ECLI:DK:VLR:2024:BS0000000149 Byrettens dom stadfæstet i sag om, hvorvidt sagsøgte med rette har meddelt sagsøgeren afslag på familiesammenføring efte

DOM afsagt den

1. marts 2012 af Vestre Landsrets
2. afdeling (dommerne Bjerg Hansen, Ida Skouvig og Linda Hangaard) i ankesag V.L. B—I 773—11 Appellant (Tidl. Sagsøger) (advokat Anders Christian Jensen, Roskilde) mod i ustitsministed et (tidligere Integrationsministeriet) (Kammeradvokaten ved advokat Anders Lotterup, København) Retten i Randers har den
3. juni 2011 afsagt dom i
4. instans (BS 7-1258/2010). Påstande og sagens problemstillinger For landsretten har Appellant gentaget sin påstand for byretten om, at afgørelsen af
5. oktober 2009 ophæves, og at sagen hjemvises til fornyet behandling. Justitsministeriet har påstået dommen stadfæstet. Appellant , der er tyrkisk statsborger, blev i juli 2006 gift med , der er dansk statsborger. Appellant Vidne 1 har under sagen gjort gældende, at han har krav på familiesammenføring i Danmark med sin ægtefælle som følge af EU-ret ten, idet ægtefællen er vendt tilbage til Danmark efier at have benyttet sin ret til fri bevæ gelighed til et andet EU-land (Tyskland). Sagen har for landsretten drejet sig om følgende tre spørgsmål: -7- 1) Kan der stilles krav om, at Appellants ægtefælle reelt og effektivt har udnyttet retten til fri bevægelighed ved ophold i Tyskland, og er et sådan ophold i givet fald dokumente ret? 2) Kan der stilles krav om, at Appellant skal indgive sin ansøgning om opholdstilladelse i naturlig forlængelse af ægtefællens tilbagevenden til Danmark? 3) Kan der stilles krav om, at Appellant har opholdt sig sammen med sin ægtefælle i Tyskland under hendes udnyttelse af sin ret til fri bevægelighed? Supplerende sagsfremstilling Af sagen fremgår det, at Appellants Vidne 1 ægtefælle, , Dato er født 1985 i Tyrkiet. Hun indrejste i Danmark i juni 1991 og blev den
6. maj 2003 dansk statsVidne 1 borger. Den
7. juli 2006 indgik Appellant der er hendes fætter, og Appellant ægteskab i Tyrkiet med , indrejste efterfølgende i Danmark 3 gange. Fra den
8. januar 2006 havde Fatma Bozkurt ifølge folkeregisteret bopæl på Adresse 1 Appellant i Randers. DenS. marts 2007 indrejste Danmark. Med virkning fra den IS. marts 2007 lejede Adresse 2 trakt en lejlighed på , By 3 Vidne 1 i Tyskland af første gang i ifølge en lejekon Person 1 . Den
9. marts 2007 blev hun ifølge oplysning fra Amt Südtondem, Tyskland, registreret på Adresse 2 , By 3 i Tyskland, og den
10. marts 2007 blev hun ifølge det danske folkeregister registreret som udrejst af Danmark. Den I. juni 2007 udrejste Appellant ifølge et stempel i sit pas fra Danmark. Den
11. september 2007 blev Vidne 1 Adresse 1 på ny registreret i det danske folkeregister med bopæl på i Randers. Samme dag blev hun frameldt registeret i Amt Südtondern. Appellant indrejste for anden gang i Danmark den
12. november 2007 og udrejste igen den
13. februar
14. Den
15. oktober 2008 indrejste han for tredje gang i Danmark, hvor han opholdt sig til den
16. december
17. Under det sidste ophold søgte han den
18. december 2008 om familiesammenføring med sin ægtefælle. Den
19. april 2009 fik Appellant og Vidne 1 et barn, som har dansk statsborgerskab. Udlændingeservice meddelte den
20. marts 2009 efter EU-reglerne. I et brev af
