(1986), pkt. 105, anføres imidlertid, at der også bør foretages partshøring i tilfælde, hvor der ikke består en retlig pligt til det. Dette gælder, ”hvor parten skønnes at kunne have nogen interesse i at få lejlighed til at se og eventuelt kommentere afgørelsesgrundlaget, medmindre hensynet til offentlige eller andre private interesser taler imod det”. Skadevolder anses ikke for part i Erstatningsnævnets sag og får efter det oplyste som altovervejende hovedregel heller ikke i praksis på andet grundlag lejlighed til at udtale sig over for nævnet. Det må på den baggrund antages, at skadevolder normalt ikke er bekendt med, at der har verseret en sag for Erstatningsnævnet. Politimesteren (politidirektøren) bør derfor i almindelighed give skadevolderen lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, inden politime- 7 steren (politidirektøren) beslutter, om der skal rejses regreskrav mod skadevolderen.” Anbringender har anført navnlig, at sagen angår prøvelse af Sydøstjyllands Politis afgørelse af
- april 2015, hvor der i medfør af offererstatningslovens § 17 blev rejst regreskrav over for ham. Baggrunden for regreskravet er ErP1 statningsnævnets afgørelse af
- oktober 2014 om at tilkende yderligere godtgørelse for varigt mén på 22 %. Politiets afgørelse om regres er som udgangspunkt uadskillelig fra den underliggende nævnsafgørelse om erstatningsudbetaling, jf. forudsætningsvis UfR 2015.944 H. Der skal ske en tilbundsgående prøvelse af politiets afgørelse om at rejse regreskrav, og dette nødvendiggør en stillingtagen til, om grundlaget for kravet – i form af nævnets afgørelse – er gyldigt og korrekt. Denne prøvelse må omfatte en stillingtagen til, om Erstatningsnævnet er gået ud over rammerne i offererstatningslovens § 13, P1's stk. 3, ved at have imødekommet anmodning om yderligere méngodtgørelse. Retspraksis viser også, at domstolene foretager en tilbundsgående prøvelse af politiets regreskrav, jf. FED 2004.2594 Ø, UfR 2006.356 V og UfR 2012.2170 V. Part A Skadelidtes ansøgning om méngodtgørelse for psykiske gener blev fremsat for sent over for Erstatningsnævnet, og nævnet burde derfor have afvist kravet med henvisning til offererstatningslovens § 13, stk.
- Efter diagnosekriterierne for PTSD gælder der et krav om, at symptomer skal optræde inden for seks måneder efter den traumatiske oplevelse, jf. WHO’s diagnoseklassifikation ICD-10 Skønsmands og speciallæge besvarelse af spørgsmål 4 i skønserklæringen af
- januar
- Hvis skadelidte havde udviklet PTSD efter episoden den
- februar 2009, skulle han dermed have oplevet symptomer på PTSD senest den
- august 2009, og han burde senest samme dato have indset eksistensen af et krav på varigt mén for psykiske gener, jf. § 13, stk.
- Den 2-årige ansøgningsfrist efter § 13, stk. 3, udløb således den
- august
- Kravet om méngodtgørelse for psykiske gener blev imidlertid først fremsat den
- januar
- Erstatningsnævnet havde dermed kun hjemmel til at behandle ansøgningen, hvis der forelå særlige grunde, jf. § 13, stk.
