ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 19. marts 2019 Sag BS-18900/2018-OLR (13. afdeling) Concordia Forsikring A/S og Tryg Forsikring A/S (begge v/advokat Michael S. Wiisbye) mod DSB (advokat Camilla Søbjerg

§ 20

- status som selvforsik-rer - må gælde, hvis den offentlige institution har overtaget risikoen ikke blot for mindre, men også for meget store skader. Lovgivers intention var altså følgende: Hvis en statslig/offentlig institution beslutter sig for, at man nok vil sikre sig, men dog således, at man på grund af selvrisiko selv bærer "risikoen for mindre skader", bevarer man retten til at gøre den private skadevolder erstatningsansvarlig. DSB eller en anden statslig/of-fentlig institution kan således godt bevare muligheden for at gøre erstatnings-ansvar gældende over for den private skadevolder trods lovens system i §§ 19 og 20 ved at vælge at tegne en forsikring, der på grund af høj selvrisiko ikke dækker mindre skader. Men kun for så vidt angår mindre skader. DSB har under denne sag oplyst, at man har tegnet forsikring til dækning af sådanne skader, som denne regressag vedrører, med en selvrisiko på 25 mio. kr., hvorved DSB altså selv har overtaget risikoen for skader op til dette beløb. Det betyder, at en skade på f.eks. 24,9 mio. kr. falder uden for forsikringsdækningen. En sådan skade ligger selvsagt meget langt fra en sådan "mindre ska-de", som efter erstatningsansvarslovens forarbejder kan accepteres som den of-fentlige institutions selvbehold, uden at man anses som selvforsikrer. I en sag, hvor den relevante forsikring kun dækker særdeles store skader på over 25 mio. kr. - reelt nærmest begrænset til "katastrofescenarier" - må DSB an-ses som selvforsikrer i relation til erstatningsansvarslovens § 20, hvorefter reg-lerne i erstatningsansvarslovens § 19 finder anvendelse. Derefter er hesteejerens ansvar bortfaldet, og derfor kan DSB ikke rejse erstatningskrav mod forsikringsselskaberne. Fra lovens forarbejder kan endvidere henvises til betænkningen, hvori det hed-der: ”Undertiden er en virksomhed så stor, at den risikospredning, som er ker-nen i al forsikring, allerede foreligger inden for virksomheden selv. I sådanne tilfælde vil det ofte forekomme virksomheden økonomisk set mere fordelagtigt ikke at have tegnet forsikring, men selv at bære sine skader.” I relation til denne del af betænkningens tekst bemærkes, at DSB netop er en meget stor virksomhed, og at det for DSB er økonomisk fordelagtigt ikke at teg-ne forsikring for andet end de rene katastrofescenarier. Man tegner derfor ikke forsikring for tingsskade op til 25 mio. kr. Tingsskader forårsaget af privatpersoner (forbrugere) vil derfor i praksis være uforsikrede. I betænkningen anføres herefter følgende: ”Det er klart tilfældet for statens vedkommende og kan også være tilfældet for kommuner og større erhvervsforetagender. I sådanne situationer bør skadelidte efter udvalgets opfattelse stilles ganske, som om sædvanlig forsikring var tegnet. Det forekommer ikke rimeligt, / 12 om skadevolder skulle stilles ringere, fordi skadelidtes virksomhed har en så-dan størrelse, at det af den grund bedre kan betale sig for ham ikke at forsikre.” Den beskyttelse af den private skadevolder (en forbruger), som erstatningsansvarslovens §§ 19 og 20 skal sikre, kan ikke gøres illusorisk ved at tegne forsikring med så høj selvrisiko, at den offentlige institution i realiteten er selvforsikrer, bortset fra meget særegne og sjældne skadescenarier. Derfor giver det i et tilfælde som det foreliggende ikke mening at påberåbe sig, at begrænsningen i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1, i form af ordene "det omfang, en skade er dækket af en tingsforsikring", skulle berettige DSB til at gennemføre erstatningskrav over for den private skadevolder, der er omfattet af beskyttelsen i erstatningsansvarslovens §§ 19 og

