Obsah (4)

§ 3§ 4§ 1§ 8

ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 14. oktober 2022 Sag BS-30324/2021-OLR (16. afdeling) Faxe Kommune (advokat Malene Blom Sillesen, (prøve)) mod Nymølle Stenindustrier A/S (advokat Håkun Djurhuus) Biinter

§ 3): ”Til § 3 Lovforslagets § 3, stk.

1, indeholder en opregning af de former for interessekollision, der er egnede til at begrunde inhabilitet. Inhabilitet kan foreligge i forhold til enhver, der virker inden for den offentlige forvaltning. Det er således uden betydning, om den pågælden-des virke beror på et ansættelsesforhold, på en beskikkelse eller på et / 12 valg, om arbejdet er aflønnet eller ej, og om det har karakter af en heltids- eller deltidsbeskæftigelse, herunder af bestridelse af et hverv som medlem af en kollegialt sammensat forvaltningsmyndighed. Bestemmelserne i dette kapitel tilsigter ikke nogen ændring af den praksis, der har udviklet sig med hensyn til spørgsmålet om kommunalbestyrelsesmedlemmers inhabilitet. Bestemmelsen i § 3, stk. 2, indeholder i overensstemmelse med den forvaltningsretlige praksis på dette område et generelt forbehold, hvoref-ter en foreliggende interessekollision ikke medfører inhabilitet, såfremt der ikke er fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder som nævnt en opregning af de i betragtning kommende former for interessekollision. Bestemmelsen i nr. 1 vedrører partsinhabilitet. Det er en selvfølge, at den, der er part i en sag, eller som i øvrigt har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, må anses for inhabil i forhold til behandlingen af den pågældende sag. Det samme gælder for den, der er eller tidligere i samme sag har været repræsen-tant, herunder f.eks. som værge eller legal repræsentant for nogen, der har en sådan interesse. Bestemmelsen svarer for så vidt til retsplejelovens § 60, stk. 1, nr. 1 og (til dels) nr.

1. … Det er ikke muligt at give en udtømmende opregning af forhold, der bør begrunde inhabilitet. Som nr. 5 foreslås derfor indsat en opsamlingsbestemmelse, hvorefter der også indtræder inhabilitet, hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed, jfr. den tilsvarende bestemmelse i retsplejelovens §
2. Efter denne bestemmelse vil f.eks. et nært venskabsforhold eller om-vendt et konstaterbart uvenskab over for en person, der er part i sagen, kunne begrunde inhabilitet, og det samme vil, men kun i særegne til-fælde, kunne gælde, hvis den pågældende offentligt har tilkendegivet sin opfattelse af den sag, der foreligger til behandling. Det forhold, at f.eks. et kommunalbestyrelsesmedlem som led i sin almindelige politi-ske virksomhed på forhånd har givet udtryk for en stillingtagen til ud-faldet af en bestemt sag, vil således i almindelighed ikke kunne begrun-de inhabilitet. Tilsvarende vil det forhold, at en interesserepræsentant i en forvaltningsmyndighed har givet udtryk for sin holdning til en foreliggende sag, i almindelighed ikke begrunde inhabilitet. Det kan også i denne forbindelse fremgå direkte eller forudsætningsvis af lovgivningen på et konkret område, at bestemte personer skal med-virke ved behandlingen af de pågældende sager. Som eksempel kan nævnes reglerne i ekspropriationslovgivningen, hvori det præciseres, at de af en kommune valgte medlemmer af en ekspropriationskommission alene skal fratræde, når kommissionen behandler erstatningsspørgsmål vedrørende ejendomme, der ejes af kommunen, eller hvori kommunen har en særlig interesse. Som nævnt ovenfor i de indledende bemærkninger til kapitel 2 medfø-rer tilstedeværelsen af interesser af den art, som er nævnt i § 3, stk. 1, i / 13 almindelighed en oplysningspligt for den pågældende efter lovforsla-gets §
3. Spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende som følge af en så-dan interesse er inhabil, beror derimod på en konkret vurdering efter bestemmelserne i § 3, stk. 2, og §
4. Bestemmelsen i stk. 2 er udtryk for det generelle forbehold om, at en interessekollision ikke medfører inhabilitet, hvis det må antages, at den pågældende omstændighed ikke indebærer fare for, at afgørelsen af sa-gen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn. Bestemmelsen i stk. 3 angiver virkningen af, at en person er inhabil. Baggrunden for reglerne om speciel inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe sikkerhed for - og tillid til - at de afgørelser, der træffes af den offentlige forvaltning, ikke påvirkes af uvedkommende hensyn. I overensstemmelse hermed følger det af stk. 3, at den, der står under påvirkning af interesser af den karakter, der er nævnt i stk. 1, som udgangspunkt ikke må træffe afgørelse i eller deltage i afgørelsen af den pågældende sag eller i øvrigt medvirke ved sagens behandling, når det må antages, at de pågældende omstændigheder medfører fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn. Det er i overensstemmelse med gældende ret, at den, der er inhabil, hver-ken må deltage i selve afgørelsen eller i den forudgående administrati-ve behandling af sagen. Et inhabilt medlem af en kollegial forvaltningsmyndighed er således afskåret fra at deltage ikke blot i afstemningen, men også i den forudgående rådslagning, jfr. f.eks. § 14, stk. 1, i loven om kommunernes styrelse. Efter § 8, stk. 1, i normalforretningsordenen for primærkommuner gælder endog, at et kommunalbestyrelsesmed-lem, der er inhabil, skal forlade lokalet under kommunalbestyrelsens forhandling og afstemning om den pågældende sag. Efter retsplejelovens § 60 medfører tilstedeværelsen af nogen af de dér nævnte inhabilitetsgrunde, at den pågældende ubetinget skal vige sit sæde. En tilsvarende undtagelsesfri regel kan ikke fastholdes inden for forvaltningen, jfr. herved også

§ 4

