ECLI:DK:HOL:2023:SS0000001094 Domsresume

Tidligere ansat i forsvaret og tre leverandører til forsvaret frifundet Dom afsagt:

1. maj 2023 To tidligere ansatte i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse var tiltalt for mandatsvig og passiv bestikkelse ved i flere tilfælde i årene 2014-2019 at have anvendt penge tilhørende forsvaret til private indkøb. Sagen mod den ene ansatte kunne ikke gennemføres på grund af sygdom. Pengene var overført til skyggekonti hos leverandører til forsvaret. Tre leverandører, og for de tos vedkommende tillige deres selskaber, var tiltalt for at have deltaget i mandatsviget og ydet aktiv bestikkelse. Efter en henvendelse fra en whistleblower indledte anklagemyndigheden ultimo 2019 efterforskning af en sag om mandatsvig og bestikkelse vedrørende Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Der blev rejst tiltale for mandatsvig og passiv bestikkelse mod en projektleder, Medtiltalte, og en kontorchef, Tiltalte 1, i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse for i en række tilfælde i årene 2014 – 2019 at have modtaget genstande til privat brug, herunder køkkener, der var betalt med forsvarets penge. Det var ifølge tiltale muliggjort ved, at Medtiltalte ved systematisk overfakturering og i samarbejde med leverandører havde omplaceret pengene til at være tilgodehavender hos leverandørerne, såkaldte skyggekonti. Tiltalte 1 var tiltalt for i tre tilfælde at have modtaget effekter købt over skyggekonti. Medtiltalte var tiltalt for et større antal tilfælde. Sagen mod Medtiltalte måtte efter, at hovedforhandlingen var påbegyndt, udskilles til selvstændig behandling, fordi Medtiltalte var længerevarende syg. Der var endvidere rejst tiltale mod tre leverandører til forsvaret, Tiltalte 2, Tiltalte 3 og Tiltalte 4, for aktiv bestikkelse og mandatsvig, til dels forsøg. Bestikkelsen bestod ifølge anklagemyndigheden i, at leverandørerne stillede skyggekonti til rådighed, som Medtiltalte og Tiltalte 1 skjult for forsvaret og den interne revision, kunne bruge til private for-mål. Leverandørerne brugte således forsvarets egne penge til at bestikke Medtiltalte og Tiltalte
2. To selskaber var tillige tiltalt i sagen for som juridiske personer at være ansvarlige for lovovertrædelser begået af deres direktører, Tiltalte 3 og Tiltalte
3. Samtlige tiltalte blev frifundet. Af dommen fremgår følgende: Rettens begrundelse og afgørelse Om baggrunden for denne sag kan det lægges til grund, at der i forsvaret i de omhandlede år blev gennem-ført mange projekter sidst på året, fordi der var et ledelsesmæssigt pres for at få årets bevillinger / brugt. Ledelsespraksis var, at man i den forbindelse accepterede forudbetalinger for arbejder, som først kunne fær-diggøres i det nye år. / Som beskrevet i Rigsrevisionens rapport var der før 2019 ikke etableret funktionsadskillelse i indkøbsafdelingen, hvorfor samme medarbejder kunne foretage et indkøb, kvittere for modtagelse og betale. Dette muliggjorde, at Medtiltalte og Vidne 3 kunne opbygge tilgodehavender hos leverandører ved at modtage og betale for tilbud, der var højere end den reelle pris for leverancen. Der var ifølge Vidne 1 ikke tale om en praksis, som var kendt eller accepteret af ledelsen, og den var i strid med forsvarets regler om, hvordan midler prioriteres. I Vidne 3's tilfælde var der ikke brugt af de opsparede midler til forsvaret uvedkommende formål, hvorfor han blev afskediget, men ikke strafferetligt forfulgt, ligesom det ikke er oplyst, at der er rejst sager om bestikkelse i anledning af de tilgodehavender, som virksomhederne havde stående for Vidne
