← Danmark

ECLI:DK:HJR:2024:BS0000000006 Højesteret fandt, at svensk udeblivelsesdom ikke kunne fuldbyrdes her i landet, idet stævning ikke var blevet forkyndt i

UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den

  1. december 2023 Sag 37/2023 Kærende (advokat Anne Broksø) mod Ekeby Sparbank (advokat Kristian Haagen Larsen) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Fogedretten i Hillerød den
  2. september 2022 (FS 3226/2022) og af Østre Landsrets
  3. afdeling den
  4. november 2022 (B-622-22). I påkendelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Jan Schans Christensen, Kristian Korfits Nielsen, Jørgen Steen Sørensen og Mohammad Ahsan. Påstande Kærende har nedlagt påstand om, at fogedsagen nægtes fremme, subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling i fogedretten. Indkærede, Ekeby Sparbank, har nedlagt påstand om stadfæstelse. Sagsfremstilling Kærende indgik den
  5. maj 2007 en låneaftale med Ekeby Sparbank. Da han misligholdt låneaftalen, opsagde Ekeby Sparbank aftalen, og det fulde lånebeløb forfaldt her-efter til betaling den
  6. august
  7. Den
  8. januar 2014 indgav Ekeby Sparbank en såkald t ”Ansöken om stämning” (herefter stævningen) til Helsingborg Tingsrätt. Stævningen blev ifølge Helsingborg Tingsrätts interne - 2 sagslog forkyndt for Kærende den
  9. februar 2014 i (POIT) Post- och Inrikes Tidningar og Helsingborgs Dagblad. Ved udeblivelsesdom (tredskodom) af
  10. april 2014 dømte Helsingborg Tingsrätt Kærende til i overensstemmelse med det påstævnte at betale 129.000 svenske kroner med tillæg af renter og omkostninger til Ekeby Sparbank. Den
  11. juni 2022 udstedte Helsingborg Tingsrätt en attest i henhold til artikel 53 i Bruxelles Iforordningen fra
  12. Af attesten fremgår bl.a., at Ekeby Sparbanks stævning den
  13. fe-bruar 2014 blev forkyndt for Kærende, og at udeblivelsesdommen den
  14. maj 2014 blev eksigibel i Sverige. Den
  15. august 2022 indgav Ekeby Sparbank anmodning til Fogedretten i Hillerød om tvangsfuldbyrdelse af Helsingborg Tingsrätts udeblivelsesdom af
  16. april
  17. Ved kendelse af
  18. september 2022 bestemte fogedretten, at Helsingborg Tingsrätts udeblivelsesdom kunne fuldbyrdes i Danmark. Fogedretten henviste til, at udeblivelsesdommen var erklæret eksigibel af Helsingborg Tingsrätt, og at betingelserne i lov om Bruxelles I-forordningen mv., for at dommen kunne fuldbyrdes i Danmark, herefter var opfyldt. Ved kendelse af
  19. november 2022 stadfæstede Østre Landsret fogedrettens kendelse. Af landsrettens kendelse fremgår bl.a.: ”Fog edretten har ved kendelsen af
  20. september 2022 udelukkende taget stilling til eksigibiliteten af Helsingborgs Tingsrätts dom af
  21. april
  22. Den af Helsingborgs Tingsrätt udstedte attest i henhold til artikel 53 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) No 1215/2012 (tidligere artikel 54 i forordning 44/2001) om eksigibilitet i domslandet indeholder oplysning om dato for forkyndelse af det indledende processkrift i sagen for Kærende den
  23. februar 2014 og dato for afsigelsen af udeblivelsesdommen den
  24. april
  25. Landsretten tiltræder under disse omstændigheder, at udeblivelsesdommen af
  26. april 2014 er eksigibel i Danmark. Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse. Thi bestemmes: - 3 Fogedrettens kendelse stadfæstes således, at Helsingborgs Tingsrätts dom af
  27. april 2014 skal kunne fuldbyrdes i Danmark.” For Højesteret er fremlagt en udskrift af
