advokat Rasmus Blaabjerg) mod Lolland Kommune (advokat Sissel Victoria Egede-Pedersen) Som biintervenient: Kommunernes Landsforening (advokat Sissel Victoria Egede-Pedersen)
Sag BS-45497/2021-VLR (11. afdeling) Kommuneqarfik Sermersooq (advokat Anders Valentiner-Branth
advokat Rasmus Blaabjerg) mod Randers Kommune (advokat Birgitte Pedersen
advokat Mikkel Buchwald Møller) / 2 Som biintervenient: Kommunernes Landsforening (advokat Birgitte Pedersen
advokat Mikkel Buchwald Møller) Landsdommerne Astrid Bøgh, Helle Korsgaard Lund-Andersen
Rasmus Lindhardt Jensen (kst.) har deltaget i sagens afgørelse. Indledning Sagen BS-45495/2021-VLR er anlagt ved Retten i Nykøbing Falster den 10. februar 2021 (BS-5869/2021-NYK)
blev den
da sagerne i det væsentlige har samme problemstillinger
har et fælles sagsfor-løb, afsiges der en samlet dom. Sagerne drejer sig om, hvorvidt de sagsøgte, Lolland Kommune
Randers Kommune, skal afholde de udgifter, som er forbundet med anbringelsen af henholdsvis Person 1 (herefter Person 1)
Person 2 (herefter Person 2) på institution i Danmark i tiden efter den
Randers Kommune,
om hvorvidt dele af Kommuneqarfik Semermersooqs krav er forældet eller bortfaldet ved retsfortabende passivitet. Påstande Kommuneqarfik Sermersooq har i sag BS-45495/2021-VLR nedlagt påstand om, at Lolland Kommune skal betale 11.310.157,40 kr. med procesrente fra den 10. februar 2021, subsidiært et af retten fastsat mindre beløb. Lolland Kommune har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Lolland Kommune har nedlagt selvstændig påstand om, at Kommuneqarfik Sermersooq skal anerkende, at Kommuneqarfik Sermersooq er rette betalings- / 3 kommune for Person 1,
at Kommuneqarfik Sermersooq dermed er forpligtet til at afholde udgifter vedrørende ydelser til Person
at Kommuneqarfik Sermersooq dermed er forpligtet til at afholde udgifter vedrørende ydelser til Person
Person 2 i perioden fra den
diverse tilbud (opkrævet af Region Midtjylland) Pension mv. (opkrævet af Lolland Kommune) Vagtselskab, flytning mv. (opkrævet af Region Midtjylland) 4.403.066,00 kr. 641.000,00 kr. 32.401,50 kr. 2.224.134,00 kr. 719.529,50 kr. 261.454,00 kr. 357.220,50 kr. I alt 8.638.805,50 kr. Randers Kommune har ikke bestridt den beløbsmæssige opgørelse af påstan-den. Parterne er enige om, at 5.842.415,50 kr. af det påstævnte beløb er faktureret før den 10. februar 2018, mens 2.769.390,00 kr. er faktureret efter denne dato. Sagsfremstilling Person 2
Person 1 er tvillingebrødre
født i Grønland den Dato
Person 1 i perioder i plejefamilie, på børnehjem
hos deres mormor. Der var i 2001 til 2004 indberetninger til kommunen om svigt
om en række episoder med brandstiftelse, butikstyveri
vold. Den 14. oktober 2010 blev Person 2
Person 1 ved Nuuk Kredsret dømt for en række forhold, herunder for vold
forsøg på manddrab. På domstidspunktet var Person 2
Person 1 bosiddende i Kommuneqarfik Sermersooq. De blev begge dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap i Danmark, således at de efter tilsynsmyndighedens bestemmelse indtil det fyldte 18. år kunne overføres til lukket institution for unge i Danmark
efter det fyldte 18. år til en sikret afde-ling. Der blev ikke fastsat nogen længstetid for anbringelserne. Person 2
Person 1 blev den
Familieafdelingen, om, at Person 2
Person 1 var blevet anholdt for et røverisk overfald begået mod / 5 en medarbejder på Institution
Person 1 ville blive vare-tægtsfængslet i surrogat på Aarhus Universitetshospital,
at ingen forvente-de, at de ville kunne vende tilbage til opholdsstedet Institution 4. Person 2
Person 1 havde siden deres ankomst til Dan-mark været placeret på samme institution, men det blev på grund af den nye kriminalitet besluttet at skille dem ad. I et brev af 28. oktober 2011 til Randers Kommune fra Grønlands Repræsenta-tion ved Person 3 hedder det vedrørende Person 2 blandt andet: ”Person 2, som kommer fra Grønland, er iht Kriminallov i Grøn-land blevet dømt til anbringelse på døgninstitution i Danmark
blev i foråret anbragt på Region Midtjyllands botilbud Institution 4. Kort tid efter anbringelsen blev han varetægtsfængslet i surrogatfæng-sel på afdeling på grund af endnu en kriminel handling. Der er fra anklagemyndighedens side besluttet ikke at gennemføre en ny retssag med den begrundelse, at en ny dom vil kunne rummes inden for den allerede eksisterende. Derfor har de grønlandske sociale myndigheder i Kommuneqarfik Sermersooq Nuuk med departementets godkendelse
i samarbejde med afdeling anbragt Person 2 i Region Midtjyllands botilbud Institution 5, Adresse, By 1 fra 1.11.2011. … Randers Kommune bliver bopæls-
handlekommune efter lov om retssikkerhed
administration på det sociale område. Retssikkerhedsloven, lov om social service
lov om social pension m.fl. gælder ikke i Grønland. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1389 af 12. december 2006 om besøgsrejser
ophold i Danmark eller Grønland i tilbud i boformer, som gælder for samarbejdet mellem danske
grønlandske sociale myndigheder
nr. 619 af
Person 1 vedrørende den episode, der havde fundet sted på Institution
Person 1 blev fundet skyldige i at have overtrådt straffelovens § 119, stk. 1,
1, nr. 1, jf. til dels § 21. Begge blev anset for omfattet af straffelovens § 16, stk. 2,
sanktionen blev ifølge dommens konklusion fastsat således: ”Tiltalte, Person 2, skal anbringes på institu-tion for personer med vidtgående psykisk handicap, således at han efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling. Tiltalte, Person 1, skal anbringes på in-stitution for personer med vidtgående psykisk handicap, således at han efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling. Der fastsættes ingen længstetid for foranstaltningerne. Foranstaltningerne i dom af 14. oktober 2010 afsagt af Nuuk Kredsret ophæves for begge de tiltalte.” De daværende anbringelser af Person 2 på Institution 5
af Person 1 på Institution 1 fortsatte efter dommen af
lillebror. Der har herudover flere gange været arrangeret, at Person 2 kunne se sin tvillingebror. Person 2
tvillingebroren har tidligere suppleret hinanden i handlinger. Eksempelvis har den kriminalitet Person 2 er dømt for, været i samarbejde med broderen. … På baggrund af ovenstående blev der bestilt vagter til overvågning af Person 2 på Institution 5 i hele døgnet. Da den tilsynsførende vurderede, at Person 2 var potentiel farlig begrundet i hans adfærd, blev der taget kontakt til Psykiatrisk Afdeling, idet Institution 5 vurderede, at de ikke var i stand til at rumme ham længere. Tilsynsførende Person 5 vurderede, at han er blevet tiltagende farlig, hvorfor der blev truffet be-slutning om at benytte kompetencen til overflytning til sikret afdeling på Institution 1. Institution 1 har modtageforpligtelse, men der er forsøgt at finde et andet bosted til tvillingebroderen, som opholder sig på Institution 1, idet det er vurderingen, at der er stor risiko for personfarlig kriminali-tet, såfremt brødrene bliver boplaceret samme sted. … Nedenstående akter er ligeledes fremsendt til Lolland Kommune. Ifølge aftale med dig, er Lolland Kommune orienteret om, at de er fremtidig handle-
tilsynskommune, hvilket de er indforstået med. Vedlagt fremsendes mailkorrespondance fra Person 2, akter vedr. økonomisk værgemål, anklager
domme, lægelige akter, akter vedr. førtidspension, handleplaner, akter vedr. botilbuddet Institution 5, akter vedr. Samrådet samt akter vedr. Institution 1, herunder partshørings-skrivelse samt afgørelse vedr. overførsel til sikret afdeling på Institution 1.” / 8 Person 2 flyttede som tidligere omtalt den
det fremgår af et referat af mø-det blandt andet, at han havde haft besøg af sin mor
mormor fra Grønland. I Institution 1's individuelle plan for Person 1 for perioden juni 2015 til maj 2016 er betalingskommunen anført som ”Nuuk” ,
Lolland Kom-mune er anført som bopæls-
handlekommune. Af planen fremgår desuden blandet andet, at Person 1 senest blev dømt ved Retten i Horsens den 2. april 2014,
sanktionen er ligeledes angivet. Af et referat fra et handleplansmøde på Institution 1 den 9. juni 2016, hvor Person 3
så deltog, fremgår det, at man arbejdede på at flytte Person 1 til en anden institution inden sommerferien, så Person 2
Person 1 ikke skulle bo på samme institution. Af referatet fremgår videre blandt andet: ” Person 1 Person 1 nikker genkendende
glad for de udtalelser, som han hører både fra afd.
