RETTEN I AALBORG DOM afsagt den 1. september 2023 Sag BS-26116/2021-ALB Skatteministeriet (advokat Steffen Sværke) mod Sagsøgte (advokat Karin Østergård Mathiasen) Denne afgørelse er truffet af Dommer

§ 4, jf.

§ 6 a, således knæsatte retsstilling blev i de følgende år lagt til grund, herunder – og af særlig betydning for nærværende sag – i sagen refere-ret i UfR 1978.614 H (Personsagen), hvor Højesteret anerkendte skatte-mæssig fradragsret for betydelige underskud ved drift af et dyrecenter på Landbrugsejendom (materialesamlingen side 83 ff.). Det pågældende dyrecenter omfattede en lang række forskellige aktivi-teter, således bl.a. – og som sagen er refereret i Ugeskriftet – kreatur-hold, kornavl, hundepension, hundekennel, hestepension, rideunder-visning, hundetræning og i tilslutning hertil drift af et cafeteria samt salg af hundefoder med videre. Sagen var speciel derved, at ejerne, et ægtepar, havde investeret betydelige beløb i indretning af bygninger m.v. til de nævnte formål. 29 Skatteministeriet bestred, at de betydelige underskud ved drift af dyrecentret kunne bringes til fradrag i den ene ægtefælles betydelige ind-komst fra anden indtægtskilde, men heri var Højesteret ikke enig. Ved et enstemmigt vota fra de syv deltagende dommere i Højesteret fik skatteyderne medhold i, at der var fradragsret for underskud ved drif-ten af dyrecentret med følgende præmisser: ” Efter det oplyste havde appellanterne de fornødne personlige og uddannelsesmæssige forudsætninger for på professionel måde at forestå driften af dyrecentret, som Person - omend i mindre målestok havde drevet med positivt resultat i nogle år. Appellanterne havde selv bopæl på Landbrugsejendom og anvendte i det i sagen omhandlede tidsrum størstedelen af deres arbejdskraft på dyrecentrets udbygning og drift, idet de på grundlag af deres erfaringer lod de nye bygninger og anlæg indrette under hensyntagen til virksomhedens specielle karakter og med det formål at muliggøre en hensigtsmæssig og arbejdsbesparende drift. Disse hensyn må antages i væsentlig grad at have været bestemmende for omfanget af de beløb, som appellanterne investerede i udvidelsen af virksomheden, og det findes ikke ved det for Højesteret fremkomne godtgjort, at appellanterne, der bedømte fremtidsudsigterne som gunstige, ikke havde til hensigt efter udvidelsen fortsat at drive dyrecentret på erhvervsmæssig måde. Den omstændighed, at rentabiliteten efter investeringernes iværksættelse viste sig utilfredsstillende, og at appellanterne af likviditetsmæssige og andre grunde besluttede at opgive driften af dyrecentret, findes ikke at kunne afskære dem fra i medfør af statsskattelovens § 4, jfr. § 6 a, at fradrage underskuddet ved virksomhedens drift i deres sam-lede skattepligtige indkomst. Appellanternes påstand vil herefter være at tage til følge.” I noterne til Højesterets dom er bl.a. og som det første henvist til UfR 1975.1065 H og UfR 1976.68 H. Med disse to domme og med dommen i Person-sagen cementerede Højesteret retsstillingen på området. Af betydning for nærværende sag er navnlig, at der på intet tidspunkt under sagen fra skattemyndighedernes side blev rejst spørgsmål om opdeling af aktiviteterne i forskellige driftsgrene med givne skattemæs-sige konsekvenser. De forskelligartede aktiviteter på ejendommen blev således bedømt som én samlet virksomhed. Og som det videre fremgår af det foran anførte referat af Højesterets præmisser for afgørelsen samt noterne til dommen, blev sagen i det 30 hele bedømt på samme retsgrundlag som Højesterets domme fra 1975, henholdsvis UfR 1975.1065 H og UfR 1976.68 H, det vil sige på grund-lag af den

