2. Den omstændighed, at et tobaksforbrug svarende til Sagsøgers gene-relt kan være en risikofaktor i relation til udvikling af KOL, kan ikke i sig selv begrunde en nedsættelse af hans méngrad. Sagsøgers lungelidelse debuterede under hans ansættelse på Virksomhed 1, hvor han sideløbende med arbejdet havde et tobaksforbrug på mel-lem 10 og 20 cigaretter om dagen, hvilket taler for et mindre tobaksforbrug end 30-35 pakkeår, som Ankestyrelsen og Retslægerådet har lagt til grund. Den omstændighed, at Ankestyrelsen skønsmæssigt og ud fra generelle læge-faglige erfaringer har vurderet, at halvdelen af Sagsøgers méngrad er en følge af rygning, er ikke tilstrækkeligt til at løfte bevisbyrden i henhold til
2. Det må således lægges til grund, at An-kestyrelsen i henhold til
2, har bevisbyr- 22 den både for tilstedeværelse af andre relevante årsagsfaktorer end den ar-bejdsmæssige og størrelsen af det konkrete årsagsbidrag, som der fortages fradrag for, jf. princippet i U 2016.1149 H og princippet i U 2017.2147 H. Retslægerådet har ved besvarelsen af spørgsmål 1, hvorefter den erhvervsmæs-sige eksponering for støv og røg fandtes at have været af et sådant omfang og varighed, at det kan føre til udvikling af KOL i større eller mindre grad, slået fast, at den konkrete arbejdsmæssige eksponering i sig selv kan føre til udvik-lingen af KOL. Der henvises endvidere til besvarelsen af spørgsmål 4, hvorefter Retslægerådet ikke kan præcisere årsagsbidragene fra henholdsvis arbejdsmæssig eksponering og tobaksforbrug yderligere. Med baggrund i
2, kræver et fradrag i godtgørelsen for varigt mén netop, at årsagsbidragene fra henholdsvis arbejdsmæssig eksponering og tobaksforbrug kan adskilles, og dette ses der ikke belæg for efter Retslægerådets besvarelse. Endelig henvises til besvarelsen af spørgsmål 9, hvor Retslægerådet anfører, at sammenfatning af studier viser, at der ”mindst” er tale om en additiv effekt af rygning og udsættelse for støv. Enkelte studier viser en forstærkende effekt (sy-nergistisk). Ankestyrelsen har på dette grundlag ikke med overvejende sandsynlighed godtgjort, at Sagsøger uden den erhvervsmæssige eksponering fra ar-bejdet på jernstøberiet havde udviklet KOL med en lungefunktionsnedsættelse svarende til halvdelen af det tilkendte varige mén, og at dette var sket i samme tidsramme, som det gjorde. Det forhold, at Retslægerådet ved besvarelsen af spørgsmål 2 generelt antager, at ”mange rygere” vil udvikle KOL uden nogen anden eksposition end tobak, fører ikke til, at bevisbyrden for fradrag er løftet i den konkrete sag. Tilsvarende kan der i den konkrete sag ikke lægges nogen vægt på besvarelsen af spørgsmål 8, som er baseret på rent generelle statistiske overvejelser. Ankestyrelsen har gjort gældende, at Højesteret i U.2016.1149 H har fastslået, at anerkendelse af en erhvervssygdom som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven ikke er til hinder for, at der træffes afgørelse i medfør af § 12, stk. 1, om nedsættelse eller bortfald af ydelser, såfremt den tilskadekomnes situation helt eller delvis skyldes andre forhold end den erhvervsbetingede sygdom. Der er således intet til hinder for, at der – som sket i denne sag – træffes afgørel-se om, at der foreligger en erhvervssygdom, og at der efterfølgende foretages et 23 fradrag i det samlede påviste varige mén efter § 12 under henvisning til, at mé-net delvis har en anden årsag. Ankestyrelsen bærer bevisbyrden for, at der er grundlag for at nedsætte godt-gørelsen, men bevisbyrden indebærer ikke, at Ankestyrelsen skal godtgøre, at skadelidte ville have udviklet lidelsen under alle omstændigheder. Bevisbyrden indebærer derimod, jf. U.2016.1149H, at Ankestyrelsen skal godtgøre, at ménet – helt eller delvist – skyldes andet end erhvervssygdommen. Til afkræftelse af formodningen efter bestemmelsens ordlyd og formål kræves en sædvanlig konkret bevisbedømmelse, der kan sidestilles med den, der kræ-ves ved bedømmelsen af forudbestående lidelser, jf. herved bl.a. U.1998.1627H, U.2010.168H, U.2010.1197H og U.2016.1149H. Parterne er enige om, at Sagsøgers samlede varige mén på tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse udgjorde 30 %. Sagen handler derfor alene om, hvorvidt det var berettiget, at Ankestyrelsen foretog fradrag i méngodtgørelsen som følge af Sagsøgers private tobaksforbrug. Ankestyrelsen skal således bevise, at Sagsøgers varige mén helt eller delvist skyldes andre forhold end de erhvervsbetingede skadelige påvirkninger. Når Ankestyrelsen har bevist dette, påhviler det Sagsøger at bevise, at der er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skønsmæssige fradrag med halvdelen i det samlede varige mén. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse, hvorved Ankestyrelsen fandt det overvejende sandsynligt, jf.