UC. Person 6 fortæller
forklar Person 1 hvad udfaldet af den seneste dom, som betyder, at Person 1 kan bo på både sikret
åben regi. … Det Grønlandske Hjemmestyre Medarbejder fra Det Grønlandske Hjemmestyre Person 3 er enige om, at det skal gå hurtigt med at flytte Person 1 til anden institution. Person 3 fortæller, at hvis han har behov for at vide noget om hvordan det går med sagens gang vedr. hans modernes besøg, så skal han rette henvendelse til Person 6
ikke til hende.” Det blev herefter forsøgt at placere Person 1 på en anden institution i Danmark. Person 1 blev dog i første omgang placeret i Institution 1's åbne afdeling. Socialstyrelsen i Nuuk blev ved mail af 15. januar 2018 fra Lolland Kommune informeret herom. Samme mail var vedhæftet en stan-dardkontrakt mellem Lolland Kommune
Region Sjælland om anbringelsen. Lolland Kommune var i henhold til kontrakten både handle-
betalingskom-mune for Person
Lol-land Kommune fremgår det, at Grønlands Selvstyre er betalingskommune. Korrespondance om betalingspligten Kontorchef i Børne-
Socialministeriet Person 7 sendte den 2. juli 2018 et brev til Departementet for Sociale Anliggende, Familie, Ligestilling
Justits-væsen under Selvstyret i Grønland. Det fremgår af brevet, at det grønlandske departement havde anmodet om, at det blev afklaret generelt, hvem der har betalingspligten i tilfælde, hvor en grønlandsk dom til anbringelse på institu-tion i Danmark ophæves. Af brevet fremgår blandt andet: ”Hvis en oprindelig opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person har fået ophold i et servicetilbud efter servicelovens § 108 i en anden kommune, er det dog efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, fortsat den oprindelige opholdskommune, der yder
finansierer hjælpen efter serviceloven. Desuden afholder denne kommune udgifterne til visse andre sociale ydelser, jf. lovens § 9 c, stk. 1
2. Den oprindelige kommunes pligt består, så længe personen har ophold i det pågældende tilbud eller i et tilsvarende botilbud, jf. § 9, stk. 8
det vil gælde, uanset om kommunen har haft pligt til at træffe afgørelse på grund af en dom. Reglerne i retssikkerhedsloven gælder ikke for Grønland. Reglen i lo-vens § 9, stk. 7, om, at en tidligere kommune i visse tilfælde vil være handleog betalingskommune for hjælp efter serviceloven, der ydes i en anden kommune, gælder således ikke for grønlandske kommuner. Børne-
socialministeren kan dog, jf. retssikkerhedslovens § 90, efter aftale med Færøernes landsstyre
Grønlands Naalakkersuisut fastsæt-te, at hjælp efter serviceloven til personer, der er visiteret til boformer eller boliger i Danmark efter regler fastsat i medfør af servicelovens § 196, stk. 2,
Grønland. … / 10 Bekendtgørelsen indeholder ikke regler om en situation, hvor en person under et ophold i Danmark af en dansk domstol dømmes til ophold på en dansk institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Bekendtgørelsen indeholder herunder ikke regler om en situation, hvor en grønlandsk myndighed har truffet afgørelse om at visitere en person, der er bopælsregistreret i Grønland, til et tilbud i Danmark efter bekendtgørelsen,
hvor den pågældende person efterfølgende under opholdet i Danmark af en dansk domstol dømmes efter straffeloven til ophold i en institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Heller ikke den tidligere bekendtgørelser nr. 1389 af 12. december 2006 om besøgsrejser
ophold i Danmark eller Grønland i tilbud i bofor-mer, der var gældende forud for bekendtgørelse nr. 647 om døgnop-hold i tilbud i Danmark
Grønland, ses at indeholde sådanne regler. Børne-
Socialministeriet er på den baggrund af den opfattelse, at udgifter til et sådant ophold i et tilbud efter servicelovens § 108 afholdes af den danske kommune, der efter retssikkerhedslovens § 9 er opholdskommune for den pågældende person med hensyn til hjælp efter serviceloven.” Fra Socialstyrelsen under Selvstyret modtog Kommuneqarfik Sermersooq ved mail af 11. juli 2018 kopi af udtalelsen fra Børne-
Socialministeriet. Af mailen fremgår blandt andet: ”Af vedlagte skrivelse fremgår det, at såfremt i grønlandsk borger modtager en ny dom (
den oprindelige dermed annulleres) vil den danske kommune, hvor borgeren er bosiddende være betalingskommune.” Af mailen fremgår videre, at der var en formodning om, at mindst en borger var omfattet af denne udtalelse,
at Socialstyrelsen derfor ville gennemgå sa-gerne med borgere hjemmehørende i Kommuneqarfik Sermersooq. Der var efterfølgende drøftelser mellem de grønlandske myndigheder om, hvem der skulle betale for brødrenes anbringelse i Danmark. Ledende social-rådgiver Person 8 fra Kommuneqarfik Sermersooq modtog kopi af korrespondancen,
hun anførte i en mail af 28. januar 2019, at det var Depar-tementet for Sundhed, der skulle betale for Person 2
Person
dem har vi ikke i sagerne.” / 11 Senere samme dag modtog Kommuneqarfik Sermersooq bl.a. ved Person 8 kopi af den danske dom af 2. april 2014 fra Socialstyrelsen under Selvsty-ret. Person 8 videresendte dommen til Vidne 1
anfør-te i mailen blandt andet: ”Vil du lige se på denne. Socialstyrelsen har meldt ud til Person 10 at de ikke længere betaler for deres domsanbringelse
at de regninger som Person 10 ellers har sendt skal betales af den Danske Stat? I den nederste del står der at domsafsigelsen fra Nuuk kredsret ophæ-ves, hvorfor vi først har fået denne nu hvor Person 9 har spurgt efter den ved jeg ikke” . I en erklæring af 27. april 2021 har Person 11, Fagchef for Handi-cap
Socialpsykiatrisk Område i Kommuneqarfik Sermersooq, anført, at hverken hun eller hendes kolleger før ultimo 2018 havde viden om, at kommu-nen ikke var forpligtet til at betale for de to brødre. Desuden var det først i forå-ret 2019, at kommunen blev opmærksom på, at kravet eventuelt kunne rejses mod betalingskommuner i Danmark. Det er i erklæringen videre anført blandt andet: ”Det forhold, at der i andre sammenhænge er underretninger, der i det væsentlige var af social-
behandlingsmæssig karakter, fører ikke til, at Kommuneqarfik Sermersooq fik kendskab til dommen på en sådan måde, at Kommuneqarfik Sermersooq på et tidligere tidspunkt burde have rejst spørgsmålet om betalingsforpligtigelsen.” Kommuneqarfik Sermersooq indbragte den 8. oktober 2019 spørgsmålet om betalingspligten for Person 2
Person 1 for Ankestyrelsen. Kommuneqarfik Sermersooq var af den opfattelse, at det var Hedensted Kom-mune, der fra domsafsigelsestidspunktet den
Person 1's ophold i botilbud i Danmark fra den
Person 2's anbringelse efter den 2. april 2014 alene skal findes i den danske dom,
at det derfor i alt fald fra dette tidspunkt alene har været reglerne i retssikkerhedsloven, der har fundet anven-delse, herunder for betaling for ophold i botilbud. / 12 … Vi har ikke taget stilling, hvilken anden dansk kommune, der er betalingspligtig, da der ikke er inddraget andre danske kommuner i uenigheden.” Kommuneqarfik Sermersooq sendte den 9. juni 2020 breve til Randers Kommu-ne
Lolland Kommune med økonomiske krav vedrørende anbringelserne af Person 2
Person
Lolland Kom-mune var opholdskommuner, da Person 2
Person 1 mod-tog deres dom i Danmark i 2014,
at Randers Kommune
Lolland Kommu-ner derfor
så blev betalingskommuner. Der henvises i brevene til Børne-
Socialministeriets brev af
begge kommuner henviste til, at det var et spørgsmål, der måtte afgøres af domstolene. I en sag mellem Lolland Kommune
Herning Kommune traf Ankestyrelsen den
at det derfor er fra dette tidspunkt, at reglerne i retssikkerheds-loven har fundet anvendelse. Vi lægger samtidig vægt på, at Herning Kommune ikke var opholdskommune for Person 1 på tidspunktet for dommen af 2. ap-ril 2014 eller efterfølgende
af den grund ikke har været kompetent myndighed i forhold til at iværksætte foranstaltninger i henhold til den nye dom.” Betalingskravene rettet mod Lolland Kommune
Randers Kommune Kommuneqarfik Sermersooq har i sagerne fremlagt en lang række fakturaer for perioden fra maj 2014 til april 2019. Fakturaerne angår Person 2
Person 1
er hovedsageligt udstedt af Region Sjælland, Region Nord-jylland
Region Midtjylland for ophold i botilbud, men omfatter
så udgifter til besøgsrejser, flytninger, pension mv. Fakturaerne for anbringelserne er i pe- / 13 rioden fra 2014 til 2017 udstedt til Grønlands Repræsentation, Uummannaq Sundhedscenter
Grønlands Selvstyre. Efter 2018 er fakturaerne udstedt di-rekte til Kommuneqarfik Sermersooq. Jurist Vidne 1 fra Kommuneqarfik Sermersooq har i notat af
at Selvstyret betalte fakturaerne i første omgang. Derefter fordelte Selvstyrets bogholderi fakturaerne til de relevante grønland-ske betalingskommuner,
Selvstyret fremsendte periodisk en samlet faktura til betalingskommunerne. Kommuneqarfik Sermersooqs betaling skete over en interimskonto,
den relevante forvaltning posterede udgifterne på den rele-vante borgers cpr.nr. I tiden efter den
Fa-milier i Selvstyret,
den er
så efterfølgende den 22. september 2022 bekræf-tet af Person 13, afdelingschef i økonomiafdelingen i Socialstyrel-sen i Selvstyret. Korrespondance mellem Lolland Kommune, Ankestyrelsen