4. Selve det forhold, at en medarbejder i forsvaret i samarbejde med en leverandør etablerede tilgodehavender hos leverandøren, de såkaldte skyggekonti, er således ikke er blevet anset for strafbart for hverken medarbejder eller leverandør i det omfang, tilgodehavenderne er blevet anvendt til forsvaret vedkommende formål. Om forhold 2 - Tiltalte
5. Det kan i forhold 2 a lægges til grund, at Tiltalte 1 i 2014 ikke betalte for det køkken til 82.427,40 kr., som han indkøbte hos Virksomhed I/S og fik monteret i sit nyopførte sommerhus. Tiltalte 1 blev ved købet i 2013 oprettet som kunde i Virksomhed I/S' salgssystem. Han indgik selv aftalen med Virksomhed I/S, og der er ingen oplysninger om, om Medtiltalte på nogen måde var involveret i købet, udover at han hjalp med en senere reklamation. Tiltalte 1 har forklaret, at han regnede med, at køkkenet var betalt over tømrerentreprisen. Køkkenet fremgik af en projekttegning dateret
6. februar 2014, som var vedhæftet tømrerens tilbud på opførelse af nyt sommerhus i henhold til tegninger og beskrivelser af
7. februar
8. Køkkenet fremgik ikke direkte af tilbuddets summariske tekst, som angav en samlet pris på 390.000 kr. plus moms for støbe-, kloak-, tømrer-, murer, maler-, VVS- og elarbejde. Tiltalte 1 har forklaret, at han fem år senere gennemgik sine fakturaer med henblik på bortskaffelse, og han blev i den forbindelse opmærksom på, at han ikke havde en faktura på køkkenet. Han talte derfor med tømreren og derefter med Virksomhed I/S. Han fandt på den måde ud af, at tømreren ikke havde betalt køkkenet. Vidne 11 har forklaret, at hun ikke i bogføringssystemet har kunnet finde en faktura på køkkenet, hverken til Tiltalte 1 eller til tømreren. Derfor hørte hun første gang om dette køkken, da Tiltalte 1 i slutningen af 2019 henvendte sig. Tiltalte 1 var således ikke oprettet som kunde i bogføringssystemet. Hverken Tiltalte 2 eller de afhørte vidner har herudover haft nogen erindring om håndteringen af salget af køkkenet. Vidne 10 har dog tidligere vedstået en forklaring til politirapporten, hvoraf fremgik, at køkkenet var faktureret til tømreren, som det også skulle leveres til. Det er anklagemyndighedens opfattelse, at køkkenet må være betalt med forsvarets tilgodehavende hos enten Virksomhed I/S eller tømreren. / Tiltalte 2 har forklaret, at der ikke blev oparbejdet tilgodehavender for forsvaret hos Virksomhed I/S før i 2017, og der er ikke fremlagt dokumentation for, at denne forklaring er urigtig, ligesom der ikke er fremlagt dokumentation for tilgodehavender i 2014 hos tømreren. Tømreren har tidligere været sigtet under sagen, men sagen mod ham er påtaleopgivet. På denne baggrund finder retten, at der uanset, at det er meget påfaldende, at Tiltalte 1 lige præcis, da denne sag blev kendt, sørgede for, at køkkenet blev betalt, ikke er ført det for domfældelse fornødne bevis for, at køkkenet er betalt med forsvarets penge. Det kan heller ikke fastslås, om det var meningen, at køkkenet ikke skulle betales – eventuelt var en gave fra Virksomhed I/S – eller om en manglende betaling ganske enkelt beroede på en menneskelig fejl hos Virksomhed I/S, eventuelt en fejl, som Tiltalte 1 var bekendt med, men undlod at reagere på, indtil denne sag blev kendt. Henset til uklarheden om de faktiske forhold, herunder at det ikke kan udelukkes, at der ved en fejl ikke er sket fakturering af køkkenet, er der ikke ført det for domfældelse fornødne bevis for, at Tiltalte 1 er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 144 eller § 280, nr.
