RETTEN I SØNDERBORG Udskrift af retsbogen Den 2. juli 2012 kl. 09.00 blev retten sat på hovedtingstedet af med domsmændene nr. 169, 174 og nr. 196. Dommer Retsmødet var offentligt.

§§ 66, stk.

2, og 91 er overholdt. Rettens nr. K01-2161/2012 Politiets nr. SA6-2012-6253-0514 Anklagemyndigheden mod Tiltalte 1 (T1) CPR nr. 1 Tiltalte 2 (T2) CPR nr. 2 og - Hovedforhandling For anklagemyndigheden mødte Statsadvokaten ved . Som beskikket forsvarer for jert. Som beskikket forsvarer for Gert Dyrn. Som beskikket bistandsadvokat for Charlotte Szocska. Anklager mødte advokat Carsen Hø- T1 T2 Person 1 (P1) mødte advokat mødte advokat Der fremlagdes: Anklageskrift og bevisfortegnelse af

april 2012, ekstrakt bestående af 3 ringbind med bilag samt tillægsekstrakt af
juni 2012 med yderligere bilag Erstatningsopgørelse af
juni 2012 med deri omtalte bilag fra advokat Charlotte Szocska De tiltalte, og , fremstilledes og vedstod T1 T2 de personlige oplysninger, ligesom de gjordes bekendt med, at de ikke havde pligt til at udtale sig. Anklageskriftet oplæstes, hvorunder anklageren i forhold 2 korrigerede datoen "
juli 2010" til rettelig at være "
juli 2011". {DOK_NR} Side 2/60 De tiltalte nægtede sig skyldige. Anklageren forelagde sagen og dokumenterede relevante afsnit fra følgende bilag i ekstrakten: side 117 (anmeldelsesrapport) side 170 ff (fotos af huset Adresse 3 , ) By 2 side 345 (rids af samme hus) side 347 ff (findestedsundersøgelse) side 473, jf. side 476 ff (foreløbig og endelig obduktionserklæring) Anklageren afspillede T2's alarmopkald til
De beskikkede forsvarere havde lejlighed til at supplere forelæggelsen. T2 , forklarede, at hun blev kærester med , kort efter, at hun blev udskrevet fra hospitalet, det vil sige mellem den
og den
maj
De var herefter en hel del sammen hos vidnerne V5 og Vidne 4 (V4) på adressen Adresse 1 , . By 1 T1 boede i forvejen på stedet, mens tiltalte havde en lejlighed i Kolding. Tiltalte boede i tiden frem til den
juni 2011 i denne lejlighed, selv om hun ofte var sammen med T1 hos V5 og V4 . Fra den nævnte dato flyttede tiltalte sammen med T1 i et værelse hos V5 og V4 . I begyndelsen var forholdet mellem T1 og "nogenlunde okay". var dog F F generelt temmelig forvirret på grund af de store ændringer i hans dagligdag samt de mange nye mennesker omkring ham. Tiltalte havde det ikke godt med dette, og efterhånden søgte F mere og mere kontakt med hende. bemærkede, at F hele tiden ville T1 og Vidne 6 (V6) hen og søge tryghed hos tiltalte. Vidne 6 fortalte, at han havde en datter, der havde haft det på samme måde. For at løse "problemet" med F , blev T1 og Vidne 6 enige om, at drengen skulle have "timeouts". Dette havde angiveligt hjulpet på Vidne 6' datter. "Timeouten" skulle foregå på den måde, at F kom ud at sidde i køkkenet eller i gangen. Tiltalte skønner, at F fra den 28.-
maj 2011 begyndte at søge mere og mere hen imod hende. Denne søgen mod tiltalte kom til udtryk ved, at F ville op at sidde og slet ikke ville være væk fra hende. Når F var sammen med tiltalte på den angivne måde, var han glad og gik hele tiden i nærheden og smilte. F var således meget mere glad, frisk og legesyg, når han var hos - eller i nærheden af - tiltalte. Denne adfærd var også anderledes i forhold til den tid, hvor tiltalte boede sammen med hans far, P1 . F reagerede på de mange samlivsproblemer ved at blive trist og indelukket. Tilknytningen til tiltalte blev efterhånden så markant, at hverken T1 eller andre kunne tage F , uden at han begyndte at græde. Dette blev for meget for T1 og Vidne 6 , og de begyndte derfor at sætte ud til den omtalte F "timeout" i gangen eller i køkkenet. Dette gjorde de, selvom tiltalte havde ondt af F og jævnligt sad og græd. Optakten til disse "timeouts" var, at T1 {DOK_NR} Vidne 5 (V5) Forurettede (F) Side 3/60 begyndte at græde, idet han "simpelthen ikke kunne klare at være væk fra tiltalte". I de første 1-2 uger havde T1 et godt forhold til F . Dette fortsatte, indtil T1 begyndte at give F de beskrevne "timeouts". Tingene udviklede sig, og F begyndte at skrige mere og mere, når T1 satte ham ud i gangen til "timeout". Dette påvirkede T1 , og han begyndte af samme årsag at tage hårdere og hårdere ved F , henholdsvis at sætte ham oftere og oftere ud i gangen. Samtidig virkede T1 mere ophidset og nærmest desperat for at få F til at lide ham. Den
maj 2011 kom hjem fra samvær hos sin far og var pludselig blevet meget F vandskræk. Omkring samme tidspunkt påtog T1 sig en større og større faderrolle og begyndte for eksempel at skifte F og lægge ham i seng. Til sidst følte tiltalte det nærmest som om, at alt i relation til pasning og opdragelse af F var taget fra hende. Efter den
maj 2011 blev F mere pylret og begyndte at lægge afstand ikke blot til T1 , men også til de andre mænd i huset. Samtidig var det, at han søgte mere og mere hen mod tiltalte. F Foreholdt, at hun under grundlovsforhøret den
juni 2011 (ekstraktens side 75) blandt andet skal have forklaret: " F var på dette tidspunkt begyndt at græde "rigtig, rigtig meget", herunder navnlig når han så T1 . Hvorfor drengen græd, ved anholdte "virkelig ikke". Dette var en forandring i forhold til de første dage, hvor og T1 kunne ligge og "putte sig", og have det rart med hinanden." F forklarede tiltalte, at dette vedrører perioden efter den
juni
Så vidt tiltalte husker, var det først omkring den 5.-
juni 2011, at F "rigtigt begyndte at græde". Den
samme måned flyttede tiltalte og T1 fra V5 og V4 . Så vidt tiltalte husker, begyndte forholdet mellem T1 og at blive dårligt omkring det tidspunkt, hvor hun nægtede at aflevere F drengen til sin far. Dette var i begyndelsen af juni måned
F var fra samme tidspunkt mere pylret og græd, når han var sammen med T1 . Tiltalte tog i første omgang dette som udtryk for, at F savnede sin far. I hvert fald havde hun ikke nogen som helst anelse om, at der mellem F og T1 skete noget, der ikke måtte finde sted. Som ovenfor anført blev ikke kunne lide ham. For at T1 efterhånden noget desperat over, at F finde sammen med F , tog T1 ham flere gange, når han sad hos tiltalte og var glad og godt tilpas. Straks F kom over til T1 , begyndte han at klynke eller græde. T1 reagerede med det samme på dette ved at sætte F ud i gangen til "timeout". Dette skete oftere og oftere, og T1 var fuldstændig ligeglad med, hvad tiltalte og de andre i huset sagde til ham. Efterhånden blev det også således, at F begyndte at ændre adfærd, så snart han så T1 . Som anført troede tiltalte i begyndelsen, at det hele skyldtes, at F savnede sin far. Tiltalte kan først nu se, at hun nok har haft skyklapper på og derfor ikke set, at F "nok ikke havde det så godt med T1 ". I begyndelsen, hvor T1 satte F ud i gangen, skete det på "normal måde", nærmere bestemt således, at han tog drengen under begge {DOK_NR} Side 4/60 arme, løftede ham op og bar ham ud i gangen. Til sidst blev "denne seance desværre meget, meget værre". Med "til sidst" mener tiltalte den
juli 2011 - "da blev det slemt". Denne dag var tiltalte i færd med at rengøre en opvaskemaskine, og til stede var også , samt T1 og Vidne 10 (V10) hans søn, P3 . F sad og legede, men begyndte at pylre, da T1 gik hen og gav ham et kys på panden. En djævel fór op i T1 , der tog F og gik ud i gangen med ham. T1 løftede ved den lejlighed F op i den ene arm, og bar ham ud, mens drengen hang ned uden at røre gulvet. I forlængelse af dette hørte tiltalte og V10 yderligere en dør smække i. Tiltalte sagde i den forbindelse "det har han bare ikke gjort!". Da T1 kort efter kom tilbage, spurgte tiltalte: "Hvor fanden er min søn?". Til dette svarede T1 : "Han sidder neden under trappen, skat". Tiltalte reagerede på dette ved at sige: "Han sidder bare ikke nede i det rum - gå ned og hent ham nu!". T1 begyndte at råbe og skrige, men gik kort efter ned og hentede F . Drengen var tydeligvis helt rædselsslagen, men alligevel gik der højst et kvarter førend T1 igen satte ham ned i rummet. I den forbindelse råbte V10 til T1 og bad ham slappe af. Dette til forskel for tiltalte, der ikke turde sige noget. Rummet i kælderen er cirka 1 x 1 meter, men tiltalte husker ikke, hvorvidt det er forsynet med lys, men der er vist nok ikke noget håndtag på indersiden af døren. Forud for den
juli 2011 var der også en række andre episoder, hvor F var bange for T1 og blev sat ud i gangen eller et tilstødende lokale. Tiltalte sagde flere gange til T1 at "nu må du sgu snart stoppe", men hertil svarede han blot: "Men så bliver det jo aldrig bedre". Selvom F blev behandlet hårdhændet, var tiltalte naiv og godtroende og hæftede sig ved, at Vidne 6 havde gjort det samme ved sin datter, samt at T1 havde erfaring fra sine egne børn. Foreholdt, at hun under grundlovsforhøret (ekstraktens side 76) blandt andet skal have forklaret: " F begyndte således at græde, hver gang anholdte forlod ham og gik ud af det lokale, hvor de befandt sig. Dette navnlig, når han blev ladt alene med T1 eller andre. For at få til at holde op med at græde, F begyndte T1 og de andre i huset at sætte F ud under en trappe i gangen. Foruden T1 var der også en person ved navn , Vidne 6 der tog og placerede F på den angivne måde." samt "Efterhånden som F græd voldsommere og blev mere og mere bange for T1 , blev også T1 frustreret og som regel voldsomt hidsig over drengens adfærd eller reaktion. Der skulle således ikke længere så meget til, forinden F "kom ud at sidde bagved". T1's hidsighed kom til udtryk derved, at han "tog hårdere fat og nærmest for at sige det mildt, kunne han godt finde på bare sådan at give slip på ham, når han havde sat ham ned". T1 tog dog som hidtil fat i drengens arme, men efterhånden blev det sådan, at han blot greb ham i den ene arm og nærmest slæbte ham ud "og {DOK_NR} Person 3 (P3) Side 5/60 bump ned i gulvet". Når F blev slæbt, var det på den måde, at han nærmest svævede hen over gulvet. Denne voldsomme behandling skete "rigtig tit", medens de boede hos V5 og V4 ." forklarede tiltalte, at F også var bange for T1 , mens de boede hos V5 og V4 . Tiltalte vil ikke bestride, at hun i grundlovsforhøret har forklaret som anført, herunder at T1 allerede hos V5 og V4 hev op i den ene arm "rigtig tit". På tidspunktet for grundlovsforhøret var F tiltalte dog, "så meget ude i chok", at hun har beskrevet det værrer end det var. I hvert fald var det først, da tiltalte og T1 flyttede hjem til T1's mor "at det gik galt". Under grundlovsforhøret har tiltalte i sin choktilstand blandet dagene sammen og først fået tingene udredt efter mange samtaler med en psykolog. Hos V5 og V4 blev F sat ud i gangen eller køkkenet, indtil han holdt op med at græde - typisk efter 2-4 minutter, men også lidt afhængigt af T1's tålmodighed. T1 gik herefter ud og tog i hånden og førte ham tilbage til stuen. Hvis F herefter "navnlig F mod slutningen" begyndte med det mindste klynk, var T1 hurtigt opgivende og satte ham igen ud i gangen. Tiltalte skønner, at F blev sat ud i gangen 7-8 gange om dagen. Tiltalte har også nogle enkelte gange selv sat F ud i gangen. Dette skete dog udelukkede "for at lade ham slippe for, at det var T1 der gjorde det". Tiltalte blev i disse tilfælde bebrejdet af T1 , at hun "ikke var hård nok - ikke god nok til det". Tiltalte skønner, at hun har sat F ud i gangen 3-4 gange, mens de boede hos V5 og kom V4 , samt 2-3 gange, mens de boede hos T1's mor. Når F tilbage fra de omtalte "timeouts", forbød T1 og de andre hende at trøste ham. Tiltalte blev som oftest bedt om ikke at se på F , og Vidne 6' kæreste, P7 , sagde blandt andet, at hun godt vidste, at det var hårdt, "men du bliver nødt til at stå fast". Fra blandt andre P7 , T1 og Vidne 6 fik tiltalte endvidere besked om, at hun ikke måtte tage F op, uanset om han var glad eller ked af det. Endvidere begyndte de at ændre på drengens sovevaner, samt hvorledes han skulle spise. Tiltalte brød sig ikke om dette, men turde ikke protestere eller sige noget. Tiltalte havde på dette tidspunkt stadig sin lejlighed i Kolding og tog jævnligt hjem til denne sammen med F . Tiltalte var også nervøs for T1 , idet han på et tidspunkt havde sagt, at dersom hun "fuckede ham op", ville han sørge for at hun fik "et umuligt liv". Under grundlovsforhøret og i tiden efter dette havde tiltalte stadig varme følelser for T1 og har nok forsøgt at dække over ham. Samtidig har tiltalte nok "underbevidst" været bange for T1 . Hvad tiltalte mere præcist har frygtet, at T1 ville gøre hende, kan hun ikke sige. Dog har der været episoder, der har sat sine spor i tiltalte. Således gjorde det indtryk på hende, at T1 og V10 én dag hjemme hos V9 iklædte sig noget mærkelig tøj og skulle ud at true en mand med at klippe hans ene finger af. Tiltalte og T1 talte ofte sammen om, at han skulle holde op med at behandle F på den ovenfor beskrevne måde. Endvidere påpegede tiltalte, at F nok skulle lære at spise selv. T1 var på dette tidspunkt irriteret over den måde, F spiste og behandlede maden på. Af samme årsag begyndte T1 at made F , hvilket tiltalte flere gange protesterede {DOK_NR} Person 7 (P7) Vidne 9 (V9) Side 6/60 imod. Tiltalte ville også overtage og styre, hvorledes F skulle spise, men hertil sagde T1 , at "så ved du godt, at vi ikke skal være sammen mere". Efter tiltaltes opfattelse, var T1 i forhold til hende meget dominerende og manipulerende, og det han sagde, skulle hun gøre. T1 kunne være sød og kærlig, men også hård og kontant. Foreholdt, at hun i følge politirapport af
juli 2011 (ekstraktens side 1145) blandt andet skal have oplyst: "Forholdet mellem afhørte og T1 er godt. De taler om tingene og skændes ikke. T1 er sød og kærlig over for F på samme måde som over for sine egne børn. T1 tager sig af F på samme måde som afhørte herunder skifter hans ble, børster hans tænder og bader ham.", samt "Afhørte og T1 besluttede sig for at flytte sammen. T1 er en god kæreste og støtter afhørte i alt.", forklarede tiltalte, at hun under afhøringen hos politiet oplyste som anført. At tiltalte oplyste anderledes end i dag skyldes angiveligt, at hun ikke ville "virke som en mor, der ikke har set, hvad der egentlig er sket". Foreholdt, at hun under grundlovsforhøret (ekstraktens side 76) blandt andet skal have forklaret: "Efter anholdtes opfattelse, ville T1 være blevet "rigtig sur", dersom hun havde rejst sig op og grebet ind overfor det, han gjorde. T1 ville dog nok kun råbe højt, men ikke begynde at slå eller lignende.", forklarede tiltalte, at hun reelt ikke ved, hvad der ville være sket, hvis hun havde grebet ind over for T1's behandling af F . Tiltalte forklarede under grundlovsforhøret som anført ud fra en oplevelse, hun havde om morgenen den
juli
T1 sagde da til tiltalte, at de skulle sige til hendes forældre, at F var syg. Endvidere skulle de ringe til fogedretten og sige, at " F ikke kommer i dag, han har det skidt". Herudover skulle de sige til tiltaltes forældre, at F på grund af sygdom lå og sov, samt at de efter forældrene var gået skulle se, hvad der var sket med F . Herudover pålagde T1 tiltalte at sige til politiet, at F var faldet et par gange og var vågnet om morgenen "med lort i munden". V5 og V4 lagde også mærke til, hvorledes T1 behandlede F , og sagde på et tidspunkt til tiltalte: "Synes du ikke T1 er rigtig hård ved F ?", samt "hvorfor hun ikke gjorde noget ved det?". Tiltalte husker ikke, hvad hun præcist svarede, men V5 og V4 opfordrede hende i hvert fald til, at "hun nok skulle til at få gjort noget ved det der med, at T1 satte F ud i gangen". Også hos V5 og V4 skete det jævnligt, at T1 tog hårdt fat i og satte ham ud i gangen. F {DOK_NR} Side 7/60 Tiltalte forklarede videre, at hun og T1 den