  28. september 2022 af Helsingborg Tingsrätts interne sagslog vedrørende sagen, hvoraf fremgår bl.a.: ”Händelser Nr Datum 2014-01-14 Aktbilaga Händelsetext 1 … 4 1 2014-01-30 9 5 6 2014-02-18 2014-02-18 10 7 2014-02-21 11 2014-04-01 14 … 11 … 13 2014-04-07 14 2014-05-16 Samband Ansökan om stämning Stämning, Kærende. Kopia av aktbilaga 1-2 översänt. Information om förenklad delgiv-ning översänt. Hindersbevis i mål nr T 223-14 BESLUT: Kærende ska delges stämning jämte bilagor (tingsrättens aktbil. 1-5 och 9) genom kungörelsedelgivning eftersom han saknar känt hemvist och det inte kan klarläggas var han uppehåller sig. Annonsen ska införas i POiT samt ortstidning. /LIRO Kungörelse införd i POIT och Helsingborgs Dagblad./EO TREDSKODOM - Ekeby Sparbank, Kærende Ab 14 (tredskodom) sänt till Kærende på Vej i By kom åter avsändaren. Ingen ny adress görs gällande./GD Exp. domslut med laga kraft till kfm/EO" For Højesteret er endvidere fremlagt udskrift af
  29. november 2022 af CPR-registeret vedrørende Kærende, hvoraf fremgår, at han i perioden fra
  30. april 2004 til
  31. januar 2011 var udrejst til Sverige, og at han den
  32. januar 2011 er indrejst til Danmark, hvor han siden har haft folkeregisteradresse. - 4 Endelig er der for Højesteret fremlagt en udskrift af
  33. november 2023 af det svenske folkeregister (et såkaldt personbevis), hvoraf fremgår, at Kærende den
  34. april 2004 indrejste til Sverige, hvorfra han udrejste den
  35. april 2019, og at han denne dato blev afregi-streret i det svenske folkeregister (folkbokföringen). Af udskriften fremgår endvidere, at han er dansk statsborger, og at han er registreret med en dansk udenlandsadresse. Denne adresse er den samme som den, der fremgår af udskriften fra CPR-registeret. Retsgrundlag Bruxelles I-forordningerne Bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen fra 2012 (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1215/2012 af
  36. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område) samt i Bruxelles Iforordningen fra 2000 (Rådets forordning nr. 44/2001 af
  37. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsret-lige område) finder anvendelse i Danmark i kraft af en parallelaftale med EU, der er gennem-ført i dansk ret ved lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser mv. på det civil- og handelsretlige område, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 1282 af
  38. november
  39. Af artikel 66, stk. 1, i Bruxelles I-forordningen fra 2012 følger bl.a., at forordningen kun fin-der anvendelse på retssager, som er anlagt den
  40. januar 2015 eller senere. For retssager an-lagt før den
  41. januar 2015 finder Bruxelles I-forordningen fra 2000 anvendelse, jf. artikel 66, stk. 2, i 2012-forordningen. Bruxelles I-forordningen fra 2000 indeholder bl.a. følgende bestemmelser: ”KAPITEL II KOMPETENCE Afdeling 1 Almindelige bestemmelser Artikel 2 - 5
  42. Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.
  43. Personer, som ikke er statsborgere i den medlemsstat, på hvis område de har bopæl, er undergivet de kompetenceregler, der gælder for landets egne statsborgere. Artikel 3
  44. Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-
  46. I særdeleshed kan de nationale kompetenceregler, der er angivet i bilag I, ikke gøres gældende imod dem. Artikel 4
  47. Har en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning, jf. dog artikel 22 og
  49. Over for en person, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, kan enhver, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset sin nationalitet, i lighed med medlemssta-tens egne statsborgere påberåbe sig de kompetenceregler, som gælder dér, herunder navnlig de regler, der er angivet i bilag I. Afdeling 2 Specielle kompetenceregler Artikel 5 En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat 1) a) i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes … Afdeling 8 Prøvelse af kompetencen og af sagens antagelse til påkendelse … Artikel 26
  50. Såfremt en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, men ikke giver møde, erklærer den pågældende ret sig på em-beds vegne inkompetent, hvis den ikke er kompetent efter reglerne i denne forordning.