9. Tiltalte 1 frifindes derfor i forhold 2 a. Vedrørende forhold 2 b kan det lægges til grund, at Medtiltalte sammen med en ordre til forsvaret indkøbte en markise til Tiltalte 1's sommerhus. Markisen blev faktureret til forsvaret og betalt af dette. Anklagemyndigheden har gjort gældende, at markisen er betalt af indeståendet på en skyggekonto, men der er ingen oplysninger om et tilgodehavende hos leverandøren af markisen, ligesom fakturaen ikke er sendt til betaling hos en anden leverandør. Retten lægger derfor til grund, at der i dette tilfælde ikke er tale om betaling med midler, der henstod hos en leverandør, men om at Medtiltalte har misbrugt sin adgang til at handle med retsvirkning for forsvaret til at lade dette betale en regning, der var forsvaret uvedkommende. Tiltalte 1 har forklaret, at han troede, at Medtiltalte havde skaffet ham et fordelagtigt tilbud på en markise, og at han betalte den direkte til Medtiltalte med 15.000 kr. kontant i en kuvert. Denne forklaring er først fremkommet efter, at Tiltalte 1 havde forsøgt at skjule købet af markisen ved at benægte det og bortskaffe den, og forklaringen fremstår ikke troværdig. Tiltalte 1 må derfor have indset, at markisen blev betalt med forsvarets midler, og han har dermed medvirket til det af Medtiltalte begåede mandatsvig. Tiltalte 1 er sigtet for forholdet i 2020, det vil sige mere end 5 år efter gerningstidspunktet. Der er efter værdien af forholdet både isoleret set og set i sammenhæng med tiltalen i øvrigt og henset til det meget begrænsede antal tiltalepunkter ikke grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 286, stk.
10. Det forhold, at Tiltalte 1 indtog en overordnet stilling ved forsvaret, kan ikke isoleret set føre til et andet resultat. Forholdet er derfor forældet, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr.
11. Da Tiltalte 1 på det ovenfor anførte grundlag ikke har haft anledning til at tro, at en leverandør medvirkede til forholdet med det formål at yde ham en fordel, er der heller ikke grundlag for at dømme ham for overtrædelse af straffelovens §
12. Tiltalte 1 frifindes herefter i forhold 2 b. / Vedrørende forhold 2 c kan det lægges til grund, at Medtiltalte skaffede en emhætte og en vaskemaskine til brug for Tiltalte 1's søn. Efter korrespondancen mellem Medtiltalte og Tiltalte 1, hvorefter købesummen for tingene skulle tilbagebetales til Tiltalte 1's hustru i rater, kan det lægges til grund, at det ikke var hensigten, at Tiltalte 1 skulle betale for tingene, når bortses fra et mindre beløb for ombytning af emhætten. Tiltalte 1 må derfor have indset, at tingene blev betalt med forsvarets midler, og det kan lægges til grund, at betaling rent faktisk skete med forsvarets tilgodehavende hos Tiltalte A/S. Tiltalte 1 har forklaret, at han ikke havde kendskab til dette tilgodehavende eller til andre tilgodehavender hos leverandører, og der er hverken fremlagt dokumenter eller afgivet vidneforklaringer, som modsiger dette. Det kan derfor ikke med den fornødne sikkerhed lægges til grund, at Tiltalte 1 havde kendskab til tilgodehavendet, men blot at han måtte regne med, at hvidevarerne på en eller anden måde blev betalt af forsvaret. Medtiltaltes overførsler af forsvarets midler til forsvaret ubekendte konti hos leverandører med det formål i et vist omfang at benytte pengene til forsvaret uvedkommende formål, havde karakter af mandatsvig. Mandatsvig er fuldbyrdet, når formuetab faktisk er indtrådt, eller når den strafbare disposition har fremkaldt en væsentlig risiko for formuetabets indtræden. I dette tilfælde er mandatsviget derfor fuldbyrdet ved Medtiltaltes overførsel af pengene og altså tidligere end Tiltalte 1's bestilling af og modtagelse af hvidevarerne. Tiltalte 1 kan derfor ikke straffes for mandatsvig. Der er allerede efter formuleringen af tiltalen ikke grundlag for at henføre forholdet under straffelovens §
