← Danmark

ECLI:DK:FRB:2024:BS0000000346 Dom

Obsah (8)§ 1§ 7§ 5§ 9§ 20§ 24§ 72§ 3

RETTEN PÅ FREDERIKSBERG DOM afsagt den 8. april 2024 Sag BS-27673/2022-FRB 1. Sagsøger 1 2. Sagsøger 2 3. Sagsøger 3 4. Sagsøger 4 5. Sagsøger 5 6. Sagsøger 6 7. Sagsøger 7 8. Sagsøger 8 9. Sagsøger 9

§ 1

. Tilsyn har til opgave blandt andet at godkende og føre et driftsorienteret tilsyn med omkring 870 plejefamilier og 560 sociale tilbud af forskellig karakter, herunder efterskoler og kostskoler, der er godkendt som anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 8 (dagældende). Tilsyn skal som led i tilsynsvirksomheden indhente og modtage oplysninger om tilbuddene og gennemføre tilsynsbesøg for at sikre, at et socialt tilbud fortsat har den fornødne kvalitet og opfylder betingelserne for den meddelte godkendelse, jf. socialtilsynslovens § 7, stk. 1, jf. § 6, § 5, stk. 1, og § 12, stk. 2. Tilsyn skal som led i det driftsorienterede tilsyn besøge tilbuddene efter en konkret vurdering af behovet, idet der skal gennemføres mindst ét tilbudsbesøg om året, jf.

§ 7, stk.

3, nr. 1, og stk. 4. Tilsynsbesøg kan være både anmeldte og uanmeldte afhængigt af formålet med besøget. Tilsyn skal indgå i dialog med tilbuddene og kan efter omstændighederne intensivere tilsynet samt meddele påbud som led i et skærpet tilsyn med henblik på udvikling og fortsat godkendelse af det enkelte tilbud, jf.

§ 7, stk.

2, og § 8, stk. 1 og 2. Tilsyn kan træffe afgørelse om ophør af en godkendelse af et socialt tilbud, jf.

§ 5, stk.

  1. 5 Styrelsen for Undervisning og Kvalitet Frie grundskoler skal give undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen (”stå mål med-kravet”), og forberede eleverne til at indgå i det danske samfund (”frihed og folkestyre-kravet”), jf. friskolelovens § 1, stk.
  2. Der føres tilsyn med skolernes overholdelse af disse to krav, og det sker ved et statslig tilsyn, der varetages af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (herefter STUK), og et tilsyn varetaget af forældrene til børnene på den enkelte skole. Forældrekredsen træffer selv beslutning om, på hvilken måde tilsynet skal udøves, herunder f.eks. gennem en forældrevalgt tilsynsførende, jf.

§ 9, § 9 a, og § 9 b.

Det er i bemærkningerne til lovforslaget forudsat, at forældrekredsens tilsyn er det primære, og at STUKs tilsyn vil være af en overordnet karakter og baseret på stikprøvevise undersøgelser. Der kan endvidere iværksættes nærmere undersøgelser på baggrund af blandt andet en henvendelse fra forældrekredsen. STUK kan iværksætte et skærpet tilsyn, hvis der er tvivl om, hvorvidt en skole efter en helhedsvurdering lever op til kravene, jf.

§ 9f, stk.

1, og § 9 g, stk. 1. Hvis der på baggrund af et skærpet tilsyn ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at en skole lever op til kravene, kan der træffes afgørelse om, at skolen ikke længere omfattes af

regler om frie grundskoler, og at skolen ikke kan modtage tilskud efter loven, jf.

§ 9

h. STUK fører også tilsyn med, at frie grundskoler, der modtager statstilskud efter loven, overholder bestemmelser om skolernes økonomiske-administrative forhold, herunder tilskudsbetingelser, jf.

§ 20b, stk.

1. Såfremt der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at betingelserne overholdes, kan STUK udstede påbud, jf.

§ 24a, stk.

  1. Ved lov nr. 1544 af
  2. december 2016 om ændring af lov om socialtilsyn, lov om social service og lov om voksenansvar for anbragte børn, der trådte i kraft
  3. januar 2017, blev efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling med 9 eller flere godkendte pladser undtaget fra Tilsyns godkendelse af og tilsyn med økonomiske, organisatoriske og ledelsesmæssige forhold. I følge bemærkningerne til lovforslaget var disse forhold allerede omfattet af det tilsyn, som STUK fører med skolerne, og formålet med lovændringen var at undgå, at skolernes økonomiske, organisatoriske og ledelsesmæssige forhold var undergivet tilsyn af både Tilsyn og STUK. Arbejdstilsynet Arbejdsmiljøloven har til formål at skabe et sikkert og sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, jf.

