd, som sælges til forbrugerne. Navnlig kan man ikke regne med, at et ve-derlag for salget af lyd- og videobåndoptagere vil kunne føre til et rime-ligt resultat, fordi apparaturet er en engangsanskaffelse, som i hvert fald skal anvendes i en årrække. Det, at man køber en båndoptager, er i øvrigt heller ikke ensbetydende med, at man selv optager grammofon-plader, film osv., fordi man kan købe eller leje indspillede lyd- hen-holdsvis videobånd. Der er derimod meget stor sandsynlighed for, at når almindelige forbrugere anskaffer blanke lyd- eller videobånd, er det for at kopiere plader og film m.v. På denne baggrund foreslås det, at der indføres et særligt vederlag for salg af uindspillede bånd, og at det skal fordeles mellem og i øvrigt an-vendes til støtte af de ophavsmænd, fotografer, udøvende kunstnere, plade- og filmselskaber, hvis værker, fotografier og indspilninger berø-res af kopieringen. / 9 Lignende vederlagsregler findes i mange lande, heriblandt Tyskland, Frankrig og Østrig, og i Norden er der gennemført ordninger i Finland, Island, Norge og Sverige. Især i Norge og Sverige har disse dog hovedsagelig et skattemæssigt sigte. Derimod ligger forslaget i flere henseender tæt på den finske lovgivning.” Om bestemmelsen om anvendelse af en tredjedel af det årlige beløb til udbeta-ling til støtte af fælles formål hedder det i spalte 728 f.: ”Efter lovforslaget skal provenuet deles i to puljer. Den ene pulje skal fordeles til de enkelte berettigede, således at de hver især får en direkte kompensation for den brug af deres værker, der sker ved kopieringen. Dette kan ske uden nævneværdige omkostninger, fordi der allerede eksisterer databaser med en omfattende registrering af de værker og indspilninger, som sælges til forbrugerne eller udsendes i radio og fjern-syn. Disse registreringer findes i de ophavsretlige organisationer, her-under navnlig KODA, NCB og Gramex. På basis heraf vil disse organi-sationer kunne fordele vederlagene direkte til de enkelte berettigede i overensstemmelse med den brug, der gøres af deres værker og indspilninger. Den anden pulje skal anvendes til støtte af enkelte ophavsmænd og kunstnere samt til støtte for nye indspilninger af grammofonplader, film og videogrammer. Herved muliggøres en supplerende støtte, som udbetales efter andre kriterier end den brug af værkerne, som har fun-det sted. Navnlig er der stort behov for støtte til de ophavsmænd og kunstenere, som yder væsentlige og nyskabende bidrag til dansk musik og film inden for alle genrer, men som især på grund af det forholdsvis begrænsede danske markedsområde ikke har mulighed for at leve af deres kunstneriske virksomhed. Desuden vil der kunne ydes støtte til nyskabende film-, video- og pladeprojekter, hvor der tilsvarende på grund af det begrænsede marked må forventes vanskeligheder med at få dækket udgivelses- og distributionsomkostningerne m.v. gennem de indtægter, som kan påregnes fra salg, radio og tv osv. Der er mange kunstnere inden for alle genrer, som arbejder målbevidst for kunstnerisk fornyelse og nyskabelse. Alligevel får de enten slet ikke eller kun i meget begrænset omfang støtte hertil, og som oftest tjener de heller ikke de store beløb på værkerne eller indspilningerne. Helt de samme problemer gør sig gældende for de producenter, som investerer i udbredelsen af disse værker og indspilninger. Provenuet fra båndvederlaget vil kunne bidrage til, at dette misforhold afhjælpes, idet den supplerende støtte vil kunne styrke produktionen og bredden i udbudet af folkelige og bredt sigtende grammofonplader, film og videogrammer. Støttemidlerne skal dog også i et rimeligt om-fang kunne bruges til støtte af andre projekter, således at de vil kunne blive til gavn for alle genrer og kunstarter, som berøres af privatkopie-ringen. Også uddannelsesformål vil kunne støttes. Ved en fordeling af midlerne som således skitseret vil forbrugerne, der i første række skal betale vederlaget, på længere sigt også nyde fordele af / 10 det. Det vil nemlig styrke mulighederne for at skabe, indspille og udgi-ve ny musik og nye film inden for alle genrer, herunder også de popu-lære, hvilket selvsagt også er i forbrugernes interesse, fordi de derved får adgang til et mere alsidigt udvalg af plader og film. Efter lovforslaget skal en tredjedel af fordelingsbeløbet udbetales som støtte til fælles formål. Herved sikres der en rimelig balance mellem de individuelle krav, baseret på de enkelte rettighedshaveres behov for at få en kompensation for brugen af deres værker og indspilninger, og den generelle kulturpolitiske interresse i, at der tilvejebringes midler til støt-te af kunstnere og projekter, som ellers ville kunne have vanskeligt ved at slå igennem.” Lov nr. 395 af 14. juni 1995 om ophavsret havde efter forarbejderne navnlig til formål at fastlægge en samlet ny og systematisk moderniseret ophavsretslovgivning, hvorved blandt andet den tidligere gældende lov om retten til fotografiske billeder blev inkorporeret i ophavsretsloven, ligesom der blev taget højde for de seneste års udvikling inden for EF. Adgangen til eksemplarfremstilling til privat brug af offentliggjorte værker blev reguleret af bestemmelsen i § 12 med blandt andet den begrænsning, at der ikke var ret til at fremstille eksemplarer i digital form af værker, når dette skete på grundlag af et værk i digitaliseret form. Blankbåndsordningen blev videreført i lovens §§ 39-46. Ved en lovændring i 2001 (lov nr. 472 af 7. juni 2001) blev bestemmelsen i ophavsretsloven om forbud mod at foretage digital eksemplarfremstilling af vær-ker i digital form til privat brug ophævet. Adgangen til digital privatkopiering blev begrænset til eksemplarer til personlig brug inden for husstanden. I bemærkningerne til lovforslaget (L 141 af 10. januar 2001) var det anført, at en række rettighedshaverorganisationer havde fremsat ønske om, at der foretoges en grundlæggende ændring af blankbåndsordningen, således at den blev sup-pleret med en afgift på alt apparatur, der kunne bruges til at optage og kopiere beskyttede værker som f.eks. cd-brændere, mp3-afspillere og minidiskoptagere. Vederlaget var faldet i de senere år, hvilket organisationerne tilskrev den tekno-logiske udvikling samt ændrede forbrugsmønstre. Kulturministeriet agtede på den baggrund at nedsætte en arbejdsgruppe med inddragelse af berørte organi-sationer, der blandt andet kunne undersøge behovet for en apparaturafgift.

