Højesteret stadfæster landsrettens dom i sag om forskerskatteordningen og ændrer landsrettens dom i sag om ekstraordinær genoptagelse, således at Skat

Om forskerskatteordningen SKATs årsopgørelser skulle lægges til grund ved afgørelsen af, om en skatteyder efter kildeskattelovens § 48 E ”har været skattepligtig” til Danmark Dom afsagt den

1. februar 2024 Sag BS-44692/2022 Appellant, tidligere Sagsøger mod Skatteministeriet og Sag BS-44771/2022 Skatteministeriet mod Appellant, tidligere Sagsøger Appellant, tidligere Sagsøger flyttede Dato 2 2005 fra Danmark til England for at arbejde der. Han anmeldte sin flytning til folkeregisteret, og det blev heri registreret, at han var udrejst Dato 2
2. Dato 1 2016 flyttede Appellant, tidligere Sagsøger tilbage til Danmark for at tiltræde en stilling ved Arbejdsplads
3. Appellant, tidligere Sagsøger anmodede SKAT om, at han fra Dato 1 2016 blev beskattet efter kildeskattelovens §§ 48 E-F (den såkaldte forskerskatteordning). SKAT afslog anmodningen med den begrundelse, at Appellant, tidligere Sagsøger havde været skattepligtig til Danmark inden for de seneste 10 år, jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr.
4. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Sagen angik i første række, om Appellant, tidligere Sagsøger opfyldte 10 års-betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, for at blive beskattet efter forskerskatteordningen. Denne betingelse ville være opfyldt, hvis det blev lagt til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger de seneste 10 år forud for Dato 1 2016 ikke havde været skattepligtig til Danmark. Højesteret lagde til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke rettede henvendelse til de kommunale skattemyndigheder om flytningen til England eller om, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Han rettede heller ikke henvendelse til skattemyndighederne med oplysninger, der gjorde det muligt for dem at foretage en afsluttende ansættelse. Appellant, tidligere Sagsøger sørgede således ikke for, at der blev / tilvejebragt grundlag for, at skattemyndighederne kunne tage stilling til, om hans fraflytning indebar et ophør af den fulde skattepligt / til Danmark. Han var derfor i SKATs systemer fortsat registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2006-
5. I overensstemmelse med den nævnte registrering blev der udsendt årsopgørelser til ham for indkomstårene 2006-2010, hvor han var skatteansat som fuldt skattepligtig til Danmark. Højesteret udtalte, at årsopgørelserne for 2006-2010 var gyldige forvaltningsafgørelser, som måtte lægges til grund, når det skulle afgøres, om Appellant, tidligere Sagsøger ”har været skattepligtig” til Danmark som nævnt i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr.
6. Højesteret fastslog herefter, at Appellant, tidligere Sagsøger ved sin ansættelse i Arbejdsplads 3 Dato 1 2016 ikke opfyldte 10 års-betingelsen i § 48 E, stk. 3, nr. 1, idet Appellant, tidligere Sagsøger de seneste 10 år forud for Dato 1 2016 havde været skattepligtig til Danmark. Sagen angik endvidere, om Appellant, tidligere Sagsøger i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, havde krav på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2006-
7. Højesteret fastslog, at det ikke beroede på en fejl fra skattemyndighedernes side, at Appellant, tidligere Sagsøger i indkomstårene 2006-2010 fortsat blev ansat som fuldt skattepligtig til Danmark. Der forelå derfor ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at skatteansættelserne for 2006-2010 kunne genoptages efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr.
8. I sagen om forskerskatteordningen var landsretten kommet til samme resultat. I sagen om ekstraordinær genoptagelse var landsretten kommet til et andet resultat. /