Obsah (4)

§ 2§ 1§ 5§ 10

HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 20. september 2023 Sag BS-43706/2022-HJR (2. afdeling) Malerforbundet i Danmark som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger (advokat Karsten Høj, beskikket) mod Ap

§ 2, stk.

1, 2. pkt. Herefter tilkommer der skadelidte erstatning for varigt tab af erhvervsevne, jf.

§ 1, stk.

2, og § 5, stk. 1. Der ydes dog ikke erstatning, hvis erhvervsevneta-bet er mindre end 15 pct., jf.

§ 5, stk.

1. Domstolene har i en række sager taget stilling til, hvordan - og på hvil-ket grundlag - det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller ende-ligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, nærmere fast-lægges, og dermed, hvornår skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og et eventuelt krav på erstatning for varigt tab af erhvervsevne indtræder. De pågældende domme, der bl.a. også omhandler erstatningsansvarslovens § 10 (jf. nærmere om denne be- 4 stemmelse straks nedenfor) og betydningen af Arbejdsskadestyrelsens udtalelser om erhvervsevnetabsprocenten efter denne bestemmelse, omtales i afsnit 2.4 nedenfor. … 2.
2. Sager omfattet af begge love Arbejdsskadesager, hvor den skadelidtes arbejdsgiver eller en anden skadevolder samtidig er erstatningsansvarlig for skaden efter alminde-lige erstatningsregler m.v., er omfattet af både erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven. For så vidt angår spørgsmålet om krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetabserstatning i sådanne sager gælder føl-gende: - Skadelidte kan (efter omstændighederne) rejse krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens regler. - Skadelidte kan endvidere (efter omstændighederne) rejse krav om erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven og -hvis dette krav er mindre, end hvad der følger af erstatningsansvarslo-vens regler om erstatning for erhvervsevnetab - krav om erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven fraregnet erhvervsevnetabserstatningen efter arbejdsskadesikringsloven. Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 77,
3. pkt., at erhvervsevnetabserstatningen efter arbejdsskadesikringsloven er primær, idet bestemmelsen fastslår, at skadelidtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang arbejdsskadeforsikringsselskabet har betalt el-ler er forpligtet til at betale erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, jf. herved i øvrigt også Højesterets dom af
4. august 1995 (Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 843). Hvis en ansvarlig skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab, inden arbejdsskadesagen er endeligt afgjort, har udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne, som arbejdsskadeforsikringsselskabet efter arbejdsskadesikringsloven har pligt til at betale, kan skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab i medfør af arbejdsskadesikringslo-vens § 29, stk. 2,
5. pkt., efterfølgende kræve den udbetalte erstatning godtgjort af arbejdsskadeforsikringsselskabet. En sådan situation kan f.eks. opstå, hvis skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab på tidspunktet for udbetalingen ikke var be- 5 kendt med, at der også kunne rejses krav efter arbejdsskadesikringslo-ven. I § 29, stk. 2,
6. pkt., er det udtrykkeligt fastsat, at adgangen til at rejse krav i medfør af bestemmelsens
7. pkt., forudsætter, at der er tale om et krav af samme art, som det arbejdsskadeforsikringsselskabet har pligt til at betale. Da erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, er bestemmelsen i
8. pkt. ikke relevant for så vidt angår udbetalinger af denne erstatningspost. 2.
9. Retspraksis om periodisering af krav på erstatning for tabt arbejdsfortjene-ste og erstatning for erhvervsevnetab Som nævnt i afsnit 2.1 ovenfor har domstolene i en række sager taget stilling til, hvordan - og på hvilket grundlag - det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, nærmere fastlægges, og dermed hvornår skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og et eventuelt krav på erstatning for varigt tab af erhvervsevne indtræder. Disse domme omtales i afsnit 2.4.1 og 2.4.2 nedenfor. 2.4.
10. Sager alene omfattet af erstatningsansvarsloven For så vidt angår sager, der alene er omfattet af erstatningsansvarslo-ven, har Højesteret i dom af
11. marts 2008 (Ugeskrift for Retsvæsen 2008, side 1386) fastslået, at ordlyden af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, indebærer, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt for at bringe for-pligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, at skadelidte må antages at lide et varigt erhvervsevnetab, der berettiger til erstatning herfor (det vil sige et erhvervsevnetab på mindst 15 pct.). Det er tillige en forudsætning, at det er muligt - bl.a. under inddragelse af de hensyn, der er nævnt i

§ 5, stk.