§ 1, nr.

1, og Arbejdstilsynet har til opgave at påse, at 6 arbejdsmiljøloven og forskrifter, der gives i medfør af loven, overholdes, jf.

§ 72, stk.

1, nr.

  1. Ved lov nr. 1554 af
  2. december 2019 om ændring af lov om arbejdsmiljø og lov om arbejdsskadesikring, der trådte i kraft den
  3. januar 2020, blev der i arbejdsmiljølovens § 72, stk. 7, indsat en bestemmelse, der giver Arbejdstilsynet mulighed for at videregive indsamlede og behandlede oplysninger samt egne oplysninger til andre offentlige myndigheder, når det er nødvendigt af hensyn til udførelsen af disse myndigheders opgaver, herunder kontrol- og tilsynsopgaver. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget giver bestemmelsen hjemmel til videregivelse af oplysninger til andre myndigheder. Endvidere følger det af bemærkningerne, at lovforslaget giver et klart retligt grundlag for, at Arbejdstilsynet kan videregive oplysninger til andre offentlige myndigheder, når det er nødvendigt af hensyn til myndighedernes opgavevaretagelse. Forældelse Forældelseslovens § 3 indeholder reglerne om de almindelige forældelsesfrister. Det følger af

§ 3, stk.

5, at fordringer på erstatninger eller godtgørelser, som udspringer af, at en forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 1 og 2, har tilsidesat lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse med overgreb begået over for denne, ikke forældes. Forklaringer Sagsøger 13 har forklaret blandt andet, at hun skrev et Facebook-opslag Dato 3 om sit ophold på Skole 1, og at opslaget fortsat er udtryk for hendes opfattelse i dag. Episoden, der beskrives i opslaget, hvor hun blev trukket af sin lærer, Person 1, fandt sted i Årstal

