Obsah (6)

§ 2§ 5§ 7§ 19§ 22§ 24

VESTRE LANDSRET DOM afsagt den 11. august 2023 Sag BS-20142/2022-VLR (8. afdeling) Sagsøger (advokat Jesper Lyngby Andersen, beskikket) mod Udlændinge- og Integrationsministeriet (advokat Paw Bladt Fr

§ 2

. • Tidsubegrænset opholdstilladelse og bopæl her i landet, jf.

§ 5og § 5 A.

• Ophold, jf.

§ 7

. / 17 • Kriminalitet, jf.

§ 19

. • Visse typer af forfalden gæld til det offentlige, jf.

§ 22. • Selvforsørgelse, jf.

cirkulæreskrivelse § 23. • Dokumentation for danskkundskaber, jf.

§ 24, stk.

1 og 2. • Bestået indfødsretsprøve, jf.

§ 24, stk.

3. En ansøgning om dansk indfødsret skal indgives ved anvendelse af digital selvbetjening (digitalt ansøgningsskema). Såfremt ministeriet fin-der, at der foreligger særlige forhold, der gør, at ansøgeren ikke må for-ventes at kunne anvende den digitale selvbetjening, kan en ansøgning dog indgives på et papirbaseret ansøgningsskema. Udlændinge- og Integrationsministeriets sagsnummer 2013/9310-645 skal oplyses ved alle henvendelser hertil.” Forklaringer Sagsøger, Person 2 og Person 3 har afgivet forklaring. Sagsøger har forklaret, at hans forældre blev separeret, da han var 2 år gammel. Han og hans søskende boede efterfølgende hos deres mor. De var ni børn. Han kan ikke huske sin fars rolle, da han voksede op. Faren kom i hans barndomshjem, indtil de flyttede til Fredericia. Han var da 11 år gammel. Han var 8 år gammel, da faren fik dansk statsborgerskab. Han vidste ikke, hvad det betød. Han vidste, at hans far havde et pas. Han blev skrevet ind i farens pas, og han rejste med sin far. Han troede, at han var dansker, da han var født i Danmark. Han fandt først ud af, at noget var galt, da han som 15-årig skulle på lejrskole og skulle bruge et pas. Han kunne ikke bruge sin fars pas, da der ikke var bille-de af ham i farens pas. Han gik til politiet med sin mor for at få lavet et pas, men det blev afvist. Han mener, at der mangler mange ting i de dokumenter, der er fremlagt i sa-gen. På Fredericia Politistation blev han oplyst om, at han skulle søge om per-manent opholdstilladelse, og at han først derefter kunne søge om dansk stats-borgerskab. Han fik udleveret ansøgningspapirer på Fredericia Politistation, som han skulle udfylde, men han fik alligevel afslag på permanent opholdstil-ladelse. Han husker også, at de lavede en ny ansøgning, men det står der ikke noget om i de fremlagte dokumenter. Adspurgt til Integrationsministeriets brev af 3. marts 2011 forklarede han, at han ikke selv modtog brevet, men det gjorde hans tvillingesøster. Han så bre-vet, og han gik sammen med sin tvillingesøster til politiet for at lave en ansøg- / 18 ning om dansk indfødsret. Han fik at vide, at han skulle bruge brevet som dokumentation for at kunne lave en ansøgning, og han blev derfor sendt hjem med besked om, at han måtte vente på brevet. Han tænkte, at han ikke havde fået brevet, fordi han havde lavet kriminalitet. Han havde kun opholdstilladelse for et år ad gangen, og han skulle derfor hele tiden udfylde ansøgninger. Han opsøgte politiet flere gange for at høre, hvad han kunne gøre. Til sidst ringede han til en advokat og sagde, at han ikke kom nogen vegne. Hans storebrors kone var ansat ved kommunen, og hun sagde, at der var noget galt. Han kunne ingenting, fordi han ikke var dansker, så han ville rigtig gerne have dansk statsborgerskab. Det har påvirket ham på mange punkter, at han ikke er dansk statsborger. Han ville gerne have været i militæret, men han kunne kun uofficielt være i praktik i militæret. Han ville også gerne have været politimand. Han fik et fremmedpas, men det kunne ikke bruges til noget. Han kunne ikke engang rejse i EU uden at skulle søge