juni 2011 flyttede ned til , samt hendes kæreste, ovennævnte T1's mor, V9 . Mens de boede her, gik forholdet mellem T1 og F V10 "sådan op og ned". F blev stadig sat ud i gangen, når han klynkede, og græd og T1 blev efterhånden mere og mere frustreret over, at F ændrede adfærd, så snart han så ham. Når F var hos tiltalte, var han som oftest glad og smilende, men så snart T1 kom ind i lokalet, ændrede han sig fuldstændig, F holdt således op med at være glad og være den livlige dreng, han normalt var. Som oftest begyndte F tillige at græde, når han så eller hørte T1 . Tiltalte husker en episode, hvor hun og F lå og legede i sengen. Så snart F hørte T1's bil komme, holdt han op med at grine og sad blot og stirrede frem for sig. Som ovenfor anført tolkede tiltalte i begyndelsen dette, som at F savnede sin far. Senere blev hun dog mere mistænkelig og bange. Tiltalte drøftede blandt andet sine bekymringer med sine forældre, men troede ikke da, at der var sket noget ondt mellem T1 og F . Også T1 ændrede adfærd, og kunne virke helt anspændt, når han så F . Hans frustrationer var indimellem så voldsomme, at han begyndte at græde over, at F ikke ville acceptere ham. Foreholdt, at hun under grundlovsforhøret (ekstraktens side 76) blandt andet skal have forklaret: "Når F var "pylret", græd han "uanset hvad". F græd således hver gang T1 kom ind i lokalet eller faktisk blot, når han kunne høre hans stemme. Anholdte har gjort sig sine tanker omkring dette, ligesom hun har kontaktet en healer, der ud fra et billede af T1 konstaterede, at der var "en meget stor, sort skygge ved T1 , som gjorde ham meget negativ"", forklarede tiltalte, at hun ganske rigtig har gjort sig sine tanker, når T1 satte F uden for døren. Hvad der mere præcist skete, vidste tiltalte ikke, græd hver gang, og tiltalte og V9 så ofte mistænksomt på F hinanden. En enkelt gang skete det, at V9 skældte T1 voldsomt ud, men dette fik ham blot til at smække med døren og gå ind og spille X-box. Tiltalte var af den opfattelse, at T1 ikke ville gøre noget af F ondskab, men højst i frustration over, at drengen ikke ville acceptere ham. Når F har været sat ud i gangen, er det et par gange sket, at han er kommet tilbage med en "blodtud". Ligeledes er det sket, at han er kommet tilbage med en bule i hovedet. T1 har i disse tilfælde fortalt, at F er faldet eller havade slået hovedet ned i gulvet, mens han havde sutten i munden. Endvidere har T1 fortalt, at F har slået hovedet ned i gulvet med vilje. Også tiltalte har en enkelt gang set F gøre dette sidste, dog uden at han fik hverken buler eller "blodtud" af dette. Om morgenen var det som oftest sådan, at der var fred og ro og ingen sure miner fra T1's side. I løbet af dagen blev T1 dog mere opfarende og frustreret, og der skulle stort set intet til, forinden han satte F ud i gangen. Hvordan T1 i den {DOK_NR} Side 8/60 forbindelse greb fat i F afhang helt af situationen. Værst gik det for sig, når T1 greb fat i en enkelt arm og derefter hev F op og bar ham ud i gangen. Foreholdt, at hun under et retsmøde den
november 2011 (ekstraktens side 101) blandt andet skal have forklaret: " T1 var generelt skrap over for blev ofte sendt i F . F skammekrogen. Det kunne være op til 10 gange på en dag. Først på dagen satte han som regel F ud stille og roligt, men i løbet af dagen eller hvis han af andre grunde syntes, at havde været slem var det mere F hårdhændet. Han tog fast omkring armen og skulderen, og blev F nærmest slæbt ud i gangen. Hun turde ikke sige noget til det, og hun kunne ikke indse, at hun burde gå fra T1 .", forklarede tiltalte, at det anførte stemmer overens med såvel det, hun forklarede, som det der rent faktisk passerede. Også hos V9 og V10 var det typisk 2-4 minutter F blev sat uden for. I den periode hvor F var mellem 13-15 måneder, kunne han gå uden støtte. Dog var der en enkelt dag, hvor han havde svært ved at gå. T1 fortalte i den forbindelse, at han havde prøvet at gå med F , og episoden fandt vist nok sted i slutningen af juni/begyndelse af juli måned
gik nærmest og haltede, ligesom han græd og tydeligvis havde ondt. F Tiltalte foreslog derfor T1 , at de skulle kontakte en læge. T1 bad dog tiltalte slappe af og tilkendegav, at de i første omgang skulle se tiden an. Den foregående dag havde tiltalte og T1 været på besøg hos V9 og V10 sammen med F . Medens de sad og spiste blev T1 ophidset over den måde, F spiste på. T1 fór straks op og greb hårdt fat i den ene arm på F . Samtidig trak han F op fra den høje stol, han sad på. F hang imidlertid fast i stolen, men alligevel blev T1 ved med at trække ham op, så stolen til sidst fulgte med. Først derefter opdagede T1 , at drengens fod sad fast i en tværbøjle under sædet. Efter at F var kommet fri, bar T1 ham i den ene arm ud i gangen. Først den følgende dag var det, at F havde svært ved at gå og nærmest hulkede af smerte. T1 var af den opfattelse, at årsagen skulle findes i, at F havde siddet og leget med legoklodser og pludselig gjort en underlig bevægelse med benet. Denne episode har tiltalte ikke selv overværet. Da tiltalte foreslog, at de skulle kontakte en læge, var også V9 af den opfattelse, at hun skulle slå koldt vand i blodet, "idet børn jo både falder og slår sig". Tiltalte magtede ikke at tale hverken T1 eller V9 imod, og F kom derfor ikke til læge. Tiltalte forklarede yderligere, at det først var "helt til sidst", at hun begyndte at undre sig over, at F havde skader, når han kom ind fra gangen eller havde været alene med T1 . Tiltalte nærede dog ikke nogen egentlig mistro til T1 , idet han jo selv havde tre børn, nærmere bestemt V12 på 8 år, {DOK_NR} Vidne 12 (V12) Side 9/60 på 7 år og P3 på 4 år. Forholdet mellem P3 og F var ikke godt, hvilket formentlig skyldes, at P3 fik mindre opmærksomhed, efter at "en dum T1 havde lært tiltalte at kende. Efter P3's opfattelse var F en F ", som han ikke brød sig om. P3 har også givet F "hovedskalle", hvilket han også gjorde ved andre - vist nok fordi, han troede det var sjovt. P3 har tiltalte bekendt aldrig bidt F , men om han har slået ham, husker hun ikke. V13 Foreholdt, at hun under grundlovsforhøret (ekstraktens side 78) blandt andet skal have forklaret: " T1 har en lille søn, P3 , der er 4½ år gammel og som ofte var meget hård mod F . P3 er temmelig stærk og har flere gange slået F og givet han kraftige "hovedskaller". Endvidere har P3 slået F "rigtigt hårdt" samt skubbet og givet ham "nødder" oveni hovedet. Anholdte har i den forbindelse skældt P3 ud og forsøgt at holde ham på afstand af F . P3's voldsomme adfærd fandt stort set sted, hver gang han var til samvær hos T1 , det vil sige hver anden weekend.", forklarede tiltalte, at hun nu godt kan huske, at P3 har handlet som anført over for F . P3 var meget jaloux på F , hvilket formentlig skyldes, at T1 gav ham - F - så meget opmærksomhed for at vinde hans tillid. For at undgå konfrontationer forsøgte tiltalte og T1 at holde de to drenge adskilt. Tiltalte og T1 holdt i øvrigt godt opsyn med drengene, og lod dem ikke være alene sammen. Tiltalte forklarede videre, at hun og T1 den
juli 2011 flyttede ind i huset på Adresse 3 , . Her skulle de bo sammen med By 2 samt T1's tre børn, når de var til samvær. I forbindelse med F indflytningen var nogle dage ude for at blive passet af tiltaltes F forældre. Så vidt tiltalte husker, kom F tilbage til hende og T1 den
eller den
juli
Tiltaltes forældre kørte F hjem, og han var tydeligvis meget glad og godt tilpas. F fortsatte med at være glad og smilende indtil kl. 20.00-20.
På dette tidspunkt var tiltaltes forældre taget afsted, og hun og F havde været alene et stykke tid. Også T1's børn var til stede, og tiltalte var i færd med at lave mad. Pludselig kom T1 hjem fra arbejde og sagde, at de alle skulle ud til V5 og V4 . Tiltalte afviste dette, idet klokken jo var mange og børnene derfor skulle i seng. Straks op med at være glad, ligesom han T1 trådte inden for døren, holdt F begyndte at græde. T1 reagerede ikke på dette, men gik op for at tage sig et bad inden de skulle ud til V5 og V4 . Uden at tiltalte ved hvorfor, tog med i badet. Omkring samme tidspunkt gik tiltalte op i T1 F soveværelset for at finde noget tøj. T1's tre børn befandt sig da i lokalet ved siden af soveværelset. Badeværelset er beliggende skråt over for soveværelset, og så vidt tiltalte husker, stod døren på klem ind til T1 og begyndte at skrige F . Pludselig hørte tiltalte, at V13 og V12 voldsomt op. Tiltalte løb straks ud på badeværelset, hvor hun så F {DOK_NR} Vidne 13 (V13) Side 10/60 ligge på gulvet og være helt rødsprængt i ansigtet. F lå på ryggen og skråt mellem toilettet og håndvasken. T1 var tydeligvis forvirret, men kunne dog fortælle, at F var kommet ned under vandet, samt at han i den forbindelse havde hevet ham op og sat ham ud på gulvet. T1 havde på dette tidspunkt angiveligt sæbe i øjnene og havde derfor ikke klart set, hvad der præcist skete. Dog havde han bemærket, at F gled og faldt, da han blev sat ud på gulvet. T1 nævnte intet om, hvor længe F havde været nede under vandet, eller hvad der mere præcist var sket. Da tiltalte kom ud på badeværelset, lå F helt fladt og med både arme og ben spredt til siden. F var fyldt med røde knopper i hele ansigtet, "ja nærmest som en masse fregner, der bare var eksploderet i hovedet på ham". F græd ikke, men stirrede blot frem for sig. Tiltalte tog F op, medens T1 steg ud og fik tøj på. I forlængelse heraf stak T1 to fingre i halsen på F , hvilket angiveligt skete, fordi drengen nok havde slugt noget vand. Dette skete i soveværelset og medførte, at F kastede op. Om episoden på badeværelset fortalte T1 nu, at han som nævnt havde fået sæbe i øjnene og derfor ikke kunne se, at F kom ned under vandet. Helt tilfældigt følte han pludselig, at F var under vand og sprællede. På grund af det skete besluttede tiltalte sig for at blive hjemme fra besøget hos V4 og V5 og i stedet tage sig af F . Det var derfor alene T1 og de tre børn, der tog afsted til besøget hos V5 og V4 . Mens tiltalte var alene med F , "virkede han okay, men også som én, der lige var faldet". Tiltalte lå derfor med F hos sig, medens de sammen så "Løvernes Konge". Tiltalte søgte ikke læge, idet hun ikke skønnede dette nødvendigt, selvom F "så forfærdelig ud". Hertil kommer, at F var begyndt at smile og puttede sig ind til tiltalte. Som reaktion på episoden sagde T1 blandt andet, at F var "en lille klump". Endvidere blev T1 noget sur over, at F "brækkede sig ud over det hele", da han - T1 - pressede to fingre ned i halsen på ham. Foreholdt, at hun under grundlovsforhøret (ekstraktens side 79) blandt andet skal have forklaret: "Da anholdte kom ind på badeværelset, lå F på gulvet med arme og ben spredt ud til hver sin side. lå på ryggen og skråt mellem F håndvasken og toilettet. F så helt mærkelig ud, og ifølge T1 var han rødsprængt eller rødspættet i ansigtet, fordi han nok havde ligget for længe under vandet.", forklarede tiltalte, at hun ikke i dag husker noget om, at T1 nævnte det anførte om, at F nok havde ligget for længe under vandet og derfor var rødsprængt eller rødspættet i ansigtet. Om fredag den
juli 2011 forklarede tiltalte, at hun denne dag var alene hjemme med F og T1's ovennævnte tre børn. På et tidspunkt skulle tiltalte foretage en telefonopringning, men kunne ikke få netforbindelse. Tiltalte besluttede derfor at gå uden for huset og om til gyngestativet på en {DOK_NR} Side 11/60 forhøjning, hvor forbindelsen plejede at være bedre. Samtidig bad tiltalte og V13 om at tage med op på værelset ved siden af V12 F soveværelset. Også P3 gik med de andre op på værelset, selvom tiltalte jo vidste, at han kunne være temmelig hård ved F . At tiltalte alligevel lod dem være sammen skyldes, at hun ikke ville risikere, at F faldt ned fra det nævnte gyngestativ. Da tiltalte var færdig med at ringe, gik hun tilbage til huset, hvor F gik rundt og græd. Det viste sig, at P3 havde slået F , hvilket gjorde tiltalte så vred, at hun sendte P3 ind på et værelse, så han kunne tænke over, hvad han havde gjort. Ved nærmere eftertanke mener tiltalte at huske, at det faktisk var V13 , der under hendes telefonsamtale kom ud og fortalte, at P3 havde slået F . Tiltalte har ingen erindring om, hvorvidt F fik mærker eller skader af de slag, som P3 gav ham. Foreholdt, at hun under grundlovsforhøret (ekstraktens side 80) blandt andet skal have forklaret: "Anholdte satte sig på et gyngestativ og begyndte at tale i telefon, da drengen V13 kom ud og fortalte, at P3 igen havde slået F . Slagene havde F vist nok fået i hovedet samt et enkelt på armen. Anholdte gik straks ind i huset, hvor stod og græd. Han havde ingen synlige F skader, men den følgende dag så anholdte, at havde nogle blå F mærker i hovedet samt på armene og lidt på lænden.", forklarede tiltalte, at hun nu godt kan huske, at hun den følgende dag så, at havde de beskrevne skader i hovedet samt på armen og lænden. F Om lørdag den