1. Man ville i givet fald omgå lovgivers intention bag erstatningsansvarslovens §§ 19 og 20 om beskyttelse af en privat skadevolder mod regres fra en offentlig institution, såfremt sidstnævnte kunne sik-re en sådan regresadgang ved at tegne forsikring med en så høj selvrisiko, at forsikringsdækning aldrig eller kun i yderst sjældne situationer kunne komme på tale. Det er bemærkelsesværdigt, at i de 15 år, hvor DSB har haft forsikring med en selvrisiko på 25 mio. kr., har der ikke foreligget én skade forvoldt af privatpersoner, som kunne have været dækket af DSB's egen forsikring. Dette understreger, at DSB reelt er selvforsikret. Det bestrides ikke, at DSB skal tegne nødvendige forsikringer, eller at fornuftige kommercielle vurderinger kan føre til, at en forsikring som den omhandlede tegnes med en så høj selvrisiko. Men i så fald følger det som nævnt af lovens forarbejder og lovgivers intentioner med bestemmelserne i erstatningsansvars-lovens §§ 19-20, at DSB ikke kan gøre regres over for en privatperson (forbru-ger) i en sag som denne. Parterne er enige om, at DSB kan henføres til ”staten, en kommune eller en an-den offentlig institution” i den forstand, disse begreber anvendes i erstatningsansvarslovens §
2. Der er således alene uenighed om, hvorvidt DSB med den foreliggende forsikringsordning kan påberåbe sig regresadgang efter reglerne i erstatningsansvarslovens §§ 19 og
3. I forhold til forrentningsspørgsmålet bemærkes, at der i perioden fra
4. januar 2015, hvor DSB fremsendte sit erstatningskrav til Tryg Forsikring A/S, til
5. januar 2017 har pågået en omfattende korrespondance mellem indstævnte og appellanterne vedrørende spørgsmål om erstatningspligt, rette ansvarssubjekt, de enkelte elementer i indstævntes erstatningskrav, forsikringsforholdene m.v. / 13 DSB har nedlagt påstand om, at erstatningsbeløbet i medfør af rentelovens § 3, stk. 3, skal forrentes fra den
6. februar 2015, hvilket er 30 dage efter det tids-punkt, hvor forsikringsselskaberne modtog indstævntes skadeopgørelse. Forsikringsselskaberne havde imidlertid ikke på dette tidspunkt modtaget så-danne oplysninger, som var nødvendige for at afklare, dels om forsikringssel-skabernes forsikringstager var rette ansvarssubjekt, dels hvorledes en eventuel erstatning skulle opgøres. Blot eksempelvis kan henvises til de yderligere oplysninger og det yderligere dokumentationsmateriale, DSB først i november 2015 sendte til appellanterne til belysning af og dokumentation for erstatningskravet. I dette brev beklager DSB da også, at man ikke tidligere har fremsendt det pågældende dokumentationsmateriale. Øvrige oplysninger, som var nødvendige for at kunne afklare, i hvilket omfang DSB's erstatningskrav var korrekt opgjort, fremgår af bl.a. DSB's skrivelser af
7. april 2016,
8. juni 2016 og
9. november
10. Endnu i december 2016 frem-kom der fortsat oplysninger, som var nødvendige, for at skadevolder/forsikringsselskaberne kunne tage endelig stilling til erstatningskravet og dets stør-relse. Først med de oplysninger, det ultimo 2016 lykkedes at få fra DSB, var forsikringsselskaberne således i stand til endeligt at vurdere og få afklaret, dels om forsikringstageren var rette ansvarssubjekt, dels om DSB’s erstatningskrav var korrekt opgjort og dokumenteret. Efter rentelovens § 3, stk. 3, skal der tidligst betales rente fra det tidspunkt, hvor der er gået 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som var nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og stør-relse. Sådanne oplysninger havde forsikringsselskaberne ikke modtaget fra DSB, før de sidste oplysninger fremkom ultimo
11. En eventuel erstatning kan derfor tidligst kræves forrentet fra 30 dage efter den
12. december 2016, hvor de sidste, nødvendige oplysninger fremkom fra DSB. Det forhold, at DSB den