  51. Retten udsætter sagen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har været truffet. - 6 -
  52. Artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af
  53. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager anvendes i stedet for stk. 2, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsva-rende dokument skal fremsendes fra én medlemsstat til en anden i medfør af nævnte forordning.
  54. Finder forordning (EF) nr. 1348/2000 ikke anvendelse, anvendes artikel 15 i Haagerkonventionen af
  55. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretsli-ge dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal fremsendes i medfør af nævnte konvention. … KAPITEL III ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE Artikel 34 En retsafgørelse kan ikke anerkendes: 1) såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til 2) såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er ble-vet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det … Artikel 35
  56. En retsafgørelse kan endvidere ikke anerkendes, såfremt kompetencereglerne i kapitel II, afdeling 3, 4 og 6, er tilsidesat, eller der foreligger tilfælde, som omfattes af artikel
  58. Ved prøvelsen af de i stk. 1 nævnte kompetenceregler er den myndighed, som anmodningen rettes til, bundet af de faktiske omstændigheder, på hvilke retten i domssta-ten har støttet sin kompetence.
  59. Kompetencen for retterne i domsstaten kan ikke efterprøves, jf. dog stk.
  60. Den i arti-kel 34, nr. 1, omhandlede efterprøvelse vedrørende grundlæggende retsprincipper kan ikke foretages i forhold til kompetencereglerne. … Artikel 38
  61. De i en medlemsstat trufne retsafgørelser, som er eksigible i den pågældende stat, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part er ble-vet erklæret for eksigible i sidstnævnte stat. - 7 … Artikel 41 En retsafgørelse erklæres for eksigibel, så snart de i artikel 53 omhandlede formaliteter er opfyldt, uden prøvelse efter artikel 34 og
  62. Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens behandling fremsætte bemærkninger. … Artikel 43
  63. Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan appelleres af begge parter. … Artikel 45
  64. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44, kan kun afslå at erklæ-re en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 34 og 35 anførte grunde. Den træffer afgørelse så hurtigt som muligt.
  65. Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet. … Afdeling 3 Fælles bestemmelser Artikel 53
  66. Den part, der søger anerkendelse af en retsafgørelse eller anmoder om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal fremlægge en genpart af afgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelse af dens ægthed.
  67. Den part, der anmoder om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal endvidere fremlægge den attest, der er omhandlet i artikel 54, jf. dog artikel
  68. Artikel 54 Retten eller den kompetente myndighed i domsstaten udsteder efter anmodning fra en berettiget part en attest, der udfærdiges på formularen i bilag V. Artikel 55
  69. Såfremt den i artikel 54 omhandlede attest ikke fremlægges, kan retten eller den kompetente myndighed fastsætte en frist for dens tilvejebringelse eller anerkende et tilsvarende dokument eller, såfremt den anser sagen for tilstrækkeligt oplyst, fritage for kravet om en sådan fremlæggelse. … - 8 KAPITEL V ALMINDELIGE BESTEMMELSER Artikel 59
  70. Ved afgørelsen af, om en part har bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende denne stats interne lovgivning.
  71. Har en part ikke bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten ved afgørelsen af, om parten har bopæl på en anden medlemsstats område, anvende denne anden medlemsstats lovgivning.” EU-Domstolens praksis EU-Domstolen har i to sager udtalt sig nærmere om, hvilke undersøgelser en national domstol skal foretage med henblik på at finde den sagsøgte, herunder bl.a. forud for en offentlig forkyndelse af en stævning. Det drejer sig om dom af
  72. november 2011 i sag C-327/10 (Hypoteční b anka) og dom af
  73. marts 2012 i sag C-292/10 (Cornelius de Visser). Hypoteční banka -dommen angik et tilfælde, hvor den tjekkiske bank Hypoteční banka a.s. havde anlagt sag i Tjekkiet mod den tyske statsborger Udo Mike Lindner med krav om beta-ling af restancen på et realkreditlån. På tidspunktet for indgåelsen af låneaftalen havde Lind-ner angiveligt bopæl i Tjekkiet. Den tjekkiske domstol kunne imidlertid ikke fastlægge nogen bopæl for Lindner og stillede herefter EU-Domstolen spørgsmål om, hvorvidt Bruxelles I-forordningen fra 2000 var til hinder for ”en bestemmelse i en medlemsstats nationale ret, der gør det muligt at anlægge sag mod personer, hvis bopæl er ukendt” , jf. præmis
  74. EU -Dom-stolen udtalte bl.a.: ”
  75. Når en national ret således s kal træffe afgørelse i en sag mod en forbruger, skal den indledningsvis undersøge, om sagsøgte er bosat i den medlemsstat, hvor retten er beliggende, idet den herved i overensstemmelse med artikel 59, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 skal anvende denne stats interne lovgivning.
