← Danmark

Højesteret stadfæster landsrettens dom vedrørende strafudmåling, hvorved byrettens betingede dom på 40 dages fængsel for vold blev gjort ubetinget

Vold mod en tilfældig forbipasserende skulle straffes med ubetinget fængsel Sag 105/2023 Dom afsagt den 16. april 2024 Tiltalte mod Anklagemyndigheden Vold mod en tilfældig forbipasserende på en parkeringsplads skulle straffes med ubetinget fængsel Tiltalte var fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244 ved først at have skubbet forurettede i brystet med knyttet hånd og dernæst slået forurettede i ansigtet én gang med knyttet hånd. Voldsudøvelsen skete på en parkeringsplads, efter at Tiltalte havde banket på forurettedes bil for at få hans opmærksomhed med henblik på at få forurettede til at flytte bilen, og forurettede var stået ud af sin bil. Der blev ikke på skadestuen fundet synlige mærker på forurettede efter voldudøvelsen. Tiltalte var ved byrettens dom idømt fængsel i 40 dage, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten ændrede straffen til ubetinget fængsel i 40 dage. For Højesteret angik sagen straffastsættelsen. Højesteret tiltrådte, at straffen var fastsat til fængsel i 40 dage. Højesteret fandt, at der henset til karakteren af den udøvede vold og til Tiltaltes alder ikke var grundlag for at gøre straffen betinget uden vilkår om samfundstjeneste. Spørgsmålet var herefter, om straffen på fængsel i 40 dage skulle være ubetinget eller gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste. Højesteret bemærkede, at der med lovændringen i 2015 tilsigtedes en øget anvendelse af samfundstjeneste i sager om simpel vold i førstegangstilfælde, også hvor der ikke har været forudgående uoverensstemmelser mellem gerningsmanden og forurettede. Højesteret fandt, at dette også må gælde i sager om vold i trafikken. Højesteret udtalte, at vold i trafikken efter omstændighederne kan have karakter af vold mod en tilfældig forbipasserende, hvor der efter forarbejderne til lovændringen i 2015 skal udvises tilbageholdenhed med at anvende samfundstjeneste. Højesteret udtalte herefter, at vold mod en tilfældig forbipasserende foreligger, hvor gerningsmanden på gaden eller et andet offentligt tilgængeligt sted overfalder en ham ubekendt person, oftest uden nogen foranledning i ord eller handlinger fra den overfaldnes side. Tiltalte og forurettede kendte ikke hinanden på forhånd. På baggrund af landsrettens bevisresultat lagde Højesteret til grund, at forurettede hverken med ord eller handlinger havde givet Tiltalte anledning til voldsudøvelsen. Højesteret fandt herefter, at der var tale om vold mod en tilfældig forbipasserende eller et forhold, der måtte sidestilles hermed. Da der ikke i øvrigt forelå særlige omstændigheder, som kunne føre til, at straffen blev gjort betinget med vilkår / om samfundstjeneste, tiltrådte Højesteret, at straffen var blevet fastsat til ubetinget fængsel i 40 dage. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom. /

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.