13. januar 2015 fremsendte materiale, der efter DSB's egen daværende opfattelse dokumenterede kravet, er ikke ensbetydende med, at forudsætningerne for at opnå ret til forrentning af erstatningen er opfyldt. DSB har anført, at det erstatningsretlige udgangspunkt er, at en skadevolder er erstatningsansvarlig, når de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt. I denne sag er hesteejeren objektivt ansvarlig efter hestelovens regler, og forsikringsselskaberne er indtrådt i skadevolderens retsstilling. Erstatningsansvarslovens §§ 19-20 modificerer det erstatningsretlige udgangspunkt, når skaden er dækket af tings- eller driftsforsikring, - eller når skadelidte er selvforsikrer - så- / 14 ledes at skadelidtes ansvar bortfalder. Uenigheden i denne sag består i, om betingelserne for at bringe §§ 19-20 i anvendelse er opfyldt. DSB gør gældende, at hesteejerens erstatningsansvar ikke er bortfaldet efter erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1, allerede fordi betingelserne efter bestemmelsen ikke er opfyldt. Skaden, der opgjort til 817.930,64 kr., ligger under selvrisikobeløbet på 25 mio. kr. DSB har heller ikke fået udbetalt forsikringsdækning for skaden. Skaden er derfor ikke dækket af en tingskadeforsikring eller en driftstabsforsikring, som efter ordlyden af erstatningsansvarsloven § 19, stk. 1, er den udtrykkelige betin-gelse for, at skadevolders erstatningsansvar bortfalder. Det afgørende for, om erstatningsansvar skal bortfalde efter erstatningsansvarsloven § 19, stk. 1, er ikke, om der er tegnet en tings- eller driftstabsforsikring og med hvilken selvrisiko. Det afgørende er, om skadelidte som sikret under poli-cen de facto har fået udbetalt dækning under tings- eller driftstabsforsikringen. Dette afgørende kriterium følger udtrykkeligt af ordlyden af erstatnings-ansvarsloven § 19, stk. 1, dvs. ”i det omfang en skade er dækket af en tingsfor-sikring eller en driftstabsforsikring” . Dette er i tråd med bemærkningerne til det lovforslag, hvorved § 19 blev indført i erstatningsansvarsloven. Det følger af disse bemærkninger, at skadevolder er ansvarlig inden for selvrisikobeløbet. Hesteejerens erstatningsansvar og DSB’s krav mod forsikringsselskaberne er heller ikke bortfaldet efter erstatningsansvarsloven § 20, allerede fordi betingel-serne for bortfald af ansvar efter bestemmelsen ikke er opfyldt. DSB er registreret som en SOV under CVR-nummer 25 05 00
14. Da DSB-loven trådte i kraft i 1999, fremgik det udtrykkeligt af lovens § 13, at DSB skulle tegne forsikringer. Lovgiver har dermed taget udtrykkelig stilling til, at DSB ikke er omfattet af statens selvforsikringsordning men derimod skal tegne de nødven-dige forsikringer i markedet. DSB er dermed ikke omfattet af cirkulære om statens selvforsikring i staten, hvilket bekræftes af Rigsrevisionens beretning om statens selvforsikringsord-ning fra 2004, hvori det også er anført, at de institutioner, der er udtrådt af ord-ningen, skal fungere på markedsmæssige vilkår. Vidnerne har begge forklaret, at DSB konsekvent tegner forsikringer vedrøren-de alle typer af risici, herunder for tingskade og driftstab, erhvervs- og produktansvar, bestyrelses- og direktionsansvar, kriminalitet, arbejdsskade, entreprise, auto og rejser. DSB tegner dermed forsikring fuldkommen på samme må-de som enhver anden virksomhed og kommuner, der i almindelighed tegner erhvervsforsikringer i forsikringsmarkedet. / 15 DSB’s skadeshistorik er ikke afgørende for, om DSB skal anses for at være selvforsikrer. Uanset dette bemærkes det, at DSB i de sidste 10 år har haft omkring 60 skadesager mod skadevoldere, herunder mod privatpersoner samt deres ansvarsforsikringsselskaber. I de tilfælde, hvor skadevolders ansvar har været dækket af en ansvarsforsikring, har DSB på sædvanlig vis modtaget erstatning fra ansvarsforsikringsgiverne. DSB er ikke før denne sag blevet mødt med ind-sigelser om, at DSB er selvforsikrer i henhold til erstatningsansvarslovens § 20 eller, at ansvaret er bortfaldet i skadesager under selvrisikobeløbet, jf. erstatningsansvarslovens §
15. Dette blev bekræftet af vidneforklaringerne. Allerede af disse grunde opfylder DSB ikke betingelsen om ”i almindelighed” at være selvforsikrer, jf. erstatningsansvarslovens §
16. Der er derfor ikke i med-før af erstatningsansvarslovens § 20 grundlag for at stille hesteejeren, som om skaden var dækket af en forsikring, jf. forudsætningsvist erstatningsansvarslo-vens § 19, stk.