  1. Hun voksede op i et hjem med en fysisk og psykisk voldelig far. Allerede som 12årig sov hun på gaden, fordi hun ikke kunne være hjemme. Hun blev mobbet i skolen og gik på tre forskellige skoler. Inden hun startede på Skole 1, havde hun forsøgt at tage sit eget liv tre gange og havde været udsat for sit første seksuelle overgreb. Hun kom til Skole 1, da hun var 14 år. I løbet af den første uge fandt hun ud af, at hun ikke ville være på Skole
  2. Hun sagde det til de voksne, sine forældre og kommunen. Hun var meget ekspressiv og skejede ud, råbte og græd for at vise, hvordan hun havde det. Atmosfæren på Skole 1 var kold og ubehagelig. Hun havde behov for at blive set. Der var et hierarki blandt eleverne på Skole 1, og man levede i en konstant overlevelsestilstand. 7 Hun spurgte de andre elever, hvor længe de havde været der. Hun bemærkede, at nogle elever kom fra Skole 1, hvis de var selvdestruktive nok. Hun begyndte fast at drikke alkohol, ryge cigaretter og hash samt at tage hårde stoffer, herunder kokain, ecstasy og ketamin. Hun forsøgte at flygte fra sin egen virkelighed. Hun fik stoffer fra sin far, men begyndte også at stikke af fra Skole 1 til dårlige miljøer, hvor ældre mænd lokkede hende med hash og stoffer, og hvor hun oplevede fire seksuelle overgreb. Efterfølgende prostituerede hun sig, for hendes eneste mål var at få stoffer. Hun havde ingen kontakt til sin krop og ingen forbindelse til sig selv. Stofferne var det kærligste, hun havde. I en lille bog skrev hun aftaler med mænd og priser herfor. En voksen på Skole 1 fandt det, og hun sagde, at det var for sjov. Hun indleverede en stil med overskriften ”Overskrift” . Det var et råb om hjælp, men der skete ikke noget. Mens hun var på Skole 1, havde hun en kæreste på 18 år, da hun selv var 14 år. Kæresten kom tit og besøgte hende, og det var der ingen, der sagde noget til. Hun oplevede mobning, men rykkede op i elevhierarkiet, da hun begyndte at tage stoffer. Hun så en del vold mod andre elever, herunder mod en 13-årig pige, som blev tævet af tre andre elever, mens hun lå i fosterstilling i et hjørne på sit værelse. Hun havde en spiseforstyrrelse, inden hun startede på Skole
  3. Det var en bagatel i forhold til alle de andre problemer, så det var der ingen, som hjalp hende med. Hun begyndte at hallucinere på grund af stofferne, og det udviklede sig efterfølgende. Som 17-årig fik hun en slem psykose. Hun blev diagnosticeret med en afart af skizofreni. Nogle af de andre piger på Skole 1 fortalte til de voksne, at hun prostituerede sig, hvorefter hun blev flyttet fra Skole
  4. Det var Person 2, som konfronterede hende med det. Efter Skole 1 kom hun i plejefamilie, som hun stak af fra. Hun fortsatte med prostitution og fik også PTSD og et forværret misbrug. Da hun blev 18 år, flyttede hun hjem til sin far, som tog kvælertag på hende. Dernæst flyttede hun på krisecenter i 10 måneder, og til sidst flyttede hun hjem til sine bedsteforældre. Hun havde brug for at blive bekræftet i, at hun var elsket. Hun blev kun bekræftet i, at hun ikke havde nogen grænser. Hun oplevede piger, der cuttede 8 sig. De voksne vidste det, men der var en ekstrem magtesløshed. Skole 1 var efter hendes opfattelse en dumping ground for børn, som man ikke vidste, hvor man skulle placere. Skole 1 var point of no return. Hun var ekstremt modtagelig over for, hvad hun blev tilbudt, da hun kom til Skole 1, men hun endte med at have en række seksuelle overgreb bag sig, og hun er meget begrænset af sine oplevelser. Hun fortalte i juni Årstal 4 til kommunen, at hun havde prostituereret sig selv for at få råd til hash. Hun var meget ekspressiv om, at hun ikke ville være på Skole 1, og at hun var i ekstrem mistrivsel. Skole 1 vidste, at hun drak og tog stoffer, fordi hun var så skæv, at hun måtte hives ud af timerne. Det er hendes indtryk, at der blev talt om det til statusmøder, men hun kan ikke med sikkerhed sige det. Hun ved ikke, hvor meget kommunen vidste om de seksuelle overgreb. Der har ikke været et statusmøde på Skole 1, hvor hun har givet udtryk for, at hun var glad for at være der. Sagsøger 5 har forklaret blandt andet, at hun startede på Skole 1 som 12-årig. Hun blev mobbet, fordi hun havde svært ved at gå i bad. Hun var bange for, at der var nogen, som