2, at Sagsøgers varige mén er en følge af en kombination af Sagsøgers private tobaksforbrug og den erhvervsmæssige udsættelse for støv i forbindelse med ansættelsen på støberierne. Det var således berettiget, at Ankestyrelsen foretog fradrag i det samlede varige mén med skønsmæssigt 50 % som følge af Sagsøgers private tobaks-forbrug. Modsat sager om asbestpåvirkninger og rygning kan det ikke lægges til grund, at der er en synergieffekt mellem på den ene side udsættelse for røg, støv, dampe og/eller gasser og på den anden side tobaksrygning i forhold til risikoen for at udvikle KOL. Der er her tale om konkurrerende årsager. Den erhvervsmæssige udsættelse har således ikke en større negativ effekt, hvis der er tale om en ryger, end hvis der er tale om en ikke-ryger. Ankestyrelsen har samlet set foretaget en konkret bevisbedømmelse – under inddragelse af Sagsøgers konkrete forhold samt under inddragelse af læge-videnskabelige statistiske oplysninger – og på den baggrund vurderet, at 24 Sagsøgers helbredstilstand med overvejende sandsynlighed delvis skyldes andre forhold end den erhvervsbetingede påvirkning, nemlig hans private to-baksforbrug. Ankestyrelsen har på den baggrund løftet bevisbyrden i arbejds-skadesikringslovens § 12, stk. 2, og med rette foretaget fradrag for halvdelen af det påviste varige mén. Retslægerådets erklæringer støtter klart rigtigheden af Ankestyrelsens afgørel-se. Retslægerådet anfører i svaret på spørgsmål 3, at udvikling af KOL skyldes en kombination af arbejdsmæssig udsættelse for støv og røg samt tobaksryg-ning svarende til 30-35 pakkeår. Det anføres videre i svaret på spørgsmål 4, at ”[f]orandringerne er helt typiske for lungeskade på grund af tobaksrygning og i mindre grad typisk for skade efter inhalation af uorganisk støv, idet en sådan udsættelse almindeligvis ikke vil medføre så udtalt sygdom, som tilfældet er her” , og i svaret på spørgsmål 8, at ”[p]åvirkningen fra tobaksrygning har været så udtalt, at det må anses for sandsynligt (mere end 50%), at sagsøger ville have udviklet KOL uden erhvervspåvirkning. Da den erhvervsmæssige påvirkning vurderes at have spillet en, omend mindre, rolle, må det antages, at den udvik-lede KOL ville have været mindre udtalt uden erhvervspåvirkning.” For så vidt angår spørgsmålet, om der er en additiv eller synergistisk effekt af tobaksrygning i forhold til KOL, anfører Retslægerådet i svaret på spørgsmål 9, at ”sammenfatning af studier viser, at der mindst er tale om en additiv effekt af rygning og udsættelse for støv. Enkelte studier viser en forstærkende effekt (sy-nergistisk).” Det forhold, at enkelte studier viser en forstærkende effekt, er ikke tilstrækkeligt til at tilsidesætte afgørelsen, da der netop er tale om enkelte studi-er, mens den lægefaglige sammenfatning ikke går længere end, at der mindst er tale om en additiv effekt. Landsrettens begrundelse og resultat Sagen angår spørgsmålet, om Ankestyrelsen var berettiget til ved afgørelse af 19. december 2019 at fastsætte Sagsøgers godtgørelse for varigt mén som følge af hans anerkendte arbejdsskade i form af Kronisk Obstruktiv Lunge-sygdom (KOL) til 15 % med henvisning til, at hans samlede gener svarende til et varigt mén på 30 % delvis er en følge af et mangeårigt privat tobaksforbrug. Efter
1, kan bl.a. godtgørelse for varigt mén nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, hvis den tilskadekom-nes lægelige situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden (er-hvervssygdommen). En anerkendelse af en erhvervssygdom som arbejdsskade efter
1, er ikke til hinder for, at der træffes afgørelse i medfør af § 12, stk. 1, om nedsættelse eller bortfald af ydelser, så-fremt den tilskadekomnes situation helt eller delvis skyldes andre forhold end den erhvervsbetingede sygdom, jf. Højesterets dom gengivet i U.2016.1149H. 25 Ved bedømmelsen af, om en tilskadekommens lægelige situation helt eller del-vis skyldes andre forhold end de erhvervsbetingede, med den virkning at en méngodtgørelse eller andre ydelser efter loven skal nedsættes eller bortfalde, jf.