juli 2011 forklarede tiltalte, at hun denne dag ved 18-19tiden tog ud til V9 og V10 sammen med F . Til stede var også T1 , således at der i alt var forsamlet fire voksne og et barn. Tiltalte gik ud i køkkenet til V9 og hørte lidt senere noget skramlen eller bumlen. Samtidig kom T1 ind med F og fortalte, at drengen havde "hakket sit hoved ned i gulvet" og i faldet stødt imod med sin ene fortand. Tiltalte overværede ikke selv dette, men fik det alene fortalt af T1 . Ifølge T1's forklaring havde F gået med sin sut og snublet over sine egne fødder. fik straks lagt en kold klud på munden og tanden, som blødte noget. F Endvidere fik han en lille is og blev efterhånden "nogenlunde okay". Grundet denne hændelse begyndte tiltalte at blive mistænksom og frustreret over, hvad der foregik mellem T1 og F . Tiltalte besluttede sig derfor til at kontakte en healer ved navn P8 for at høre, om hun kunne få noget af aggressiviteten ud af både T1 og F . Dette sidste havde relation til nemt kunne blive hidsig. Kort efter blev T1's oplysninger om, at F der afholdt et telefonisk møde mellem healeren og tiltalte samt T1 og F . T1 brød sig ikke om dette, men efter samtalen virkede det som om, at både han og F var mere rolige. Vist nok forud for tiltaltes kontakt til healeren var der yderligere en episode hjemme hos V9 og angiveligt havde V10 . Dette var i forlængelse af det fald, som F {DOK_NR} Person 8 (P8) Side 12/60 været udsat for. Da F havde sundet sig efter faldet, sagde T1 , at han ville tage drengen med ud til en bil, som han og V10 var i færd med at gøre ren. Dette skulle angiveligt aflede drengens opmærksomhed fra de mulige smerter, han stadig havde efter faldet. 5-10 minutter senere kom T1 ind i huset og så helt forfærdet ud i ansigtet. Tiltalte spurgte, hvad der var sket, og fik af T1 oplyst, at F angiveligt havde fået et stykke papir eller en serviet ned i halsen og var blevet helt blå i ansigtet. For at få papiret op, havde T1 angiveligt bankede F på ryggen og på skulderen samt vendt ham rundt, så han havde hovedet nedad. Da dette ikke hjalp, var T1 til sidst nødt til at stikke et par fingre ind i munden på F , der herefter kastede op, så papiret kom ud. I forbindelse med dette, havde T1 stødt sin finger imod den løse tand, så den faldt ud. havde det F tilsyneladende ikke godt og "lignede, jeg ved ikke hvad". F var således meget forslået, men blev blot siddende på køkkenbordet og puttede sig ind til både tiltalte og T1 . Det hele så lidt voldsomt ud, og det blødte stadig lidt fra tanden. En måneds tid forinden havde der været en lignende episode ude hos V5 og V4 . Ved den lejlighed havde F ifølge T1 "gokket hovedet ned i gulvet", så det blødte fra munden. V5 og V4 foreslog i den forbindelse, at det nok var bedst, dersom de kontaktede skadestuen. Tiltalte eller T1 gjorde også dette, men fik blot den besked, at de den følgende dag skulle kontakte skoletandplejen. Her fik de oplyst, at der ikke var grund til at foretage sig yderligere. Med dette i baghovedet så hverken tiltalte eller T1 nogen anledning til, at de ved den senere hændelse skulle kontakte en læge eller skadestuen. Ud over at havde mistet den nævnte tand, havde F nogle blå mærker i hovedet og på ryggen. Ifølge T1 skyldtes de blå mærker på ryggen, at han havde banket F her for at få papiret op. Endvidere havde T1 taget "helt vildt hårdt fat om kæberne" for at få åbnet munden på F . Som ovenfor anført var tiltalte efter hændelsen med den løse tand begyndt at blive mistænksom over for T1 og det, der måske skete, når han var alene sammen med F . Tiltalte håbede dog ikke, at T1 gjorde drengen noget, selv om hun havde "en bange anelse om, at der var sket noget, der ikke skulle være sket". Tiltalte var således bange for, at T1 reelt havde slået F og blot kom med nogle andre historier, for at dække over sig selv. Tiltalte konfronterede dog ikke T1 med denne mistanke, men overvejede derimod to gange at gå fra ham. Tiltalte turde dog ikke gøre alvor af dette sidste, idet hun havde dårlige erfaringer fra det forhold, hun kort forinden havde afbrudt med P1 . Endvidere var tiltalte bange for at miste sin nye familie, hvor hun følte sig værdsat og "god nok". Om søndag den
juli 2011 forklarede tiltalte, at hun først på dagen var alene hjemme med F . Medens tiltalte var i færd med at lave mad eller lignende, sad F og legede på gulvet. Pludselig bemærkede tiltalte, at var forsvundet. Tiltalte gik derfor ud i gangen og fandt F F liggende på maven på det nederste trappetrin til kælderen. var F tydeligvis faldet ned af trapperne og havde slået sig. Tiltalte tog drengen op {DOK_NR} Side 13/60 til sig, og da han var trøstet, satte de sig sammen ved et bord for at se film på computeren. F sad på skødet af tiltalte, men kravlede på et tidspunkt over på en stol til venstre for hende. Her sad F et kort øjeblik, forinden han faldt ned på gulvet. Lidt senere gik tiltalte og F rundt "og fjollede". greb i den forbindelse fat i en relativ stor spisestuestol og mistede F balancen, så stolen faldt ned over ham. Tiltalte mener at huske, at F i forbindelse med de to episoder med stolene nok pådrog sig et par buler i hovedet. Han kom dog hurtigt oven på igen, så de kunne gå ud at lege. Senere kom T1 hjem sammen med V10 og installerede en medbragt vaskemaskine. Efter dette gik T1 hen til F , der sad på gulvet og legede med sit keyboard. Da T1 forsøgte at kysse på panden, F begyndte han med det samme at græde eller nærmest hulke. T1 blev så sur over dette, at han hev op i den ene arm og slæbte ham - frit F hængende i luften - ud fra køkkenet/stuen og smækkede døren hårdt i. T1 nævnte ikke, hvad han gjorde af F , og tiltalte regnede derfor med, at drengen sad nederst på trappen til kælderen. Senere kom også V9 til stede, og forinden hun og V10 tog hjem, havde T1 yderligere en gang hevet F med udenfor. Dette skete, selvom både tiltalte og V10 råbte op protesterede. På forsvareren, advokat Gert Dyrns, udspørgen forklarede tiltalte, at T1 på et tidspunkt har skrevet en sms, hvori han betegner som et F "torturbarn". Både tiltalte og V5 blev meget sur over dette, og der opstod nærmest et skænderi mellem V5 og T1 . Tiltalte drøftede også tingene med V5 , der sagde: "Nu er du endelig kommet væk fra en dominerende kæreste, hvorfor i alverden er du så gået tilbage til en ny?". Endvidere spurgte hun tiltalte, om hun - tiltalte - ikke syntes, at T1 var lidt for hård ved F . Da tiltalte svarede bekræftende, sagde V5 : "Hvorfor i alverden gør du så ikke noget ved det?". Til dette svarede tiltalte blot, at "det tør jeg ikke". Tiltalte følte på dette tidspunkt, at hun på grund af frustrationer og manipulationer var mere eller mindre handlingslammet. På forsvareren, advokat Carsten Højers, udspørgen forklarede tiltalte, at ikke blot var bange for T1 , men også stort set også alle andre F mænd. Efterhånden blev angsten for andre mænd mindre, mens den for T1's vedkommende blev værrer og værrer. At tiltalte i begyndelsen af juni måned 2012 besluttede, at F ikke skulle udlevere til sin far, P1 , var noget alle omkring hende bakkede op om. Fra omkring samme tidspunkt besluttede tiltalte i samråd med sin familie at holde hjemme fra F vuggestuen. Dette skyldtes, at tiltalte var bange for, at P1 skulle hente og derefter få overbevist myndighederne om, at drengen skulle være F hos ham. På forsvareren, advokat Gert Dyrns, udspørgen forklarede tiltalte supplerende, at der efter episoden i badeværelset gik cirka 5 minutter, forinden F var kommet sig nogenlunde til sig selv. Derimod gik der mellem 10-20 minutter, forinden var kommet til sig selv efter F {DOK_NR} Side 14/60 episoden med papiret ude i bilen. Efter en pause i afhøringen oplyste anklageren, at hun var blevet opmærksom på, at vidnerne og havde været til stede på V9 V10 tilhørerrækkerne og overværet hovedforhandlingen. Endvidere oplyste hun, at de pågældende nu havde forladt retslokalet. Advokat Charlotte Szocska nedlagde påstand om, at de tiltalte in solidum tilpligtes at betale en erstatning samt godtgørelse på i P1 alt 127.737,00 kr. med tillæg af renter efter erstatningslovens § 16, stk. 2, fra den
juli 2012, alt således som nærmere beskrevet i den fremlagte erstatningsopgørelse med dertil hørende dokumentationsbilag. På vegne de tiltalte nedlagde de beskikkede forsvarere heroverfor påstand om frifindelse, idet de - qua indstillingen til det strafferetlige skyldspørgsmål - bestred erstatningspligten. Endvidere erklærede de, at hverken de eller de tiltalte vil bestride erstatnings-/godgørelseskravet rent størrelsesmæssigt. Advokat Charlotte Szocska forlod herefter kl. 12.00 retsmødet. Efter en frokostpause afspillede anklageren en med optaget rekonstuktionsvideo. T2 T2 forklarede supplerende, at F den
juli 2011 faldt såvel på trappen som to gange fra eller med en stol. At tiltalte i grundlovsforhøret ikke fortalte om episoden med trappen skyldes, at hun var i en meget hård og presset situation. Da F faldt ned fra stolen ved siden af tiltalte, landede han på maven og slog hovedet mod i gulvet. Foreholdt, at hun under grundlovsforhøret (ekstraktens side 81) blandt andet skal have forklaret: " F faldt bagover og slog baghovedet mod gulvet. I faldet fik F "forværret den bule, han i forvejen havde i baghovedet", men var ikke mere medtaget, end at han blot grinte af det skete", forklarede tiltalte, at hun alene husker, at F faldt ned fra stolen, men ikke om han slog for- eller baghovedet i gulvet. Den bule, som F i forvejen havde i baghovedet, stammede fra en episode hjemme hos V9 og over et kødben og slog hovedet i gulvet. HvorV10 . Her snublede F når dette præcist skete, husker tiltalte ikke. Tiltalte forklarede yderligere, at T1 nok var mere frustreret end vred, da han den
juli 2011 tog F med ned i kælderen. Hvad T1 i øvrigt skulle lave i kælderen, ved tiltalte ikke, men måske skulle han se til nogle flyttekasser eller ordne vaskemaskinen. Inden V9 eller V10 den på{DOK_NR} Side 15/60 gældende dag forlod stedet, viste tiltalte hende nogle blå mærker, som F havde op langs siden af lænden og ryggen. V9 sagde i den forbindelse: "Hvad, er det T1 ?". Efter tiltaltes erindring stammede mærkerne fra en episode den
juli 2011, hvor T1 slog på drengen for at få papiret i hans hals op. At tiltalte den
juli 2011 lod T1 overtage styringen, da de kom ned i stuen med den bevidstløs F , skyldes, at han havde mere erfaring med børn, end hun havde. Da tiltalte så, at der løb væske ud af det ene øre på F , tænkte hun, at han måske havde pådraget sig et kraniebrud. At tiltalte fik denne tanke skyldes, at hun tidligere havde hørt noget herom på et førstehjælpskursus. Tiltalte reagerede alene "indvendigt" på dette, men turde ikke gå imod T1 og søge hjælp til F . Tiltalte gik derimod ind på nettet og søgte om oplysninger om vist nok "hjernerystelse" på sitet "Netdoktor". Her fik tiltalte blandt andet det råd, at man skulle forsøge at køre fingrene hen over øjenvipperne på en person, der muligvis var bevidstløs. T1 prøvede da også dette, men F reagerede ikke. På sitet stod der endvidere, at man ved bevidstløshed burde ringe 112, men da tiltalte foreslog dette til T1 , blev hun blot bedt om at slappe af og ikke opfører sig som et barn. I forbindelse med, at F anden gang blev badet - det vil sige i badeværelset på
sal - stak T1 to fingre i halsen på ham, idet han var af den opfattelse, at drengen havde fået væske eller noget andet ned i luftrøret. F var på intet tidspunkt ved bevidsthed, medens T1 bruste ham med koldt vand i badekarret på
sal. Der var ikke vand i karret, men T1 lagde blot drengen ned i dette og overbruste ham med koldt vand. Foreholdt at hun under en afhøring den
juli 2011 (ekstraktens side 1153) blandt andet skal have oplyst: " T1 lagde ham i badekarret og tog den kolde bruser og skyllede F med denne i måske 4-5 minutter. F skreg og afhørte sagde flere gange, at nu var det nok", forklarede tiltalte, "at hun nok har oplyst sådan til politiet på det tidspunkt". Afhøringen fandt sted få timer efter F var død, og det hele stod uvirkeligt for tiltalte. Tiltalte vil dog ikke bestride, at hun har oplyst som anført i rapporten, men husker i dag kun, at F lå og vendte det hvide ud af øjnene og nærmest "krampede". Herudover sagde F også "nogle lyde", men ikke "på en god måde", det vil sige "nogle underlige lyde". Da de efter badet kom ind i soveværelset og lagde F på sengen, holdt han pludselig op med at trække vejret. Dette varede i cirka 1 minut, hvorefter vejrtrækningen igen satte i gang. Efter at F havde været bevidstløs i cirka to timer, forlod T1 stedet og tog ud til en kammerat. På trods af, at tiltalte herefter var alene med F , turde hun ikke ringe efter hjælp, idet T1 jo havde formanet hende om, at hun først skulle kontakte ham. Selvom tiltalte på rekonstruktionen giver udtryk for, at hun ikke var bange for T1 , havde hun dog en del respekt for ham. Som ovenfor forklaret, havde tiltalte problemer med netforbindelsen. Uagtet dette fik hun dog skrevet flere sms'er, herunder de, der er gengivet i ekstraktens side 1026 samt Facebook-skriverierne på si{DOK_NR} Side 16/60 de
Tiltalte havde således netværksdækning til denne korrespondance, men turde desuagtet af frygt for T1 , ikke ringe efter hjælp til F . Som det fremgår af rekonstruktionen, ville T1 den
juli 2011 ikke spise noget af den mad, som tiltalte havde lavet. Han sad i stedet og sms'ede og sagde, at han ikke var sulten. Derefter tog han sin tallerken og gik ud med maden til sin hund. At T1 ikke spiste var unormalt og noget, der kun fandt sted en sjældent gang. Ej heller var det sædvanligt, at T1 afviste tiltalte, når hun ville røre eller tage om ham. Da tiltalte den
juli 2011 stod op klokken cirka 07.30, så hun blot ind i værelset til F . Drengen lå tilsyneladende og sov, og tiltalte gik derfor ikke helt hen til sengen og så, hvordan han havde det. Hertil kommer, at T1 jo havde fortalt, at han havde givet drengen en ny ble og lagt ham ind i sengen, samt at han da havde det fint. Efter at tiltalte havde sovet i yderligere en time og igen vågnede op ved 08.30-tiden kunne hun mærker, at der ligesom var noget, "der havde forladt hende på en meget underlig måde". Som vist på rekonstruktionen, råbte tiltalte flere gange "stop, stop", når T1 slog på F . At tiltalte ikke herudover foretog sig noget, skyldes, at T1 dominerede hende så meget, at hun var handlingslammet. Tiltalte forklarede yderligere, at hun under alarmopkaldet blandt andet oplyste, at hun havde set til F flere gange i løbet af natten og senest ved 08.00-tiden skiftet ble på ham. Hvorfor tiltalte sagde dette, kan hun ikke nærmere forklare. Forinden tiltalte ringede op, havde T1 givet hende de ovenfor beskrevne instruktioner om, hvad hun skulle sige blandt andre sine forældre og fogedretten. Hvad der herefter fik tiltalte til at tage T1's telefon og ringe til alarmcentralen, kan hun kun forklare med, "at hun vågnede op et meget kort sekund og traf sin egen beslutning". Tiltalte har alene en enkelt gang set, at T1 forsøgte at få F til at gå hen over spisebordet, således som forklaret under rekonstruktionen. Tiltalte har selv slået F et par gange, men kun som "et rap over fingrene", når han har været ved at brænde sig eller lignende. Tiltalte har ingen forklaring på, hvorledes F kan have pådraget sig de mange skader, der er beskrevet i obduktionserklæringen. Efter tiltaltes opfattelse har han dog nok pådraget sig de fleste under episoderne den
juli
Efter tiltaltes vurdering var F ikke mere klodset end andre børn. Selvom tiltalte kun verbalt har bebrejdet T1 hans behandling af F , mener hun, at hun har protesteret så meget som hun nu var i stand til. Tiltalte har flere gange været i kontakt med Kolding Kommune, idet hun gerne ville have hjælp og støtte til at klare F . I følge kommunen kunne man imidlertid ikke hjælpe tiltalte, så længe F ikke havde adresse i hendes nye kommune. Tiltalte forsøgte derfor at få flyttet til sin adresse i Sønderjylland, men dette lykkedes ikke, eftersom P1 F ikke ville opgive, at F havde bopælsadresse hos ham. På forsvareren, advokat Gert Dyrns, udspørgen forklarede tiltalte, at hun på det omhandlede tidspunkt var meget umoden og lod sig styre af andre. {DOK_NR} Side 17/60 På forsvareren, advokat Carsten Højers, udspørgen forklarede tiltalte yderligere, at T1 arbejdede en helt del og stort set kun var hjemme om morgenen og om aftenen. Tiltalte var tilsvarende alene med F og T1's tre børn. Selvom der i huset på Adresse 3 var to trapper, havde tiltalte og T1 ikke nået at anskaffe en afskærmning, så F ikke kunne falde ned. Som beskrevet i obduktionserklæringen, havde F blandt andet pådraget sig et lårbensbrud. Efter tiltaltes opfattelse er dette sket i forbindelse med den ovenfor beskrevne episode, hvor han sad fast i sin højstol, da T1 hev ham op i den ene arm. Først dagen efter var det, at F havde svært ved at gå og begyndte at græde af smerte. Tiltalte har ikke undladt at reagere, eller i øvrigt forholdt sig som ovenfor beskrevet, af frygt for at "tabe slaget i fogedretten". Når F faldt og rigtigt slog sig, begyndte han altid at græde af smerte. Sagen udsat til fortsat hovedforhandling: fredag den
juni 2012, kl. 09.