. Retsplejelovens regel må blandt andet ses på baggrund af, at bestemmelserne i § 60 kun gælder for en nærmere afgrænset personkreds, jfr. retsplejelovens §§ 60, 66 og

1. Inden for forvaltningen er det ikke muligt at foretage en tilsvarende præcis generel afgrænsning af den personkreds, der i tilfælde af interessekollision bør afholde sig fra at delta-ge i behandlingen af en bestemt sag. Hertil kommer, at domstolenes primære funktion er afgørelse af straffesager og pådømmelse af tvistigheder. En tilfredsstillende varetagelse af denne funktion stiller ganske særlige krav til garantierne for domstole-nes uvildighed. Som fremhævet i de almindelige bemærkninger til lovforslaget under punkt 8 a kan der - især som følge af lovgivningens regler om sammensætningen af kollegiale forvaltningsmyndigheder - ikke generelt stilles samme krav om neutralitet til forvaltningen. Det anførte er baggrunden for, at inhabilitetsreglen foreslås modificeret, således at inhabilitet ikke indtræder i tilfælde, hvor der ikke er grund-lag for at antage, at den pågældende interesse indebærer fare for, at afgørelsen af sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn. Om dette er tilfældet, må bero på en konkret vurdering, hvori navnlig må indgå en vurdering af den pågældende interesse, forvaltningsorga-nets og afgørelsens karakter, samt den pågældende persons funktion i forbindelse med sagens behandling. / 14 Særlig med hensyn til betydningen af afgørelsens karakter bemærkes, at der i forhold til afgørelser af mere generel karakter i almindelighed ikke vil være helt det samme behov for at antage speciel inhabilitet som i forhold til konkrete afgørelser. For så vidt angår kommunalforvaltnin-gen må inhabilitetsreglerne antages at have et snævrere anvendelses-område i forhold til afgørelser, der træffes på grundlag af kommuner-nes almindelige beføjelser til at varetage deres anliggender i modsæt-ning til tilfælde, hvor kommunerne med lovhjemmel træffer afgørelser, der har karakter af myndighedsudøvelse i forhold til borgerne. Ved denne vurdering må det imidlertid tages i betragtning, at inhabilitets-reglerne ikke blot tilsigter at sikre, at den enkelte afgørelse ikke bliver påvirket af uvedkommende hensyn, men også at styrke tilliden til forvaltningsmyndighedernes upartiskhed. Den omhandlede vurdering er derimod objektiv i den forstand, at personens individuelle forhold med hensyn til risikoen for, at netop han vil lade sig påvirke af uvedkommende hensyn, er uden betydning. Er den pågældende interesse f.eks. af økonomisk art, er det således uden betydning, om den pågældende som følge af sine private økonomiske forhold må anses som mere eller mindre tilbøjelig til at lade sig påvirke af udsigten til økonomisk tab eller vinding. Det følger af formuleringen af bestemmelsen i stk. 2, at det ved inhabilitetsbedømmelsen alene er af betydning, om der må antages at være fare for, at afgørelsen vil blive påvirket af »uvedkommende« hensyn. Så-fremt det f.eks. i lovgivningen er bestemt eller forudsat, at visse interesseorganisationer er repræsenteret i et kollegialt forvaltningsorgan, vil det forhold, at det pågældende medlem står under indflydelse af en ge-nerel interesse, som hans organisation er bærer af, som overvejende ho-vedregel ikke i sig selv begrunde inhabilitet. Den pågældende interesse vil i den givne sammenhæng normalt ikke være »uvedkommende«. Bestemmelsen i stk. 2 vil navnlig have praktisk betydning i forhold til de typer af interessekollision, som er nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 3 og
2. I forhold til disse bestemmelser må det bero på en fortolkning af det underliggende lovgrundlag, om den pågældendes særlige interesse i den aktuelle sags udfald i den foreliggende sammenhæng kan karak-teriseres som uvedkommende. Det samme gælder, hvis det i lovgivnin-gen i øvrigt er forudsat, at en bestemt person skal medvirke ved be-handlingen af en sag i såvel
3. instansen som under en senere behand-ling i en ankeinstans. Som et eksempel kan nævnes ekspropriationslov-givningen, hvor det er forudsat, at den ledende landinspektør deltager i behandlingen af en sag såvel ved ekspropriationskommission som un-der den efterfølgende klagesag ved taksationskommissionerne. I forhold til bestemmelsen i nr. 5 må den vurdering, som bestemmelsen i stk. 2 er udtryk for, derimod antages at indgå i selve bedømmelsen af, om en interessekollision som den foreliggende i det hele taget kan hen-føres under bestemmelsen. I øvrigt vil bestemmelsen i stk. 2 i praksis navnlig medføre, at en foreliggende interesse typisk ikke vil afskære den pågældende fra at udføre mere teknisk betonede funktioner, der er uden betydning for den materielle beslutning i forbindelse med sagsbehandlingen i modsætning til selve beslutningsprocessen.” / 15 Lov om vandforsyning m.v. § 1, § 2 og § 26 har følgende ordlyd, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af
4. februar 2018: Ӥ
5. Loven har til formål at sikre 1) at udnyttelsen og den dertil knyttede beskyttelse af vandforekomster sker efter en samlet planlægning og efter en samlet vurdering af de hensyn, der er nævnt i § 2, 2) en samordning af den eksisterende vandforsyning med henblik på en hensigtsmæssig anvendelse af vandforekomsterne, 3) en planmæssig udbygning og drift af en tilstrækkelig og kvalitets-mæssig tilfredsstillende vandforsyning, og 4) kvalitetskrav til drikkevand til beskyttelse af menneskers sundhed. §
6. Ved administrationen af loven skal der lægges vægt på vandforekomsternes omfang, på befolkningens og erhvervslivets behov for en tilstrækkelig og kvalitetsmæssigt tilfredsstillende vandforsyning, på miljøbeskyttelse og naturbeskyttelse, herunder bevarelse af omgivelsernes kvalitet, og på anvendelse af råstofforekomster. Stk.