2 - at skønne over skadelid-tes fremtidige erhvervsevne. Der skal således foreligge et forsvarligt grundlag for det konkrete skøn, også når skønnet er midlertidigt, fordi den skadelidtes erhvervsmæssige situation ikke er afklaret. Højesteret har endvidere i dommen - og dette er gentaget i Højesterets dom af

1. august 2008 (Ugeskrift for Retsvæsen 2008, side 2601) - fastslået, at det følger af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, § 5, stk. 2, § 10, stk. 1, og § 16, stk. 1, at en skadevolder eller dennes forsikringsselskab, der er af den opfattelse, at der er skabt et grundlag for - eventuelt midlertidigt - at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevnetab og derfor ikke længere mener sig forpligtet til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, enten selv må udøve et rimeligt skøn og udbetale erstatning for erhvervsevnetab i forhold hertil eller anmode Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse om erhvervsevnetabsprocenten. Højesteret 6 udtalte i den forbindelse, at forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste vedvarer, indtil Arbejdsskadestyrelsens udtalelse foreligger, medmindre skadevolder eller forsikringsselskabet forinden på forsvarligt grundlag har foretaget et rimeligt skøn over erhvervsev-netabet og udbetalt erstatning for erhvervsevnetabet i forhold hertil. 2.4.
2. Sager, hvor der træffes afgørelse om erhvervsevnetabet efter arbejdsska-desikringsloven 2.4.2.
3. Højesteret har i dom af
4. oktober 2008 (Ugeskrift for Retsvæsen 2009, side 138) taget stilling til skæringstidspunktet mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne, når der efter arbejdsskadesikringsloven er truffet en endelig afgørelse om erhvervsevnetabet. Højesteret har i dommen fastslået, at erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1,
5. pkt., efter sin ordlyd og bestemmelsens forarbejder må forstås såle-des, at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved erstatningsdækningen hverken opstår »overlapning« eller »huller« mellem de to erstatningsposter. Herefter fastsatte Højesteret skæringstidspunktet mellem skadelidtes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og den pågældendes erstatning for erhvervsevnetab til den
6. februar 2005, hvilket var den dato, som Arbejdsskadestyrelsen ved afgørelse af
7. juni 2005 havde fastsat som virkningstidspunktet for tilkendelsen af erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Ved afgørel-sen har Højesteret således fastslået, at dette virkningstidspunkt - og ikke afgørelsestidspunktet eller tidspunktet for den faktiske udbetaling af erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven - udgør det relevante skæringstidspunkt mellem de to erstatningsposter. Som nævnt i afsnit 1 ovenfor har Højesteret endvidere ved to domme af
8. november 2009 fastlagt fortolkningen af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1,
9. pkt., med hensyn til tidspunktet for overgangen fra erstat-ning for tabt arbejdsfortjeneste til erstatning for erhvervsevnetab, når Arbejdsskadestyrelsen har truffet en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetabet efter arbejdsskadesikringsloven. I begge sager har Højesterets flertal fastslået, at også en midlertidig afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen om, at der tilkommer skadelidte erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven, indebærer, at skadelidte efter afgørelsens virkningstidspunkt ikke længere har ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. … 7 2.4.2.
10. Ved Østre Landsrets upåankede dom af
11. marts 2010 og ved Vestre Landsrets ligeledes upåankede dom af