Retten hævet kl. 16.
Dommer Dommer Do mm er ---ooOoo--Den
juli 2012 kl. 09.00 blev retten sat på hovedtingstedet af Dommer med domsmændene nr. 169, nr. 174 og nr.
Retsmødet var offentligt.

§§ 66, stk.

juli 2012 Herudover var det i sagen tidligere fremlagte til stede. De tiltalte, og , fremstilledes og gjordes T1 T2 på ny bekendt med, at de ikke havde pligt til at udtale sig. T1 , forklarede, at han omkring den 18.-
maj 2011 traf . Dette skete under et besøg hos vidnerne V5 og , som tiltalte da mere eller mindre boede hos. Allerede V4 efter nogle få dage blev tiltalte og T2 kærester. Et par dage senere traf tiltalte F , der kom på besøg sammen med T2 . I begyndelsen var forholdet mellem tiltalte og F "stille, roligt og afslappet", og de gik hver især og "så hinanden lidt an". Efter cirka 14 dage begyndte F "blive lidt præget af omgivelserne", herunder de mange nye mennesker, han skulle forholde sig til. Navnlig begyndte F at blive bange for mænd i al almindelighed. Alt dette kom til udtryk ved, at F ikke kunne finde sig tilpas nogen steder eller finde ro i sig selv. Alt var forvirret omkring F , herunder også hans forhold til faderen, P1 , som T2 ikke ønskede skulle have ham. Tiltalte blev på en eller anden måde trukket med ind i denne problemstilling, og blev ofte spurgt til råds af T2 . I perioden frem til udgangen af maj måned kørte alt "helt almindeligt", og T2 besøgte ofte tiltalte hos V5 og V4 . T2 havde sin egen lejlighed i Kolding, men opholdt sig hovedsageligt hos V5 og V4 . Fra primo juni måned begyndte F at virke mere utryk, ligesom han ofte græd. T2 Foreholdt, at han under grundlovsforhøret den
juli 2011 (ekstrakten side 87-88) blandt andet skal have forklaret: "at han for ca. 2 måneder siden lærte anholdte at T2 kende. De mødtes hos nogle venner, V5 og , og blev hurtigt V4 kærester, således som forklaret af T2 . De første 14 dage boede de hos havde et værelse på
sal. V5 og V4 , hvor de sammen med F Den første dag var anholdte ikke ret meget sammen med F , men herefter opstod der næsten med det samme problemer imellem dem. F begyndte således at græde næsten hver gang, han så anholdte", forklarede tiltalte, at "der var noget gråd", men ikke sådan, at F græd {DOK_NR} Side 19/60 hele tiden. Selvom tiltalte har forklaret som anført, er det i dag hans opfattelse, at F først i juni måned begyndte at græde og skrige, når han så tiltalte eller nogle af de andre mænd i huset. I begyndelsen, hvor F begyndte at græde, lod tiltalte det "ligesom passere", men efterhånden blev det mere og mere belastende. Tiltalte drøftede problemet med de andre i huset, herunder . Sidstnævnte kom med det forslag, Vidne 6 at F skulle sættes udenfor døren eller have en såkaldt time-out, når han begyndte at græde. I huset boede eller opholdt der sig i alt 8-9 personer, herunder flere børn. Uanset om det var tiltalte eller en af de andre mænd, der nærmede sig F , begyndte han at græde eller skrige. Efter tiltaltes opfattelse bakkede såvel T2 som de andre voksne i huset op om det forslag, Vidne 6 var kommet med. Hensigten med time-outen var ikke at straffe F , men kun at få ham til at "køle ned", når han skreg eller græd. T2 kunne godt se, at der var et problem, men ville fra starten ikke helt bakke op om det med time-outen. T2 ændrede dog hurtigt holdning, og var selv en af dem, der satte F ud i køkkenet eller ved trappen i gangen. F var her alene, men ikke mere, end at tiltalte eller de andre kunne høre, hvis der skete ham noget. F sad ikke lukket ude, idet døren til gangen eller køkkenet altid stod åben. Såvel tiltalte som T2 og de andre, der bar F ud, gjorde dette "stille og roligt". For tiltaltes vedkommende skete det på den måde, at han tog F under begge arme og løftede ham op. Herefter bar tiltalte ham på den angivne måde ud i gangen eller køkkenet og satte ham ned på gulvet. Efter typisk 2-3 minutter holdt F op med at græde og blev igen hentet ind fra gangen eller køkkenet, "og så var det det". Som nævnt satte også T2 ud til time-out, og tiltalte skønner, at de har F gjort det nogenlunde "fifty-fifty". Tiltalte har aldrig hevet F op i en arm eller slæbt ham på denne måde, når han skulle ud i gangen. Tiltalte har heller ikke set andre gøre dette. Når tiltalte satte F til time-out, skældte han ham ikke ud og/eller sagde noget. Tiltalte tog blot F "stille og roligt" og satte ham ud. Nogle gange holdt F ret hurtigt op med at græde, når han blev sat ud til time-out. I enkelte tilfælde kunne der dog også gå op til 5 minutter, førend græderiet var overstået. Under time-outen blev F altid siddende på det sted, hvor han var blevet sat. Tiltalte har på intet tidspunkt oplevet eller set, at F havde "blodtud" eller andre skader, når han kom ind fra en time-out. Tiltalte skønner, at F dagligt blev sat til timeout 2-3 gange. Herudover kan T2 eller en af de andre i huset godt have sat F ud, når han - tiltalte - ikke var hjemme. Tiltalte vil dog afvise, at har været sat til time-out op til 10 gange om dagen, således som forF klaret af T2 . Foreholdt, at han under grundlovsforhøret (ekstrakten side 92) blandt andet skal have oplyst: "at F på den angivne måde blev sat ud i gangen skete næsten dagligt faktisk var det sådan, at han på "en god dag kun kom ud i gangen 2 gange", forklarede tiltalte, at F efter hans opfattelse maksimalt var til time-out {DOK_NR} Side 20/60 5 gange på én dag. Tiltalte forklarede videre, at han ikke på tomandshånd har drøftet med T2 , hvad kun syntes om den behandling, som F fik. Det var dog tiltaltes opfattelse, at hun "ikke virkede som om, at hun syntes, det var forkert". Tiltalte støttede denne opfattelse på, at T2 selv satte F ud til time-out og sagde, at hun godt kunne se, at hans græden og skrigen var et problem. Som ovenfor anført begyndte F at græde stort set hver gang, han så en mand. Efter at tiltalte og T2 sammen med F flyttede ud til vidnerne - tiltaltes mor og stedfar - var det sådan, at drenV9 og V10 gens skræk for mænd aftog noget. Faktisk blev det hurtigt således, at F hovedsageligt kun græd, når han så tiltalte eller V10 . Så vidt tiltalte husker, flyttede han og T2 ud til V9 og V10 omkring den
juni
Foreholdt, at han i grundlovsforhøret (ekstrakten side 92) blandt andet skal have forklaret: " F kunne godt finde på at græde, når andre kom ind i lokalet, men overordnet set var det kun, når han så anholdte", forklarede tiltalte, at F efter flytningen ud til V9 og V10 navnlig græd, når han så ham. Tiltalte "følte det træls", at F i relation til ham blev ved med at græde. Efter tiltaltes opfattelse var der ikke sket noget mellem ham og F , der kunne begrunde drengens adfærd og angst. I begyndelsen forsøgte tiltalte at "holde hovedet koldt" og blot sætte F ud til time-out, når han græd. Nogle gange har situationen dog indvirket så hårdt på tiltalte, at han har sat F "lidt hårdt ned", men stadig, medens han holdt ham under begge arme. Tiltalte har således aldrig sluppet F , medens han hang i luften, således som forklaret af T2 . Tiltalte forklarede, at han et par dage forud for den
juli 2011 havde F med i bad. Dette var vist også sket en enkelt gang tidligere. Den omhandlede dag kom tiltalte hjem fra arbejde og besluttede sig for at tage et bad i badekarret på
sal. Til stede i huset var også T2 samt tiltaltes tre børn. Tiltalte kom vand i karet og satte sig i begyndelsen med F på det ene lår, således at han ryg vendte ind mod ham - tiltalte. F havde på dette tidspunkt ikke reageret på nogen speciel måde, herunder ej heller, da tiltalte kom hjem. På dette tidspunkt var det lidt op og ned, om F begyndte at græde, når han så tiltalte. I badekarret tog F fat i kanten og rejste sig op. Samtidig begyndte tiltalte at sæbe sig ind, men fik herunder noget sæbe i øjnene. Pludselig hørte tiltalte "noget blop blop" og fik den tanke, at F var faldet ned under vandet. Tiltalte havde da stadig sæbe i øjnene, og kunne ikke se noget. Tiltalte stak dog straks hænderne ned i vandet og fik med det samme fat i F . Stadig uden at kunne se noget, satte tiltalte F ud på et håndklæde, der lå foran badekarret Tiltalte skyllede sig herefter af og så og/eller hørte ikke, hvad der skete med F . Da tiltalte igen kunne åbne {DOK_NR} Side 21/60 øjnene, stod T2 inde på badeværelset. Først nu blev tiltalte klar over, at åbenbart var faldet og slået hovedet ned i gulvet. Så vidt tiltalte husF ker, tog det ham ikke ret lang tid at skylle sig af og få sæben ud af øjnene. Ligeledes gik der kun få øjeblikke fra tiltalte hørte det beskrevne "blop blop", og indtil han fik F op af vandet. Da tiltalte satte F ud på gulvet, placerede han ham således, at han sad ned og med ryggen ind mod badekarret. Hvordan F er faldet, eller hvordan han lå på gulvet, da T2 fandt ham, så tiltalte ikke. I forbindelse med, at tiltalte hev F op af vandet, fik drengen fat i hans halskæde, så den gik itu. Tiltalte blev lidt ærgerlig over dette, men ikke vred på drengen, idet han jo ikke havde revet i kæden med vilje. Efter at T2 havde taget F op til sig, gik hun ind i soveværelset med ham. Her kastede F op, men dette skete helt af sig selv og uden, at tiltalte stak en finger i halsen på ham eller lignende. Tiltalte har ikke set F være rødspættet i ansigtet, men kun almindeligt rød i huden efter det varme bad. Foreholdt, at han under grundlovsforhøret (ekstrakten side 91) blandt andet skal have forklaret: "Dog var der en enkelt episode for ca. 1 uge siden. Anholdte var da gået op i badekarret sammen med F . De sad og legede, og under dette sad F på anholdtes ene ben. Anholdte havde fat om drengen, der sad mod ryggen ind mod ham. Medens anholdte vaskede sit hår, ville F hen for at stille sig ved kanten. I et ubemærket øjeblik skvattede F og kom ned under vandet. Anholdte fik straks F trukket op, og i forbindelse hermed greb drengen fat i hans - anholdtes - halskæde, så den gik itu. Anholdte løftede F ud af badekarret og stillede ham på gulvet, således at han kunne finde stumperne fra halskæden. Uden for badekarret gled F og faldt lidt ned på den ene arm. Efter det, som anholdte så, skete der ikke yderligere, og kort efter kom T2 ind for at tørre F . Anholdte fortalte T2 , at F havde været lidt under vandet, nærmere bestemt 3-4 sekunder. Anholdte kan ikke genkende T2's forklaring om, at F lå på gulvet og var rødspættet i ansigtet, da hun kom ind på badeværelset.", forklarede tiltalte, at han nok har forklaret som anført, men at tingene desuagtet skete, således som han nu har forklaret. Tiltalte har således ikke set falde på badeværelset eller stillet ham på gulvet. F Om lørdag den
juli 2011 forklarede tiltalte, at han denne dag havde været på arbejde sammen med V10 . Derefter tog de hjem til V9 , hvor også kom på besøg. Medens tiltalte var i færd med at tage T2 og F sig en cigaret, kom F gående gennem køkkenet og med retning ud mod gangen. Netop som tiltalte vendte ryggen til F , "skvattede han på gulvet". Tiltalte så ikke, at F faldt, og afstanden mellem dem var da mellem 1-1½ meter. Tiltalte vendte sig straks om og løftede F op. Tiltalte og F var alene, da drengen faldt, og der var således ikke andre, der så uheldet. Tiltalte kaldte straks på T2 , der sad inde i stuen og ikke kunne se {DOK_NR} Side 22/60 det sted, hvor drengen faldt. F blødte fra munden, og tiltalte sagde derfor til T2 , at det nok var bedst, at han fik lagt noget koldt på. F havde en sut i munden, da han faldt, og tiltalte forestillede sig derfor, at blødningen skyldtes, at han havde slået denne mod en af sine tænder. Da tiltalte tog sutten ud af munden på F , kunne han se, at en af hans tænder var slået løs. Tiltalte foreslog derfor også T2 , at hun skulle kontakte en tandlæge eller skadestuen. Dette navnlig også henset til, at tanden var slået "rigtig løs". Også ved en tidligere lejlighed hos V5 og V4 , var F faldet og slået munden, dog uden at der skete skade på hans tænder. Efter nu omhandlede fald kom F over til T2 og fik noget koldt lagt på munden. Endvidere hentede tiltalte en is til drengen, og gik derefter ud til V10 for at vaske en bil. 20-30 minutter senere gik Tiltalte ind for at se, hvorledes det gik med F . Drengen sad da hos T2 i køkkenet og begyndte ikke at græde, da han så tiltalte. For at adsprede F og få ham til at tænke på andet end den løse tand, tog tiltalte ham med ud til V10 , så han kunne se på, når de vaskede bil. Tiltalte gav samtidig F et stykke papir eller en serviet og sagde, at han skulle holde det op for munden, hvor det stadig blødte lidt. Herefter satte tiltalte F ind på bilens forsæde og begyndte at vaske vognen. Tiltalte stillede sig ved vinduet ud for det sted, hvor F sad, så han hele tiden kunne følge med i, hvorledes drengen havde det. På et tidspunkt gik tiltalte nogle få sekunder hen for at hjælpe V10 med at få nogle ting ud af bilen. Da tiltalte 4-5 sekunder senere kom tilbage til fordøren, så han, at F var helt rød i hovedet og havde det omtalte stykke papir strittende lidt ud fra munden. Tiltalte hev straks F ud af bilen og kunne nu konstatere, at han havde fået papiret helt ned i halsen. Af samme årsag kom der "noget panik på", hvor tiltalte bankede F 3-4 gange i ryggen samtidig med, at han holdt drengen over den ene arm. Tiltalte slog mellem skulderbladene, men ikke så hårdt, at drengen skulle kunne F få mærker af dette. Foruden at banke F i ryggen, vendte han drengen på hovedet og rystede ham i benene. Da ingen af disse ting hjalp, pressede tiltalte til sidst på drengens kæber og fik åbnet hans mund. Herefter stak tiltalte sin ene finger ned i halsen på F og fik papiret "fisket op". I forbindelse hermed bed F tiltalte i den ene finger, "men dette kunne han jo ikke gøre for". I forbindelse med, at tiltalte stak sin finger ind i munden på F , eller trak papiret ud, har han formentlig ramt den tand, der i forvejen var løs. I hvert fald var tanden pludselig væk, og tiltalte har ikke siden set den. Efter at tiltalte havde fået papiret op af halsen på F , begyndte drengen at græde. Tiltalte trøstede ham og gik ind til T2 . Det blødte stadig lidt fra den nu mistede tand, og F fik derfor lagt noget koldt på. Tiltalte kan ikke afvise, at han under episoden fik noget blod på sit tøj. Tiltalte kan ikke udtale sig om, hvor lang tid, selve episoden tog. Om søndag den
juli 2011 forklarede tiltalte, at han denne dag blandt andet var ude hos V10 for at hente nogle husholdningsmaskiner. Efter at være kommet hjem med maskinerne, var også V10 og V9 et stykke tid til stede i huset. Efter tiltaltes erindring skete der ikke noget særligt under besøget, og F var vist kun en enkelt gang ude til time-out på det neder{DOK_NR} Side 23/60 ste trin af trappen til
sal. Tiltalte har hverken denne dag eller på noget andet tidspunkt sat F ned i det lille rum under kældertrappen. Det var ikke blot på Adresse 3 , men også medens de boede hos såvel V5 og V4 som V9 og V10 , at F blev sat til time-out. Dog var det ikke hver gang, F græd, men intensiteten på 3-5 gange pr. dag var nogenlunde ens i hele perioden. Når det var helt galt med F , skete det dog også, at T2 gik lidt rundt med ham, så han ikke blev sat ud til time-out. Tiltalte husker, at hans mor - V9 - en enkelt gang har spurgt, "om det ikke var en god ide, at de fandt på noget andet i stedet for". Tiltalte svarede bekræftende på dette og sagde, "at så må T2 komme med et forslag". Dette sidste skyldtes, at tiltalte næsten ikke kunne holde ud, at F hele tiden græd. På forsvareren, advokat Carsten Højers, udspørgen forklarede tiltalte, at han for nogle år siden selv var igennem en skilsmisse og erfarede, hvorledes hans børn på da 2, 3 og 4 år blev påvirket af de store forandringer i deres dagligdag. Børnene blev kede af det, og for tiltalte at se, var det da også derfor, at F var pylret og hang meget hos sin mor. I den periode, hvor tiltalte og T2 boede på Adresse 3 i , arbejdede tiltalte det meste By 2 af dagen, nærmere bestemt fra kl. 05.45 og til kl. ca. 18.