7. Miljøministeren fastsætter med henblik på opfyldelse af Det Europæiske Fællesskabs direktiver og beslutninger på naturbeskyttelsesområdet regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår 1) tilladelser eller dispensationer kan meddeles efter §§ 18, 20, 21, 25-27 og 69, stk. 2, 2) påbud kan meddeles efter § 36, 3) indsatsplaner administreres efter § 13 og 4) regler om indretningen, placeringen og vedligeholdelsen af vandindvindingsanlæg, om forsyningsanlæg og om vandindlæg udarbejdes efter §
8. §
9. Ved bygge- og anlægsarbejder, gravning af ler, grus, brunkul, kridt m.v. må bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden ikke ske uden tilladelse. Tilladelsen meddeles af kommunalbestyrelsen, jf. dog § 27 …” Forarbejderne til lov om vandforsyning m.v. § 1, § 2 og § 26 indeholder bl.a. følgende afsnit (jf. lovforslag nr. L 143 af
10. januar 1978,

§ 1, § 2 og § 26): ”Til § 1.

I nr. 1 fastslås, at udnyttelsen af vandforekomsterne skal ske efter en samlet planlægning og efter en samlet vurdering af samfundsmæssige hensyn. Heri ligger dels, at udnyttelsen må ske på grundlag af en beregning af, hvilke vandforekomster der er til rådighed, og dels, at udnyttelsen må ske med hensyntagen til andre interesser end vandindvinding, jfr. §

1. De nærmere regler om planlægningens gennemførelse er i øvrigt indeholdt i kapitel
2. Efter nr. 2 og 3 skal udnyttelsen ske på grundlag af den eksisterende vandforsyningsstruktur, men man bør i nødvendigt omfang samordne de eksisterende anlæg, og den videre udbygning af vandforsyningen må ske efter en samlet plan. De beføjelser, som skal sikre, at disse for- / 16 mål tilgodeses, er navnlig indeholdt i kapitel 6 om ændring i og bort-fald af retten til vandindvinding og i kapitel 8 om forsyningspligt m.v. Til §
3. Efter bestemmelsen skal der ved administrationen af loven bl. a. lægges vægt på vandforekomsternes omfang og på befolkningens og erhvervslivets behov for en tilstrækkelig og kvalitetsmæssig tilfredsstillende vandforsyning. Heri ligger, at vandet må fremskaffes fra de områder, hvor det er tilstede i tilfredsstillende mængde og kvalitet, og med rime-lig afbalancering af levering gennem store og små anlæg. På den anden side må der lægges vægt på, at vandindvinding om mu-ligt ikke skader andre samfundsmæssige interesser. Herved tænkes f. eks på, at der levnes rimelig plads til forhold, som bør holdes adskilt fra vandindvinding, hvilket ofte gælder for råstofindvinding, affaldsdeponering og nedsivningsanlæg for spildevand. I forbindelse med afgørelser om vandindvinding må opmærksomheden også være henvendt på, at vandindvinding om muligt ikke hindrer opretholdelsen af en rimelig vandløbskvalitet. En rimelig vandløbskvalitet skal dels tilgodese rekreative og økologiske hensyn, dels sikre, at vandløbene kan være recipient for spildevand i overensstemmelse med den amtskommunale recipientkvalitetsplanlægning. En forudsætning for beskyttelse af vandløb og andre vådområder kan være, at vandindvinding i et område begrænses eller endog helt udelukkes. Baggrunden herfor er, at vandindvinding kan have vidtgående konsekvenser for vådområders og vandløbs økologiske balance, f. eks. på grund af ændringer i vandkvalitet og periodevis udtørring af kildeområder. Blandt de vådområder, som i særlig grad må beskyttes mod de eventuelle følger af vandindvinding, kan nævnes de 26 vådområder, der i forbindelse med Danmarks ratifikation af Konventionen om våd-områder af international betydning navnlig for vandfugle er udpeget som danske områder af international betydning for fuglelivet. En allerede gennemført recipientkvalitetsplanlægning kan dog ikke i al-le tilfælde være til hinder for en ønsket vandindvinding. Som nævnt-skal vandforsyningsloven også tilgodese befolkningens og erhvervsli-vets behov for en tilstrækkelig og kvalitetsmæssig tilfredsstillende vandforsyning, og det hensyn kan indebære, at en tilladelse til indvin-ding af f.eks. grundvand bør imødekommes, selv om konsekvensen i givet fald kan blive, at en fastlagt recipientkvalitet må tages op til for-nyet vurdering. I forbindelse med lovforslagets udarbejdelse har landbrugsorganisationerne påpeget, at såfremt dansk landbrugs animalske produktion de kommende år skal sikres et højere niveau, kræver det efter landbrugsorganisationernes opfattelse, at de nødvendige vandmængder stilles til rådighed for markvanding, således at der sikres optimale vækstbetingelser for markafgrøderne. Til §