12. juli 2010 (Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 1797 og 2771) er der taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der i sager, der er omfattet af både erstatningsansvarslo-ven og arbejdsskadesikringsloven, skal anvendes samme forståelse af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, som i de sager, der alene er omfat-tet af erstatningsansvarsloven, jf. afsnit 2.4.1 ovenfor. I begge domme udtaltes det, at der ikke er grundlag for at forstå Højesterets udtalelser i de domme, der er omtalt i afsnit 2.4.1 ovenfor, såle-des, at de alene vedrører skader, der ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Herefter, og idet hverken skadevolderne eller disses forsikringsselskaber havde foretaget et rimeligt skøn over de skadelidtes erhvervsevnetab og udbetalt erstatning i forhold hertil, inden Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om erhvervsevnetabet, blev skadevolderne dømt til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste helt frem til tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetabet. …
13. Justitsministeriets overvejelser 3.
14. Skæringstidspunktet mellem krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og krav på erstatning for erhvervsevnetab Efter afsigelsen af de domme, der er omtalt i afsnit 2.4.1 og 2.4.2 ovenfor, er retstilstanden i dag den, at skæringstidspunktet mellem erstatningsposterne tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab i sager, der er omfattet af både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven ikke fastlægges ud fra samme principper som i sager, der alene er omfattet af erstatningsansvarsloven. I sager omfattet af begge love er retstilstanden som fastlagt af Højesteret således den, at skadelidtes krav på (yderligere) erstatning for tabt arbejdsfortjeneste bliver afskåret allerede ved en midlertidig afgørelse ef-ter arbejdsskadesikringsloven, selv om en sådan afgørelse ikke indehol-der noget skøn over det varige erhvervsevnetab. Denne retstilstand indebærer, at erstatningen i sådanne arbejdsskadesa-ger ikke nødvendigvis kompenserer skadelidte fuldt ud for det ind-tægtstab, der er påført skadelidte i perioden, indtil skadelidte kan be-gynde at arbejde igen (i væsentligt samme omfang som tidligere), eller indtil det tidspunkt, hvor skadelidtes varige erhvervsevnetab er ind-trådt. Der vil f.eks. ske en ufuldstændig dækning af skadelidtes ind-tægtstab, når det beløb, som skadelidte modtager i midlertidig er- 8 hvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven sammenlagt med en revalideringsydelse, er lavere end den indtægt, som skadelidte oppebar indtil skadens indtræden. Efter Justitsministeriets opfattelse er det væsentligt at sikre, at skade-lidte i sager, der også er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, frem-over - i overensstemmelse med den oprindelige forudsætning bag affat-telsen af erstatningsansvarslovens § 2 - fuldt ud kompenseres for det indtægtstab, som den pågældende lider i perioden frem til, at den på-gældende enten kan begynde at arbejde igen (i væsentligt samme om-fang som tidligere) eller - i de tilfælde hvor skaden medfører et varigt erhvervsevnetab - frem til det tidspunkt, hvor det varige erhvervsevne-tab indtræder. Justitsministeriet finder derfor, at erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, bør ændres, således at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i de omhandlede tilfælde gælder i samme omfang som i andre sager, hvor der er en ansvarlig skadevolder. Det bør således ikke gøre nogen forskel med hensyn til muligheden for at kræve erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste af den ansvarlige skadevolder, om skaden er forvoldt i forbindelse med udførelsen af den pågældendes arbejde eller i fritiden. I begge situationer bør det tidspunkt, fra hvilket skadelidte ikke læn-gere har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, fastlægges ud fra samme objektive kriterier, nemlig om skadelidte er blevet i stand til at arbejde igen (i væsentligt samme omfang som tidligere), eller om skade-lidte har lidt et varigt erhvervsevnetab på 15 pct. eller mere. Midlerti-dige afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven, hvorved skadelidte på baggrund af en vurdering af den pågældendes aktuelle erhvervsevnetab får tilkendt erhvervsevnetabserstatning, bør således fremover ikke i sig selv bevirke, at skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører. … Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser Til § 1 (Erstatningsansvarsloven) Til nr. 1 (§ 2, stk. 1) Det foreslås at ændre affattelsen af