- Det må kræve en udtrykkelig stillingtagen fra Erstatningsnævnet for at anvende denne dispensationsmulighed. Ansøgningsfristen efter § 13 er ikke nævnt i nævnets afgørelse af
- oktober 2014, og der er således ikke med den lovkrævede udtrykkelighed taget stilling til spørgsmål om at se bort fra overskridelsen af fristen. Nævnet har ganske enkelt overset problemet. Der kan ikke rettes op på fejl i nævnets afgørelse ved, at politiet indbringer et regreskrav for domstolene. Domstolene kan ikke rette op på forhold, som vedrører udøvelsen af forvaltningsretligt skøn. 8 Skadelidtes krav på 2 % méngodtgørelse for yderligere fysiske gener fra venstre øje burde ligeledes have været afvist af Erstatningsnævnet, da der ikke ved fremsættelsen af kravet den
- januar 2013 var fremkommet væsentlige nye oplysninger siden nævnets seneste afgørelse herom den
- februar
- Betingelserne for genoptagelse efter erstatningsansvarslovens § 11 var således ikke opfyldt. Erstatningsnævnets afgørelse af
- oktober 2014 lider dermed af en væsentlig materiel mangel, og politiet har således ikke noget gyldigt grundlag for regreskravet. Politiet har ikke bevist, at der er årsagssammenhæng mellem episoden den
- februar 2009 og skadelidtes udvikling af PTSD. Der skal derfor under alle omstændigheder ske frifindelse for den del af politiets krav, som vedrører méngodtgørelse for psykiske gener. Der er ingen oplysninger om, at skadelidte havde psykiske symptomer i tiden efter episoden den
- februar
- Den tidligste angivelse af psykiske symptomer er i skadelidtes egen læges journal den
- januar
- Skadelidte havde talrige henvendelser til egen læge i den mellemliggende periode uden angivelse af psykiske symptomer. Der blev endvidere udarbejdet en lægeerklæring til Erstatningsnævnet med det specifikke formål at angive symptomer efter episoden den
- februar 2009 uden angivelse af nogen psykiske symptomer. Da skadelidte første gang begyndte at udvikle psykiske symptomer i januar 2012, havde han været udsat for yderligere to overfald, der førte til hospitalsbeLæge 1 søg. Da han fik stillet diagnosen PTSD af speciallæge i erklæringen af
- februar 2014, havde han været udsat for endnu et overfald. Der gik således næsten tre år fra episoden den
- februar 2009 til de første psykiske symptomer viste sig, og der var tre relevante konkurrerende skadesårsager, da Læge 1 speciallæge udarbejdede sin erklæring. Disse overfald omtaLæge 1's les ikke i erklæring, og hans konklusion må derfor tilsidesættes. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (tidligere Arbejdsskadestyrelsens) vejledende udtalelse af
- juni 2014 om, at skadelidte har et psykisk mén på 20 % forårsaget af voldsepisoden den
- februar 2009, baserer sig alene på konklusiLæge 1's onen i erklæring. Da hans konklusion hviler på et mangelfuldt grundlag, foreligger der et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering, sådan som det er sket i byret og landsret. Heller ikke skønserklæringen fra speciallæge Skønsmanden kan lægges til grund, idet den bygger på en antagelse om, at 9 ved sin undersøgelse har konstateret symptomdebut inden for de første seks måneder. Læge 1 har for Højesteret ikke gjort gældende, at der skal ske nedsættelse af erstatningen efter offererstatningslovens § 6 a, eller at skadelidte har udvist egen skyld. Part A Sydøstjyllands Politi har anført navnlig, at staten efter offererstatningslovens § 17 er berettiget til at søge regres på baggrund af skadelidtes krav mod skadevolderen og dermed på baggrund af almindelige formueretlige principper. Regresadgangen forudsætter alene, at der er ydet erstatning, og at skadelidte i øvrigt ville have et tilsvarende krav mod skadevolderen, dog med den modifikation, at statens regreskrav har en særlig retsstilling, når det kommer til forælPart A delse, jf. UfR 2015.944 H. kan således ikke påberåbe sig de særlige betingelser, som loven opstiller for at opnå adgang til erstatning i medfør af offererstatningsordningen. Grundlaget for politiets regreskrav er Erstatningsnævnets afgørelse af
- oktober 2014, men politiet har ikke til opgave at efterprøve nævnets afgørelse. Politiet skal alene påse, at der er et tilstrækkeligt grundlag for at gøre regres mod gerningsmanden, og skal ikke forholde sig til, om der i forbindelse med sagens behandling ved nævnet har været grundlag for at dispensere fra de regler, der f.eks. gælder i forhold til anmeldelse af et krav efter offererstatningsloven. Spørgsmålet om rettidig anmeldelse efter offererstatningslovens § 13 rækker derfor ud over det, der kan prøves i denne sag. Prøvelsen omfatter alene de indPart A sigelser, som kunne rette mod skadelidte, hvis skadelidte Part A havde rettet sit krav direkte mod , og sådanne indsigelser ville aldrig omfatte de formelle regler i offererstatningsloven, herunder lovens § 13, som kun finder anvendelse i sagen ved Erstatningsnævnet, hvor Part A ikke er part. Hertil kommer, at Erstatningsnævnet konkret ikke har mulighed for at varetage sine interesser, da nævnet ikke er part i retssagen. Der er derfor ikke grundlag for at påse gyldigheden af nævnets afgørelse, jf. UfR 2006.1717 H. Hvis Højesteret finder, at gyldigheden af Erstatningsnævnets afgørelse kan påses under denne sag, bestrides det, at det fremsatte regreskrav hviler på en Part A ugyldig afgørelse. har ikke dokumenteret, at Erstatningsnævnets afgørelse af
- oktober 2014 skulle være behæftet med klare fejl eller mangler, der kan føre til afgørelsens ugyldighed. Afgørelsen kan ikke anses som ugyldig af den grund, at det ikke i afgørelsen udtrykkeligt er anført, om der er dispenseret i henhold til offererstatningslovens § 13, stk.