bestemmelse om privatkopiering blev ændret i 2002 (lov nr. 1051 af

1. december 2002) med henblik på at tilpasse den til Infosoc-direktivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af
2. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet) artikel 5, stk. 2, litra b. Adgangen til privatkopiering blev indskrænket, således at der kun måtte ske eksemplarfremstilling til en brug, som ikke var i erhvervsøjemed. Blankmedieordningen blev ikke ændret ved denne lovændring, men det blev i lovforslaget (L 19 af
3. oktober 2002) oplyst, at der / 11 var drøftelser mellem Kulturministeriet og flere andre ministerier, samt repræsentanter fra forbrugerelektronik- og it-branchen samt repræsentanter for rettighedshaverne om udformningen af en ændring af ordningen. Kravet i direkti-vets artikel 5, stk. 2, litra b, om rimelig kompensation til rettighedshaverne var ifølge bemærkningerne til lovforslaget opfyldt gennem blankbåndsordningen. Ved lov nr. 997 af
4. februar 2003 blev adgangen til privatkopiering præciseret, således at det fremgik af lovens § 12, at det ikke var tilladt uden ophavsman-dens samtykke at fremstille eksemplarer i digital form på grundlag af et ek-semplar, der var lånt eller lejet. Samtidig blev blankbåndsordningen revideret, idet ordningen ifølge bemærkningerne til lovforslaget (L 17 af
5. oktober 2003) var utidssvarende, fordi vederlaget til rettighedshaverne på blanke cd-skiver stod i misforhold til butiksprisen. Vederlaget, der var på 4,17 kr. (ekskl. moms) for en blank cd, indebar en fordobling eller tredobling i detailleddet. Det havde som følgevirkning en ikke uvæsentlig grænse- og internethandel. En nedsættel-se af vederlaget for blanke cd’er kunne også begrundes med, at der skete en indskrænkning i adgangen til lovlig digital kopiering til personligt brug. Kulturministeriet anså det ikke for aktuelt at indføre vederlag på apparatur, der kan anvendes til kopiering. Der blev fastsat forskellige enhedssatser for blanke digitale lyd- og billedmedier samt digitale hukommelseskort. De hidtil gældende satser for blanke analoge båndmedier blev ikke ændret. Det blev forventet, at der ville indtræde et provenutab ved nedsættelsen af cdvederlaget, som i en vis udstrækning ville blive indvundet ved en reduceret grænse- og internethandel. Blankbåndsordningen blev ændret igen i 2006 (lov nr. 569 af
6. juni 2006), hvor vederlaget på blanke dvd’er blev nedsat fra ca. 10 kr. til 3 kr. pr. stk., fordi vederlaget stod i misforhold til detailprisen. Lovforslaget (L 166 af
7. marts 2006) indeholder i de almindelige bemærknin-gers punkt 3 blandt andet følgende bemærkninger om indbyggede lagringsme-dier og dvd-vederlaget: ”3.2.
8. Indbyggede lagringsmedier I forbindelse med lovrevisionen i 2003 ønskede rettighedshaverne, at der blev indført vederlag for indbyggede lagringsmedier. Det drejer sig fx om mp3-afspillere og digitale dvd-optagere, som indeholder en fast indbygget lagringsenhed (harddisk), hvorpå lyd og billeder kan opta-ges. Når der kopieres på sådanne faste medier, overflødiggøres anven-delsen af de løse optagemedier. Rettighedshaverne frygtede derfor en underminering af blankbåndsordningen, hvis ikke der indførtes veder-lag på indbyggede lagringsmedier. Da sådanne medier imidlertid ikke var særlig udbredte i 2003, blev det besluttet i stedet at følge udviklin- / 12 gen med henblik på at vurdere, om der er sket en sådan forøgelse af salget af indbyggede lagringsmedier på bekostning af løse medier så-som cdskiver, at der er grundlag for at indføre vederlag for de indbyg-gede lagringsmedier. Der findes ingen samlede opgørelser over salget af indbyggede lagringsmedier i Danmark. BFE, der repræsenterer en væsentlig del af forhandlerne på markedet, har i sine årsrapporter oplyst, at salget af mp3afspillere til private har udviklet sig fra 10.000 stk. i 2002 til 85.000 stk. i 2003 og til 250.000 stk. i
9. I 2005 forventer BFE, at der vil blive solgt ca. 750.000 mp3-afspillere til private. For så vidt angår digitale dvdoptagere med indbygget harddisk har BFE oplyst, at man i 2004 solgte ca. 2.000 stk. mod ingen i 2002 og
10. I 2005 skønner BFE, at salget kommer til at ligge på ca. 70.000 stk. Copy-Dans regnskabstal viser udviklingen i salget af de løse optagemedier i Danmark. Tendensen for de løse analoge medier (video- og kassettebånd) er faldende. Det samme gælder for minidiscs og cd'er. Derimod stiger salget af dvd'er og hukommelseskort. Det samlede provenu i ordningen faldt fra 59,0 mio. kr. i 2002 til 51,2 mio. kr. i 2003 og 54,0 mio. kr. i
11. I 2005 forventer Copy-Dan et fald til 45,0 mio. kr. Rettighedshaverne har i 2005 fået lavet en række Gallupundersøgelser til belysning af udbredelsen af indbyggede lagringsmedier, herunder i forhold til udbredelsen af løse optagemedier. Ifølge undersøgelserne har 21 % af den danske befolkning nu en mp3-afspiller. Heriblandt kø-ber 17 % musik til afspilleren, mens 42 % kopierer fra musik-cd'er i henhold til ophavsretsloven. 9 % har hverken købt eller kopieret musik til mp3afspilleren. For så vidt angår forholdet til de løse medier, oply-ser 38 %, at de kopierer mindre på cd'er, mini-discs og kassettebånd, ef-ter de har fået en mp3-afspiller. På billedsiden viser undersøgelserne, at 16 % af de danske husstande nu har en digital dvd-optager med ind-bygget harddisk, og at der blandt den resterende del af husstandene er 36 %, som overvejer at anskaffe en sådan optager i år eller i løbet af næ-ste år. 3.2.
12. Dvd-vederlaget I forbindelse med lovrevisionen i 2003 pegede forbrugerelektronikbranchen på, at vederlaget på blanke dvd'er ville komme til at stå i misfor-hold til detailprisen; vederlaget ville således komme til at udgøre en alt for stor del af den pris, som forbrugerne i sidste led betaler. Det blev derfor besluttet, at det i forbindelse med nærværende revision skal be-lyses, om udviklingen i detailprisen har medført et behov for nedsættel-se af dvdvederlaget. BFE har anført, at engrosprisen for en dvd-skive nu er faldet til 2,50 kr. Dvd-vederlaget på 10,07 kr. indebærer således, at prisen forøges med næsten 400 % til ca. 12,50 kr. Hertil kommer moms og forhandleravan-ce, således at forbrugerprisen ender på ca. 20 kr. Det danske dvd-vederlag er godt 600 % højere end det tyske og knapt 300 % højere end det svenske. Storbritannien og Norge har slet ingen vederlag. Hermed opstår en konkurrencemæssigforvridning, og den danske handel flyttes over grænserne enten via traditionel grænsehandel eller via internettet. / 13 It- og forbrugerelektronikbranchen ønsker dvd-vederlaget helt fjernet, alternativt nedsat til 1-2 kr. I så fald vil dvd'er blive et konkurrenceprodukt, hvormed også forhandleravancen vil blive mindsket til fordel for forbrugerne. Spørgsmålet om en evt. nedsættelse af dvd-vederlaget er også blevet behandlet af Skatteministeriet. Af Skatteministeriets rapporter om grænsehandel fra 2004 og 2005 fremgår det, at en nedsættelse af dvdvederlaget fra de nuværende 10,07 kr. til 3 kr. vil være provenuneutral for rettighedshaverne. Det skyldes, at det samlede danske salg af dvd'er vil stige, dels på grund af øget forbrug, dels fordi en del af de dvd'er, der tidligere blev handlet over grænsen, i stedet vil blive handlet i Danmark. Skatteministeriets beregninger forudsætter, at nedsættelsen slår fuldt igennem i detailpriserne. Copy-Dan Båndkopi har bestridt BFE's oplysninger samt de anvendte beregningsmetoder og konklusionerne i Skatteministeriets rapporter. De har anført, at detailprisen på en dvd-skive nærmere er 30 end 20 kr. på grund af forhandlernes høje avancer. De har desuden anført, at en nedsættelse af dvd-vederlaget ikke vil have nogen særlig effekt på grænsehandlen, idet avance- og momsforskellene er så store, at forbrugerne stadig vil kunne spare mange penge ved at købe deres dvd'er i fx Tyskland. I øvrigt tror rettighedshaverne ikke, en evt. vederlagsnedsættelse vil komme forbrugerne fuldt ud til gode; forhandlerne vil derimod benytte lejligheden til at forøge deres avancer. Rettighedshaverne har desuden kritiseret Skatteministeriets forudsætning om, at forbruget af blanke dvd'er vil stige ved en sænkning af vederlaget. Rettighedsha-verne mener, at de uanset vederlagsniveauet vil tabe på en sådan stig-ning, fordi den alt andet lige også medfører øget kopiering. 3.
13. Kulturministeriets overvejelser og forslag … 3.3.
14. Indbyggede lagringsmedier Det må konstateres, at der er sket en stigning i salget af indbyggede lagringsmedier. Det er dog ikke på baggrund af de foreliggende oplysnin-ger muligt med sikkerhed at fastslå størrelsen heraf. Samtidig er salget af løse analoge optagemedier mindsket. Det samme gælder for blanke cd'er, mens salget af blanke dvd'er er steget. Stigningen i salget af ind-byggede lagringsmedier kan således være sket på bekostning af visse af de løse optagemedier, men de tilgængelige tal siger ikke noget entydigt herom. Kulturministeriet har på den baggrund - og i lyset af tilkendegivelserne i lovbemærkningerne fra 2003 - overvejet at indføre vederlag for indbyggede lagringsmedier, der er særligt dedikerede til at kopiere og lag-re ophavsretligt beskyttet materiale. Sådanne vederlag findes i en ræk-ke europæiske lande som fx Sverige og Tyskland, mens fx Holland ikke har vederlag på indbyggede lagringsmedier. / 14 Den teknologiske udvikling er i dag på et stade, hvor det i et vist om-fang vil være muligt at afgrænse de indbyggede lagringsmedier, der er særligt dedikeret til at kopiere og lagre ophavsretligt beskyttet materia-le. Fx er mp3-afspilleren designet til at lagre musik-filer, og den digitale dvdoptager med indbygget harddisk er udviklet til at kopiere og lagre film og andet materiale, der udsendes i tv. Der vil imidlertid formentlig ikke gå ret lang tid, før de særligt dedikerede lagringsmedier udvikles, således at de også kan benyttes mere alment som egentligt it-udstyr. Når det sker, vil det ikke længere være muligt at foretage en skarp af-grænsning af de medier, der er særligt dedikerede til kopiering af op-havsretligt beskyttet materiale, i forhold til almene lagringsmedier. Hvis en ordning med vederlag på indbyggede lagringsmedier skal kunne fungere på længere sigt, vil den således generelt skulle omfatte harddisks, herunder almindelige pc'er. Indførelse af vederlag på pc'er er imidlertid uforeneligt med regeringens it-politik. Der er på den bag-grund ikke grundlag for at indføre vederlag på indbyggede lagrings-medier. 3.3.
15. Dvd-vederlaget Kulturministeriet finder, at vederlaget på blanke dvd'er nu står i misforhold til detailprisen. Vederlaget på 10,07 kr. for en almindelig blank dvd udgør en tredjedel til halvdelen af detailprisen på 20-30 kr. Det hø-je vederlag er også medvirkende til en ikke uvæsentlig grænse- og internethandel fra bl.a. Tyskland. Der er derfor behov for en justering af dvd-vederlaget i nedadgående retning. På den baggrund foreslås det, at bestemmelsen i

§ 40, stk.