om visum. Han blev hele tiden bremset. Han kan ingenting i dag. Han er blevet udvist, da hans opholdstilladelse er bortfaldet, fordi han har væ-ret væk i 2 år. Han har hele sin familie i Danmark. Hans far og bror er begravet i Aarhus. Han har kone og barn i Danmark. Forevist brevet af 3. marts 2011 kan han ikke huske, om det var det brev, hans søster modtog. Han læste det ikke, men gik bare med sin søster til politiet. Poli-tiet hjalp hans søster med at udfylde ansøgningsskemaet. Person 2 har forklaret, at hun er mor til Sagsøger. Hun blev separeret fra Sagsøgers far, Person 1, i 1991. Forældrene blev separeret, fordi Person 1 havde forandret sig efter sin tilbagevenden fra Libanon, hvor han havde været tilbageholdt og fængslet i 8 måneder. Efter separationen holdt hun fast i kontakten med Person 1. Han kunne ikke dansk, så familien hjalp ham som tolk, og han kom i hjemmet af og til. Det var hende og hendes datter, der gjorde Person 1 opmærksom på, at han var kommet på indfødsretslisten. De havde hjulpet ham med at udfylde dokumen-terne for at få dansk statsborgerskab. Det er rigtigt, at hun gav tilladelse til, at hendes fire børn måtte stå i Person 1's pas, sådan som det fremgår af ekstraktens side 105. Hensigten med tilkendegivelsen var, at hendes fire børn skulle have dansk statsborgerskab. / 19 Hvis myndighederne havde sagt, at børnene kunne få dansk statsborgerskab, ville hun gerne have haft, at de fik det. Hun henvendte sig til statsamtet, men fik at vide, at børnene allerede var danske statsborgere som følge af deres fars erhvervelse af dansk indfødsret. Det betød meget for hende, at børnene havde dansk statsborgerskab. Hun troe-de, at børnene blev danske statsborgere sammen med Person 1. Børnene kom med i Person 1's pas, men efterfølgende fik Person 1 at vide, at det var en fejl. Han fik der-efter et nyt pas uden børnene. Hun troede, at børnene ville få deres eget pas, da de blev taget ud af Person 1's pas. Det var en fælles beslutning, at Person 1 skulle ansøge om, at børnene kom med i hans pas. Person 3 har forklaret, at hun er tvillingesøster til Sagsøger. Hun var 8 år, da hendes far fik dansk statsborgerskab. Hun troede frem til teenageårene, at hun var dansk. Da hun skulle tage køre-kort, gik det op for hende, at hun ikke var dansker. Hun skulle til Tyskland med kørelæreren og skulle derfor bruge et pas. Hun fik udstedt et fremmedpas. Hun ansøgte om tidsubegrænset opholdstilladelse sammen med Sagsøger. De gjorde det hele sammen og sendte de samme papirer. Forevist Integrationsministeriets brev af 3. marts 2011 har hun forklaret, at hun modtog brevet, men at Sagsøger ikke modtog brevet. De undrede sig over, hvorfor det kun var hende, der havde fået brevet. Sagsøger blev sur, og det gjorde hun også. Sagsøger talte også med en leder på opholdsstedet om det. Hun kan ikke komme på nogen grund til, at Sagsøger ikke skulle have bre-vet. Sagsøger var lille, da han begik kriminalitet, så det kunne ikke være der-for. De ringede til Udlændingestyrelsen og tog kontakt til politiet, da hun havde modtaget brevet. Hendes storebror i Hobro hjalp hende med at udfylde en ansøgning om dansk statsborgerskab. De sendte ansøgningen online og betalte gebyr online. Det var nemt at finde ansøgningsblanketten online. Kort tid efter modtog hun et bevis for, at hun kunne få lavet et dansk pas. Retsgrundlaget Af FN’s konvention af 1961 om begrænsning af statsløshed (statsløsekonventionen), jf. bekendtgørelse (BKI) nr. 10 af 6. februar 1978, fremgår blandt andet: / 20 ”Artikel 1 1. En kontraherende stat skal give statsborgerret til personer, der er født på dens territorium, og som ellers ville blive statsløse. Sådan statsborgerret skal gives