§ 4, jf. § 6 a, som Højesteret fastlagde med Uf

R 1975.1065 H og UfR 1976.68 H, og som gav grundlag for Statsskattedirektoratets udstedelse af cirkulære nr. 489 af 10/11 1976 om lystgårdspraksis. Også i 1994 valgte Højesteret at henvise til det ovenfor nævnte retsgrundlag ved bedømmelse af et mindre landbrugs erhvervsmæssige karakter, jf. UfR 1994.530 H (materialesamlingen side 76 ff.). Den konkrete sag drejede sig om underskud ved drift af en mindre landbrugsejen-dom på ca. 6 ha., som blev drevet med kornavl, kødkvæg og høns. Ved dommen anerkendte Højesteret skattemæssig fradragsret for under-skud ved driften af landbrugsejendommen, som siden erhvervelsen været underskudsgivende, med følgende præmisser: ” I medfør af statsskattelovens § 6, litra a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige, særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendom-men bedømt ud fra en teknisklandbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresul-tat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende anses for dre-vet erhvervsmæssigt, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende.” Uanset arten af aktiviteterne på ejendommen, blev der på intet tids-punkt under sagens behandling sat spørgsmålstegn ved rækkevidden og anvendelsen af praksis for landbrugsejendomme på virksomheden i den foreliggende sag, som Højesteret i denne sag betegnede som ”deltidslandbrug” . …. …. I 2011 udstedte det daværende SKAT det i SKM2011.282.SKAT refere-rede styresignal om Skatte- og momsmæssig behandling af væddeløbs-heste og stutterier (materialesamlingen side 174). Som det fremgår af styresignalets pkt. 1,

1. afsnit, var baggrunden for udstedelse af styresignalet, at: ” Skatteministeriet er blevet opmærksom på, at der inden for disse områder har været udvist unødig tilbageholdenhed med at anse virksomheder for erhvervsmæssige, og Skatteministeriet har derfor beslut-tet at udsende dette styresignal, hvori det beskrives, hvorledes vurderingen skal foretages.” 31 Som det videre fremgår af styresignalets pkt. 2,
2. afsnit, anses ” Hold af væddeløbsheste [ ..] for erhvervsmæssig, hvis virksomheden efter en tekniskfaglig vurdering kan anses for professionelt drevet og efter udløbet af etable-ringsfasen, der typisk er på 5-7 år, er overskudsgivende (rentabel) eller i hvert fald på længere sigt kan forventes blive overskudsgivende.” Som det således står klart, indebærer styresignalet ingen ændring af retsstillingen som fastlagt af Højesteret gennem den ovenfor omtalte række af principielle domme fra Højesteret fra 1975 og fremefter, jf. UfR 1975.1065 H, UfR 1976.68 H, UfR 1978.614 H og UfR 1994.530 H. Tværti-mod er retsstillingen blevet yderligere fundamenteret ved styresignalet refereret i SKM2011.282.SKAT. …. …. Sagsøger har på nuværende tidspunkt indtaget det synspunkt, at prak-sis ikke kan udstrækkes til at angå en samlet virksomhed, der beskæfti-ger sig med andre aktiviteter end stutteridrift, herunder udlejning af hestebokse, uddannelse og undervisning af heste og ryttere samt udlej-ning af ridehal, rytterstue m.v., jf. stævningen side
3. Det gøres gældende, at sagsøgers synspunkt om en sådan afgrænsning af ligningspraksis for landbrugsejendomme intet fundament har, hver-ken i statsskattelovens § 4, jf. § 6 a, i den hertil knyttede praksis fra Hø-jesteret, jf. UfR 1975.1065 H, UfR 1976.68 H, UfR 1978.614 H og UfR 1994.530 H, i administrativ praksis, eller for den sags skyld i noget an-det retsgrundlag. For det første og allerede fordi stutteridrift, som er relevant i forhold til nærværende sag, i Højesterets praksis er anset som en del (delmængde) af den drift, som har fundet sted på givne landbrugsejendomme, jf. navnlig UfR 1976.68 H, hvor driften omfattede bl.a. omfattede stutteri-drift og markbrug, og UfR 1994.530 H med notehenvisning til netop UfR 1976.68 H. Udstedelsen af styresignalet refereret i SKM2011.282.SKAT ses ikke at ændre på denne retsstilling. Dernæst fordi Højesteret, særligt udtrykt i UfR 1978.614 H, har anset sådanne helt eller ganske tilsvarende aktiviteter som en del af driften af en landbrugsejendom. Som allerede nævnt drejede denne sag sig om underskud ved drift af en landbrugsejendom omfattende en så bred vifte af aktiviteter som kreaturhold, kornavl, hundepension, hundeken-nel, hestepension, rideundervisning, hundetræning, og i tilslutning her- 32 til drift af et cafeteria samt salg af hundefoder mv. Også i nyeste administrative praksis, jf. Landsskatterettens afgørelse af den
4. december 2022 (materialesamlingen side 216 ff.) er det anerkendt, at driften af et stutteri kan bestå af mange forskelligartede aktiviteter, herunder salg af egne heste, kommissionssalg, undervisning, salg af sæd, udlejning af hestebokse m.v. I den nævnte sag var det ikke på noget tidspunkt omt-vistet, at det var den særlige ligningspraksis for deltidslandbrug, der skulle finde anvendelse. 1.2 Skatteretlig kvalifikation af driften på Adresse På baggrund af praksis på landbrugsområdet gøres det til støtte for den nedlagte påstand om frifindelse i første række gældende, at sagsøgtes drift på og fra landbrugsejendommen Adresse må anses som en erhvervsmæssig virksomhed i skatteretlig forstand. Dette gælder, uan-set om driften af gården anses som et ”fuldtidslandbrug” , eller som et deltidslandbrug, jf. UfR 1975.1065 H, UfR 1976.68 H, UfR 1978.614 H og UfR 1994.530 H. Underskud ved driften af denne virksomhed, for så vidt angår de i nærværende sag omtvistede indkomstår, 2013-2015, må følgelig anses som fradragsberettiget i sagsøgtes indkomst fra anden indkomstkilde, lige-som underskuddene kan fremføres helt eller delvist til fradrag i senere års indkomst, alt i overensstemmelse med skattelovgivningens almin-delige regler. Dette støttes nærmere på følgende synspunkter: Driften af landbrugsejendommen i form af et ridecenter skal i skatteret-lig henseende bedømmes som én samlet, integreret virksomhed. Det gøres gældende, at driften af Ridecenter, som sagsøgte har investeret sin fulde arbejdskraft samt en betydelig kapital i, opfyl-der samtlige de betingelser, som i domstolspraksis på baggrund af en

