← Danmark

ECLI:DK:ARH:2023:SS0000000991 Tiltale for misbrug af lægestilling, blufærdighedskrænkelse og andet seksuelt forhold end samleje uden samtykke. Påstand

Retten i Aarhus Udskrift af dombogen DOM afsagt den 23. december 2022 Rettens nr. 15-8244/2022 Politiets nr. 4200-72330-00004-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte født Dato 1992 Der har medvirket domsmæ

§ 150og § 232 - misbrug af stilling og blufærdighedskrænkelse, ved den 14.

januar 2022 ca. kl. 09.00 på Hospital 1, i By 1, som ansat læge på ortopædkirurgisk afdeling Hospital 1, at have foretaget undersøgelse af patient Forurettede 1 i for-bindelse med kontrol af brækket fod og undersøgelse af blodunderløbne mærker på benet, hvorved tiltalte misbrugte sin stilling som læge idet han før-te sin hånd op under tøjet på Forurettede 1 og befølte hendes bryst, hvilket var egnet til at krænke Forurettede 1's blufærdighed.

  1. lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed § 75, ved den
  2. januar 2022 ca. kl. 09.00 på Hospital 1, i By 1, som ansat læge på ortopædkirurgisk afdeling Hospital 1, i forbindelse med undersøgelse af patient Forurettede 1, som beskrevet ovenfor i forhold 1 groft at have tilsidesat sine lægefagli-ge forpligtelser i forbindelse med udøvelsen af hvervet som læge. 3.(5.-6.)

§ 150, § 216, stk.

1, jf. § 225 og § 232, misbrug af stilling, andet seksuelt forhold end samleje uden samtykke og blufærdighedskrænkelse, ved den

  1. januar 2022 ca. kl. 09.30 på Hospital 1, i By 1, som ansat læge på ortopædkirurgisk afdeling, Std 75284 side 2 Hospital 1, at have foretaget undersøgelse af patienten Forurettede 2 i forbindelse med skade på knæ og ankel, hvorved tiltalte misbrugte sin stilling som læge til uden samtykke at gennemføre en vaginal undersøgelse med sine fingre samt at have befølt Forurettede 2 på brysterne og at have presset sit underliv mod Forurettede 2's hånd, mens han sagde ”kan du mærke jeg er begejstret” eller lign. hvilket var egnet til at krænke Forurettede 2's blufærdighed. 4 (7.) lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed § 75, ved den
  2. januar 2022 ca. kl. 09.30 på Hospital 1, i By 1, som ansat læge på ortopædkirurgisk afdeling Hospital 1, i forbindelse med undersøgelse af patient Forurettede 2, som beskrevet ovenfor i forhold 3 groft at have tilsidesat sine lægefaglige forpligtelser i forbindelse med udøvelsen af hvervet som læge.
  3. (8.-9.)

§ 150, § 216, stk.

1, jf. § 225 og § 232, misbrug af stilling, andet seksuelt forhold end samleje uden samtykke og blufærdighedskrænkelse, ved den

  1. marts 2022 ca. kl. 17.45 på Hospital 2, i By 2, som ansat læge uden for planlagt arbejdstid på Akut afdelingen, Hospital 2 at have foretaget undersøgelse af patienten Forurettede 3, som var indlagt med influenza, hvorved han misbrugte sin stilling som læge til uden samtykke at gennemføre en vaginalundersøgelse med sin fingre, en rek-talundersøgelse med sine fingre, samt at have befølt Forurettede 3 på brysterne, samt at have hevet i hendes brystvorter, hvilket var egnet til at krænke Forurettede 3's blufærdighed.
  2. (10.) lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed § 75, ved den
  3. marts 2022 ca. kl. 17.45 på Hospital 2, i By 2, som ansat læge uden for planlagt arbejdstid på Akut afdelingen, Hospital 2 i forbindelse med undersøgelse af patienten Forurettede 3, som beskrevet ovenfor i forhold 8 groft at have tilsidesat sine lægefaglige forpligtelser i forbindelse med udøvelsen af hvervet som læge.
  4. (11.-12.)

§ 150og § 232 – misbrug af stilling og blufærdighedskrænkelse, ved den 20.

januar 2022 mellem kl. 20.30 og kl. 21.00 på Hospital 1 i By 1, som ansat læge på ortopædkirurgisk afde-ling Hospital 1, at have foretaget undersøgelse af patient Forurettede 4 i forbindelse med skade på albuen, hvorved tiltalte misbrugte sin stil-ling som læge idet han førte sin hånd ind under tøjet på Forurettede 4 hvor han befølte hendes bryster og klemte hårdt på begge bryster, hvilket var egnet til at krænke Forurettede 4's blufærdighed. side 3

  1. lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed § 75, ved den
  2. januar 2022 mellem ca. kl. 20.30 og kl. 21.00 på Hospital 1 i By 1, som ansat læge på ortopædki-rurgisk afdeling Hospital 1, i forbindelse med undersøgelse af patient Forurettede 4, som beskrevet ovenfor i forhold 7 groft at have tilsidesat sine lægefaglige forpligtelser i forbindelse med udøvelsen af hvervet som læ-ge. Påstande Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af

§ 79, stk.

1, jf. § 78, stk. 2, frakendes retten til at udøve lægegerningen indtil videre. Tiltalte har nægtet sig skyldig og påstået frifindelse for påstande om frakendelse af retten til at udøve lægegerning. Forurettede 1 har påstået, at tiltalte skal betale 20.000 kr. i erstatning (forhold 1). Tiltalte har bestridt såvel erstatningspligten som erstatningskravets størrelse. Forurettede 2 har påstået, at tiltalte skal betale 60.000 kr. i erstatning (forhold 3). Tiltalte har bestridt såvel erstatningspligten som erstatningskravets størrelse. Forurettede 3 har påstået, at tiltalte skal betale 127.220 kr. i erstatning (forhold 5). Tiltalte har bestridt såvel erstatningspligten som erstatningskravets størrelse. Forurettede 4 har påstået, at tiltalte skal betale 20.000 kr. i erstatning (forhold 7). Tiltalte har bestridt såvel erstatningspligten som erstatningskravets størrelse. Sagens oplysninger Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne Forurettede 1, Vidne 1, Vidne 2, Forurettede 2 (for lukkede dø-re), Vidne 3, Vidne 4, Vidne 5, Vidne 6, side 4 Forurettede 3, Vidne 7, Vidne 8, Vidne 9, Vidne 10, Forurettede 4, Vidne 11 og Vidne