1. a)ved fødsel, i henhold til lov, eller
2. b)efter ansøgning, som af den pågældende selv eller på hans vegne indgives til vedkommende myndighed i den af landets lovgivning foreskrevne form. Medmindre andet følger af bestemmelserne i denne artikels stk. 2, kan en sådan ansøgning ikke afslås. En kontraherende stat, hvis lovgivning hjemler meddelelse af statsborgerret i overensstemmelse med punkt
3. b)i dette stk., kan også meddele statsborgerret i henhold til lov under sådanne aldersmæssige og andre betingelser, som måtte være foreskrevet i den nationale lovgivning. 2. En kontraherende stat kan gøre meddelelse af statsborgerret i hen-hold til denne artikels stk. 1
4. b)afhængig af een eller flere af følgende betingelser:
5. a)at ansøgning indgives inden for et af den kontraherende stat fastsat tidsrum, begyndende senest med 18-års alderen og ophørende tidligst med 21-års alderen, dog at der tilstås den pågældende mindst eet år, i løbet af hvilket han i henhold til lovgivningen kan indgive ansøgning på egne vegne uden at skulle indhente samtykke hertil.
6. b)at den pågældende har haft fast bopæl på den kontraherende stats territorium i en af denne stat fastsat periode, der dog højst må være på fem år umiddelbart forud for ansøgningens indgivelse, eller på ti år ialt;
7. c)at den pågældende ikke er fundet skyldig i nogen forbrydelse mod statens sikkerhed eller er blevet idømt fængselsstraf på fem år eller der-over for en strafbar handling;
8. d)at den pågældende altid har været statsløs.” Af FN’s konvention af 1989 om barnets rettigheder (børnekonventionen), jf. bekendtgørelse (BKI) nr. 6 af 16. januar 1992, fremgår det blandt andet: ”Artikel 7. 1. Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen have ret til et navn, ret til at opnå et statsborgerskab og, så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af sine forældre. 2. Deltagerstaterne skal sikre gennemførelsen af disse rettigheder i overensstemmelse med deres nationale lovgivning og deres forpligtelser ifølge de relevante internationale instrumenter på dette område, især hvis barnet ellers ville blive statsløs.” Af lovbekendtgørelse nr. 757 af 14. september 1995 om dansk indfødsret, der var gældende, da Sagsøgers far fik behandlet sin ansøgning om dansk indfødsret i 1998, fremgår det blandt andet: ”§ 5. Erhverver en person indfødsret … tilkommer indfødsretten også hans her i riget bosatte, ugifte ægtebarn under 18 år. Dette gælder dog ikke barn, som efter opløsning af forældrenes ægteskab eller deres separation er undergivet den anden forældreparts forældremyndighed. … § 6. Indfødsret kan erhverves ved naturalisation i henhold til / 21 grundloven. Stk. 2. Har den, der naturaliseres, børn, finder reglerne i § 5 tilsvarende anvendelse, medmindre andet i det enkelte tilfælde fastsættes.” Af cirkulæreskrivelse nr. 132 af 3. oktober 1997 om dansk indfødsret ved naturalisation (1997-cirkulæret), der var gældende, da Sagsøgers far fik behandlet sin ansøgning om dansk indfødsret i 1998, fremgår det blandt andet: ”§ 15. I overensstemmelse med FN-konventionen af 1989 om barnets rettigheder kan børn, der er født statsløse i Danmark, naturaliseres, hvis de har bopæl her i landet. § 16. Udover de tilfælde, der er nævnt i §§ 11-15, kan børn under 18 år ikke naturaliseres selvstændigt, når der er mulighed for naturalisation som biperson til en af forældrene i medfør af § 6, stk. 2, jf. § 5 i lov om dansk indfødsret. Mulighed for naturalisation som biperson foreligger, når en af forældrene, der ikke er dansk statsborger, har del i forældre-myndigheden over barnet og opholder sig her i landet. … § 25. Ansøgning om