- Det er efter bestemmelsen ikke et krav, at en sådan dispensation udtrykkeligt skal fremgå af afgørelsen. Der er i et sådant tilfælde tale om en begunstigende afgørelse for 10 skadelidte – der i modsætning til skadevolder er part i sagen ved Erstatningsnævnet – i hvilken forbindelse der ikke stilles krav om begrundelse, jf. forvaltningslovens §
- Erstatningsnævnet har haft hjemmel til at dispensere, hvilket også er det, landsretten konstaterer i sin dom. Det må endvidere antages, at Erstatningsnævnet end ikke havde behov for at dispensere. Skadelidte anmodede ved brev af
- januar 2013 Erstatningsnævnet om at genoptage sagen vedrørende mén, dels for fysiske gener, da skadelidte oplevede store genepåvirkninger i form af hovedpine og kuldepåvirkninger, efter han havde fået fjernet sit øje, dels for psykiske gener, som havde været forsøgt behandlet ved psykolog. Der var på dette tidspunkt ikke gået to år fra det tidligste tidspunkt, hvor skadelidte indså eller burde have indset, at han havde endnu et krav i anledning af overfaldet, hvilket tidligst kan have været, da skadelidte fik fjernet sit øje den
- december 2011 og blev henvist til psykolog den
- januar
- Der er ikke grundlag for at antage, at skadelidte allerede inden for de første seks måneder efter overfaldet havde kendskab til sit krav. Det er korrekt, at symptomer på en PTSD-diagnose kan være til stede kort tid efter en given hændelse, men det er først efter længere tid, at man kan vurdere, om der vil være tale om varige gener, da behandling i mange tilfælde vil få symptomerne til at forsvinde eller optræde i mindre grad. Part A's Der er årsagssammenhæng mellem strafbare handling og skadelidtes varige mén, jf. herved Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (tidligere Arbejdsskadestyrelsens) vejledende udtalelser af
- juni 2014 og
- juni
- Der skal foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Part A Erhvervssikrings vejledende udtalelser om méngrad, og har ikke tilvejebragt et sådant grundlag. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har været bekendt med de øvrige overfald og har udtrykkeligt inddraget disse i sin vurdering. De foreliggende speciallægeerklæringer er foranlediget indhentet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og speciallægerne må derfor også have været i besiddelse af opdragsskrivelserne og akterne, herunder oplysningerne om de senere overfald. Der er således ikke grundlag for at antage, at der skulle være afgivet urigtige oplysninger eller tilbageholdt oplysninger for speciallæge Læge 1 . Hvis Højesteret kommer til, at der ikke kan gives politiet medhold i den princiPart A pale påstand, bør forpligtes til at betale 138.975 kr. svarende til 3/4 af ménet på 20 % vedrørende psykiske gener med tillæg af 2 % mén for de fysiske gener, og han bør i hvert fald skulle betale et større beløb end de 98.100 kr., som landsretten har tilkendt. Det skyldes, at overfaldet den
- februar 2009 har været den udløsende faktor for skadelidtes psykiske gener og dermed må anses for at være den overvejende årsag til skadelidtes samlede symptombillede. 11 Højesterets begrundelse og resultat Baggrund og problemstillinger Part A blev ved landsrettens dom af
- august 2009 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245 ved den
- februar 2009 at have tildelt P1 et slag i hovedet med et ølglas, der knustes ved slaget, P1 hvorved mistede synet på venstre øje og fik flere flænger i ansigtet. I december 2011 blev øjet bortopereret. P1 Erstatningsnævnet har ved en række afgørelser tilkendt godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 55 %, heraf 35 % for fysiPart A ske gener og 20 % for psykiske gener. har anerkendt, at politiet har regresadgang for udbetalt godtgørelse svarende til en méngrad på 33 % for fysiske gener, og sagen handler således om differencen på 22 % for psykiske gener (20 %) og for fysiske gener (2 %), som blev tilkendt ved Erstatningsnævnets afgørelse af
- oktober
- Sydøstjyllands Politi besluttede den
- april 2015 at følge en indstilling fra ErPart A statningsnævnet om at gøre regres gældende over for for differencebeløbet, som udgør 179.850 kr. har anført, at Sydøstjyllands Politi er afskåret fra at gøre P1's regres gældende, fordi anmodning om yderligere méngodtgørelse blev fremsat for sent over for Erstatningsnævnet, jf. offererstatningslovens § 13, stk.