  76. Hvis nævnte ret når frem til, at sagsøgte i hovedsagen ikke har sin bopæl på dens medlemsstats område, således som det er tilfældet i hovedsagen, skal den således der-næst undersøge, om sagsøgte har bopæl i en anden medlemsstat. Med henblik herpå skal retten i henhold til forordningens artikel 59, stk. 2, anvende denne anden medlemsstats lovgivning.
  77. Hvis den nationale ret dels stadig ikke er i stand til at identificere det sted, hvor forbrugeren har sin bopæl, dels heller ikke er i besiddelse af indicier, der gør det muligt for den at fastslå, at forbrugeren faktisk er bosat uden for Unionens område – i hvilket tilfælde artikel 4 i forordning nr. 44/2001 ville finde anvendelse – skal den endelig under- - 9 søge, om forordningens artikel 16, stk. 2, i et tilfælde som det her foreliggende kan fortolkes således, at den kompetenceregel, som er fastsat i sidstnævnte bestemmelse, og som udpeger retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugerens bopæl er belig-gende, ligeledes omfatter forbrugerens sidst kendte bopæl. …
  78. Henset til det ovenstående skal det således fastslås, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en forbruger, der har indgået en aftale om et langfristet realkreditlån, hvortil der er knyttet en forpligtelse til at oplyse medkontrahenten om en-hver adresseændring, opgiver sin bopæl, inden der er blevet anlagt sag mod ham for tilsidesættelse af sine kontraktlige forpligtelser, er retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugerens sidst kendte bopæl er beliggende, i medfør af artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 kompetente til at træffe afgørelse i nævnte sag, når det ikke i hen-hold til samme forordnings artikel 59 er lykkedes retterne at fastlægge sagsøgtes nuvæ-rende bopæl, og når de endvidere ikke er i besiddelse af indicier, som gør det muligt for dem at fastslå, at denne faktisk er bosat uden for Unionens område.
  79. Når dette er præciseret, bemærkes for så vidt angår de krav, som den herpå følgende retssag skal opfylde, at samtlige bestemmelser i forordning nr. 44/2001 bringer til ud-tryk, at det er hensigten, at det inden for rammerne af forordningens mål må påses, at sager, der fører til retsafgørelser, finder sted i former, der sikrer retten til forsvar (jf. dom af 21.5.1980, sag 125/79, Denilauler, Sml. s. 1553, præmis 13, og af 2.4.2009, sag C-394/07, Gambazzi, Sml. I, s. 2563, præmis 23).
  80. Kravet om retten til forsvar, således som det ligeledes er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal gennemføres sidelø-bende med sagsøgerens ret til at anlægge sager for en domstol med henblik på, at denne træffer afgørelse om sagsøgerens påstande.
  81. Domstolen har herom i Gambazzi-dommens præmis 29 udtalt, at de grundlæggende rettigheder, såsom retten til forsvar, ikke fremstår som absolutte forrettigheder, men kan indebære begrænsninger. Begrænsningerne skal imidlertid faktisk tilgodese de almene hensyn, som den omhandlede foranstaltning forfølger, og må ikke, når henses til det forfulgte formål, indebære et uforholdsmæssigt indgreb i disse rettigheder.