13. Da det som nævnt ikke er dokumenteret, at Tiltalte 1 havde kendskab til tilgodehavenderne hos leverandørerne, det vil sige den fordel, som ifølge anklagemyndigheden udgjorde bestikkelse, kan Tiltalte 1 heller ikke dømmes for overtrædelse af straffelovens §
14. Tiltalte 1 frifindes herefter i forhold 2 c. Om forhold 3, 4 og 8 - Tiltalte
15. Tiltalte 2 har i alle tre forhold nægtet sig skyldig og forklaret, at Virksomhed I/S fra 2017 modtog forudbetalinger fra forsvaret. Disse blev generelt brugt til renoveringsopgaver, men der blev også indkøbt løsøre for mindre beløb. De opsparede midler blev betragtet som nogen, Medtiltalte frit kunne disponere over. Tiltalte 2 styrede forudbetalingerne i et regneark. Der er ikke fremkommet oplysninger om, at Tiltalte 2 havde modtaget anden information om den faktiske afgrænsning af Medtiltaltes beføjelser i relation til indkøb, herunder om han kun måtte indkøbe til renovering af bygninger, eller om han også måtte indrette disse med løsøre, end den han modtog fra Medtiltalte selv. Tiltalte 2 havde lært Medtiltalte at kende som en kunde, der repræsenterede forsvaret, og som gennem en årrække i praksis kunne foretage indkøb af enhver art til forsvaret. Det kan i forhold 3 lægges til grund, at Virksomhed I/S i 2014 har leveret et køkken til Tiltalte 1's sommerhus. Som gennemgået i forbindelse med tiltalen mod Tiltalte 1 er det uklart, om der er sket betaling for køkkenet med et tilgodehavende for forsvaret, er ydet en regulær gave fra en leverandør eller ved en simpel fejl ikke er / opkrævet betaling, og der er ingen dokumentation for tilgodehavender for forsvaret hos Virksomhed I/S eller tømreren i
16. Hverken Tiltalte 1, Tiltalte 2 eller andre har forklaret, at Medtiltalte på nogen måde tog del i købet af køkkenet, udover at han efterfølgende hjalp med en reklamation. Der er derfor ikke i forhold til Tiltalte 2 ført det fornødne bevis for, at han i forhold 3 uberettiget har ydet Tiltalte 1 og/eller Medtiltalte en uberettiget fordel ved at stille en skyggekonto til rådighed for private indkøb, og at han dermed har overtrådt straffelovens §
17. Tiltalte 2 frifindes derfor i forhold
18. De i forhold 4 omhandlede indkøb er foretaget i 2017-2019, på hvilket tidspunkt der ifølge Tiltalte 2 var tilgodehavender for forsvaret hos Virksomhed I/S. Det kan lægges til grund, at genstandene er betalt af disse tilgodehavender. Tre af indkøbene, bilag 1 h, nr. 1, 2 og 9, vedrører inventar og lignende leveret til Medtiltaltes daværende privatbolig, x-vej. Tiltalte 2 har forklaret, at han var af den opfattelse, at Medtiltalte boede i en embedsbolig med lager, og vidnet I har tilsvarende forklaret, at han mente, at boligen var en embedsbolig. Først da den blev solgt, blev han klar over, at det ikke var tilfældet. Det fremgår af sagen, at Virksomhed I/S har leveret inventar til embedsboliger i forsvaret, og Vidne 13 fra Virksomhed A/S 1 - mod hvem der ikke er rejst nogen sigtelse - har som vidne til forhold 2 b forklaret, at hun troede, at Tiltalte 1's sommerhus var en ejendom tilhørende forsvaret. Forklaringen er således ikke