1, gælder en formodningsregel efter § 12, stk. 2, hvorefter blandt andet et varigt mén anses for en følge af arbejdsskaden (erhvervssygdommen), medmindre overvejende sandsynlighed taler derimod. Denne formodningsregel indebærer, at ménet anses for i det hele at være en følge af erhvervssygdommen, herunder de erhvervsmæssige skadelige påvirk-ninger, medmindre det efter en konkret bevisbedømmelse vurderes, at overve-jende sandsynlighed (det vil sige en sandsynlighed på mere end 50 %) taler for, at ménet helt eller delvis må anses for at være en følge af andet end de er-hvervsmæssige skadelige påvirkninger. Efter bestemmelsens ordlyd og formål må der til afkræftelse af formodningen kræves en sædvanlig konkret bevisbe-dømmelse, der kan sidestilles med den, der kræves ved bedømmelse af forud-bestående lidelser, jf. herved Højesterets dom gengivet i U.2016.1149H. Parterne er enige om, at det ved sagens afgørelse kan lægges til grund, at Sagsøger på grund af KOL har et samlet varigt mén på 30 %. Efter bevisførel-sen lægger landsretten endvidere til grund, at han i mere end 20 år har være udsat for støv og røg i forbindelse med arbejde på jernstøberi (1981-2003), og at han – med enkelte rygestop undervejs – har røget tobak fra teenagealderen og frem til endeligt rygestop i 2012 svarende til mindst 30 pakkeår. Retslægerådet har i besvarelsen af spørgsmål 2 blandt andet anført, at tobaks-rygning er den stærkeste risikofaktor for udvikling af KOL, og at Sagsøgers tobaksforbrug på 30-35 pakkeår er af en sådan størrelse, at det medfører en betydelig risiko for udvikling af KOL uden anden samtidig eksposition. I besvarelsen af spørgsmål 3 har Retslægerådet vurderet, at det er mere end 50 % sandsynligt, at Sagsøgers udvikling af KOL skyldes en kombination af arbejdsmæssig udsættelse for støv og røg samt tobaksrygning svarende til 30-35 pakkeår. Af besvarelsen af spørgsmål 4 fremgår, at de påviste forandringer er helt typiske for lungeskade på grund af tobaksrygning og i mindre grad typisk for skade efter inhalation af uorganisk støv, idet en sådan udsættelse alminde-ligvis ikke vil medføre så udtalt sygdom, som tilfældet er her. Retslægerådet anfører i forlængelse heraf, at forekomsten af svært emfysem primært er tegn på en skade udløst af tobaksforbruget. Det anføres endvidere, at den arbejds-mæssige støvudsættelse også har bidraget til den samlede lidelse, men at år-sagsbidragene af de to ekspositioner ikke kan præciseres yderligere. I besvarel-sen af spørgsmål 8 anføres det, at ”Retslægerådet fastholder sin tidligere besva-relse om at tobaksrygning har været den vigtigste eksposition og at erhvervs-eksposition har spillet en mindre rolle” . Retslægerådet udtaler endvidere: ”På-virkningen fra tobaksrygning har været så udtalt, at det må anses for sandsyn- 26 ligt (mere end 50%), at [Sagsøger] ville have udviklet KOL uden er-hvervspåvirkning. Da den erhvervsmæssige påvirkning vurderes at have spillet en, omend mindre, rolle, må det antages, at den udviklede KOL ville have væ-ret mindre udtalt uden erhvervspåvirkning” . Af besvarelsen af spørgsmål D fremgår det, at ”Retslægerådet vurderer, at tobaksforbruget har været hovedår-sagen til udvikling af KOL, og at der dertil er et mindre bidrag fra den er-hvervsmæssige udsættelse” . Landsretten finder det på denne baggrund godtgjort, at Sagsøgers KOL med overvejende sandsynlighed delvis skyldes hans mangeårige private tobaksforbrug og dermed andre forhold end den påvirkning med støv og røg (arbejdsskaden), som han har været udsat for. Herefter, og da der efter bevisførelsen ikke er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skønsmæssige vurdering, hvorefter godtgørelsen skal nedsættes, så den svarer til halvdelen af det samlede varige mén, tager landsretten Ankesty-relsens påstand om frifindelse til følge. Efter sagens udfald skal statskassen i sagsomkostninger betale 40.000 kr. til Ankestyrelsen til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sa-gens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb. THI KENDES FOR RET: Ankestyrelsen frifindes. I sagsomkostninger skal statskassen inden 14 dage betale 40.000 kr. til Ankesty-relsen. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 26-06-2023 kl. 10:00 Modtagere: Advokat (H) Anne Katrine Bay, Retslægeråd Civilstyrelsen, Sagsøgte Ankestyrelsen, Advokat (H) Inge Houe, Sagsøger
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.