ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 22. februar 2022 Sag BS-23175/2021-OLR (6. afdeling) 3x34 Transport a.m.b.a. (advokat André Rouvillain) mod Appelindstævnte, tidligere Sagsøger (advokat Martin Hauschild

§ 38

.

§ 38, stk.

1, var sålydende: ”Har nogen forpligtet sig til, at han af konkurrencehensyn ikke må drive forretning eller anden virksomhed af en vis art eller tage an-sættelse i en sådan, er vedtagelsen ikke bindende for ham, forsåvidt den med hensyn til tid, sted eller andre forhold går videre end på-krævet for at værne imod konkurrence eller på urimelig måde ind-skrænker den forpligtedes adgang til erhverv. I sidstnævnte hense-ende skal hensyn tages også til den interesse, den berettigede har i, at vedtagelsen efterkommes.” Af forslaget til lov om ansættelsesklausuler (lovforslag nr. 25 af 7. oktober 2015) fremgår af de almindelige bemærkninger blandt andet: ”3. Gældende lovgivning om ansættelsesklausuler / 7 … 3.3.1.

§ 38

- konkurrenceklausuler Aftaleloven indeholder desuden en bestemmelse i § 38, stk. 1, om, at en konkurrenceklausul ikke er bindende, for så vidt den med hensyn til tid, sted eller andre forhold går videre end påkrævet for at værne imod konkurrence, eller hvis den på urimelig måde indskrænker den forpligtedes adgang til erhverv. § 38 gælder i forhold til alle konkur-renceklausuler og i forhold til alle medarbejdergrupper. Reglen gælder generelt for alle konkurrencebegrænsende aftaler, herunder også aftaler indgået mellem to selvstændige samarbejds-partnere. Det bemærkes, at § 38 ikke finder anvendelse for fx kunde-klausuler eller andre typer af erhvervsbegrænsende klausuler. I så-danne tilfælde kan

generalklausul i § 36 finde anvendel-se, hvis en klausul er urimelig eller tilsidesætter redelig handlemåde, som beskrevet ovenfor.

§ 38

er en specialregel og retter sig som den eneste i aftaleloven alene mod en bestemt type aftaler, nemlig konkurrencebegrænsende aftaler indgået i relation til arbejdsmarkedet. Går en konkurrenceklausul videre end påkrævet for at værne imod konkurrence, kan den tilsidesættes, uden at det herved samtidig skal kunne konstateres, at klausulen også på urimelig måde indskrænker den ansattes adgang til erhverv. Skal en konkurrenceklausul deri-mod tilsidesættes, fordi den på urimelig måde indskrænker den an-sattes adgang til erhverv, skal der ved den samlede vurdering af den konkrete situation tages hensyn til den interesse, som arbejdsgiveren har i, at klausulen opretholdes. Domstolene vil således i disse tilfæl-de - helt eller delvist - kunne tilsidesætte en konkurrenceklausul, hvis klausulen findes at være for vidtgående ud fra en afvejning af på den ene side arbejdsgiverens interesse i at beskytte sig mod kon-kurrence og på den anden side den ansattes interesse i at beskytte sin adgang til erhverv. Det bemærkes, at såfremt det er muligt at udskil-le den del af en klausul, som går for vidt fra resten af aftalen, kan af-talen tilsidesættes delvist. Ved vurderingen af, om en konkurrenceklausul er rimelig eller går videre end påkrævet, kan bl.a. følgende hensyn indgå • Karakteren af over- eller underordnelsesforholdet i ansættelsen. • Om klausulens erhvervsbegrænsende element modsvares af et vederlag/en kompensation. / 8 • Om den ansatte har mulighed for at få erhverv uden for klausulens dækningsområde, hvorunder indgår forhold som branchens bredde og den ansattes uddannelse/oplæring, anciennitet, alder og sociale situation. • Om arbejdsgiveren i øvrigt har en berettiget interesse i at opretholde klausulen Ifølge

§ 38, stk.

2, der i modsætning til stk. 1 kun finder anvendelse i ansættelsesforhold, kan en konkurrencebegrænsende aftale ikke gøres gældende af arbejdsgiveren, hvis den ansatte opsi-ges eller afskediges uden at have givet rimelig anledning til opsigel-sen, eller den ansatte selv fratræder sin stilling, og arbejdsgiverens undladelse af at opfylde sine forpligtelser har givet den ansatte gyl-dig grund til at fratræde.” Af lovforslagets specielle bemærkninger til § 11 fremgår blandt andet: ”Formålet med § 11, stk. 1, er at videreføre retstilstanden fra den gældende bestemmelse i

§ 38, stk.

2. I § 11, stk. 2, foreslås det, at en aftale om en konkurrenceklausul samt konkurrencedelen af en kombineret klausul ikke vil være bindende for en lønmodtager, hvis så vidt den med hensyn til tid, sted og an-dre forhold går videre end påkrævet for at værne om arbejdsgiverens interesser. Tilsvarende gælder, hvis ansættelsesklausulen på en uri-melig måde indskrænker lønmodtagerens adgang til erhverv. Afgø-relsen af, om en sådan ansættelsesklausul er urimelig eller ikke er proportional, kræver en konkret vurdering af de konkrete omstæn-digheder i en sag. Der skal ved vurderingen af, om klausulen på urimelig måde indskrænker lønmodtagerens adgang til erhverv, og-så tages hensyn til den interesse, som arbejdsgiveren har i, at løn-modtagerens forpligtelse efterkommes. Der er ikke med § 11, stk. 2, tiltænkt nogen ændring af retstilstanden, som i dag følger af den eksisterende bestemmelse i

§ 38, stk.