naturalisation indgives på et særligt ansøgningsskema til politimesteren i den politikreds, som ansøgeren bor i. Ansøgere, der bor i Københavns Kommune, indgiver ansøgning til Politidirektøren i København.” Af Folketingets vedtagelse nr. 36 af 15. januar 1998, der fortsat er gældende, fremgår følgende: ”Folketinget understreger betydningen af, at muligheden for opnåelse af dansk statsborgerskab skal betragtes som et afgørende positivt element i integrationsprocessen for herboende udlændinge. I den sammenhæng lægger Folketinget afgørende vægt på - at opfylde internationale konventioner, - at sikre god forvaltningsskik i hele sagsforløbet (bl.a. offentlige og klare regler og kortere sagsbehandlingstid), - at krav om karenstid for tidligere straf principielt bør bygge på straf-fens strenghed. Folketinget opfordrer derfor regeringen til at fortsætte drøftelserne med partierne om et nyt grundlag for opnåelse af dansk statsborgerskab ef-ter ovenstående retningslinjer med henblik på at opnå bredest mulig parlamentarisk tilslutning hertil.« (Forslag til vedtagelse nr. V 36).” Anbringender Sagsøger har til støtte for sine påstande navnlig gjort gælden-de, at han i forbindelse med sin fars ansøgning om dansk statsborgerskab har / 22 fået forkert behandling og forkert vejledning om sin adgang til dansk statsborgerskab, og at han i forbindelse med sin egen ansøgning om permanent opholdstilladelse har modtaget mangelfuld og dermed forkert vejledning om sin ad-gang til dansk statsborgerskab. Udlændinge- og Integrationsministeriets med-delelse af 3. maj 2019 om, at han ikke er berettiget til dansk indfødsret, udgør derfor en krænkelse af hans rettigheder efter børnekonventionens artikel 7 og statsløsekonventionens artikel 1, jf. bl.a. Justitsministeriets brev af 29. februar 2012 til Folketingets Indfødsretsudvalg. Han har som følge af denne krænkelse krav på godtgørelse, og kravet på godtgørelse er ikke forældet. Ministeriet har for det første fejlbehandlet sagen ved ikke at meddele ham dansk indfødsret, da hans far søgte og fik dansk indfødsret i 1998. Det er såle-des en fejl, at ministeriet ikke betragtede hans mors tilkendegivelse om, at han måtte optages i farens pas som en ansøgning om dansk indfødsret for ham på selvstændigt grundlag efter § 15 i 1997-cirkulæret. Der gjaldt ikke særlige form-krav for indlevering af ansøgninger efter § 15. Ministeriet har for det andet givet forkert vejledning til hans forældre i forbindelse med behandlingen af farens ansøgning om indfødsret. Ministeriet burde således have vejledt både hans far som ansøger og hans mor som forældremyndighedsindehaver om muligheden for, at han kunne erhverve indfødsret på selvstændigt grundlag, da det fremgik tydeligt af farens ansøgning og morens tilkendegivelse, at de ikke var bekendte med hans ret til at opnå dansk indføds-ret på selvstændigt grundlag og derfor havde behov for vejledning herom. Vejledningspligten i forvaltningslovens § 7 finder anvendelse, og ministeriet burde have ydet vejledningen, selv om hans forældre ikke specifikt havde bedt om det. Han havde en væsentlig og individuel interesse i farens indfødsretssag og dermed partsstatus, hvorfor hans mor også var omfattet af vejledningspligten. Ved hverken at give vejledning om hans rettigheder til hans far eller hans mor har ministeriet lavet en uhensigtsmæssig konstruktion, der ikke gjorde det mu-ligt for ham at få den vejledning, som han havde behov for. Ministeriets mang-lende vejledning er dermed udtryk for en fejlvejledning. Det gøres for det tredje gældende, at Udlændingeservice og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration i forbindelse med behandlingen af hans egen ansøgning om permanent opholdstilladelse i 2008-11 burde have vejledt ham om, at han var berettiget til dansk indfødsret. En forvaltningsmyndighed har pligt til at vejlede om forhold, der ligger uden for myndighedens eget sags-område, men som dog har relevans i den konkrete situation. Behovet for op-holdstilladelse er i høj grad afhængig af, om vedkommende er berettiget til dansk statsborgerskab. Det ligger derfor inden for den normale opgave, når udlændingemyndighederne behandler sager om opholdstilladelse, at udlæn-dingemyndighederne herved også forholder sig til, om der reelt er behov for en opholdstilladelse, eller om personen i stedet ville være berettiget til dansk ind- / 23 fødsret. Den store opmærksomhed, der var på statsløses rettigheder på tids-punktet for ministeriets afgørelse, understøtter, at ministeriet burde have vej-ledt. Ved ikke at have vejledt ham om hans ret til dansk indfødsret er han blevet fejlvejledt. Det bestrides, at han har modtaget Integrationsministeriets brev af 3. marts 2011. Hans rettigheder efter Danmarks internationale forpligtelser er på den anførte baggrund blevet krænket, og han har derfor krav på en godtgørelse efter principperne i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1. Godtgørelsen kan passende fastsættes til 25.000 kr. Godtgørelseskravet er ikke forældet, da forældelsesfri-sten skal regnes fra Udlændinge- og Integrationsministeriets meddelelse af 3. maj 2019. Såfremt forældelsesfristen skal regnes fra et tidligere tidspunkt, er der som følge af den manglende vejledning og hans uvidenhed om sit krav på godtgørelse sket suspension af forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Der skal i øvrigt ses bort fra en mulig forældelse, når et civilt søgsmål er den eneste mulighed for at få fastslået hans rettigheder. Såfremt hans krav på godt-gørelse måtte være forældet, er der fortsat grundlag for at efterprøve den subsidiære påstand i medfør af grundlovens § 63. Udlændinge- og Integrationsministeriet har til støtte for sine påstande navnlig gjort gældende, at ministeriet ikke har krænket Sagsøgers rettig-heder efter statsløsekonventionen eller børnekonventionen. Han har således ansøgt om indfødsret for sent til at opfylde betingelserne i Statsløsekonventio-nen, Børnekonventionen og den særlige ordning, der blev etableret i 2011. Hans rettigheder er dermed ikke blevet krænket i denne henseende. Hans rettigheder er heller ikke blevet krænket i forbindelse med hans fars sag om indfødsret eller hans egen ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Sagsøger indgav ikke særskilt ansøgning om dansk indføds-ret i forbindelse med farens erhvervelse af dansk indfødsret. Sagsøgers mors tilkendegivelse om, at hun ”tillader, at alle mine 4 børn kan være med i deres fars pas” kan ikke anses for at udgøre en ansøgning om dansk indfødsret for ham på selvstændigt grundlag efter § 15 i 1997-cirkulæret. Det bemærkes i øvrigt, at behandlingen af en ansøgning om indfødsret på davæ-rende tidspunkt forudsatte, at der blev udfyldt og indgivet et særligt ansøg-ningsskema efter § 25 i 1997-cirkulæret. Ministeriet havde endvidere ikke pligt til at vejlede forældrene om hans mulig-hed for at opnå dansk indfødsret på selvstændigt grundlag i forbindelse med behandlingen af hans fars ansøgning om indfødsret. Hans far havde ikke del i forældremyndigheden og skulle derfor ikke vejledes om sønnens mulighed for at opnå dansk indfødsret. Hans mor var ikke part i sagen, og ministeriet havde derfor ikke pligt til at kontakte hende i den forbindelse. Morens tilkendegivelse / 24 udvidede ikke