§ 4, jf.

§ 6 a, og i administrativ praksis, stilles for at anerkende driften af en landbrugsejendom som en er-hvervsmæssig virksomhed i skatteretlig forstand, jf. herved tillige Landsskatterettens afgørelse af

1. april 2021, jf. bilag 1, hvor Lands-skatteretten anlagde samme vurdering og nåede frem til samme resul-tat. Der henvises navnlig til den for Landsskatteretten indhentede skønserklæring fra Skønsmand, hvorefter driften af Ridecenter må anses som sædvanlig og forsvarlig ud fra en teknisk- 33 landbrugsfaglig målestok og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat (ekstrakten side 163 ff.). Det gøres i den forbindelse gældende, at det i det hele har formodnin-gen imod sig, at den skattemæssige praksis for deltidslandbrug er for-beholdt deltidslandbrug, eller kan føre til en strengere skattemæssig be-dømmelse af ”fuldtidslandbrug” end af deltidslandbrug. Sagsøgte har følgelig krav på skattemæssig fradragsret for de i sagen omhandlede skattemæssige underskud for de i sagen omhandlede indkomstår 2013-
2. 2 ÆNDRING AF RETSSTILLINGEN MED TILBAGEVIRKENDE KRAFT Såfremt retten måtte nå frem til, at sagsøgtes virksomhed i skatteretlig henseende ikke skal vurderes efter statsskattelovens § 4, jf. § 6 a, og den hertil knyttede retspraksis henholdsvis administrativ praksis vedrø-rende landbrugsejendomme, men derimod skal vurderes efter, hvad sagsøger betegner som ” den sædvanlige praksis om erhvervsmæssig virk-somhed” , jf. stævningen side 3,
3. afsnit – gøres i anden række gæl-dende, at synspunktet er udtryk for en sådan væsentlig ændring af retsstillingen baseret på Højesterets

§ 4, jf.