4. Som det er anført i de almindelige bemærkninger, kræves der i øjeblik-ket ikke tilladelse til bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden, der foretages i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder, gravning af ler, grus, brunkul, kridt m.v. Kommunalbestyrel-sen kan efter den gældende lovs § 35 træffe afgørelse om afhjælpende foranstaltninger, men kan ikke forbyde bortskaffelsen af grundvandet. / 17 Bortpumpning af grundvand sker under forhold af meget varierende karakter. Ved husbyggeri kan der være tale om midlertidige bortpumpninger af grundvand for at holde jorden tør understøbning af fundamenter, og de bortpumpede vandmængder kan være af størrelsesordenen 10 m³ i timen - svarende til ca. 90.000 m³ om året - eller mere. Ved vej- og jernbaneanlæg kan der være tale om lignende bortpumpninger ved støbning af fundamenter til viadukter og til perma-nent tørholdelse af viadukter og om sænkning af grundvandsstanden ved gennemgravning af bakker. Ved grusgrave og kridtbrud kan der være tale om årelange bortpumpninger af betydelige vandmængder for at holde graven eller bruddet tør under arbejdet. I et vist omfang reguleres disse foranstaltninger gennem anden lovgivning. Etablering af grundvandspumper ved støbning af fundamenter til bygninger og til permanent tørholdelse af bygninger kræver som hovedregel ikke tilladelse, men kommunalbestyrelsen kan i medfør af § 12 A i bekendtgørelse af byggelov nr. 530 af
5. oktober 1976 skride ind over for sådanne bortpumpninger i områder, hvor jordbundsforholde-ne er af en sådan beskaffenhed, at en sænkning af grundvandsstanden indebærer en risiko for skade på omliggende bygninger. Kommunalbe-styrelsen kan bestemme, at en ny bygning ikke må udføres med kælder, og at bortpumpning ikke må ske. Bestemmelsen sigter ikke mod beva-ring af grundvandet, men mod beskyttelse af bestående bygninger. Ef-ter den nugældende råstoflov nr. 285 af
6. juni 1972 og efter den råstof-lov nr. 237 af
7. juni 1977, som pr.
8. juli 1978 skal afløse den nugælden-de lov, kan der i forbindelse med tilladelser til nye råstofindvindinger stil-les vilkår om, at der ikke må ske bortpumpning af grundvand. Sådanne tilladelser gives bl. a. under hensyn til beskyttelse af vandforsyningsinteresser. For råstofindvindinger, der var påbegyndt før ikrafttrædelsen af lo-ven af 1972, kan der kun skrides ind mod etablering af bortpumpningsanlæg, hvis der ydes erstatning fra statskassen, jfr. § 5 i loven af
9. Der vil dog ikke være tale om erstatningspligt, hvis bortpumpningen er af en sådan karakter, at den vil være ulovlig ud fra almindelige naboretssynspunkter. I det hele er der, hvor forholdet ikke er reguleret af anden lovgivning, mulighed for at få en bortledning, der vil være ska-delig for vandforsyningen, kendt ulovlig ved en naboretssag for de al-mindelige domstole, men dette vil være en omstændelig og ofte uprak-tisk fremgangsmåde. I stk. 1 foreslås det, at bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder, gravning af ler, grus, brunkul, kridt m.v. som hovedregel ikke må ske, uden at der er meddelt tilladelse efter loven. Da formålet med bestem-melsen er at bevare grundvandsforekomster i almindelighed, foreslås det, at tilladelsen som regel skal meddeles af amtsrådet. Hvis bortled-ningen m.v. antages højst at udgøre 6.000 m³ vand årligt, skal tilladel-sen dog meddeles af kommunalbestyrelsen. En tilladelse kan på sædvanlig måde forsynes med vilkår, og det kan komme på tale at stille vilkår om afhjælpende foranstaltninger, således som det er nævnt i den gældende lovs §
10. En forudsætning herfor må dog være, at der ikke opstår særlige retlige spørgsmål omkring den afhjælpende foranstaltning. Hvis bortpumpningen fra en virksomhed gør en nærliggende brønd eller boring til en enkelt ejendom uanvendelig, og ejendommens ejer af denne grund ønsker indlagt vandværksvand, kan det således være rigtigt at lade ejeren sørge for den nye vandforsy- / 18 ning og lade spørgsmålet om, i hvilket omfang udgifterne ved den nye vandforsyning skal betales af virksomhedens ejer, afgøre ved en erstatningssag efter forslagets §
11. …” Bestemmelserne i § 5 a og § 8 i lov om råstoffer har følgende ordlyd, jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af
12. januar 2017: ”§ 5 a. Regionsrådet udarbejder en plan for indvinding af og forsyning med råstoffer. Råstofplanen udarbejdes på grundlag af kortlægningen og skal omfatte en periode på mindst 12 år. Stk.
13. På baggrund af en samlet vurdering af udviklingen i regionen og de hensyn, der er nævnt i § 3, fastlægger regionsrådet overordnede retningslinjer for råstofindvindingen, herunder udlæg af graveområder og råstofinteresseområder i råstofplanen. Stk.
14. Råstofplanen må ikke stride mod regler eller beslutninger efter § 3 i lov om planlægning, Natura 2000-planer efter miljømålsloven eller regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlæg-ning. Stk.