17. Det forhold, at det af noterne i Karnovs Lovsamling fremgår, at staten også omfatter ”statsorganer, der ikke hører under den offentlige forvaltning, og stats-drevne virksomheder som f.eks. DSB” , er alene et eksempel på en statslig virk-somhed, der kan være omfattet af §
18. Kommentaren er ikke et eksempel på en statslig virksomhed, der de facto er selvforsikrer efter §
19. DSB kan sammenlignes med en lang række kommuner, som ikke er selvforsikrere, men som tegner forsikringer i markedet på lige fod med private aktører. Dette blev bekræftet af begge vidnerne. Det følger klart af lovforslaget til erstatningsansvarsloven, at skader, der påfø-res kommuner, som er dækket af tings- eller driftstabsforsikring, er omfattet af erstatningsansvarslovens § 19 og ikke af §
20. Det vil sige, at det almindelige system under erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1, også gælder for kommunerne, der ikke i almindelighed er selvforsikrere. Efter dette system er det afgørende krav som bekendt, at der de facto skal være udbetalt forsikringsdækning for, at skadevolders ansvar bortfalder efter erstatningsansvarslovens §
21. Af lovforslaget til erstatningsansvarsloven fremgår, at det afgørende for, om en kommune eller en anden offentlig institution ”i almindelighed” er selvforsikrer, er, om institutionen konsekvent undlader at forsikre sig. Det kræves ikke, at der er truffet en egentlig beslutning herom. En offentlig institution, der undlader at forsikre sig mod bestemte skadestyper (delvis selvforsikring), er efter lovforslagets specielle bemærkninger til § 20 heller ikke omfattet af bestemmelsen. Hertil kommer, at der i udtrykket »i almindelighed« efter lovforslaget endvidere lig-ger, at bestemmelsen finder anvendelse, selv om en selvforsikrer undtagelsesvis tegner forsikring. / 16 Definitionen på at være ”selvforsikrer i almindelighed” er med andre ord, at den statslige virksomhed ”konsekvent” skal have undladt at forsikre sig. Bevis-førelsen viser, at tilfældet netop er det modsatte for DSB, idet DSB konsekvent overholder sin forsikringspligt og forsikrer sig mod en lang række risici. DSB er heller ikke selvforsikrer for den konkrete skade af den grund, at DSB har tegnet tingsskade- og driftstabsforsikring for skaden med en selvrisiko på 25 mio. kr. Af lovforslaget til erstatningsansvarslovens § 20 fremgår ordret: ”Bestemmelsen omfatter heller ikke de tilfælde, hvor en offentlig institution nok forsikrer sig, men med meget høj selvrisiko, og således selv overtager risikoen for mindre skader.” Herved forstås, at § 20 ikke kommer i anvendelse i de tilfælde, hvor DSB forsikrer sig med en meget høj selvrisiko, og således selv har risikoen for skader, der beløbsmæssigt falder under 25 mio. kr. Formuleringen ”mindre ska-der” må skulle læses i forhold til ”en meget høj selvrisiko” . Ved mindre skader forstås således skader, der er mindre end selvrisikobeløbet. Selvrisikoens stør-relse er derfor uden betydning for vurderingen af, om DSB er selvforsikret i henhold til erstatningsansvarslovens §