ministerier Lolland Kommune har siden foråret 2019 haft løbende korrespondance med Ankestyrelsen
Børne-
Socialministeriet om spørgsmålet om betaling for domfældte udviklingshæmmede grønlandske borgere bosiddende i Danmark, herunder om fortolkning af retssikkerhedsloven
bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i Danmark
Grønland. Lolland Kommune redegjorde i et brev af 29. marts 2019 til Børne-
Socialministeriet blandt andet for Lolland Kommunes særlige situation som følge af, at Institution 1 er den eneste institution af sin art i Danmark,
at kommunen derfor ikke kan sige nej til at være modtagekommune. Kommunen henviste vi-dere til, at det aftaleforhold, som bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i Danmark
Grønland tager som udgangspunkt, ikke eksisterer,
kommunen efterspurgte i denne forbindelse en ny vejledning fra ministeriet. Børne-
Socialministeriet svarede ved brev af
11. november 2019 til Social-
Indenrigsministeriet en stillingtagen til problematikken. Af kommunens brev af 11. november 2019 fremgår blandt andet: ”Lolland Kommune finder det besynderligt, at et dansk ministerie henviser en dansk kommune til at kontakte Grønland for lovfortolkning. Konkret ift. domfældte udviklingshæmmede grønlændere er Lolland Kommune i en helt særlig situation, idet vi er beliggenhedskommune for Institution 1,
dermed er modtagekommune for grønlændere med dom til sikret afdeling. Lolland Kommune er forundret over, at et ministerie ikke finder anledning til at være behjælpelig med at afklare de lovgivningsmæssige forhold,
dermed overlader det til en enkelt kommune at afklare vilkårene for anbringelse, herunder udgifter, ved anbringelse af domfældte udviklingshæmmede grønlandske borgere. Lovgivning mener vi, er et anliggende for ministeriet
ikke en enkelt kommune. Kommunen har siden efteråret 2018 forsøgt at få hjælp fra Jura
International, men er hver gang blevet henvist til, at grønlandsbekendtgørelsen er dækkende. Vi er enige med Grønland i, at bekendtgørelsen ik-ke er dækkende, men mangler svar fra ministeriet ift. om man fortsat mener, bekendtgørelsen er dækkende. Derudover mangler vi fortsat den vejledning som vi efterlyste i efteråret 2018.” Lolland Kommune rettede den 14. november 2019 henvendelse til Ankestyrel-sen. I henvendelsen anfører Lolland Kommune blandt andet: ”Vi finder, at det er en helt uholdbar situation, hvor vi gentagne gange har forsøgt at få Social-
Indenrigsministeriet i tale. Kontoret for Jura
International har to gange skriftligt svaret, at grønlandsbekendtgø-relsen er dækkende. Lolland Kommune kontakter derfor KL
Handicapkontoret i Social-
Indenrigsministeriet d. 11. oktober 2019, da endnu en grønlandsk udviklingshæmmet borger får ændret sin dom,
dermed skal fraflytte Institution 1,
Grønland igen afviser at påtage sig sine forpligtelser. Vi har endnu ikke modtaget et svar, men kontoret for Jura
International skriver i mail til os, at de grønlandske myndig-heder er enig i, at grønlandsbekendtgørelsen ikke er dækkende. Jura
International tilkendegiver ikke, om de har ændret opfattelse af bekendtgørelsen, men henviser kommunen til at kontakte Grønland for at høre, deres overvejelser. Lolland Kommune er derfor nu i den situation, at de danske myndig-heder henviser os til at blive orienteret gennem de grønlandske myn-digheder. Myndigheder der hele vejen igennem har vist, at de ikke øn-sker at beholde handle-
betalingsforpligtigelserne for deres dom-fældte borgere. Vi finder proceduren besynderlig
uacceptabel.” Ankestyrelsen svarede Lolland Kommune den
Social-
Indenrigsministeriet,
at der var sat gang i et større udredningsarbejde. Ankestyrelsen anførte desuden, at den endnu ikke havde haft anledning til at tage stilling til, om bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 var gældende for grønlandske borgere, der ved dom anbringes i et tilbud i Dan-mark. I sommeren 2020 var der endnu engang kontakt mellem Ankestyrelsen
Lol-land Kommune om problemstillingen,
Ankestyrelsen anførte i et brev af
Indenrigsministeriet. I mødet deltog blandt andre to kontorchefer fra ministeriet
en kontorchef fra Ankestyrelsen. I brevet gengives blandt andet et notat fra mødet således: ”Hidtil har det tilsyneladende været praksis/opfattelsen, at grønlandske kommuner har skullet handle/betale efter regler svarende til, hvad der ville gælde mellem danske kommuner. Men Ankestyrelsen ser nu nogle sager, hvor grønlandske kommuner tilsyneladende har en anden opfattelse, hvilket fører til, at danske kommuner – navnlig kommuner hvori der ligger bosteder for udviklingshæmmede – vil blive påført yderlige-re udgifter. Ad bekendtgørelsens anvendelsesområde: Med udgangspunkt i oplægget fra Ankestyrelsen blev indledningsvis drøftet, om ændringen af bekendtgørelsen for Grønland i 2017 indebar materielle ændringer i forhold til den tidligere bekendtgørelse fra 2006. Fra ministeriet blev tilkendegivet, at der ikke var tilsigtet materielle ændringer ved udstedelsen af den nye bekendtgørelse i 2017 trods den ændrede ordlyd, der er udtryk for, at bekendtgørelsen er gjort mere tidssvarende. Ad dømte anbragte, situation 1: Det har hidtil været ministeriets opfattelse, at grønlandsbekendtgørelserne kunne omfatte en situation, hvor en grønlandsk borger på bag-grund af dom anbringes på en institution i Danmark. På baggrund af de grønlandske myndigheders notat fra 2019 er det klarlagt, at det er de grønlandske myndigheders opfattelse, at anvendelse af bekendtgørel-sen forudsætter en kommunal visitation. Bekendtgørelsen har baggrund i forhandlinger mellem Danmark
Grønland. Da de grønlandske myndigheder sidste år tilkendegav, at grønlandske dømte ikke vurderes omfattet af bekendtgørelsen, overve-jes aktuelt ny regulering,
der arbejdes aktuelt på en vejledning. Betalingen for denne persongruppe sker formentlig fra sundhedsvæsenet på Grønland, hvilket dog formelt bør bekræftes
efterfølgende reguleres. Herunder vil det være nødvendigt for SIM at involvere JM i denne afklaring. Ad de danske kommuners ansvar i øvrige situationer: / 16 … Afsiges der en dansk dom som følge af (fornyet) kriminalitet (situation 3.a), bliver sagen et dansk ansvar derefter. Den danske dom udgør grundlaget for deres ophold i Danmark. Er der tale om en borger, som har flyttet mellem kommuner under løbende medvirken fra de grøn-landske myndigheder, vil det være den danske kommune, hvor borge-ren opholder sig på tidspunktet for den danske dom, der bliver ansvar-lig kommune. Tilsvarende, hvis borgeren – uden godkendelse fra den grønlandske kommune – flyttes til et andet tilbud eller tilbuddet ændres (situation 3.b), vil betalingsforpligtelsen således overgå til den danske kommu-ne.” Ved brev af 15. februar 2022 rettede Lolland Kommune igen henvendelse til Ankestyrelsen
Social-
Ældreministeriet. Kommunen anmodede igen om en præcisering af reglerne om handle-
betalingskommuner. Ankestyrelsen oplyste i et brev af
Ældreministeriet om at forholde sig til problemstillingerne
henviste under henvis-ning til nærværende retssag til, at kommunen ikke kunne afvente en lovæn-dring. Forklaringer Vidne 1, Vidne 2, Vidne 3 (tidligere Efternavn 1), Vidne 4
Vidne 5 har afgivet forklaring. Vidne 1 har forklaret, at han siden marts 2006 har været ansat som jurist hos Kommuneqarfik Sermersooq. Hans arbejde består i rådgivning af kollegaer inden for det sociale område. I slutningen af 2018 forsøgte han at afklare betalingsforpligtelsen for borgere anbragt i henhold til kriminallovens § 240. Han var i kontakt med anklagemyndigheden
en tidligere vicepolitimester. Den tidligere vicepolitimester gjorde det meget tydeligt, at anbringelser på grundlag af kriminallovens § 240 er sundhedsvæsenets ansvar,
så for så vidt angår de økonomiske forhold. Han fremlagde denne vurdering for afdelingschefen i Selvstyrets Departement for Sund-hed. Departementet var ikke bekendt med, at det finansielle ansvar var deres. Der var alene uformelle drøftelser med departementet. Ledende socialrådgiver Person 8's mail af
den kom bag på alle. Hverken Selvstyret eller kommunen ville herefter betale de fremsendte fakturaer for brødrenes ophold i Danmark. Han er enig i Person 11's erklæring af
brødrene med kommunens socialrådgivere. Han fik i oktober 2011 kendskab til, at brødrene havde begået personfarlig kriminalitet på bostedet Institution
kunne ik-ke modtage information på kommunens vegne. Hun blev navnlig på grund af tidsforskellen placeret i Danmark, fordi det var praktisk at have en person, der kunne kontakte kommunerne i Danmark i deres åbningstid. Brødrenes ophold i Danmark blev i første omgang betalt af Grønlands Repræsentation. De fleste fakturaer er derfor
så udstedt til Grønlands Repræsenta-tion. På den måde kunne de danske kreditorer få hurtig betaling. Selvstyret stod inde for betalingerne til de danske myndigheder. Når den danske myn-dighed havde modtaget sin betaling, sendte repræsentationen fakturaen videre til den grønlandske betalingskommune. Betalingskommunen skulle herefter re-fundere Selvstyret udgiften. Departementerne i Selvstyret skifter af