  1. Tiltalte har forklaret, at tiltrådte KBU den
  2. februar 2022 på Hospital
  3. Han har ikke altid villet være læge. Han har været elitesportsudøver og ville gå den vej indtil, at han var i start 20’erne. Han gik i tænkeboks, og han kom frem til, at han gerne ville være læge og hjælpe folk, så han kunne gøre en forskel. Han brugte lang tid på at komme ind på studiet. Han har knoklet sig igennem studiet, hvor han har set mange specialer. Han har også været på en masse faglige udlandsophold, fx i Australien og Tyskland. [ Udeladt ]. Han kan godt lide at arbejde med sine hænder, og han synes, at kirurgi er spændende, men han har også fundet ud af, at det er rart at være i almen praksis. Han har været åben for de fleste specialer, og han har ikke vidst, hvor han skulle ende. Han kan ende både indenfor kirurgi eller i almen prak-sis. KBU afgøres ved lodtrækning, og han skulle være ½ år på Hospital 2 og et ½ år hos en praktiserende læge i By
  4. Han har brugt meget tid på at tænke over sin rolle som læge, og den måde, som han har været læge på. Han har også tænkt på kommunikation i den forbindelse. Som person er han en meget udadvendt type, der taler med alle, og han er glad for kontakt med mennesker. Han har måske taget for meget af det med ind i sit arbejde, hvor han måske har været lidt for kæk eller spøgefuld. En læge har typisk en professionel rolle. Han har måske været lidt for meget ”føle/føle” . Han vil gerne være en læge, der er meget omsorgsfuld, og han vil gerne favne alle. Han vil også gerne skabe en tryghed og en lidt spøgefuld stemning på en varm måde. Når han ser tilbage, vil han gerne have lavet det om og optrådt mere professionel. Der skal være en relation mellem lægen og patienten. Han mener, at han i nogle tilfælde nok ikke har været god til at afkode patienterne. Han er bevidst om, at hans personlighed ikke skal så meget med ind i hans arbejde som læge. Han vil tage alt til efterretning, hvis han kan virke som læge igen. Han har generelt en faglig respekt for andre ligesindede læger, som han har arbejdet sammen med. Det er obligatorisk. Han har respekt for alle kollegaer fra læger til blodprøvetagere. Han lærer en masse af dem, og som nyuddan-net læge skal man særligt respektere andre, da man er lavest i hierarkiet. Der er ikke en status i at finde sjældne lidelser, som andre ikke har fundet. Læger vil gerne gøre alt for patientens bedste. Det er aldrig for hans skyld, at der er lavet undersøgelser. Som ung læge skal man tænke bredt, og unge læger la-ver nok en bredere vifte af undersøgelser end en professor gør. Unge læger er meget mere grundige end én med meget erfaring. Reglen er, at der i journalen skal stå, at der er givet informeret samtykke, side 5 men han har selv oplevet, at det ikke står i journalen hver gang. Han har ikke set det som et dessin til, at han så heller ikke skulle indhente et informeret samtykke. Det, at der ikke står noget, er ikke det samme, som at der ikke er indhentet samtykke. Han begyndte den
  5. september 2021 på Hospital
  6. De kendte ham på Ortopædisk Afdeling. Han vurderede, at det var fordelagtigt lige at få lidt erfaring, før han begyndte sin kliniske basisuddannelse. Det var en blanding af mange ting, der gjorde, at han valgte Hospital
  7. Han tænkte, at hvis han ikke i KBU kunne snuse til kirurgi, så kunne han få bygget noget på i Hospital
  8. På Hospital 1 havde han tre roller. En rolle var at arbejde på skadestu-en, en anden rolle var at være i ortopædisk ambulatorium, hvor han kontrol-lerede tidligere skader. Den sidste rolle var, at han gik stuegang. Han var og-så nogle gange med på operationsstuen. Han blev oplært, og i begyndelse gik han med overlæger/speciallæger. Han fik en indføring i journalisering og hvil-ke undersøgelser, der var relevante. Han blev introduceret for klassiske ek-sempler. Han havde ikke en egentlig mentor, men der var flere læger, der prøvede at undervise de unge i, hvordan man skulle journalisere. Han fik mange gange at vide, at han skrev for lange notater. Alle de relevante ting skal med i journalnotatet. Alle indikationer og symptomer bliver ikke nød-vendigvis skrevet ned. Nogle dage var han ”ene mand” på skadestuen, hvor han styrede showet. En dag, hvor der fx kommer mange ældre ind, der er fal-det i glat vejr og har brækket lemmer, skal der være et flow, og i praksis når man ikke altid at journalisere alt. Til sidst journaliserer man så, når man er kommet igennem ”puklen” . Der var heller ikke altid stille og roligt i ambula-toriet, fordi der også kom sub-akutte patienter, ligesom der kunne være man-ge på stuegang. Han var grundig, og han kunne ikke altid nå alting til tiden. Han arbejdede nogle gange 1-2 timer ekstra, og nogle gange skrev han først journal dagen efter. De første 3 år på studiet har man ingen praktisk erfaring. De sidste 3-4 år er man typisk i praktik hvert semester a 6-8 ugers varighed. Praktikken er ikke en kæmpe del af uddannelsen. De første gange ser man supervisoren gøre det, og efterfølgende får den medicinstuderende i samarbejde med superviso-ren eller den ledende overlæge lov til at gøre det samme. Det er en lille del på studiet, der vedrører kommunikation med patienten. Der er et fag, der hedder Kommunikation, men han synes, at det skal højnes. Læger har forskellige tilgangsvinkler, og der må man finde sin egen vej. Han har af kolleger fået feedback på hans kommunikationsform, men det har mest været af positiv karakter, når han har været ”jovial” og talt på samme niveau som patienten. Når han har haft supervisor med, har han altid fået po-sitiv feedback fx i et tilfælde, hvor der var en gammel spansk dame, som han sagde et par ord til på spansk. Journalføring er learning by doing. På studiet er der måske en dag vedrør-en- side 6 de journalføring. Han har behandlet mange patienter, og han kunne godt forestille sig, at det er over 100 patienter. Han har aldrig oplevet, at der var patienter, der har givet ham feedback på, at der var noget, som de ikke brød sig om. Han har aldrig fået noget negativt at vide. Han har ikke i situationen følt, at de forurettede var utrygge og utilfredse. Kontraktmæssigt er det en fuldtidsstilling på 37 timer, men i praksis kom-mer alle til at arbejde over. Det gælder også ældre læger. Man må blive læn-gere for at få tingene gjort. Generelt skal man have løn for at blive ekstra, men det afhænger af afdelingen. Han har ikke altid indberettet overtid, da han har arbejdet af egen fri vilje. Det er en god ting, hvis man bliver længere tid for at gøre tingene færdig. Man er også læge i den tid, som man bliver ekstra. Han er tonsvis af gange gået senere end hans officielle arbejdsplan, og der har han også udført lægefagligt arbejde. Det er forskelligt, hvordan man tids-registrerer møde- og gåtider. Generelt har man ikke en chip, men et navnes-kilt, der fungerer som nøglekort. Det bruges ikke til tidsregistrering. Tidsre-gistrering sker typisk ved notering på et vagtskema. I Hospital 1 var vagtskema-erne i konferencerummet, og ellers kunne sekretærerne gøre det. I Hospital 2 stod vagtskemaerne i en mappe i konferencerummet. Under praktikforløb går man også nogle gange med en medicinstuderende og laver undersøgelser, og ved simple cases skulle supervisoren ikke spørges om alt. Det angivne tal på over 100 patienter er fra ansættelsen i Hospital
  9. I undervisningen er der mange patientcases, hvor der læses op fra journaler. I praktikforløb læser man også journaler. De steder, hvor han har været, fik de at vide, at hvis man var nødt til at blive ekstra, så gjorde man det, og sagde det til sekretæren. Har man gjort det uden at få løn, så har man ikke indberettet det. Han er også indirekte blevet pålagt overarbejde, hvor chefen har skrevet rundt og med kort varsel spurgt, om han har kunnet hjælpe. Han har vedrørende forhold 1 forklaret, at han var i ambulatoriet den pågældende dag. Det er delt lidt op, hvor de unge læger sidder i den ene side. Han sad, hvor der typisk var simple kontroller. Han kan ikke huske forurettedes ansigt, men han kan huske den lægefaglige problematik. Han mener, at foru-rettede havde en gipsstøvle på tæerne og op til underbenet. Når man brækker benet og ikke kan støtte på det, så får nogle patienter blodfortyndede medicin i form af profylaktisk blodpropsbehandling. Når der er bemanding til det, så er sygeplejersken med, og det var hun også denne dag. Da han blev kaldt ind til undersøgelsesrummet, havde han læst op på journalen. Han husker det så-dan, at først i forløbet ytrede forurettede bekymring over et mærke på låret i form af blødning i underhuden. Forurettede var bekymret for, at det var den blodfortyndende medicin, der var årsagen til blødningen. Han mener, at forurettede havde let beklædning på, og hun viste ham stedet. Sygeplejersken, der vistnok hedder Person 1, var også til stede. Det er normal fremgangsmåde at kigge, trykke, bevæge og se på nerveforsyning og blodkar. Et blåt mærke side 7 kan være symptom på mange ting. Han spurgte, om forurettede havde sådan-ne mærker andre steder. Han mener, at han gerne ville se hendes ryg/mave for at sikre sig, at det ikke var alvorligt. Han mener, at han bad forurettede om at se det ”igennem-ish” . Han husker ikke ordlyden. Forurettede fremviste sin mave, og han trykkede. Der var andre mærker, men det var ikke som mærket på låret, og han vurderede ikke, at det skyldtes medicinen. Han kortlagde, om der var andre mærker på mave og ryg. Han kan ikke afvise, at han har været tæt på brysterne, og måske strejfet dem. Han har ikke under-søgt brysterne ved at trykke på brysterne. Han kan ikke huske, om forurette-de havde bh på. Normalt skal et brud hele 4-6 uger, og det er ikke altid efter 10 dage, at gipsen bliver taget af. Han husker ikke, om forurettede fik gipsen af. Man kan mærke puls ved fod, knæhase og lyske. Som erfaren læge kan man se, at foden er der. Han ville gerne mærke en puls, så han vidste, at der kom blod til benet. Han kan ikke huske, om han lyttede med stetoskop. Det ville ikke være usædvanligt. Han kan heller ikke huske, om han mærkede for-urettedes puls. Der var i givet fald ikke noget galt. Han ville konferere, hvis han var i tvivl om noget, eller det ikke så ud, som han mente, at det skulle. Der var lidt ”åben dør” -politik, så han har ikke været inde i et lukket rum og trykket på forurettede i al hemmelighed. Han mindes, at syge-plejersken var i rummet under hele undersøgelsen af mærker. Forurettede sad på briksen, hvor ryglænet kan komme op i 90 grader. Han kan ikke huske, hvor højt for-urettede beklædning blev trukket op. Det tog kort tid. Herefter var det fo-den, der var i fokus. En Jones’ fraktur kan være et fodrygsknoglebrud. Forevist journalnotat fil 2, side 473 ”osteogenesis imperfecta” har han forklaret, at det er noget knogleskørhedslignende. Det kan godt være, at skinnen har været taget af kortvarigt, eller forurettede er kørt videre med skinnen. Det plejer at være godt, hvis frakturstillingen ikke har ændret sig. Det er ikke nødvendigvis ham, der har konfereret med de 3 angivne læger. Jones’ fraktu-rer kan være tricky, og derfor har han måske talt med Læge
  10. Han tror ikke, at Læge 2 var der, så derfor blev overlæge Vidne 6 spurgt. I de tilfælde, hvor han er tvivl, tager han fat i andre læger. Hvis det er simple ting, så er han rimelig skarp. Særlige brud skal man være ekstra sikker på, og så heller vende det med en anden læge. Der vil være en skabelon for, hvordan en brystundersøgelse laves. Der er ty-pisk en flertrinsraket. Der er direktiver for, hvordan man berører noget fx at man kommer rundt i alle fire kvadranter. Der står ikke, hvor hårdt der skal trykkes, eller hvordan der skal trykkes. Nogle er mere fingernemme end an-dre. Han ved ikke præcis, hvor hårdt andre læger trykker, bortset fra hvad han kan se, når han overværer, at andre læger trykker. Læger gør ting for-skelligt fx ved rektalundersøgelser. Der bruges også forskellig kraft. Det handler om teknik og gefühl, ligesom det mærkes forskelligt. Det hænder, at folk spørger om noget andet, når de er til undersøgelse. Hvis det er noget andet, så må man selv vurdere, om man kan være behjælpelig. Han husker det sådan, at det var sygeplejersken, der gjorde opmærksom på side 8 bekymringerne om det blå mærke. Hvis der ikke var noget, så var det ikke nødvendigt, at det blev skrevet i journalen. Det har ikke noget med diagnosticeringen eller behandlingen at gøre, men det ville også være fint, hvis det stod der. Det var et negativt fund. Det er en anden vurdering om tilførsel, når det vedrører et forhold, som ikke er omfattet af det, som selve undersøgelsen vedrører. Normalt er der sat 15 minutter af til hver patient. Det er normalt, at han bruger patientens navn, når han omtaler dem. Det er for at skabe en god relation til patienten. Han har ikke lagt mærke til, at der er nogle, der har følt, at det blev lidt for familiært. Han har oplevet, at hans navn kan give an-ledning til en samtale, og det kan være både negativt eller positivt. Han har vedrørende forhold 3 forklaret, at han havde en skadestuevagt på det pågældende tidspunkt. Hans vagter var alt i alt nogenlunde lige fordelt. Han kan bedre huske denne forurettede, da hun kom ind med en ambulance. Der var panik og travlhed. Han havde umiddelbart selv vagten. Han kan nogenlunde huske modtagelsen. Falckredderne kom med en overlevering. Forurettede kom ind på en stue. Forurettede havde haft et faldtraume og havde måske været bevidstløs. Hun var smertepræget og skreg. Han, sygeplejersken og falckredderne fik forurettede over i hospitalssengen, og forurettede skreg højt. Han har efterfølgende læst, at det var et fald på et løbe-bånd i et fitnesscenter. Forurettede havde ondt alle steder efter faldet og kun-ne ikke rigtigt sige hvor. Der var fokus på det ene ben. Træningsbukserne blev klippet af. Det er typisk en sygeplejerske, der gør det. Han husker ikke, hvem der klippede i det konkrete tilfælde. Han tror ikke, at undertøjet blev klippet op, og de kiggede heller ikke forurettede i skrævet. Hans opfattelse var, at de skulle have mange ting i tankerne. Han kiggede først på benene for at få styr på det. Der var ikke et åbent brud. Falckredderne havde givet foru-rettede morfin, og det gav ham indtryk af, at det ikke var så godt. Forurette-de sagde, at hun ikke tålte morfin. Først blev knæet undersøgt, og derefter anklen. Forurettede kunne ikke støtte på benet. Hun blev sendt på røntgenaf-delingen for at få taget nogle billeder. Han lavede også en kort screening for hjernerystelse. Forurettede kunne ikke huske, hvordan hun var faldet, og hun var groggy og omtåget. Han mener, at smerteskrigene kom i perioder, hvor forurettedes ben blev rørt. Hun kunne ikke lave strakt benløft. Hvis en knæ-skal kommer af led og ryger tilbage, så gør det maksimalt ondt, men når den er på plads, så er det værste overstået. Han var i tvivl om, hvorvidt der også var en fraktur. Strakt benløft kan tyde på nerveskader længere oppe. Foruret-tede kunne ikke selv huske, hvad der var sket. Han har en bred palette, når der kommer en person ind med ambulancen. En fuld gennemgang indeholder mange ting. Han rører også nakken og undersøger den. Han undersøgte foru-rettedes brystkasse, hvor hun havde smerter. Han tænkte, at det kunne være farligt, hvis der var et brækket ribben eller brystben. Brysterne er lidt i vejen, når der skal trykkes på brystkassen. Han har ikke undersøgt brysterne, men de underliggende strukturer. Han har ikke lavet en brystvævsundersøgelse, men kan ikke afvise, at han har været i berøring hermed. Han undersøgte og-så rygsøjlen. Undervejs har han indhentet samtykke, men det er ikke på sam-me måde som i et ambulatorium. Der er et FADL-koncept, som han har fuldt side 9 helt klassisk. Han fandt forskellige ting. Da forurettede ikke kunne strække benet og havde nerveudfald, blev hans tanker henledt på, at rygsøjlen var slå-et og havde en ødelagt nerve. I det tilfælde kan man lave en rektalundersø-gelse, hvilket han gjorde. Han lavede undersøgelsen for at afkræfte, at foru-rettede ikke havde nerveskader eller indre skader. Der er 1.000 andre måder, hvor det kan afkræftes. En del af en rektalundersøgelse er at mærke efter to-nusmusklen. Virker den, så beder man patienten stramme musklen. Nogle gange kan man mærke, hvis det ikke fungerer. En rektalundersøgelse følger også en skabelon. Først kigger man, og derefter indfører man en fin-ger. Man ser også, om der er blødning eller betændelse omkring endetarmsåbningen. Han mener, at der var lidt pletblødning. Han husker ikke, om han da spurgte, om hun havde menstruation. Han tror, at forurettede sagde ja til, at hun havde menstruation. Han mindes ikke, at han har lavet en vaginalun-dersøgelse af forurettede. Han vurderede ikke, at der var grundlag for en vaginalundersøgelse, men det kunne en læge godt have fundet anledning til. Det er en gråzone fra skøn til en fejl. Han kan godt klandres for at have skønnet forkert i forholdene i den rejste tiltalen. Forurettede havde sagt, at hun havde rigtig ondt i ryggen. Man kan godt have ondt i ryggen, selvom nerverne i ryggen er skadet. Da han stod i situationen med hans viden og er-faring, har han foretaget undersøgelsen på baggrund af de mindste indikatio-ner, hvilket en overlæge ikke ville have gjort. Han vurderede, at forurettede sagde, at hun havde føleforstyrrelser. Forurettede kom ind i panik, og senere hen kunne hun støtte på benet. Hun var på skadestuen til observation i flere timer. Han lavede nogle undersøgelser vedrørende bevægelig, og han skrev et notat om det sidste forløb. Han kan ikke huske, om der blev taget et rønt-genbillede af brystkassen. Grunden til, at der ikke står noget om en rektalundersøgelse er, at der var et negativt fund. Han mener kun, at han lavede én rektalundersøgelse. Undersøgelsen er indirekte beskrevet, da nerve- og karforsyning var intakt. Foreholdt afhøringsrapport af