2, ændres, således at vederlagssatsen for digitale billedmedier (dvd-r, dvd-rw m.v.) nedsættes til 3 kr. Den foreslåede ændring indebærer, at dvdvederlaget nedsættes med ca. 7 kr. pr. stk. En sådan nedsættelse forventes ifølge Skatteministeriets beregninger at være provenuneutral for rettighedshaverne. Da rettighedshaverne imidlertid har rejst tvivl om Skatteministeriets beregninger, nedsættes en følgegruppe bestående af repræsentanter for rettighedshaverne i form af Copy-Dan, repræsentanter for forbrugerelektronikbranchen i form af BFE, ITEK, Dansk Handel og Service og IT-brancheforeningen samt Skatteministeriet og Kulturministeriet, der skal følge udviklingen på området. Følgegruppen opgør efter en periode udviklingen i dvdprovenuet i forhold til dvd-provenuet i 2005, der forventes at blive ca. 17 mio. kr. Såfremt der mod forventning er sket et fald, er Kulturmini-steriet indstillet på at yde kompensation til rettighedshaverne, uanset om faldet skyldes selve vederlagsnedsættelsen eller fx skyldes, at der sælges færre dvd'er, fordi der i stedet kopieres på digitale dvd-optagere med indbygget harddisk.”

§ 46

a, hvorefter kulturministeren kan yde rettighedshaverne kompensation for forskellen mellem provenuet fra salg af blanke dvd’er i et bestemt år og provenuet fra salg af blanke dvd’er i 2005, i det omfang provenu-et i et år er mindre end i 2005, blev indsat ved lov nr. 510 af