til navne ligesom ministerier i Danmark. Navnene på departementerne
myndigheder-ne har derfor ændret sig over perioden. Fakturaen af 7. juli 2014 fra Region Midtjylland til Departementet for Familie, Kultur, Kirke
fakturaen af
eksterne revisorer. Anbringelsen af brødrene på Institution 4 skete ved Selvstyrets mellemkomst. Selvstyret har nok ikke været fuldt opmærksom på, at de ikke burde have været anbragt samme sted. Efter hans opfattelse kunne man have set det ud fra sagens oplysninger, men han ved ikke, hvilke oplysninger der er givet videre. Der har nok været et svigt i kommunikationen. Kommunen fulgte med i brødrenes for-hold i det omfang, de fik oplysninger fra Grønlands Repræsentation, men opfat-tede sig primært som betalingskommune. Grønlands Repræsentation i Danmark repræsenterede ikke kommunen. Kommunikationen mellem danske kommuner
sociale myndigheder i Grønland gik dog via repræsentationen. Det var nemmest for de danske kommuner at kommunikere med repræsentationen. Der har ham bekendt ikke i videre om-fang været kommunikation mellem Lolland Kommune
Kommuneqarfik Sermersooq, inden der blev fremsat krav om betaling den
boenheder. Døgntilbud er Selvstyrets ansvar. Hvis brød-rene skulle have været hjemtaget til Grønland, ville de ikke have været i den målgruppe, som kommunen ville have forpligtelser over for, da det ville være Selvstyrets opgave. Kommunen hjemtager kun borgere, hvor kommunen har afgørelsesmyndigheden. For domsanbragte ligger afgørelsesmyndigheden ikke hos kommunen. Selvstyret har i dag hjemtaget det sociale område
har foretaget omstruktureringer. Der er ikke længere et kontor for sociale anliggender på Grønlands Repræsentation i Danmark. Socialstyrelsen i Nuuk overtog de funktioner, som repræsentationen tidligere havde varetaget. Man ville gerne have beslutninger- / 19 ne
kontakten med de danske kommuner tættere på. I dag går henvendelser om anbringelser i Danmark gennem Socialstyrelsen i Nuuk. Brevet af 19. december 2012 til Lolland Kommune blev sendt af repræsentationen, da den da varetog kontakten med de danske kommuner. Person 3 fra repræsentationen deltog i møder på vegne af Selvstyret. Person 3 vurdere-de, om det materiale
de oplysninger, hun modtog i forbindelse med møder-ne, herunder referater, skulle videresendes til kommunen. Person 3 for-midlede oplysninger mellem Selvstyret, danske kommuner
grønlandske kommuner . Henvendelsen af 20. maj 2016 fra Randers Kommune til Grønlands Repræsentation havde en sådan karakter, at Person 3 normalt ville sende den videre til kommunen. Person 3 stod
så for at bestille flybilletter til besøgsophold for domsanbragtes pårørende. Planlægning
organisering af besøgsrejser foregår i dag gennem Døgninstitutionsafdelingen i Socialstyrelsen i Nuuk. Fakturaen af 3. juni 2014 er summarisk. Han vurderer, at posten på 13.705,50 kr. vedrører et besøgsophold. Han antager, at beløbet på 184.296,90 kr. udgør en måneds døgntakst,
at beløbet på 30.390 kr. angår aktivitetstilbud. Det vurde-rer han på grundlag af beløbenes størrelser
sin erfaring sammenholdt med sagens øvrige dokumenter. Fakturaerne af 12. august 2014 er ligeledes meget summariske. De er meget kortfattede
vanskelige at udspecificere. Han ved ikke, hvor langt Selvstyret er nået med at kunne tilbyde institutionsophold for voksne domsanbragte borgere i Grønland. Han kender ikke tidshorisonten, men ved, at Selvstyret er opmærksom på behovet. Man har nu en sik-ret afdeling for unge under 18 år. Han ved ikke, hvorfra Person 9 fik de oplysninger om en ny dom, som fremgår af mailen af
Person 9 inden mailkorrespondancen. Vidne 2 har forklaret, at hun siden foråret 2002 har været ansat som jurist hos Randers Kommune. Hun arbejder navnlig med alt vedrø-rende mellemkommunal refusion. Hendes arbejde består blandt andet i at sikre, at kommunen kun betaler
sender de regninger, kommunen skal. Hun sam-arbejder med Økonomi
Regnskab. Det er langt hen ad vejen hende, der god-kender fakturaer. Hun hørte første gang om Person 2 i 2014, da kommunen modtog en henvendelse fra Person 3, Grønlands Repræsentation. Person 3 gjorde / 20 opmærksom på, at kommunen havde overset et refusionskrav på forsørgelse. Ved en fejl sendte hun derefter regningen til Selvstyret, men hun blev kontaktet af Person 3, som sagde, at regningen skulle sendes til Grønlands Repræsen-tation i København. Da hun fik kendskab til Person 2, boede han på Institution 5, som er et tilbud under Region Midtjylland. Hun var ikke involveret, da Person 2 i 2016 kom på Institution
at han derfor skulle flyttes fra Institution
Hedensted Kommune. Person 2 appellerede afgørelsen om æn-dring af domstype, hvilket fik processen til at trække ud. Hun vurderede, at Randers Kommune foreløbigt var fungerende handle-
betalingskommune,
at uenigheden herom måtte afklares af Ankestyrelsen, jf. princippet i retssikkerhedslovens § 9, stk. 13
valgt et tilfældigt. Henvendelsen ”cyklede” derfor lidt rundt i kommunen, men landede til sidst på hendes bord. Da hun ikke kunne se, hvilke udgifter anmodningen angik, afviste hun ved mail af 1. juli 2020 kravet
bad om yderligere oplysninger. Hun fik en kvittering for modtagelse af mailen, men hun modtog aldrig yderligere op-lysninger. I januar 2021 fik hun en form for rykker, hvor der blev spurgt, om kommunen havde tænkt sig at betale. Hun svarede, at det efterspurgte materia-le fortsat manglede. Efterfølgende modtog de stævningen i denne sag. Der har / 21 ikke været anden korrespondance mellem Randers Kommune
Kommune-qarfik Sermersooq. Det var generelt hendes indtryk, at al kommunikation med de grønlandske kommuner gik via Grønlands Repræsentation. Hun har f.eks. kendskab til en anden sag, hvor en anden grønlænder havde opholdt sig på Retspsykiatrisk Afdeling i Aarhus i 6 år. Visitatoren i sagen havde en dialog med repræsenta-tionen om borgerens behov for hjælpemidler,
det var hendes forståelse, at repræsentationen korresponderede ”bag ud” med kommunen i Grønland om betaling. Randers Kommune havde ingen direkte kontakt med den grønlandske kommune. I maj 2021 modtog kommunen en faktura fra Socialstyrelsen i Nuuk. Fakturaen vedrørte Person 1's ophold på Institution 1 i
fakturaen af
kontaktperson for unge. Hun blev involveret i sagen i april 2016, da Person 2 ønskede en ny sagsbehandler
en ny tilsynsførende. Hun blev sagsbehandler for Person
handlekommune. Hun skrev ikke direkte til den grønlandske kom-mune, da de havde fået oplyst, at korrespondancen skulle ske med Grønlands Repræsentation. Vidne 4 har forklaret, at hun siden 2011 har været konsulent i Lolland Kommune. Hendes afdeling har ansvaret for voksenspecialområdet. Før hun blev ansat i Lolland Kommune, arbejdede hun inden for samme område i Stor-strøms Amt. Hun har arbejdet med området i 20 år. Lolland Kommune blev skrevet ind i vejledningen om Institution 1 i 2007 i forbindelse med kommunalreformen, hvor ansvaret overgik fra amtet til kommunen. Lolland Kommune er beliggenhedskommune for Institution 1
har derfor en særlig rolle. Institution 1 er et sikret botilbud efter serviceloven for borgere, der er psykisk udviklingshæmmede. Psykisk udviklingshæmmede borgere, som er idømt en foranstaltning med domstype II, kan anbringes på Institution
-så visiteres, inden de placeres på Institution 1. Retten til at få hjælp efter ser-viceloven gælder
så ved domstype I
II. Det vil fremgå af borgerens dom, om afsoningen skal ske under specielle for-hold. Anbragte på Institution 1 har løbende behov for social støtte
hjæl-pemidler,
behovet afklares ved visitation. Da Person 2
Person 1 kom til Danmark i 2011, var det med en domstype II. Det fremgik ikke af dommen, hvilket botilbud de dengang skulle placeres i. Det var de grønlandske myndigheder
Person 3, der besluttede, hvor brødrene skulle placeres. Placeringen blev bestemt som led i den sociale visitation. / 23 Der skal foretages en ny visitation, hver gang der skal ske placering i et nyt til-bud. Der tages i forbindelse med visitationen stilling til, hvem der skal være handle-
betalingskommune. En eventuel dom kan
så have betydning for visitationen. Før Person 1 i 2012 flyttede til Institution 1, boede han på institution i Herning. Flytningen fra Herning til Institution 1 skete efter en visitation fra Herning Kommune. Person 3 skrev dengang under på overførslen. Der skete ikke nogen ny visitation, da Person 1 fik en ny dom i 2014, da det var samme domstype. Det var ikke nødvendigt, da Person 1 allerede var på Institution 1,
der skete heller ikke i øvrigt ændringer i hans forhold. De hørte intet fra de danske myndigheder om, at betalingspligten var ændret. Dommen fra 2014 blev videresendt til Person
hun havde altid styr på tingene. Man følte sig i gode hænder hos Person 3. Person 3 fungerede både som visitator
sagsbehandler for de anbragte grønlændere,
hun forestod
så alt i forbin-delse med besøgsrejser. Besøgsrejserne blev bestilt
betalt af Person 3. Hun har aldrig kommunikeret direkte med Kommuneqarfik Sermersooq,
hun har aldrig hørt, at kommunen ønskede kommunikation. Hun hørte første gang fra Kommuneqarfik Sermersooq, da hun modtog kravet ved brev af