  11. august 2022, fil 2, side 386,
  12. afsnit, har han forkla-ret, at han godt mindes at have forklaret om blod på underbukser omkring endetarmsåbningen. Han kan ikke huske, om han har forklaret til politiet, at forurettede bekræftede, at hun havde menstruation. Han tillagde det måske ikke noget stort, da han talte med politiet. Det ville være relevant at skrive i journalen, hvis der var blod ved endetarmsåbningen. Han kan ikke huske, om de talte om hans navn før eller efter rektalundersøgelsen, men han kan fore-stille sig, at det er sket efterfølgende. Han laver typisk rektalundersøgelser med patienten liggende på siden. Han ville have forurettede til at vende sig, og han mener, at hun vendte sig om. Han stod bagved hende. Han har undervejs prøvet at være så jovial, som han plejer. Der kom en bedre stemning, da det stod klart, at det ikke var slemt. Forurettede tog fat i hans navn og begyndte at interessere sig fra ham. Hun spurgte, hvor han kom fra m.v. Han sagde, at han plejede at blive kaldt ”Kaldenavn 1” for ikke at udlevere for meget af sig selv. Han kan ikke mindes, side 10 at han har kaldt hende ”Kaldenavn 2” , men har kaldt hende enten ved for- eller efter-navn. Han har heller ikke omtalt sig selv i
  13. person. Han husker, at han kort nævnte, at ”Kaldenavn 1” ville være det nemmest. Nogle gange kan han virke for kæk, og han kan ikke afvise, at han har sagt noget i retning af ”Rolig, Kaldenavn 1 har styr på det.” Han har også undersøgt grundigt, så supervisoren ikke skulle blive irriteret, hvis han endelig spurgte super-visoren om råd. De havde en kammeratlig snak, og han hørte også noget om forurettede. Det er vigtigt at vide, om der er nogen derhjemme, der kan hjælpe. Han har nogle gange ikke kunne afkode ordentligt, og så er det blevet opfattet som om, at han vil vide noget om kæreste og lignende. Han mærkede en form for inte-resse fra forurettedes side. Forurettede sagde, at hun havde 7 børn, men in-gen mænd, da de ikke havde været så gode ved hende. Han mener også, at han fortalte noget om sig selv, og det er fair. Han følte ikke, at forurettedes følte, at han var grænseoverskridende. Forurettedes veninde hentede forurettede, og han tror, at han kort hilste på. Han er senere blevet kontaktet af forurettede på Facebook og Instagram. Han mener ikke, at han svarede, da han ikke havde en interesse i en kom-munikation med en patient. Til sidst svarede han på en anmodning, og de havde en kort samtale. Han prøvede at svare normalt. Han kan ikke huske, at han fik sendt nogle billeder. Han kan godt huske, at der blev talt om deres hud-farver. Hvis man er gullig, kan det tyde på leversygdom. Han mener, at foru-rettede var ”semi gullish” . Forurettede sagde, at det var fordi, at hun gik i so-larium. Han plejer tit at komme med en personlig anbefaling med et glimt i øjet. Foreholdt udlæsning af tiltaltes telefon og Instragramprofil, fil 2, side 519, har han forklaret, at man på Instagram kan fortryde at sende et billede, da han ikke kan huske, at han har set billedet. Han kan godt se, at brugen af ”Kaldenavn 2” og ”Kaldenavn 1” kan virke sjofelt, men det har ikke været intentionen. Han kan ikke huske ordvekslingen, men han kan huske brudstykker og stem-ningen. Han prøvede at være lidt spøgefuld. På et tidspunkt valgte han ikke at svare mere. Han kan ikke huske, hvad samtalen sluttede med. Andre pati-enter har også sagt tak for god behandling, hvis han har set den efterfølgende på hospitalet. Tiltalte har forklaret, at en af undersøgelse er at høre, om der er nogle, der kan passe forurettede derhjemme. Han har spurgt i lægefaglig henseende. Når man har kittel på, er man nødt til at være professionel. Det er en balance-gang, hvor meget man skal give af sig selv. Hvis en patient spørger ham om noget, så svarer han, men han har øje for, at det ikke skal være for detaljeret. Det giver en god synenergi mellem lægen og patienten. Han har tidligere fået sådanne spørgsmål. De snakkesagelige patienter spørger også ham om per-sonlige ting. Forurettedes hænder har været mange steder, da hun både lå, sad og stod un- side 11 der behandlingen. Han har ikke været i nærheden af at sætte sit lem mod hendes hånd, og han har heller ikke sagt ”kan du mærke jeg er begejstret” eller lignende. Der er nogle ting, der er blevet misforstået. Når patienter undersø-ges, er man tæt på, og man bruger sine hænder. Nogle gange er patienterne svære at mobilisere. Han har sine kittellommer fyldt med ting, og det støder mod patienten. Han kan slet ikke genkende, at han skulle have sit lem hos forurettede hånd, men han vil ikke afvise, at hans krop har rørt hendes under undersøgelsen. Han har reflekteret meget over sagen, og har derfor nogle gange svaret anklageren ved at foregribe det, der kommer. Han har tænkt, hvad han har manglet. Han har adgang til sagens akter, og han har reflekteret derfra. Hvis han virker som om, at han ved noget på forhånd, så er det forbi, at han har læst det. Han kan blande det sammen med sin egen erindring. Han kan ikke afvise, at han til forurettede har sagt, at han var begejstret over, at hun ikke havde nerveskader. Der er sengeheste på hospitalssengen. Han kan ikke huske, om forurettede havde fat i sengehestene. De har været oppe og nede under forløbet. Han har ikke lavet en vaginalundersøgelse af forurettede. Han kan ikke sige, om man kan mærke forskel på en vaginal- og rektalundersøgelse. Det kom-mer an på situationen, om man lægger på siden ved en rektalundersøgelse. Ved en vaginalundersøgelse lægger man som udgangspunkt ikke på siden. Tiltalte har vedrørende forhold 7 forklaret, at han ikke umiddelbart kunne huske sagen, men efter at have set sagens akter, så kan han godt. Det var en torsdag, hvor han havde en heldagsvagt. Han var ikke umiddelbart træt. Det var på skadestuen. Sygeplejerskerne tager imod patienterne, og så kom-mer han ind. Sygeplejersken, tiltalte, forurettede og dennes datter var til ste-de. Han fik at vide, at det var et faldtraume, hvor ryg og albue var blevet slå-et. Han hørte sygehistorien, og så lavede han en undersøgelse. Han har en bred tankegang, når der kommer en patient ind på skadestuen. Han går fx ik-ke direkte til albuen, hvis det er det, der anføres som klagepunktet. Han laver typisk fra top til tå undersøgelse, hvor det er de relevante punkter, der undersøges. Han kan forestille sig, at han også har undersøgt for hjerne-rystelse og nakken m.v. i det konkrete tilfælde. Han lavede en brystkasseun-dersøgelse. Han kan ikke huske, hvad forurettede havde på af tøj. Det bedste er, hvis patienten ikke har tøj på, men der bliver også tænkt på patienten. Han ville gerne have ryg og albue fri. Han undersøgte for brud, herunder de nederste ribben. Døren var åben, da undersøgelsen blev lavet. Han mener, at sygeplejersken var til stede hele tiden, ligesom forurettedes datter var der. Han tjekker altid for nerveskader. I dette tilfælde kom foruret-tede selv gående, og han resolverede, at hans undersøgelser skulle være der-efter. Han lavede ikke en rektalundersøgelse. Der er forskellige teknikker til en brystkasseundersøgelse. Han trykker nor-mal fortil og fra siderne. Han husker ikke, hvilken teknik han brugte konkret i dette tilfælde. Han kan ikke huske, om forurettede på dagen sagde, at hun side 12 arbejdede på sygehuset. Der skete ting på stuerne ved siden af. Han mener ikke, at der skulle tages røntgenbilleder, men derimod at forurettede skulle have en slynge. Vedrørende ryggen og brystkassen vurderede han, at der ik-ke var noget. Forevist foto, fil 2, side 539, har han forklaret, at det er slyngen. Han kan ik-ke huske, om forurettede havde T-shirten på, men det er realistisk. Han kan måske godt have trukket i udskæringen og i siderne. Han har ikke trykket på brysterne, men han var i området. Han kan godt se, at det kan opfattes, som om forurettede fik undersøgt brysterne. Han plejer at sige, at han undersøger for at se, om der er brækket knogler, eller om der er noget med lungerne. Han følte, at der var en god stemning. Han prøvede at afdramatisere det, da forurettede havde sin datter med. Det tror han også, at sygeplejersken syntes, at han gjorde. Forevist foto udskrift fra sundhed.dk, fil 2, side 541, har han forklaret, at den indledende beskrivelse har han lavet. Klager ved nederste del af ryggen kan angå rigtig meget. Han har ikke her vurderet, at der skulle laves en rektalundersøgelse. Årsagen kan være, at der er kommet et slag på ryggen. Hvis man som læge er bekymret for de angivne smerter, og at det er nerveskade, indre traume eller lignende, så kan der laves en rektalundersøgelse. Han ville undersøge patienten, der hvor smerten var, og hvor den indirekte kunne stam-me fra. De nederste ribben er en del af brystkassen, så når han laver en brystkasseundersøgelse, så er det også derfor. Der er forskel på patienter og situationer. Nogle gange taler man mere med patienten end andre gange. Nogle patienter vil bare have tingene overstået. Når man har fået samtykke, så skal man i journalen skrive, at der er indhentet informeret samtykke. Foreholdt journaloptegnelse, fil 2, side 487, har han forklaret, at han ikke ved, om ”Informeret samtykke” automatisk står der eller ej. Som han forstår det, så skal der ikke stå, hvad der er indhentet samtykke til. Så ville det blive en lang smøre. Han føler, at han har indhentet det samtykke, som han skulle. Det er meget forskelligt, hvordan man indhenter samtykke, og det afhænger af lægen og patienten. Han har indhentet samtykke på samme måde i de for-hold, der er rejst tiltale, som han i øvrigt har gjort. Hans supervisor har ikke generelt påtalt dette, og han har haft mange supervisorer med rundt mange gange. Han har oplevet få gange, at der har været en patient, måske en psykiatrisk patient, der ikke har villet give samtykke. Patienterne kommer, fordi de gerne vil hjælpes. Han laver ikke en rektalundersøgelse for at dække sine egne seksuelle lyster. Tiltalte har vedrørende forhold 5 forklaret, at han blev ansat på Afdeling. Han valgte afdelingen efter en samlet vurde-ring. Han ville gerne sprede sine kompetencer, og derfor valgte han en medi-cinsk afdeling. side 13 Han havde også flere roller på afdelingen på Hospital
  14. Det er et stort sygehus. De var en del af beredskabet på akutafdelingen. Hans rol-le var på egen afdeling at gå stuegang. Det er den største medicinske af-de-ling med indlagte patienter. En gang i mellem kunne han snuse til andre ting. Det er en meget ”bred” afdeling. Han var lige begyndt på afdelingen, og han havde ikke nået at være på akutafdelingen ret mange gange. Han skulle efter planen måske være på akutafdelingen 2 gange om måneden. Han befandt sig godt på sin afdeling, og der var en del yngre læger, som han kendte på forhånd. Det var et stort skifte fra Hospital 1 til Hospital 2, og det var lidt som at begynde fra begyndelsen. Under KBU fik han en mentor, der var en mere erfaren Læge
  15. Han kunne gå til mentoren, og de havde skemalagte evalueringer undervejs. Afdelingen prøver at finde en mentor, som man føler sig tryg ved. Læge 3 var supergod, og han var også med tiltalte nogle gange. Han fik egentlig også ros fra Læge 3, der roste tiltalte for, at han var selvstændig og tog egne beslutninger uden hver gang at gå til en overordnet. Det er ikke normalt for KBU-læger. Tiltalte var usikker på nogle områder, men på andre områder var han sikker efter opholdet i Hospital
  16. Hvis han var usikker på en bestemt undersøgelse, så ville han måske tale med en supervisor eller en anden læge. Han skulle ikke have en oppas-ser ved si-den hele tiden. Der er altid undersøgelser, som man er i tvivl om fx var der en øre-næse-halspatient vedrørende en øresten, hvor der skulle bruges en speciel vendeteknik. Tiltalte kendte teknikken, men den dag lavede han ikke under-søgelsen, da han ikke havde tid. En anden læge ville med det samme have ringet efter en øre-, næse-, halslæge. Han ville lave en undersøgelse, hvis det var på basisniveau. Hvert sygehus og afdeling har retningslinjer, som kan an-vendes, hvis man er i tvivl. De bliver også repeteret mundtligt, når der bliver talt om det. Han ved godt, hvor han kunne finde retningslinjerne. Han havde 2 coronasygeperioder og en virusinfektion den første måned, hvor han var ansat på Hospital
  17. Han kunne derfor godt have haft en bedre opstart. Den
  18. marts 2022 var en af hans første vagter på akutafdelingen. Han er sjældent gået præcist kl. 15.
  19. Han har ikke noget imod at prøve at gøre si-ne ting færdige, og hvis det tager længere tid, så er det sådan. Det er sket, at han er gået hjem tidligere fra stuegang, hvis han har overstået sit program, og der ikke var brug for hans hjælp. Hvis han har haft ekstra tid, har han gjort det, at han har tilset andre pati-enter, der også var under hans mandat. Alle, der var indlagt på Afdeling, var under hans man-dat. Han kunne godt finde på at tilse en anden patient, hvis der var en grund til, men dygtiggørelse kunne ikke i sig selv være grunden. Foreholdt afhøringsrapport af
  20. marts 2022, fil 2, side 355,
  21. sidste afsnit, har han forklaret, at han har forklaret sådan til politiet. Han har ikke tilset pa-tienter for at dygtiggøre sig selv. Det er ikke hele sandheden. Som læge er dygtiggørelse en proces, og når han tilser patienter, så er der en lægefaglig side 14 grund. Foreholdt samme afhøring, side 356, nederste afsnit, har han forklaret, at han har forklaret sådan til politiet. Han har ikke set patienter kun for at dyg-tig-gøre sig. Der skal være en lægefaglig grund. Dygtiggørelsen er et bipro-dukt. Han var blevet anholdt og taget til afhøring den dag. Han ville gerne fortælle, hvad der var sket. Han var lidt i chok. Han har ikke efterfølgende fået lov til at læse rapporten efterfølgende. Foreholdt sin forklaring i grundlovsforhør den
  22. marts 2022, fil 1, side 17,
  23. afsnit, linje 2, har han forklaret, at han ikke mener, at han er gået ind og set patienter. Han var forvagt med mindst erfaring. Hans opgave var at tilse patienter af medicinsk karakter, som skulle indlægges. Han var den eneste forvagt 1, der havde mandatet til at se de medicinske patienter. Det ville væ-re mærkeligt, hvis han så en kirurgisk patient. Der var også en mellemvagt og en bagvagt. Det samme gjaldt de kirurgiske patienter. Alle medicinske pati-enter var hans patienter. Typisk kommer patienten i skadestuen, hvor de bli-ver visiteret. Han modtog som udgangspunkt alle medicinske patienter. Forurettede 3 var medicinsk patient på skadestuen. Han mener, at mellemvagten hed Vidne