22. Den afgørende betingelse er alene, om DSB ”i almindelighed er selvforsikrer” . Lovforslaget til § 19, stk. 1, angiver desuden følgende: ”Er der tegnet forsikring med selvrisiko, er der erstatningsansvar for det beløb, som selvrisikoen udgør.” Heri ligger meget klart og tydeligt, at skadelidte kan kræve erstattet den del af tabet, der ligger inden for selvrisikobeløbet, hvilket netop er tilfældet i denne erstatningssag. Der er ikke tale om en ”illusorisk” forsikringstegning som anført af forsikringsselskaberne. Der er heller ikke noget uforholdsmæssigt eller usædvanligt i at tegne forsikring for såkaldte ”katastrofescenarier” eller såkaldte ”særegne og sjældne skadesscenarier” som anført af forsikringsselskaberne, og dermed selv afholde udgifter til at rette mindre krav videre mod skadevoldere. Det forhold, at DSB i konkrete tilfælde, ikke får udbetalt dækning for ”mindre skader” un-der selvrisikobeløbet, kan ikke sidestilles med, at DSB er selvforsikrer i almindelighed. Under alle omstændigheder er der ikke noget usædvanligt i den fastsatte selvrisiko. Størrelsen på DSB’s selvrisiko er et rent kommercielt og kontraktuelt anliggende mellem DSB og dennes forsikringsselskab, og den nuværende selvrisiko er fastlagt efter krav fra forsikringsselskabet. Dette blev bekræftet af vidneforklaringerne. DSB har ingen lovhjemlet pligt til at tegne skadeforsikring med et lavt selvrisikobeløb med det formål, at DSB’s skadesforsikring skal dække skader, herun- / 17 der skader på under 25 mio. kr., forårsaget af privatpersoner. Sådanne skader er dækket af skadevoldernes ansvarsforsikringer. Samlet set er ordlyden af erstatningsansvarslovens § 20 klar, og hverken de ministerielle bemærkninger i det lovforslag, der førte til vedtagelsen af erstatningsansvarsloven, eller det, der er anført i kapitel II, afsnit C.3 i Betænkning II, kan føre til,

§ 20

kan fortolkes i strid med sin ord-lyd, ligesom det ikke kan føre til at tillægge § 20 et udvidet indhold. Endelig bemærkes, at DSB-loven fra 1998, hvori det forudsættes, at DSB ikke skulle være selvforsikrer, er senere i tid end både erstatningsansvarslovens § 20 fra 1984, lovforslaget fra 1983 og betænkningen fra

1. Det må derfor tillæg-ges betydelig vægt i vurderingen af, om DSB er selvforsikrer efter erstatningsansvarslovens § 20, jf. § 19, at lovgiver senere ved DSB-loven tog konkret stil-ling til, at DSB fra 1999 og frem ikke skulle være selvforsikrer. DSB har krav på renter som anført i betalingspåstanden fra den
2. februar 2015, som er 30 dage efter den
3. januar 2015, hvor forsikringsselskaberne modtog DSB’s – senere ubestridte – skadesopgørelse på 817.930,64 kr., jf. rente-lovens § 3, stk.
4. Forsikringsselskaberne var den
5. januar 2015 i besiddelse af de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse. Det kan ikke komme DSB til skade, at forsikringsselskaberne efter at have anerkendt ansvar indhentede juridisk bistand fra advokat Michael Wiisbye, som herefter i en periode på 2 år stillede en lang række supplerende spørgsmål til DSB. Det forhold, at forsikringsselskaberne – godt to år efter skadens indtræden – havde brug for juridisk bistand til at bedømme forpligtelsens eksistens og om-fang, kan ikke bevirke udsættelse af betalingstidspunktet, jf. rentelovens § 3, stk.
6. Forsikringsselskaberne er ansvarssubjekt efter hestelovens § 30a, stk. 2, hvoref-ter DSB har et lovhjemlet direkte krav mod skadevolderens (hesteejerens) ansvarsforsikringsselskab(er). Det kan ikke komme DSB til skade, at advokat Michael Wiisbye stillede en række supplerende spørgsmål om Banedanmarks hegnspligt og eventuelle ansvar i forhold til et regreskrav. Disse forhold er uvedkommende i relation til forsikringsselskabernes ansvar over for DSB efter hestelovens § 30a, stk.