ville bryde ind, mens hun var i bad, for døren til badet var før blevet brudt op. Hun fik ingen hjælp til at gå i bad ud over bestikkelse. Hun blev også tvunget i bad med trussel om at blive udelukket fra fællesspisning eller en udflugt. I starten var hun hjemme hver weekend, hvor hun gik i bad. Hun oplevede det ikke på samme måde som et problem med bad derhjemme. Hun husker, at hun blev mobbet, men ikke præcist, hvad der blev sagt. Der blev skrevet grimme ting om hende på Facebook. De andre elever spyttede på hende og kastede ting efter hende. Hun var primært ude ved dyrene eller på sit eget værelse. Hun havde kun falske venner og fik aldrig rigtige venner. Hun følte, at alle var efter hende. Hun oplevede også Person 3's selvskade, hvor der var blod over det hele, og Person 3 kom tilbage til Skole 1 med plaster over det hele. Hun fik undervisning på Skole 1, men hun havde meget fravær og kom f.eks. aldrig til tysk. Hun var fagligt på 2.-
  5. klassetrin på Skole
  6. Efter halvandet år på Skole 1 begyndte hun at se syner i form af en lille dreng ved hendes fødder og en kvinde ved hendes hoved. Hun ser stadig syner. Sagsøger 8 har forklaret blandt andet, at hun blev anbragt i sommeren Årstal
  7. Hun var udsat for fysisk og psykisk vold hjemme, fik et hashmisbrug og blev mobbet i skolen. 9 Hun blev vist rundt på Skole 1 den første dag og kunne straks se, at der var et tydeligt hierarki og mobning. Hun blev ikke mobbet på Skole
  8. Hun ville bare passe sin skole. Hendes kommunale sagsbehandler var godt klar over, at hun havde et hashmisbrug. Hun fortalte det hurtigt til sin kontaktpædagog på Skole
  9. Hun stoppede et par måneder med sit misbrug, men startede igen. Hun fik en hashpsykose i april Årstal 5 og var lam i 18 timer. Hun prøvede kokain, som Sagsøger 13 havde taget med hjemmefra. De voksne vidste godt, at det blev taget. Hendes kontaktperson på Skole 1 sagde, at hun skulle tale med psykologen om det. Psykologen sagde, at hun havde tavshedspligt, men kort efter vidste alle de voksne det. Hun var i et forhold med en dreng på Skole
  10. Drengen var sammen med en anden, hvorfor hun slog op med ham. Drengen begyndte at stalke hende. Hun flyttede sammen med Sagsøger 2 i Afdeling 2, og drengen lavede indbrud på deres værelse, klippede hul i deres gardiner og lagde sig i hendes seng. Hun var meget bange for ham. Han truede med at slå hende ihjel, hvis hun ikke kom tilbage ham. I den følgende weekend anbefalede forstanderen derfor, at hun blev på Skole
  11. Sagsøger 2 blev der sammen med hende. På et tidspunkt var de ude at ryge, og Sagsøger 2 gik lidt væk for at tale i telefon. Lige pludselig kom drengen bag fra og tog halsgreb på hende og slog og sparkede hende, inden Sagsøger 2 nåede at gribe ind. De voksne på Skole 1 sagde, at det var hendes egen skyld, og at de nok skulle tage sagen med hendes kommunale sagsbehandler. Drengen forblev på Skole 1 efterfølgende. Hun fik senere, da hun havde et møde med kommunen, at vide, at det var for sent at reagere på det. Hun havde en bestemt sagsbehandler i kommunen, som hun kontaktede indimellem, men som dog ikke reagerede. En aften på Skole 1 kunne hun og Sagsøger 2 høre, at en anden pige spillede høj musik, hvorfor de gik hen til hende. De kunne høre, at hun hulkede inden for døren, men der blev ikke svaret. Sagsøger 2 sparkede døren op, men døren kunne ikke åbne helt, fordi pigen sad bag døren. Der var blod over alt. Pigen var åben på arme, ben og hofte. Pigen havde skåret sig over alt. Sagsøgeren satte sig på gulvet og lagde pigens hoved i sit skød. Der var ingen kontakt med pigen. Sagsøger 2 var løbet efter hjælp og kom tilbage og sagde, at der var en voksen på vej. Den voksne tog sig god tid og spiste et æble og sagde til pigen: ”Har du nu skåret i dig selv igen lige som Sagsøger 7” . Sagsøger 2 blev vred på den voksnes opførsel, og den voksne ringede efter en mandlig pædagog. Sagsøgeren blev bedt om at tørre blodet op fra pigens værelse, hvorefter hun fik at vide, at hun ikke måtte komme i bad, fordi det var sent. De prøvede at få fat i 10 Sagsøger 2's mor. Der kom ingen voksne og talte med dem dagen efter. Pigen blev først kørt på skadestuen om morgenen. Sagsøger 2's mor kom og hentede dem om aftenen dagen efter. Sagsøgeren blev aldrig tilbudt nogen former for samtale med personale eller psykolog efterfølgende, selv om det fremgår af den kommunale journal. Hun ønskede et møde med kommunen efter de voldsomme episoder og den manglende omsorg. Kommunen udskød mødet med den begrundelse, at hun alligevel snart var færdig på Skole