1. juni
2. / 15 Det fremgår af de almindelige bemærkninger i lovforslaget (L 127 af
3. februar 2009), at forslaget om at indsætte § 46 a havde baggrund i den i 2006 gennemførte nedsættelse af dvd-vederlaget fra ca. 10 kr. til 3 kr. pr. stk. Det hedder videre: ”Grundlaget for at staten kan kompensere rettighedshaverne for forskellen mellem provenuet i et givet år og provenuet i 2005, i det omfang provenuet er mindre end i 2005 fremgår pt. af de almindelige bemærkninger til L
4. Det bemærkes, at Finansudvalget i december 2008 har godkendt udbetaling af kompensation på 3 mio. kr. for
5. … Med indsættelse af § 46a i ophavsretsloven skabes en egentlig materiel lovhjemmel for statens kompensation for et eventuelt provenutab som følge af den tidligere vedtagne nedsættelse af dvd-vederlaget til rettighedshaverne.” Copydan rettede i maj 2010 henvendelse til Folketingets Kulturudvalg for at få foretræde for udvalget med henblik på at redegøre over for udvalget for resul-tatet af en undersøgelse, som var foretaget af analyseinstituttet Capacent i fe-bruar
6. Undersøgelsen omhandlede kopieringsadfærd og herunder brugen af blandt andet videoharddiskoptagere, mp3-afspillere og computere. Det blev anført, at udbredelsen af videoharddiskoptagere var vokset eksplosivt og havde gjort det nemt at optage film og TV-serier i perfekt kvalitet fra de mange flow-TV-kanaler. Copydan ønskede en ændret ordning, hvor der på finansloven skulle afsættes yderligere 50 mio. kr. til blankbåndsordningen foruden dvd-garantien på 20 mio. kr. EU-domstolen afsagde den
7. marts 2015 dom i en sag (C-463/12), hvor Østre Landsret havde anmodet om en præjudiciel afgørelse til brug for en sag mellem Copydan og Microsoft Danmark (“Copydan Båndkopi-sagen”). Sagen drejede sig for landsretten om, hvorvidt Microsoft Danmark skulle betale blankbånds-vederlag for digitale hukommelseskort i mobiltelefoner, som blev solgt til pri-vate i Danmark. Copydan KulturPlus henvendte sig ved brev af
8. marts 2015 til kulturministe-ren om blankmedieordningen foranlediget af EU-domstolens dom af
9. marts
10. Det blev blandt andet fremhævet fra dommen, at det ikke var afgørende, om et medium kun har en funktion, eller om det er multifunktionelt, og at inte-grerede hukommelseskomponenter kan give anledning til skade for rettigheds-havere ved anvendelse til kopiering. Copydan KulturPlus tilkendegav som sin opfattelse, at det fremgik af domstolens afgørelse, at både løse og indbyggede lagringsmedier skal være med i en blankmedieordning, medmindre de ikke bruges til kopiering. / 16 Kulturministeren besvarede henvendelsen fra Copydan KulturPlus den
11. april
12. Ministeren oplyste, at ministeriet var i gang med at nærstudere afgø-relsen fra EU-domstolen. Det var ministerens umiddelbare opfattelse, at det ikke ud fra dommen kunne konstateres, at både løse og indbyggede lagrings-medier nødvendigvis skal være med i en blankmedieordning. Ministeriet ville afvente udfaldet af Østre Landsret dom. Østre Landsret afsagde dom i sagen den
13. oktober
14. Det blev på baggrund af EU-domstolens afgørelse lagt til grund, at det var foreneligt med Infosocdirektivet, at medlemsstaterne har vederlagsordninger for multifunktionelle medier, som f.eks. hukommelseskort til mobiltelefoner, når mediet giver mulighed for privatkopiering, medmindre skaden for rettighedshaverne er minimal, fordi det i praksis er sådan, at nærmest samtlige brugere af mediet undlader at anvende kopieringsmuligheden. Der blev den
15. marts 2016 i Folketinget stillet et privat beslutningsforslag, der tog sigte på en afskaffelse af blankbåndsordningen. Forslagsstillerne anførte i bemærkningerne som begrundelse for forslaget, at den teknologiske udvikling og udviklingen på markedet for musik, film og tv nødvendiggjorde en afskaf-felse af ordningen. Fysisk lagring af musik og video var således i stort omfang erstattet med onlinedistribution, først i form af downloads af købte værker og siden i form af streamingtjenester. Udviklingen ville derfor overflødiggøre pri-vat lagring. Kulturministeren tilkendegav den
16. maj 2016 over for Folketingets Kulturudvalg, at en afskaffelse af blankmedieordning ville være i strid med EU-retten, og at beslutningsforslaget derfor ikke kunne støttes. Kulturudvalget fandt i sin beretning afgivet den
17. juni 2016, at blankmedieordningen var ude af trit med den teknologiske udvikling, og at der var grundlag for en ny ordning. Denne ordning kunne være den såkaldte svenske model, hvor det i første række er rettighedshavernes organisation og brancherepræsen-tanter for sælgerne af blankmedier, der aftaler kompensationens størrelse. Ud-valget tilkendegav, at der burde kunne vedtages en ny ordning inden udgangen af folketingsåret 2016-
18. Copydan KulturPlus støttede, at den svenske model kunne tjene til inspiration for en ny ordning. Justitsministeriet redegjorde i et notat af
19. oktober 2016 efter anmodning fra Kulturministeriet for muligheden for at ændre blankmedieordningen til en aftalebaseret model. Rettighedshavere og producenter og importører af medier ville efter en aftalebaseret model skulle fastsætte vederlaget for de enkelte blankmedier, der dog skulle holde sig inden for et lovbestemt maksimumvederlag. I de tilfælde, hvor parterne ikke kunne opnå enighed om en aftale, ville der være mulighed for at indbringe sagen for et nævn eller domstolene. Justitsministeriet / 17 konkluderede, at det var tvivlsomt, om modellen kunne gennemføres inden for rammerne af Grundlovens §
20. Kulturministeren orienterede den
21. marts 2017 de kulturpolitiske ordførere om planerne om nedsættelse af et udvalg, der skulle komme med forslag til en justering af blankmedieordningen. Ministeren anførte blandt andet, at ordningen fremtidigt skulle omfatte såvel løse som integrerede lagringsmedier. Udvalgets analyse skulle danne baggrund for udarbejdelse af et lovforslag om justering af blankmedieordning, som kunne fremsættes i efteråret
22. Blankmedieudvalgets arbejde Af kommissoriet af
23. marts 2017 for Blankmedieudvalget fremgår blandt an-det: ”Idet de gældende regler i ophavsretsloven kun stiller krav om, at der skal knyttes vederlag til salget af løse blankmedier (blanke cd’er, dvd’er, usbstik osv.), men ikke til integrerede lagringsmedier i fx com-putere, smartphones, tablets mv., som Kulturministeriet vurderer, at det er de medier, der i dag i overvejende grad kopieres på, bør ordnin-gen opdateres i lyset af den teknologiske udvikling. Blankmedieordningen bør derfor justeres, så vederlaget fremover knyt-tes til både løse og integrerede lagringsmedier – dvs. alle de blanke me-dier, der i dag foretages lovlig privatkopiering på. Omlægningen skal være evidensbaseret, dvs. at vederlaget skal være baseret på opgørelser over den stedfundne lovlige privatkopiering. Udvalgsarbejde Der nedsættes et uvildigt udvalg, Blankmedieudvalget, til varetagelse af opgaven med at vurdere hvilke blanke lagringsmedier, der skal om-fattes af ordningen, samt hvilket niveau kompensationen til rettigheds-haverne skal ligge på. På baggrund af udvalgets vurdering skal udval-get afgive anbefalinger herom til kulturministeren forud for udarbejdel-se af lovforslag om ændring af ophavsretsloven medio
24. Udvalgets anbefalinger og arbejde, jf. Kommissoriet, skal være i overensstemmelse med EU-retten og EU-domstolens praksis. Vurderingen skal foretages pba. en markedsanalyse, hvori det undersø-ges hvilke løse og integrerede lagringsmedier mv. egnet til privatkopie-ring af ophavsretligt beskyttet materiale, der findes på det danske mar-ked, samt i hvor vid udstrækning der foretages lovlig privatkopiering på disse medier mv. Der skal således laves en analyse af markedet for blanke lagringsmedier – løse som integrerede – samt privatkopierings-tendenser. Udvalget skal i anbefalingerne til kulturministeren lægge vægt på, hvor meget der kopieres på de pågældende medietyper eller -udstyr, og hvor stor skaden for rettighedshaverne dermed er. / 18 Samtidig skal det overvejes, om rettighedshaverne risikerer at modtage dobbeltkompensation, hvilket typisk vil være tilfældet, hvis rettighedshaverne modtager betaling for lovlig privatkopiering på anden vis – fx via licensordninger. Hvor skaden for rettighedshaveren er minimal, bør der endvidere ikke være kompensation til rettighedshaverne. Udvalget skal overveje, om der skal fastsættes et loft i loven for, hvor stor en kompensation rettighedshaveren kan modtage pr. enhed, idet der bør tages hensyn til, at den teknologiske udvikling kan medføre frembringelse af lagringsmedier med en væsentlig højere lagringskapa-citet end hidtil. Endelig skal der ved fastlæggelse af niveauet for den rimelige kompensation tages hensyn til i hvor vid en udstrækning, der anvendes tekni-ske beskyttelsesforanstaltninger. Fastlæggelsen af hvilke medier mv., der omfattes af blankemedieordningen, bør foretages ved inddeling i relativt generiske kategorier som fx ”smartphones” , ”tablets” , ”computere” mv. ” Det fremgår endvidere, at Kulturministeriet forventede, at udvalget inddrog udenlandske erfaringer med blankmedieordninger, herunder niveauet for kompensationernes størrelse. Tidsplanen var fastlagt således, at udvalget ville blive beskikket i begyndelsen af marts, at markedsanalysen skulle være afsluttet primo juni 2017, og at udval-get skulle afgive anbefalinger til kulturministeren den
25. september
26. Blankmedieudvalget indgik aftale med analysevirksomheden Seismonaut om at udarbejde en analyse af markedet for blankmedier og privatkopieringstenden-ser i Danmark. Analysen af privatkopieringstendenser var baseret på et spørge-skema udarbejdet i samarbejde med udvalgets medlemmer. Den
27. juni 2017 forelå Seismonauts markedsanalyse, hvoraf følgende blandt andet fremgår: ”
28. Konklusion På de følgende sider præsenterer vi analysens overordnede resultater og konklusioner. Konklusionerne er inddelt efter de fire hovedkapitler i rapporten. Det danske marked for lagringsmedier og beskyttet indhold Salget af de løse lagringsmedier som er omfattet af den nuværende blankmedieordning er faldet markant i perioden 2005-
29. Provenuet fra ordningen var i 2005 ca. 47 mio. kr., hvilket var faldet til 7,5 mio. kr. i 2016, når den årlig DVD-garanti er fratrukket. / 19 Markedet for integrerede lagringsmedier er langt større end markedet for løse lagringsmedier, både målt i antal solgte enheder og på den sam-lede lagringskapacitet. Der er fald i salget af flere integrerede lagrings-medier, mens andre medietyper vokser markant. Det vidner om et dy-namisk marked, hvor nyt udstyr hyppigt introduceres, mens andet ud-styr udgår. Den samlede lagringskapacitet på tværs af løse og integrerede lagringsmedier er estimeret til 693 mio. GB i
30. Heraf stod de integrerede lagringsmedier for 446 mio. GB, mens de løse lagringsmedier stod for 247 mio. GB. Ser vi på markedet for beskyttet indhold i form af musik, tv, serier og film ses en klar tendens til at streaming i stor hast har overtaget marke-det. Inden for salg af musik er det fysiske og digitale salg kraftigt redu-ceret. For film, tv, og serier er de digitale formater ligeledes i kraftig vækst, mens de fysiske formater er stødt faldende, omend de fysiske formater stadig står for en tredjedel af omsætningen. De danske forbrugeres mulighed for at foretage lovlig kopiering er forandret i overgangen fra fysiske til digitale medier. Ved download og streaming af digitalt indhold har forbrugerne langt færre kopieringsmuligheder end ved salg af fysiske CD’er og DVD’er. Kun i forbindelse med digitalt download af musik har forbrugeren reel mulighed for at kopiere indholdet i gængs forstand. Ved digitalt køb af film og tv, samt ved streaming i almindelighed, har forbrugernes ingen eller begrænset mulighed for at foretage lovlig kopiering i traditionelt forstand. Dog er der flere gråzoner for, hvad begrebet kopiering omfatter i en digital tidsalder. Danskernes lagringsmedier og kopieringsadfærd Danskerne råder over en lang række integrerede lagringsmedier, der kan anvendes til kopiering. De mest udbredte medier, der kan anven-des til kopiering, er computere og smartphones efterfulgt af tablets, usb-stick og memory-cards samt eksterne harddiske. Hvad angår danskernes kopieringsadfærd gælder, at 48% af danskerne har kopieret beskyttet indhold i et eller andet omfang. Kopieringen er samlet set fordelt nogenlunde ligeligt på tværs af alderskategorier. Dog er det kun 17% af danskerne, som har foretaget kopiering inden for det seneste halve år. Set i forhold til den samlede befolkning betyder det, at 8% af danskerne har kopieret musik inden for det seneste halve år, mens 12% har kopieret levende billeder i samme periode. Harddisk-optagere, Smart tv, TV-bokse og bærbare medieafspillere er de lagringsmedier, der i størst udstrækning anvendes til kopiering set på tværs af parametrene i analysen. Fælles for alle lagringsmedietyper er dog, at hovedparten af danskerne, der har udstyret til rådighed, slet ikke anvender det til at gemme beskyttet indhold, og dermed heller ik-ke til kopiering. Fælles for alle lagringsmedietyper er også, at flertallet af dem, der anvender det til kopiering, anvender mindre end 25% af / 20 lagringskapaciteten til dette formål. Endvidere viser undersøgelsen, at størstedelen af danskerne aldrig eller sjældent ser eller lytter til de kopierede filer, som de har gemt på deres respektive lagringsmedier. Selvom danskernes generelle kopieringsadfærd på ovenstående grund-lag kan siges at være begrænset, er der en mindre gruppe i befolknin-gen, der kopierer rigtig meget indhold. Der ligger estimeret totalt set 1,92 mia. filer med beskyttet indhold fordelt på alle de enheder, som danskerne aktuelt råder over. Heraf er 61% kopierede filer svarende til 1,18 mia. kopierede filer. De 1,18 mia. filer er akkumuleret over tid og udgør et estimeret øjebliksbillede for den totale sum af kopierede filer på danskernes enheder i dag. De 5% af danskerne, som har flest kopierede filer liggende på deres enheder, står for 41% af det samlede antal kopierede filer. Den øvre kvartil står for hele 91% af det samlede antal kopierede filer. Set i lyset af fordelingen af filer i befolkningen er det mest retvisende at tage udgangspunkt i medianen frem for gennemsnittet, da en lille andel af dansker-nes kopieringsadfærd trækker gennemsnittet markant op. Danskerne har gennemsnitligt 230 kopierede musikfiler og 41 kopierede tv-programmer, serier eller film. Medianborgeren i Danmark har i alt 12 kopierede musikfiler og ingen tv-programmer, serier eller film. Værdi af kopiering Af de i alt 1,18 mia. kopierede filer, der ligger på danskernes enheder, udgør størstedelen musik med i alt 1 mia. filer, mens tv-programmer, serier og film står for omkring 178 mio. filer. Kun nogle af de personer, der kopierer indhold, ville købe endnu et eksemplar, hvis de ikke læn-gere kunne kopiere til eget brug. Ud af det samlede antal kopierede fi-ler erstatter 474 mio. af dem et køb. Det svarer til, at 40% af de kopiere-de filer erstatter et køb, mens de resterende ikke ville blive erstattede. Såfremt danskerne skulle erstatte filerne, de har liggende, ved at købe yderligere eksemplarer er der tale om en omfattende værdi. De filer, danskerne ville erstatte, har en estimeret samlet værdi på 4,62 mia. kr., hvis de blev købt enkeltvis enten gennem køb af fysiske eller digitale eksemplarer. Forudsat at danskerne i stedet skulle erstatte de kopierede filer med adgang til indholdet ved at købe abonnementer på streamingtjenester, repræsenterer filerne en samlet årlig estimeret værdi på 1 mia. kr. i form af betaling for abonnenter. Metoden bag estimatet knyttet til køb er den, der tager dårligst højde for danskernes adfærd. Idet forbrugsmønstrene er stadigt mere kom-plekse, hvor licenseret adgang til indhold i stort omfang erstatter ejer-skab af indhold, giver metoden baseret på streaming-værdi