- Nævnet har i sin afgørelse ikke forholdt sig til dispensaPart A tion fra fristen og burde ikke have behandlet anmodningen. har endvidere anført, at politiet er afskåret fra at gøre regres for de 2 % vedrørende fysiske gener, fordi betingelserne efter erstatningsansvarslovens § 11 for at genoptage denne del af sagen ikke var opfyldt. Endelig har han anført, at der ikke er årsagssammenhæng mellem voldsudøvelsen i februar 2009 og den del af Sydøstjyllands Politis regreskrav, som omfatter psykiske gener. Part A Indsigelserne vedrørende Erstatningsnævnets afgørelse Efter offererstatningslovens § 11 træffer Erstatningsnævnet afgørelse om erstatning til skadelidte efter offererstatningsordningen. Efter den dagældende § 13, stk. 3, kan nævnet ikke behandle en ansøgning, hvis nævnet tidligere har behandlet erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, og det nye krav fremsættes mere end 2 år efter, at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav, medmindre der foreligger særlige grunde. 12 Part A Spørgsmålet er, om under regressagen kan gøre indsigelse gældende vedrørende Erstatningsnævnets behandling af skadelidtes krav. I det omfang der ydes erstatning efter offererstatningsordningen, indtræder staten i skadelidtes krav mod skadevolderen, jf. offererstatningslovens §
- Højesteret finder, at det følger af bestemmelsen, at skadevolder i en regressag har samme indsigelser over for staten, som skadevolder ville have i en erstatningssag direkte mellem skadelidte og skadevolder. Skadevolder kan dermed gøre gældende, at dansk rets almindelige regler om en skadevolders erstatningsansvar ikke er opfyldt, herunder at der ikke foreligger årsagssammenhæng mellem lovovertrædelsen og skadelidtes skade. Højesteret finder endvidere, at der under en sådan efterfølgende regressag mod skadevolder ikke kan ske en prøvelse af, om Erstatningsnævnets afgørelse er ugyldig f.eks. på grund af manglende overholdelse af fristregler. Det bemærkes herved, at det som anført er skadelidtes krav mod skadevolderen, som staten indtræder i, og at regreskravets berettigelse derfor beror på en prøvelse af skadelidte krav og ikke af gyldigheden af Erstatningsnævnets afgørelse. indsigelser vedrørende offererstatningslovens § 13 og vedrørende erstatningsansvarslovens § 11 kan herefter ikke føre til, at staten er afskåret fra at gøre regres gældende mod ham. Part A's Årsagssammenhæng Højesteret tiltræder, at det i den foreliggende sag er tilstrækkeligt til at statuere årsagssammenhæng, at det bedømmes som mere sandsynligt, at skaden ikke ville være indtrådt uden volden, end at skaden ville være indtrådt også uden volden, jf. herved Højesterets dom af
- april 2002 (UfR 2002.1496). Den daværende Arbejdsskadestyrelse (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) har i en vejledende udtalelse af
- juni 2014 vurderet, at der er årsagssammenhæng mellem voldsepisoden i februar 2009 og de psykiske gener, som P1 er tilkendt méngodtgørelse for. Denne vurdering bygger bl.a. Læge 1 på en erklæring fra speciallæge i psykiatri og en erklæring Læge 2 fra speciallæge i neurokirurgi . Sidstnævnte erklæring angår P1's alene fysiske gener og henviser i øvrigt til Læge 1's Læge 1's erklæring for så vidt angår de psykiske gener. I P1's erklæring konkluderes det, at psykiske gener i form af PTSD alene er betinget af følger efter voldsepisoden i februar
- Erklæringen P1 omtaler imidlertid ikke, at havde været udsat for tre efterfølgende overfald i 2010, 2011 og 2012, og Højesteret finder, at det ikke kan Læge 1 lægges til grund, at har været bekendt med disse overfald, jf. herved også Erstatningsnævnets brev af
- juli 2017 til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. 13 På denne baggrund og når henses til skønserklæringen fra speciallæge i psykiSkønsmanden atri , herunder navnlig besvarelsen af spørgsmål nr. 5, 6, 9 og 10, finder Højesteret ligesom landsretten, at det må lægges til grund, at P1's psykiske gener er en følge af alle fire overfald, og at der dermed er grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurdering af
- juni
- Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelse af
- juni 2018, hvor det fastholdes, at det samlede mén på 20 % for psykiske gener er en følge af voldsepisoden i februar 2009, kan ikke føre til en anden vurdering. Højesteret tiltræder efter en samlet vurdering, at den méngrad for psykiske gener, der relaterer sig til voldsepisoden i 2009, er fastsat til 10 %. Konklusion og sagsomkostninger Højesteret stadfæster landsrettens dom. Efter sagens udfald finder Højesteret, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen. THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.