UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG ____________ DOM Afsagt den 29. juni 2011 af Østre Landsrets 6. afdeling (landsdommerne Ulla Langholz, Ole Græsbøll Olesen og Jeanette Jonstrup (kst.) med domsmænd).

§ 114, stk.

1, nr.1, jf. § 21, ved sammen med blandt andet Person 3 og Person 4, der var domfældt i Bosnien, at have forsøgt at begå manddrab efter straffelovens § 237 af en karakter, der kunne tilføje Dan-mark eller et andet land skade. Dommen blev stadfæstet af Højesteret den

1. oktober
2. Det fremgår af retsbogen fra Østre Landsret af
3. januar 2007, at tiltalte under sagen nægtede at afgive forklaring, hvorefter der skete dokumentation af tiltaltes forklaring i grundlovsforhøret. Af retsbogen fra grundlovsforhøret den
4. oktober 2005 ved Retten i Brøndbyerne fremgår blandt andet, at tiltalte da forklarede, at han ikke kendte Person 3, og at han – gjort bekendt med en række aflyttede telefonsamtaler ført via Tlf nr. 2 – bemærkede, at det ikke var ham, der havde ført samtaler-ne, men at han på et tidspunkt havde haft en mobiltelefon med det pågældende nummer. Sagen havde for Østre Landsret også omfattet blandt andet Person 2, over for hvem der var rejst en identisk tiltalte, men Østre Landsret besluttede ved kendelse, at ny hovedforhandling skulle foregå, for så vidt angår blandt andet ham. Der blev herefter på ny rejst en identisk tiltale mod Person 2, og denne sag blev behandlet i Østre Landsret blandt andet den
5. og
6. februar
7. / -3Tiltalen i nærværende sag angår udsagn, som tiltalte afgav henholdsvis den
8. og
9. februar 2008 i den fornyede sag mod Person 2, men nu som vidne, idet dommen mod ham selv var blevet endelig, og da sagen mod Person 2 som ovenfor anført, uanset begge sager, der byggede på enslydende tiltaler

§ 114, stk.

1, nr. 1, jf. § 21, oprindelig blev behandlet sammen som følge af Østre Landsrets kendelse om, at ny hovedforhandling skulle foregå, var blevet adskilt fra sagen mod tiltalte. De pågældende udsagn fremkom efter, at tiltalte under den fornyede hovedforhandling mod Person 2 som vidne blev afhørt om indholdet af en række telefonsamtaler ført ved anvendelse af en telefon med Tlf nr. 2 mv. og i det væsentlige med til-knytning til Person 3 og Person 4, herunder om sit forhold til disse. Landsretten finder herefter, at tiltaltes besvarelse af de pågældende spørgsmål reelt ville indebære, at han som vidne skulle indrømme, hvad han omend forgæves benægtede under sagen mod sig selv, og at han derved også psykologisk blev sat i en vanskelig situation, jf. herved højesteretsdommer Poul Høegs artikel i Ugeskrift for Retsvæsen 1957B, side 103 f, med kommentar til Højesterets dom af 7. november 1974, gengivet i Ugeskrift for retsvæsen 1975, side 14. Derfor finder landsretten ikke, at tiltalte som vidne har haft pligt til at besvare de pågældende spørgsmål, jf. princippet i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1. Landsretten frifinder derfor tiltalte

§ 158, stk.

1. Thi kendes for ret: Tiltalte frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter. / /