Herudover var tiltalte nu og da også på arbejde i weekenden. Hvordan F blev passet, når tiltalte ikke var hjemme, ved han ikke noget om. F var dog hver dag hjemme hos T2 , idet han efter hendes bestemmelse ikke kom i vuggestue fra primo juni måned
Fra T2 fik tiltalte dog som regel en orientering om, hvad der var sket i løbet af dagen. Ifølge T2 havde de normalt hygget sig sammen, men dog skete det også, at F var faldet og havde slået sig eller lignende. Så vidt tiltalte husker, blev F normalt lagt i seng for at sove ved 19.00-19.30-tiden. På forsvareren, advokat Gert Dyrns, udspørgen forklarede tiltalte supplerende, at han aldrig har set T2 slå F , dog bortset fra et lille rap over fingrene, når han for eksempel ikke spise ordentligt. Tiltalte har heller aldrig slået F , hvilket også gælder "et rap over fingrene". Anklageren afspillede herefter en med struktionsvideo. T1 optaget rekon- , forklarede supplerende om episoden med den høje stol, at han og T2 samt F denne dag var på besøg hos V9 og urolig og sad nærmest og smed V10 . Medens de sad og spiste, var F med maden. Tiltalte blev hverken vred eller frustreret over dette, men besluttede dog, at F nok trængte til en time-out. Tiltalte gik derfor om og begyndte at løfte F op fra den høje stol med begge sine hænder under drengens arme. Dette foregik stille og roligt, men pludselig bemærkede tiltalte, at et eller andet gjorde ondt på F . Da han forsøgte at finde årsagen, så han, at drengens ene fod sad fast mellem bordet og stolen. Tiltalte fik foden fri, og løftede uden nogen form for dramatik F op fra stolen. Herefter gik tiltalte ud og satte F på trappen i gangen. Tiltalte skønner, at T1 {DOK_NR} Side 24/60 sad fast med sit ben i 3-4 sekunder. Tiltalte fik herefter benet løs uden at vride eller trække i F . Under episoden var det heller ikke således, at tiltalte trak så hårdt i drengen, at stolen fulgte med op. F Om episoden i kælderen søndag den
juli 2011 forklarede tiltalte, at han hørte et "gok" eller lignende, og som straks fik ham til at tænke på, at F var faldet og havde slået hovedet i gulvet. Tiltalte befandt sig på dette tidspunkt i et tilstødende lokale og så derfor ikke selve faldet. Tiltalte gik straks ud og fandt F liggende på ryggen på gulvet nedenfor trappen. Foreholdt, at han under grundlovsforhøret (ekstrakten side 89) blandt andet skal have forklaret: "Anholdte gik derefter ud i kælderskakten for at ryge en cigaret. Medens anholdte stod her, hørte han pludselig et "klask" eller lignende. Anholdte var ud fra lyden straks klar over, at F nok var faldet. Anholdte stod med ryggen til kælderrummet og ca. 3 meter fra det sted, hvor F sad. Anholdte vendte sig om og gik ind i kælderrummet, hvor F sad på gulvet i en mærkelig foroverbøjet stilling. F græd, og anholdte tog ham derfor op på armen og forsøgte at trøste ham. F havde slået hovedet og var tydeligvis noget groggy. Anholdte konstaterede også, at F havde en lille bule i baghovedet.", forklarede tiltalte, at han under grundlovsforhøret ganske rigtig forklarede som anført, men at det, han nu har forklaret, er det, "han henholder sig til". Selvom tiltalte også forklarede anderledes herom i grundlovsforhøret, var det således, at F ikke græd, men blot klynkede lidt, da tiltalte fandt ham. Endvidere havde F åbne øjne, men var fjern i blikket og ikke kontaktbar. På tiltalte virkede det som om, at F havde ondt. Med retsformandens tilladelse blev tiltalte foreholdt, at han ifølge politirapport af
oktober 2011 (ekstrakten side 1200) blandt andet skal have oplyst: "Afhørte bestemte sig for, at han ville ryge en cigaret og gik over til yderdøren, hvorfra han kunne se F . Da afhørte var næsten færdig med at ryge og skulle aske cigaretten drejede han hovedet væk, så han ikke holdt øje med F . Han kiggede væk 5 - 20 sekunder og i mellemtiden var F gået ud i mellemgangen. Afhørte hørte et dunk. Han oplyste, at gulvet er af beton og belagt med fliser. Lyden fik afhørte til at tænke "nu er han faldet igen". Afhørte vendte sig om og så F ligge på jorden. Afhørte smed cigaretten og gik straks over til F . Der var ikke umiddelbart noget F kunne falde over på stedet, hvor afhørte fandt ham. F lå på ryggen. Der lå ikke noget spidst eller skarpt på gulvet, som F kan have slået hovedet imod. F krængede sit ansigt, så det var klart for afhørte, at F havde slået sig og det gjorde ondt. Han græd dog ikke - det var ligesom om han ikke kunne. Han virkede fortumlet - øjnene "koksede". Vejrtræknin{DOK_NR} Side 25/60 gen var normal". Tiltalte forklarede, at han under afhøringen oplyste, således som anført i rapporten. Som det fremgår af rekonstruktionen, gik tiltalte fra kælderen op til T2 og fortalte, at F var faldet. De satte sig herefter sammen i sofaen i stuen, og efter cirka 10 minutters forløb begyndte F at komme til sig selv eller blive mere kontaktbar. Om F i den forbindelse var oppe at gå, husker tiltalte ikke. Ej heller erindrer tiltalte, om der allerede på dette tidspunkt var drøftelser om at ringe
Tiltalte vil dog ikke afvise, at T2 kom med forslag herom. Tiltalte var ikke direkte imod, at der blev ringet 112, men efter at F var begyndt at komme til sig selv, syntes han, at de skulle se tiden lidt an. Tiltalte pointerede dog overfor T2 , at det helt var hendes egen beslutning, om der skulle ringes til alarmcentralen. Efter at have siddet i sofaen et stykke tid, gik de hen til spisebordet for at få aftensmad. blev sat i den høje stol og spiste selv 3-4 kartofler samt noget kød. F Tiltalte havde ikke lyst til at spise noget, men dette havde intet med F at gøre. Under spisningen var T2 noget frustreret og "lidt ramt af det hele", herunder at hun næste dag skulle i fogedretten. I relation til dette sidste gav T2 blandt andet udtryk for, at hun ville gøre alt for, at F ikke skulle hjem til sin far. Efter at have spist de nævnte kartofler faldt hovedet på F bagover, som om han var træt og var ved at falde i søvn. Hovedet hang skråt bagover, men i en "naturlig" vinkel. Efter middagen tog tiltalte op af den høje stol. Tiltalte kunne tydelig mærke, at F var slap F og vanskelig kontaktbar. Tiltalte satte sig herefter hen i sofaen med F . Samtidig foreslog T2 , at de skulle ringe
Tiltalte mente dog, at de lige skulle vente lidt, idet F igen "kort havde været ved sig selv". Medens tiltalte sad i sofaen, var det lidt op og ned med F - "pludselig var han der lidt, og pludselig var han der ikke igen". For at få kontakt med F , nappede eller trykkede tiltalte ham lidt på kinden samt på arme og ben. Der var ikke tale om det, man kan kalde hårde nap og i hvert fald ikke nogle, der kunne give drengen blå mærker eller lignende. Så vidt tiltalte husker, nappede han 3-4 gange på den beskrevne måde. Herudover F "daskede" tiltalte F 3-4 gange på kinderne. Dette var små slag med moderat styrke og slet ikke noget, der kunne give skader eller blå mærker. Som det fremgår af rekonstruktionen, bed tiltalte også F i kinden, og dette "tror tiltalte nok gav lidt mærker". Tiltalte bed ikke F andre steder end i kinden. Efter at have nappet og bidt F som beskrevet, begyndte drengen at klynke lidt og komme til sig selv. Faktisk virkede F , som om han lige var vågnet op, men klart kontaktbar. Dette varede dog kun 5-10 minutter, hvorefter han igen faldt væk eller mistede bevidstheden. Kort efter begyndte F at "koge helt vildt op og blive rigtig varm". Tiltalte blev urolig for, hvad der var ved at ske med drengen. Tiltalte besluttede derfor, at de måtte forsøge at få drengen ned i temperatur. Hvorfor de ikke i stedet søgte lægehjælp, kan tiltalte ikke sige, men det er dog noget, han efterfølgende har bebrejdet sig selv. Sammen med T2 gik tiltalte i første omgang {DOK_NR} Side 26/60 ned i kælderen for at skylle F med koldt vand. Det viste sig imidlertid, at der alene kom meget varmt vand ud af bruseren. Normalt skulle der også være koldt vand i hanen, men denne dag kunne tiltalte kun få varmt vand ud af bruseren. Tiltalte og T2 tog derfor F med op til badeværelset på
sal. Her lagde tiltalte F ned i badekarret og holdt hans hoved oppe med den ene hånd. Derefter bruste han F med lunkent vand i 5-6 minutter. Denne behandling gav resultat, idet F tydeligvis blev nedkølet og til sidst havde, hvad man kan kalde "normal temperatur". Efter tiltaltes opfattelse, var han i hvert fald ikke "iskold", således som forklaret af T2 . Efter badet blev F iklædt nattøj, hvorpå tiltalte forlod huset og tog ud til sin kammerat, P6 . Forinden, og muligvis også før badet, var det, at blev svinget rundt, medens tiltalte holdt ham under begge arme. TilF talte gjorde dette for om muligt at få kontakt med F , ligesom han vidste, at drengen normalt var glad for en svingtur. Medens tiltalte svingede drengen på den angivne måde, var der kort kontakt med ham. Det samme var i øvrigt også tilfældet i nogle få øjeblikke gennem aftenen og før, tiltalte tog ud til P6 . I første omgang var det således, at tiltalte svingende F rundt, mens han holdt ham om håndleddene. Hovedet på F faldt i den forbindelse bagover, og det var tydeligt for tiltalte, at drengen ikke kunne lide dette. Tiltalte tog derfor F under armene, mens han fortsat svingede ham rundt. Tiltalte har på intet tidspunkt svinget F rundt, medens han holdt ham i benene. F reagerede under svingturen ved at om end ikke smile, så dog på en måde, så tiltalte tænkte, at "nu er han med igen". virkede ikke decideret dårlig, men snarere som om han var træt. F Foreholdt, at han under grundlovsforhøret (ekstrakten side 92) blandt andet skal have forklaret: "Anholdte forklarede videre, at han søndag aften ganske rigtigt svang F nogle gange rundt, medens han holdt ham i anklerne og siden omkring håndleddene. Dette var medens F stadig var "frisk" og skete nærmest i leg og "ikke noget vildt". F smilte da også lidt, medens han blev svinget rundt i armene. Da F blev drejet rundt med hovedet nedad, var det tydeligt, at han ikke brød sig om dette.", forklarede tiltalte, at dette skete ved en episode, der fandt sted langt tidligere end den
juli
Med retsformandens tilladelse blev tiltalte endvidere foreholdt, at han ifølge afhøringsrapport af
oktober 2011 (ekstrakten side 1205 - 1206) blandt andet skal have oplyst: "Afhørte blev forespurgt, om han i løbet af aftenen, efter F kom til skade, havde svunget rundt med F , hvortil han svarede, at dette var tilfældet. Han var ved bevidsthed på dette tidspunkt. Afhørte gjorde det for at fremkalde en reaktion. Afhørte var på dette tidspunkt ikke i tvivl om, at F's tilstand var dårlig. Afhørte vidste af erfaring, at F tidligere - når {DOK_NR} Person 6 (P6) Side 27/60 de havde leget - havde syntes godt om at blive svunget rundt i armene- Afhørte var desperat for at se et "livstegn" fra F og håbede ved svingturen enten at kunne fremkalde et grin eller et "skrål". F reagerede ved at klynke, så afhørte stoppede. Afhørte svingede blot F i armene - ikke i benene". Tiltalte forklarede, at han har oplyst til politiet som anført i rapporten. Det er således korrekt, at tiltalte var mere eller mindre desperat for at få et livstegn fra F . Hvorfor tiltalte ikke i stedet ringede 112 eller søgte lægehjælp, kan han ikke sige. T2 var det meste af tiden i køkkenet, hvor hun "for rundt om sig selv". Indimellem var hun dog også henne ved tiltalte for at se eller høre, hvorledes det gik med F . Samtidig satte hun sig som regel nogle minutter i sofaen og tog sig lidt af drengen, forinden hun igen gik ud i køkkenet for at vaske op eller lignende. Om T2 gik rundt og græd, husker tiltalte ikke. Dog erindrer tiltalte, at T2 i hvert fald græd, da F lige efter aftensmaden ikke var kontaktbar. Så vidt tiltalte husker, var hverken han eller T2 og F oppe i soveværelset, forinden han tog ud til P6 . Medens de sad i sofaen trak F fingrene ind, som om han krampede. Tiltalte tog i den forbindelse fat i drengens fingre og trak dem ud. Muligvis fik F også krampe i tæerne, men ikke andre steder. Tiltalte husker ikke, hvorvidt F i forbindelse med disse kramper var kontaktbar. Dog var det gennem hele aftenen sådan, at det var op og ned, om man kunne komme i kontakt med F . Tiltalte skønner, at der gik 1½-2 timer, fra de var færdige med aftensmaden, og indtil han tog ud til P6 . F var i dette tidsrum nu og da ved bevidsthed i op til 5-6 minutter. Hvor længe F omvendt ikke var kontaktbar, husker tiltalte ikke. Dog var det efter tiltaltes vurdering sådan, at det var nogenlunde "halv om halv", at F var ved bevidsthed, henholdsvis ikke kontaktbar. Da tiltalte forlod hjemmet, gik T2 op i soveværelset sammen med F . Foreholdt, at han under grundlovsforhøret (ekstrakten side 90 - 91) blandt andet skal have forklaret: " F blev sat i badekarret og skyllet med koldt vand. Uden at anholdte husker noget sikkert herom, var der vist også noget med, at de var henne ved en vask og skyllede drengens fødder med koldt vand. Forinden de gik op på badeværelset, og medens de sad i sofaen i stuen, begyndte F at trække sine "fingre og tæer ind". Anholdte og T2 trak fingrene og tæerne ud og efter et lille stykke tid slappede drengen igen af. Medens sammentrækningerne fandt sted, havde F åbne øjne og så på T2 . Om han var direkte kontaktbar, kan anholdte dog ikke udtale sig nærmere om. Efter denne episode samt afvaskningen på badeværelset, besluttede anholdte og T2 sig for at gå i seng. De tog F med op i soveværelset, hvor anholdte placerede drengen i aflåst sideleje. Dette skyldes, at han var "lidt væk", ligesom han stadig "krampede en smule" og "glemte at trække vejret lidt". Anholdte sagde også til T2 , at "for mig virker det, som om han virkelig raller", når han trækker vejret. Dette sidste skete, mens de stadig sad i sofaen i {DOK_NR} Side 28/60 stuen. Da F herefter blev lagt i aflåst sideleje, blev han hurtigt normal og trak vejret uden besvær", forklarede tiltalte, at han er sikker på, at han skyllede F med lunkent vand. Tiltalte vil ikke bestride, at han har forklaret som anført, men desuagtet er det ikke korrekt, at han gik med T2 og F op i soveværelset. Tiltalte husker i dag ikke det anførte om, at F var "lidt væk", samt at han "krampede en smule". Derimod er det korrekt, at F "rallede", mens de sad nede i sofaen. Endvidere var der et tidspunkt, hvor det virkede som om, at F holdt op med at trække vejret. Dette var også, medens de sad i sofaen. Tiltalte sagde i den forbindelse til T2 , at dersom det blev værrer med F , skulle hun ringe
På dette tidspunkt var tiltalte på vej ud af døren og mente, at hvis der skulle ringes 112, måtte T2 gøre dette. Hvornår, og hvor længe, F havde den omtalte "rallende" vejrtrækning, husker tiltalte ikke. Dog var det ikke noget der startede, allerede da F faldt i kælderen. Så vidt tiltalte husker, forlod han hjemmet og tog ud til P6 lidt før kl. 23.