15. Kommunalbestyrelserne er bundet af råstofplanen i deres planlægning og administration. §
16. En ansøgning om tilladelse efter § 7 gælder også som ansøgning om tilladelse efter anden lovgivning til råstofindvinding i jorden” Forarbejderne til bestemmelsen i § 5 a i lov om råstoffer indeholder bl.a. følgen-de afsnit (jf. lovforslag nr. L 88 af
17. februar 2005, bemærkningerne til lov-forslagets § 1, nr. 3): ”Efter den gældende råstoflov har amtsrådene alle kompetencer vedrørende råstofindvinding på land. Der er således amtsrådene, der forestår kortlægning og planlægning af råstofindvindingen og meddeler de konkrete tilladelser til råstofindvinding. Regionplanen skal efter den gældende planlov indeholde retningslinjer for anvendelsen af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden. Ved regionplanlægningen skal der foretages en afvejning af råstofinteresserne over for en række andre interesser vedrørende arealanvendelsen. På baggrund af afvejningen udlægger amtsrådene i regionplanerne såkaldte graveområder, dvs. områder, hvor råstofinteresserne er prioriteret højt i forhold til andre interesser, og hvor indvinding må forventes koncentreret i regionplanperioden. En del råstofholdige arealer er ikke udlagt til graveområder i regionplanen, idet de ikke påregnes udnyttet inden for regionplanens tidshorisont. Disse råstofinteresseområder vil imidlertid i regionplanlægnin-gen kunne sikres for at undgå, at der foregår aktiviteter i områderne, der vil kunne forhindre en råstofindvinding, før amtsrådet har taget stilling til, om råstofforekomsten kan indvindes forud for andre formål, eller om råstofinteressen må vige. Retningslinjerne er normalt udformet således, at det sikres, at områderne i videst muligt omfang friholdes for reservation til andre formål, der på længere sigt vil kunne forhindre udnyttelse af råstofferne. / 19 Uden for de udlagte graveområder vil regionplanretningslinjerne oftest være udformet, så der kun under ganske særlige omstændigheder kan meddeles tilladelse til råstofindvinding. Retningslinjerne anfører typisk, at væsentlige samfundsmæssige interesser skal tale for en tilladelse til råstofindvinding. Med udgangspunkt i regionplanerne behandler amtsrådene ansøgnin-ger om tilladelser til råstofindvinding. Det er ligeledes amtsrådene der fører tilsyn med råstofindvindingen på land. Det foreslås, at regionsrådene skal forestå kortlægningen af råstofforekomster. På baggrund af denne kortlægning udarbejder regionsrådene en råstofplan. I planerne udlægges råstofindvindingsområder og råstofinteresseområder. Ved planlægningen skal der på den ene side lægges vægt på råstofressourcernes omfang og kvalitet, en sikring af råstofressourcernes udnyttelse og erhvervsmæssige hensyn. På den anden side skal der lægges vægt på miljøbeskyttelse, vandforsyningsinteresser, naturbeskyttelse, landskabelige værdier, arkæologiske, geologiske og videnskabelige interesser mv. efter den gældende lovs §
18. Planlægningen på råstofområdet skal være i overensstemmelse med de regionale udviklingsplaner. Planerne vil indholdsmæssigt svare til de hidtidige regionplanretningslinjer for råstofindvinding. Råstofinteresseområderne skal sikre, at der ikke gennem anden planlægning eller ændret anven-delse sker udlæg til andre formål, der på sigt vil kunne forhindre en råstofudnyttelse, med mindre der opnås enighed herom mellem regionsrådet og de implicerede parter efter en afvejning mellem råstofinteres-sen og den ønskede arealanvendelse, herunder i forbindelse med kommuneplanlægningen i det åbne land. Efter de gældende regler giver amtsrådet tilladelse til indvinding af råstoffer på land. Kommunalbestyrelsen skal efter lovforslaget give tilladelse til erhvervsmæssig indvinding af råstoffer og etablering af anlæg på indvindingsstedet til brug for indvindingen. Ved behandlingen af ansøgninger skal kommunalbestyrelsen, ligesom amtsrådet skal nu, ta-ge hensyn til råstofressourcernes omfang og kvalitet, en sikring af råstofressourcernes udnyttelse og erhvervsmæssige hensyn, og på den anden side skal der lægges vægt på miljøbeskyttelse, vandforsyningsin-teresser, naturbeskyttelse, landskabelige værdier, arkæologiske, geolo-giske og videnskabelige interesser mv. efter den gældende lovs §
19. Ef-ter planloven skal der altid tages stilling til om ansøgningen skal VVMvurderes. Kommunalbestyrelserne er i deres planlægning og administration bun-det af råstofplanen, og de heri udpegede indvindingsområder. Det indebærer at som altovervejende hovedregel skal råstofindvinding finde sted inden for de i råstofplanen udlagte graveområder, hvor indvinding af råstoffer er tillagt første prioritet efter en afvejning i forhold til de øvrige interesser i området, landskabelige, landbrugsmæssige, grundvandsmæssige, arkæologiske, geologiske m.v. Et graveområde skal typisk kunne dække forsyningsbehovet i to til tre planperioder à 12 år og rumme kvalitetsmaterialer af primært sand, grus, sten, velegnet til både beton, asfaltmaterialer og anlægsformål. Råstofplanens overordnede retningslinjer for råstofindvinding kan desuden give mulighed for indvinding uden for de udlagte graveområder i særlige tilfælde. Der kan f.eks. være tale om rødbrændende ler, som er en begrænset ressource, eller kvartssand, kalk, kridt og sand/grus af særlig høj kvalitet til f.eks. betonproduktion, hvor det pågældende rå- / 20 stof forekommer i så begrænsede mængder, at det ikke kan berettige udlæg af egentlige graveområder og hvor det ikke vil være i afgørende modstrid med de øvrige interesser i det pågældende område. Desuden kan det være en miljømæssig og transportøkonomisk fordel at indvinde råstoffer til fyld og bundsikring til lokale formål så tæt ved brugsstedet som muligt i de tilfælde, hvor der er langt til det nærmeste graveområde. I alle tilfældene må indvinding uden for graveområderne kun finde sted, hvis det er foreneligt med hensynet til de øvrige interes-ser i området. Denne mulighed for at fravige den eksisterende planlægning for råstofindvinding findes allerede i dag, hvor de fleste regionplaner indeholder mulighed for, at der under ganske særlige omstændigheder kan med-deles tilladelse til råstofindvinding uden for de udlagte graveområder. Retningslinjerne i regionplanerne anfører typisk, at væsentlige samfundsmæssige interesser skal tale for en tilladelse til råstofindvinding. Samtidig kan amtsrådet vedtage et regionplantillæg, hvis amtsrådet ønsker at give tilladelse til råstofindvinding i et område, der ikke er udlagt hertil i regionplanen. For at fastholde denne mulighed for fleksibilitet for råstofindvindingstilladelser kan råstofplanerne således indeholde tilsvarende retningslin-jer. For at undgå at regionsrådenes råstofplanlægning udhules, bør råstofplanens retningslinjer for indvinding uden for de udlagte graveområder forudsætte, at en fravigelse af planen forudsætter regionsrådets samtykke.” Af forarbejderne til bestemmelsen i § 8 i lov om råstoffer fremgår følgende (jf. lovforslag nr. L 73 af
20. januar 1991,

§ 8): ”Forslaget er i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i § 8, stk.