§ 6 a, at ændringen alene kan foretages i relevant form og alene kan effektueres med fremadrettet virkning med et passende varsel. Det gøres gældende, at disse betingelser ikke er opfyldt i den forelig-gende sag. 2.1 Retsgrundlag I det omfang retsstillingen beror på Højesterets

§ 4, jf. § 6 a, jf. herved Uf

R 1975.1065 H, UfR 1976.68 H, UfR 1978.614 H og UfR 1994.530 H, forudsætter en ændring af retsstillingen en relevant ændring af lovgrundlaget. En sådan ændring af lovgrundla-get ses ikke foretaget i den relevante periode, det vil sige inden for de seneste 50 år. I det omfang retsstillingen findes at måtte anses som baseret på en administrativ praksis, kan en ændring af denne administrative praksis alene ske i relevant form og alene med fremadrettet virkning med et re-levant varsel. 34 Det daværende SKAT og siden Skattestyrelsen har i de senere år lejlighedsvis anlagt det synspunkt, at driften af en given landbrugsejendom efter omstændighederne skulle opdeles i flere driftsgrene, og videre, at underskudsgivende virksomhedsgrene ikke kunne anses som en erhvervsmæssig aktivitet i skatteretlig sammenhæng. Konsekvensen af dette synspunkt fra skattemyndighedernes side var, at den del af en given landbrugsvirksomhed, det vil sige den eller de driftsgrene, som herefter kunne anerkendes som erhvervsmæssig efter den mangeårige praksis for landbrugsejendomme, ansås for omfattet af denne praksis, medens fradragsret for underskud ved drift af en virk-somhedsgren, som efter praksis for landbrugsejendomme ikke kunne anses som erhvervsmæssig, blev afvist. Det er dette synspunkt, som ligger til grund for Landsskatterettens ken-delse refereret i SKM2014.112.LSR (materialesamlingen side 170 ff.), som omtalt i Skatteudvalget 2020-21, SAU Alm. del – endeligt svar på spørgsmål 352, jf. bilag B (materialesamlingen side 264). Sagsøger har nu i stævningen anført et helt nyt synspunkt, hvorefter den omstændighed, at én eller enkelte aktiviteter i landbrugsvirksom-heden ikke er omfattet af landbrugspraksis, skal indebære, at land-brugsvirksomheden i sin helhed skal bedømmes efter, hvad sagsøger betegner som ” … den sædvanlige praksis, der gælder for øvrige virksomheds-områder.” Der er tale om en radikal ændring af gældende praksis, som hverken Skattestyrelsen eller sagsøger som ressortministerium på noget tidligere tidspunkt har indviet offentligheden i. Som tidligere nævnt ses sagsø-gers synspunkt end ikke at være i overensstemmelse med sagsøgers se-nere tilkendegivelse i Skatteudvalget 2020-21, SAU Alm. del – endeligt svar på spørgsmål 352 (materialesamlingen side 264). En sådan ændring er utvivlsomt omfattet af det grundlæggende rets-princip, hvorefter ændring af en administrativ praksis alene kan ske i relevant form og alene med fremadrettet virkning med et relevant var-sel. 2.1.1 Ændring af praksis med fremadrettet virkning og i relevant form Det anerkendes i den forvaltningsretlige og skatteforvaltningsretlige te-ori og praksis, at en administrativ praksis kan ændres, men da alene i generel form. Ændring af en eksisterende skatteadministrativ praksis er 35 omfattet af det grundlæggende retsprincip, hvorefter etablering og æn-dring af en administrativ praksis alene kan ske med fremadrettet virk-ning og med et relevant varsel, jf. herved UfR 1983.8 H (materialesam-lingen side 55). Fra nyere administrativ praksis om ændring af praksis på skatteområ-det kan nævnes Skatterådets bindende svar refereret i SKM2019.371.SR om inddragelse af et nyt element ved værdiansættelsen af aktier. Ind-dragelse af et nyt element ved værdiansættelsen blev anset som en praksisændring, som alene fandtes at kunne ske efter udløbet af en frist på seks måneder fra offentliggørelsen af et styresignal vedrørende æn-dring af den eksisterende praksis på området (materialesamlingen side 160). …… Det gøres gældende, at retsstillingen ved den skatteretlige kvalifikation af driften af landbrugsejendomme, jf. UfR 1975.1065 H, UfR 1976.68 H, UfR 1978.614 H og UfR 1994.530 H, hviler på en

§ 4, jf.