Tiltalte var hele tiden bekymret for F og tænkte meget på, hvordan det gik ham. Også drengens hele situation omkring faderen, samt hvorledes det skulle gå T2 i fogedretten, bekymrede tiltalte. Disse bekymringer havde dog ingen betydning for tiltalte og T2's overvejelser om, hvorvidt der skulle ringes
Efter at have været hos P6 nogle timer, forlod tiltalte stedet og kørte lidt rundt "på må og få" for at tænke over hele sin situation, herunder sit forhold til T2 . Tiltalte mener at huske, at klokken var godt 03.00 eller godt 04.00, da han kørte fra P6 . Medens tiltalte kørte rundt i sin bil, funderede han over tingene og kom først hjem til T2 og F , da klokken var cirka 05.
Medens tiltalte kørte rundt, talte han også i telefon og havde blandt andet kontakt med et såkaldt "træfpunkt". Dette sidste skete alene med det formål, at have nogen at tale med. Foreholdt de historiske teleoplysninger fra hans mobiltelefon, jf. ekstrakten side 1041-1044, forklarede tiltalte, at han ikke vil bestride at have foretaget de beskrevne opkald, herunder til TDC chat-telefonen "Det frækkeste chat telefon mødested". Tiltalte havde kun telefonisk kontakt over chat-telefonen og mødtes ikke med nogen af dem, han talte med. Tiltalte forklarede videre, at han lagde F ind i sin egen seng, da han stod op for at tage ud til V10 , alt således som vist på rekkontruktionsvideoen. Tiltalte gjorde dette for at F kunne sove lidt længere, når T2 vågnede og stod op for at skulle i fogedretten. Da tiltalte tog F var det "halvmørkt", vist nok fordi persiennerne var trukket for. Det eneste, som tiltalte bemærkede ved F , da han bar ham ind på værelset, var, at han havde et enkelt lille blåt mærke på den ene kind. Anklageren dokumenterede det i ekstrakten side 193 indsatte fotografi af F . {DOK_NR} Side 29/60 Tiltalte forklarede, at F "slet ikke så sådan ud", da han flyttede ham fra soveværelset og ind i drengens egen seng. Tiltalte forklarede videre, at han straks gik i seng, da han ved 07.00-tiden kom tilbage fra V10 . Tiltalte var ikke forinden henne og se, hvorledes havde det. Det næste som skete var, at tiltalte vågnede ved, at T2 F meget højt skreg: "Han er død, han er død, han er død". Tiltalte sprang straks op og løb ind til T2 , der befandt sig i F's værelse. Som det fremgår af rekonstruktionsvideoen ringede T2 herefter
Forinden opkaldet sagde tiltalte til T2 , at hun skulle forsøge at bevar roen og holde fokus samt blot forklare, hvad der var sket i løbet af den foregående dag og aften. Tiltalte sagde derimod intet om, hvad T2 skulle sige til sine forældre, eller når hun gav møde i fogedretten. Medens T2 talte med alarmcentralen, gav tiltalte F noget tøj på, hvilket "jeg bare gjorde". Efter tiltaltes opfattelse, var det "hans måde at tackle det hele på". På forsvareren, advokat Gert Dyrns, udspørgen, forklarede tiltalte, at han ikke har nogen erindring om det, som T2 forklarede om, at hun skulle hente nogle vatpinde. Med retsformandens tilladelse blev tiltalte foreholdt, at han ifølge afhøringsrapport af
oktober 2011 (ekstraktens side 1205) blandt andet skal have oplyst: "Afhørte oplyste, at han forsigtigt stak vatpindene ind i F øre, for at se om der var blod på, hvilket ikke var tilfældet. Afhørte tror ikke, at han rensede sine egne øren med vatpindene. Han smed vatpindene i skraldespanden i køkkenet. Forespurgt kan det være, at han lagde dem i askebægeret på bordet i stuen". Tiltalte forklarede, at han i dag ikke husker noget om det med vatpindene. Anledningen til, at tiltalte tog ud til P6 var, at de skulle tale om noget med nogle penge. Påny adspurgt af anklageren forklarede tiltalte, at "man godt kan sige", at han fungerede som en slags reservefar for F . Denne rolle fik tiltalte "stille og roligt" og begyndende allerede fra det tidspunkt, hvor de boede hos V5 og V4 . Som det fremgår af rekonstruktionsvideoen var der under trappen i huset på Adresse 3 et lille rum, der omtales som "skammekrogen". Denne benævnelse var dog kun noget tiltalte og T2 brugt for sjov, og F har aldrig været sat ind i rummet, men kun sat nedenfor trappen. Tiltalte husker ikke, hvem der kom på det med "skammekrogen", men det var dog ham, der under den første besigtigelse af huset sagde, at rummet kunne bruges som skammekrog. Når F blev sat ud forneden på trappen, kunne det være såvel trappen til kælderen som trappen til
sal. Så vidt tiltalte husker, er F dog kun 2 gange blevet placeret forneden på trappen til kælderen. Samtidig med dette, har tiltalte været til stede i kælderen. {DOK_NR} Side 30/60 Om sin søn, P3 , forklarede tiltalte, at drengen - på grund af aldersforskellen - syntes, at F var noget "træls" og irriterende. Dette skyldtes blandt andet, at F ofte tog P3's ting, når de legede. Sådan som tiltalte så situationerne, tog P3 det helt normalt og kom blot hen og sagde, at F havde taget nogle af hans ting. Tiltalte hjalp herefter P3 med at få tingene tilbage og afklarede dermed situationen. Tiltalte har aldrig set P3 hverken slå eller bide F . Derimod har tiltalte en enkelt gang overværet, at P3 skubbede til i forbindelse med en eller anden uenighed. Tiltalte F skældte P3 ud og sagde, at dette måtte han ikke gøre en anden gang. Tiltalte kan ikke give nogen forklaring på, hvorledes der på F er fundet mærker fra bid, der kan hidrøre fra et barn. Bortset fra de små klask, tiltalte gav F på kinderne for at få kontakt med ham, har han ikke slået drengen. Dog var der et enkelt tilfælde, hvor F var fuldstændig hysterisk og fik et enkelt klask i bagdelen udenpå bleen. Denne episode fandt sted ude hos V5 og V4 . Som ovenfor forklaret, har tiltalte set, at T2 har givet F et rap over fingrene. Dette er sket 5-10 gange, men hvor hårdt T2 slog, kan tiltalte ikke sige noget præcist om. Tiltalte har ikke selv givet F noget rap over fingrene, og når T2 har gjort det, har det typisk været fordi, drengen sad og "pillede ved et eller andet på bordet". Som forklaret af T2 , kom F ofte tilbage med en "blodtud" eller andre skader, når han havde været ude til time-out eller været alene med tiltalte. Dette kan tiltalte ikke genkende, idet han aldrig har set F komme tilbage med skader efter en time-out. Derimod har tiltalte af T2 fået fortalt, at F en enkelt gang med vilje havde dunket sit hoved ned i gulvet. Når har været alene med tiltalte, har han ikke opført sig på nogen speciel F måde eller på en facon, hvor han kunne pådrage sig skader. Om de mange skader, der er beskrevet i obduktionserklæringen, forklarede tiltalte, at han ikke kan give nogen eksakt forklaring på disse. Efter tiltaltes opfattelse kan skaderne i hovedet dog sandsynligvis henføres til den episode, hvor F fik et stykke papir eller en serviet ned i halsen. Ved den lejlighed tog tiltalte ret hårdt fat i drengens kæber og omkring munden for at få papiret op. Tiltalte bemærkede dog ikke, at F den følgende dag havde nogle særligt markante blodunderløbne mærker i ansigtet. Foruden det med papiret var F også et par dage forinden faldet ned ad en trappe. Til dette kommer, at tiltalte jo som forklaret daskede F lidt på kinderne, da han forsøgte at få ham kontaktbar om aftenen den
juli
Tiltalte kende angiveligt heller ikke noget til de mange bidemærker, der er fundet på kan F . Ej heller kan tiltalte give nogen forklaring på, hvorledes F have brækket sit ene ben. Det eneste som tiltalte i den forbindelse kan komme i tanke om, er, at F et par dage efter episoden med den høje stol, havde svært ved at støtte på det ene ben. Der gik imidlertid blot et par timer, førend F igen spadserede normalt rundt på benet. Hvad angår det kon{DOK_NR} Side 31/60 staterede brud på drengens ene arm, er dette ikke noget, tiltalte har kendskab til. Som vidne fremstod ambulanceredder , der behørigt Vidne 20 formanet forklarede, at han mandag den
juli 2011, kl. 08.55, blev sendt til adressen Adresse 3 , . Anledningen var, at By 2 der til alarmcentralen var indløbet anmeldelse om, at der var fundet et dødt barn på adressen. Sammen med sin kollega, , ankom Vidne 21 vidnet til stedet klokken lidt over 09.
Det overraskede dem begge, at der ikke stod nogen udenfor huset eller i døren for at tage imod. Vidnet og hans kollega gik om til bagdøren, hvor en mand - det vil sige T1 - i det samme lukkede op. Til stede var også en ung kvinde, det vil sige tiltalte . Af de 2 virkede fattet, mens T2 T2 T1 var helt tavs. var den, der førte ordet, medens T2 T1 gik og "smågræd en lille smule med små krokodilletårer". Med "krokodilletårer" mener vidnet, at gik rundt og "smågræd T2 lidt uden lyd". Efter at have hilst på de tiltalte gik vidnet op på børneværelset, hvor han fik øje på en barneseng. I denne lå der en dreng på ryggen og med en sut i munden. En dyne var trukket op til drengens skuldre, ligesom han var iklædt almindelig tøj, nærmere bestemt et par smækbukser eller lignende. På højre side af hovedet havde drengen en "blåfarvning". Vidnet undersøgte drengen efter en fastlagt procedure vedrørende genoplivning af børn. Det viste sig dog hurtigt, at der hverken var åndedræt eller puls, ligesom der var tydelige tegn på dødsstivhed. Efter vidnets erfaring som ambulanceredder, går der normalt omkring 6 timer, forinden dødsstivheden indtræder. I forhold til det, som vidnet oplevede i familien og den måde, drengen lå på, var der ikke noget, der specielt undrede ham. Via sin radio var vidnet i kontakt med alarmcentralen og informerede om, hvad han og kollegaen havde fundet. Det var så op til alarmcentralen at informere politiet. Fra alarmcentralen fik vidnet dog besked om, at politiet allerede var på vej. Der var ikke noget i den måde, som drengen så ud på, der for vidnet indicerede, at politiet skulle hidkaldes. Af den almindelige procedure følger det blot, at politiet skal orienteres om en dødfunden person. Det er så politiets vurdering, om de skal tage ud til findestedet. Fra T1 fik vidnet og hans kollega oplyst, at han senest havde haft kontakt med drengen kl. cirka 06.
Hvad denne kontakt nærmere bestod i, oplyste T1 ikke. Med retsformandens tilladelse blev vidnet foreholdt, at han i følge afhøringsrapport af
juli 2011 (ekstrakten side 829) blandt andet skal hav oplyst: "Afhørte kunne ikke få tin gene til at passe sammen, idet han vurderede nu afdøde til at have været død i adskillige timer. Ud fra skaderne på nu afdøde, samt den oplysning at barnet skulle have været i live klokken 06.10 da det blev lagt ind i tremmesengen, fik afhørte til straks at tage kontakt til Falcks vagtcentral for at gøre opmærksom på, at politiet var ønsket på stedet". {DOK_NR} Side 32/60 Vidnet forklarede, at han på findestedet blev afhørt af politiet og blandt andet oplyste som anført. Vidnet forklarede yderligere, at folks reaktion på et barnedødsfald kan variere lige fra chok og til en hysterisk tilstand, hvor de for eksempel kommer løbende ud på gaden med barnet. På forsvareren, advokat Gert Dyrns, udspørgen forklarede vidnet, at det han ved ankomsten registrerede i relation til var, at hun stod og T2 græd. Vidnet gik herefter op i soveværelset, medens kollegaen primært tog sig af kontakten til . T2 Som vidne fremstod ambulanceredder , der behørigt forVidne 21 manet forklarede, at han den
juli 2011 blev sendt til adressen, Adresse 3 , , sammen med sin kollega, By 2 Vidne 20 . Vidnet og hans kollega var de første, der ankom til stedet, og havde allerede undervejs planlagt proceduren i forhold til det, de forventede at finde på adressen, nemlig en vuggedød. Vidnet gjorde sit udstyr klar, samtidig med at han og kollegaen gik frem til stedet. Her traf de et ungt par, nærmere bestemt de tiltalte. Kollegaen gik op i børneværelset og kaldte kort efter på vidnet og sagde, at "det er håbløst - barnet er dødt". Sammen med kollegaen gik vidnet hen til barnesengen og konstaterede, at der var sikre dødstegn. Vidnet hæftede sig ved, at barnet lå fuldt påklædt og "sådan meget lige for i sengen og med dynen trukket helt op til skuldrene". Normalt, hvis man kommer ud til et barn, der har lidt eller ikke kunnet få luft, ligger det i en meget mere akavet stilling. Vidnet hæftede sig også ved, at derpå højre side af barnets hoved var en skade eller et blåt mærke. Under opholdet i huset tog vidnet sig hovedsageligt af . Imedens gik rundt i T2 T1 huset og havde navnlig kontakt til vidnets kollega. var ked T2 af det og nærmest hulkede. Vidnet satte sig sammen med hende i sofaen i stuen og med det primære formål at støtte eller tage sig af hende. Set i forhold til det, der var sket, var situationen forholdsvis rolig og anderledes end det, vidnet har oplevet i lignende tilfælde. Efter vidnets opfattelse var T1 mere fokuseret på de praktiske ting, der skulle gøres, ligesom han gik rundt og forklarede sig. Det undrede også vidnet, at ikke T2 mere opsøgte sit barn, end hun gjorde. Samlet virkede det på vidnet som om, at de tiltalte mest var fokuseret på det praktiske, samt at "alt var afklaret forinden vi ankom". Med andre ord havde man affundet sig med, "hvad var sket, var sket". Med retsformandens tilladelse blev vidnet foreholdt, at han ifølge afhøringsrapport af
juli 2011 (ekstraktens side 834) blandt andet skal have oplyst: "Stedfaren, T1 , gik rundt og røg cigaretter og virkede nervøs. Han var meget kold, og sagde på et tidspunkt til T2 : "Du må undskylde, men der er altså nogle praktiske ting, der skal laves", hvilket afhørte syntes var en {DOK_NR} Side 33/60 mærkelig adfærd i denne sammenhæng. T1 græd på intet tidspunkt, og var meget fattet". Vidnet forklarede, at han under afhøringen blandt andet oplyste til politiet, således som anført i rapporten. Det beskrevne stemmer efter vidnets opfattelse godt overens med det, han observerede omkring . Hvad T1 nærmere tænkte på af "praktiske ting", er vidnet ikke klar over. T1 I situationen opfattede vidnet udtalelse som om, at "nogen T1's skal jo tale med folk osv.". Endvidere var det vidnets opfattelse, at T2 skulle vide, at "der er én, der er nødt til at forholde sig til, at der er nogle fremmede i huset, som spøger om nogle ting". Under opholdet på stedet blev vidnet opmærksom på en skål, der indeholdt noget rødbrunt vand, og som stod på sofabordet. Vidnet henledte politiets opmærksomhed på dette, ligesom han vist nok spurgte , om det var hundens drikkevand. T2 På forsvareren, advokat Carsten Højers, udspørgen forklarede vidnet, at han ikke "som sådan" talte med om, hvad der var årsagen til T2 drengens død. Med retsformandens tilladelse blev vidnet foreholdt, at han i følge ovennævnte rapport (ekstrakten side 834) blandt andet også skal have oplyst: " T2 forklarede, at afdøde søndag den
juni 2011 var faldet ned ad en trappe og slået hovedet. Afdøde havde slået hovedet kraftigt, og da hovedet ramte jorden havde der sagt højt "klask". T2 nævnte intet vedrørende skadestuebehandling eller følgeskader, men det var i den sammenhæng, at de havde tørret afdøde med kluden". Vidnet forklarede, at han "ikke ordret" husker at have oplyst til politiet, således som anført i rapporten. På forsvareren, advokat Gert Dyrns, udspørgen, forklarede vidnet, at det ikke er hans opfattelse, at folks reaktion ved en vuggedød kan spænde fra chok og til hysteri, således forklaret af hans kollega, . Vidnet har Vidne 20 aldrig oplevet, at han er kommet ud til et sted, hvor et barn er dødt, og hvor forældrene "blot sidder og venter". Sagen udsat til fortsat hovedforhandling: mandag den
juli 2012, kl. 09.
