ECLI:DK:VLR:2022:BS0000000286 Byrettens dom blev stadfæstet

V ES TRE LA N DSRET DOM afsagt den

1. april 2019 Sag BS-23651/2018-VLR (
2. afdeling) Part A (advokat Theresa Dam Andersen) mod Sydøstjyllands Politi - Ledelsessekretariatet (advokat Elisabeth Andersen-Møller) Retten i Horsens har den
3. juni 2018 afsagt dom i
4. instans (sag BS-150715/2015). Landsdommerne Erik P. Bentzen, Eva Staal og Bjarke Stig Andersen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse. Påstande Part A Appellanten, , har gentaget sin påstand for byretten om Part A frifindelse. Subsidiært har nedlagt påstand om, at han skal betale et mindre beløb end krævet af Sydøstjyllands Politi – Ledelsessekretariatet. Indstævnte, Sydøstjyllands Politi - Ledelsessekretariatet, i det følgende Politiet, Part A har påstået, at skal betale 179.850 kr. Subsidiært har PoliPart A tiet nedlagt påstand om, at skal betale 138.975 kr., mere subsidiært et mindre beløb end 138.975 kr., men højere end 98.100 kr., og mest subsidiært stadfæstelse, idet alle beløb kræves forrentet fra den
5. maj
6. 2 Supplerende sagsfremstilling Psykoterapeut Der er under ankesagen fremlagt uddrag af journal fra Person 1 (P1) , der angiver at have haft samtaler med i 2½ måned i 2009-
7. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har i erklæring af
8. juni 2018 på ny vurderet det varige mén til 55 %, og det fremgår af erklæringen, at det er den lægelige vurdering, at overfaldene i henholdsvis 2010, 2011 og 2012 ikke har medført en P1's nævneværdig forværring af psykiske tilstand, og at der derfor ikke er grundlag for et fradrag i méngraden. Sydøstjyllands Politi har den
9. september 2017 oplyst, at ikke har anmeldt nogen af de andre overfald til politiet. Forklaringer Part A P1 har afgivet supplerende forklaring. Stilling har forklaret, at han stadig er ansat som Stilling i 3-stjernet, og han har været i snart 4 år. Episoden med P1 skete, som han forklarede i byretten. P1 slog helt umotiveret P2 på struben, og så slog han ud med hånden, hvori han havde et ølglas. Han ville bare have P1 væk og havde ikke til hensigt at udøve vold mod P1 . Person 2 (P2) Part A Anbringender Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten. har i landsretten gjort gældende, at et eventuelt regresP1 krav fra Politiet er forældet. Såfremt havde psykiske geP1 ner inden for 6 måneder efter overfaldet, burde have indset, at der kunne være et krav på godtgørelse for psykisk mén og på et tidligt tidspunkt rejst krav herom over for Erstatningsnævnet. Erstatningsnævnet skulle derfor have afvist kravet på godtgørelse for psykisk mén, jf. offererstatP1 ningslovens § 13, stk. 3, idet først rejste krav om godtgørelse for psykiske gener efter januar
10. Fristen i offererstatningslovens § 13 på 2 år er under alle omstændigheder overskredet, uanset om fristen regnes fra den
11. februar 2009 eller 6 måneder efter denne dato. Part A Part A Vedrørende spørgsmålet om årsagsforbindelse har for så vidt angår psykiske skader inden for en periode på 6 måneder fra den
12. februPsykoterapeuten ar 2009 anført, at der ikke er noget i journalen fra , P1 der dokumenterer, at har haft psykiske skader inden for en periode på 6 måneder fra hændelsen den
13. februar 2009 og dermed 3 symptomer, som kan begrunde den stillede PTSD-diagnose. Psykoterapeuten kan P1 ikke have haft samtaler med i ca. 2½ måned i 2009-2010, P1 idet psykoterapeuten bl.a. skriver, at føler, at han svigter sit barn, fordi han har svært ved at spille fodbold og tumle med barnet, og at han har været ude for, at øjet er faldet på gulvet, men han fik først øjet bortopeP1 reret i december
14. gav endvidere over for psykoterapeuten udtryk for bekymring over, om han kunne færdiggøre sin uddannelse. Samtalerne må have fundet sted i 2012 og ikke som oplyst af psykoterapeuten i 2009-
15. Egen læge skrev heller ikke i erklæringen af
16. marts 2010, der blev P1 sendt til Erstatningsnævnet, noget om psykiske gener. har efter appellantens opfattelse givet forkerte oplysninger til psykoterapeuten Læge 1 og , der har baseret sin erklæring på disse oplysninger. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde ikke i 2014 grundlag for at fastsætte det psykiske mén efter episoden i februar 2009 til 20 %, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har blot stædigt fastholdt vurderingen i juni 2018 efter at være gjort bekendt med alle overfald. gør ikke for landsretten gældende, at der i givet fald skal ske en nedsættelse efter erstatningsansvarslovens § 24, idet der i stedet henvises P1 til offererstatningslovens § 6 a. Det gøres fortsat gældende, at har udvist egen skyld ved at fremprovokere voldsepisoden. Part A Politiet har heroverfor anført, at kravet ikke er forældet, jf. Højesterets dom gengivet i U.2015.