§ 6 a. En ændring af retsstillingen kan følgelig alene foretages ved en ændring af det underliggende lovgrundlag. En sådan lovændring ses ikke foretaget gennem de seneste 60 år. Allerede af denne grund har sagsøgers synspunkt om bedømmelse af sagsøgtes virksomhed ”efter den sædvanlige praksis om erhvervsmæs-sig virksomhed” intet retligt fundament. For så vidt, og i givet fald i det omfang retten måtte nå frem til, at retsstillingen for den retlige kvalifikation af landbrugsejendomme er base-ret på en administrativ praksis, indebærer sagsøgers synspunkt en mar-kant indskrænkning og dermed en væsentlig ændring af den praksis, som skattemyndighederne har fulgt siden Højesterets afsigelse af dom-mene refereret i UfR 1975.1065 H, UfR 1976.68 H, og Statsskattedirekto-ratets efterfølgende udstedelse af cirkulære nr. 489 af 10/11 1976, det vil sige en praksis fulgt gennem snart 50 år. Med stævningen af den

1. juli 2021 i den foreliggende sag søges denne praksisændring tillagt virkning for ligningen af sagsøgtes indkomst vedrørende indkomstårene 2013-2015, det vil sige med seks-otte års tilbagevirkende kraft, uanset at hverken sagsøger som ressortministerium eller Skattestyrelsen på noget tidligere tidspunkt har offentliggjort eller i øvrigt på noget tidspunkt er fremkommet med nogen form for offent-lige tilkendegivelser om en sådan praksisændring. 36 Praksisændringen opfylder således hverken i form eller indhold kra-vene for at tillægge ændringen en sådan virkning. Som det fremgår af Skatteudvalget 2020-21, SAU Alm. del – endeligt svar på spørgsmål 352, er der, så vidt det ses, et aktuelt politisk ønske om at ændre retsstillingen på området. Politiske præferencer er imidler-tid som bekendt uden betydning for vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt effektueringen af en given praksisændring opfylder de legale krav for ændring af en skatteadministrativ praksis. 3 ANERKENDELSE AF VIRKSOMHEDEN SOM ERHVERVSMÆSSIG EFTER ”SÆDVANLIG PRAKSIS” Sagsøger har til støtte for sin påstand gjort gældende, at den skatteret-lige kvalifikation af sagsøgtes virksomhed på Adresse skal fore-tages på grundlag af ”den sædvanlige praksis om erhvervsmæssig virk-somhed” (stævningen side 3,
2. afsnit) henholdsvis ”den sædvanlige praksis for, hvornår en virksomhed drives erhvervsmæssigt i skatte-mæssig henseende” (stævningen side 11,
3. afsnit). Sagsøgers anbringende synes at hvile på det synspunkt, at der forelig-ger en universel og i alle tilfælde gældende ”sædvanlig praksis” om skatteretlig kvalifikation af en given virksomhed, som finder anven-delse på enhver økonomisk aktivitet, bortset fra sådanne aktiviteter, som må anses for omfattet af sagsøgers egen afgrænsning af ”del-tidslandbrug, væddeløbsstalde og stutterier” . Et sådant synspunkt bestrides, da synspunktet ganske enkelt savner fundament i domstolspraksis og skatteadministrativ praksis om kvalifikation af givne aktiviteter som erhvervsmæssig virksomhed i skatteret-lig forstand. Den skatteretlige vurdering af, om en given aktivitet må anses som en erhvervsmæssig virksomhed i skatteretlig forstand, beror dels på fortolkningen af statsskattelovens § 4, jf. § 6 a, i forhold til den pågældende aktivitet, dels på en konkret vurdering af den givne aktivitet. Det gøres gældende, at sagsøgtes landbrugsvirksomhed må anses som en erhvervsmæssig virksomhed i skatteretlig forstand, uanset om drif-ten af gården anses som et ”fuldtidslandbrug” eller som et deltidsland-brug, og således uanset om den skatteretlige kvalifikation foretages ef-ter den særlige praksis for deltidslandbrug, eller den foretages efter den ifølge sagsøger ”sædvanlige praksis om erhvervsmæssig virksomhed.” Der skal i den forbindelse tillige henses til, at landbrugsvirksomheden 37 for indkomstårene 2016-2017 er anerkendt som erhvervsmæssig i skattemæssig henseende, jf. Landsskatterettens afgørelse af den