så kræver løbende opfølgning. Person 3 har i den forbindelse deltaget i alle møder,
hun har været inddraget i alle væsentlige beslutninger vedrørende de grønlandske bor-gere. Efter flytningen af det sociale område til Nuuk har kommunikationen med de grønlandske myndigheder været noget udfordret. Kommunen modtager man-ge autosvar. Det er meget svært at få svar,
medarbejderne er meget ude at rejse. Hun oplever, at Socialstyrelsen i Grønland kontakter regionen, selvom det / 24 er Lolland Kommune, der er handlemyndighed. Regionen er kun ansvarlig for driften af Institution
grønlandske myndigheder. Person 14 fra Socialstyrelsen i Grøn-land henviste Lolland Kommune til at kontakte Grønlands Repræsentation, som dog svarede, at de skulle henvende sig til Socialstyrelsen. På et tidspunkt afviste Kommuneqarfik Sermersooq ved Vidne 1 at fremsende sagsakterne under henvisning til den verserende sag om betaling. De har uden held skrevet til kommunaldirektøren i Kommuneqarfik Sermersooq. Institution 1 er objektivt finansieret. Udgiften til Institution 1 fordeles blandt alle danske kommuner på grundlag af indbyggertal. Den enkelte kom-munes betaling til Institution 1 er derfor ikke afhængig af antallet af egne borgere anbragt på Institution
betalingskommune. De grønlandske kommuner kan ikke være handlekommuner i Danmark, hvorfor det altid er en dansk kommune, der er handlekommune. Den sondring mellem domsanbragte
socialanbragte, som Vidne 1 har beskrevet, er hun ikke enig i. Der er efter hendes vurdering ikke for-skel på de pligter, man som kommune har over for disse to grupper. Begge grupper har sociale udfordringer
skal derfor hjælpes. At den ene gruppe omfatter personer, som
så har en dom, gør ingen forskel. Får en borger en dom, som åbner mulighed for at komme på et botilbud, skal botilbuddet afprøves, inden den dømte anbringes på Institution 1. Dette er
så årsagen til, at Person 1 først blev anbragt på en institution i Herning Kommune,
at Person 2 blev anbragt på en institution i Ran-ders Kommune. En ny dom er ikke en forudsætning for at blive visiteret fra et botilbud til Institution 1. / 25 Hun er enig med Randers Kommune i, at der ikke i Danmark er hjemmel til at betale besøgsrejser for familie
pårørende. Det er heller ikke Lolland Kommunes ansvar at hjælpe borgere i danske kommuner med udgifter til besøg på Institution 1. Kun merudgifter til borgerens transport på grund af fysisk han-dicap kan i særlige tilfælde dækkes. Der er ingen begrænsninger i, hvor mange besøg en anbragt på Institution 1 kan få. Det er dog sjældent, at de anbragte får udgang. Regningerne frem til 2017 blev – som
så forklaret Vidne 2 – sendt til Grønlands Repræsentation. Efter overflytningen af funktionen til Nuuk sendte de opkrævningerne til Socialstyrelsen under Selvstyret, men de modtog aldrig klare betalingsanvisninger. Hun har drøftet betalingsforpligtel-sen med Region Sjælland
KL. Region Sjælland har oplyst, at regionen nor-malt ikke har haft problemer med at få betaling fra Grønland. ”Standardkontrakt for køb af ydelser på det specialiserede voksenområde” er en kontrakt udarbejdet af Region Sjælland. I den fremlagte version dateret den 12. januar 2018 for Person 1 har visitator ved en fejl sat kryds ved, at Lolland Kommune er både handle-
betalingskommune. Lolland Kommune er alene handlekommune. Kontrakten udarbejdes årligt efter ønske fra Region Sjælland. Da man placerede Person 1 i et åbent tilbud i By 2, blev en lignende betalingsaftale indgået med Region Nordjylland. Når en grøn-landsk borger flytter mellem danske kommuner, er det den nye opholdskom-mune, der bliver handlekommune. Der er intet specielt i aftalen med Region Nordjylland. Der har været korrespondance mellem Lolland Kommune
Ankestyrelsen om den tvivl, der opstod om betaling for udgifterne til Person
ikke dommen, der styrer, hvor en borger placeres. Lolland Kommune har ikke foretaget handlinger i forhold til Person 1, før han blev visi-teret til et tilbud i By 2, Region Nordjylland. Vidne 5 har forklaret, at hun de seneste to år har været socialfaglig chef på Institution 1. Hun står blandt andet for visitation, sagsbehandling
eks-ternt samarbejde. Forud for denne ansættelse var hun fra 2016 ansat som social-rådgiver i visitationsafdelingen på Institution
i øvrigt omfattet af mål- / 26 gruppen for placering på Institution 1, herunder med hensyn til domstype. Institution 1 kontakter handlekommunen
anmoder om en § 108-visitation i henhold til serviceloven. For at komme på Institution 1 skal borgeren derfor både være visiteret
have en dom. Dette gælder
så for borgere fra Grøn-land. Ophold på Institution 1 er oftest langvarige. Der afholdes årligt et handleplanmøde for den enkelte anbragte,
der udarbejdes en status. Opholdsgrundlaget anføres altid. Får en borger en ny dom, vil det blive drøftet på mø-det. Da hun blev ansat i 2016, var det Person 3, der deltog i handleplanmø-derne. Person 3 var ”Grønland” på Institution
2017. På møderne deltog blandt andet repræsentanter fra handlekommunen, visita-tionen på Institution 1, bistandsværgen, den tilsynsførende, Person 3
Person
så stået for blandt andet besøgsrejser, herunder både for familierne
de anbragte. Kort tid efter, at Person 3 var stoppet, var det pludselig ikke længere muligt for de grønlandske beboere at få betalte besøgs-rejser. Ny grønlandsk lovgivning havde angiveligt fjernet muligheden. Mange grønlændere på Institution 1 føler sig ekskluderet af deres hjemland. De er alle udviklingshæmmede med sproglige udfordringer, hvorfor de er en stille gruppe med begrænsede sociale relationer. Tidligere fik de grønlandske beboe-re et ansøgningsskema, når de skulle ansøge om besøgsrejse for deres familie. / 27 Medarbejderne på Institution 1 hjalp med at udfylde skemaet. Pengene blev bevilliget af Grønlands Repræsentation, der
så bestilte billetter
betalte. Hvis de anbragte skal på besøg i Grønland, kræver det tilladelse fra Statsadvo-katen. Procedure Kommuneqarfik Sermersooq har procederet sagerne mod Randers Kommune
Lolland Kommune samlet, ligesom Randers Kommune
Lolland Kom-mune har procederet samlet mod Kommuneqarfik Sermersooq. Biintervenienten, Kommunernes Landsforening, har henvist til det, der er anført af kommunerne. Kommuneqarfik Sermersooq har til støtte for sine påstande anført navnlig, at Randers Kommune
Lolland Kommune i medfør af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1
2, blev handle-
betalingskommuner for Person 2
Person 1 på tidspunktet for den danske dom af
Lolland Kommune var da opholdskommuner for brødrene,
da den nye dom ophævede den hidtidige grønlandske foranstaltning
samtidigt fast-satte en ny, udgjorde den danske dom herefter det retlige grundlag for anbrin-gelserne af Person 2
Person
ophold i Danmark eller Grønland i tilbud i boformer eller den senere bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i Danmark
Grønland direkte eller analog anvendelse efter den
reglerne om mellemkommunal refu-sion i denne lov finder derfor heller ikke anvendelse. Da betalingsforpligtelsen påhviler Randers Kommune
Lolland Kommune, har disse kommuner en forpligtelse til at betale Kommuneqarfik Sermersooq et beløb svarende til det, som med urette er blevet opkrævet hos
betalt af Kommuneqarfik Sermersooq i tiden fra den 2. april 2014
indtil april 2019, hvor Kommuneqarfik Sermersoq ophørte med at betale. Betalingsforpligtelsen følger af de almindelige forvaltningsretlige principper, herunder legalitetsprincippet, kravet om saglig forvaltning
kravet om bevillingsmæssig hjemmel. Betalingsforpligtelsen er
så i overensstemmelse med principperne i retssikkerhedslovens § 9, stk. 13
14, hvorefter opholdskommuner skal refundere de udgifter, som en anden kommune med urette har be-talt. At det er henholdsvis Region Nordjylland, Region Midtjylland
Region Sjælland, der har opkrævet
modtaget betaling for langt de fleste af udgifter- / 28 ne, har ingen betydning for den forvaltningsretlige betalingsforpligtelse, da det er Randers Kommune
Lolland Kommune, der er betalingskommuner. Betalingskravet omfatter alle udgifter ved anbringelserne, herunder udgifter til regionerne, forsørgelse, beskæftigelse, flytninger mv. At Institution 1 i hen-hold til interne danske regler er objektivt finansieret, er uden relevans for stør-relsen af Randers Kommune
Lolland Kommunes betalingsforpligtelse. Ran-ders Kommune
Lolland Kommune skal dække de faktiske udgifter, som Kommuneqarfik Sermersooq har afholdt. Det har ingen betydning, om kommunerne kunne opnå besparelser på visse af udgifterne i henhold til interne danske regler. En sådan problemstilling må afklares mellem de danske kom-muner
de pågældende danske myndigheder. Udgifter til pårørendes besøgs-rejser er ligeledes omfattet. Person 2
Person 1's ret til be-søgsrejser følger i øvrigt af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions regler om retten til familieliv. Det er ud fra det fremlagte materiale dokumenteret, at Kommuneqarfik Sermersooq har afholdt udgifter til Person 2