  24. Han så ikke bagvagten på dagen. Vidne 10 tilså også patienter. Samtidig med, at forurettede kom ind på afdelin-gen, kom der også en anden medicinsk patient, som han havde ansvaret for. Det var et mere alvorligt tilfælde, så han tilså den anden patient og ikke foru-rettede. Foreholdt afhøringsrapporten, fil 2, side 356, har han forklaret, at han har forklaret sådan. Han var ikke den eneste, der havde behandlingsansvar, da der også var mellem- og bagvagt, og der kunne også tilkaldes yderligere. Det er for så vidt korrekt, at han fik tildelt patienter via systemet. Han tilså dog også patienter af sig selv, selvom det fremgår af retningslinjerne, at det var mellemvagten, der tildelte patienter. Han kunne så sætte sig selv på. Han mener, at det var efter aftale med Vidne 10, at han skulle se på den mest akutte patient. Han kan ikke huske, hvad de aftalte om forurettede. Senere konsta-te-rede han, at Vidne 10 havde modtaget og indlagt forurettede. Han mener og-så, at der blev talt om forurettede, men han husker ikke i hvilket omfang. Han var ikke med i samtalen om forurettede. Han lavede noget andet og fokuse-rede ikke på, hvad de andre sagde om forurettede. Han spurgte ikke, om han skulle tilse forurettede. Han kan ikke huske, at snakken gik på, hvad hun fej-lede. Det er normal procedure at orientere sig i de medicinske patienter, så det er ikke usædvanligt, at han har tjekket op på, hvad hun er behandlet for. Der er også en storskærm, hvor man kan se patienterne med deres diagnose. Det er en proces, hvem der havde ansvaret for forurettede. Det var ikke ham, der indlagde, undersøgte eller diagnosticerede hende. Han podede ikke, eller bestilte podning eller blodprøver. Han bad heller ikke om en second opinion vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt forurettede skulle indlægges. Hun er en del af dem, som han havde ansvaret for. Vidne 10 havde flere roller, så hun lavede andre ting på dagen. Vidne 10 bad ikke specifikt om hjælp til forurettede. side 15 Han tilså forurettede senere på eftermiddagen, da han vurderede, at hun skul-le genvurderes. Med hans bagage skal det, der ikke er belyst ordentligt undersøges. Han blandede sig ikke, da de andre talte om forurettede. Vidne 12 var den revurderende læge på forurettede, men tiltalte vidste ikke da, at der var lavet en second opinion. Vidne 12 er hans kollega fra Afdeling. De havde talt sammen den dag. Han tror, at Vidne 12 gav ham nogle informerende råd om nogle patienter bl.a. at han lige havde haft en vagt, hvor patienten havde en svær sygdom. Han mener ikke, at de talte om forurettede. Vidne 12 kom ned. Han var ikke bagvagt, men han var overordnet Vidne 10, og kom for at hjælpe med svære problematikker. Han kunne i princippet selv træffe afgørelse om, hvorvidt en patient skulle indlægges. Han forstod det sådan, at det var en god ide at vende patienterne med ”sit bagland” . Der var senere lidt ro på. Det er godt at kunne lave en overlevering, så det er udgangspunktet. Han mener, at han indlagde nogle patienter den dag. Han tænker, at han har vendt det med Vidne
  25. Han havde ikke kontakt med bagvagten eller Vidne 12 den dag. Han fik tilbud om at spise med, hvor der blev bestilt fra Just Eat, men takkede nej. Sent på eftermid-da-gen kom der ro på, og han så, hvilke patienter der kun var tilset en gang, og hvem der var styr på. Han gik rundt. Han ville gå ned til forurettede for at re-vurdere hendes sag. Hendes symptombillede var ikke beskrevet. Der var bl.a. bestilt et røntgenbillede af brystkassen, som han ikke kunne se, hvorfor var bestilt. Som han husker det, stod der, at der var bestilt røntgen. Forurettede var dårlig i løbet af dagen. Sygeplejerskerne havde fundet nogle værdier, hvor hun havde fået det bedre, men han mener ikke, at hun var tilset yderli-gere af en læge. Han fik et EKG fra en tidligere patient stukket i hånden af en sekretær. Da han ikke er ekspert, brugte han noget tid på at nærstudere det. Han sad i kontorfællesskabet, hvor der var to sygeplejersker, der havde pro-blemer med at forstå et røntgenbillede. Han ”underviste” dem derfor i forstå-elsen heraf. Det forsinkede ham på vej hen for at tilse forurettede. Han for-stod, at det var nogenlunde normal praksis på afdelingen, at en ny læge skulle tilse patienten. Han syntes, at der var god mening i at revurdere forurettede, og der var ting, der ikke var beskrevet. Vidne 10 var ikke til stede da, og han ringede ikke til bagvagten. Han tog en selvstændig beslutning. Han kunne godt have ringet til Vidne 10, men han kom fra Hospital 1 og skulle ind og finde ud af reglerne det nye sted. Han havde tidligere fået ros for at være selvstændig. Han tænkte ikke nødvendigvis, at han ville finde noget, som Vidne 10 ikke hav-de fundet. Der var mange ting i spil, ligesom med de andre patienter. Han slog op i forurettedes journal, før han gik ind til hende. Det er normal praksis at orientere sig. Han må have overset, at Vidne 12 havde lavet et notat, for han har ikke forholdt sig til det. Foreholdt log, fil 2, side 144, har han forklaret, at han gik ind på journalen kl. 17.
  26. Han læste i grove træk Vidne 10's undersø-gelse omkring kl.
  27. Han havde også læst, at der var en positiv influenza A prøve. Han kendte godt nogenlunde Vidne 10's behandlingsplan, herunder forts-at indlæggelse og afvente bedring. Der var også prøver, som afventede svar. Vidne 12's notat kl. 16.38, der er en revurdering, har han ikke set. Hvis det er dikteret, så er det ikke sikkert, at det er blevet skrevet. I så tilfælde kommer side 16 en notits om, at Vidne 12 har dikteret noget. Han mindes ikke, at han så notat. Han så heller ikke umiddelbart sygeplejerskens notat, men han kan have slået sygeplejerskernes notater fra. Han havde lige talt med sekretærer vedr. EKG og røntgenbillede. Der har måske været en kirurgisk bagvagt. Han spurgte ikke andre læger til råds om, hvorvidt han skulle lave en revurdering. Han ville se, hvordan forurettede havde det, og om hun kunne blive afsluttet og sendt hjem. Det var også for at se, om der var ændringer. Der var nogle ting, der ikke var beskrevet. Da han talte med forurettede, præsenterede han sig selv. Han havde værnemidler på. Han sagde, at det var hensigtsmæssigt at la-ve en ny undersøgelse for en revurdering, og om hun var indforstået hermed, hvilket hun var. Det er meget normalt at blive revurderet, og det var også derfor, at Vidne 12 var derinde. Han lavede nogle undersøgelser. Foreholdt sin forklaring under grundlovsforhøret, fil 1, side 17, har han forklaret, at gennemgang og revurdering er det samme. Han tænker, at han sag-de det undervejs. Han mindes, at han introducerede sig som han har sagt. Han mener ikke, at forurettede sov, da han kom ind. Hun lå i sengen. Hans første indtryk var, at hun var klattet, sygdomsramt og svag. Han mener, at han i journalen havde set, at hun havde feber. Han havde læst, at feberen hav-de været høj i dagene forinden. Han iværksatte en top til tå undersøgelse. Det er en bred term. Han begyndte fra toppen, hvor han fulgte et koncept, men undersøgte det, som han fandt relevant. Han spurgte ind til hendes sygehisto-rik, før undersøgelsen, eller også har han selv konstateret det i journalen. De talte kort om sygehistorikken inden, og så gik han i gang med den objektive undersøgelse. Han mærkede forurettede på panden. Hun var klattet, og hun sagde, at hun havde det varmt. Han tog ikke hendes temperatur. Det er ty-pisk sygeplejerskerne, der tager temperatur på patienterne. Han lyste hende i øjnene med sin lyspind. Det er en standardprocedure for at se, om hendes pu-piller responderede. Det var ikke fordi, at han troede, at hun havde en svulst i hjernen. Han undersøgte også lymfeknuderne på halsen. De var ikke hævede, som han husker det. Han gik derfra til brystkasseområdet. Han lyttede i hvert fald på lungerne, måske også på hjertet. Han kan ikke huske, om hovedgær-det var hævet, men ellers kunne han godt lave undersøgelsen. Han slog vist også på lungefelterne, og om der var noget med brystkassen. Han var i tvivl om, hvorfor der var bestilt et røntgenbillede. Han tror, at det må have været Vidne 10, der havde bestilt et røntgenbillede. Forurettede havde ondt mange ste-der, og hun var forvirret over, hvor det gjorde ondt. Han undersøgte også selve brystkassen. Det gjorde ondt, når han trykkede, og han tænkte, hvor smerten kunne stamme fra. Han lavede så en brystundersøgelse, da hun hav-de ondt i brystkasseområdet. Det var nærliggende at lave den undersøgelse. Hun sagde, at det gjorde ondt i området. Man kan godt have ondt over alt, når man har 40 grader i feber og har influenza. Influenza udelukker ikke an-dre undersøgelser. Det var også for at se, om der var kræft, godartede knu-der eller betændelse. Undersøgelsen omfatter også lymfeknuderne i armhu-len. Han undersøgte alle 4 kvadranter. Han fandt ikke noget abnormt. Det gi-ver god mening, hvis han sagde det. De havde en snak om, at hun skulle un-dersøge sine bryster, da det er en god ide at tjekke efter en gang imellem. side 17 Brystvorterne var der ikke en særlig undersøgelse af. Brystvævet bliver klemt sammen, så det underliggende væv kan mærkes. Han kan ikke afvise, at brystvorten også er blevet berørt. Han kan ikke genkende, at han har hevet hende i brystvorterne. Han reagerede på smerter. Sådan har han det med alle patienter. Smertebilledet var foreneligt med, at han skulle lave en undersøgel-se af brysterne. Han tror ikke, at der var taget et røntgenbillede. Ved brystundersøgelse skal man lige op at sidde. Han havde ikke gjort det, hvis han havde fornemmet, at forurettede ikke var ok med det. Han havde særligt fokus på samtykke ved personlige undersøgelser. Han kan ikke huske, hvordan han indhentede samtykket. Derefter undersøgte han maven, som han trykkede på. Han lyttede på tarmlyde. Hun sagde, at det gjorde ondt og be-skrev smerter. Han fandt, at hun havde ondt i den øvre og nedre del af ma-ven. Nedre del var ikke beskrevet, så det reagerede han på. Han tænkte, at det skulle han undersøge. Han lavede en rektal- og vaginalundersøgelse. Han tænkte ikke på, at han skulle ringe til Vidne
  28. Han lavede undersøgelserne, og han var ikke i tvivl om, at det skulle han. Før undersøgelserne havde han un-dersøgt rygsøjlen og ryggen, og der var der også symptomer, men det vurde-rede han som en biting. Han indhentede samtykke og sagde, at det var hen-sigtsmæssigt at lave undersøgelserne. Han tog nye handsker og gele på. Der gik folk rundt på gangen. Der var også en servicemedarbejder inde under un-dersøgelsen for at spørge, hvad forurettede ville have til aftensmad. Medar-bejderen stak vist kun hovedet ind. Han kan ikke huske, hvilken undersøgelse han var i gang med. Servicemedarbejderen var inde i nogle minutter, og det har nok været med værnemidler. Forurettede havde også ændret afførings-mønster. Han bad hende lægge sig på siden og foretog undersøgelsen. Han mærkede efter en flerhed af ting. Han har lavet rektalundersøgelser, hvor der har været prostatakræft. Han ledte ikke efter noget specielt, men så efter blødning m.v. Han så også på handsken, da han tog den ud. Han fandt ikke noget abnormt. Han sagde, at det var normalt. Hans vurdering er, at hun måske med kropssproget responderede, at det var godt. Han kan ikke huske, om han da havde lavet en vaginalundersøgelse, eller om han foretog den da. Han skiftede handsker. Han lavede undersøgelsen i sengen. Han var ikke be-vidst om, at der var et gynækologisk rum, der skulle bruges. På skadestuen i Hospital 1 havde de ikke sådan et rum, da de ikke foretog sådanne undersøgel-ser. Han ville inspicere de ydre forhold og mærke livmoder, æggestokke og æggeleder. Det ville være mest optimalt i et gynækologisk leje. Det var ikke hensigten at tage prøver, men at mærke forholdene, og om det kunne forkla-re årsagen til smerterne. Han brugte sin viden om kvinder i den fødedygtige alder, hvor der kan være en gynækologisk problematik ved mavesmerter. Han tænkte heller ikke umiddelbart på at ringe til Vidne
  29. Han vurderede ikke, at der var noget abnormt, men mere en generel ømhed. Han fandt ikke noget abnormt, og det var det, som han ledte efter. Derefter gik han ned til benene. Der var smerter i hofteområdet, der ikke var beskrevet. Han lavede en kort hofteundersøgelse. Forurettede sagde, at hun var opereret for hoftedysplasi. Det kunne godt være grunden til smerterne. Han bad hende om at stige ud af sengen. Hun skulle bøje sig fremover, så han kunne se, om hun var skæv i side 18 ryggen, mens han havde sine hænder på hofterne for at mærke skævheder. Han har ikke lavet undersøgelserne for sin egen skyld, men for at sørge for at patienterne bliver ordentlig behandlet. Der er nogle patienter, der er så dårli-ge, at han ikke vil lave en top til tå undersøgelse. I situationen reagerede han på de ting, som han fik at vide. Han husker det sådan, at forurettede bukkede sig nogenlunde ned. Hun havde det måske sværere i hoftedysplasisiden. Han kan ikke huske, om han sagde, at hun kunne træne det. Han mener ikke, at han pressede hende ned. Det ville være at ”snyde” i undersøgelsen. Han tror, at forurettede ville have en stor striktrøje af, og det hjalp han med. Han af-koblede droppet. Der var snak hele tiden, både informativ og om forskellige ting. Han kan ikke huske, om han præsenterede sig som ”Kaldenavn 1” . Han vil gætte på, at han har kaldt forurettede ved fornavn. Han kan ikke huske, at han har kaldt hende ”lille frøken” . Det er hans opfattelse, at når man er på sygehuset, er man mere ”primet” til at sige ja til en undersøgelse. I begyndelsen får man et ja til at begynde konsultationen, men der indhentes også samtykker under-vejs. Her informerede han om grunden til undersøgelserne, når det var nød-vendigt, bl.a. ved rektalundersøgelsen. Han har ikke oplevet, at der ikke har været indhentet samtykke. Han mærkede ikke, at forurettede syntes, at noget var ubehageligt, og at han bare skulle afsted. Han lavede sine undersøgelser på et lægefagligt grundlag. Han mener, at det var forsvarligt at udsætte hende for de undersøgelser i hendes tilstand. Der er nogle ting, som man selv undersøger, selvom det alle-rede er undersøgt. Han tog værnemidlerne af. Han sagde noget i retning af, at hun kunne se, at han var et almindeligt menneske. Han ønskede hende god bedring. Det kan godt passe, at klokken var 18.
  30. Hans vagt var slut, og det gik op for ham, at klokken var mange. Han kunne ikke nå at lave et journal-notat. Han gik ca. kl. 18.
  31. Han måtte vente med journalisering, da han ikke havde fundet noget abnormt, som der skulle handles på. Han nåede ikke at tale med Vidne 10 på det tidspunkt. Han lavede heller ikke overlevering til andre læger. Han var bevidst om, at Vidne 10 havde lagt en plan. Lige den dag havde han en aftale, der gjorde, at han skulle gå på et bestemt tidspunkt. Hans tan-ke var at journalisere det så hurtigt som muligt. Det ville være om morgenen dagen efter. Der kunne godt være en risiko for, at forurettede så ville blive udsat for endnu en top til tå undersøgelse, men det er svært at sige. Når han får sygehistorikken fra patienten, vil han gerne vide, om der er nog-le, der kan passe patienten derhjemme. Han og forurettede talte ikke om pri-vate ting. Han sagde ikke noget om, at han gerne ville se hende privat. Han husker, at han kunne have sagt, at han ikke håbede at se hende derinde igen, forstået som at hun ikke blev syg igen. Tiltalte har foreholdt sin forklaring under grundlovsforhør, fil 1, side 18,
  32. nederste linje, forklaret, at han har forklaret sådan. Det var hans hensigt at side 19 journalisere hurtigst muligt, det vil sige dagen efter om morgen, men han kunne ikke tilgå systemet, da der var kommet en klage. Han havde ikke ind-talt et journalnotat. Han har oftest noter på sig, men det er sværere i isolati-onsrum. Foreholdt journal, fil 2, side 28, har han forklaret, at han ikke kan huske, at han så, at forurettede var konfereret med en bagvagt. Foreholdt samme journal, side 27, ved smerte og sanseindtryk, har han forklaret, at han som oftest ikke har sygeplejerskens notater fremme, og det er ikke noget, som han har fravalgt. Han husker ikke at have set det. Det er ikke hans indtryk, at han som sådan var behandlingsansvarlig læge, men han havde mandat til at råde over bl.a. forurettede. Han havde forstået, at der var blevet lagt en plan. Hans opfattelse af, om der var en færdigudred-ning, har nok ikke været helt skarp. Han vidste ikke, at Vidne 12 havde tilset forurettede. Forurettede var diagnosticeret med influenza A. Han opfat-tede ikke behandlingsplanen som endelig. På dagen opfattede han ikke, at der ikke skulle revurderes, men troede, at det skulle ske. Det var ikke alle patien-ter, der nødvendigvis fik en ekstra gennemgang, så de ikke kun var tilset en gang. Han læste det relevante i forurettedes journal. Han så ikke Vidne 12's notat på dagen. Der kom ikke et stor afsnit, men derimod en meget lille notits, som han ikke så. Han vidste ikke, at der var et gynækologisk rum. Han var be-kendt med, at akutafdelingen havde retningslinjer, men han kendte ikke ret-ningslinjer vedrørende patientansvaret i akutafdelingen. Han var bekendt med retningslinjen om EPJ, som han sikkert har læst den på et tidspunkt. Tiltalte har vedrørende sine søgninger på Safari forklaret, at han fik et opkald den