  82. I denne henseende bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at ønsket om at undgå situationer, hvor en sagsøger ikke har adgang til domstolsprøvelse, eftersom det er umuligt at finde sagsøgte, udgør et sådant alment hensyn (jf. i denne retning Gam-bazzidommen, præmis 31-33), og det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om hensynet faktisk forfølges med den omhandlede nationale bestemmelse.
  83. Hvad angår kravet om at undgå et uforholdsmæssigt indgreb i retten til forsvar bemærkes, at dette krav ligeledes gælder ved fortolkningen af artikel 26, stk. 2, i forord-ning nr. 44/
  84. Denne bestemmelse skal forstås således, at en ret, der er kompetent i medfør af forordningen, når det ikke er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen, kun gyldigt kan fortsætte sagen, såfremt alle fornødne foranstaltninger har været truffet med henblik på at gøre det muligt for sagsøgte at forsvare sig. Den ret, for hvem sagen er indbragt, skal i denne forbindelse sikre sig, at alle fornødne undersøgelser, som kræves i henhold til principperne om om-hu og god tro, er blevet foretaget med henblik på at finde sagsøgte. - 10
  85. Selv hvis disse betingelser er opfyldt, begrænser muligheden for at fortsætte sagen uden sagsøgtes vidende ved hjælp af forkyndelse af stævningen for en procesværge, der er udpeget af den ret, for hvem sagen er indbragt, som det er tilfældet i hovedsagen, ganske vist sagsøgtes ret til forsvar. Denne begrænsning er imidlertid begrundet, når henses til sagsøgerens ret til en effektiv beskyttelse, eftersom denne ret ville bortfalde, såfremt en sådan sag ikke kunne anlægges.
  86. I modsætning til sagsøgtes situation, som i tilfælde, hvor sagsøgte er blevet frataget muligheden for faktisk at forsvare sig, indebærer muligheden for, at retten til forsvar sikres ved, at sagsøgte i henhold til artikel 34, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 anfægter anerkendelsen af den dom, som er afsagt over ham (jf. i denne retning dom af 11.6.1985, sag 49/84, Debaecker og Plouvier, Sml. s. 1779, præmis 11), risikerer sagsø-geren at blive berøvet enhver mulighed for domstolsprøvelse.
  87. Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at - i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en forbruger, der har ind-gået en aftale om et langfristet realkreditlån, hvortil der er knyttet en forpligtelse til at oplyse medkontrahenten om enhver adresseændring, opgiver sin bopæl, in-den der er blevet anlagt sag mod ham for tilsidesættelse af sine kontraktlige for-pligtelser, er retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugerens sidst kendte bopæl er beliggende, i medfør af forordningens artikel 16, stk. 2, kompetente til at træffe afgørelse i nævnte sag, når det ikke i henhold til samme forordnings artikel 59 er lykkedes retterne at fastlægge sagsøgtes nuværende bopæl, og når de endvi-dere ikke er i besiddelse af indicier, som gør det muligt for dem at fastslå, at den-ne faktisk er bosat uden for Unionens område - forordningen ikke er til hinder for anvendelsen af en bestemmelse i en medlemsstats nationale procesret, som under hensyn til at undgå situationer, hvor en sagsøger ikke har adgang til domstolsprøvelse, gør det muligt at anlægge sag mod en person, hvis bopæl er ukendt, i denne persons fravær, såfremt den ret, for hvem sagen er indbragt, inden den træffer afgørelse i sagen, har sikret sig, at alle for-nødne undersøgelser, som kræves i henhold til principperne om omhu og god tro, er blevet foret aget med henblik på at finde sagsøgte.” Cornelius de Visser-dommen angik et tilfælde, hvor en kvinde havde anlagt sag i Tyskland mod Cornelius de Visser, fordi der på en internethjemmeside var offentliggjort fotografier, hvor kvinden optrådte delvist nøgen. Hjemmesiden angav Cornelius de Visser som domæneindehaver med to adresser i Holland. Om forkyndelsesbestræbelserne og den tyske domstols beslutning om offentlig forkyndelse er anført følgende i dommen: ”
  88. D e lovpligtige oplysninger på internetsiden www.*****.de angiver Cornelius de Visser som domæneindehaver med en adresse i Terneuzen (Nederlandene) og en postadresse i Venlo (Nederlandene). Forkyndelse på disse adresser har imidlertid ikke været mulig, idet alle postforsendelser blev tilbagesendt med anmærkningen »ubekendt på adressen«. Kongeriget Nederlandenes konsulat i München (Tyskland) meddelte på fore- - 11 spørgsel, at Cornelius de Visser ikke var tilmeldt folkeregisteret nogetsteds i Nederlandene.