Person 1 svarende til de påstævnte beløb. De fremlagte fakturaer er fremsøgt i Kommuneqarfik Sermersooqs økonomisystem ved at søge på Person 2
Person 1's personnumre. Hvis disse fakturaer ikke var betalt af Kommuneqarfik Sermersooq, kunne de ikke findes i økonomisystemet. Herudover har jurist Vidne 1 afgivet forklaring om fremgangsmåden ved betaling,
forklaringen støttes af de fremlagte erklæringer fra Selvstyret
Socialstyrelsen i Nuuk. Kommuneqarik Sermersooqs krav er ikke forældet eller bortfaldet ved passi-vitet. Kommuneqarfik Sermersooq blev først den
behandlingsmæs-sig karakter i andre sammenhænge kan ikke føre til, at Kommuneqarfik Sermer-sooq må anses for at have fået kendskab til de faktiske forhold på en sådan må-de, at Kommuneqarfik Sermersooq på et tidligere tidspunkt burde have rejst spørgsmålet om betalingsforpligtelsen. Forældelsesfristen har derfor været sus-penderet frem til den 10. april 2019, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2,
der er ikke indtrådt forældelse for nogen del af kravet. Det bestrides i øvrigt, at den viden, som Grønlands Repræsentation i Køben-havn, herunder Person 3, eventuelt måtte have fået om de faktiske forhold – herunder dommen fra 2014 – har betydning i forhold til forældelseslovens suspensionsregler. Grønlands Repræsentation repræsenterer ikke Kommune-qarfik Sermersooq,
informationer, herunder eventuelt kopi af dommen, / 29 fremsendt til Grønlands Repræsentation kan ikke anses som modtaget af Kommuneqarfik Sermersooq. Der er ikke identifikation mellem de to myndigheder. Kommuneqarfik Sermersooq har ikke udvist retsfortabende passivitet, da kommunen handlede straks, man blev bekendt med, at kommunen ikke skulle beta-le for anbringelserne. Der er heller ikke grundlag for som påstået af Randers Kommune
Lolland Kommune først at lade en dom have virkning ex nunc. Da Randers Kommune
Lolland Kommune nu er handle-
betalingskommuner for Person 2
Person 1, er Kommuneqarfik Sermer-sooq heller ikke forpligtet til at betale for fremtidige udgifter i forbindelse med anbringelsen af brødrene. Kommuneqarfik Sermersooq skal derfor frifindes for de selvstændige påstande. Randers Kommune
Lolland Kommune har til støtte for de nedlagte påstan-de om frifindelse anført navnlig, at kommunerne ikke overtog betalingspligten for Person 2
Person 1 ved den danske dom af
sker fortsat – på grundlag af Nuuk Kredsrets dom af
anbringelsen var
er derfor fortsat begrundet i dommen fra 2010. Der har således været et ubrudt refusionsbærende anbringelsesforløb, siden brødrene i 2011 ankom til Dan-mark. Da anbringelserne i Danmark fortsat sker på grundlag af dommen fra 2010
dermed på grundlag af den grønlandske visitation, er det bekendtgørelse nr. 1389 af 12. december 2006 om besøgsrejser
ophold i Danmark eller Grønland i tilbud i boformer
den senere bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i Danmark
Grønland, der finder anvendelse. For at væ-re omfattet af bekendtgørelserne kræves blot, at visitationen er sket i Grønland. Efterfølgende visitation
strafferetlige sanktioner i Danmark har ingen betyd-ning. Det afgørende er, at der er tale om et ubrudt refusionsbærende forløb. Selvom landsretten skulle finde, at bekendtgørelserne ikke finder direkte anvendelse, må disse kunne anvendes analogt. Der er i så fald tale om et ikkelovreguleret retsområde, idet ingen regler finder direkte anvendelse på anbrag-te grønlandske borgere med efterfølgende domme i Danmark. At der kan ske / 30 analog anvendelse, støttes både af principperne i retssikkerhedsloven, ønsket om ensartethed i Rigsfællesskabet
generelle rimelighedsbetragtninger. Der er derfor ikke noget retligt grundlag for Kommuneqarfik Sermersooqs betalingskrav mod Randers Kommune
Lolland Kommune. Betalingskravet kan heller ikke støttes på forvaltningsretlige principper eller legatlitetsprincippet. Randers Kommune
Lolland Kommunes besparelse ved ikke at have været betalingskommuner er desuden langt mindre end de beløb, som Kommune-qarfik Sermersooq kræver betalt. Institution 1 er objektivt finansieret,
kommunerne ville derfor ikke have haft den samme udgift til anbringelserne, som er opkrævet af Kommuneqarfik Sermersooq. De udgifter til familiebesøg, som Kommuneqarfik Sermersooq har afholdt, er der ikke bevillingsmæssig hjemmel til i dansk lovgivning, ligesom den grønlandske hjemmel hertil
så er uklar. Kommunerne kan ikke forpligtes til at dække udgifter, som de ikke har bevillingsmæssig hjemmel til at afholde. Danmarks eventuelle internationale forpligtelser har i denne forbindelse ingen betydning. Alle fakturaer frem til 2018 er udstedt til andre grønlandske myndigheder end Kommuneqarfik Sermersooq,
da Kommuneqarfik Sermersooq ikke har dokumenteret at have betalt disse fakturaer, er Kommuneqarfik Sermersooq heller ikke rette sagsøger. Kommuneqarfik Sermersooq kan derfor ikke rette et tilbagesøgningskrav for beløb, som ikke er betalt af Kommuneqarfik Sermersooq, mod henholdsvis Randers Kommune
Lolland Kommune. I øvrigt er langt hovedparten af betalingerne fra Kommuneqarfik Sermersoq ikke sket til Randers Kommune
Lolland Kommune, men til Region Sjælland, Region Midtjylland
Region Nordjylland, hvorfor kravene må rettes mod dem, der har opkrævet betalingerne,
ikke mod Randers Kommune
Lolland Kommune. Betingelserne for at kræve tilbagebetaling fra Randers Kommune
Lolland Kommune til Kommuneqarfik Sermersooq er således ikke opfyldt. Det gøres yderligere gældende, at kravene i hvert fald delvist er forældelde. Kommuneqarfik Sermersooqs påstand omfatter et almindeligt tilbagesøgningskrav,
forældelsesfristen er derfor 3 år, jf forældelseslovens § 3, stk.
herunder Kommuneqarfik Sermersooq bekendt med de faktiske forhold vedrørende både Person 2
Person 1. Person 3 har gennem hele forløbet ageret
handlet på veg- / 31 ne af Kommuneqarfik Sermersooq. Der har været identifikation mellem Person 3 fra Grønlands Repræsentation
Kommuneqarfik Sermersooq. Person 3 har derfor
så kunnet modtage beskeder
oplysninger fra Randers Kommune
Lolland Kommune på vegne af Kommuneqarfik Sermersooq. Forældelsesovens § 3, stk. 2, om suspension finder derfor alene anvendelse frem til den
8.896.306,40 kr. af kravet mod Lolland Kommune er forældet. De fremsatte krav er i øvrigt bortfaldet ved passivitet. Kommuneqarfik Sermersooq blev efter eget udsagn opmærksom på de faktiske forhold i 2018. På trods af dette kontaktede man først kommunerne i 2020,
kommunerne blev først stævnet i 2021, hvorfor der foreligger retsfortabende passivitet. Hvis landsretten lægger til grund, at Randers Kommune
Lolland Kommune er betalingskommuner, vil det skabe en ny retsstilling. Kravene mod Randers Kommune
Lolland Kommune skal derfor først have virkning ex nunc fra dommens afsigelse. Subsidiært skal dommen have virkning fra det tidligste tidspunkt, Kommuneqarfik Sermersooq blev opmærksom på den nye lovfortolkning, hvilket skete den 9. juni 2020. Både grønlandske
danske myndigheder havde indrettet sig på, at bekendtgørelse nr. 1389 af
Lolland Kommune har til støtte for de selvstændige påstande anført, at hvis landsretten vurderer, at bekendtgørelse nr. 1389 af 12. december 2006
bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 fortsat finder anvendelse, har Kommuneqarfik Sermersooq fortsat betalingspligten for Person 2
Person 1. Randers Kommune
Lolland Kommune skal som følge heraf have medhold i de selvstændige påstande. Retsgrundlaget Det retlige grundlag for domme til anbringelse Den grønlandske hjemmel til at idømme dom til anbringelse på hospital eller anden institution i Danmark fremgår af den grønlandske kriminallov, hvori det blandt andet hedder: ”§
så foranstaltninger, som senere fastsættes ef-ter § 159, jf. § 157,
som medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år. Stk.
i videre omfang end nød-vendigt. Stk.
for den tidligere pådømte lovovertrædelse, medmindre den anser / 33 den tidligere foranstaltning for tilstrækkelig. Retten kan i stedet fastsæt-te en foranstaltning alene for det nye forhold.” I Danmark findes hjemlen i straffelovens
så foranstaltninger, som senere fastsættes ef-ter § 72, jf. § 68,
som medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år. Stk.
drage omsorg for, at opholdet
andre foranstaltninger ikke ud-strækkes længere end nødvendigt. Beskikkelsen ophører, når foran-staltningen endeligt ophæves. / 34 Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antagelse
vederlæggelse af bistandsværger samt om disses opgaver
nærmere beføjelser. § 72. Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at en foranstaltning ef-ter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i længere tid
videre omfang end nødvendigt. Stk.
administration på det sociale område (herefter retssikkerhedsloven) påhviler ifølge lovens § 9, stk. 1, borgerens opholdskommune, der i bestemmelsens stk. 2, er defineret som den kommune, "hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig...". Reglerne om mellemkommunal refusion er reguleret i lovens § 9 c, der lyder: "§ 9 c. Opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifter-ne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig
almindelig førtidspension m.v.