  33. marts tidligt om morgenen fra sin chef Vidne 9, der sagde, at der var en patientklage, hvem det var, og hvad det drejede sig om. Han blev ner-vøs, chokeret og berørt. Dagen efter opkaldet tænkte han tusinde tanker om, hvad der kunne være gået galt. Han tænkte vagten igennem, og hvilke under-søgelser havde han lavet. Han googlede på rektalundersøgelse og brystunder-søgelse. Han husker ikke, om han søgte på vaginalundersøgelse. Han gjorde det for at sikre sig, at han havde gjort det efter den rette indikation. Han var meget be- og oprørt. Han prøvede at finde ud af, om han havde lavet noget forkert. Hans intention var at journalisere det hele, men han blev suspende-ret. Han søgte én gang på hver ting. Forurettede 1 har som vidne vedrørende forhold 1 forklaret, at hun havde brækket sin fod og fået fuld gips på op til under knæet. Hun skulle ind til kontrol på Hospital
  34. Det kan godt passe, at det var den
  35. januar
  36. Det var om formiddagen. Hun var sygemeldt, da hun skulle have benet opad. Hendes far kørte hende ind til sygehuset. Hun gik med krykker. Hen-des far ventede ude på gangen. Gipsen kom af, og det skulle vurderes, om hun skulle have gips på igen, eller om hun skulle have en Walkerskinne på. Hun havde forinden fået taget røntgen. Det var sygeplejersken, der tog gip-sen af. Ved lægeundersøgelsen rørte tiltalte foden og vurderede hendes smer- side 20 ter. Han trykkede på foden og så, om hun kunne bevæge tæerne. Hun fik no-get blodfortyndende medicin i forbindelse med bruddet. Hun har en bindevævssygdom med tendens til blå mærker, og hun fik nogle uprovokerede blå mærker, som ifølge hendes vurdering skyldtes medicinen. Hun spurgte, om det var sikkert at fortsætte med medicinen. Hun viste også mærkerne. Hun havde et stort blåt mærke på siden af låret. Hun havde kjole på med strømpe-bukser ud over gipsen. Strømpebukserne var taget af. Tiltalte bad hende trække kjolen længere op for at se efter blå mærker. Hun trak kjolen op om-kring hofterne, mens hun stadig sad på briksen. Hun var på det tidspunkt ale-ne med tiltalte. Han løftede mere op i kjolen og tog hænderne op og klemte hendes bryst to gange rimelig hurtigt, og så gik han bagom hende, hvor han stak sine fingre ind i hendes lyske for at tage hendes puls. Det var ubehage-ligt og meget nærgående. Som hun husker det, sagde tiltalte, at det var en ok puls. Hun tænkte, at han ikke kunne se blå mærker med hænderne. Hun hav-de ikke bh på. Tiltalte klemte på brystvævet. Hun husker det sådan, at det kun var i højre side. Hun kan ikke huske, om han så efter, om hun havde blå mærker på ryggen. Hun blev lidt forbløffet. Det var en uvant situation og meget grænseoverskridende. Man behøver ikke at have afstand til sin læge, da det er en tillids-sag. En læge kan ikke undersøge én på 2 meters afstand. Det føltes forkert, men hun sagde ikke fra, da der var et tillidsforhold. Hun mener, at det kun var fingrene, der klemte om hendes bryst. Det føltes ubehageligt og grænseo-verskridende, at han havde hånden nede ved hendes lyske. Det var ved det ben, hvor hun havde foden i gips. Derefter blev det vurderet, at hun skulle have gips på igen, og det var sygeplejersken, der lagde det på. Hun fik at vide, at hun skulle til en opfølgende kontrol for at sikre, at det groede rigtigt sammen. Da hun forlod sygehuset, havde hun et hav af tanker, men hun havde ikke lyst til at komme tilbage. Det havde været ubehageligt, og hun havde ikke selv kunnet sætte en grænse. Hun spekulerede meget på, hvordan det videre forløb kunne være. Hun kontaktede efterfølgende sygehuset. Hun talte med en på hovednummeret, og hun havde en videokonsultation med sin egen læ-ge, hvor hun sagde, at hun ikke ville tilbage. Det kunne hun kun opnå ved, at hun blev afsluttet på Hospital 1 og efterfølgende blev henvist til et an-det sygehus. Dette skete, og hun blev henvist til Hospital
  37. Det var episoden ovenfor, der var tungen på vægtskålen, men hun var gene-relt ikke tilfreds med Hospital
  38. Det var hendes læge, der kaldte det et overgreb under konsultationen. Hun ved ikke, om det står i henvisningen. Hun synes ikke, at hun er voldsomt blufærdig, men hun har en klar grænse. Hun har en sygdom, der gør, at hun har en tendens til blå mærker, og det er hendes opfattelse, at den blodfortyndende medicin forstærkede dette. Det var første gang, hvor hun spurgte om det. Hun ved ikke, hvornår hun fik det blå mærke, men hun brækkede foden den
  39. januar
  40. Hun blev også øm af side 21 de blå mærker, men det talte hun ikke med lægen om. Sygeplejersken var der ikke, da hun blev undersøgt for de blå mærker, og hun husker ikke, om sygeplejersken var der før. Der blev klemt på brystet, sluppet og derefter blev der klemt igen. Hun mener ikke, at placeringen af hånden ved klemmene flyttede sig. Hun oplevede, at der på Hospital 1 var mangel på behandling, da hun brækkede foden. Hun ventede først i 3 timer, hvor de havde glemt at sende hende i røntgen, og der var kun en lægestuderende på arbejde. Hendes egen læge sagde ikke, hvad han ville skrive i selve henvisningen, som hun ikke har læst. Hun husker ikke, at hun talte med lægen herom. Det ene-ste problem var, at hun var i et forløb, og derfor kunne hun ikke bare skifte. Vidne 1 har som vidne vedrørende forhold 1 forklaret, at han er praktiserende læge i By
  41. Han kan ikke huske, hvor længe han har været læge for Forurettede 1, som han ikke umiddelbart kan genkal-de. Han kan huske, at der kom en henvendelse fra en patient, der havde et problem med sit bevægeapparat. Hun kom ind hos ham, og de så på det ske-te. Patienten havde været på Hospital 1, hvor der var sket behandling. Han og patienten blev enige om, at hun skulle henvise til en ortopædkirurg. Han ville henvise hende til Hospital 1, og det sagde patienten, at det skulle hun i hvert fald ikke. Hun var blevet seksualiseret, og en mandlig læge havde taget på hende. Foreholdt afhøringsrapport, fil 2, side 467,
  42. afsnit, har han forklaret, at han har forklaret, at han huskede, at patienten var oprevet. Da de begyndte at ta-le om Hospital 1, blev patienten oprevet. Han havde kun fået tilsendt et resume, måske et udskrivningsbrev. Han tænker, at han har læst det. Han vil formode, at han har læst det seneste, og der har formentlig stået 10-12 linjer om, hvad der er sket. Hans fokus har været på patientens fod, og krænkelses-problematikken kom til sidst i konsultationen. Foreholdt samme afhøringsrapport, fil 2, side 468,
  43. afsnit, har han forklaret, at han ikke kan huske notatet, men at det som patienten beskrev, slet ikke hang sammen med, at hun havde brækket sin ankel. Det stod klart, at det ik-ke var et uheld. Han kan ikke sige, om hans patient var blufærdig. Han kan ikke huske, om han anbefalede patienten at anmelde forholdet. Han kan hel-ler ikke huske, om han opfordrede til at klage til hospitalet. Foreholdt henvisning til Hospital 3, fil 2, side 470, har han forklaret, at han henviser et iværksat forløb. Han havde foreslået patienten, at der kun-ne være et andet personale på Hospital
  44. Han går ud fra, at det var den
  45. januar 2022, at han havde konsultationen. Det kan godt være, at det var en videokonsultation. Han har glemt det, hvis det var en sådan konsultation. Han vil gætte på, at det notat, der er fra konsultationen, er næsten det samme som det anførte i den fremlagte henvisning. Han tror, at ”raget på hende” er side 22 hans formulering. Det var en speciel konsultation, da patienten var så opre-vet. Han havde en klar fornemmelse af, at det var en klar krænkelse. Han kan godt have noget andet stående i selve journalsystemet, da det er specielt, at han har henvist til Hospital
  46. Der skal være en begrundelse for, hvor-for der sker henvisning til et andet sygehus, end til det hospital man hører til. Han kan ikke huske, at patienten omtalte blå mærker og bekymring for blod-fortyndende medicin. Det er efter hans opfattelse almindeligt, at der er stud.med.’ere ansat i skadestuen. Vidne 2 har som vidne vedrørende forhold 1 forklaret, at han er Forurettede 1's kollega. Han og Forurettede 1 var hjemsendt i januar 2022 pga. corona, og de mødtes på Teamsmøder. Han vidste godt, at hun havde brækket benet. De havde Teamsmøde den
  47. januar 2022, hvor hun var sy-gemeldt. Han havde også på Teamsmøder set hendes fod. De er gode venner og tætte kolleger. Han spurgte, hvordan hendes tjek på sygehuset var gået. Hun sagde, at det var surrealistisk. Den pågældende læge havde taget hende på brysterne og ført en hånd til hendes trussekant for at tage pulsen. Foruret-tede er ikke normalt en meget blufærdig type. Hun virkede chokeret. Hun sagde, at hun også havde sagt det til sin mand. Vidnet sagde, at det skulle meldes til lægen/sygehuset, men hun ville tænke over det, da hun og lægen var alene, da det skete. Han mener, at hun efterfølgende har meldt det til sin læge. Han opfordrede hende ikke til at melde det til politiet. Han hørte ikke mere til det. Han hørte først om det igen, da det i pressen kom frem, at der var andre forhold, hvor Forurettede 1 sagde, at hun havde meldt det. Han var ikke inde over det. De talte heller ikke om, at det var kommet frem i pressen. Han vidste ikke, at det var samme læge, da det i pressen var angivet, at forholdet var fra Hospital
  48. Forurettede 1 sagde til ham, at lægen havde stukket sin hånd ind under kjolen og tryk-ket på brystet to gange. Foreholdt afhøringsrapport den
  49. maj 2022, fil 2, side 456, har han forkla-ret, at han fik forklaringen læst op, og han var enig heri. Foreholdt samme rapport, side 457,
  50. sidste afsnit, har han forklaret, at han muligt har sagt det til politiet, men han kan ikke huske, at Forurettede 1 skulle kontakte politiet. Det var på Teamsmødet, at de talte om det. Han kan ikke huske, at Forurettede 1 skulle have sagt det på Teamsmødet den
  51. januar 2022, ligesom han ikke husker, at Forurettede 1 havde kontaktet politiet. Forurettede 2 mødte som vidne og har for lukkede døre vedrørende for-hold 3 forklaret, [ Dørlukning ] side 23 [ Dørlukning ] side 24 [ Dørlukning ] side 25 [ Dørlukning ] side 26 [ Dørlukning ] side 27 [ Dørlukning ] Vidne 3 har som vidne vedrørende forhold 3 forklaret, at hun er læge for Forurettede 2 og har været det siden
  52. Forurettede 2 er en blu-færdig person. Hun har haft en del lægebesøg, og vidnet kender hende ret godt. Hun talte med Forurettede 2 omkring den
  53. januar
  54. Det handlede om Forurettede 2's datter og ved samtalens afslutning, fortalte Forurettede 2, at hun havde været indlagt. Forurettede 2 spurgte, om det var normalt at blive undersøgt meget grundigt. Hun sagde, at tiltalte hav-de undersøgt bryster og indvendigt, og spurgte, om det var normalt. Vidnet fandt epikrisen og sagde, at en ung læge godt kunne undersøge fra top til tå. Der stod ikke noget i epikrisen om det, som Forurettede 2 beskrev vedrø-rende brystundersøgelse og indvendige undersøgelser. Der stod, at Forurettede 2 havde været kørt op og havde fået smertestillende. Forurettede 2 var kommet til skade med sit knæ, og det var hun kommet mange gange. Vidnet kan ikke huske, om der stod, at der var flere læger inde over. Hun ville ikke ud fra epikrisen tænke, at det var relevante undersøgelser. Hvis det var en opgave, som lægen havde fået, så ville det have stået i jour-nalen. Man kunne godt lave en top til tå undersøgelse på skadestuen, men hun har aldrig oplevet, at der skulle være undersøgelse af brystvævet ved mistanke om brækket ribben, eller indvendige undersøgelser. Brystvævsun-dersøgelse vil sandsynligvis kun ske ved synlige skader. Det ville ikke være relevant at lave hverken en vaginal- eller en rektalundersøgelse i dette tilfælde. Hvis man ikke kan lave strakt benløft, så vil rektalundersøgelse måske kunne give mening. Hvis der er føleudfald, så kunne det måske forsvares for at se, om der var brud i ryggen. Hun mener heller ikke, at der var angivet, at der var lavet en rektalundersøgelse. Hun sagde til side 28 Forurettede 2, at hun havde forventet, at det var journalført. En del af lærin-gen er også at føre journalen. Hvis opgaven var en top til tå undersøgelse, så kan det ikke være en forglemmelse. Hun talte med Forurettede 2 om, hvad der kunne gøres ved det. Det var først dagen efter. Hun anbefalede, at det blev meldt til politiet. Forurettede 2 ville ikke anmelde det, da hun var bange for, at der ikke var nogen, der ville tro på hende. Hun tror også, at de talte om, at der kunne klages til Styrelsen for Patientsikkerhed. Hun sagde, at det ville tage lang tid. Hun mente, at det var relevant at tale med den ledende overlæge, men det ville Forurettede 2 heller ikke. Forurettede 2 ville tænke over det. Vidnet havde en uddannelseslæge, der havde været på akutmodtagelsen på Hospital 1, og hun spurgte sig for vedrørende tiltalte. Uddannelseslægen sagde, at han ikke havde noget at udsætte på tiltalte. Hun mener ikke, at Forurettede 2 kontaktede hende igen, før uddannel-seslægen kom og sagde, at der var en sag i By 2, hvor tiltalte var vare-tægtsfængslet. Hun var inde for at læse om sagen og kontaktede derefter Forurettede 2 og fortalte om sagen i By
  55. Hun sagde, at Forurettede 2 skulle tænke på, at den anden kvinde stod i samme situation og havde behov for, at der var en, der bakkede op. De aftalte, at vidnet skulle få fat i politiet for at høre om den videre fremgangsmåde. De anmeldte forholdet sammen, og hun mener også, at der blev lavet en klage til Patientklagenæv-net. De udfyldte klagen sammen foran skærmen. Hun mener, at Forurettede 2 fortalte flere ting, som ikke var fortalt i begyndelsen. Forurettede 2 ville ringe til tiltalte for at spørge, hvorfor undersøgelserne var lavet. Det frarådede vidnet. Det var før anmeldelsen. Vidnet mente, at man skulle gå di-rekte til den ledende overlæge. Hun og Forurettede 2 fandt sammen tiltal-te på de sociale medier. Hun kan ikke huske, at Forurettede 2 ville kon-takte tiltalte på anden vis, men det fortalte hun senere, at hun havde gjort. Det var, da en betjent ringede og spurgte, om Forurettede 2 havde kontaktet tiltalte på Facebook. Hun har ikke opfordret Forurettede 2 til at op-søge tiltalte på de sociale medier. Forurettede 2 er meget blufærdig, og vidnet har svært ved at komme til at lave en gynækologisk undersøgelse på Forurettede
  56. Vidnet kunne ikke se sygehusjournalen, men kun det, som hun fik sendt fra sygehuset. Hun me-ner, at Forurettede 2 havde fået morfin i ambulancen. Som yngre læge skal man lære at lave en journal. En måde er ved at lave en top til tå undersøgelse. Det vil man kunne få som opgave i begyndelsen af sin uddannelse, men så forventes det også, at det står i journalen. Der er journalføringspligt for alt, hvad man laver. Hvis der er lavet en grundig undersøgel-se, vil der stå om hoved, ansigt, arme, ben m.v. Hun kan ikke huske, at hun har frarådet Forurettede 2 til at tage kontakt til tiltalte på de sociale medier. Hun vil have gjort det, hvis der var en samtale, da der ikke ville komme noget ud af det. Det burde gå gennem en anden instans. Hun kan ikke huske, om det side 29 var ved første konsultation, at hun og Forurettede 2 søgte tiltalte frem på Facebook, men hun tror det. Hvis en yngre læge får en opgave, så er det fra en ældre læge, der gennemgår journalnotatet, så der er noget læring i det. Det vil derfor skulle bruges til supervision. Hvis opgaven ikke er givet af en anden læge, så vil man ikke kun-ne lave en top til tå undersøgelse. Der vil man lave en fokuseret undersøgel-se. Det vil heller ikke være relevant. Fokus skal være på patientens proble-matik. Yngre læger har ikke en adgang til at lave udvidede undersøgelser, fordi man er under uddannelse. Man skal ikke kigge en patient i øret, hvis pa-tienten kommer med en forslået fod. En undersøgelse skal være lægeligt be-grundet. En rektalundersøgelse vil ikke være det første, der bliver foretaget, og en vaginalundersøgelse vil ikke være en del heraf. Man kan ikke se noget ordent-ligt, hvis ikke undersøgelsen er i et gynækologisk leje med brug af relevante instrumenter. En rektalundersøgelse kan foretages på et almindeligt leje. Vidne 4 har som vidne vedrørende forhold 3 forklaret, at hun er veninde med Forurettede