ganske usandsynlig og sammenholdt med de mangelfulde oplysninger om Tiltalte 2's kendskab til Medtiltaltes beføjelser som indkøber for forsvaret, er det ikke med den for domfældelse fornødne sikkerhed bevist, at Tiltalte 2 vidste eller måtte indse, at disse indkøb ikke var til forsvaret. De øvrige genstande er kun i begrænset omfang fundet hos Medtiltalte, hvorfor det ikke kan udelukkes, at en del af tingene rent faktisk befinder sig på kaserner. Kaserner er arbejdspladser for et stort antal ansatte med forskellig funktion og rang, og der foregår på og fra kaserner aktiviteter af meget forskellig karakter. Det kan således ikke anses for ganske usandsynligt, at en kaserne ville have brug for højstole til personalets familier eller for diverse cykel- og friluftsudstyr til aktiviteter i felten. Køkkenudstyr er i tre tilfælde indkøbt fra en leverandør til erhvervskunder, hvilket uanset prisklasse i sig selv indikerer, at indkøbene ikke var til privat brug. En Nanna Ditzel stumtjener kunne være til indretning af en officersmesse eller en officers kontor. Dertil kommer, at der er tale om relativt få indkøb til et samlet relativt mindre beløb foretaget over flere år. Efter en samlet vurdering finder retten ikke, at det med den for domfældelse fornødne sikkerhed er bevist, at Tiltalte 2 har indset, at disse indkøb helt eller delvist var til privat brug, eller at han uberettiget ydede ansatte ved forsvaret en fordel i forbindelse med betaling af fakturaerne af forsvarets tilgodehavender, og der er derfor ikke bevist forsæt til overtrædelse af straffelovens § 280, nr. 1 eller §
19. Det bemærkes, at det er påfaldende, at alle disse forskelligartede genstande blev indkøbt via et køkkenfirma, og at Tiltalte 2 må have indset, at han medvirkede til at omgå forsvarets bevillingsregler, men at dette ikke er tilstrækkeligt til at finde ham skyldig i den rejste tiltale. Tiltalte 2 frifindes derfor i forhold
20. / Det kan i forhold 8 lægges til grund, at køkken med videre til Medtiltalte nye privatbolig blev leveret uden, at der mellem parterne lå en skriftlig aftale om, hvad der skulle leveres og til hvilken pris. Levering skete ifølge Tiltalte 2 omkring sommeren
21. Først efter denne sags opkomst, blev der den
22. januar 2020 udarbejdet et skriftligt tilbud på arbejdet, og det blev faktureret. Der var herefter en korrespondance mellem parterne om betalingen. Det må antages, at ingen af parterne på tidspunktet tænkte, at korrespondancen skulle bruges andet end internt mellem dem, men alligevel er der i den ingen antydninger af, at det ikke havde været meningen, at tingene skulle betales af Medtiltalte. Vidne 11 har forklaret, at køkkenet blev faktureret på helt sædvanlig vis. Der blev ikke krævet delvis forudbetaling, og der blev givet en lidt længere kredit, fordi Medtiltalte var en god kunde, og han skulle have solgt et hus eller hjemtaget et kreditforeningslån, inden han kunne betale. Dette svarer til Vidne 10's forklaring. Det bemærkes, at såfremt købesummen skulle betales af forsvarets tilgodehavende hos Virksomhed I/S, som på tidspunktet nogenlunde svarede til værdien af køkken med videre, kan det undre, at beløbet ikke helt eller delvist var trukket, inden sagens opkomst i november
23. Retten finder på denne baggrund heller ikke, at der i forhold 8 er ført det for domfældelse fornødne bevis for hverken de faktiske forhold eller for Tiltalte 2 forsæt til overtrædelse af straffelovens § 280, nr. 1, jf. § 21, eller §
24. Tiltalte 2 frifindes derfor i forhold
