ECLI:DK:VLR:2022:BS0000000265 Fogedrettens kendelse stadfæstes

Vestre Landsrets

1. afdeling holdt den
2. marts 2019 kl. 11.15 møde på tingstedet i Viborg. Som dommere fungerede landsdommerne Lisbeth Parbo, Thomas Klyver og Anne Knie Andresen (kst.). V.L. B–0570–18 Københavns Kommune mod Debitor 1 Fremlagte bilag:  kæreskrift med bilag  brev af
3. december 2018 med bilag fra Fogedretten i Viborg  udskrift af retsbogen (sag nr. FS 2-3429/2018). Ved kendelse af
4. september 2018 har Fogedretten i Viborg ophævet en parkeringsafgift pålagt Debitor 1's køretøj med Registreringsnummer 2 for en parkering den
5. april
6. Kendelsen er med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet kæret af Københavns Kommune med påstand om, at parkeringsafgiften er pålagt med rette. Til støtte for påstanden har Københavns Kommune navnlig anført, at det følger af bekendtgørelse om parkering på offentlige veje § 6, at de elektroniske parkeringsstandere stilles til rådighed for både betaling af parkering og sikring af dokumentation herfor. Det kan ikke indlæses i bestemmelsen, at bilisten efterfølgende kan sikre sig og fremsende dokumentation for betalingen. Det er bilistens eget ansvar at sikre, at der indtastes det rigtige registreringsnummer. Det svarer til, hvad der følger af reglerne i parkeringsbekendtgørelsen om fysiske parkeringsbilletter. Det er derfor uden betydning, at bilisten efterfølgende kan dokumentere, at der er betalt for parkeringen. Debitor 1 har ikke udtalt sig for landsretten. Landsretten afsagde -2- K e n d e l s e: Sagen angår, om der ved køb af parkering på offentlige veje er hjemmel til at opretholde en parkeringsafgift, når bilisten har tastet en karakter for meget i registreringsnummeret til den parkerede bil i den parkeringsstander, som var stillet til rådighed for betaling af parkering og dokumentation, og bilisten efterfølgende har dokumenteret, at der er betalt for parkering. Det følger af færdselslovens § 121, at politiet kan opkræve en afgift, hvis der parkeres i strid med reglerne i vejlovens § 90, stk. 2 og stk.
7. Kompetencen er delegeret til Københavns Kommune, Center for Parkering som vejmyndighed, jf. færdselslovens § 122a, jf. nugældende bekendtgørelse om vejmyndigheders parkeringskontrol (tidligere bekendtgørelse om kommunal parkeringskontrol). Af vejlovens § 90, stk. 2, fremgår, at vejmyndigheden med politiets samtykke kan bestemme, at der på parkeringspladser, parkeringsanlæg eller andre arealer på offentlige veje, hvor der ønskes en begrænsning af adgangen til at parkere motorkøretøjer, opkræves en betaling for parkering, der kan sættes i forhold til det tidsrum, motorkøretøjerne holder parkeret. Efter samme lovs § 90, stk. 5, fastsætter transportministeren efter forhandling med justitsministeren regler om dokumentation for betalt parkering. Bemyndigelsen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1221 af
8. november 2015 om parkering på offentlige veje. Af bekendtgørelsen fremgår bl.a.: ”Kapitel
9. Formål §
10. Bekendtgørelsen fastlægger rammerne for beslutninger om parkering på offentlige veje, herunder om dokumentation for betaling. Kapitel
11. Parkeringsbilletter §
12. I områder, der ved lovlig skiltning eller afmærkning i henhold til bekendtgørelse om vejafmærkning og bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning er anvist som betalingsparkeringsområder, skal der betales for -3- parkering i overensstemmelse med, hvad der er gældende inden for det pågældende område. … §
13. Det er en betingelse for at opkræve betaling for en parkering, at det inden for en rimelig afstand fra enhver parkeringsplads i det omfattede område er muligt at betale for parkering. Der skal udstedes en parkeringsbillet til dokumentation herfor. Stk.
14. Den, der parkerer, skal sikre, at parkeringsbilletten anbringes synligt umiddelbart inden for forruden. Der må ikke findes andre parkeringsbilletter eller andet, der kan forveksles med en parkeringsbillet for den aktuelle parkering. Stk.
15. Det påhviler den, der parkerer at sikre, at parkeringsbilletten tydeligt skal kunne aflæses udefra. … §
16. En parkeringsbillet, der ikke er tilknyttet et bestemt køretøj, kan over drages til et andet køretøj. §
17. § 3, stk. 1,
18. pkt., og § 5 finder ikke anvendelse, hvis der stilles elektroniske faciliteter til rådighed for betaling for parkering og dokumentation herfor, og en sådan facilitet anvendes i forbindelse med parkeringen. …” Det er ubestridt, at Debitor 1 den
19. april 2017 købte parkering i en elektronisk parke- ringsstander, der var opsat i overensstemmelse med § 6 i bekendtgørelse om parkering på offentlige veje. Landsretten finder på denne baggrund og ud fra sagens oplysninger i øvrigt, at hun derved betalte for parkering af køretøjet med Registreringsnummer 2 i overensstemmelse med, hvad der var gældende inden for det pågældende område, jf. § 2 i bekendtgørelse om parkering på offentlige veje, uanset at hun ved købet tastede en karakter for meget i registreringsnummeret. -4- Landsretten finder, at det under disse omstændigheder må kræve en særlig hjemmel til at fastholde en pålagt parkeringsafgift, fordi dokumentation for afgiftens betaling ikke forelå i kontrolsituationen. En sådan hjemmel findes ikke med tilstrækkelig klarhed at foreligge i den ovennævnte bekendtgørelse §
20. Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse. T h i b e s t e m m e s: Fogedrettens kendelse stadfæstes. Kæremålets omkostninger ophæves. Sagen sluttet. Lisbeth Parbo