1, i 1977-loven. En ansøgning efter råstofloven gælder således som hidtil også som ansøgning efter andre love, når der efter disse love kræves tilladelse til selve den påtænkte indvinding, herunder som an-søgning efter landbrugsloven, skovloven og naturbeskyttelsesloven. Ansøgninger efter råstofloven skal således som hidtil alene indsendes til amtsrådet. Det påhviler herefter amtsrådet at forelægge sagen for de andre myndigheder, som har kompetence med hensyn til selve den på-tænkte indvinding. Det skal i den forbindelse nævnes, at Landbrugsmi-nisteriet har delegeret kompetencen til at meddele tilladelse efter land-brugslovens § 7a, stk. 4, til amtsrådene, når indvindingen skal foregå på et landbrugspligtigt areal, hvor landbrugspligten ikke søges ophævet. Der skal derimod fortsat indsendes en særskilt ansøgning om andre til-ladelser, som ikke vedrører selve indvindingen, men som dog kan være en forudsætning for indvindingsvirksomhedens etablering. Det kan for eksempel være tilladelse til spildevandsudledning efter miljøbeskyttel-sesloven eller tilladelse efter landbrugsloven i forbindelse med udstyk-ning og ophævelse af landbrugspligten og med henblik på erhvervelse af en landbrugsejendom.” Landsrettens begrundelse og resultat Denne sag drejer sig om, hvorvidt den afgørelse, som Faxe Kommune traf den

1. november 2019 om ikke at give Nymølle Stenindustrier tilladelse til midler- / 21 tidig grundvandssænkning under indvinding af vand og grus, er ugyldig. Sa-gen handler endvidere om, hvorvidt kommunen har pådraget sig erstatnings-ansvar for det tab, afgørelsen om afslag måtte påføre Nymølle Stenindustrier. Nymølle Stenindustriers påstand om, at kommunens afgørelse af
2. november 2019 er ugyldig Spørgsmål om inhabilitet Den
3. november 2019 gav Faxe Kommune afslag på Nymølle Stenindustriers ansøgning om tilladelse til midlertidig grundvandssænkning i forbindelse med indvinding af råstoffer under grundvandsspejlet. Forud for afgørelsen blev ansøgningen behandlet på et udvalgsmøde i Teknik- og Miljøudvalget i kommu-nen den
4. oktober
5. Nymølle Stenindustrier har gjort gældende, at Vidne 3 på grund af inhabilitet ikke burde have deltaget i forhandlingen og af-stemningen om det ansøgte, og har henvist til forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og 5, og stk.
6. Det fremgår af beslutningsprotokollatet for mødet, at kommunens Center for Plan og Miljø havde fået udarbejdet et udkast til tilladelse på baggrund af det af Nymølle Stenindustrier udarbejdede materiale til brug for ansøgningen og kontrolberegninger heraf foretaget for Faxe Kommune af Rambøll. Udkastet blev tilsidesat, og kommunen meddelte afslag på baggrund af et ændringsforslag, der blev fremsat af formanden for udvalget og vedtaget af udvalget med stem-merne
7. Flertallet bestod bl.a. af formanden Vidne 1 samt Vidne 3 og Vidne
8. Vidne 3 og Vidne 2 havde begge i forvejen profileret sig politisk angående spørgsmålet om etableringen af en grusgrav. Vidne 3 har såle-des været engageret i stiftelsen af Forening, hvor hans kæreste og muligvis han selv ligesom Vidne 2 stadig er medlemmer. Det fremgår af Vidne 3's forklaring, at han er medejer af flere ejendomme/matrikler på adresserne Adresse 2-Adresse 3-Adresse 4, Adresse 5 og Adresse 6, der alle ligger placeret i kortere afstand fra kanten af det mulige gravefelt. Det fremgår videre af sagen, at beboerne i ejendommene Adresse 2, Adresse 3 og Adresse 4 er blevet partshørt af Region Sjælland i forbindelse med den indledende høring vedrørende ansøgningen om gravetilladelse. Vidne 2 bor i området, men har ikke været omfattet af den gruppe ejere af ejendomme, der er blevet partshørt. Vidne 3 og Vidne 2 har dog begge udarbejdet kritiske høringssvar til regionen til brug for denne og en tidligere ansøgning om gravetilladelse, se- / 22 nest et høringssvar i sidste kvartal af 2018 i forbindelse med ”Idefase Landsby 1 VVM” . Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at Vidne 3 ikke selv bor i området, men er medejer af fire matrikler, der ligger i en kortere afstand fra det mulige gravefelt. Kun en af de fire matrikler indeholder en ejendom med fast beboelse. Vidne 3's matrikler ligger sammen med ca. 55 andre beboeres ejendomme inden for en radius af 200 meter fra kanten af det ansøgte område for råstofindvinding. Som led i sagsbehandlingen vedrørende den ansøgte tilla-delse til råstofindvinding har Region Sjælland foretaget høringer og har modta-get 73 høringssvar, heriblandt fra Vidne 3 og hans kæreste, Person
