RETTEN I LYNGBY DOM afsagt den 16. februar 2022 Sag BS-20565/2020-LYN DLR Kredit A/S (advokat Emil Møller Andersen) mod Sagsøgte (advokat Michael Thiesen) Denne afgørelse er truffet af Dommer. Sagens

§ 2stk.

5, - det bestrides, at sagsøger var forpligtet til at opsige pantebrevet til fuld indfrielse, som følge af tidligere udestående terminsbetalinger, - det bestrides, at det fulde udestående forfaldt til betaling ved hovedskyldnerens manglende betaling af forfaldne terminsbetalinger. Sagsøger opsagde ikke pantebrevet til fuld indfrielse som følge af terminsrestancerne, - det bestrides, at det fulde udestående forfaldt til betaling ved hovedskyldnerens eller Sagsøgtes konkurs, da et krav kan anmeldes i konkurs såfremt det blot er stiftet jf. princippet i Konkurslovens § 38, - det bestrides, at sagsøger skulle have ophævet hovedskyldnerens engagement med sagsøger, og det bestrides, at Sagsøgte har dokumenteret en sådan ophævelse, - kravet var omfattet af den 10 årige forældelsesfrist jf., Forældelsesloven § 6, samt at stævningen blev anlagt inden udløbet af den-ne frist. at sagsøger er berettiget til at opkræve betaling i henhold til selvskyldnerkautionsaftalen hos Sagsøgte, og Sagsøgte er forpligtet til at betale i henhold til kautionsaftalen, / 11 at kravet er opgjort i overensstemmelse med tvangsauktionen, hvilket sagsøger var berettiget til, at Inkassolovens § 10 i øvrigt ses iagttaget forinden indlevering af stævningen, samt at det bestrides, at sagsøger skulle have misligholdt kautionsaftalen. …” Sagsøgte har i påstandsdokument af 1. juni 2021 anført følgende: ”… 3. ANBRINGENDER 3.1 FORÆLDELSE Sagsøgers krav er forældet, jf.

§ 2, stk.

1 sammen-holdt med § 11. Forældelsesfristen er 10 år, jf.

§ 5sammenholdt med § 11.

Forældelsesfristen skal tælle fra det tidspunkt, hvor kautionsforpligtel-sen kunne gøres gældende overfor Sagsøgte,

§ 2, stk.

1 sammenholdt med §

1. Ved misligholdelsen af hovedfordringen (BILAG 2) kunne SAGSØGER rejse det fulde krav overfor Sagsøgte. Det er i denne forbindelse uden betydning, om SAGSØGER de facto har gjort dette. Det er ubestridt at misligholdelsen af hovedfordringen (BILAG 1) skete mere end 10 år før udtagelsen af stævning, og derfor er der indtrådt forældelse. Lånet fremlagt som BILAG 1 var misligholdt i hvert fald i marts 2009, jf. BILAG 11, og SAGSØGER kunne således fra og med marts 2009 kræve den fulde kautionsforpligtelse opfyldt af Sagsøgte. Virksomhed ApS 1 blev erklæret konkurs den
2. januar 2010 (BILAG D), og skulle Retten mod forventning ikke finde, at mis-ligholdelse indtrådte i marts 2009 er der ved dekretets afsigelse indtrådt misligholdelse af lånet. / 12 Da SAGSØGER har udtaget stævning senere end 10 år fra marts 2009 henholdsvis
3. januar 2010 at regne, er kravet forældet. Begyndelsestidspunktet af forældelsesfristen i forhold til kautionisten, dvs. Sagsøgte, løber fra det tids-punkt, hvor hovedskyldneren har misligholdt sin forpligtelse overfor fordringshaveren, jf. von Eyben, Forældelsesloven,
4. udgave, s. 367: ” Begyndelsestidspunktet [for forældelsesfristen] er derfor forfaldstidspunktet for kautionsforpligtelsen, dvs. det tidligste tidspunkt, hvortil fordringshaveren kunne kræve kautionsforpligtelsen opfyldt, jf. § 2, stk. 1.” ”Hvad forfaldstidspunktet er, beror på kautionens karakter. Kaution for pengelånsforpligtelser har i praksis oftest form af selvskyldnerkaution, hvor kravet kan rettes mod kautionisten, når hovedskyldneren har misligholdt sin forpligtelse over for fordringshaveren. Forældelsesfristen i forhold til kautionisten løber der fra det tidspunkt, hvor denne misligholdelse foreligger. ” Der henvises tillige til betænkning 1460/2005, s. 257, hvor anføres: ”At kravet mod kautionisten forældes efter de regler, der gælder for hovedkravet, er desuden ensbetydende med, at fristen – uanset om hovedkravet er undergivet en 3-årig eller 10-årig forældelsesfrist - skal regnes fra kautionskravets forfaldstidspunkt, jf. lovudkastets § 2, stk.
5. Ved selvskyldnerkaution, hvor kautionistens forpligtelse indtræder straks ved hovedmandens misligholdelse over for kreditor, skal fristen således regnes fra misligholdelsestidspunktet.” Tilsvarende fremgår af FT 2006-07, tillæg A, s. 5595 (almindelige bemærkninger pkt. 3.3.2.9): Derudover henvises til Betænkning 1460/2005, s. 257: ” Ved selvskyldnerkaution, hvor kautionistens forpligtelse indtræder straks ved hovedmandens misligholdelse over for kreditor, skal fristen således regnes fra misligholdelsestidspunktet.” Tilsvarende fremgår af FT 2006-07, tillæg A, s.
6. Det noteres og gøres gældende, at SAGSØGER ikke i litteratur eller forarbejderne har påvist nogen som helst kilde, der skulle understøtte SAGSØGERS synspunkt om, at forældelse i forhold til kautionisten først skulle tælle fra tidspunktet for afholdelsen af tvangsauktionen over ejendommen. / 13

§ 2, stk.