21. oktober 2009 til Appellant afslag på opholdstilladelse Appellants advokat stadfæstede det daværende lntegrationsministerium afgørelsen fra Udlændingeservice. Af ministeriets -3- afgørelse fremgår bl.a. følgende: “Ministeriet finder, at Deres klient ikke kan meddeles ophold i Danmark i medfør af § 13 i EU-ophoLdsbekendtgorelsen. Ministeriet har herved lagt vægt på, at Deres klient først I år og 2 ‘/2 må ned efter Deres klients ægtefælles indrejse i Danmark søgte om familie sammenforing i Danmark. Ministeriet finder således, at ansøgningen ikke kan betragtes som indgi vet i naturlig forlængelse af Deres klients ægtefælles tilbagevenden til Danmark. Ministeriet bemærker hertil. at det alene til sagen er oplyst, at der ligger praktiske forhold bag uden nærmere præcisering heraf Der er således ikke oplyst om arbejds-. uddannelses-, eller helbredsmæssige årsager til, at ansøgningen ikke blev indgivet i forbindelse med, at Deres klients ægtefælle påny bosatte sig i Danmark. Ministeriet skal i forbindelse med sagen bemærke, at det blandt andet er en grundlæggende betingelse for ret til familiesammenforing efter EU retten, at EU-borgeren har benyttet sig af sin ret til fri bevægelighed, som arbejdstager, pensioneret arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende, pensioneret selvstændig erhvervsdrivende. tjenesteyder. pensioneret tje nesteyder, udstationeret, studerende eller selvforsorgende. og at oplys ningerne herom ikke ses anført i ansogningspakken eller i Deres breve af
22. maj og I. juli 2009, trods anmodning herom. Det er heller ikke oplyst til sagen, om Deres klient har haft ophold i Tyskland.” Forklaringer Vidne 1 og Vidne 1 har supplerende forklaret, at hun blev selvstændig i
23. Hun var selv Vidne 2 har afgivet supplerende forklaring for landsretten. stændig indtil sommeren 2007, da hun solgte pizzeriaet i By 2 . Hun og ægtefællen boede sammen i Danmark i en måneds tid, inden de tog til Tyskland i marts
24. Hun flyttede til Tyskland for at se, om det var noget for hende. Hun ville gerne prøve noget nyt og ville derfor gerne til udlandet. Hun valgte By 3 , fordi det var tæt på grænsen, hvilket gav hende mulighed for fortsat at passe pizzeriaet i By 2 . Hun lejede en lejlighed i By 3 . Lejligheden kostede 430 euro om måneden. Hun betalte kontant og fik kvitte ringer herfor, men hun har ikke gemt kvitteringerne. Det var kun hende, der stod på lejekontrakten. Hun kendte ikke på forhånd udlejeren. Hun blev kørt til By 2 , når hun -4- skulle passe sit arbejde i By 2 i weekenderne. Hun boede i forbindelse hermed hos sine forældre i Randers. Hun tog hver søndag tilbage til By 3 . Hun blev kørt dertil. I hverdagene passede hendes bror pizzeriaet. Hun fik tiden i Tyskland til at gå med at være sammen med sin ægtefælle. Da hun var dansk statsborger, kunne hun lovligt bo i Tyskland, men hun kunne ikke få opholdstilladelse i Tyskland, idet hun ikke kunne tale tysk. Hun havde kontakt til de tyske myndigheder, men hun husker ikke nænnere derom. Hun købte møbler til lejligheden i Tyskland. Hun fik kvitteringer herfor, men har ikke gemt dem. Hun og ægtefællen boede sammen i Tyskland i 2 måneder. Derefter rejse hendes ægtefælle den I. juni 2007 tilbage til Tyrkiet. Da lian var rejst, brød hun sig ikke længere om at være i Tyskland. I Tyskland havde hun kigget lidt efter nogle lokaler til et pizzeria, men der kom ikke noget ud af det, og hun opgave derfor tanken om at etablere sig i Tyskland. Efter at ægtefællen var rejst til Tyrkiet, var hun ikke i Tyskland hver uge. Når hun var i Tyskland efter ægtefællens hjemrejse, tilbragte hun tiden i lejligheden, ligesom hun besøgte sin fa milie i Tyskland. Da hun vendte tilbage til Danmark, flyttede hun igen ind i sin lejlighed på Adresse 1 i Randers, og da hendes ægtefælle anden gang var i Danmark, boede han hos hende på denne adresse. Hendes bror havde overtaget lejligheden, da hun flyttede til Tyskland. Han betalte huslejen, ligesom lian så vidt hun ved stod på lejekontrakten. Da - - hun flyttede ind i lejligheden igen efter at være