ministeriets vejledningspligt. Ministeriet har herefter ikke tilsi-desat nogen vejledningspligt over for forældrene. Sagsøger er desuden ikke blevet vejledt forkert i forbindelse med behandlingen af hans egen ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladel-se. Det er ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at Sagsøger ikke blev vejledt om et andet retsområde, dvs. muligheden for at opnå dansk indfødsret efter reglerne for statsløse. Ministeriet har i øvrigt anført, at Sagsøger blev stillet bedre, end han folkeretligt havde krav på, idet han blev omfattet af den særlige ord-ning for statsløse personer født i Danmark, hvor der var ansøgningsfrist den 1. marts 2012. Det kan bevismæssigt lægges til grund, at Sagsøger modtog brevet af 3. marts 2011 med vejledning om den særlige over-gangsordning. Brevet blev udsendt til samtlige statsløse personer født og bo-siddende i Danmark i alderen 0-37 år, og det er ubestridt, at Sagsøger på dette tidspunkt var tilmeldt CPR-registret, og at hans tvillingesø-ster modtog brevet. Hvis landsretten måtte nå frem til, at Sagsøgers rettigheder er krænket, er godtgørelseskravet forældet, idet forældelsesfristen skal regnes fra tidspunktet for fejlbehandlingen henholdsvis fejlvejledningen. En eventuel godtgørelse kan under alle omstændigheder ikke overstige 10.000 kr. Landsrettens begrundelse og resultat Sagen drejer sig om, hvorvidt Udlændinge- og Integrationsministeriet ved meddelelsen af 3. maj 2019 har krænket Sagsøgers rettighe-der i henhold til FN’s konvention af 30. august 1961 om begrænsning af stats-løshed (statsløsekonventionen) og FN’s konvention af 20. november 1989 om Barnets rettigheder (børnekonventionen). Statsløse personers særlige rettigheder Statsløsekonventionen og børnekonventionen giver statsløse personer født i Danmark ret til dansk indfødsret uden at opfylde de almindelige betingelser herfor. Erhvervelse af indfødsret som statsløs forudsætter, at den statsløse per-son indgiver en ansøgning herom. Efter statsløsekonventionen skal ansøgnin-gen indgives, efter personen er fyldt 18 år, og inden personen er fyldt 21 år. Ef-ter børnekonventionen skal personen være under 18 år på ansøgningstidspunk-tet. Som følge af, at der i en længere årrække ikke var taget højde for statsløse personers særlige rettigheder ved behandlingen af sager om indfødsret, blev der i marts 2011 etableret en særlig ordning, som gav statsløse personer mellem 21 / 25 og 37 år mulighed for at blive optaget på lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvis de indgav ansøgning om indfødsret senest den 1. marts 2012. Umiddelbart inden udløbet af den nævnte ansøgningsfrist tilkendegav Justitsministeriet i et brev af 29. februar 2012 til Folketingets Indfødsretsudvalg, at man ville behandle ansøgninger om dansk indfødsret fra personer, der er født statsløse i Danmark, som er over 21 år, og som derfor ikke længere opfylder alderskravet i statsløsekonventionen, på følgende vis, uanset om ansøgningen først indgives efter 1. marts 2012: ”Personer, der er født statsløse i Danmark, og som har indgivet ansøgning inden det fyldte 21. år, og som måtte have fået en forkert behandling, f.eks. ved et fejlagtigt afslag, vil blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, såfremt de på daværende tidspunkt opfyldte de betingelser, der efter FN's konvention om begrænsning af statsløs-hed eller FN's Børnekonvention kunne kræves opfyldt. Personer, der er født statsløse i Danmark, og hvor de inden det fyldte 21. år har modtaget forkert vejledning om deres rettigheder i henhold til konventionerne, vil blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, såfremt de på tidspunktet for vejledningen opfyldte de betingelser, der efter konventionerne kunne kræves opfyldt.” Justitsministeriet vurderede i brevet, at der for den førstnævnte persongruppe (forkert behandlede personer) må antages at være en folkeretlig forpligtelse til at meddele ansøgerne indfødsret, og at det samme mest nærliggende også må antages at gælde for den anden persongruppe (forkert vejledte personer). Tvisten under denne sag Sagsøger er født i Danmark som statsløs palæstinenser. Han indgav som 23-årig den 18. oktober 2013 ansøgning om dansk indfødsret. Be-handlingen af ansøgningen var i en længere periode sat i bero, idet han var for-svundet og ikke meddelte de oplysninger, som Udlændinge- og Integrations-ministeriet havde anmodet om. Sagen blev færdigbehandlet den 3. maj 2019, hvor Udlændinge- og Integrationsministeriet meddelte Sagsøgers daværende advokat, at ministeriet ikke kunne lægge til grund, at Sagsøger var berettiget til indfødsret efter reglerne for statsløse personer født i Danmark. På ansøgningstidspunktet i 2013 opfyldte Sagsøger ikke de aldersmæssige betingelser i børnekonventionen og statsløsekonventionen for som statsløs født i Danmark at have ret til at få dansk indfødsret. Hans ansøg-ning var endvidere indgivet for sent i forhold til den særlige ordning, hvor an-søgningsfristen som nævnt ovenfor var den 1. marts 2012. / 26 Efter de anbringender, der er gjort gældende for landsretten, er spørgsmålet herefter, om Udlændinge- og Integrationsministeriet – som følge af forkert behandling eller forkert vejledning, jf. Justitsministeriets brev af 29. februar 2012 – var folkeretligt forpligtet til at se bort fra, at han på ansøgningstidspunktet ikke opfyldte de aldersmæssige betingelser i konventionerne og dermed krænkede hans rettigheder ved meddelelsen af 3. maj 2019. Forkert behandling Sagsøger har nærmere gjort gældende, at han er blevet be-handlet forkert i forbindelse med behandlingen af hans fars ansøgning om ind-fødsret i 1998-99. Efter det oplyste erhvervede Sagsøgers far efter ansøgning dansk indfødsret ved lov nr. 904 af 16. december 1998 med virkning fra den 23. december 1998. Faren fik den 14. januar 1999 udstedt statsborgerretsbevis, uden at Sagsøger eller de tre øvrige mindreårige børn fik dansk indfødsret som såkaldte bipersoner til deres far, jf. herved indfødsretslovens § 6, jf. § 5. Det fremgår af indfødsretssagen, at Indfødsretskontoret den 4. januar 1999 modtog et udfyldt skema underskrevet af faren den 31. december 1998 med oplysning om, at han den 23. december 1998 var frasepareret, havde fire min-dreårige børn, herunder Sagsøger, og at børnenes mor hav-de forældremyndigheden over dem. Indfødsretskontoret modtog i den forbin-delse også en håndskrevet tilkendegivelse fra moren, hvoraf fremgår, at hun ”tillader at alle mine 4 børn kan være med i deres fars pas” . Der foreligger ikke oplysninger om, at ministeriet i forbindelse med indfødsretssagen havde mod-taget andre tilkendegivelser mv. fra forældrene om Sagsøgers forhold. Landsretten lægger til grund, at skemaet og tilkendegivelsen blev indleveret i forbindelse med, at ministeriet efter lovens vedtagelse og forud for udstedelse af statsborgerretsbevis skulle vurdere, om der var mindreårige, som i medfør af indfødsretslovens § 6, jf. § 5, erhvervede dansk indfødsret som såkaldt biperson til deres far. Efter ordlyden af Sagsøgers mors tilkendegivelse, den sam-menhæng, hvori den blev indleveret, og det i øvrigt foreliggende finder lands-retten, at myndighederne ikke var forpligtet til at betragte tilkendegivelsen som en ansøgning om