  57. Hun hentede Forurettede 2 på sygehuset. Forurettede 2 er en god veninde. Hun stod ved siden af, da Forurettede 2 faldt på løbebåndet. Forurettede 2 var ikke bevidstløs ved faldet, men derhjemme kunne der ikke opnås kontakt med Forurettede
  58. Vidnet ringede først til lægevagten, der sendte en ambulance. Der gik lang tid, og så blev der på ny rekvireret en ambulance. Vidnet blev hos Forurettede 2's børn og var ikke med ude ved ambulancen. Der var liv i Forurettede 2, før hun kørte væk i ambulancen. Forurettede 2 ringede for at få sine nøgler og telefon. Vidnet hentede Forurettede 2 sammen med bl.a. dennes børn. Både Forurettede 2 og tiltalte var i rummet på sy-gehuset, og tiltalte præsenterede sig. Tiltalte virkede som om, at han var på vej ud af stuen. Hun husker ikke, om Forurettede 2 havde dyne på. Stemningen var lidt mærkelig. Hun kan ikke forklare hvorfor. Forurettede 2 sagde ikke noget, da vidnet kom ind på stuen. Hun mærkede stemningen dengang, og Forurettede 2 virkede ikke som sig selv. Det var først, da hun kom hen til Forurettede 2, at hun tænkte, at der var en underlig stemning. Forurettede 2 havde mange smerter, men virkede anderledes. Hun kan ikke huske, om vidnet fik at vide, at Forurettede 2 havde fået noget smertestillende. Da de forhold sygehuset, tog de på McDo-nald’s. Forurettede 2 havde krykker og var meget smertepåvirket. Hun kan ikke huske, hvornår Forurettede 2 fortalte, hvad der var sket. Det var nok en uge efter. Forurettede 2 sagde, at hun havde talt med sin egen læge. Vidnet gav bare Forurettede 2 nogle krammere. Hun så, at Forurettede 2 havde fundet til-talte på Messenger, og at Forurettede 2 og tiltalte havde skrevet sammen. Forurettede 2 ville have tiltalte til at indrømme noget, og derfor skrev Forurettede 2 til tiltal-te. Hun kan ikke huske, hvornår denne korrespondance fandt sted. Hun me-ner, at Forurettede 2 sagde, at hun havde fået tiltalte til at indrømme noget. Hun har ikke talt med Forurettede 2 om at anmelde det til politiet. Hun synes ikke, at side 30 Forurettede 2 er en blufærdig person. Hun er helt sikker på, at lægen var på stuen, da hun kom ind på stuen. Foreholdt afhøring den
  59. juni 2022, fil 2, side 512,
  60. afsnit, har hun forklaret, at hun er sikker på, at tiltalte var der, da hun kom. Hun har talt med sin svigerinde om det. Hun havde ingen kontakt med sygeplejersken. De var kommet med nøgler og telefon og for at hente Forurettede
  61. Hun har ikke talt med Forurettede 2 om, hvorvidt det var en god eller dårlig ide, at Forurettede 2 havde kontakt med tiltalte på de sociale medier. Hun ved ikke, hvor lang tid efter, at hun fik det at vide. Forurettede 2 sagde ikke, at andre havde frarådet hende det. Hun ved ikke, hvordan forholdet er anmeldt. Foreholdt samme afsnit i afhøringsrapporten har hun forklaret, at hun efterfølgende har fundet ud af, at tiltalte præsenterede sig. Vidne 5 har som vidne forklaret, at hun er ansat på Hospital
  62. Hun var også ansat i januar
  63. Hun er hoveduddannelseslæge og ved at uddanne sig til speciallæge. Hun var kollega med tiltalte. Hun indgår i den daglige drift, og hun superviserer og underviser yngre læger. Hun har også superviseret og undervist tiltalte. Hun gennemgår alle skadekort på tilsete patienter på skadestuen, og hjælper med spørgsmål ved stuegang. Hun kigger også på journaler, ligesom hun superviserer ved operationer. De yngre læger er alene tilknyttet akutmodtagelsen. Hun er som bagvagt ik-ke så meget dernede, som mellemvagten er. Den yngre læge er forvagt og er til stede i akutmodtagelsen. Der er også en akutlæge til stede. Der er en forventning om, at der bliver ringet mere til én som hende, da de yngre læger er mere uerfarne. Skadestuen er et meget superviseret sted. Dagen efter gennemgås alle kontakter, og der vil vagthavende se, hvad der er lavet dagen før, hvis det er journalført. Man skal lære at skrive journal og skrive notater. Yngre læger skriver meget prosatekst. Man skal være præcis i sine formuleringer. Det er noget, som man skal lære. Under supervision gennemlæses notater, og der gives feed-back. Hun har haft stuegang med tiltalte, så hun har givetvis superviseret. Hun går selv meget op i journalføring. I journalsammenhæng skal sproget være fagligt, da det er kommunikation mellem læger, og man skal hurtigt kunne få et overblik. Relevante ting skal med. Positive og negative fund vil altid blive skrevet ned. Hvis der er indikation for en undersøgelse, skal det journalføres. Der skal altid være en grund til at lave en undersøgelse. Så kan efterfølgende kollega se, hvad der er tænkt. Det lærer man allerede på universitetet. Der er tidstro journalføring, og det er vigtigt, at der journalføres efter patientkontakt, medmindre der er kommet andet akut. Det skal ske for at undgå, side 31 at information går tabt. En sekretær kan rykke for journalføring, men det vil typisk være dagen efter. Hun er selv traumeleder og dikterer, mens der scan-nes, for at sikre, at der sker journalføring. Der kan ikke gå flere dage. Det er væsentligt, at journalen skrives, før vagten slutter. Ved stuegang vil man ikke tænke over det, men det vil man både i ambulatoriet og i akutmodtagelsen. Det skyldes, at der ved stuegang kan være uændrede forhold. Hun kan ikke huske, hvor længe hun arbejdede sammen med tiltalte, men det er under 1 år. Hun husker ikke, at hun har set patienter med tiltalte. De har primært talt om journaler på kontoret. Hun husker tiltalte som kæk og lidt fremme i skoen. Fagligt lå han på niveau med de andre yngre læger. Der var ikke undersøgelser, der stak ud. Hun ville have bemærket dette, hvis det var journalført. Tiltalte tog mange selvstændige beslutninger, hvor hun forvente-de, at der ville blive ringet mere og spurgt om hjælp. Det kan dog også give et flow. Hun studsede over det. Hun husker ikke konkret, at hun har talt med tiltalte om det under supervision. Hun husker heller ikke, at hun specifikt har beskrevet journalføring, da det er udpenslet på universitetet, og når man er i klinik. Det bliver indpisket, at der skal skrives om både positive og negative fund. Der er en hel del undervisning i journalføring på universitetet. Det er forskelligt fra universitet til universitet, men det læres i klinik. I skadestuen kan det være svært at gå tilbage og se, hvem der har behandlet en patient, hvis der har været en lille gruppe læger på arbejde. Det beder hun i givet fald sekretæren om at undersøge. Hun er også selv blevet rykket for et glemt notat. Læger er også bare mennesker. Hvis en patient ikke kan lave strakt benløft, og der laves en rektalundersøgel-se, giver det ikke mening ikke at få det journalført. Det skulle helt sikkert journalføres. Det er en utrolig vigtig undersøgelse. Ellers ville hun som vagthavende kunne finde på at indkalde patienten igen. Manglende strakt benløft er ikke i sig selv indikation for en rektalundersøgelse. Det afhænger af føleforstyrrelser og traumemekanismen. Det er ikke en undersøgelse, som man bare laver. Der skal være en god indikation for det, og det skal journaliseres. Alle objektive undersøgelser skal journalføres. Det gælder også undersøgel-ser, hvor der mærkes, lyttes eller undersøges hulrum. Det beskrives også, hvordan man fremstår. I skadestuen er der fokus på relevante undersøgelser. Det vil undre hende, at der skal laves en vaginalundersøgelse på skadestuen, hvis der er traume på benet. De har ikke en stue til undersøgelsen, og det vil være en gynækolog eller mave-/tarmkirurgisk læge, der skal lave den. Det vil ikke give mening ikke at lave det på en korrekt briks med de korrekte instrumenter. Rent logistisk kan det være forskelligt, hvor en gynækologisk undersøgelse laves. Det vil oftest være på en medicinsk stue. Sådan har det været de steder, hvor hun har været. Hun har ikke oplevet skadestuer, der laver gynækologiske undersøgelser. side 32 Vidne 6 mødte som vidne og har forklaret, at han er cheflæge på ortopædkirurgisk afdeling på Hospital 1, hvor tiltalte har været ansat. Til-talte var ansat i en uklassificeret stilling for at dække nogle opgaver. Det kan godt passe, at tiltalte var der 3-4 måneder. Han har mødt tiltalte til morgen-konference og konference i løbet af dagen. Han har ikke haft specielt mere med tiltalte at gøre end andre. Tiltalte var på et tilfredsstillende fagligt nive-au. Tiltalte er en jovial ung mand med godt humør, der altid var god for en frisk bemærkning. Der var ikke noget påfaldende. Yngre læger er som oftest ydmyge både fagligt og socialt. Tiltalte var mere jovial og social end de fle-ste. Han overvejede ikke dette i forbindelse med patientkontakten, og han talte ikke med tiltale herom. Der er andre læger, der havde mere kontakt med tiltalte, så vidnet har ikke haft grund til at tale med tiltalte om patientkontakt. Han kan ikke huske, at han hørte noget herom fra de andre læger. Han min-des, at tiltalte i ambulatoriet har spurgt vidnet om noget, og det har været på et fint niveau. Tiltalte var ikke særligt spørgende, men har også spurgt andre om faglige spørgsmål. Tiltalte spurgte ikke om unødvendige ting. Det er ikke vidnet, der som udgangspunkt gennemgår journaler ført af yngre læger, men derimod supervisorer, der gør det. Han gør det dog i mindre grad De yngre læger har et andet erfaringsniveau end ældre læger. Han er vant til, at der stilles mange spørgsmål af faglig karakter, og det er helt naturligt. Som han husker det, var tiltalte ansat for at dække en plads i akutafdelingen, der ikke selv havde tilstrækkelig bemanding. Han var ikke nærmeste bagvagt for akutmodtagelsen. Han har det faglige ansvar for en lille del af den behand-ling, der sker og derudover administrativt ansvar. Man vil normalt spørge den nærmeste bagvagt. I akutmodtagelsen er der nok et større patient- og tidspres. Ventetiden er længere, og der er fokus på at begrænse ventetiden. Det er ikke sjældent, at sygeplejersker hjælper med at få patienterne igennem. For ham at se var tiltalte en glad ung mand. Han bed mærke i, at der kunne komme nogle kommentarer fx om vidnets privatliv, hvilket ikke var normalt. Det kunne fx være, at tiltalte spurgte til, hvordan det gået på golfbanen. Der har ikke været samtaler om, hvorvidt tiltaltes omgangsform kunne tematise-res i forhold til patienter. Der er heller ikke tradition for det. Udgangspunktet er, at det er et læge-/patientforhold om den konkrete skade. Man skal selv finde sin egen form at være læge på. Hvis en patient har sagt, at der har væ-ret en god oplevelse, lader de det gå videre. Han kan ikke huske, at det har været tilfældet vedrørende tiltalte. Han har også set journalnotater fra tiltalte fx på konferencer. Han husker ikke, at det gav anledning til, at han har sam-taler med tiltalte herom. Foreholdt afhøringsrapport af
  64. oktober 2022, fil 2, side 134 nederst, har han forklaret, at han sagtens kan have haft et par snakke om mudrede billeder i journalen. Yngre læger bruger meget prosatekst. Det har ikke noget speci-fikt med tiltalte at gøre. Der skal gerne skrives kort og præcist. Jo yngre man er, des større behov har man for at skrive alt, og jo ældre man er, des oftere skriver man kun, hvad man finder. Yngre læger opfordres af de andre til at skrive mere. Det er kun det vigtige, der skal skrives ned. Det er det relevante side 33 for skaden. Ved en forundersøgelse af en skade, så er det, der hører til ska-den, der skal journalføres. Hvis der er et traume, hvor knæ og ankel er smadret ved fald fra løbebånd, og hvor der ikke kan laves strakt benløft, vil han forvente, at undersøgelsen kun er rettet mod benet. Der skulle også være rygundersøgelse og indikatio-ner fra ryggen, før der skulle laves en rektalundersøgelse. Hvis man har haft mistanken om nerveskade, skal det journalføres, og det vil være en fejl ikke at anføre det. Patienten risikerer også at få lavet den samme undersøgelse to gange. Undersøgelser skal være lægeligt begrundet, og de skal journaliseret. Det vigtigste er, at patienten får den behandling, som patienten skal have. Der er mange undersøgelser, der laves to gange. Tilstanden kan også udvikle sig. Han har aldrig som cheflæge givet en yngre læge til opgave at lave en top til tå undersøgelse. En sådan undersøgelse vil være, hvis man kommer ind som traumepatient. Der laver traumecentret sådanne undersøgelser. Det laves ik-ke i skadestuen. Der skulle være en klar lægelig mistanke, før han ville lave en vaginalundersøgelse. Han ville i så fald tilkalde en kollega og bede en specialist om at lave undersøgelsen. Undersøgelsen skal ikke laves i en alminde-lig seng. Han ville ikke selv gøre det med sine 30 års erfaring. Man kan godt lave en rektalundersøgelse alene. Forurettede 3 har som vidne vedrørende forhold 5 forklaret, at hun blev indlagt, da hun i et par dage havde over 40 grader i feber. Hun vågnede om søndagen og kunne ikke rejse sig. Hun kastede op og var rimelig dehydreret. Hun tænkte, at det var en god ide at ringe til vagtlægen og blev visiteret, så hun blev hentet og kørt på Hospital
  65. Hun hav-de det fortsat skidt. Hun følte sig skidt tilpas, og det flimrede for øjnene, når hun rejste sig. Hun kom op på akutafsnittet og ind på en stue. Hun havde mundbind på, og hun blev hentet af reddere med værnemidler. Hun blev tilset af en kvindelig læge, og der var en sygeplejerske, der lagde en venflon. Hun blev lyttet på lunger og hjerte, hvor hendes T-shirt blev løftet op bagpå. Hun kan ikke huske, om hun blev lyst i øjnene. Hun fik mærket på sine lymfeknu-derne og på maven. Hun blev også testet for influenza m.v. Hun fik lagt et drop og sov lige efter, at hun blev undersøgt. Kl. 15 fik hun at vide, at hun havde influenza A. Der kom en læge fra infektionsmedicinsk afdeling, som vurderede, hvad der skulle ske. Lægen ville ikke foretage sig yderligere, men hun skulle blive til dagen efter. Lægen ville dog måske tage et røntgenbillede af hendes lunger. Lægen sagde ikke, under hvilke omstændigheder der skulle tages røntgenbillede. Hun kan ikke huske, om han også tjekkede hendes hjer-te og lunger m.v. Hun fik nogle piller mod influenza, og så skulle hun forts-ætte sin væskebehandling.Hun sov derefter og lå næsten begravet under dy-nen. Hun havde det ikke særlig godt. På et tidspunkt blev hun vækket af en sundhedsassistent og tiltalte. Hun vågnede, fordi nogle talte til hende. Hun så først sundhedsassistenten, der stod i side 34 døren. Han var ikke inde på stuen, for man skulle have alt muligt udstyr på. Han spurgte bare, hvad hun ville have at spise. Tiltalte lukkede døren, hun blev spurgt om navn og cpr.nr. Hun tænkte, at det var en læge. Hun vidste ikke helt, hvad klokken var. Hun tænkte, at der var vagtskifte. Hun magtede ikke at tage sin hættetrøje af og spurgte, om til-talte ville hjælpe hende med at få den af. Han blev stresset og sagde, at det plejede at være sygeplejerskerne, der normalt gjorde det. Han pillede ved droppet. Hun tog hættetrøjen af. Hun tænkte, at det var utroligt, at en læge ikke kunne finde ud af at fjerne et drop. Hun tænkte, at han var ny. Tiltalte gik over på den side af sengen, hvor døren var. Han sagde ikke, at hun skulle undersøges eller revurderes, eller at der havde været vagtskifte. Han sagde ikke noget. Hun blev bedt om at lægge sig på ryggen. Han tog hendes Tshirt op til omkring kravebenet. Hun havde ingenting på indenun-der. Han lyttede på hende med stetoskop ved hjertet uden at sige hvorfor. Han sagde, at han lige ville undersøge hendes bryster for ujævnheder, og spurgte, om hun huskede at få det gjort. Han spurgte, om hun huskede at gø-re det regelmæssigt. Det skulle hun huske at gøre, og han kaldte hende ”unge frøken” . Det var en lidt primitiv og nedladende måde at tale til en patient. Hun havde fornemmelsen af, at han prøvede at være sjov eller charme sig ind. Det blev sagt på en sjofel/slesk måde. Han undersøgte så hendes bryster i noget tid. Det var ikke en systematisk undersøgelse. Hun har aldrig fået un-dersøgt sine bryster