§ 2, stk.

1, således at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i alle tilfælde - det vil sige også i sager, der tillige er omfattet af arbejdsskadesikringsloven - først ophø-rer, når skadelidte kan begynde at arbejde igen (i væsentligt samme 9 omfang som tidligere), eller på det tidspunkt, hvor skadelidte har lidt et varigt erhvervsevnetab på mindst 15 pct. og dermed i stedet skal have udbetalt erhvervsevnetabserstatning. Den foreslåede ændring indebærer navnlig, at midlertidige afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 3, ikke i sig selv kan afskære retten til fortsat erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det er som hidtil formålet med bestemmelsen, at der ved erstatningsdækningen ikke opstår »huller« mellem erstatningsposterne tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne. F.eks. kan skadevolder eller dennes forsikringsselskab - på samme måde som efter gældende ret -ikke stoppe en udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under henvisning til, at Arbejdsskadestyrelsens vurdering af skadelidtes erhvervsevnetab i form af en udtalelse efter erstatningsansvarslovens § 10 eller en afgørelse i henhold til arbejdsskadesikringslovens §§ 17 og 17 a afventes. Skadevolder eller dennes forsikringsselskab kan derimod alene stoppe udbetalingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis og når der foreligger det fornødne grundlag for at fastslå, at skæringstidspunktet efter § 2, stk. 1, er indtrådt, jf. nærmere herom straks nedenfor. Fastsættelsen af det tidspunkt, hvor skadelidte har lidt et varigt erhvervsevnetab på mindst 15 pct., og hvor det således står klart, at skadelidte ikke kommer til at arbejde igen i væsentligt samme omfang som tidligere, afhænger som hidtil af en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Denne vurdering, der endeligt henhører under domsto-lene, kan foretages af Arbejdsskadestyrelsen i form af en (midlertidig eller endelig) udtalelse efter

§ 10, jf.

herved den foreslåede æn-dring af denne bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærknin-gerne hertil, eller i form af en afgørelse efter arbejdsskadesikringsloven om skadelidtes endelige erhvervsevnetab. Vurderingen kan herudover også foretages af skadevolder eller dennes forsikringsselskab under for-udsætning af, at der udøves et rimeligt skøn på forsvarligt grundlag over erhvervsevnetabet, og at der udbetales erstatning for erhvervsev-netabet i forhold hertil, jf. herved afsnit 2.4.1 og 2.4.2 i lovforslagets al-mindelige bemærkninger.” Anbringender Malerforbundet i Danmark som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger har supplerende anført navnlig, at landsrettens resultat betyder, at der for Appellant, tidligere Sagsøger er et ”hul” i dækningen for hans indtægtstab efter erstatningsansvarsloven, da han 10 ifølge U 1995.843 H er forhindret i at forfølge krav om erstatning for erhvervsevnetab efter denne lov, så længe der ikke er truffet endelig afgørelse herom ef-ter arbejdsskadesikringsloven. Dette illustreres af U 2022.3671 V, hvor landsretten fandt, at en vejledende udtalelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 10 bragte retten til tabt arbejdsfortjeneste til ophør, selv om skadevolder ikke udbetalte erstatning for erhvervsevnetab i overensstemmelse med den vejledende udtalelse. Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS har supplerende anført navnlig, at der ikke er noget ”hul” i dækningen for Appellant, tidligere Sagsøger, idet der ikke er et ”hul” mellem betalin-gerne for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetabserstatning. Der må ikke være overlap mellem disse erstatningsposter, og derfor ophørte Appellants, tidligere Sagsøger krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ved udbetalingen af erhvervsevnetabserstatning. Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstilling Appellant, tidligere Sagsøger pådrog sig en skulderskade ved en arbejdsulykke den

