UDSKRIFT AF HØJESTERETS DOMBOG HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 25. august 2023 Sag 28/2023 (1. afdeling) Anklagemyndigheden mod Tiltalte 2 (advokat Klaus Ewald, beskikket) I tidligere instanser er a

§ 22, nr.

1, 3 og 6, opfyldt. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, jf.

§ 26

b, eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv, jf.

§ 26, stk.

1. - 12 Der skal ikke i den foreliggende sag tages stilling til, om Tiltalte 2 ved udsendelse risikerer at blive udsat for behandling i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. herved Højesterets domme af
2. juni 2016 (UfR 2016.3235) og
3. november 2017 (UfR 2018.769). Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 20 Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at en udvisning af Tiltalte 2 ikke vil være i strid med artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funkti-onsmåde. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 Udvisning vil indebære et indgreb i Tiltalte 2's ret til privatliv eller familieliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, og det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering. De kriterier, der skal indgå i vurderingen, er bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I vurderingen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssi-ge, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født i landet eller indrejst som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i landet. Der henvises bl.a. til Menneskerettighedsdomstolens dom af
4. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig). Det kan ikke af Menneskerettighedsdomstolens praksis udledes, at udvisning er udelukket i tilfælde, hvor den pågældende ikke har reel tilknytning til noget andet land, jf. bl.a. dom af
5. oktober 2018 i sag 7841/14 (Levakovic mod Danmark). Efter Højesterets opfattelse kan det i den forbindelse ikke antages at være afgørende, om udlændingen herudover er statsløs. Det følger heller ikke af forarbejderne til lov nr. 469 af
6. maj 2018 om ændring af udlændingeloven, at udvisning skal være udelukket i tilfælde, hvor der ikke er en vis minimumstilknytning til et andet land (Folketingstidende 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 156, de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.2.2.). - 13 - Særligt med hensyn til tilfælde, hvor den pågældende er frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom, er det anført i Menneskerettighedsdomstolens dom af
7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark), at det forhold, at den pågældende var straffri som følge af utilregnelighed, ”may have the effect of limiting the weight that can be attached to the first Maslov criterion [ ”the nature and seriousness of the offence comitted by the applicant ”] in the overall balancing of interests required under Article 8 § 2 of the Convention ” (præmis 194). På linje med anden praksis fra Menneskerettighedsdomstolen føl-ger det også af dommen, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, hvilken va-righed et eventuelt indrejseforbud har, herunder om indrejseforbuddet er for bestandig, eller om det er tidsbegrænset (præmis 199). Om den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter: Tiltalte 2 er 25 år og statsløs palæstinenser. Han er som anført straffet for drab begået i forening med en anden efter fælles forståelse og forudgående planlægning. Han er tidligere straffet ved fire domme, der angår forhold, der er begået, mens han var under 18 år. Endvidere er han straffet ved tre domme for forhold, der er begået, efter at han fyldte 18 år. Som anført af byretten angår de sidstnævnte domme bl.a. røveri, og drabet er begået ca. et år efter den seneste dom. På den baggrund finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå kriminalitet, herunder personfarlig kri-minalitet, hvis han ikke udvises. Ved den seneste dom fra juni 2019 blev Tiltalte 2 tildelt en advarsel om udvisning, og han er dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning. Over for det anførte står bl.a., at han i det nu foreliggende forhold er fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles hermed, hvilket efter Menneskerettighedsdomstolens dom af
8. december 2021 må indgå i den samlede vurde-ring efter konventionens artikel 8, stk.
9. Han har imidlertid trods sin sindssygdom været i stand til at deltage i drabet efter fælles forståelse og forudgående planlægning med en med-gerningsmand. - 14 Om Tiltalte 2's øvrige personlige forhold fremgår det som anført af landsretten bl.a., at han er født og opvokset i Danmark. Han er ikke gift eller samlevende, men har en søn på 4 år, der bor i Danmark hos sin mor. Sønnen og moren er danske statsborgere. Hans kontakt til sønnen har været meget begrænset. Hans mor og søskende bor i Danmark. Han har kontakt til sin mor og i mindre omfang til sine søskende. Han har i Danmark gået i skole, hvor han gik ud af
10. klasse uden afgangseksamen. Han har ingen anden uddannelse. Han har kun i meget ringe omfang været i beskæftigelse og har siden sit
11. år levet af kontanthjælp. Han er stat-sløs palæstinenser og uden tilknytning til de områder, som hans afdøde far og faderens familie stammer fra. Han taler og forstår ikke arabisk. Han har endvidere ingen nærmere tilknytning til Polen. Han har således ikke nogen reel tilknytning til andre lande end Danmark. Efter en samlet vurdering finder Højesteret, at det ikke vil være en uproportional foranstalt-ning at udvise Tiltalte 2 med henblik på at forebygge uro og forbrydelse. Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf.

§ 32, stk.

5, nr. 1. Konklusion Højesteret stadfæster landsrettens dom med den ændring, at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at Tiltalte 2 udvises med indrejsefor-bud i 6 år. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.