indfødsret for Sagsøger på selvstændigt grundlag. Myndighederne har dermed ikke behandlet ham forkert i forbindelse med farens ansøgning om indfødsret. / 27 Sagsøger har herefter ikke godtgjort, at Udlændinge- og In-tegrationsministeriet som følge af forkert behandling har krænket hans rettig-heder efter børnekonventionen og statsløsekonventionen ved ikke se bort fra de aldersmæssige betingelser for som statsløs født i Danmark at opnå indfødsret her i landet. Forkert vejledning Sagsøger har endvidere gjort gældende, at myndighederne har givet mangelfuld og dermed forkert vejledning til hans forældre i forbindel-se med behandlingen i 1998-99 af farens ansøgning om indfødsret og til ham selv i forbindelse med behandlingen i 2008-11 af hans egen ansøgning om per-manent opholdstilladelse. Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at myndighederne hverken i forbindelse med behandlingen af indfødsretssagen i 1998-99 eller opholdstilladelsessagen i 2008-2011 vejledte om Sagsøgers ret til at opnå dansk indfødsret efter henholdsvis børnekonventionen og statsløsekonventio-nen. Det kan derimod ikke lægges til grund, at myndighederne har meddelt forkerte oplysninger om hans ret til at erhverve indfødsret i Danmark. Det kan heller ikke lægges til grund, at myndighederne i tilknytning til behandlingen af sagerne har modtaget anmodning om vejledning, forespørgsler eller lignende vedrørende hans ret til indfødsret, eller at der i øvrigt forelå omstændigheder i sagerne, hvorefter det måtte stå klart for myndighederne, at der var et ønske om, at han erhvervede dansk indfødsret. Det fremgår af sagens skriftlige materiale, at der i marts 2011 blev udsendt et brev til visse statsløse personer i Danmark med vejledning om adgangen til at opnå dansk indfødsret i henhold til statsløsekonventionen og børnekonventio-nen samt den særlige ordning, hvor der var ansøgningsfrist omkring et år sene-re den 1. marts 2012. Det er ubestridt, at Sagsøger var omfat-tet af den personkreds, som brevet blev udsendt til, og at hans tvillingesøster modtog brevet. Efter en samlet bedømmelse af forklaringerne fra ham og hans tvillingesøster samt omstændighederne i øvrigt lægger landsretten til grund, at Sagsøger i foråret 2011 blev bekendt med indholdet af bre-vet, herunder at han opfyldte betingelserne efter den særlige ordning for at kunne ansøge om dansk indfødsret frem til den 1. marts 2012. Efter han var blevet bekendt med sine rettigheder, havde han således god tid til at indlevere en ansøgning herom. Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder finder landsretten, at Sagsøger ikke har godtgjort, at han har fået sådan forkert vejledning, at Udlændinge- og Integrationsministeriet har krænket hans rettig-heder efter børnekonventionen og statsløsekonventionen ved ikke at se bort fra / 28 de aldersmæssiges betingelser for som statsløs født i Danmark at opnå indføds-ret her i landet. Sammenfatning og sagsomkostninger Sagsøger har på den anførte baggrund ikke godtgjort, at hans rettigheder efter børnekonventionen og statsløsekonventionen er blevet krænket. Landsretten tager derfor Udlændinge- og Integrationsministeriets fri-findelsespåstande til følge. Efter sagens udfald skal statskassen i sagsomkostninger betale 50.000 kr. til Udlændinge- og Integrationsministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hen-syn til sagens karakter, omfang og betydning samt hovedforhandlingens varig-hed. THI KENDES FOR RET: Udlændinge- og Integrationsministeriet frifindes. I sagsomkostninger skal statskassen inden 14 dage betale 50.000 kr. til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. / /