7. Til det bemærkes også, at Tryg Forsikring A/S anerkendte ansvaret den
8. januar
9. Forsikringsselskaberne havde derfor senest den
10. januar 2015 de nødvendige oplysninger om kravets berettigelse, herunder at forsikringsselskaberne var ansvarlige over for DSB, jf. hestelovens § 30a. / 18 Erstatningsbeløbet er under retssagen ubestridt ned til de sidste 64 øre og er ik-ke ændret siden opgørelsen, der blev sendt til forsikringsselskaberne den
11. ja-nuar
12. Forsikringsselskaberne havde dermed senest den
13. januar 2015 de nødvendige oplysninger om kravets størrelse. Det kan ikke med rimelighed komme skadelidte til skade, at advokat Michael Wiisbye først meget sent den
14. januar 2017 anerkendte den samlede beløbsmæssige opgørelse, som DSB fremsendte med dokumentation allerede den
15. januar
16. Selv hvis landsretten måtte finde, at der er dele af erstatningsopgørelsen, der først blev dokumenteret senere end den
17. januar 2015, har forsikringsgiverne ikke godtgjort hvilke dele af kravet, herunder hvilke dele af afsavnserstatnin-gen, der i så fald skal forrentes på et senere tidspunkt. Af disse grunde er der ikke grundlag for at lægge en senere rentedato til grund end den
18. februar
19. Der påløber renter efter rentelovens § 3 fra den
20. fe-bruar 2015 og indtil betaling sker. Landsrettens begrundelse og resultat Spørgsmål om bortfald af ansvar efter erstatningsansvarslovens §§ 19-20 Skadevolders erstatningsansvar bortfalder efter erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1, hvis skaden er dækket af en tingsforsikring eller driftstabsforsikring. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at skadevolder er erstatningsansvarlig for det beløb, som selvrisikoen udgør, når forsikringen er tegnet med selvrisiko. Herefter er hesteejerens, og dermed forsikringsselskabernes, ansvar ikke bort-faldet i medfør af erstatningsansvarslovens §
21. I henhold til erstatningsansvarslovens § 20 er staten, en kommune eller anden offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer, stillet som om forsik-ring var tegnet, jf. erstatningsansvarslovens §
22. Der er enighed om, at DSB kan henføres til ”staten, en kommune eller anden offentlig institution” i den for-stand, disse begreber er anvendt i erstatningsansvarslovens §
23. Spørgsmålet er herefter, om DSB kan anses for ”i almindelighed” at være selvforsikrer og dermed omfattet af erstatningsansvarslovens
24. Som anført ovenfor under retsgrundlag er det efter de specielle bemærkninger til erstatningsansvarslovens § 20 afgørende for, om en offentlig institution ”i almindelighed” er selvforsikrer, om institutionen konsekvent undlader at forsikre sig. / 19 Efter den nu historiske § 13 i DSB-loven skulle DSB efter etableringen som selvstændig offentlig virksomhed tegne de for virksomheden nødvendige forsikrin-ger. Det fremgår af lovens forarbejder, at DSB efter bestemmelsens ikrafttræden ikke længere ville være omfattet af den dagældende selvforsikringsordning for statsinstitutioner. Oplysningerne i Rigsrevisionens beretning til statsrevisorerne om statens selvforsikringsordning af 2004 bekræfter, at DSB rent faktisk udtråd-te af statens selvforsikringsordning efter DSB-lovens ikrafttræden. Derudover har vidnerne, Vidne 1 og Vidne 2, samstemmende og detalje-ret forklaret om DSB’s omfangsrige forsikringsprogram, hvorved det også er godtgjort, at DSB siden etableringen som selvstændig offentlig virksomhed har overholdt forsikringspligten. På denne baggrund må DSB anses for generelt at have forsikret sig på de risikoområder, der følger af DSB’s virke. Appellanterne har imidlertid gjort gældende, at DSB på grund af den høje selvrisiko på 25 mio. kr. på de tegnede forsikringer, må anses for at være selvforsikrer i erstatningsansvarslovens § 20’s forstand i relation til skader, der er mindre end selvrisikoen. Som ligeledes anført ovenfor under retsgrundlaget er det i de specielle bemærkninger, der ligger til grund for bestemmelsen, anført, at en offentlig institution ikke ”i almindelighed” er selvforsikrer, hvis institutionen ”nok forsikrer sig, men med meget høj selvrisiko, og således selv overtager risikoen for mindre skader” . Landsretten finder, at ordene ”mindre skader” efter sammenhængen og en na-turlig sproglig forståelse udgør skader, der er mindre end selvrisikoen. Der er således navnlig ikke holdepunkter for at antage, at der med udtrykket ”mindre skader” er tilsigtet en størrelsesmæssig absolut begrænsning, og at der herfra modsætningsvist kan sluttes,

§ 20finder anvendel-se ved en selvrisiko for beløbsmæssigt ”større skader” .