9. Høringssvaret fra Vidne 3 og hans kæreste på vegne af beboerne og bru-gerne af deres tre ejendomme angår ikke kun spørgsmål om hans husstands økonomi, men i første række forskellige andre almene indvendinger vedrøren-de bl.a. mulige spørgsmål om forurening af jord, støvgener og støj, dyreliv, drikkevandsressourcer, grundvandsbeskyttelse, trafik, VVM-datagrundlag og kommunens økonomi. Landsretten finder, at den personlige eller økonomiske interesse for Vidne 3 er af afledt karakter, idet han ikke bebor stedet, men er ejer af de pågæl-dende ejendomme. Spørgsmålet om økonomisk indvirkning angår endvidere ikke en aktuel ændring af ejendommenes værdi, idet det er uvist, om et prisfald vil indtræffe for de pågældende ejendomme, hvornår dette i givet fald vil ske, og hvilken størrelse et prisfald for ejendommene på stedet i givet fald vil have. Efter sagens oplysninger ses der endvidere ikke at blive tale om indskrænkning i rådeog brugsretten for beboere og brugere af Vidne 3's ejendomme. På den ovenfor anførte baggrund finder landsretten, at Vidne 3 ikke kan anses at have haft en sådan særlig personlig eller økonomisk interesse i udfal-det af behandlingen om tilladelse til grundvandssænkning, at han ikke som valgt lokalpolitiker kunne deltage i at træffe afgørelse på mødet den
10. oktober
11. Han repræsenterer hverken lejere eller brugere, der har en sådan interes-se, ligesom der efter bevisførelsen heller ikke i øvrigt foreligger omstændighe-der, der er egnede til at vække tvivl om hans upartiskhed i relation til den afgø-relse, han som valgt lokalpolitiker deltog i at træffe på mødet. Der er således ikke grundlag for at anse kommunens afslag for ugyldigt på grund af inhabilitet hos Vidne
12. / 23 Råstoflovens samordningspligt og spørgsmål om retskrav på tilladelse til grundvands-sænkning Nymølle Stenindustrier har gjort gældende, at kommunen har pligt til at give tilladelse til grundvandssænkning efter vandforsyningslovens § 26, stk. 1, som følge af bestemmelsen i råstoflovens § 5 a, stk. 4, hvorefter kommunerne er bundet af råstofplanen i deres planlægning og administration. Det fremgår af teksten i kommunens afslag af
13. november 2019, at det er givet i medfør af vandforsyningslovens § 26 og §
14. Ifølge ordlyden af bestemmelsen i vandforsyningslovens § 26 har kommunalbestyrelsen en selvstændig kompe-tence til at afgøre, om der skal gives tilladelse til arbejder, der sænker grundvandsstanden – herunder en kompetence, der omfatter et konkret skøn baseret på kriterierne i lovens §§ 1-
15. Bemærkningerne i lovforslaget til vandforsyningsloven indeholder ikke begrænsninger i den selvstændige kompetence, der herved er tillagt kommunen, jf. lovforslag nr. L 143 af
16. januar
17. Råstoflovens § 5 a, stk. 4, fastsætter, at kommunalbestyrelserne er bundet af råstofloven i deres planlægning og administration. Forarbejderne til denne bestemmelse indeholder ikke bemærkninger om, at dette skulle indebære, at lovbestemte kompetencer hos kommunerne angående tilladelse til f.eks. grundvandssænkning derved skulle være ophævet eller begrænset. Af forarbejderne, jf. lovforslag nr. L 88 af
18. februar 2005, fremgår således alene, at bestemmelsen i stk. 4 indebærer, at indvinding af råstoffer skal finde sted inden for de områ-der, som er udlagt som graveområder i råstofplanen, og at råstofplanens over-ordnede retningslinjer kan give mulighed for indvinding uden for de udlagte graveområder i særlige tilfælde. Forarbejderne til bestemmelsen drejer sig såle-des i det væsentlige om, hvilke områder der kan eller skal graves i. Der forelig-ger omvendt ikke bemærkninger om, at kommunale kompetencer på forskellige saglige områder inden for anden lovgivning skulle ophæves eller begrænses på grund af råstoflovens regel i § 5 a, stk.