Retten hævet kl. 14.
Dommer Dommer Dommer {DOK_NR} Side 34/60 ---ooOoo--Den
juli 2012 kl. 09.00 blev retten sat på hovedtingstedet af Dommer med domsmændene nr. 169, nr. 174 og nr.
Retsmødet var offentligt.

§§ 66, stk.

2, og 91 er overholdt. Rettens nr. K01-2161/2012 Politiets nr. SA6-2012-6253-0514 Anklagemyndigheden mod Tiltalte 1 (T1) CPR nr. 1 Tiltalte 2 (T2) CPR nr. 2 og - Fortsat hovedforhandling For anklagemyndigheden mødte Statsadvokaten ved . Som beskikket forsvarer for jer. mødte advokat Carsten Hø- T1 Som beskikket forsvarer for Gert Dyrn. Anklager T2 mødte advokat De tiltalte, og , fremstilledes og gjordes T1 T2 på ny bekendt med, at de ikke havde pligt til at udtale sig. Det i sagen tidligere fremlagte var til stede. Som vidne fremstod sundhedsplejerske , der behøVidne 3 rigt formanet forklarede, at hun er kommet hos F ' familie, siden drengen blev født. Vidnet har i hjemmet set F i alt 15 gange, og begyndte at bekymre sig for drengen, da han var 3-4 måneder gammel. Bekymringen gik da på øjenkontakten med F samt kontakten som sådan mellem far, mor og barn. Vidnet vejledte og rådgav i den forbindelse forældrene om mor-, far- og barn-relationer, samt hvordan børn udvikler sig, henholdsvis hvad de har brug for. Forældrenes reaktion var, at de gerne ville have råd og vejledning, hvilket især gjaldt T2 , der gerne ville gøre, hvad vidnet forslog. I september 2010 traf vidnet F ' biologiske farmor. Dette var under et trepartsmøde, hvor vidnet havde indkaldt en socialrådgiver, og hvor også F samt hans forældre var til stede. Mødet fandt sted hjemme hos forældrene, og socialrådgiverens deltagelse skyldes, at vidnets bekymring var blevet {DOK_NR} Side 35/60 så stor, at hun havde brug for, at andre så og tog del i denne. Socialrådgiveren er herefter den, der træffer beslutning om eventuelle foranstaltninger i hjemmet. Farmoderen gav ved mødets begyndelse udtryk for, at hun deltog, fordi faderen, P1 , angiveligt gik i forsvarsposition, når vidnet beskrev sine bekymringer omkring F . I forlængelse heraf fortalte vidnet om de bekymringer, hun havde i relation til F . Endvidere fortalte socialrådgiveren om de muligheder, der var for at hjælpe og støtte familien. Efter vidnets opfattelse, var mødet noget ubehageligt, idet hun fik opfattelsen af, at der "blev set forkert på T2 ", herunder fejlagtiggjort i nogle af de udtalelser og synspunkter, hun fremkom med. Da socialrådgiveren og farmoderen var gået, sagde vidnet dette til P1 og T2 , ligesom hun påpegede, at hun syntes, "det måtte være hårdt at være T2 ". Til dette bemærkede P1 , at "det nok var fordi, hans mor forsvarede ham". På dette tidspunkt var F cirka 6 måneder gammel, og vidnets bekymring for ham gik primært på, at han var stille, observerende og ked af det. Med andre ord var F ikke bare en "sprudlende dreng med glimt i øjnene". Endvidere kunne vidnet høre, at "rytmen ikke var så god", samt at F var "lidt mere stiv", nærmere bestemt sådan, at han knyttede hænderne mere end man normalt gør i den alder. Også i tiden efter det nævnte trepartsmøde fortsatte vidnets bekymringer for F ' trivsel. Efter aftale med P1 og T2 fik vidnet i november 2010 skrevet op til en vuggestueplads. F blev opprioriteret og beF gyndte den

januar 2011 i vuggestuen. Dette var efter vidnets opfattelse et godt tiltag, idet andre så også kunne følge med i drengens trivsel samt give forældrene fornøden råd og vejledning. Vidnet kontaktede også socialrådgiveren for at høre, hvordan det gik med F . Så vidt vidnet husker, havde socialrådgiveren da været en enkelt gang på besøg hjemme hos F og hans forældre. I begyndelsen af 2011 var F motorisk en dygtig dreng, men stadigvæk ikke bare "den glade dreng". F var omkring dette tidspunkt også begyndt at blive mere syg, herunder en astmatisk lidelse samt diarré. Såvel dette, som at forholdet mellem drengens forældre tydeligvis ikke var godt, bekymrede vidnet. På et tidspunkt i begyndelsen af 2011 aftalte vidnet et møde i F ' vuggestue. Til dette møde kom også P1 . I slutningen af februar 2011 lavede vidnet på ny en underretning til socialrådgiveren, idet hendes bekymring for F ' trivsel nu var så stor, at hun mente det nødvendigt, at der blev iværksat foranstaltninger eller givet familien yderligere hjælp. Den
maj 2011 afholdt vidnet endnu et trepartsmøde med familien. Mødet blev afholdt i en studielejlighed, som T2 netop havde fået i Kolding. Ved ankomsten til stedet, var T2 ikke hjemme, men kom lidt senere sammen med F fra Sønderjylland. 15-20 minutter senere ankom også P1 til mødet, hvori tillige deltog socialrådgiveren. Under mødet blev vidnet stærkt bekymret for F og far-, mor- og barn-relationen. Vidnet fortalte på mødet, at hun ikke syntes, det var godt for F , at han på skift var en uge hos hver af sine forældre. På dette tidspunkt var P1 og T2 gået fra hinanden, hvilket var sket allerede i februar måned
For vidnet var det tydeligt, at forældrene ikke talte særlig godt sammen, samt at de hele tiden var i forsvarsposition. T2 , der netop havde været indlagt, ville meget gerne lytte til vidnet og tage imod den hjælp, hun foreslog. T2 var {DOK_NR} Side 36/60 selv bekymret for at passe F og havde en del problemer med sit eget helbred. Måske derfor sagde hun, at hun så måtte lade være med at have F , samt at "så må P1 have ham hele tiden". Til dette svarede vidnet og socialrådgiveren, at det ikke var nu, T2 skulle tage stilling til noget sådant. Som afslutning på mødet blev man enige om, at T2 skulle have besøg af en familiekonsulent. Endvidere aftalte man, at parret og F skulle have hjælp fra Familiecentret, et sted hvor man kan komme som familie og få dybdegående råd og vejledning. På mødet virkede F frustreret og ked af det. Blandt andet reagerede drengen slet ikke på, at han i forbindelse med et bleskift blev overladt til vidnet, da T2 gik ud for at åbne døren for P1 . I forlængelse af dette, og da P1 gik hen til F , begyndte han at græde voldsomt. Der var således mange ting på mødet, der gjorde vidnet dybt bekymret. Under mødet fortalte T2 , at hun befandt, eller opholdt, sig hos nogle venner i Sønderjylland. Så vidt vidnet husker, sagde T2 ikke noget om, hvorvidt hun havde tænkt sig at blive fast hos disse venner, men kun at det var der, hun var i øjeblikket. Den
juni 2011 blev der afholdt et nyt trepartsmøde i T2's ovennævnte lejlighed. I mødet deltog vidnet, socialrådgiveren, T2 og F samt T2's far og hans samleverske. Hverken , deltog i mødet. T2 virP1 eller T2's nye kæreste, tiltalte T1 kede mere glad og fortalte, at hun havde fundet en ny kæreste og ville bosætte sig i Sønderjylland. F gik rundt og legede med tingene, ligesom han blev lidt sur, da vidnet ville undersøge ham. F magtede således at protestere, ligesom han gik hen til såvel T2 som morfaderens samlever og fik et kram. Vidnets indtryk var, at F virkede bedre tilpas. Ved sin undersøgelse af F kunne vidnet konstatere, at han var bleg og let undervægtig. F havde ikke mærker, som vidnet specielt hæftede sig ved. Drengen havde således alene nogle skrammer, som er naturligt for børn i den alder og som jo falder over legoklodser og andre ting. At T2 ville bosætte sig i Sønderjylland havde den praktiske betydning, at hun skulle få flyttet bopælsadressen for F ned til sig, og således at sagen kunne overdrages fra Kolding til Tønder Kommune. Socialrådgiveren vejledte T2 om disse praktiske ting, og det var da fortsat tydelig, at hun gerne ville have hjælp til sig selv og barnet. T2 tilkendegav således, at hun ville sørge for at få plads til F i en daginstitution samt kontakte et familiecenter i By 3 . På tidspunktet for mødet var F ikke i daginstitution, hvilket han formentlig ikke havde været siden begyndelsen af juni måned. På dette tidspunkt fik vidnet nemlig en telefonisk henvendelse fra P1 , der fortalte, at til ham og nu også holdt drengen hjemme T2 ikke ville udlevere F fra vuggestuen. Dagen efter ringede T2 og bekræftede disse oplysninger, ligesom hun sagde, at hun nu ville beholde F hjemme hos sig og tage skridt til, at hun kunne få den fulde forældremyndighed over drengen. På trods af de beskrevne fremskridt med F , var vidnet også efter mødet den
juni 2011 stærkt bekymret for drengens trivsel. Denne bekymring gik blandt andet på, at F ikke længere kom i vuggestue, samt at vidnet ikke kendte de forhold, hvorunder drengen nu levede, herunder T2's oplysning om, at hendes nye kæreste, , netop var prøveløsladt fra T1 afsoning af en fængselsstraf. Ifølge de oplysninger, T2 gav under mødet, {DOK_NR} Side 37/60 fungerede tingene godt mellem F og T1 , der blandt andet havde nogle børn, som drengen legede med. Vidnet drøftede sin bekymring med socialrådgiveren og var med i dennes overvejelser om, hvilket behov familien havde for hjælp eller støtte. Vidnet har på intet tidspunkt haft mistanke om, at F blev udsat for fysisk vold. På forsvareren, advokat Gert Dyrns, udspørgen forklarede vidnet, at hun med det ovenfor anførte om, "at det var hårdt at være T2 " mener, at T2 hele tiden blev korrigeret og af samme årsag ligesom "blev stille og trak sig". Selvom vidnet var meget bekymret for F ' trivsel, var der dog ikke tale om noget, der kan betegnes som vanrøgt af drengen. Som vidne fremstod , der behørigt formanet forklarede, at han V4 har kendt tiltalte i cirka 4 år. De har været gode venner, lige T1 indtil den tragiske begivenhed med F . Også har T2 vidnet kendt i cirka 4 år. Bekendtskabet med T2 blev indledt på et tidspunkt, hvor hun boede i Kolding sammen med F's far, P1 . Vidnet bor sammen med på Adresse 4 i Vojens. I maj måned V5 2011 boede T1 en overgang hos dem, og fra slutningen af måneden opholdt T2 sig også en del på stedet. Så vidt vidnet erindrer, boede eller opholdt T1 og T2 sig hos dem i cirka 1 måneds tid. T2 havde sin søn, F , hos sig, og hverken hun eller T1 havde noget arbejde. Af samme årsag opholdt de sig primært hjemme hos vidnet og V5 . Selvom F havde en vuggestueplads i Kolding, kom han ikke i institutionen, men blev holdt hjemme af T2 . Da T2 flyttede ind, eller tog ophold, hos vidnet og V5 , var F "en lille glad dreng", der tilsyneladende havde det fint. Der skete imidlertid ret hurtigt det, at F helst ville være hos T2 og trak mere og mere hen mod hende. F begyndte samtidig at være pyldret og græde meget. Af samme årsag blev F oftere og oftere sat ud på trappen til time-out. Dette skete navnlig i forbindelse med, at F begyndte at græde og ville over til sin mor. I disse situationer satte både T2 og T1 ud på trappen, indtil han holdt op med at græde. Vidnet skønner, at F begyndte at ændre adfærd, da han og T2 havde opholdt sig på steF det i cirka 1 uge. Forholdet mellem T1 og F var ikke optimalt, idet drengen tydeligvis var meget sky og krævede tid til at lære nye mennesker at kende. I relation til T1 var dette rigtigt svært, og hver gang T1 "ville være der lidt for ham", begyndte drengen at græde og søge over mod T2 . Blandt andet i sådanne situationer var det, at T2 eller T1 tog F og satte ham ud på trappen. F blev altid placeret på det nederste trin på trappen op til husets første sal. Nogle gange begyndte F også at græde, når andre mænd, herunder vidnet, gik hen til ham. F's græden var dog klart mest markant i forhold til T1 , og ret hurtigt blev det således, at drengen reagerede med klynken og søgte hen til sin mor, så snart T1 blot viste sig i lokalet. Vidnet husker ikke i dag, om døren blev lukket ud til gangen, når F blev placeret på trappen. Nogle gange var det dog tilfældet, men i hvilket omfang, husker vidnet ikke. Efter det, som vidnet så, blev F altid løftet op ved at blive taget under begge arme, og derefter båret ud i gan{DOK_NR} Side 38/60 gen. I begyndelsen forsøgte T1 at få skabt et trygt forhold til F , også selvom drengen græd, når han ville tage ham op. Da F begyndte at græde oftere og oftere, blev T1 frustreret og spurgte sig til råds hos blandt andre vidnet og V5 . Vidnet gav i den forbindelse T1 det råd, at han ikke skulle sætte F ud på trappen, men blot være den, der gik ud og hentede ham. T1 kunne herved give F det indtryk, at han "var den gode", der kom og hjalp ham. I den følgende tid blev T1 imidlertid mere og mere frustreret og ked af det, hvilket blandt andet kom til udtryk derved, at han for eksempel gik lidt ud i haven for at slappe af. Vidnet har alene overværet en enkelt episode, hvor såvel T2 som T1 har grebet F i den ene overarm og løftet ham op. Vidnet blev så sur over dette, at han måtte gå udenfor huset. Herudover påtalte V5 det skete overfor T2 og T1 . Efter at F var blevet løftet op på den angive måde, blev han båret hen over gulvet i én arm og sat ud på trappen. Når F blev sat ud på trappen, kunne han sidde der fra 2-3 til 5-10 minutter. Tidsrummet varierede og var afhængigt af, hvornår F holdt op med at græde. Til sidst blev F sat så ofte ud på trappen, at vidnet eller V5 af sig selv begyndte at hente ham ind. Vidnet har ikke støttet op omkring ordningen med, at F skulle sættes ud på trappen, når han græd. Vidnet har tværtimod flere gange sagt til T2 , at han syntes, at det med timeout'en var en dårlig ide, samt at de burde finde en anden løsning på problemet med F . Vidnet forklarede, at T2 i begyndelsen godt kunne sætte sig ned og lege med, eller synge for, F . Dette gjorde T2 faktisk mange gange om dagen. Langsomt skete der imidlertid det, at "kærsteriet med T1 " blev sjovere og fjernede hendes fokus fra F . Vidnet husker en episode, hvor T1 og T2 gerne ville i byen til et eller andet arrangement. Da ingen kunne passe F , sagde T2 blot, at "så må han blive alene her - han sover jo alligevel". Både vidnet og de andre, der var i huset, blev temmelig vrede eller fortørnet over denne udtalelse. Vidnet og de andre tog sig dog af ligge F , efter at vidnet forinden havde sagt, at hvis T2 lod F alene, "røg hun ud af huset". Som ovenfor anført begyndte F at græde mere og mere, når han så T1 . Hvorfor dette skete, er vidnet ikke klar over. Vidnet har alene set, at T1 har reageret på F's græden, ved at sætte ham ud på trappen. Herudover husker vidnet en episode, hvor T1 havde med i et vandbassin. Pludselig begyndte F at skrige helt vildt. F Herunder svingede T1 rundt i begge arme, selvom det var tydeligt, F at drengen ikke kunne lide det. Samtidig med at T1 svingede F rundt om sig, var drengen nede under vandet. Efter svingturen tog T1 op F og afleverede ham til T2 . Vidnet har ikke set hverken T2 eller T1 slå eller give F et "rap over fingrene". Vidnet ikke har set, hvorledes blev sat ned, eller placeret, når han blev sat ud på trappen. Dette F skyldes, at vidnet som oftest sad inde i stuen og ikke kunne se ud i gangen eller for eksempel var gået ud i haven. Vidnet bekendt har V5 nok set mere til dette. Nogle gange har vidnet oplevet, at F begyndte at græde mere, når han først var placeret på trappen. Herefter er døren blot blev lukket, og vidnet har ikke set eller hørt yderligere. Kort efter skete der flere gange {DOK_NR} Side 39/60 det, at F kom ind og straks igen begyndte at tude, når han så T1 og T2 . Herefter blev han atter sat til timeout på trappen - noget der kunne gentage sig flere gange om dagen. Når døren til gangen blev lukket, var det ikke således, at hverken T2 eller T1 blev ude hos F . Med retsformandens tilladelse blev vidnet foreholdt, at han ifølge afhøringsrapport af