Det bemærkes endvide-re, at der ikke i loven eller forarbejderne hertil er grundlag for at kunne anse en offentlig institution for at være delvis selvforsikrer og dermed delvist omfattet af bestemmelsen. På denne baggrund kan DSB ikke anses for at være en offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer i den forstand, udtrykket anvendes i erstatningsansvarslovens § 20. Herefter finder landsretten,

§ 20

sammenholdt med § 19 ikke kan føre til, at DSB skal stilles som om, der er tegnet forsikring for den risiko, DSB har påtaget sig ved tegning af forsikring med selvrisiko, heller ikke selvom selvrisikoen nominelt udgør et betydeligt beløb. / 20 Med disse bemærkninger tiltræder landsretten, at forsikringsselskabernes an-svar for DSB’s tab ikke er bortfaldet i medfør af erstatningsansvarslovens §§ 19-

1. Om rentekravet Den
2. januar 2015 fremsendte DSB en skadesopgørelse med bilag til Tryg Forsikring A/S til dokumentation for sit erstatningskrav. Skadesopgørelsen omfattede bl.a. en reparationsudgift på 390.593 kr., som blev dokumenteret ved en mail
3. maj 2013 fra DSB Vedligehold A/S til DSB, hvori reparationsudgiften var opgjort til i alt 255.592,51 kr. Efter det for landsretten foreliggende materiale, blev differencen mellem de to beløb først dokumenteret ved DSB’s fremsendelse af brev af
4. november 2015 med bilag til advokat Wiisbye, hvor DSB’s tab som følge af nedsættelse af værdien af togenes hjul blev dokumenteret. Forsikringsselskaberne havde således først fra denne dato de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme berettigelsen og størrelsen af den del af DSB’s krav vedrørende reparationsudgiften, der udgjorde 135.000 kr. Denne del af DSB’s krav forrentes herefter fra den
5. december 2015, jf. rentelovens § 3, stk.
6. I skadesopgørelsen fra januar 2015 opgjorde DSB afsavnserstatningen ved benyttelse af en sats pr. dag på 17.986 kr. Denne sats blev efter det for landsretten foreliggende materiale først specificeret af DSB ved fremsendelse af takster for afsavnserstatning med brev af
7. juni 2016 til advokat Wiisbye. Forsikringsselskaberne havde således først fra denne dato de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme berettigelsen og størrelsen af DSB’s krav vedrøren-de afsavnserstatningen. Denne del af DSB’s krav, i alt 341.734 kr., forrentes her-efter fra den
8. juli 2016, jf. rentelovens § 3, stk.
9. Landsretten finder det herudover godtgjort, at forsikringsselskaberne den
10. januar 2015 havde de oplysninger, som måtte anses for nødvendige for at vur-dere størrelsen og berettigelsen af den øvrige del af DSB’s krav. Landsretten be-mærker hertil, at spørgsmålene vedrørende erstatningsansvarslovens §§ 19-20 angår det retlige grundlag for kravet, og at de spørgsmål, forsikringsselskaber-ne efterfølgende stillede DSB om henholdsvis hegnspligt og DSB’s fradragsret for moms af materiel, kunne afklares allerede på tidspunktet for DSB’s opgørel-se af sit krav den
11. januar 2015 bl.a. ud fra den tidligere jernbanelov og moms-loven. Herefter forrentes den øvrige del af DSB’s krav, i alt 341.196,64 kr., fra den
12. februar
13. / 21 Efter sagens udfald skal Concordia Forsikring A/S og Tryg Forsikring A/S i sagsomkostninger for begge retter betale 129.940 kr. til DSB. 110.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms og 19.940 kr. til dækning af retsafgift. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokatbistand taget hensyn til sagens omfang og forløb. THI KENDES FOR RET: Concordia Forsikring A/S og Tryg Forsikring A/S skal inden 14 dage solidarisk til DSB betale 817.930,64 kr., hvoraf 341.196,64 kr. skal tillægges procesrente fra den
14. februar 2015, 135.000 kr. skal tillægges procesrente fra den
15. december 2015 og 341.734 kr. skal tillægges procesrente fra den
16. juli
17. I sagsomkostninger for begge retter skal Concordia Forsikring A/S og Tryg Forsikring A/S inden 14 dage solidarisk til DSB betale 129.940 kr. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a. / /