et mere rea-listisk estimat for værdien af de kopierede filer. Hertil bør dog lægges eventuelle ekstra køb af materiale som ikke kan tilgås via streaming, så-som premierefilm. Praksis og erfaringer i EU / 21 Der findes grundlæggende fire forskellige modeller for kompensation af privatkopiering i EU. Den mest udbredte er en enhedsbaseret model, hvor afgiften lægges på en række lagringsmedier inden for nogle fast-lagte kapacitetsintervaller. Dertil findes i Finland og Spanien en statssubsidieret model, hvor staten finansierer kompensationen i stedet for at pålægge en afgift. Endelig findes i Sverige en såkaldt gigabytemodel, hvor afgiften beregnes pr. løbende gigabyte inden for nogle fastlagte produktkategorier op til et loft. Særligt kompensationsmodellerne i Holland, Belgien, Finland og Sveri-ge er relevante da de ligner Danmark i forhold til den teknologiske udvikling og adfærd og samtidig repræsenterer forskellige modeller og niveauer for kompensation. Den hollandske model er interessant, fordi man i Holland for kort tid siden har gennemgået den samme omlægning af ordningen, som Danmark aktuelt står overfor. Den belgiske model er interessant, da den er mindre teknologifølsom, idet der anvendes generiske kategorier for forbrugerelektronik frem for at benævne specifikt udstyr. Endvidere har man i Belgien nedsat en komite, som formår at nå til enighed om, hvilke lagringsmedier ordningen skal omfatte. Sverige er interessant da de som det eneste land i EU har indført en gigabytemodel. Ordningen er tiltænkt at være teknologineutral, men i praksis har det vist sig at være udfordrende at nå til enighed om, hvilke lagringsmedier, der skal omfattes af ordningen, hvilket har givet sig udslag i flere retssager. Fin-land er interessant idet de for nyligt har indført en statssubsidieret mo-del. Modellen er omdiskuteret, da kompenseringen ikke er bundet op på det faktiske salg af udstyr. Dertil er det relevant at bemærke, at alle de pågældende lande gennemfører adfærdsundersøgelser, der danner grundlag for eventuelle justeringer af kompensationen.” Markedsanalysen indeholder følgende figur, som viser udviklingen i salg af indspillet musik i Danmark fordelt på distributionsform (årlig omsætning): / 22 Vedrørende markedet for film, serier og tv fordelt på distributionsform (årlig omsætning) ser udviklingen ifølge en anden af analysens figurer således ud: Om danskernes kopieringsadfærd fremgår blandt andet følgende: ” 4.2 Kopiering af indhold til lovlig og privat brug 48% af danskerne har kopieret enten musik eller tv-programmer, serier og film til lovligt og privat brug på minimum én af deres enheder. Ko-piering skal her forstås som kopieret fra originale kilder, kopieret fra andre enheder, optaget fra radio eller tv-kanal samt downloaded fra lovlige kilder såsom dr.dk eller download vouchers. Kopieringen er samlet set fordelt nogenlunde ligeligt på tværs af alderskategorier. Inden for de seneste halve år er der samlet set 17% af danskerne, der har kopieret levende billeder eller musik. 8% af danskerne har kopieret musik inden for det seneste halve år, mens 12% har kopieret levende billeder i samme periode. Kopieringsadfærden er forskellig fra enhed til enhed. Figuren nedenfor viser, hvor stor en andel af befolkningen som lagrer kopieret indhold på de enheder, de har til rådighed. Ud for de forskellige lagringsmedier i figuren er angivet i parentes, hvor stor en andel af befolkningen, som har udstyret til rådighed. Figur 14: Lagring af kopieret indhold på enheder / 23 De typer af integrerede lagringsmedier, som i størst udstrækning bliver anvendt til at lagre kopieret indhold er harddisk-optager (41%) efter-fulgt af Smart TV, bærbar medieafspiller, computer og TV-boks. Mindst anvendt til formålet er spillekonsol, smart-watch og cloud-tjeneste. Det er værd at bemærke, at selv for det udstyr der i hyppigst grad bliver anvendt til at lagre kopieret indhold, er der stadig et flertal, som ikke anvender udstyret til kopiering.” Blankmedieudvalget anmodede efterfølgende Seismonaut om at udarbejde en oversigt over, hvilke blankmedier der ifølge Seismonaut burde være omfattet af en ny blankmedieordning, samt en anbefaling til et kompensationsniveau. Seismonauts anbefalinger til Blankmedieudvalget forelå den
31. juli
32. Af anbefalingerne fremgår blandt andet, at Seismonaut på grundlag af markedsana-lysen havde fastsat en kopieringsfaktor for de forskellige typer af udstyr på grundlag af tre parametre: Udstyrets anvendelse til kopiering, hyppigheden af brug af kopieret materiale på udstyret og andelen af udstyrets kapacitet benyt-tet til kopiering. Seismonaut havde på den baggrund identificeret det udstyr, som ikke burde være omfattet af en ordning. Seismonaut bemærkede herefter, at evidensen fra markedsanalysen ikke rakte til at fastsætte det konkrete takse-ringsniveau. I stedet havde Seismonaut som referencepunkter anvendt takse-ringsniveauet i sammenlignelige EU-lande og tidligere års provenu ved den danske ordning, idet man vurderede, at den nye ordning ikke burde overskride 2005-niveauet, som var det sidste år inden indførelsen af dvd-garantien. Seis-monaut begrundede dette med, at kopieringsadfærden må formodes at have været mere udbredt i 2005, da salget af løse blankmedier var markant større. Det samlede årlige provenu ville på baggrund af Seismonauts takseringsmodel udgøre knap 44 mio. kr. / 24 Blankmedieudvalget afgav sin rapport den
33. september
34. Af rapportens sammenfatning fremgår følgende anbefalinger: ”Et enigt Blankmedieudvalg anbefaler, at en fremtidig blankmedieordning indeholder en generisk kategorisering af omfattede lagringsmedier. En generisk kategorisering betyder, at ordningen i stedet for at fokusere på de enkelte lagringsmedier, som fx tablets og smartphones, fokuserer på fællesbetegnelser for de enkelte lagringsmedier. Et eksempel på en generisk kategori er ”mobile lagringsmedier” . Det er udval-gets opfattelse, at en generisk kategorisering giver størst fleksibilitet i forhold til den teknologiske udvikling og muliggør løbende inkludering af nye lagringsmedier i ordningen uden at ændre lovteksten. Et flertal i udvalget bestående af Vidne 1, Person 1, Person 2 og Person 3 anbefaler at følge Seismonauts' forslag til gruppering af de enkelte lagringsmedier under de forskellige kategorier. Det betyder, at smart-watches, spillekonsoller, cloud-tjenester, løse kassette- og VHS-bånd, Mini-Disc og mediagateways anbefales fritaget fra ordningen på grund af enten minimal skade for rettighedshaverne eller det forhold, at mediet er uegnet til privatkopiering. Et mindretal (Vidne 2) finder, at vurderingen om-kring, hvilke typer af medier eller –udstyr, som bør fritages fra ordnin-gen pga. ”minimal skade” , skal afgøres for hvert af de typer af medier eller –udstyr, som er egnet til privatkopiering, og at dette skal ske ud fra EU-rettens fastlæggelse af begrebet ”minimal skade” . Mindretallet finder ikke, at den af flertallet anvendte ”minimal skade” -metodik op-fylder dette krav. Mindretallet vil fritage løse kassette- og VHS-bånd fra vederlag. Mindretallet finder ikke, at der er grundlag for at fritage smartwatches og spillekonsoller, ligesom cloud-tjenester ikke er omfat-tet af kommissoriet. De foreslåede generiske kategorier er: Løse lagringsmedier • Optisk o CD-R o DVD o Blu-ray • Flash o USB o Hukommelseskort Integrerede lagringsmedier • Mobile lagringsmedier o Smartphone o Tablet o Medieafspillere o Bærbare computere • Lagringsmedier i hjemmet o Stationære computere / 25 o Eksterne harddiske o Apparater med indbygget lagring o Apparater med optagefunktion Som takseringsmodel for kompensationen anbefaler flertallet en statisk model, hvor taksterne alene bestemmes af, om der er tale om et løst el-ler et integreret lagringsmedie. Dermed bliver der tale om én takst for løse lagringsmedier og én takst for integrerede lagringsmedier. Det er flertallets vurdering, at en statisk model medfører færrest administrati-ve byrder for erhvervslivet, da det ikke er nødvendigt at gruppere de enkelte integrerede lagringsmedier. Et mindretal (Vidne 2) kan ikke tilslutte sig dette grundet sin fortolkning af EU-retten blandt andet vedr. kapacitets- og evidenskravet jf. senere dissens med forslag til alternativ kompensa-tionsberegning. Flertallet anbefaler at følge Seismonauts anbefalinger til fastlæggelse af kompensationsniveau og dermed provenuet til rettighedshaverne. Det betyder, at løse lagringsmedier fremover skal takseres med DKK 1,49 og integrerede lagringsmedier med DKK 15,
35. Dette giver et samlet forventet provenu på knap DKK 44 mio. svarende til DKK 7,60 pr. indbygger. Det er flertallets opfattelse, at tallene er behæftet med usikkerhed, men at de samtidig så vidt muligt bygger på den evidens, som analysen fra Seismonaut har tilvejebragt. … Et mindretal (Vidne 2) finder ikke, at det kompensa-tionsniveau og dermed de satser, der anbefales af udvalgets flertal, bygger på et dokumenteret grundlag. Mindretallet udtaler, at der for udvalget er udarbejdet en evidensrapport, men den økonomiske værdi i evidensrapporten danner ikke grundlag for flertallets kompensationsniveau. Dette strider efter mindretallets opfattelse mod EU-retten og kommissoriet. Et lavt fastsat evidensbaseret årligt kompensationsni-veau anslås af mindretallet at være ca. 193 mio. kr., ... Et andet mindretal bestående af Person 3, gør opmærksom på, at såfremt man overhovedet finder det relevant at udbetale en kompen-sation til rettighedshaverne for privatkopiering trods dennes begræn-sede omfang, bør den finansieres ved medielicensen eller direkte over finanslovens for at friholde danskerne og erhvervslivet for yderligere belastende afgifter. Endelig anbefaler et enigt Blankmedieudvalg, at der løbende foretages en detaljeret monitorering af markedet for lagringsmedier og forbru-gernes kopieringsadfærd, hvilket giver mulighed for at justere ordnin-gen – eksempelvis hvert andet år. Dette er nødvendigt for at sikre, at blankmedieordningen så vidt muligt er evidensbaseret, retvisende og afspejler det aktuelle medielandskab og danskernes kopieringsadfærd.” Forløbet indtil vedtagelse af en ny blankmedieordning. / 26 Ændringen af blankmedieordningen var på regeringens lovprogram for folketingsåret 2017/2018 med en forventet fremsættelse af lovforslaget i første halv-del af december
36. Ændringen var igen på lovprogrammet for folketingsåret 2018/
37. På et møde i Kulturministeriet den
38. december 2018 bad kulturministeren rettighedshaverne og erhvervslivet om at indlede forhandlinger med henblik på at nå frem til et fælles forslag til en ny blankmedieordning, herunder vedrørende vederlagets størrelse. Parterne fik frist til sommeren 2019 til at finde en løsning. Forhandlingerne førte ikke til et forslag fra parterne. Den
39. december 2019 indkaldte kulturministeren til politiske forhandlinger om blankmedieordningen. Som begrundelse blev angivet, at ordningen ikke er tidssvarende og derfor skal moderniseres, så blandt andet mobiltelefoner og computere bliver omfattet. Efter anmodning fra Kulturministeriet udarbejdede Seismonaut i november 2020 en opdateret udgave af den analyse, som Seismonaut havde gennemført for Blankmedieudvalget i juni
40. Af analysens konklusion fremgår blandt andet, at de mest udbredte lagringsmedier er computere og smartphones efter-fulgt af tablets og usb-stik, hvilket også var tilfældet i
41. 46 % af befolknin-gen har adgang til indhold, som de på et tidspunkt i deres liv har kopieret på minimum én af de enheder, de råder over, hvilket er på niveau med 2017, hvor tallet var 48 %. Inden for det sidste halve år har 15 % af befolkningen foretaget kopiering, hvor andelen i 2017 var 17 %. Ligesom i 2017 anvender flertallet af befolkningen ikke deres udstyr til lagring af kopieret indhold, og lagringskapa-citeten på enhederne bliver i overvejende grad slet ikke anvendt til at lagre ko-pieret indhold. Desuden har langt hovedparten af befolkningen på linje med resultaterne fra 2017 aldrig eller sjældent anvendt udstyret til at se eller lytte til det indhold, de har lagret. Den del af befolkningen, som har kopieret inden for det sidste halve år, ser eller lytter for en stor dels vedkommende jævnligt til indholdet. Omlægningen af blankmedieordningen kom i december 2020 på lovprogram-met for folketingsåret 2020/
42. Den
43. februar 2021 indgik regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Ven-stre, Enhedslisten og Frie Grønne en aftale om at modernisere blankmedieord-ningen i lyset af den teknologiske udvikling og danskernes privatkopieringsad-færd. Det fremgår af aftalen, at vederlaget skal pålægges de enkelte lagrings-medier, som er egnede til privatkopiering, og hvor kopieringen skønnes at medføre en skade for rettighedshaverne, der overstiger en minimal skade. Ord- / 27 ningen skal omfatte både løse og integrerede lagringsmedier og både medier solgt til private forbrugere og medier, der som led i et ansættelsesforhold er stillet til rådighed for medarbejdere til privat brug. Det fremgår endvidere, at den nye blankmedieordning skal være fuldt brugerfinansieret, og at dvd-garantien derfor afskaffes. Aftalepartierne er enige om, at taksterne for de af ordningen omfattede lagringsmedier skal fastsættes således, at de vil give et provenu på 93 mio. kr. baseret på et gennemsnit af salgstallene for lagringsme-dierne i 2018, 2019 og
44. Den
45. september 2021 indgik aftalepartierne en tillægsaftale om at udskyde inddragelsen af arbejdsgiverbetalt udstyr i ordningen. Lovforslag nr. L 86 om ændring af lov om ophavsret (Revision af blankmedieordningen) blev fremsat i Folketinget den
46. november 2021, og loven (lov nr. 2607 af
47. december 2021) blev vedtaget af Folketinget den
48. december 2021 med ikrafttræden den
49. januar
50. Den nye blankmedieordning Ved ændringsloven blev blankmedieordningen omlagt, således at salg af visse indbyggede lagringsmedier, usb-stik og hukommelseskort giver rettighedsha-verne krav på et vederlag fastsat i loven, ligesom også salg fra udlandet til privatpersoner i Danmark (distancesalg) af omfattede enheder giver ret til veder-lag. En række løse lagringsmedier, som tidligere var omfattet af ordningen (cd’er, dvd’er og Blu-rays) er nu fritaget fra ordningen. I forbindelse med indfø-relse af den nye blankmedieordning blev dvd-garantien afskaffet. Endelig blev der indført en bestemmelse om evaluering af ordningen, første gang i 2023 og derefter hvert
51. år. Lovens § 39 a regulerer distancesalg og har følgende ordlyd: ”§ 39 a. Virksomheder, der fra udlandet sælger lagringsmedier til privatpersoner i Danmark, hvorpå lyd eller billeder kan optages eller på anden måde kopieres, skal betale vederlag til ophavsmændene til de i § 39, stk. 2, nævnte værker. Stk.
52. Erhvervsdrivende, offentlige myndigheder og andre juridiske personer, der ikke er omfattet af § 39, stk. 1, og som fra udenlandske virksomheder køber lagringsmedier, hvorpå lyd eller billeder kan opta-ges eller på anden måde kopieres, skal betale vederlag til ophavsmæn-dene til de i § 39, stk. 2, nævnte værker, såfremt lagringsmedierne udle-veres til privatpersoner til privat brug. Stk.
53. Bestemmelserne i § 39, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse på stk. 1 og 2.” / 28 Lovens § 40 afgrænser de lagringsmedier, der efter omlægningen udløser vederlag, og fastsætter taksten for de forskellige typer af lagringsmedier: §
54. De vederlagspligtige lagringsmedier, jf. § 39, stk. 2, og vederlaget for disse er fra den
55. januar 2022 følgende: 1) Harddisk ≤ 128 gb: 4,00 kr. 2) Harddisk > 128 gb: 16,00 kr. 3) Tablet: 45,00 kr. 4) Smartphone: 45,00 kr. 5) Bærbar computer: 45,00 kr. 6) Stationær computer: 45,00 kr. Stk.
56. De i stk. 1 nævnte vederlag reguleres fra den
57. januar 2023 årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringspro-cent.” Endvidere er terminologien i