  12. Hun husker fra sit ophold på Skole 1, at man blev udstillet på morgenmøder. Hvis man f.eks. havde haft sex med sin kæreste, blev man klappet op af de voksne foran alle. Det var ydmygende og nedværdigende. Man kunne også risikere at få taget sin mobiltelefon, sit buskort eller sine lommepenge som straf. Hun boede i bo-gruppe med Sagsøger 5 på et tidspunkt. Sagsøger 5 lugtede, og man havde ikke lyst til at omgås hende. Sagsøger 5 blev mobbet meget. Hvis Sagsøger 5 f.eks. ikke ville være med til at handle og lave mad til bo-gruppen på hendes maddag, så tog gruppen ud at spise uden Sagsøger
  13. På et tidspunkt tvang hun og Sagsøger 2 Sagsøger 5 i bad og låste badeværelsesdøren. De tvang hende til at smide tøjet. De voksne vidste det godt og kunne høre det hele. Der var en voksen, som sagde til dem, at det var megafedt, at de havde fået Sagsøger 5 i bad. Hun blev sendt på tur, når Tilsyn kom, så hun talte ikke med nogen derfra. Sagsøger 6 har forklaret blandt andet, at hun flyttede til Danmark fra Grækenland, da hun var 12 år. Hun boede ved sin far, men blev kort efter anbragt på en akutinstitution af Kommune 2, hvorefter hun blev videreanbragt på Skole
  14. Hun gik til psykolog og var selvskadende, før hun kom på Skole
  15. Kommunen fortalte hende, at hun skulle anbringes på en skole med mange andre unge. Hun forstod ikke, hvad hun skulle der, for hun havde depressive tendenser og var selvskadende. Hun drøftede det med personalet på Skole 1, der sagde, at det var der styr på. Hun kunne ikke se sig selv i ungegruppen på Skole
  16. Hun kom i Afdeling 3 sammen med nogle større børn, selv om hun kun var 12 år. Hun startede i 6.-
  17. klasse. Læreren havde ikke styr på noget. Nogle af de voksne på Skole 1 havde ikke det, der skulle til for at kæmpe imod. Hun boede på et dobbeltværelse med en anden pige. Hun havde selvdestruktive 11 tendenser, som hun ikke syntes, at værelseskammeraten skulle udsættes for. Der var bekymring om selvskade under hele hendes ophold på Skole
  18. I starten gjorde hun et ihærdigt forsøg på at indvie de voksne på Skole 1 i hendes verden, men hun blev mødt af manglende forståelse og med et synspunkt om, at det var normalt at have det svært som ung. Hun blev nogle gange sendt i seng på sit værelse, uden at nogen havde tilset hendes sår. Hun havde fået at vide, at hun ville få den hjælp, som hun havde brug for, men det var ikke tilfældet. Gradvist trak hun sig mere og mere ind i sig selv, og hun stoppede med at underrette de voksne, når hun havde skåret i sig selv. Hun gjorde, hvad hun kunne for at forsvinde fra radaren. Hun udviklede tvangstanker for at opnå kontrol. Hun var f.eks. meget renlig og gik i bad flere gange om dagen, for ikke at ende som andre elever med dårlig hygiejne. Hun var også meget punktlig med at møde til tiden i skolen. Personalet udtrykte bekymring for hendes tilstand, og der var perioder, hvor hun isolerede sig fuldstændigt, var selvskadende og nægtede at spise og drikke. I efteråret Årstal 4 indvilligede hun i at tage på psykiatrisk skadestue for unge. Det var planen, at personale fra psykiatrien skulle komme ud på Skole 1 og gennemføre samtaler med hende. Det blev imidlertid aldrig til noget, for hun fandt hun af, at hun selv skulle have kontaktet psykiatrien herom. Efter tre besøg på psykiatrisk skadestue blev hun som 13-årig flyttet til Afdeling 1, hvor de større børn boede, for at få mere ro. Flytningen indebar en masse frihed til selvskade, for der var meget lidt personale. Hun oplevede, at hun ikke blev taget alvorligt. Hun stjal en kæmpe bøtte med Panodil. Hun tog 70 Panodiler, men hun fortrød og indså, at det ikke var den bedste vej ud. Hun kom på hospitalet til udpumpning. Hun ønskede ikke at komme tilbage til Skole 1, men kom alligevel tilbage, hvorefter hun blev efterladt alene på sit værelse med resten af pillerne. Hun gjorde det samme igen få timer senere, hvor hun tog 83 Panodiler. En voksen fra Skole 1 kom og sagde, at det var meget ubelejligt, og om hun bare forsøgte at efterligne en anden pige på Skole 1, som var Sagsøger