  89. Efter at G var blevet bevilget fri proces, traf den forelæggende ret den
  90. februar 2010 beslutning om offentlig forkyndelse af stævningen samt om at indlede forberedel-sen til den skriftlige forhandling. Forud herfor var det inden for rammerne af behandlin-gen af anmodningen om fri proces forgæves blevet forsøgt at tilsende Cornelius de Vis-ser udkastet til stævningen ved normal postforsendelse til forskellige adresser.
  91. Den offentlige forkyndelse af stævningen i henhold til Zivilprozessordnung fandt sted ved, at en meddelelse om forkyndelsen blev ophængt på Landgericht Regensburgs retstavle fra den
  92. februar 2010 til den
  93. marts
  94. Da forelæggelsesafgørelsen blev truffet, var de frister udløbet, som i stævningen var fastsat for Cornelius de Visser med henblik på hans tilkendegivelse om ønske om forsvar, uden at han havde reageret. Ifølge den forelæggende ret må det efter omstændighederne antages, at han ikke har kendskab til det foreliggende søgsmål.” Den tyske domstol spurgte EU-Domstolen, om EU-retten er til hinder for afsigelsen af en udeblivelsesdom over en sagsøgt, som på grund af den omstændighed, at det ikke har været muligt at finde ham, har fået forkyndt stævningen ved offentlig forkyndelse, jf. præmis
  95. EUDomstolen udtalte bl.a.: ”
  96. Selv om det således i mangel af en systematisk EU-retlig lovgivning vedrørende interne procedurer tilkommer medlemsstaterne inden for rammerne af deres procesautonomi at fastsætte de procedureregler, som finder anvendelse på sager indbragt for deres retter, må nævnte regler ikke gøre indgreb i EU-retten, herunder bl.a. bestemmelserne i forordning nr. 44/
  98. Heraf følger, at en national ret inden for nævnte forordnings anvendelsesområde kun kan indlede en sag mod en person, hvis bopæl er ukendt, i henhold til en bestemmelse i national ret, såfremt forordningens kompetenceregler ikke er til hinder herfor.
  99. Hvad angår de krav, som skal overholdes under proceduren, bemærkes, at samtlige bestemmelser i forordning nr. 44/2001 udtrykker den hensigt, at det inden for rammerne af forordningens mål må påses, at procedurer, der fører til retsafgørelser, finder sted i former, der sikrer retten til forsvar (jf. dom af 21.5.1980, sag 125/79, Denilauler, Sml. s. 1553, præmis 13, og af 2.4.2009, sag C-394/07, Gambazzi, Sml. I, s. 2563, præmis 23).
  100. Kravet om retten til forsvar, således som det ligeledes er fastsat i chartrets artikel 47, skal imidlertid gennemføres under overholdelse af sagsøgerens ret til at anlægge sager for en domstol med henblik på, at denne træffer afgørelse om sagsøgerens påstande. …
  101. Hvad på den anden side angår fortolkningen af artikel 26, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 bemærkes – således som Domstolen for nylig har fastslået – at denne bestemmelse skal forstås således, at en ret, der er kompetent i medfør af forordningen, når det ikke er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende pro- - 12 cesskrift i sagen, kun gyldigt kan fortsætte sagen, såfremt alle fornødne foranstaltninger har været truffet med henblik på at gøre det muligt for sagsøgte at forsvare sig. Den ret, som sagen er indbragt for, skal i denne forbindelse sikre sig, at alle fornødne undersøgelser, som kræves i henhold til principperne om omhu og god tro, er blevet foretaget med henblik på at f inde sagsøgte (jf. Hypoteční banka -dommen, præmis 52).