kommet til Danmark, skrev hun ikke under på en ny kontrakt. Hun søgte først om opholdstilladelse til ægtefællen, da hun var tæt på at fylde 24 år, idet hun havde forstået, at det var en betingelse for at få opholdstilladelse til ægtefællen. at hun var fyldt 24 år. Hun havde ikke forinden søgt om opholdstilladelse efter EU-reglerne, idet hun ikke var klar over, at disse regler ikke stillede krav om, at hun var 24 år. Når hun ikke udfyldte skemaet med oplysninger om sit ophold i Tyskland, skyldtes det, at hun ikke var klar over betydningen deraf Vidne 2 har supplerende forklaret, at han ved en enkelt lejlighed har overnattet i lej ligheden i By 3 . Det var en lejet lejlighed. Han hjalp Vidne 1 med at blive registeret på folkeregisteret i Tyskland, idet hun ikke talte tysk. Han ved ikke, om hun havde opholds tilladelse i Tyskland. Vidne 1 var i Danmark i weekenderne for at hjælpe med pizzeriaet i By 2 . Han har to til tre gange kørt hende tilbage til Tyskland fra By 2 . Når -5Vidne 1 var i Danmark, overnattede hun hos familien i Randers. Efter at hun flyttede til Tyskland, var hun i Danmark (iver weekend, men i Tyskland på hverdage. Retsgrundlaget Opholdsdirektivet (Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/38/EF af
25. april 2004) om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på med lemsstaternes område finder ifølge artikel
26. stk. 1, anvendelse på enhver unionsborger, der rejser til eller tager ophold i en anden medlemsstat end den, hvor vedkommende er statsborger, samt familiemedlemmer, der ledsager unionsborgeren eller slutter sig til denne (primær fri bevægelighed). Ifolge EV-opholdsbekendtgørelsen (senest bekendtgørelse nr. 474 af
27. maj 2011) stilles som betingelse for disse familiemedlemmers ret til ophold her i landet, at de ledsager eller slutter sig til en EU-statsborger, der har etableret et reelt eller faktisk ophold i Danmark, jf. herved bekendtgørelsens § 8, stk, I, § 9, stk. I, § 10, § II og §
28. EU-domstolen har fastslået, at retten til familiesammenforing i henhold til EV-retten også finder anvendelse, når en unionsborger vender tilbage til sit hjemland efter at have benyttet sin ret til fri bevægelighed (sekundær fri bevægelighed), I overensstemmelse hermed frem går det af EV-opholdsbekendtgorelsens § 13, at familiemedlemmer til en dansk statsborger i det omfanu. det følger af EV-retten. har ret til ophold her i landet ud over de 3 måneder, der følger afudlændingelovens §
29. stk. I og
30. Af meddelelse af
31. oktober 2008 fra Inte grationsministeriet til Udlændingesen’ice om ændringer af EV-opholdsbekendtgorelsen og praksis som følge af Metoek-dommen mv. fremgår det, at der på samme måde som ved - familiesammenforing i tilfælde af primær fri bevægelighed stilles krav om etablering af - reelt og faktisk ophold i et andet EV-land, hvis en dansk statsborger ansøger om familie sammenfodng på grundlag af EG-retten efter sin tilbagevenden til Danmark. I “Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om retningslinjer for en bedre gennemførelse og anvendelse afdirektiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område” af
32. juli 2009 hedder det bl.a.: -6- “
33. MISBRUG OG SVIG Fællesskabsrctten finder ikke anvendelse i tilfælde af misbrug. Ar tikel 35 giver medlemsstaterne mulighed for at træffe effektive og nød vendige foranstaltninger for at bekæmpe misbrug og svig inden for om råder, der falder ind under fællesskabsrettens materielle anvendelsesom råde, hvad angår fri bevægelighed for personer, ved at nægte, ophæve eller tilbagekalde rettigheder i henhold til dette direktiv, når der er tale om misbrug af rettigheder, som f.eks. proformaægteskab... 4.