§§ 39, 42 og 43 tilpasset til den ændrede vederlagsordning.

Lovforslaget (L 86 af

1. november 2021), der førte til omlægningen, indeholder blandt andet følgende bemærkninger: ”
2. Indledning og baggrund for lovforslaget … Vederlagsordningen (vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug) – i daglig tale kaldet blankmedieordningen – er blevet ændret flere gange siden, men grundprincipperne er stadig de samme. Ordningen består i dag dels af en vederlagsbetaling på løse lagringsmedier såsom cd’er, dvd’er og usb-stik (blankmedievederlaget), jf.

§§ 39

-46, dels af en bevilling på finansloven til rettighedshaverne base-ret på forskellen mellem provenuet for salg af dvd’er i et givet år og provenuet i 2005 (dvd-kompensationen), jf.

§ 46a. Reglerne suppleres af bekendtgørelse nr.

731 af

1. juni 2006 om vederlagsordningen for uindspillede bånd m.v. i henhold til ophavsretsloven, der fastlægger de nærmere regler om indberetning, regnskab, fritagelse og fradrag. Regeringen (Socialdemokratiet), Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Frie Grønne indgik den
2. februar 2021 Aftale om en ny, moderniseret blankmedieordning og den
3. september 2021 en tillægsaftale dertil. Aftalepartierne er enige om, at blankmedieordnin-gen skal moderniseres i lyset af den teknologiske udvikling og dan-skernes privatkopieringsadfærd. Med nærværende lovforslag, der udmønter den politiske aftale, revide-res reglerne om vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug i

§§ 39-46 a, således at de af vederlagsordningen omfatte-de lagringsmedier tilpasses.