  102. Selv hvis disse betingelser er opfyldt, begrænser muligheden for at fortsætte sagen uden sagsøgtes vidende ved hjælp af »offentlig forkyndelse«, som det er tilfældet i hovedsagen, ganske vist sagsøgtes ret til forsvar. Denne begrænsning er imidlertid begrundet, når henses til sagsøgerens ret til en effektiv beskyttelse, eftersom denne ret ville bortfalde, såfremt en sådan forkyndelse ikke kunne foretages (jf. Hypoteční banka dommen, præmis 53).
  103. I modsætning til den situation, der foreligger for sagsøgte, som, når sagsøgte er ble-vet frataget muligheden for faktisk at forsvare sig, indebærer mulighed for at sikre, at retten til forsvar overholdes, ved i henhold til artikel 34, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 at anfægte anerkendelsen af den dom, som er afsagt over ham, risikerer sagsøgeren at blive berøvet enhver mulighed for domstolsprøvelse (jf. Hypoteční banka -dommen, præmis 54).
  104. Det fremgår desuden af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, at retten til domstolsadgang, som er sikret ved artikel 6, stk. 1, i den europæiske kon-vention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, un-dertegnet i Rom den
  105. november 1950, og som svarer til chartrets artikel 47, stk. 2, ik-ke er til hinder for en »indstævning via opslag«, forudsat at de berørtes rettigheder be-skyttes behørigt (jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 10.4.2003 i sagen Nunes Dias mod Portugal, Reports of Judgments and Decisions, 2003-IV).
  106. Det første spørgsmål og det tredje spørgsmåls første led skal derfor besvares med, at EU-retten skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for afsigelsen af en udeblivelsesdom over en sagsøgt, som på grund af den omstændighed, at det ikke har været mu-ligt at finde ham, har fået forkyndt stævningen ved offentlig forkyndelse i henhold til national ret, forudsat at den ret, som sagen er indbragt for, forud herfor har sikret sig, at alle fornødne undersøgelser, som kræves i henhold til principperne om omhu og god tro, er blevet foretaget med henblik på at finde sagsøgte.” Anbringender Kærende har anført navnlig, at han ikke har hørt fra Ekeby Sparbank siden 2010, hvor hans hus i Sverige blev solgt på tvangsauktion. Han flyttede den
  107. januar 2011 til Danmark og er aldrig blevet gjort bekendt med stævningen. Stævningen af
  108. januar 2014 er alene forkyndt gennem den offentlige kundgørelse den
  109. februar 2014 i Post- och Inrikes Tidningar og Helsingborgs Dagblad. En sådan forkyndelse er ikke i overensstemmelse med artikel 45, jf. artikel 34, nr. 2, i Bruxelles I-forordningen fra - 13
  110. Helsingborg Tingsrätts udeblivelsesdom af
  111. april 2014 kan derfor ikke danne grund-lag for tvangsfuldbyrdelse i Danmark. Hertil kommer, at Helsingborg Tingsrätt i medfør af forkyndelsesforordningens artikel 4 (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1393/2007 om forkyndelse i EU-lande i civile og kommercielle sager) kunne have anmodet Danmark om at forkynde det indledende proces-skrift (stævningen) for ham efter artikel 7 i forordningen, og at betingelserne i forordningens artikel 19 ikke var opfyldt, da Helsingborg Tingsrätt afsagde udeblivelsesdommen den
  112. april
  113. Endvidere er der indtrådt forældelse, da udeblivelsesdommen fra 2014 på grund af manglende forkyndelse ikke udgør et forældelsesafbrydende skridt. Ekeby Sparbank har anført navnlig, at det fremgår af § 48 i den svenske delgivningslag, at der kan ske offentlig forkyndelse af bl.a. en stævning, når modtageren ikke har kendt opholdssted, og når det ikke kan fastslås, hvor vedkommende befinder sig. Endvidere fremgår det, at forkyndelsen skal indrykkes i Post- och Inrikes Tidningar og om muligt i lokalavisen. Da der i sagen er sket forkyndelse i Post- och Inrikes Tidningar og Helsingborgs Dagblad, er stævningen af
