Højesteret ændrer landsrettens kendelse om varetægtsfængsling, idet begæring ikke burde være imødekommet, da betingelserne for varetægtsfængsling ikke

Varetægtsfængsling var ikke berettiget Sag 110/2023 Kendelse afsagt den

1. marts 2024 Anklagemyndigheden mod Tiltalte Betingelserne for varetægtsfængsling var ikke opfyldt Tiltalte blev anholdt den
2. september 2023 og sigtet for at have været i besiddelse af en større mængde nar-kotika. Tiltalte var svensk statsborger og havde boet i Danmark siden oktober
3. Han var ifølge sin egen forklaring flyttet fra sin ekskone i løbet af sommeren 2023 og havde siden da boet på hotelværelser, hos venner og nogle gange på en nærmere angivet adresse hos sin nye kæreste. Tiltalte blev fremstillet i grundlovsforhør den følgende dag, hvor han blev løsladt til kærestens adresse eller et hotelværelse. Anklagemyndigheden kærede byrettens kendelse til landsretten, der den
4. september 2023 bestemte, at Tiltalte skulle varetægtsfængsles som følge af flugtrisiko og påvirkningsrisiko. Politiet søgte herefter to gange forgæves efter Tiltalte på hans tidligere adresse (ekskonens adresse), men først den
5. oktober 2023 søgte de efter ham på kærestens adresse. Han befandt sig på adressen og blev anholdt. Den følgende dag blev han varetægtsfængslet med henvisning til, at grundlaget for lands-rettens kendelse af
6. september 2023 fortsat fandtes at foreligge, og da det forhold, at han havde væ-ret på fri fod fra den
7. september 2023 og frem til den
8. oktober 2023 ikke kunne føre til andet re-sultat. Landsretten stadfæstede den
9. november 2023 byrettens kendelse. Sagen for Højesteret angik, om betingelserne for varetægtsfængsling som følge af flugtrisiko og på-virkningsrisiko var opfyldt på tidspunktet for landsrettens kendelse den
10. november
11. Højesteret fandt, at der på tidspunktet for landsrettens kendelse ikke var tilstrækkeligt grundlag for at varetægtsfængsle Tiltalte som følge af flugtrisiko. Højesteret henviste til, at Tiltalte havde været på fri fod i knap 7 uger, da han blev anholdt igen, og at anholdelsen skete hos kæresten på den adresse, som han havde oplyst under grundlovsforhøret. Højesteret fandt endvidere, at der på tidspunktet for landsrettens kendelse heller ikke var tilstrækkeligt grundlag for at varetægtsfængsle Tiltalte som følge af påvirkningsrisiko, da Tiltalte havde været på fri fod i knap 7 uger, hvorfor der ikke var bestemte grunde til at antage, at han yderligere kunne vanskeliggøre for-følgningen i sagen ved at advare eller påvirke andre eller ødelægge beviser. Anklagemyndighedens begæring om varetægtsfængsling burde derfor ikke være taget til følge.