19. Efter ordlyden i bestemmelsen i vandforsyningslovens § 26, stk. 1, jf. §§ 1-2, sammenholdt med ordlyden af råstoflovens § 5 a, stk. 4, og disse bestemmelsers forarbejder, set i sammenhæng med de to loves respektive sagområder og funktion, finder landsretten ikke grundlag for at anse kommunalbestyrelsens selvstændige kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt Nymølle Stenindustri-er kan få tilladelse til sænkning af grundvandsstanden, for at være ophævet eller begrænset. Den trufne afgørelse af
20. november 2019 kan derfor ikke med denne begrundelse anses som ugyldig. / 24 Saglige hensyn, herunder beskyttelseshensyn til Natura 2000-området Mose De hensyn, der ved afgørelser efter vandforsyningslovens § 26 skal lægges vægt på, fremgår af ordlyden af lovens §§ 1-
21. Endvidere er det i de specielle bemærkninger til bestemmelsen i § 2 i lovforslaget bl.a. nævnt, at der ved administration af vandforsyningsloven skal lægges vægt på vandforekomsternes om-fang og på befolkningens og erhvervslivets behov for en tilstrækkelig og kvalitetsmæssig vandforsyning. Samme sted er endvidere nævnt rekreative og økologiske hensyn og hensynet til beskyttelse af vådområder. Bemærkningerne indeholder desuden eksempler på, at der ved administration efter vandforsyningsloven må ske en afvejning af interesser i vandindvinding og grundvandssænkning over for interesser, der angår beskyttelse af vådområder, jf. lovforslag nr. L 143 af
22. januar
23. Af Faxe Kommunes afgørelse fremgår, hvilke bestemmelser i vandforsyningsloven afslaget er truffet i henhold til, og de hovedhensyn, der skal lægges vægt på ifølge vandforsyningslovens §§ 1 og 2, er ligeledes nævnt i afgørelsen. Som begrundelse har kommunen anført, at kommunen ønsker at bevare den nuværende tilstand for hydrologi og kvalitet af grundvand, og at kommunen derfor ikke vil tillade aktiviteter, der indebærer en risiko for hydrologien og kvaliteten af grundvandet. I beslutningsprotokollen fra udvalgsmødet den
24. oktober 2019 er henvist til disse faktorer samt til, at man ønsker at give afslag på ansøgningen med henvisning til det nærliggende Natura 2000-område og de store vandindvindingsområder. Efter bevisførelsen finder landsretten ikke grundlag for at fastslå, at Faxe Kommune under udøvelsen af sin kompetence i forbindelse med afslaget af
25. november 2019 har udøvet et skøn, der hvilede på usaglige hensyn, eller i øvrigt på hensyn, der ikke er i overensstemmelse med kravene i vandforsyningsloven og dens forarbejder. Landsretten har herunder ikke fundet grundlag for at til-sidesætte kommunens skøn over, hvorledes afvejningen af de forskellige kon-krete omstændigheder oplyst under ansøgningssagen sammenholdt med hen-synene nævnt i vandforsyningslovgivningen burde falde ud. Begrundelse Som anført fremgår det af Faxe Kommunes afgørelse, hvilke bestemmelser i vandforsyningsloven afslaget er truffet i henhold til, og de hovedhensyn, der skal lægges vægt på ifølge lovens §§ 1 og 2, er ligeledes nævnt i afgørelsen. Som nævnt ovenfor er det anført i afgørelsen, at kommunen ønsker at bevare den nuværende tilstand for hydrologi og kvalitet af grundvand, og at kommu-nen derfor ikke vil tillade aktiviteter, der indebærer en risiko for hydrologien og kvaliteten af grundvandet. I beslutningsprotokollen fra udvalgsmødet den
26. oktober 2019 er henvist til disse faktorer samt til, at man ønsker at give afslag på / 25 ansøgningen med henvisning til det nærliggende Natura 2000-område og de store vandindvindingsområder. Nymølle Stenindustrier havde forud for modtagelsen af den skriftlige afgørelse kendskab til Teknik- og Miljøudvalgets beslutningsprotokol, idet teksten herfra indgik i brevet af
27. november 2019 fra Nymølle Stenindustriers advokat til Faxe Kommune, borgmesteren, kommunaldirektøren og formanden for Teknik-og Miljøudvalget. På denne baggrund finder landsretten, at der ikke er grundlag for at anse kommunens afslag for utilstrækkeligt begrundet. Samlet konklusion vedrørende påstanden om ugyldighed På den anførte baggrund finder landsretten således ikke grundlag for at anse kommunens afslag af
28. november 2019 for ugyldigt. Herefter tager landsretten Faxe Kommunes påstand om frifindelse for Nymølle Stenindustriers påstand 1.1 til følge. Nymølle Stenindustriers påstand om erstatningsansvar for kommunen Påstand 1.2 drejer sig om, at Faxe Kommune skal anerkende, at kommunen ved afslagsafgørelsen nævnt i påstand 1.1 ”har pådraget sig erstatningsansvar over for Nymølle Stenindustrier for det tab afslagsafgørelsen måtte påføre Nymølle Stenindustrier” . Denne påstand, der angår en afgørelse, som landsretten efter det ovenfor anfør-te ikke har fundet ugyldig, drejer sig om et endnu ikke indtruffet tab af en uvis størrelse. Der må derfor gives kommunen medhold i, at denne påstand savner aktualitet og er behæftet med en sådan uklarhed og ubestemthed, at den ikke kan indgå i en domskonklusion. I overensstemmelse med Faxe Kommunes principale påstand afviser landsret-ten derfor Nymølle Stenindustriers påstand 1.
29. Sagens omkostninger Efter sagens udfald, værdi, omfang og forløb i to instanser skal indstævnte Nymølle Stenindustrier A/S i sagsomkostninger for begge retter betale 250.000 kr. til appellanten, Faxe Kommune, og 50.000 kr. til biintervenienten, Kommuner-nes Landsforening. Omkostningsbeløbet til Faxe Kommune omfatter 4.000 kr. til dækning af betalt retsafgift samt dækning af udgifter til advokatbistand. Omkostningsbeløbet til Kommunernes Landsforening angår dækning af udgifter til advokatbistand. / 26 THI KENDES FOR RET: Appellanten, Faxe Kommune, frifindes for indstævnte, Nymølle Stenindustrier A/S’, påstand 1.1 om, at kommunen skal anerkende, at kommunens afgørelse af
30. november 2019 (sagsnr. 09.08.00-P19-29188-19) er ugyldig. Nymølle Stenindustrier A/S’ påstand 1.2 om, at Faxe Kommune skal anerkende, at kommunen ved sin afgørelse af
31. november 2019 har pådraget sig erstatningsansvar over for Nymølle Stenindustrier A/S for det tab, afgørelsen måtte påføre Nymølle Stenindustrier A/S, afvises. Inden 14 dage skal Nymølle Stenindustrier A/S i sagsomkostninger for begge retter betale 250.000 kr. til Faxe Kommune og i sagsomkostninger for landsret-ten betale 50.000 kr. til biintervenienten, Kommunernes Landsforening. Beløbene forrentes efter rentelovens § 8 a. / /