1, nr. 11
16, jf. §§ 2
5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark
arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter stk. 2-
192 i lov om social service, 2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., 3) institutioner under sygehusvæsenet, 4) institutioner under Kriminalforsorgen, 5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for
kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4, 6) anbringelsessteder for børn
unge efter § 66 i lov om social service eller 7) døgnophold efter § 76 a i lov om social service. … Stk. 10. Retten til refusion efter stk. 2, 5
6 består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af stk. 3. En tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgers ophold i en institution efter § 110 i lov om social service består dog, indtil borgeren har erhvervet ny opholdskommune." Om Grønland fremgår det af lovens § 90: ”Loven gælder ikke for Færøerne
Grønland. Stk. 2. Social-
indenrigsministeren kan efter aftale med Færøernes landsstyre
Grønlands Naalakkersuisut fastsætte, at hjælp efter lov om social service til personer, der er visiteret til boformer eller boliger i Danmark efter regler fastsat i medfør af § 196, stk. 2,
administration på det sociale område
lov om voksenansvar for anbragte børn
unge (Fremtidsfuldmagter på det sociale område m.v.), som trådte i kraft
ældreministeren fastsætter i en bekendtgørelse nærmere regler om pligt for en region eller en eller flere kommuner til at modtage personer med bopæl på Færøerne
personer med bopæl i Grønland i boformer, der er omfattet af stk. 1. Stk. 7. Social-
ældreministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om særlige sikkerhedsforanstaltninger i boformer, der er omfattet af / 36 stk. 1,
om pligt for en region eller en eller flere kommuner til at modtage personer i de boformer, der er omfattet af stk. 1, når disse personer 1) efter retskendelse skal underkastes mentalundersøgelse, 2) i henhold til dom eller kendelse skal anbringes i en boform for personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne eller undergives til-syn, herunder med mulighed for administrativ anbringelse, eller…” Stk. 6
7 har tidligere haft en anden placering i § 108, men der er ikke ændret i ordlyden af bestemmelserne. Om Grønland fremgår det i § 196: ” Loven gælder ikke for Færøerne
Grønland. Stk. 2. Social-
ældreministeren fastsætter efter aftale med Færøernes landsstyre
Grønlands Naalakkersuisut i en bekendtgørelse regler om visitation, betaling
refusion, handleplaner, handle-
betalingskompetence, lovvalg samt besøgsrejser m.v., når personer på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder får ophold i Dan-mark
modtager tilbud efter denne lov. Tilsvarende kan der efter af-tale fastsættes regler i en bekendtgørelse for personer, der fra Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske so-ciale myndigheder. Tilsvarende kan der efter aftale fastsættes regler i en bekendtgørelse om underretningspligt mellem sociale myndigheder i Danmark
Grønland
mellem sociale myndigheder i Danmark
på Færøerne. Stk. 3.Uenighed mellem færøske eller grønlandske sociale myndigheder
danske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter disse regler afgøres af Ankestyrelsen.” I bekendtgørelse nr. 1389 af 12. december 2006 om besøgsrejser
ophold i Danmark eller Grønland i tilbud i boformer, der er udstedt i medfør af servicelovens § 196, stk. 2, hedder det blandt andet: ”§ 1. Denne bekendtgørelse anvendes, når personer fra Grønland på foranledning af grønlandske sociale myndigheder får ophold i Dan-mark
modtager tilbud efter lov om social service,
når personer fra Danmark på foranledning af danske sociale myndigheder får ophold i Grønland i forbindelse med sociale tilbud. Stk.
forventede varighed. Handlepla-nen angiver endvidere vilkårene for tilsyn efter de danske regler. / 37 Stk. 2. Fremgangsmåden i stk. 1, anvendes ved visitation til: 1) Boformer efter §§ 107-108 i lov om social service. 2) Anbringelsessteder for børn
unge efter §§ 66
67 i lov om social service. 3) Plejehjem m.v. efter § 192 i lov om social service. 4) Almene ældreboliger jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger, der ejes af en region, en kommune, en almen boligorganisation eller en selvejende institution. 5) Boliger, boformer, m.v., der træder i stedet for
kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-3, herunder hjælp efter § 96 i lov om social service
ophold i bofællesskaber oprettet efter den tidligere bistandslovs § 68
De grønlandske sociale myndigheder afholder den fulde udgift til rejser mellem Grønland
Danmark, herunder samværsrejser
rejseudgifter til nødvendig ledsager for de personer, som de grønlandske myndigheder har visiteret til ophold i Danmark. § 7. Den danske kommune afholder den fulde udgift til rejser mellem Grønland
Danmark, herunder samværsrejser
udgifter til nødven-dig ledsager for de personer, som den danske stat har visiteret til op-hold i Grønland. § 8. Når en person fra Grønland får ophold i Danmark efter § 2, udlæg-ger den danske kommune udgifterne til alle ydelser
foranstaltninger efter lov om social service. Udgifterne afholdes endeligt af de grønland-ske sociale myndigheder.” Bekendtgørelsen var gældende, da Person 2
Person 1 blev anbragt i Danmark i
Grønland, der trådte i kraft den 1. juli 2017,
som er udstedt i medfør af servicelovens § 196, stk. 2,
2, i lov om retssikkerhed
administration på det sociale område. I bekendtgørelsen hedder det blandt andet: ” §
108 i lov om social service. 2) Plejehjem m.v. efter § 192 i lov om social service. 3) Almene ældreboliger efter lov om almene boliger m.v. 4) Boliger
boformer m.v., der træder i stedet for
kan sidestilles med tilbud efter nr. 1
2, hvis betingelserne i grønlandsk lovgivning for at træffe afgørelse om ophold eller anbringelse på den pågældende tilbudstype eller en efter grønlandsk lovgivning tilsvarende tilbudstype er opfyldte. En grønlandsk kommunalbestyrelse kan endvidere alene træffe afgørel-se efter stk. 1
2, hvis betingelserne i dansk lovgivning for ophold el-ler anbringelse på det pågældende type af tilbud er opfyldte. Stk.
anke i den til enhver tid gæl-dende grønlandske lovgivning finder anvendelse for afgørelser efter stk. 1, 2
modtagelseskommu-nen. 4) Handleplanen, jf. § 6, herunder vilkår
procedure for fremtidige ændringer af handleplanen. 5) Modtagelseskommunens personrettede tilsyn, jf. §
modtagelseskommunen om handleplanen efter §
eventuel øvrig indsats til borgeren. Stk. 2. Afgørelseskommunen afholder endeligt udgifter til borgerens ophold i tilbuddet
eventuel øvrig indsats til borgeren i overens-stemmelse med aftalen efter § 5
handleplanen efter § 6. Udgifterne opgøres
opkræves af modtagelseskommunen. Stk. 3. Udgifterne til borgerens ophold i tilbuddet
eventuel øvrig indsats til borgeren opgøres efter reglerne i lovgivningen i det land, hvor modtagelseskommunen er beliggende. … § 17. Afgørelseskommunen træffer afgørelse om rejser mellem Grøn-land
Danmark, herunder om samværsrejser
rejseudgifter for bor-geren. Stk.