  19. Hun blev indlagt på ny og vendte ikke tilbage til Skole 1 efterfølgende. Hun blev indlagt i et par måneder i psykiatrien, hvor hun blev udredt. Hun er i autismespektret og har også andre supplerende diagnoser. Hun blev efterfølgende anbragt på et behandlingshjem. Hun har haft over 200 forløb i psykiatrien. Hun føler ikke, at de voksne hjalp hende undervejs, og hendes problemer hverken startede eller stoppede på Skole
  20. Hun talte kun med sin kommunale sagsbehandler under sit ophold på Skole
  21. 12 Hun blev ikke mobbet på Skole 1, men hun oplevede, at såvel voksne som elever, herunder Sagsøger 5, blev mobbet. Skole 1 benyttede en særlig form for afstraffelse, der bestod i, at eleven, der skulle straffes, blev frataget sin mobil og sit buskort og kørt væk, hvorefter vedkommende selv skulle finde tilbage til Skole
  22. Sagsøger 12 har forklaret blandt andet, at hun blev anbragt på Skole 1 i september Årstal
  23. Hun havde ikke set Skole 1, inden hun startede. De første dage på Skole 1 var fine nok. Hun opdagede hurtigt, at nogle af pigerne på stedet havde det meget dårligt psykisk, herunder flere af sagsøgerne i denne sag. De pågældende piger holdt sig i baggrunden og havde tydelige ar på kroppen. Atmosfæren på Skole 1 var generelt meget trykket. Hun var både lidt sammen med de skrøbelige piger, men hun fandt også venskaber blandt de populære piger, så hun var i midten af hierarkiet og forsøgte i øvrigt så vidt muligt at gå i et med tapetet. Hun fik hurtigt en uoverensstemmelse med den pige, hun delte værelse med. Pigen valgte derefter at dele deres værelse op med tape. Hun havde det fint med de andre i Afdeling 4, hvor hun blev placeret. I Afdeling 4 boede også Sagsøger
  24. Hun og Sagsøger 5 havde det fint sammen, men det lugtede nogle gange fra Sagsøger 5's værelse. Sagsøger 5 blev mobbet meget og ofte kaldt for skraldespanden. De andre elever rykkede væk fra hende, når de spiste. Det samme gjaldt de voksne. Hun blev selv mobbet af især to drenge. Det var hovedsageligt verbalt, hun blev mobbet. Drengene kaldte hende fed og ulækker og råbte, at hun var billig og en luder. Hun blev også skubbet af de to drenge, når hun skulle op til klassen, og nogle gange spændte de også ben for hende, så hun faldt. De voksne kendte til mobningen, men gjorde ikke noget ved det, så der var ikke nogen konsekvenser for de to drenge. Mobningen startede 4-5 uger efter, at hun var startet på Skole
  25. Hun blev på et tidspunkt rykket til Afdeling 5, hvor det blev lidt lettere. Hun cuttede ikke sig selv, men hun havde elastikker om sine håndled og lår, som hun trak ud og slap for på den måde at piske sig selv. Hun tror, at hun på den måde forsøgte at gøre sin psykiske smerte til en fysisk smerte. Hun var bange for, hvad hendes mor ville sige, hvis hun skar i sig selv, så hun udøvede selvskade på en måde, der ikke kunne ses. Når man hele tiden er sammen med folk, der har det svært, begynder man selv at få det svært. Det var hårdt for hende at se andre elever have det svært, og det var især hårdt at høre det remset op på de daglige morgenmøder, hvem der havde skadet sig selv, og hvem der havde forsøgt at begå selvmord. 13 Hun blev lidt overladt til sig selv af de voksne. Det eneste, de voksne sagde til hende, var, at hun ikke skulle blive en del af ”cutter-klubben” . Det kan godt passe, at hendes mor på et tidspunkt kontaktede kommunen og fortalte, at hun ikke havde lyst til være på Skole 1 længere, fordi hun var følelsesmæssigt oversvømmet af alle de børn, der havde det dårligt. Hun er generelt en person, der gerne vil hjælpe dem, der har det svært, hvilket betød, at hun gjorde børnenes problemer til sine egne og derfor blev følelsesmæssigt overvældet. Hun forsøgte på et tidspunkt at slippe væk fra Skole 1 i den bus, som kørte de elever, der skulle hjem på weekend, til By
  26. Alle elever, der skulle hjem på weekend den pågældende dag, sad i bussen, som hun havde sat sig ind i. Person 2 fik stoppet bussen og sagde, at bussen ikke kørte videre, før hun var steget ud. Efter at hun var steget af bussen, tog Person 2 hende med op i et klasselokale. Her talte han sammen, hvor mange timer hun skulle sidde efter. Hun har også prøvet at blive kørt ud og sat af på mark efter at være blevet frataget sin telefon og sit buskort. Hun skulle derefter selv finde hjem. Det var noget, der skete ret ofte, og som blev anvendt som en form for straf. På et tidspunkt var hun på natterend med Sagsøger