tidligere. Det var ikke hårde tryk. Hun sagde ikke, at hun havde ondt. Han nev herefter i hendes brystvorter. Hun lå og kiggede op i loftet og tænkte, at han skulle få det overstået. Der blev hevet hårdt, men hun vidste ikke, om det var noget, som man gør. Det var ubehageligt, men det sagde hun ikke. Hun blev bedt om at sætte sig op, da han skulle undersø-ge brysterne nærmere. Hendes T-shirt var fortsat oppe ved kravebenet. Han blev ved med at nive i hendes brystvorter. Han spurgte, om det gjorde ondt, og hun svarede, at da hun havde influenza gjorde alt jo ondt. Hun fornemme-de heller ikke, at dette var en systematisk undersøgelse. Hun kunne godt mærke, at det ikke var behageligt. Tiltalte sagde ikke, om der var ujævnhe-der, og hun spurgte heller ikke selv. Hun ville bare have det overstået. Tiltalte spurgte så, hvad hun lavede til dagligt. Han tog hendes arm og påpegede hendes tatovering og spurgte, om den havde en betydning, ligesom han spurgte ind til hendes Star Wars T-shirt. Han tog hendes arm op i hendes an-sigt og spurgte, om hun var slem og tog sol, hvilket hun afkræftede. Det fremstod, som om han ville være venner eller flirte, men hun svarede. Tiltalte bad hende om at vende sig om på maven. Han sagde da, at hr. doktor skal ud at hente nogle remedier. Hun tror, at det var første gang, at han sag-de det. Hun syntes, at det var mega primitivt, og hun følte, at han prøvede at hæve sig over hende. Hun havde ikke hans navn da. Hun tjekkede sin telefon, da hun ikke vidste, hvad klokken var. Han var irriteret over, at hun tjekkede sin telefon. Hun blev da chokeret og følte, at det var ubehageligt. Han var ik- side 35 ke den klassiske lægetype. Hun var ikke bange, men det var ubehageligt. Hun sagde, at hun bare skulle se, hvad klokken var. Så skiftede tiltalte jargon. Hendes trøje blev trukket op, og hun blev trykket på ryggen. Han spurgte, om det gjorde ondt, og hun sagde, at det gjorde ondt, da hun havde influenza og til dagligt arbejdede på kontor. Han spurgte, hvor hun boede, og hun sva-rede. Han spurgte også, om hun boede alene. De andre læger spurgte kun, om hun boede alene til daglig. Tiltalte gravede efter et svar på, om hun havde en kæreste. Det var aparte spørgsmål. Oplysningerne stod også i hendes jour-nal. Han sagde, at hun skulle have sine bukser af. Han tog både hendes buk-ser og strømper af. Han sagde ikke hvorfor. Han sagde heller ikke noget om en undersøgelse, som han ville lave. Hun opfattede det sådan, at han ville un-dersøge noget. Han trykkede op langs benene og på låret, og hun svarede, at det gjorde ondt, men ikke usædvanligt ondt. Han trykkede også ind i hendes baller, hvor hun gav et ryk, og så grinede han. Hun sagde så, at det gjorde ondt. Han tog fat i hendes ankler og holdt fast og trak noget op for at tjekke reflekser eller lignende. Han grinede igen og spurgte, om hun var kilden. Hun gav indtryk af, at hun ikke kunne lide det, og bagefter tog han fat i den anden ankel. Han grinede sandsynligvis ad, at hun reagerede. Så tog han hendes fod op mod ballerne og spurgte til mobilitet. Hun sagde, at hun var hoftedyspla-siopereret. Han spurgte, hvor længe siden det var. Hun svarede, at det var 10 år siden, og at hun ikke var særlig mobil. Han sagde, at hun skulle have en bedre mobilitet, ellers ville hr. doktor komme efter hende. Hun blev irriteret, for hun har styr på sin hoftedysplasi, og hun stoppede med at svare ham. Han undersøgte hoften yderligere, hvor han rykkede i hendes ben, og det har hun prøvet rigtig mange gange. Det var ikke, som det plejede at være. Hun sag-de, at hun var tilknyttet dygtige ortopædkirurger, men han stoppede ikke sine undersøgelser. Hun blev bedt om at vende sig om på ryggen, da han skulle undersøge hendes ind- og udgange. Hun tænkte, at det var meget primitivt sagt. Hun forbandt det med en rektal- og vaginalundersøgelse. Hun skulle ligge på højre side med enden ud over sengekanten. Han bad ikke om lov, li-gesom han ikke oplyste hvorfor undersøgelsen skulle laves, eller hvad det kunne give anledning til. Han spurgte ikke, om de andre læger havde lavet undersøgelserne. Hun tror, at hun selv tog sine trusser af. Tiltalte gik ud på gangen, og lavede en rektalundersøgelse på hende, da han kom ind. Hun lå med ryggen til. Hun syntes, at det tog lang tid, og det var ubehageligt. Tiltal-te spurgte, om det ubehageligt og sagde, at hun så bare skulle sige: ”åh dok-tor, åh doktor, det er ubehageligt” . Det var ikke en behagelig undersøgelse. Hun skulle bare sige stop. Hun ville ikke sige noget, og hun var i en position, hvor det bare skulle overstås. Tiltalte sagde ikke, om han fandt noget, eller om det så normalt ud. Hun blev bedt om at ligge på ryggen, mens tiltalte skulle ud at skifte hands-ker. Hun tænkte, at det skulle overstås, da hun følte sig ydmyget. Han kom ind igen og påbegyndte vaginalundersøgelsen. Han sagde ikke hvorfor. Han bad hende om at sprede benene til begge sider, og det gjorde hun. Hun har fået lavet sådanne undersøgelser og ved, hvor ubehageligt det er. Hun har al-drig fået det lavet i en hospitalsseng. Hun kiggede væk, så hun ved ikke, om side 36 han kiggede først. Det var en meget blid undersøgelse, og ikke som hun tidligere har oplevet det. Det var dog ikke behageligt. Det føltes som om, at han brugte to fingre. Han mærkede ikke efter ting, der kunne gøre ondt. Det var en blid fremgangsmåde. Hun kiggede et par gange på ham, hvor han søgte øjenkontakt. Hun ville ikke have øjenkontakt. Det stod på i lang tid, og han trykkede også på et tidspunkt på den nedre del af hendes mave. Han spredte også hendes skamlæber med de frie fingre og strejfede flere gange hendes klitoris. Det føltes rimeligt bevidst, da det skete flere gange. Hånden inden i hende begyndte han at lave noget med, og hun syntes, at det var ubehageligt. Han spurgte, om hun skulle tisse, og det sagde hun ja til. Han sagde også, at han ikke håbede at se hende derinde mere, men gerne privat. Han sagde, at hun ikke skulle tisse på hr. doktor, for så skyldte hun kvajekage. Hun tænkte, at det sagde han bare ikke, men hun svarede ikke. Han havde da fingrene inde i hende. Hun lå da med hovedet nede i sin albue. Han spurgte hende, hvad hun skyldte, hvis hun tissede på hr. doktor. Hun svarede kvajekage, da hun ville tale ham efter munden. Men hun sagde det i en bidende tone. Efter noget tid stoppede han undersøgelsen. Han skiftede så måske handsker, og hun blev bedt om at rejse sig fra sengen. Hun sagde, at det havde hun ikke lyst til. Han sagde ikke, at det var en undersøgelse. Hun skulle gå på hæle og tæer. Hendes balance var ”helt off” . Det sortnede for hendes øjne. Hun har før skullet gå på hæle og tæer, så hun gjorde det kort. Hun skulle så række ned til sine tæer, men det sagde hun, at hun ikke kunne. Hun fik at vide, at det skulle hun bare gøre. Tiltalte gik bag hende og tog et fast greb i hendes hofter, og hun skulle bukke sig. Hun rejste sig hurtigt, og fik at vide, at hun skulle gøre det igen, og han pressede hendes ryg ned to gange med den ene hånd, mens han forsat holdt hende fast på hoften med den anden. Herefter smed hun sig på sengen. Alt i hende skreg, at der var noget galt. Hun sagde, at nu kunne hun ikke være med mere. Hun sagde, at hun ikke kunne stå op mere. Han gik om på den anden side af sengen. Han sagde, at han ville lade hende være. Hun havde det da dårligt både fysisk og psykisk. Han tog hendes tøj og lagde det sammen og sagde, at serviceniveauet var i top. Han tog værnemidlerne af. Hun lå med ryggen med. Han sagde, at hun så kunne se, hvordan han i virkeligheden så ud. Hun vendte sig kort mod ham, men sagde ikke noget. Hun mener, at hun svarede, så han kunne forstå, at det ik-ke var ok. Hun spurgte ikke, hvorfor hun skulle undersøges. Hun så da, at sundhedsassistenten kom med hendes mad. Hun tænkte efterfølgende ”hvad fanden er der foregået?” . Hun følte sig krænket. Hun er vant til at høre meget sank på sin arbejdsplads, og hun har aldrig følt sig krænket. Hun prøvede at finde en forklaring. Hun følte sig flov og ydmyget. Hendes værdier var overskredet. Der var en, der havde gjort noget, som hun ikke følte, at hun havde lyst til. Hun begyndte at gå frem og tilbage med sit drop, og hun skrev til sin søster om hændelsen. Søs-teren skrev, at det ikke var ok, at det var for meget, og om vidnet ikke kunne tage fat i en sygeplejerske. Da den første sygeplejerske kom, kunne hun ikke sige det, da hun ikke ville være til gene for andre. Efter noget tid trak hun i sno-ren igen, og hun spurgte sygeplejersken om den undersøgelse, som hun hav- side 37 de fået foretaget, var nødvendig, da hun følte, at det ikke var sådan, at tinge-ne skulle foregå. Sygeplejersken fortalte, at en rektalundersøgelse kan være nødvendig. Hun kender flere lægestuderende, så hun havde da via de sociale medier fundet ud af, hvem tiltalte var. Hun vidste det således, da sygeplejersken kom tilbage. Efter noget tid kom en bagvagt og sagde, at tiltalte slet ikke var på arbejde. Hun ser det sådan, at tiltalte har gjort det til sin egen for-del. Hun sagde ikke fra, fordi det var en læge. Hun går ud fra, at en læge ved, hvad han gør. Tiltaltes tilgang og fremgangsmåde virkede forkert, slesk og flirtende. Det havde mere karakter af seksuelle undertoner end en undersø-gelse. Ingen af de to andre læger lavede samme undersøgelser. Hun tror ikke, at tiltalte undersøgte hendes lymfekirtler. Hun kan ikke huske, at hun sagde til en af de andre læger, at hun havde ondt i maven. Hun kan ikke huske, om hun havde tynd mave. Foreholdt afhøringsrapport den
  66. marts 2022, fil 2, side 43,
  67. afsnit forneden, har hun forklaret, at hun har forklaret sådan. Hun tror, at han gik lige udenfor stuen for at skifte handsker. Hun har fået foretaget gynækologiske undersøgelser hos sin læge i forbindelse med spiralopsætning og kontrol. Det har også været på Hospital
  68. Tiltalte trykkede meget blidt. Hun er ik-ke tidligere blevet trykket på maven i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse, hvor hun kan huske, hvordan det føltes. Hun husker, at det var mens, at han lavede vaginalundersøgelse, at han sagde, at han ikke håbede at se hende igen. Hun har ikke tidligere oplevet en læge, der var slesk eller flir-tende, og hun har ikke tidligere oplevet en ung læge. Foreholdt ovennævnte afhøring, side 46, sidste afsnit, 2 sidste linjer, har hun forklaret, at tiltalte var slesk, akavet og underlig. Hun synes, at han generelt var akavet og underlig, også når han talte til hende som sket under undersøgelserne. Videre foreholdt side 52,
  69. afsnit forneden, har hun forklaret, at hun kan have forklaret sådan. Som hun husker det, så sagde han også, at der ikke var noget, der var vigtigere end at han var der. Hun sagde, at hun havde smerter i ryggen og nakken. Hun husker ikke, om de talte om, at hun kunne gøre noget ved det. Hun tror, at hun også havde sin hættetrøje på, da den kvindelige læge undersøgte hende. Måske havde hun hættetrøjen op. Foreholdt afhøringsrapport, fil 2, side 57,
  70. afsnit, har hun forklaret, at hun sagtens kan have forklaret sådan. Det kan godt være sagt, at det var en del af en undersøgelse. Hun fik ikke en forklaring på alle de undersøgelser, der blev lavet. Hun fik ikke at vide, hvorfor han kom ind på hendes stue. Hun spurgte ikke, hvorfor han skulle undersøge ind- og udgange, og han sagde ikke hvor-for. Hun kan ikke huske, at hun sagde av, eller at det gjorde ondt, uden at tilføje, side 38 at hun havde influenza. Hun kan ikke huske meget fra den undersøgelse, som den kvindelige læge lavede. Hun kan ikke huske, om hun har sagt, at det gjorde ondt, men hendes kropssprog har nok vist det. Hun vidste ikke, at til-talte søgte efter, om det gjorde ondt. Han spurgte ikke ”gør det ondt her” , ”gør det ondt her” . Hun kan ikke huske, hvorfor hun sagde, at hun havde in-fluenza A. Det var et par gange, at han strejfede hendes klitoris. Det er blandt derfor, at hun mener, at det var bevidst, sammenholdt med at han søgte øjenkontakt. De andre læger sagde, at de lige vil lytte på lungerne, eller at de ville lytte på hjertet. De sagde, hvad de gjorde. Foreholdt afhøringsrapport, side 50,
  71. afsnit,
  72. linje, har hun forklaret, at hun har forklaret sådan. Hun tror ikke, at hun fik at vide, hvorfor blodprø-verne blev taget. Hun havde ikke alarmerende blodprøvesvar. Hun vidste ik-ke, hvad der stod i hendes journal, men hun var blevet spurgt, om hun var alene derhjemme. Hun fik det indtryk, at tiltalte arbejdede på en anden afde-ling, og at han ikke var på arbejde på det pågældende tidspunkt. Forespurgt af bistandsadvokaten har hun forklaret, at hun har udskudt sit studium. Hun har nu fået det udskudt på ny, denne gang til sommer, da hun har det dårligt mentalt. Hun vågner flere gange om natten. Hun får angstan-fald, hvis hun kommer ud på Hospital
  73. Hun går fortsat til psykolog, og det er hendes arbejdsgiver, der har valgt at betale herfor. Vidne 7 har som vidne vedrørende forhold 5 forklaret, at hun er ansat som sygeplejerske på Afdeling Akut
  74. Der er både medicinske og kirurgiske patienter. Hun havde vagt den pågældende dag fra kl. 15-
  75. Hun så tiltalte på kontoret, hvor han talte med nogle kollegaer. Det var i begyn-delse af hendes vagt. De aftalte, at der skulle bestilles aftensmad. Hun mener ikke, at tiltalte var interesseret i aftensmad. De plejede at spise omkring kl. 18-
  76. Hun mener, at hun havde 3 patienter fra vagtstart. Man læser op på de tildelte patienter, og det er en koordinator, der skal oplyse, hvis der er no-get særligt. Hun fik ansvaret for forurettede kl.
  77. Hun fik at vide, at foru-rettede var indlagt med influenza og var afkræftet. Der skulle ikke ske noget vedrørende forurettede. Hun hilste på forurettede omkring kl. 19.30, hvor hun tilbød denne mad. De spiste fælles mellem kl. 18 og 18.
  78. Tiltalte var der ikke, men han kom måske lige omkring kl. 18.
  79. De spiste i den modsatte ende af, hvor forurettedes stue var. Hun havde ikke tidligere været på vagt med tiltalte. Senere på aften, da hun fik navnet fra forurettede, så hun, at tiltalte havde været på vagt. Det var gruppelederen, der tildelte hende patienter. Det er en bagvagt, eller en bagvagt fra en specialafdeling, der lægger behandlingsplanen. Hun kan ikke huske, hvor mange forvagter, der var. Der plejer at være en forvagt til medicinske patienter og en til de kirurgiske patienter, og yderligere en, der har overblikket. Hvis patienten vurderes dårlig, har det betydning for, hvilken side 39 læge, der har ansvaret. Forvagter tager primært imod stabile patienter efter mellemvagtens anvisning. Hun kan ikke huske, om forurettede ringede, eller om hun gik ind til forurettede uopfordret. Vidnet fandt lidt is til forurettede, der virkede træt. Foruret-tede var vågen. Der gik ca. 1 time, og så ringede forurettede. Hun kunne se, at forurettede var rigtig ked af det. Hun gik derfor ind uden isolationstøj. Forurettede sagde, at hun ikke kunne forstå, at hun skulle undersøges så me-get. Først tænkte vidnet, at det kunne virke overvældende. Forurettede sag-de, at der havde været en uprofessionel, flirtende og grænseoverskridende læge, og hun spurgte, om ”man skulle undersøges fra hoved til røv” . Foruret-tede sagde, at lægen havde hevet op i hendes bluse, og han havde spurgt me-get ind til, om hun var single, og hvor hun boede. Forurettede fremstod ikke påvirket af feber. Forurettede sagde, at hendes mor ikke ville have været ud-sat for det samme. Forurettede kom løbende med detaljer. Hun gik op og tal-te med sin bagvagt, Læge
  80. De så i journalen, og de aftalte, at vidnet skulle finde ud af, hvornår det var sket, og hvad lægen hed. Forurette-de sagde da, at hun også var blevet undersøgt rektalt, og det undrede vidnet sig også over. Forurettede sagde, at hun fik undersøgt sine bryster i 4-6 mi-nutter, og hun blev kaldt ”frøken” . Lægen sagde også, at forurettede måtte få en anden til at undersøge brysterne, hvis hun ikke selv gjorde det. Forurette-de sagde, at det skete omkring kl. 18, og at lægen hed Tiltalte uden angivelse af efternavn. Vidnet vidste, at lægen ikke fremtrådte af journalen. Forurette-de fik at vide, at hun ikke måtte forlade stuen, da hun var i isolation. Vidnet gik tilbage til bagvagten, der så gik ned og talte med forurettede. Bagvagten sagde, at hun ville skrive til tiltaltes leder. Hun spurgte ikke forurettede, hvor hun havde navnet fra. Bagvagten talte med forurettede i længe-re tid, end vidnet havde. De orienterede gruppelederen Person 2 og sagde, at det nok ikke var smart, at det var en mand, der havde nattevagten. Vidnet printede patientklageformular ud til forurettede. Forurettede sagde, at hun havde talt med sin søster, og forurettede talte også i telefon, da vidnet kom med papirerne vedrørende patientklage. Hun fandt forurettedes forklaring troværdig. Forurettede sagde også noget om, at hun var undersøgt i bevægeapparatet. Hun kunne fornemme, at der var flere ting, som forurettede ville sige. Hun kan huske, at tiltalte stod i dø-ren, da hun sad og spiste. Kl. var da nok omkring 18.