1. april
2. Topdanmark Forsikring A/S har på vegne af hans arbejdsgiver, Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS, anerkendt erstatningspligten og udbetalt erstatning for bl.a. tabt arbejdsfortjeneste fra skadestidspunktet frem til den
3. februar 2019 bort-set fra en periode, hvor parterne er enige om, at han ikke havde ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. I februar 2019 udbetalte Topdanmark Forsikring 913.552 kr. i erstatning for tab af erhvervsevne til Appellant, tidligere Sagsøger. Udbetalingen skete på baggrund af, at for-sikringsselskabet den
4. juni 2018 havde skrevet til Appellants, tidligere Sagsøger davæ-rende advokat, at selskabets midlertidige bud på hans endelige erhvervsevne-tab var 25 %. Sagen angår, om Appellant, tidligere Sagsøger har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjene-ste for tiden efter den
5. februar
6. Parterne er enige om, at Appellants, tidligere Sagsøger ret til erstatning for tabt arbejdsfortje-neste ophørte den
7. februar 2019, hvis Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS havde ret til at bringe retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør ved at udbetale erstatningen for tab af erhvervsevne. Spørgsmålet er således alene, om Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS efter erstatningsansvarslo-vens § 2 kunne bringe forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortje-neste til ophør ved at skønne over Appellants, tidligere Sagsøger fremtidige (varige) er-hvervsevnetab og udbetale erstatning i overensstemmelse med skønnet. 11 Erstatningsansvarslovens § 2 Efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Må det antages, at skade-lidte vil lide et erhvervsevnetab på 15 % eller derover, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, fik sin nugældende ordlyd ved lov nr. 610 af
8. juni 2011 om ændring af lov om erstatningsansvar og lov om arbejdsskadesikring. I forarbejderne til loven (Folketingstidende 2010-11,
9. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 136, s. 5) er der redegjort for to domme afsagt af Højesteret den
10. marts 2008 (UfR 2008.1386) og
11. august 2008 (UfR 2008.2601). Sagerne angik skader, der alene var omfattet af erstatningsansvarsloven og ikke tillige arbejdsskadesikringsloven. Det fremgår, at Højesteret i dommene har fastslået, at en skadevolder eller dennes forsikringsselskab, der er af den opfattelse, at der er skabt grundlag for – eventuelt midlertidigt – at skønne over skadelidtes fremti-dige erhvervsevnetab, og derfor ikke længere mener sig forpligtet til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, enten selv må udøve et rimeligt skøn og udbetale erstatning for erhvervsevnetab i forhold hertil eller anmode Arbejds-skadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) om en udtalelse om erhvervsevnetabsprocenten. Forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste vedvarer, indtil Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelse foreligger, medmindre skadevolder eller forsikringsselskabet forinden på forsvarligt grundlag har foretaget et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet og ud-betalt erstatning for erhvervsevnetabet i forhold hertil. Af de specielle bemærkninger til erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1 (Folketingstidende 2010-11,
12. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 136, s. 11) fremgår bl.a., at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i alle tilfælde – det vil sige også i sager, der tillige er omfattet af arbejdsskadesikringsloven – først ophører, når skadelidte kan begynde at arbejde igen (i væsentligt samme omfang som tidligere), eller på det tidspunkt, hvor skadelidte har lidt et varigt erhvervsev-netab på mindst 15 % og dermed i stedet skal have udbetalt erhvervsevnetabs-erstatning. Det fremgår endvidere, at fastsættelsen af det tidspunkt, hvor skadelidte har lidt et varigt erhvervsevnetab på mindst 15 %, og hvor det således står klart, at skadelidte ikke kommer til at arbejde igen i væsentligt samme omfang som tid-ligere, som hidtil afhænger af en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Denne vurdering, der endeligt henhører under domstolene, kan foretages af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i form af en (midlertidig eller endelig) udta- 12 lelse efter erstatningsansvarslovens § 10 eller i form af en afgørelse efter arbejdsskadesikringsloven om skadelidtes endelige erhvervsevnetab. Vurderin-gen kan herudover også foretages af skadevolder eller dennes forsikringssel-skab under forudsætning af, at der udøves et rimeligt skøn på forsvarligt grundlag over erhvervsevnetabet, og at der udbetales erstatning for erhvervsev-netabet i forhold hertil. I forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 2 er der således anvist tre måder, som forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan bringes til ophør på. Som en af de tre måder er nævnt den situation, at skadevolder eller dennes forsikringsselskab på forsvarligt grundlag udøver et rimeligt skøn over det fremtidige (varige) erhvervsevnetab og udbetaler erstatning i overensstem-melse med dette skøn. Det fremgår, at det anførte også tager sigte på sager, der tillige er omfattet af arbejdsskadesikringsloven. På den baggrund finder Højesteret, at Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS efter erstatningsan-svarslovens § 2 kunne bringe forpligtelsen til at betale erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste til Appellant, tidligere Sagsøger til ophør ved på forsvarligt grundlag at ud-øve et rimeligt skøn over hans fremtidige (varige) erhvervsevnetab og udbetale erstatning i overensstemmelse hermed. Den konkrete sag Parterne er enige om, at Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS på et forsvarligt grundlag har udø-vet et rimeligt skøn over Appellants, tidligere Sagsøger fremtidige (varige) erhvervsevnetab og udbetalt erstatning i overensstemmelse med skønnet. Højesteret tiltræder herefter, at Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS har bragt Appellants, tidligere Sagsøger ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør ved udbetalingen i februar
13. Konklusion Højesteret stadfæster dommen, således at Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS frifindes. THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale 60.000 kr. til Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøgte ApS. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.