/ 29 Lovforslaget medfører, at ikke blot de af ordningen omfattede lagringsmedier solgt af danske virksomheder til privatpersoner i Danmark men også de af ordningen omfattede lagringsmedier, der sælges af udenlandske virksomheder til privatpersoner i Danmark ved distan-cesalg, typisk via nethandel, vederlagspålægges. Vederlaget for de af ordningen omfattede lagringsmedier fastsættes med udgangspunkt i et årligt kompensationsniveau på 93 mio. kr. og baseret på et gennemsnit af salgstallene (salg til private forbrugere) for lagringsmedierne i 2018, 2019 og 2020 (dog gælder noget særligt i forhold til harddiske, jf. nærmere afsnit 2.2.2). Lovforslaget medfører samtidig, at den statslige medfinansiering af blankmedieordningen i form af dvd-kompensationen afskaffes, således at kompensationen til rettighedshaverne fremover fuldt ud finansieres via vederlagene for de af ordningen omfattede lagringsmedier. … 2.

1. Omfattede lagringsmedier … 2.1.
2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ordning Det følger af Aftale om en ny, moderniseret blankmedieordning af
3. februar 2021, at vederlaget skal pålægges de enkelte lagringsmedier, som er egnede til privatkopiering, og hvor kopieringen skønnes at med-føre en skade for rettighedshaverne, der overstiger en minimal skade. Aftalepartierne er enige om, at følgende lagringsmedier på den bag-grund skal være en del af den fremtidige ordning: Cd, dvd/Blu-ray, usb-stik, hukommelseskort, ekstern harddisk, netværksharddisk, smartphone, tablet, bærbar computer og stationær computer. Det følger ligeledes af aftalen, at kassettebånd, vhs-bånd og Mini Disc, som alle er omfattet af den nuværende ordning, samt Smartwatches, Smart TV, mediagateways og spillekonsoller skal undtages eller fritages ordningen på grund af minimal skadevirkning for rettighedshaverne ved kopiering på disse medier eller det forhold, at medierne er uegnede til privatkopiering. Det følger samtidig af aftalen, at Kulturministeriet inden ordningen træder i kraft og efter drøftelse med aftalepartierne vil foretage en vur-dering af, om de foreslåede fritagne lagringsmedier efter nærmere un-dersøgelse bør indgå i ordningen, og om andre lagringsmedier måtte være relevante at inddrage. Aftalepartierne har på baggrund af efterfølgende drøftelser besluttet, at cd’er, dvd’er og Blu-rays også skal fritages ordningen. Årsagen hertil er det relativt lave antal solgte enheder sammenholdt med, at en ikkeuforholdsmæssig høj vederlagsfastsættelse for disse lagringsmedier i forhold til mediernes skønnede gennemsnitspris vil resultere i et ufor- / 30 holdsmæssigt lavt provenu i forhold til de administrative omkostninger ved indberetning og indhentning af vederlaget. Aftalepartierne har samtidig besluttet, at interne harddiske skal omfattes af ordningen. Kulturministeriet foreslår på den baggrund, at følgende lagringsmedier omfattes af den fremtidige vederlagsordning for eksemplarfremstilling til privat brug: Harddisk (usb-stik, hukommelseskort, ekstern harddisk, intern harddisk, netværksharddisk o.l.), tablet, smartphone, bærbar computer og stationær computer. … 2.
4. Vederlagsfastsættelse … 2.2.
5. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ordning Det følger af Aftale om en ny, moderniseret blankmedieordning af
6. februar 2021 og tillæg til Aftale om en ny, moderniseret blankmedieordning af
7. september 2021, at aftalepartierne er enige om, at kompensationen til rettighedshaverne beregnes på baggrund af de af ordningen omfattede lagringsmedier, der er solgt til private forbrugere. Aftalepartierne er ligeledes enige om, at taksterne for de af ordningen omfattede lagringsmedier fastsættes således, at de ville give et provenu på 93 mio. kr. baseret på et gennemsnit af salgstallene for lagringsmedi-erne i 2018, 2019 og
8. Det løbende provenu til rettighedshaverne opstår derefter ved, at de fastsatte takster pålægges det løbende salg i det pågældende år (første gang i 2022). Det følger endvidere af aftalen, at taksterne fastsættes af kulturministe-ren efter drøftelse med aftalepartierne – første gang i 2021 med virkning fra 2022, og at de fastsatte takster og de omfattede medier forbliver gældende, indtil aftalepartierne er enige om at ændre dem. Kulturministeriet finder i den forbindelse anledning til at præcisere, at taksterne er fastsat ved lov, jf.

§ 40(lovforslagets § 1, nr.

5), og at taksterne således ikke kan ændres uden en lovændring. Som det fremgår af afsnit 2.1.2 ovenfor foreslås følgende lagringsmedi-er omfattet af vederlagsordningen: Harddisk (usb-stik, hukommelses-kort, ekstern harddisk, intern harddisk, netværksharddisk o.l.), tablet, smartphone, bærbar computer og stationær computer. Kulturministeriet har indhentet følgende salgstal for 2018, 2019 og 2020 fra fællesorganisationen Copydan KulturPlus og analyseinstituttet GfK. Tallene dækker over indberetninger til Copydan KulturPlus og indberettede salg fra danske detailled til privatpersoner: Medie Salgstal 2018 Usb-stik 437.348 Salgstal 2019 437.671 Salgstal 2020 Gns. 327.344 400.788 / 31 Hukommelseskort Smartphone Bærbar computer Stationær computer Tablet Ekstern harddisk Netværksharddisk Intern harddisk 318.120 287.730 254.702 286.851 1.325.295 1.258.952 1.311.730 1.298.659 302.424 298.070 347.222 315.905 49.095 43.768 52.433 48.432 275.005 130.385 266.660 116.323 276.975 118.466 272.880 121.725 5.922 5.294 6.259 5.825 38.430 46.793 74.858 53.360 På baggrund af d isse tal foreslås det, at vederlaget for de af ordningen foreslåede omfatt ede lagringsmedier fastsættes således: - Harddisk (usb-s tik, hukommelseskor t, ekstern harddisk, intern h arddisk, netværkshar ddisk o.l.) ≤ 128 gb: 4,00 kr. - Harddisk (usb-s tik, hukommelseskor t, ekstern harddisk, intern h arddisk, netværkshar ddisk o.l.) > 128 gb: 16,00 kr. - Tablet: 45,00 kr. - Smartphone: 45, 00 kr. - Bærbar compute r: 45,00 kr. - Stationær computer: 45,00 kr. For at imødegå eventulle udfordringer ved smartphones, tablets og bærbare computeres konvergens, har Kulturministeriet valgt at ensarte de foreslåede vederlag på disse lagringsmedier (sammen med stationæ-re computere). Samlebetegnelsen ”harddisk” for usb-stik, hukommelseskort, ekstern harddisk, intern harddisk, netværksharddisk o.l. og den differentierede vederlagsfastsættelse foreslås anvendt for at imødegå de situationer, hvor lagringsmedierne konvergerer og således kan substituere hinan-den. Standardkapaciteten for de nævnte lagringsmedier varierer, men det er muligt at erhverve f.eks. usb-stik og hukommelseskort med stor lagringskapacitet, der fuldt ud kan måle sig med den lagringskapacitet, som f.eks. en ekstern harddisk har. Den foreslåede differentierede vederlagsfastsættelse for harddiske henholdsvis under (til og med) og over 128 gb er valgt for at tage højde for, / 32 at usb-stik og hukommelseskort både findes med en relativ lav kapaci-tet og salgspris og med en kapacitet og salgspris, der er sammenlignelig med eksterne harddiskes. Den foreslåede differentierede vederlagsfast-sættelse for harddiske er på grund af manglende datagrundlag ikke fo-retaget på baggrund af differentierede salgstal for harddiske henholds-vis under og over 128 gb. Det er dog Kulturministeriets umiddelbare vurdering, at den differentierede vederlagsfastsættelse i praksis kun ev-entuelt vil få betydning for et begrænset antal lagringsmedier, herunder primært usbstik og hukommelseskort med en kapacitet over 128 gb. De foreslåede vederlag er fastsat sådan, at de tager højde for enhver lovlig og kompensationsberettigende privatkopiering af lyd og billeder (audiovisuelle medier), som lagringsmedierne giver mulighed for. Det-te inkluderer eksempelvis også den eventuelle lagring, som via et af de foreslåede omfattede lagringsmedier måtte finde sted på en cloud-tjeneste i et omfang, hvor skaden for rettighedshaverne derved ikke er minimal. Muligheden for eventuel kompensationsberettigende cloud-lagring er således indregnet i vederlagsfastsættelsen på de herfor rele-vante lagringsmedier, og cloud-tjenester foreslås ikke særskilt veder-lagspålagt. … 2.3. Lagringsmedier erhvervet fra udenlandske virksomheder til privat brug … 2.3.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ordning Det er Kulturministeriets vurdering, at den resultatforpligtelse, der føl-ger af EU-Domstolens dom af 16. juni 2011 i sag C-462/09 – Stichting de Thuiskopie, til at sikre en effektiv opkrævning af den rimelige kompensation for den lovlige og kompensationsberettigende privatkopiering, der finder sted i Danmark, bedst opfyldes ved en udvidelse af de nuvæ-rende regler således, at også lagringsmedier fra udenlandske virksom-heder solgt direkte til privatpersoner i Danmark (privat import) omfat-tes af vederlagsordningen. Det foreslås derfor at indføre en ny bestemmelse i

§ 39

a, hvorefter virksomheder, der fra udlandet sælger de af ordningen foreslåede omfattede lagringsmedier til privatpersoner i Danmark, skal betale vederlag til ophavsmændene til de i

§ 39, stk.