  114. januar 2014 blevet behørigt forkyndt for Kærende. Det bestrides, at der er indtrådt forældelse. Fundamentet i sagen er udeblivelsesdommen af
  115. april
  116. Af forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, fremgår, at forældelsesfristen er 10 år, når fordringens eksistens og størrelse er fastslået ved dom. Der er heller ikke indtrådt forældelse efter den svenske forældelseslov. Højesterets begrundelse og resultat Ekeby Sparbank indgav den
  117. januar 2014 stævning mod Kærende til Hel-singborg Tingsrätt. Stævningen angik et krav, der udsprang af en låneaftale, som Kærende havde misligholdt. Af Helsingborg Tingsrätts interne sagslog, der er fremlagt for Højesteret, fremgår, at tingsrät-ten den
  118. februar 2014 besluttede, at stævningen skulle forkyndes offentligt, idet Kærende ”saknar känt hemvist [bopæl] och det inte kan klarläggas var han uppehåller - 14 sig” . Den
  119. februar 2014 blev stævningen forkyndt i Post- och Inrikes Tidningar og Helsingborgs Dagblad, og ved udeblivelsesdom (tredskodom) af
  120. april 2014 dømte Helsingborg Tingsrätt Kærende til at betale 129.000 svenske kroner med tillæg af renter og omkostninger til Ekeby Sparbank. Af udeblivelsesdommen fremgår, at Kærende er dansk statsborger. Af den udskrift fra CPR-registeret vedrørende Kærende, der ligeledes er frem-lagt for Højesteret, fremgår bl.a., at han den
  121. januar 2011 er indrejst fra Sverige til Danmark, og at han siden har haft folkeregisteradresse dér. Spørgsmålet er, om udeblivelsesdommen af
  122. april 2014 kan fuldbyrdes i Danmark. Dette beror på bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen fra 2000, jf. herved overgangsbestemmel-sen i artikel 66 i Bruxelles I-forordningen fra
  123. Af artikel 45, stk. 1, i Bruxelles I-forordningen fra 2000 følger, at en retsafgørelse kun kan nægtes fuldbyrdet af de grunde, der er anført i artikel 34 og
  124. Af artikel 34, nr. 2, følger, at en retsafgørelse kan nægtes fuldbyrdet, hvis det indledende processkrift (stævningen) ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at sagsøgte har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre han har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det. På det tidspunkt, hvor Helsingborg Tingsrätt foretog den offentlige forkyndelse af stævnin-gen, havde tingsrätten ikke kendskab til Kærendes bopæl, men var bekendt med, at han var dansk statsborger. Det må lægges til grund, at tingsrätten ikke forud for den offentlige forkyndelse eller afsigelsen af udeblivelsesdommen iværksatte nærmere undersø-gelser af, om Kærende havde bopæl i Danmark. På den anførte baggrund finder Højesteret, at stævningen af
  125. januar 2014 ikke er blevet forkyndt for Kærende i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet vare-tage sine interesser under sagen. Udeblivelsesdommen af
  126. april 2014 kan derfor ikke fuld-byrdes i Danmark, jf. artikel 45, jf. artikel 34, nr. 2, i Bruxelles I-forordningen fra
  127. Det kan ikke føre til et andet resultat, at Kærende først den
  128. april 2019 blev afre-gistreret i det svenske folkeregister. - 15 Højesteret tager herefter Kærendes principale påstand til følge, således at fo-gedsagen nægtes fremme. Thi bestemmes: Anmodningen fra Ekeby Sparbank om, at Helsingborg Tingsrätts udeblivelsesdom af
  129. april 2014 fuldbyrdes her i landet, tages ikke til følge. I kæreomkostninger for landsret og Højesteret skal Ekeby Sparbank inden 14 dage efter denne højesteretskendelses afsigelse betale 10.000 kr. til Kærende. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. Kæreafgiften for landsret og Højesteret tilbagebetales til Kærende.

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.