5 er i tilfælde af misligholdelse uden rele-vans i forholdet mellem kautionisten og fordringshaveren. Der er ikke i forhold til kautionisterne, in casu Sagsøgte, aftalt noget specifikt forfaldstidspunkt for den af kautioni-sten påtagne forpligtelse, idet det følger at kautionsforpligtelsens natur, at forfaldstidspunktet for en selvskyldnerkaution indtræder på tidspunktet for misligholdelsen af hovedfordringen, jf. BILAG

1. Subsidiært gøres det i forhold til forældelse gældende, at sagsøger i forbindelse med hovedskyldnerens misligholdelse med betalingerne har ophævet engagementet som misligholdt til fuld indfrielse. Dette fremgår implicit af BILAG B. Det forhold, at en pantkreditor i relation til en tvangsauktion over en given ejendom vælger ikke at medtage den fulde fordring under kolon-ne 3 ”Restancer” , udgør på ingen måde dokumentation for, at en pant-kreditor skulle have undladt at udnytte den ophævelsesadgang, der er hjemlet i det fremlagte pantebrev ved hovedskyldnerens misligholdel-se. Det fremgår af BILAG B, at sagsøger i Sagsøgtes konkursbo har anmeldt den fulde fordring, hvorfor det kan lægges til grund, at den fulde fordring var ophævet og derved forfalden til beta-ling senest på tidspunktet for anmeldelsen den
2. september
3. Stævning er udtaget mere end 10 år herefter. 3.2 SAGSØGERS KRAV UDOKUMENTERET Derudover gøres det gældende, at sagsøgers krav er ganske udokumenteret, idet det på ingen måde fremgår, hvorledes påstandsbeløbet er op-gjort og fremkommet. 3.3 KAUTIONEN ER UGYLDIG Sagsøgte blev som kautionist ikke rådgivet om de eventuelle konsekvenser af kautionsforholdet, da lå-nedokumenterne blev underskrevet. SAGSØGER foretog ingen som helst undersøgelser af Sagsøgtes økonomiske formåen. / 14 Sagsøgte har hverken udleveret års-opgørelse, lønsedler eller andet til SAGSØGER. Den af Sagsøgte påtagne kautionsforpligtelse stod i åbenbart misforhold til Sagsøgtes økono-miske formåen. Kautionserklæringen er derfor af disse ovennævnte årsager ugyldig i medfør af AFTALELOVENS §§ 31, 33 og
4. …” Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Vedrørende forældelse Der er mellem parterne enighed om, at kautionskravet er underlagt en 10-årig forældelsesfrist i henhold til

§ 11, jf.

§ 5, stk. 1, nr. 1. Det følger af

§ 2, stk.

1, at fristen som udgangspunkt regnes fra gældens forfaldstidspunkt, hvilket gælder selvom fordringshaveren kunne have opsagt restgælden til fuld og endelig indfrielse på et tidligere tidspunkt, jf.

§ 2, stk.

5. Disse bestemmelser gælder også for kautionister, jf.

§ 11. Det er oplyst i sagen, at terminen den 1.

marts 2009 og terminerne herefter ikke blev betalt, og Vidne har forklaret, at DLR Kredit A/S ikke i med-før af punkt 9 a i pantebrevsformular B opsagde restgælden i henhold til pante-brevet til fuld og endelig indfrielse. Herefter finder retten, at forældelsesfristen skal regnes fra tidspunktet for tvangsauktionen over ejendommen den

1. november 2010, hvor de mislighold-te terminer blev dækket, og hvor den udækkede gæld forfaldt til betaling ved endeligt hammerslag. Gælden til DLR Kredit A/S er derfor ikke forældet, idet der er udtaget stævning den
2. maj
3. Vedrørende kravets dokumentation og gyldighed Sagsøgte har for retten forklaret, at han ikke blev råd-givet af DLR Kredit A/S forud for indgåelsen af selvskyldnerkautionen dateret den
4. august 2008, som vedrørte et lån til Virksomhed ApS 1 med pant i ejendom-men på Adresse 1, som senere kom på tvangsauktion. Han har derudover bl.a. forklaret, at han havde egen rådgiver og at han huskede lånet vedrørende / 15 ejendommen på Adresse 1, som Virksomhed ApS 1 ejede, og at han selv ejede ejendommen beliggende Adresse 2 i By, hvilken adresse fremgik af kautionserklæringen. Vidne har for retten forklaret, at han forud for selvskyldnerkau-tionen havde modtaget Sagsøgtes årsopgørelse for 2007, hvoraf det fremgik, at Sagsøgte havde aktiver i form af en fast ejendom samt indestående i et pengeinstitut for i alt 2.8 mio. kr. ligesom årsindtægten var angivet til 750.000 kr. Han vurderede, at der var tale om en erhvervskaution. Retten finder herefter ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte selvskyldnerkautionserklæringen som ugyldig i henhold til aftalelovens § 31, § 33 eller §
5. Retten finder tillige på baggrund af sagens oplysninger, at kravet er dokumen-teret. Sagsomkostninger Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 75.000 kr., og af retsafgift med 34.580 kr., i alt 109.580 kr. DLR Kredit A/S er ikke momsregistreret. THI KENDES FOR RET: Sagsøgte skal betale 1.428.191,82 kr. til DLR Kredit A/S med tillæg af sædvanlig procesrente fra den
6. maj 2017 til betaling sker med tillæg af 100 kr. i inkassogebyr og 16.157 kr. i fremmedinkassoomkostninger. Sagsøgte skal til DLR Kredit A/S betale sagsomkostnin-ger med 109.580 kr. Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a. / / / /