juli 2011 (ekstrakten side 849) blandt andet skal have oplyst: " T1 har dog sagt, at han godt kunne komme til at miste besindelsen overfor F , når han græd meget og var pyldret og bare ville sidde hos mor". Vidnet forklarede, at han under afhøringen hos politiet oplyste som anført, samt at dette også stemmer overens med det, som T1 sagde. T1 har selv tre børn, men vidnet har aldrig set ham hverken slå eller råbe efter dem. Vidnet har aldrig set blå mærker eller lignende på F , men kun fra V5 hørt, at hun havde løftet drengen op og set, at "der var et eller andet med ham". Foreholdt, at han ifølge ovennævnte afhøringsrapport (ekstrakten side 850, jf. side 852) tillige skal have oplyst: "De har badet ham og skiftet ble på ham. På et tidspunkt havde de bemærket, at F havde et blåt mærke på låret, ligesom han var rød på ballerne. Sidstnævnte skyldtes formentligt dårlig tørring", hvilket efter gennemlæsning korrigeres til: " F havde også blå mærker på armene og på numsen", forklarede vidnet, at han under afhøringen oplyste til politiet, således som anført i rapporten. At F havde de nævnte blå mærker hæftede vidnet sig ikke ved, idet drengen var lidt skrøbelig og ustabil på benene og derfor nemt kunne falde over et eller andet. Hvordan mærkerne var opstået, ved vidnet ikke. Vidnet forklarede yderligere, at T2 i begyndelsen var pylret og omsorgsfuld over for F , når han begyndte at græde. Efterhånden ændrede dette sig dog, idet T2 blandt andet gav indtryk af, at "hun var helt indforstået med, at det var sådan man gjorde". Denne opfattelse bestyrkes da også af, at T2 i næsten samme omfang som T1 satte F ud på trappen. På forsvareren, advokat Carsten Højers, udspørgen forklarede vidnet, at T2 og T1 boede hos ham og V5 i cirka én måned. I denne periode var alle i huset stort set hjemme hele tiden. På forsvareren, advokat Gert Dyrns, udspørgen forklarede vidnet, at T2 og T1 for så vidt var enige om mange ting. Vidnet havde ikke opfattelsen {DOK_NR} Side 40/60 af, at T2 bøjede specielt meget af i forhold til T1 . Uden at vidnet husker det præcist, kom F hver dag ud på trappen 2-3 gange, måske oftere. V5 Som vidne fremstod , der behørigt formanet forklarede, at hun har kendt T2 og T1 i henholdsvis tre og 10 år. Vidnet og T1 har været rigtig gode venner. Ligeledes har venskabet med T2 været godt. T1 og T2 traf hinanden under en sammenkomst hjemme hos vidnet den
maj
De blev hurtigt kærester og nærmest boede hos vidnet og hendes mand, , den følgende måneds tid. T2 havde F V4 hos sig, og i begyndelsen var forholdet mellem ham og T1 rimeligt godt. Efter nogle få dage ændrede dette sig dog, idet F tydeligvis ikke brød sig om T1 . Dette kom til udtryk derved, at F begyndte at græde næsten hver gang, han så T1 . F virkede samtidig bange, ked af det og trist, men hvad årsagen hertil var, er vidnet ikke klar over. Vidnet har i hvert fald ikke i starten observeret noget, der kunne være årsagen til F's reaktioner. Det blev ret hurtigt frustrerende for T1 , at F græd, og han begyndte derfor at sætte ham ud i gangen til en timeout. Samtidig sagde T1 , at F var alt for pylret, ligesom T2 angiveligt var for kærlig imod ham, når han græd. Ved at sætte F ud på trappen, skulle han lære, at han ikke bare kunne sidde og pylre hos sin mor. Når F kom ud at sidde på trappen, blev han endnu mere ked af det og græd jævnligt så meget, at ud til tiT2 eller vidnet måtte tage ham ind. Når T1 ville sætte F meout, greb han med begge hænder fat på ydersiden af drengens overarme og løftede ham op. Når dette skete var stemningen som regel "ikke særlig god". Måden det foregik på, var måske ikke særlig hård, men i hvert fald "ikke optimal". Sådan som vidnet overværede tingene, foregik det altid på den angivne måde, når F skulle sættes ud til timeout. Dog blev det efterhånden mere surt, og det var tydeligt, at T1 var frustreret. Denne frustration kom blandt andet til udtryk ved, at T1 blandt andet sagde: "Nu må det fandeme stoppe", til F . I begyndelsen reagerede T2 meget voldsomt over behandlingen af F og sad ofte og græd. T2 bad også T1 lade være med at sætte F ud i gangen, men gjorde ikke noget aktivt for at hindre dette. Den eneste reaktion var for så vidt, at hun flere gange gik ud og hentede F tilbage og sad og trøstede ham. Senere ændrede dette sig til, at hun "blot hørte efter det, som T1 sagde". Dette skete i slutningen af den periode, hvor T1 og T2 boede hos vidnet. Fra omkring samme tidspunkt husker vidnet, at hun ville gå ud og hente F , men blev nægtet dette af såvel T2 som T1 . Vidnet mener ikke at have set T2 sætte ud på trappen. Vidnet talte flere gange med T2 om behandlingen F af F og foreslog hende, at hun skulle gå fra T1 . Til dette svarede T2 blot, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. På er tidspunkt skrev T1 til vidnet, at F var en "skrigeunge". Dette viste vidnet til T2 , ligesom både hun og V4 igen foreslog hende, at hun skulle afbryde sit forhold til T1 . I dette tilfælde sagde T2 , at hun ville overveje at bryde med T1 . Vidnet mener ikke, at hun på noget tidspunkt har påtalt behandlingen af over for T1 . Vidnet har flere gange påtalt, at det med timeout'en F var en dårlig idé, samt at F efter sin alder slet ikke kunne forstå, hvad {DOK_NR} Side 41/60 der skete. Efter vidnets opfattelse, har hverken hun eller de andre i huset bakket T2 og T1 op omkring det med timeout'en. Den omhandlede trappe var lige ud for køkkenet, og døren blev aldrig lukket, når F blev sat ud. På et tidspunkt har vidnet og T2 hørt, at T1 satte F hårdt ned på trappen. F begyndte straks at græde "rigtig meget", og T2 gik derfor ud og hentede ham. Samtidig sagde T2 til T1 , at "nu måtte det stoppe". På dette reagerede T1 blot ved at sige: "Han skal altså lære det". Endvidere fortalte T1 , at årsagen til "bumpet" var, at F var gledet og derfor var faldet eller havde sat sig hårdt ned. Når T1 satte F ud på trappen, kom han næsten hver gang hurtigt tilbage til køkkenet eller stuen. I enkelte tilfælde var T1 dog ude ved drengen i et minuts tid eller lignende. Endvidere har T1 en enkelt siddet lidt længere ud hos F og trøstet ham. T2 havde et godt og kærligt forhold til F , hvilket fortsatte i hele den periode, hvor hun og T1 boede hos vidnet. Selvom vidnet er enig med V4 i, at T2's fokus flyttede sig væk fra F , var hun dog stadig kærlig og god ved drengen. Vidnet husker dog en episode, hvor T2 og T1 ville til et eller andet arrangement ude i byen. Da det ikke lykkedes at finde nogen, der kunne passe F , sagde T2 , "at så kan han bare blive liggende deroppe på værelset". Vidnets storebrors kæreste sagde i den forbindelse, at dersom T2 gjorde dette, "ville hun klappe hende en". Endvidere sagde V4 , at de i givet fald "ville ryge ud af huset". Det hele endte med, at V4 tog F og lovede at passe ham, mens T1 og T2 tog ud i byen. Så vidt vidnet husker, fandt denne episode sted i begyndelsen af juni måned
Vidnet husker tillige en episode, der fandt sted i maj måned ude i et vandbassin i haven. Ved den lejlighed havde T1 med oppe F i bassinet og af en eller anden årsag, kom drengen ned under vandet. T1 hev F op og bankede ham så hårdt i ryggen, at vidnet og V4 tænkte, at der måtte være et eller andet helt galt. T2 kom dog straks ud og tog F , ligesom hun tydeligvis var meget sur på T1 . Vidnet har ikke set hverken T1 eller T2 slå eller ryste F . Dog har T1 taget lidt hårdere fat i F , end man normalt gør. Efter de var flyttet og i øvrigt sidste gang, vidnet så F , kom T1 og sov i den forbindelse i en gæsteseng oppe i sovevæT2 på besøg. F relset. F begyndte at græde, og vidnet sagde derfor, at hun ville op og hente ham. Dette forbød både T1 og T2 hende at gøre, men vidnet gik alligevel op til F . Da hun tog drengen op fra sengen, så hun, at han havde "fem fingre på den ene røvballe" samt et mærke og lidt blodrester ved det ene øre. Vidnet tog straks og løb ned til T2 og T1 og F spurgte, hvad der var sket. Til dette svarede T2 , at T1 "lige var kommet til at give F en lidt for hård røvfuld". Vidnet har et par gange set, at T1 har givet F et "rap over fingrene", når han f.eks. tog et eller andet fra bordet. Så vidt vidnet husker, har T2 ikke gjort noget sådant. Efter vidnets opfattelse var F ikke mere klodset end andre børn. Dog havde F nok flere mærker end de fleste, og vidnet husker en episode, hvor hun og T2 sad ude i haven. T1 kom da pludselig løbende med F og fortalte, at han var faldet og havde slået to af sine tænder. Ifølge T1 var {DOK_NR} Side 42/60 væltet og havde slået sine tænder ned i bordet. Dette var sket på et tidspunkt, hvor T1 og F havde været alene. F Med retsformandens tilladelse blev vidnet foreholdt, at hun i følge afhøringsrapport af
juli 2011 (ekstrakten side 858) blandt andet skal have oplyst: "Afhørte har aldrig set T1 slå F . Hun har set ham tage fat i F's arme og løfte ham op i disse, ligesom hun har set ham ruske i F ". Vidnet forklarede, at hun til politiet har oplyst som anført, samt at dette også stemmer overens med det, hun har observeret. Fra samme rapport (ekstrakten side 860) blev vidnet foreholdt, at hun tillige skal have oplyst: "Hun har ikke tal på , hvor mange gange hun har set F blive rusket/taget fat i af T1 og T2 . Det var mest T1 , der gjorde det, men nogle gange også T2 . Når de havde fat i ham, mistede han tit balancen og slog sig. For afhørte var det bevidst, at de fik ham til at miste balancen, men de gav udtryk for, at det skete ved uheld". Vidnet forklarede, at hun trods angivelsen herom i rapporten aldrig har gennemlæst denne. Vidnet vil dog ikke bestride, at hun til politiet har oplyst som anført, dog bortset fra "det med T2 ". Fra samme rapport blev vidnet yderligere foreholdt, at hun ligeledes skal have oplyst: "Afhørte har også set T2 tage hårdt fat i F , når han havde grædt, ligesom hun også havde sat ham i "skammekrogen". Afhørte har mange gange set hende slå F hårdt over fingrene, når han greb ud efter noget, han ikke måtte røre. Ikke et lille opdragende tjat, men virkelig et hårdt klask. Afhørte sagde til T2 , at hvis hun nogensinde så dette igen, ville hun ringe og anmelde hende til politiet". Vidnet forklarede, at hun alene en enkelt gang har set T2 give F "et hårdt klask" over fingrene. Vidnet husker ikke i dag, hvor hårdt T2 præcist slog drengen. Vidnet husker angiveligt heller ikke, at hun på noget tidspunkt har set T2 tage hårdt fat i F , henholdsvis at hun under afhøringen oplyste noget herom til politiet. Vidnet forklarede yderligere, at T1 efter fraflytningen i juli måned sagde, at F stadig var, som da de boede hos vidnet. Samtidig tilkendegav T1 , at han syntes det var hårdt, samt at han slet ikke kunne forstå, hvorfor ikke kunne lide ham. T1 fortalte også, at han og F fortsat ikF ke havde det godt sammen. {DOK_NR} Side 43/60 Med retsformandens tilladelse blev vidnet foreholdt, at hun i følge ovennævnte afhøringsrapport (ekstraten side 858) ligeledes skal have oplyst: "For uges tid siden flyttede T1 , T2 og F i lejet hus, og i den forbindelse spurgte afhørte T1 , om det var blevet bedre med F - om han stadig græd meget. T1 sagde, at situationen var uforandret, og at han var træt af F ". Vidnet forklarede, at hun under afhøringen til politiet oplyste som anført, samt at dette også stemmer overens med det, som T1 sagde. Anklageren dokumenterede Facebook-korrespondance mellem vidnet og T2 , jf. ekstrakten side 862 -
Vidnet forklarede, at hun først sent om aftenen - eller først på natten - så den besked, som T2 sendte hende kl. 14.
Efter at have besvaret beskeden, modtog vidnet yderligere en besked fra T2 og besvarede denne kl. 10.23 ved at skrive: "Ej for satan, få ham på hospitalet". Vidnet ringede samtidig til sin far, der bad hende kontakte politiet. Dette gjorde vidnet umiddelbart efter, og fik den besked, at de senere ville komme og afhøre hende. På forsvareren, advokat Carsten Højers, udspørgen forklarede vidnet, at hun i perioden, hvor T2 og T1 boede hos hende, var hjemme "døgnets 24 timer". På forsvareren, advokat Gert Dyrns, udspørgen forklarede vidnet, at det var hendes opfattelse, at forholdet mellem T2 og T1 var godt, selvom de havde nogle skænderier omkring F . T2 var meget i tvivl om, hvad hun skulle gøre ved problemstillingen omkring F . Hun overvejede således, om hun skulle overlade drengen til faren, P1 , eller gå fra T1 . Efter vidnets erindring, blev F hver

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.

ECLI:DK:SON:2022:SS0000000256 Tiltale for vanrøgt, legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, mishandling efter straffelovens § 213 og §

RETTEN I SØNDERBORG Udskrift af retsbogen Den 2. juli 2012 kl. 09.00 blev retten sat på hovedtingstedet af med domsmændene nr. 169, 174 og nr. 196. Dommer Retsmødet var offentligt.

§§ 66, stk.

§§ 66, stk.

§§ 66, stk.