2, nævnte værker på samme måde som den, der erhvervsmæssigt frem-stiller eller indfører lagringsmedier, jf.

§ 39, stk.

1. … 2.
2. Afskaffelse af dvd-kompensationen … 2.4.
3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ordning / 33 Det fremgår af Aftale om en ny, moderniseret blankmedieordning af
4. februar 2021, at den fremtidige vederlagsordning skal være fuldt ud brugerfinansieret, og at aftalepartierne derfor er enige om, at den stats-lige medfinansiering af ordningen i form af dvd-kompensationen skal afskaffes, således at dvd-kompensationen udbetales sidste gang i 2022 for afregningsåret
5. På den baggrund og henset til, at dvd’er med lovforslaget foreslås frita-get ordningen, foreslås det, at statens medfinansiering af vederlaget for eksemplarfremstilling til privat brug i form af dvd-kompensationen afskaffes. … 2.
6. Evaluering 2.5.
7. Gældende ret Der er ikke i ophavsretsloven eller bekendtgørelse om vederlagsordningen for uindspillede bånd m.v. i henhold til ophavsretsloven fastsat bestemmelser om en løbende evaluering af vederlagsordningen. 2.5.
8. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ordning Det følger af Aftale om en ny, moderniseret blankmedieordning af
9. februar 2021, at aftalepartierne er enige om, at ordningen skal evalueres første gang i 2023 baseret på salgstallene i 2022, og efterfølgende hvert
10. år. Evalueringen skal belyse udviklingen i danskernes privatkopieringsadfærd og markedet for lagringsmedier, og kulturministeren skal indkalde til drøftelser med aftalepartierne med henblik på at drøfte eventuelle forslag til ændringer i omfattede medier og de gældende takster, når resultatet af evalueringen foreligger og efterfølgende hvert
11. år. Eventuelle ændringer vil kræve en lovændring. … Til nr. 5 … Ved en harddisk, jf. § 40, stk. 1, nr. 1 og 2, skal forstås et ikkemultifunktionelt og ikke-indbygget lagringsmedie, hvis primære funk-tion er lagring af filer, herunder usb-stik, hukommelseskort, ekstern harddisk, intern harddisk (harddisk til indbygning i eksempelvis en sta-tionær computer), netværksharddisk (ekstern harddisk med mulighed for netværkstilslutning) o.l. At en ekstern harddisk f.eks. giver mulig-hed for at oplade et andet medie, eksempelvis en smartphone, betyder ikke, at harddisken dermed karakteriseres som multifunktionel. Den foreslåede bestemmelse betyder, at de oplistede lagringsmedier vederlagspålægges med de angivne beløb. De oplistede lagringsmedier er udtryk for de lagringsmedier, der på nuværende tidspunkt skønnes / 34 at blive anvendt til kompensationsberettigende privatkopiering i et omfang, hvor skaden for rettighedshaverne derved ikke skønnes at være minimal. … Til nr. 15 … Det følger af bl.a. EU-Domstolens afgørelse i sag C-521/11 – Amazon.com International Sales m.fl., at medlemsstaterne har en bred skønsmargin ved afgørelsen af hvem, der skal betale den rimelige kompensation, hvilken form kompensationen skal have, hvilke nærmere bestemmelser der skal gælde for den og hvilket omfang, den eventuelt skal have. Det er Kulturministeriets vurdering, at det er inden for de rammer, som EU-retten sætter for medlemsstaternes indretning af deres kompensationsordninger, herunder medlemsstaternes brede skønsmar-gin, at omkostningerne til den løbende evaluering som foreslået dækkes af det samlede vederlag. Ved den foreslåede vederlagsfastsættelse for de af ordningen foreslåede omfattede lagringsmedier er der taget højde for både udgifter til den løbende evaluering af ordningen og den rime-lige kompensation til rettighedshaverne.” Udviklingen i provenuet fra blankmedieordningen Copydan har oplyst, at blankmedieordningen har indbragt følgende beløb fra 1993 til 2021: 1993: 1994: 1995: 1996: 1997: 1998: 1999: 2000: 2001: 2002: 2003: 2004: 2005: 2006: 2007: 8,5 mio. kr. 2008: 38,6 mio. kr. 54,8 mio. kr. 2009: 49,0 mio. kr. 59,8 mio. kr. 2010: 34,8 mio. kr. 75,6 mio. kr. 2011: 31,3 mio. kr. 63,8 mio. kr. 2012: 31,2 mio. kr. 67,2 mio. kr. 2013: 30,6 mio. kr. 43,6 mio. kr. 2014: 27,4 mio. kr. 39,9 mio. kr. 2015: 28,5 mio. kr. 37,8 mio. kr. 2016: 27,8 mio. kr. 59,0 mio. kr. 2017: 57,4 mio. kr. 51,2 mio. kr. 2018: 26,5 mio. kr. 54,0 mio. kr. 2019: 26,8 mio. kr. 47,4 mio. kr. 2020: 26,0 mio. kr. 36,7 mio. kr. 2021: 49,0 mio. kr. 33,7 mio. kr. Provenuet i 2017 omfatter tillige ca. 30 mio. kr. inklusiv rente, som Copydan Båndkopi blev tilkendt ved Østre Landsrets dom af
12. oktober 2016, der vedrører årene 2004-
13. / 35 Copydan har desuden udarbejdet en oversigt, hvor provenuet for 2014-2021 er specificeret på de enkelte medier. Der fremgår heraf blandt andet følgende fordeling af provenuet: Lydmidler 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 Videomidler DVD-garanti Provenu i alt 7.924.473 kr. 1.697.282 kr. 19.710.000 kr. 29.331.754 kr. 7.628.732 kr. 1.205.668 kr. 20.300.000 kr. 29.134.400 kr. 6.823.746 kr. 700.986 kr. 21.010.000 kr. 28.534.733 kr. 5.777.292 kr. 570.778 kr. 21.570.000 kr. 27.918.070 kr. 4.505.407 kr. 400.167 kr. 22.150.000 kr. 27.055.574 kr. 4.300.416 kr. 307.341 kr. 22.380.000 kr. 26.987.757 kr. 3.514.754 kr. 230.450 kr. 22.636.171 kr. 26.381.375 kr. 3.138.781 kr. 137.880 kr. 23.117.113 kr. 26.393.774 kr. Tabsopgørelsen Copydan har opgjort rettighedshavernes tab med udgangspunkt i en sammenligning af kompensationsniveauet i Sverige, Holland, Belgien, Tyskland og Frankrig. Copydan har herefter på baggrund af de faktiske danske salgstal til private for perioden
14. august 2014 til
15. december 2021 for de indbyggede lagringsmedier nævnt i påstanden bortset fra mp3-afspillere beregnet, hvad rettighedshaverne ville have modtaget i kompensation, hvis et vægtet gennemsnit af de fem sammenligningslandes vederlagssatser havde været gældende i Dan-mark i perioden. Beregningen giver et samlet tab for perioden på knap 1,34 mia. kr. Beløbet, der svarer til Copydans principale påstand, er fremkommet således: Tabsopgørelse – vægtet gennemsnit For 2014 (
16. august til
17. december) For 2015 For 2016 For 2017 For 2018 For 2019 For 2020 For 2021 Samlet tab (GfK-medier) Gennemsnit pr. år Indenlandske salg til private 67.206.205 kr. 162.382.877 kr. 154.205.415 kr. 153.592.532 kr. 156.861.833 kr. 149.735.946 kr. 164.248.842 kr. 155.462.586 kr. 1.163.696.235 kr. Distancesalg (5 %) 3.360.310 kr. 8.119.144 kr. 7.710.271 kr. 7.679.627 kr. 7.843.092 kr. 7.486.797 kr. 8.212.442 kr. 7.773.129 kr. 58.184.812 kr. Arbejdsgiverbetalt udstyr 5.600.312 kr. 15.123.086 kr. 14.462.991 kr. 14.158.248 kr. 13.946.516 kr. 15.892.092 kr. 17.562.794 kr. 19.224.421 kr. 115.970.460 kr. 76.166.827 kr. 185.625.107 kr. 176.378.677 kr. 175.430.407 kr. 178.651.441 kr. 173.114.835 kr. 190.024.078 kr. 182.460.136 kr. 1.337.851.508 kr. 156.902.863 kr. 7.845.143 kr. 15.636.467 kr. 180.384.473 kr. Total Copydan har desuden udarbejdet en alternativ tabsopgørelse på godt 770 mio. kr., som er fremkommet ved at tage udgangspunkt i det forudsatte kompensationsniveau på 93 mio. kr. i henhold til den nye blankmedieordning. Copydan har herefter fratrukket det vederlag, som rettighedshaverne allerede har modtaget fra salg af usb-stik og løse hukommelseskort, og tillagt vederlag for arbejdsgiverbetalt udstyr. Opgørelsen ser således ud: Tabsopgørelse – den nye kompen- Indenlandsk salg Arbejdsgiverbetalt Total / 36 sationsordning udstyr