1. Se yderligere herom under afsnit 3.3.1., hvor gældende ret i af-talelovens § 38 beskrives. I § 11, stk. 3, foreslås det, at § 11, stk. 1 og 2, som omtalt ovenfor, tilli-ge skal finde anvendelse for andre end lønmodtagere fx selvstændige erhvervsdrivende eller administrerende direktører, som har påtaget sig en forpligtelse til af konkurrencehensyn ikke at drive forretning eller anden virksomhed af en vis art eller tage ansættelse i en sådan. Bestemmelserne i § 11, stk. 1 og 2, omfatter således alle konkurrence- / 9 begrænsende aftaler, herunder også aftaler indgået mellem to selv-stændige erhvervsdrivende. § 11, stk. 3 bevirker således, at de fore-slåede bestemmelser i § 11, stk. 1 og 2, har et bredere anvendelses-område end resten af lovforslaget, der alene omfatter lønmodtagere. Se yderligere herom under afsnit 3.3.1., hvor gældende ret i aftale-lovens § 38 beskrives.” Anbringender Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten. 3x34 Transport har yderligere anført, at det ud fra Appelindstævntes, tidligere Sagsøger forklaring i byretten og det under sagen fremlagte kan konstateres, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har været en afgørende faktor for, at hans ægtefælle har kunnet etablere vogn-mandsforretning fra den ene dag til den anden på basis af den forretning og det grundlag, som Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har skabt under samarbejdet med 3x34 Trans-port. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har heroverfor anført, at der er tale om et nyt anbringende, som skal afskæres i medfør af retsplejelovens § 383 og § 384, da der åbnes for en ny side af sagen, som ikke har været pådømt tidligere, og da anbringendet kunne have været gjort gældende for byretten. Det bestrides, at indlejekontraktens punkt 15 er overtrådt ved, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har besvaret eventuelle enkelte spørgsmål fra sin ægtefælle. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har i øvrigt ikke haft en afgørende indflydelse på sin ægtefælles opbyg-ning af egen forretning. Landsrettens begrundelse og resultat Landsretten finder ikke grundlag for at afskære 3x34 Transports anbringende om, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har været en afgørende faktor for ægtefællens etable-ring af vognmandsforretning, jf. retsplejelovens § 383 og §
2. Der er herved lagt vægt på karakteren af anbringendet, og at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger må anses for at have haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser. Landsretten lægger efter bevisførelsen, herunder Appelindstævntes, tidligere Sagsøger egen for-klaring, til grund, at indlejekontrakten blev indgået af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger som selvstændig erhvervsdrivende. Indlejekontraktens punkt 15 pålægger efter sit indhold og formål Appelindstævnte, tidligere Sagsøger en forpligtelse til af konkurrencehensyn ikke at drive forretning eller anden virksomhed af en vis art eller tage ansættelse i en sådan. Herefter, og da lov om ansættelsesklausuler § 11, stk. 3, jf. stk. 2, efter sin ordlyd og lovens forarbejder også finder anvendelse i en situation som den foreliggende, hvor aftalen er indgået mellem selvstændigt erhvervsdrivende, finder landsretten, at / 10 spørgsmålet om, hvorvidt indlejekontraktens punkt 15 skal tilsidesættes helt eller delvis, skal bedømmes efter denne bestemmelse. Landsretten tiltræder efter en samlet vurdering, at indlejekontraktens punkt 15 på urimelig måde indskrænker Appelindstævntes, tidligere Sagsøger adgang til erhverv. Lands-retten har lagt vægt på navnlig aftalens brede dækningsområde og tidsmæssige udstrækning, som hindrer Appelindstævnte, tidligere Sagsøger i at tage beskæftigelse som lønmodtager og at udøve anden aktivitet inden for branchen i to år, uden at han modtager nogen kompensation herfor, samt at 3x34 Transport ikke kan anses for at have en berettiget interesse i, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger undergives en sådan begrænsning i sin adgang til erhverv. Det tiltrædes derfor, at indlejekontraktens punkt 15 tilsidesættes i sin helhed, jf. lov om ansættelsesklausuler § 11, stk. 3, jf. stk. 2, og at der af samme grund ikke er grundlag for at pålægge Appelindstævnte, tidligere Sagsøger at betale vederlag efter kontrak-tens punkt 15.
3. Landsretten stadfæster derfor med denne begrundelse byrettens dom. Efter sagens udfald skal 3x34 Transport a.m.b.a. i sagsomkostninger for landsretten betale 35.000 kr. til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger. Beløbet er til dæk-ning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb. THI KENDES FOR RET: Byrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for landsretten skal 3x34 Transport a.m.b.a. inden 14 dage betale 35.000 kr. til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger. Beløbet forrentes efter ren-telovens § 8 a. / /