tilbud efter lov om social service samt betaling for unges ophold i Kriminalforsorgens institutioner, hvori det blandt andet hedder: Ӥ
de bekendtgørelser, der var gældende fra 2011
frem til 2022, havde bestemmelser om finansiering med et tilsvarende indhold. Forældelsesloven Lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) indeholder blandt andet følgende regler om forældelse: ”§
størrelse,
forfølger disse skridt inden for rimelig tid.” Af betænkning nr. 1460 fra 2005 om revision af forældelseslovgivningen frem-går under bemærkningerne til lovudkastets § 3, stk. 2: ”Efter stk. 2 suspenderes forældelsesfristen på 3 år ved ukendskab til fordringen eller skyldneren indtil det tidspunkt, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. I forhold til den gældende bestemmelse i 1908-lovens § 3 foreslås en sproglig modernisering, men indholdsmæssigt foreslås den gældende suspensionsregel videreført stort set uændret. … At den gældende suspensionsregel videreføres uændret, gælder
så med hensyn til spørgsmålet om betydningen af retsvildfarelse. Det in-debærer, at retsvildfarelse på samme måde som efter gældende ret, jf. herom i kapitel VI, afsnit 2.6.1, fortsat kun undtagelsesvis vil kunne an-erkendes som suspensionsgrund, f.eks. ved fejl begået ved professionel rådgivning eller bistand i juridiske spørgsmål
muligvis
så i tilfæl-de, hvor en myndighed i et konkret tilfælde har handlet i strid med en i øvrigt anerkendt fortolkning eller administrativ praksis.” / 41 Landsrettens begrundelse
resultat Sagens baggrund
problemstillinger I første række angår sagen, om Randers Kommune
Lolland Kommune blev betalingskommuner fra den
eventuelt i tredje række omfanget af tilbagebetalingskravet, herunder om der foreligger delvis forældelse eller retsfortabende passivitet. Randers Kommune
Lolland Kommune som betalingskommuner Randers Kommune
Lolland Kommune har navnlig anført, at der har været tale om et ubrudt refusionsbærende anbringelsesforløb siden 2011. Det er ikke bestridt, at Randers Kommune
Lolland Kommune den 2. april 2014 var opholds-
handlekommuner for Person 2
Person 1 efter retssikkerhedsloven. Grundlaget for anbringelserne af Person 2
Person 1 i Danmark i 2011 var Nuuk Kredsrets dom af
på grundlag af en grønlandsk visitation. Ved Retten i Horsens dom af 2. april 2014 blev den grønlandske foranstaltning ophævet. Den straffelige hjemmel for anbringelserne var herefter alene den danske dom,
det er den regionale statsadvokat i Danmark, der skal føre kon-trol med foranstaltningen, jf. straffelovens § 72. Anbringelserne af Person 2
Person 1 i Danmark efter den
ophold i Danmark eller Grønland i tilbud i boformer
den senere bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i Dan-mark
Grønland ikke fundet anvendelse for Person 1
Person 2's anbringelser i tiden efter den
Lolland Kommune grundlag for at lade bekendtgørelserne finde analog anvendelse. / 42 Det forhold, at den oprindelige foranstaltning i den grønlandske dom ikke hav-de nogen længstetid
derfor fortsat kunne have dannet grundlag for en an-bringelse af Person 2
Person 1
så efter den 2. april 2014, kan i øvrigt ikke føre til andet resultat. Der er desuden ikke påvist aftaler eller administrativ praksis efter principperne i retssikkerhedsloven, som medfører betalingspligt for Kommuneqarfik Sermersooq. Kommuneqarfik Sermersooq har derfor ikke pligt til at betale for anbringelserne af Person 2
Person 1 i tiden efter den
Lolland Kommune den 2. april 2014 var opholdskommuner for henholdsvis Person 2
Person 1, påhviler det disse kommuner at yde hjælp i medfør af retssikkerhedsloven, jf. lovens § 9, stk. 1
2. Randers Kommune
Lolland Kommune blev således betalings-kommuner for Person 2
Person 1 fra den
Lolland Kommune
så er betalingskommuner for de efterfølgende anbringel-ser på institutioner i Region Nordjylland, Region Midtjylland
Region Sjæl-land, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 7. Det, der i øvrigt er anført af Randers Kommune
Lolland Kommune, herun-der om generelle rimelighedsbetragtninger, kan ikke føre til et andet resultat. Der er heller ikke grundlag for først at lade betalingspligten for Randers Kom-mune
Lolland Kommune indtræde på tidspunktet for denne doms afsigelse. Landsretten bemærker, at både Socialministeriet i Danmark, Ankestyrelsen
Selvstyret i Grønland siden foråret 2019 har været bekendt med de problemstillinger, som sagerne ifølge Randers Kommune
Lolland Kommune rejser, uden at det har ført til regelændringer. Kommuneqarfik Sermersooqs krav Randers Kommune
Lolland Kommune har anført, at Kommuneqarfik Sermersooq ikke har godtgjort, at Kommuneqarfik Sermersooq har betalt de beløb for Person 2
Person 1's anbringelser, der er omfattet af sagerne. Det er desuden uklart, om der er sket fejlkonteringer. Efter bevisførelsen, herunder navnlig de fremlagte fakturaer, som efter det op-lyste er trukket fra Kommuneqarfik Sermersooqs økonomisystem,
Vidne 1's forklaring om fremgangsmåden ved betalingerne, lægges det til grund, at Kommuneqarfik Sermersooq endeligt har afholdt de opkrævede udgifter til Person 2
Person 1's anbringelser. / 43 Da parterne er enige om de beløbsmæssige opgørelser, lægger landsretten herefter til grund, at Kommuneqarfik Sermersooq vedrørende Person 2 har betalt 8.638.805,50 kr.
vedrørende Person 1 har betalt 11.310.157,40 kr. Begge beløb omfatter perioden fra den 2. april 2014
indtil april 2019, hvor Kommuneqarfik Sermersooq holdt op med at betale. Randers Kommune
Lolland Kommune har anført, at det ikke kan kræves, at de skal betale beløb til Kommuneqarfik Sermersooq, der ikke er opkrævet af dem,
som de derfor heller ikke har modtaget. Der skal i hvert fald tages hen-syn til, at ophold på Institution 1 for borgere visiteret af danske kommuner er objektivt finansieret,
at udgifterne derfor ville have været langt lavere for Randers Kommune
Lolland Kommune end for Kommuneqarfik Sermersooq. I øvrigt kan der ikke kræves betaling for udgifter til besøgsophold, da der efter dansk lovgivning ikke er hjemmel til at afholde udgifter til sådanne ophold. Da Randers Kommune
Lolland Kommune var betalingskommuner for henholdsvis Person 2
Person 1 i perioden efter den 2. april 2014, skulle de have afholdt udgifterne til deres anbringelser, forsørgelse, akti-viteter mv. Randers Kommune
Lolland Kommunes manglende betalinger har medført, at Kommuneqarfik Sermersooq uhjemlet er blevet opkrævet beta-linger direkte fra blandt andre Region Sjælland, Region Midtjylland
Region Nordjylland. Under de foreliggende omstændigheder er Kommuneqarfik Ser-mersooq som udgangspunkt berettiget til at kræve alle udgifter refunderet fra de rette betalingskommuner. Det forhold, at der er forskel på størrelsen af ud-gifterne for en dansk kommune
en grønlandsk kommune, er Kommuneqar-fik Sermersooq uvedkommende. Der er efter dansk ret ikke hjemmel til at afholde udgifter til besøgsrejser,
disse udgifter kan allerede af denne grund ikke kræves tilbagebetalt. Danmarks internationale forpligtigelser efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kan ikke føre til en anden vurdering. Forældelse
passivitet Randers Kommune
Lolland Kommune har anført, at Kommuneqarfik Sermersooqs krav er bortfaldet ved retsfortabende passivitet,
i hvert fald er krav fra tiden forud for den
Lolland Kommune har anført, at Kommuneqarfik Sermersooq på et tidligt tidspunkt
i hvert fald senest den
brevet af 19. december 2012 fra Person 3 til Lolland Kommune, referater fra handleplanmøder mv.
de sam-stemmende forklaringer fra Vidne 4
Vidne 3 om kommunernes kontakt til Person 3, lægger landsretten til grund, at Person 3 fra Grøn-lands Repræsentation
så har optrådt som Kommuneqarfik Sermersooqs re-præsentant i Danmark,
at Kommuneqarfik Sermersooq har været vidende om dette. Randers Kommune
Lolland Kommune har dermed haft en beret-tiget forventning om, at al kommunikation til
fra Kommuneqarfik Sermer-sooq kunne ske gennem Person 3 fra Grønlands Repræsentation. Vidne 1's forklaring om, at Person 3 alene har deltaget i møder som repræsentant for Selvstyret, støttes ikke af sagens øvrige oplysninger. Det er efter bevisførelsen uklart, hvornår Kommuneqarfik Sermersooq eller Grønlands Repræsentation i København blev bekendt med, at der var afsagt en ny dom vedrørende Person 2
Person 1 i Danmark. Lands-retten lægger dog til grund, at dette skete i hvert fald senest den
at kriminaliteten var begået sammen med tvil-lingebroderen. Da sagerne først er anlagt den
. Der er enighed om, at den del af Kommuneqarfik Sermersooqs krav mod Ran-ders Kommune, der ikke er forældet, udgør 2.769.390 kr.,
at den del af Kommuneqarfik Sermersooqs krav mod Lolland Kommune, der ikke er forældet, udgør 2.413.851 kr. Herefter,
da der ikke foreligger retsfortabende passivitet, tages Kommuneqarfik Sermersooqs påstande til følge med disse beløb med tillæg af renter som nedenfor bestemt. Randers Kommune
Lolland Kommunes selvstændige anerkendelsespåstande Som følge af det oven for anførte frifindes Kommuneqarfik Sermersooq for de selvstændigt nedlagte påstande. Sagsomkostninger / 45 Efter sagernes udfald skal Randers Kommune
Lolland Kommune i sagsomkostninger hver betale 254.000 kr. til Kommuneqarfik Sermersooq. 250.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms
4.000 kr. er til retsafgift. Ud over sagernes værdi, skriftvekslingens omfang
hovedforhandlingens varighed er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til, at sagerne har været sambehandlet,
at de i det væsentlige har haft samme faktum
problemstilling. Der er desuden lagt vægt på, at de selvstændige påstande ikke har medført et betydeligt merarbejde. THI KENDES FOR RET: Randers Kommune skal inden 14 dage til Kommuneqarfik Sermersooq betale 2.769.390 kr. med procesrente fra den
Lolland Kommune. I sagsomkostninger skal Randers Kommune betale 254.000 kr. til Kommuneqarfik Sermersooq. I sagsomkostninger skal Lolland Kommune betale 254.000 kr. til Kommune-qarfik Sermersooq. Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage
forrentes efter rentelovens § 8 a. / /
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.