34. Andre former for misbrug Misbrug kan også forekomme, når EV-borgere, der i deres oprindelses land ikke kan blive sammenført med deres familiemedlemmer fra tredjelande, fordi anvendelsen af nationale indvandringsregler forhindrer dette, flytter til en anden medlemsstat med det ene formål at omgå den natio nale lovgivning, som forhindrede familiesammenføring, ved at påberåbe sig deres rettigheder i henhold til fællesskabsretten, når de vender tilbage til hjemlandet. De faktorer, der gør det muligt at skelne mellem korrekt anvendelse og misbrug affællesskabsretten bør baseres på vurderingen af, om EV-bor geren og deres familiemedlemmer reelt og effektivt har udøvet fælles skabsrettighederne i en medlemsstat, som de vender hjem fra. I så fald er EU-borgeme og deres familiemedlemmer beskyttet affællesskabsretten om fri bevægelighed for personer Vurderingen skal foretages fra sag til sag. Hvis udøvelsen affællesskabsrettighedeme i en konkret sag om hjemvendelse er reel og effektiv, bør oprindelsesmedlemsstaten ikke un dersøge de personlige motiver, der udløste den tidligere flytning.” Anbringender Appellant har vedrørende den første af sagens problemstillinger (dokumentation for udnyttelse af retten til fri bevægelighed) gjort gældende, at det efter bevisførelsen er godt gjort, at hans ægtefælle har udnyttet sin ret til fri bevægelighed ved at tage ophold i Tysk land. Ophold skal forstås i overensstemmelse med direktivets artikel 10, og der er ikke hjemmel i direktivet for det yderligere krav om reelt og faktisk ophold, som de danske myndigheder stiller. EU-domstolen bør eventuelt have lejlighed til at udtale sig derom. Vidne 1 har i øvrigt under alle omstændigheder dokumenteret at have haft ophold i Tyskland, idet hun lejede en bolig, hvor hun også opholdt sig, ligesom hun blev frameldt folkeregisteret i Danmark og tilmeldt i Tyskland. Vedrørende den anden problemstilling (ansøgning i naturlig forlængelse af tilbagevenden) -7- har Appellant anført, at der hverken efter direktivets ordlyd eller efter en forniålsfor tolkning er grundlag for at stille krav om, at ansøgningen skal være indgivet i naturlig forlængelse at at ægteftullen vendte hjem til Danmark. Tværtimod har EV-domstolen af vist, at der kan stilles et sådan krav i Sahm sagen (kendelse af
35. december 2008, sag nr. C-551/07) præmis 32-33 og i Metock sagen (dom af
36. juli 2008, sag nr. C-l27/08) præ mis
37. I forhold til den tredje problemstilling (hans ophold sammen med ægtefællen i Tyskland) har Appellant anført, at opholdsdirektivet ikke giver hjemmel til, at der kan stilles krav om, at han skulle opholde sig sammen med sin ægtefælle, mens hun udnyttede sin ret til fri bevægelighed ved ophold i Tyskland. Justitsministeriet har i forhold til den første problemstilling gjort gældende, at det er en betingelse for, at en dansk statsborger har ret til familiesammenføring i Danmark efter EVretten, at han eller hun har benyttet den frie bevægelighed ved at etablere et reelt og faktisk ophold i et andet EV-land. Kravet om reelt og faktisk ophold har støtte i Metock-dommens præmis 73 og i EV-kommissionens retningslinjer af
38. juli 2009 for en bedre gennemførel se og anvendelse afdirektiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlernsstaternes område. Kravet om reelt og faktisk ophold har sikker hjemmel, og det er derfor ikke nødvendigt med præjudiciel forelæggelse Appellant for EV-domstolen herom. har ikke efter bevisførelsen godtgjort, at hans ægtefælle har opfyldt kravet om reelt og faktisk ophold i Tyskland. Vedrørende den anden problemstilling har Justitsministeriet anført, at kravet om, at ansøg ning om farniliesammenføring skal indgives i naturlig forlængelse af ægtefællens indrejse i Danmark, er baseret på det forhold, at familiesammenføring efter EV-retten skal sikre, at den danske ægtefælle ikke ved sin tilbagevenden til Danmark oplever en hindring for at Appellant fortsætte sit familieliv. Når først søgte om opholdstilladelse i Danmark mere end et år efter sin ægtefælles indrejse, må dette tages som udtryk for, at der ikke på tidspunktet for