25. Om forhold 5 og 6 - Tiltalte 3 og Tiltalte A/S. Tiltalte 3 har nægtet sig skyldig og forklaret, at han i forhold til forsvaret og Medtiltalte blot videreførte den praksis, som havde været anvendt i hans fars tid som indehaver af virksomheden. Han havde ikke mistanke om, at noget var galt, og da hans relativt nyansatte økonomiansvarlige, Vidne 7, gav udtryk for, at forretningsgangen var mistænkelig, talte han med sin mangeårige statsautoriserede revisor, som ikke mente, at der var noget galt. Der er alene rejst tiltale for de forhold, der ligger efter Vidne 7's advarsler, og det er således anklagemyndighedens synspunkt, at Tiltalte 3 indtil da ikke havde forsæt til overtrædelse af hverken straffelovens § 280, nr. 1, eller §
26. Vidne 7 har forklaret, at han ved sin fratræden fra Tiltalte A/S mente, at forretningsgangen i forhold til Medtiltalte og forsvaret var mistænkelig, men han havde ikke en direkte mistanke om, at ting endte hos Medtiltalte selv. Han observerede heller ikke en særlig høj avance på samhandlen med forsvaret, men revisor gjorde engang en bemærkning om noget sådant. Retten vurderer ikke, at Vidne 7's udtalelser alene og i en situation, hvor Tiltalte 3 ubestridt forelagde udtalelserne for sin revisor, som var uenig med Vidne 7, var tilstrækkelige til at skabe det for domfældelse fornødne forsæt hos Tiltalte 3 til at medvirke til mandatsvig, eller at han herefter måtte indse, at virksomhedens facilitering af en opsparing havde karakter af bestikkelse. / Tiltalte 3 og i konsekvens heraf Tiltalte A/S frifindes derfor for overtrædelse af såvel straffelovens § 280, nr. 1, som §
27. Om forhold 9 og 10 - Tiltalte 4 og Tiltalte ApS. Tiltalte 4 har nægtet sig skyldig og forklaret, at Medtiltalte formidlede hans køb af to robotplæneklippere til brug ved en udlejningsejendom ejet af Tiltalte ApS. Denne forklaring modsiges af Vidne 4's meget detaljerede og troværdige forklaring om, at robotplæneklipperne omkring august 2019 blev indkøbt af Medtiltalte til brug ved dennes private villa, og de skulle alene betales af Tiltalte
28. Montering var egentlig inklusiv i prisen, men kom på fakturaen med et beløb svarende til nogle mindre haveredskaber, som Medtiltalte også havde købt. Herefter kom denne sag op, og plæneklipperne stod hos Vidne 4, indtil Tiltalte 4 et år senere forlangte dem udleveret og fik dem tilsendt. Plæneklipperne er ifølge Tiltalte 4 aldrig blevet monteret og taget i brug. Retten lægger på denne baggrund til grund, at plæneklipperne blev indkøbt til Medtiltaltes private brug, og at de kun skulle betales af Tiltalte
29. Der er ingen oplysninger om, at Medtiltalte havde opsparet midler tilhørende forsvaret hos Tiltalte 4, Tiltalte 4 havde i 2019 ikke længere en rammeaftale med forsvaret, han havde været sygemeldt siden 2017, og malerdelen af hans virksomhed var stort set afviklet. Der er på denne baggrund en sådan uklarhed om sagens faktiske omstændigheder herunder om, hvorfor Tiltalte 4 på dette tidspunkt skulle have haft interesse i at bestikke Medtiltalte og om, hvordan der skulle kunne ske viderefakturering til forsvaret i en situation, hvor Tiltalte 4's virksomhed som maler var minimal, og der ikke længere var en rammeaftale med forsvaret, at der ikke er ført det for domfældelse fornødne bevis for hverken forsøg på mandatsvig eller aktiv bestikkelse. Tiltalte 4 og i konsekvens heraf Tiltalte ApS frifindes derfor for overtrædelse af såvel straffelovens § 280, nr. 1, som § 122, jf. til dels §
30. /