4. oktober 2020 (ekstrakten side 315 ff.). …” Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at selvstændige erhvervsdri-vende ved opgørelsen af den personlige indkomst kan foretage fradrag for ud-gifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkom-sten. Det følger af nettoindkomstprincippet, at der i virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kun kan foretages fradrag for de udgifter, der har været for-bundet med indkomsterhvervelsen. Underskud af en ikke erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst. Skat har ved afgørelsen i sagen vurderet Ridecenters forhold efter den særlige ligningspraksis for deltidslandbrug og har på dette grundlag vur-deret, at stutterivirksomheden ikke var drevet erhvervsmæssigt. For Lands-skatteretten blev der foretaget syn og skøn og skønsmanden har blandt andet vurderet, at Ridecenter, med den valgte driftsform, kunne give et overskud på eller omkring 0 efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter og driftsherreløn. På dette grundlag vurderede landsskatterettens flertal Ridecenter for erhvervsmæssigt drevet. Landsskatteretten lagde vægt på, at virksomheden med den nye driftsform, hvor ejerskab og risiko vedrørende heste blev flyttet fra den personlige virk-somhed, ville blive rentabel inden for en kortere årrække og give en fortjeneste med plads til rimelig driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital. For retten har Skatteministeriet blandt andet gjort gældende, at Ridecenter ikke er omfattet af den særlige praksis for blandt andet stutterier. Højesteret har i UfR 1994.530 H fastslået, at underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige særlige ligningspraksis for deltidslandbrug kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig samt tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende anses for dre-vet erhvervsmæssigt, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke har udsigt til at give et regnskabsmæssigt resultat på 0 kr. eller derover efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter. 38 For landbrug er der således ikke krav om, at virksomhedens resultat skal kunne dække driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital. Vurderingen af, om en landbrugsvirksomhed har været erhvervsmæssigt dre-vet, skal foretages på baggrund af driften og driftsformen i de omhandlede ind-komstår, medmindre disse var præget af ekstraordinære begivenheder eller af, at virksomheden var i en start/-indkøringsfase. Efter Skats styresignal SKM2011.282 anses stutterier for omfattet af den særlige ligningspraksis for deltidslandbrug, i det omfang virksomheden drives teknisk-fagligt forsvarligt, herunder om antallet af heste muliggør en rationel drift og om virksomheden er overskudsgivende eller har mulighed for at opnå et over-skud inden for en årrække. Retten lægger efter de regnskabsmæssige oplysninger til grund, at Sagsøgte i perioden fra 2013-2015 drev et hestecenter med aktiviteter blandt andet i form af salg af heste, tilridning og klargøring samt afholdelse af kurser. Efter praksis fra Højesteret, herunder blandt andet UfR 1978.614 H, sammen-holdt med seneste administrative praksis, der ikke ses indbragt for domstolene, finder retten, at de samlede hesterelaterede aktiviteter i Ridecenter ved Sagsøgte - hvoraf en del udgør stutteridrift - skal vurderes efter den lempelige praksis, hvor rentabilitetskravet alene forudsætter, at virksomheden har udsigt til et resultat på 0 kr. eller derover efter driftsmæssige afskrivninger. Som følge heraf og efter indholdet af syns- og skønserklæringens vurdering i forhold til Ridecenters mulighed for at opnå et overskud indenfor en årrække, finder retten, at Sagsøgte har drevet ridecentret erhvervsmæs-sigt. Sagsøgte er derfor berettiget til at fradrage driftsunderskud ved op-gørelsen af sin skattepligtige indkomst samt at anvende virksomhedsordningen efter reglerne i virksomhedsskatteloven i de omhandlede indkomstår. Retten ta-ger herefter Sagsøgtes frifindelsespåstand til følge. Efter sagens resultat skal Skatteministeriet betale sagsomkostninger til Sagsøgte med i alt 60.000,00 kr. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 60.000,00 kr. Sagsøgte er momsregistreret. THI KENDES FOR RET: Sagsøgte frifindes. 39 Skatteministeriet skal til Sagsøgte betale sagsomkostninger med 60.000,00 kr. Beløbet skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a. 2 Publiceret til portalen d. 01-09-2023 kl. 11:00 Modtagere: Advokat (H) Steffen Sværke, Advokat (H) Karin Østergård Mathiasen, Sagsøgte, Sagsøger Skatteministeriet Departementet