17. Erstatningsnævnet traf afgørelse den
18. oktober 2014, og stævning blev udtaget den
19. juli 2015 og således inden udløbet af forældelsesP1's fristen. advokat anmodede ved brev af
20. februar 2012 Erstatningsnævnet om at genoptage sagen, og der blev taget forbehold for seneP1 re at fremsætte krav om méngodtgørelse for psykiske gener, fordi var blevet henvist til psykolog. Den
21. februar 2012 tilkendte Erstatningsnævnet yderligere godtgørelse for mén. Den
22. januar 2013 blev Erstatningsnævnet på ny anmodet om at genoptage sagen vedrørende mén, herunder for psykiske gener. Kravet om godtgørelse for de psykiske gener er ikke fremsat for sent, men selv hvis dette skulle være tilfældet, kunne Erstatningsnævnet have dispenseret, jf. offererstatningslovens § 13, stk. 3, sidste led. P1 Det bestrides, at har udvist passivitet, og at Erstatningsnævnet ikke skulle have været berettiget til at behandle kravet. Vedrørende årsagsforbindelse har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring haft adgang til alle relevante sagsakter, herunder omfattende lægeligt materiale, og været bekendt med de øvrige overfald. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har med deltagelse af lægekonsulenter vurderet, at det var hændelsen den
23. feP1's bruar 2009, der har været årsagen til psykiske gener, og denne vurdering er der ikke et sikkert grundlag for at tilsidesætte. 4 Landsrettens begrundelse og resultat Forældelsesspørgsmålet Erstatningsnævnet traf afgørelse den
24. oktober 2014, og der blev anlagt retssag i juli 2015 inden udløbet af forældelsesfristen, jf. Højesterets dom gengivet i U.2015.
25. Der er ikke i Erstatningsnævnets afgørelse henvist til offererstatningslovens § 13, men under alle omstændigheder har nævnet haft hjemmel til at behandle ansøgningen fra 2013 om yderligere godtgørelse for varigt mén for de psykiske gener efter episoden den
26. februar 2009, idet nævnet kan behandle sene ansøgninger, jf. § 13, stk. 3, in fine. Landsretten finder derfor, at det mulige regreskrav fra Politiet ikke var forældet ved sagens anlæg. Spørgsmålet om årsagsforbindelse Som anført af byretten kræves der et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering af méngraden og for at tilsidesætte Erstatningsnævnets afgørelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har i udtalelsen af
27. juni 2018 fastholdt en méngrad på 55 %, idet det vurderes, at overfaldene i 2010, 2011 og 2012 ikke har haft nævneværdig indflydelse på méngraden. Der må være en fejl i uddraget fra psykoterapeutens journal med hensyn til P1 tidspunktet for samtalerne med , idet samtalerne ikke kan have fundet sted gennem 2½ måned i 2009-
28. Landsretten tillægger derfor ikke oplysningerne fra psykoterapeuten nogen betydning ved afgørelsen af, om det kan lægges til grund, at de psykiske lidelser opstod som følge af voldsepisoden den
29. februar
30. Det fremgår af erklæring, at han var bekendt med, at i 2011 på eget initiativ opsøgte behandling ved en psykoterapeut og dermed med, at det ikke var i 2009-2010, at Psykoterapeuten havde samtaP1 ler med . Landsretten lægger herefter vægt på erklærinLæge 1 gen fra og hans diagnose om posttraumatisk belastningsreaktion/personlighedsændring efter en katastrofeoplevelse i februar 2009 samt på skønsmandens besvarelse af de stillede spørgsmål, herunder særligt spørgsmål 6, hvori det anføres, at de psykiske gener vurderes at være en følge af de fire overfald i perioden
31. februar 2009 til
32. september 2012, og at de tre sidste overfald som minimum har været med til at forstærke og vedligeholde diagnosen. Læge 1's P1 Landsretten er på denne baggrund enig med byretten i, at det kan lægges til P1's grund, at psykiske gener er en følge af alle fire overfald, og at der dermed er grundlag for at tilsidesætte Erstatningsnævnets afgø- 5 Part A relse, således at det ikke alene er , der gøres ansvarlig for den samlede psykiske méngrad. Landsretten kan endvidere tiltræde, at méngraden, der relaterer sig til episoden den
33. februar 2009, er fastsat til 10 %. blev i 2009 dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og således som landsrettens præmisser i ankedommen af
34. august 2009 er formuleret vedrørende afgørelsen om skyldspørgsmålet og strafudmålingen, finder landsretten, at der ikke er grundlag for i medfør af § 6 a i offererstatningsloven at lempe erstatningsansvaret. Part A Landsretten stadfæster derfor dommen. Efter sagens udfald skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part, jf. retsplejelovens § 313, stk.
35. THI KENDES FOR RET: Byrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.