Vidne 1's indebar en hindring for Kravet om, at Appellant hjemvenden til Danmark var etableret et familieliv, der Vidne 1's hjemvenden. skal have opholdt sig i Tyskland sammen med sin ægtefælle (sagens tredje problemstilling) skal ses i forlængelse herat idet retten til familiesammenfø ring med den hjemvendende ægtefælle skal sikre fortsættelsen af et samliv, der har været -8- etableret under udnyttelsen af retten til fri bevægelighed. Parterne har i øvrigt gentaget deres anbringender for byretten. Landsrettens begrundelse og resultat Appellants ægtefælle, Vidne 1 , er dansk statsborger, og det er derfor en be tingelse for familiesammenforing efter EV-rettens princip om fri bevægelighed, at Vidne 1 er vendt tilbage til Danmark efter at have opholdt sig i en anden medlemsstat (se kundær fri bevægelighed). De danske myndigheders krav om, at Vidne 1 reelt og faktisk skal have udovet fæl lesskabsrettighederne i den medlernsstat, hvor hun har haft ophold, må anses for begrundet i et ønske om at undgå misbrug og har ifølge kommissionens udtalelse klar hjemmel i EVretten. Der er derfor ikke grundlag for at forelægge EU-domstolen spørgsmål om kravets forenelighed med EV-retten. Da afgørelsen af om Appellants ægtefælle reelt og fak tisk har udøvet fællesskabsrettighederne i Tyskland, beror på en helt konkret bevisvurde ring, er der heller ikke grundlag for at forelægge EV-domstolen spørgsmål herom. Ved indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse efter EU-retten, der blev indgivet samtidig med, at der søgtes om opholdstilladelse efter udlændingeloven, gav Vidne 1 ikke oplysninger om sit ophold i Tyskland. Efter bevisforelsen må det lægges til grund, at Vidne 1 i marts 2007 lejede en lejlighed i By 3 i Tyskland, og at hun var registreret som bosiddende der i perioden fra marts til september
39. Det er oplyst, at baggrunden for hendes flytning til Tyskland, var, at hun ønskede at prøve noget nyt, og at hun overvejede at åbne et pizzeria i Tyskland, men at hun ikke talte tysk. Hun har forkla ret, at hun under opholdet i Tyskland kiggede lidt efter lokaler til et pizzeria, men at hun ikke kunne finde nogen, og at hun derfor opgav tanken om at åbne et pizzeria. Under op holdet i Tyskland fortsatte hun med at passe sit arbejde i weekenderne på sit pizzeria i By 2 , indtil dette blev solgt i juli 2007, og hun overnattede i forbindelse med sit weekendarbejde hos sin familie i Randers. Efter at Appellant den
40. juni rejste tilbage til Tyrkiet, opholdt hun sig ikke længere så meget i Tyskland, og da hun vendte tilbage til Danmark, flyttede hun tilbage til sin tidligere bopæl i Randers. Landsretten finder efter en samlet vurdering, at det under disse omstændigheder ikke er -9- godtgjort, at Vidne 1 har etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Landsretten har herved navnlig lagt vægt på, at planerne for etablering af et pizzeria i Tyskland som eksistensgrundlag for Vidne 1 efter det oplyste var helt ukonkrete. at hun bevarede en meget nær tilknytning til Danmark både i forhold til arbejde og ophold i den periode, hvor hun var registreret på adressen i Tyskland, og at hun efter sin tilbagevenden til Dan mark flyttede ind i den samme lejlighed, som hun havde boet i, inden hun tog til Tyskland. Vidne 1 har herefter ikke godtgjort at have benyttet sin ret til fri bevægelighed på en sådan måde, at der er undlag for familiesammenforing efter EG-retten. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom. Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal Appellant betale sags- omkostninger for landsretten til Justitsministeriet med i alt 20.000 kr. til dækning af mini steriets udgifter til advokatbistand. Beløbet er inkl. moms, da Justitsministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens betyd ning og dens omfang. Thi kendes for ret Byrettens dom stadfæstes. Appellant skal betale sagens omkostninger for landsretten til Justitsministeriet med 20.000 kr. De idomte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens 8 a. skal betales inden 14 dage. Bjerg Hansen Ida Skouvig Linda Hangaard - 10-