  81. Maden kom nok omkring kl.
  82. Hun og forurettede talte om, at tiltalte mærkede i armhulerne og på bryster-ne. De talte ikke om rektalundersøgelsen. Vidnet antog, at det var sket med en finger. Hun tror, at man normalt kun bruger en finger. Hun spurgte foru-rettede, om denne havde fået at vide, hvorfor hun skulle rektalundersøges. Forurettede sagde, at hun også fik undersøgt sine hofter. Vidnet oplevede, at det havde været ubehageligt for forurettede. De talte ikke om, hvorvidt foru-rettede fik svar på undersøgelserne. Forurettede sagde, at hun var undersøgt side 40 af en kvindelig læge, og dernæst en mandlig læge, der sagde, at de vidste, hvad hun fejlede, og at hun ikke skulle undersøges mere. Et svar på influenza tager ca. 2 timer, og de skal selv gå ind og se det i journalen. Det plejer at være to læger, der tilser en patient. Nogle af de akutte kirurgiske patienter ses af flere. Vidnet har ikke før oplevet, at der var så mange læger inde over. Ved en ”medicinsk tornado” kan læger fra andre afdelinger komme og lave behandlingsplaner, og der skal så meldes tilbage til den akutte bagvagt. Det plejer at være en mellemvagt, der tager imod, hvorefter bagvagten lægger behandlingsplanen. Hun kender ikke fordelingen mellem Vidne 10 og Vidne
  83. Syge-plejerskerne hører kun noget, hvis det indebærer, at de skal foretage en hand-ling. Hun kan ikke huske, at der var bestilt et røntgenbillede af forurettede. Vidne 8 har som vidne vedrørende forhold 5 forklaret, at han er che-flæge og har ansvaret for akutafdelingen, og det har han haft i mere end 10 år. Man bliver som patient visiteret enten af en læge eller efter et 112-opkald. De beslutter, hvor patienten skal modtages. De svært tilskadekomne kommer i traumecentret. Andre patienter, der henvises af en læge, kommer typisk i akutvoksenafsnittet, og det gælder både medicinske og kirurgiske patienter. En del af lægerne, der har vagt i akutafdelingen, er ikke ansat der. Der er 2 akutlæger vedrørende medicinske specialer, og så er der uddannelseslæger tilknyttet. Der er styr på, hvem der har ansvaret for patienterne. Der er et datasystem, hvor patienten tilkobles en læge. Det er typisk en uddannelseslæge, der ser patienten først. Uddannelseslægen skal konferere med en anden læge, og denne læge ser typisk patienten senere. Hvis ansvaret for en patient skif-tes, udskiftes navnet på tavlen også. Ansvar skal altid afleveres, man kan ikke bare gå hjem. Det er normalt, at forvagten er KBU-læger. De refererer så til en speciallæ-ge. Hvis man bliver indlagt på Akutvoksen, så er man indlagt. På de andre afdelinger skal der tages stilling til, om der skal ske indlæggelse. Det vil altid være sådan, at man skal referere til lægen i den afdeling, hvor man er ansat. Der refereres ikke til vidnet. Den fremmede afdeling har ansvaret for, at læ-ger der kommer i akutafdeling er tilstrækkelig introduceres. Akutafdelingen har et introduktionskursus, som sådanne læger kan komme på. Man kan be-gynde uden kurset, men man skal have fået en introduktion. Det er afdelin-gen, der har ansvaret for, at lægen er klædt på til ansvaret. Der er nogle ret-ningslinjer, som man skal kende. Der skal være en bagvagt for en KBU-læge, og sådan er det alle steder. En forvagt er behandlingsansvarlig læge for de patienter, hvor vedkommen-des navn står. Man har kun ansvar for de patienter, som man er blevet bedt om at tage ansvaret for. Det er ikke en del af arbejdsgangen, at man skal tilse andre patienter, der har andre behandlingsansvarlige læger. Det gør man ik-ke. Der skal være en aftale med den, der har ansvaret. Ellers bliver det noget side 41 rod. Der skal være én, der har behandlingsansvaret. Hvis en patient har en sygdom, som man kan lære noget af, skal det aftales med den behandlingsansvarlige læge, og der skal være samtykke fra patienten, hvis man skal lave en undersøgelse. Dørene er ikke låst, så som forvagt kan man gå ind og se til al-le patienter. Hvis man tilser en patient, skal der føres journal herom. Forvagten skal så også konferere med bagvagten. Der skal ikke nødvendigvis mere end en læge til at indlægge en patient. Ved vagtskifte går den overtagende læge ind og vurderer. Der sker regelmæssigt en revurdering, men det skal være af den behandlingsansvarlige læge. En ikke-behandlingsansvarlig læge skal konferere med bagvagten. Bagvagten er typisk bagvagt for 1-2 uddannelseslæger og har også egne patienter. På Akutvoksenafdelingen tilbyder man fokuserede undersøgelser på det akut-te. En mindre erfaren læge vil nok lave en mere omfattende undersøgelse, men der er ikke noget, der siger, at der skal laves en top til tå undersøgelse. Er der en behandlingsplan og ingen grund til ny gennemgang, så skal man ik-ke lave en top til tå undersøgelse. Der skal være en form for organisering, og er der en plan, så skal der ikke laves en ny plan. Bagvagten kan eventuelt gå ind og tilse patienten og revurdere. Han har aldrig set forurettede, men han har læst journalen. Efter journalen kan han ikke se begrundelse for en top til tå undersøgelse. Det var en patient med høj feber, der havde svært ved at klare sig derhjemme. Hun fik lov til at blive natten over. Havde han været bagvagt ville vidnet tænke, at hvis patien-ten havde brug for at sove natten over, så var det ok. Forurettede havde en smitsom sygdom, og derfor var hun i isolation, og der skulle bruges værne-midler. Retningslinjerne pålægger, at der er en gennemgået behandlingsansvarlig læ-ge. Hvis det skulle revurderes, om forurettede skulle hjem, så skulle det afta-les. I så fald ville man bede om samtykke fra forurettede til en undersøgelse. Man ville måske måle puls/blodtryk og evt. tage blodprøve vedr. infektions-tal. Man gentager ikke ubehagelige undersøgelser, medmindre der er god grund hertil. En brystundersøgelse vil ikke være relevant. Det vil kræve mis-tanke om kræft eller betændelse, og det hører ikke hjemme på akutafdelin-gen. Havde forurettede en mistanke om kræft eller betændelse, så ville det kræve, at der var en aftale med patienten om, at man lavede undersøgelsen. Akutmedicin er fokuseret på det, som patienterne kommer med. Ud fra jour-nalen tænker han ikke, at der skulle laves en brystundersøgelse, medmindre hvis patienten bad om det. Et diffust smertebillede ville ikke kunne afdækkes ved en brystundersøgelse. Der kunne være grund til en rektalundersøgelse, hvis der var symptomer i form af manglende evne til at holde på vandet eller nedsat kraft i benet. Det kunne også være, hvis patienten havde meget ondt i maven. Ved en rektalundersøgelse skal man lede efter noget, fx nedsat kraft i tonus. Det er en simpel, men grænseoverskridende undersøgelse. Det var ik- side 42 ke relevant, hvis patienten havde sagt, at hun havde feber i flere dage. Ved almindelig sygdomsfornemmelse med en god forklaring, fx virus, er undersøgelsen ikke relevant. Det var heller ikke relevant at lave en vaginalundersøgelse, da der ikke var en mistanke, der gav grund til sådan en undersøgelse. Det vil kræve blødninger eller ondt i maven. Hvis patienten har ondt i maven, så skal smerten afdækkes. Hvis der er mistanke vedrørende livmoderen, vil man typisk aftale en gynækologisk undersøgelse. Der skal være ømhed i ma-ven. Forud bliver der trykket på maven og i siden. Der er intet i journalen, der giver indikation for en vaginalundersøgelse. Hvis der skal lave en sådan undersøgelse, skal der være samtykke fra patienten. Man skal så have et leje, da undersøgelsen ikke kan laves i en almindelig seng. Patienten skal være i bøjler, ellers kan undersøgelsen ikke laves. Han vil ikke kunne lave en under-søgelse i en almindelig seng. En gynækolog bruger en speciel stue med godt lys og instrumenter til brug for undersøgelsen. Det er en udelukkelsesunder-søgelse. Man skal gøre det ordentligt, hvis man gør det. Man kan ikke lave en ”lille” gynækologisk undersøgelse. Det giver ikke mening at lave en un-dersøgelse i en seng. Man kan ikke undlade at journalføre det, som man un-dersøger. En undersøgelse er for at bekræfte eller udelukke noget, og det skal stå i journalen. Der laves ikke undersøgelser, der ikke er af hensyn til pa-tienten. Der kan laves undersøgelser i uddannelsesmæssigt øjemed. Det skal da aftales med den behandlingsansvarlige læge, og patienten skal være veleg-net. I så fald går begge læger ind til patienten, der så skal give samtykke. Pa-tienter skal have en tryghed, og der er derfor både kodeks og lovgivning på området. Hvis der skulle ske revurdering, var det relevant at tale med patienten om, hvorvidt hun kunne gå og stå. Han kan ikke se, hvorfor man skal gå på hæl og tå. Det hører typisk til en neurologisk undersøgelse. Nerveskader under-søges kun på Akutafdelingen, hvis der er mistanke om skader. Det ville kræ-ve, at der var konstateret nedsat kraft, mistanke om skade i hovedet eller kroppen. Journaltilføringen giver ikke anledning hertil. Der er ikke mistanke om en neurologisk sygdom. Det ligger indenfor det lægelige skøn, hvis den behandlingsansvarlige læge har vurderet en revurdering. Men det skulle være en revurdering af det rele-vante. Han kan ikke se, at en brystundersøgelse, rektalundersøgelse og slet ikke en vaginalundersøgelse var relevant. Det vil kræve udstyr, og at der var en anden person til stede. Sådan er det generelt overalt. Hvis man tænkte, at patienten led af noget andet, fx menigitis, så kunne hæl og tå gang komme på tale, men først ville man undersøge nakkestivhed. En revurdering af foruret-tede ville være at se, om hun havde tegn på, at infektionen var blevet værre, herunder fx menigitis. Så skulle blodtryk og puls undersøges, og der skulle tjekkes for nakkestivhed. Det havde været naturligt, at den læge, der havde overtaget ansvaret, var gået ind til forurettede og spurgt, om hun havde no-get, som hun var nervøs for. Man har som forvagt 1 ikke behandlingsansvar for alle, men kun for dem, side 43 hvor ens navn står ud for på tavlen. Der er ingen grund til at læse journaler på patienter, som man ikke har ansvaret. Man vil blive nødt til at læse journa-len først. I hans afdeling kan man ikke slippe for at åbne sygeplejerskenota-ter, medmindre man aktiv vælger at lukke for dem. Man får også en mundtlig overlevering fra den ansvarsafgivende læge. Han kan ikke se en begrundelse for en revurdering som sket. Alle undersøgelser skal journaliseres hurtigst muligt. Journalen er et arbejdsredskab. Skriver man selv i journalen, står det straks, dikterer man det, står det efter kort tid. Patienternes tilstand kan ændre sig fra time til time. Det, der er foretaget i akutafdelingen, skal ikke journaliseres dagen efter, da pati-enterne ofte er udskrevet på det tidspunkt. Der skal absolut ske journalise-ring, før man går hjem. Ellers er det farligt for patienterne. Hvis en revurdering ikke fører til en ændring, er det en væsentlig status, der også skal dokumenteres. Hvis der er grund til at undersøge, så er der også grund til at dokumentere. Grunden til, at forurettede ikke blev sendt hjem, var, at hun boede alene. De tager også hensyn til, hvad patienterne kan klare. Foreholdt fil 2, side 31, fra notat fra kl. 16.57, har han forklaret, at det ikke ville gøre, at patienten skulle tilses af en læge. Der var behov for sygepleje og ikke lægehjælp. Man kan ikke i journalen se, hvem der var behandlingsan-svarlig læge. Foreholdt fra side 28, hvor Vidne 10 har konfereret med Læge 5 og hvor Vidne 12 gennemgår patienten, har han forklaret, at det er en ty-pisk arbejdsgang, hvor der er konfereret med bagvagten, og prøverne har gi-vet anledning til, at en ny læge har tilset patienten. Ofte er denne læge bag-vagten, men det behøver ikke være sådan. Det hele vil være aftalt mellem de tre angivne læger. Det er den, der spørger, der skal dokumentere, hvad der er spurgt om og svaret herpå. Gangarealerne og opholdsrum, hvor der er en sikkerhedsproblematik, er videoovervåget. Der er ikke overvågning på stuerne. Forevist fra fanen, billedmateriale Akutplan 3 Gang Akut 1 Stue 360-369, stillbillede kl. 10.00.51, har han forklaret, at kameraet er i den sydlige ende af gangen pegende mod nord. Bag glasplader mener han, at der er et kontor, hvor man kan skrive journal. Der er også et sådant rum længere nede ad gan-gen. De to første døre på højre hånd er enestuer, og til venstre nederst er der også en stue. Kameraet vist fra den anden vej, viser døren ud til hovedkorridoren, som er låst om aftenen. side 44 Forevist plantegning, fil 2, side 396, har han forklaret, at det er plan 3, Akutafdelingen, og at han ikke ved, om det markerede er stue
  84. Han kan ikke alle numrene. Ved siden af er der toiletter. Det
  85. nederste rum fra oven er glaskontoret. Der er to kontorer, et i hver ende. Personalet samles hovedsageligt i det nordlige kontor. Det er også der, hvor den medicinske bagvagt oftest holder til. Der kan dog skrives journal begge steder. Det er en helt almindelig Akutafdeling med eget personale, men da alle læger og sygeplejersker skal lære noget om det akutte, så er der mange udefra tilknyttet. Det er den største uddannelsesafdeling. Der er måske 10 uddannelseslæger i afdelingen om dagen, og derfor holder de styr på, hvem der har ansvaret for patienterne. Der er 2 medicinske speciallæger til stedet døgnet rundt, og de medicinske uddannelseslæger kan blive superviseret af dem. Den angivne Læge 5 er bagvagt, og man vil kunne tale med en speciallæge fra ens specialegruppe. Tiltalte er ansat hos Vidne 9, der er cheflæge. Vidnet har lavet retningslinjer for sine ansatte, og Vidne 9 har også lavet retningslinjer, og hun har ansvaret for supervision. Man skal være fortrolig ved funktionerne i Akutafdeling, før man træder til. Hans læger bliver intro-duceret i 1-1½ uge, før de ”slippes” løs. Introduktionen er ikke et kursusfag. Han ved ikke, hvordan Vidne 9 foretager introduktionen, men hendes læ-ger plejer at være klædt godt på. Akutafdelingen har speciallæger tilknyttet døgnet rundt. Der er et vagthold, og det er veldefineret, hvor mange uddan-nelseslæger, der må være. Mellemvagten er lidt længere i uddannelsen, og forvagten er der kun i dagtimerne. Der vil være 2 medicinske bagvagter, 1 mellemvagt, og forvagten vil være gået hjem og tilsvarende for den kirurgis-ke afdeling. Det er en storskærm, der viser patienterne, og hvem der har ansvaret for dem. Det er altid registreret, hvem der har ansvaret. Oplysningerne bliver gemt elektronisk, og man kan gå tilbage og se, hvem der havde ansvaret på et givet tidspunkt. Hvis man er uddannelseslæge og får behandlingsansvaret, så står man på skærmen, men der er så en bagvagt, der så også har ansvaret for den uddannelsessøgende læge. Der er også et overblik over, hvem der er i afdelingen. Når der kommer svar på en undersøgelse, kan den ses i journalsystemet, men lægen skal selv gå ind og se efter. Nogle gange opdager sygeplejerskerne svaret. Man skal selv opsøge det, som man skal vide. Det angivne i journalen bør være det tidspunkt, hvor der er dikteret. Hvis man selv skriver, så står det der. Diktater på indlagte patienter bliver skrevet snarest muligt. Foreholdt fil 2, side 31, angivelse af ”kl. 16.57” , har han forklaret, at det er tidspunktet, hvor det er skrevet. Det bliver typisk dokumenteret umiddelbart efter samtalen. Lægerne kan diktere hos patienten, men oftest sker det uden-for. Men det vil skulle være umiddelbart efter, så informationerne er der. Man dikterer til en lydfil, og den vil kunne lyttes i systemet, før den bliver skrevet. Der er et hierarki vedrørende diktater, og vedrørende indlagte pati- side 45 enter haster det altid. Det er bagvagten, der bestemmer, hvilke patienter som forvagten skal have. Mellemvagten har ikke

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.