  27. Hun og Sagsøger 6 tog den sidste bus til By 1 station, og derfra tog de toget til København, hvor de tog på Christiania og røg sig skæve. Da de skulle hjem, tog de det sidste tog tilbage til By 2 og sov på stationen, indtil det første tog kørte til By
  28. Da de voksne opdagede, hvad de havde gjort, fik de frataget deres buskort, så de ikke kunne gøre det igen. Hun havde ikke røget hverken cigaretter eller hash, inden hun kom på Skole
  29. I den periode, hun var anbragt på Skole 1, begyndte hun at ryge hash og til sidst røg hun hash hver dag. De populære elever røg hash, og hun røg hash for at være med i fællesskabet. Hun var kun 14 år, da hun begyndte at ryge hash. Hun var også ofte fuld. På et tidspunkt kom der nogle narkohunde, der skulle snuse til elevernes tasker, når de steg ud af bussen. Flere elever havde luret det og smidt deres hash fra sig, så det endte med, at narkohundene ikke fandt noget. I den periode, hun var på Skole 1, passede hun ikke sin skole, og hun havde meget få hele skoledage. Der var nogle små grise på Skole
  30. En dag havde hun morgentjansen med at fodre grisene. Hun havde kun nogle små ballerinasko på, og det havde regnet og var glat hos grisene, så hun gled og slog sit knæ. Hun kunne ikke selv 14 komme op og blev først 45 minutter senere fundet af en anden elev, der skulle ud at ryge. En af de voksne kom kørende med en kontorstol, som hun kom op på, hvorefter hun blev kørt direkte op i klassen på kontorstolen. Efter undervisning blev hun kørt hen på sit værelse og lagt i seng. Hun blev ikke kørt på sygehuset, og hun fik ikke noget smertestillende medicin. Hun ringede til sin mor, der efter et par døgn fik tilladelse til at besøge hende. Det endte med, at hendes mor kørte hende på skadestuen, hvor hun blev behandlet. Hun har varige mén i sit knæ efter episoden. Hun har været udsat for morgenvækning af Person
  31. Han kom ind og tog fat i hendes dyne og rev den af hende. Han tog herefter fat i anklerne på hende og rev hende ned på gulvet, mens han råbte: ”Kom op i skole” . Nogle gange tog han fat i sengen og tippede den, så hun faldt ned på gulvet. Det var pinligt, at der stod en voksen mand og hev dynen af en og hev en ud af sengen, især hvis man lå og sov i sit undertøj. På morgensamlingerne blev det nævnt, hvem der havde haft sex med hvem, og der blev klappet ad de pågældende. Det skete ofte, at man blev sat i opvasken med den person, man havde haft sex med, hvilket hun selv prøvede en enkelt gang. Det var meget ydmygende at blive hængt ud på morgensamling for at have haft sex med en anden elev. Efter Skole 1 blev hun anbragt på et meget hjemligt opholdssted, hvor personalet havde styr på tingene og kunne håndtere de unge. De voksne var meget kærlige og omsorgsfulde, hvilket var en stor omvæltning i forhold til Skole 1, hvor eleverne var meget overladt til sig selv. Hun har været på psykiatrisk afdeling et par gange. Da hun forlod Skole 1, havde hun et massivt misbrug, som hun tjente penge til ved at sælge sig selv. Misbruget startede, mens hun var på Skole
  32. På et tidspunkt havde hun ikke lyst til at leve mere. Hun stod på havnen i By 3, hvor hendes opholdssted lå. Hun havde fundet et reb, som hun havde bundet rundt om sine ankler, og en stor sten, og hun var klar til at hoppe i havnen. Det var omkring et halvt år efter, at hun stoppede på Skole
  33. Hun har senere fået konstateret PTSD, hvilket skyldes det, hun har oplevet i den tid, hun var anbragt på Skole
  34. Hun kan ikke huske noget om en sagsbehandler ved kommunen, der hed Person
  35. Hun var kun i kontakt med kommunen i forbindelse med de statusmøder, der blev afholdt på Skole
  36. I forbindelse med statusmøderne havde hun omkring 5 minutter alene med sagsbehandleren, når hendes forældre og kontaktperson var gået. Der blev afholdt statusmøde, når Skole 1 mente, 15 at det var relevant. Det var mest hendes mor, der talte med sagsbehandleren ved kommunen. Sagsøger 7 har forklaret blandt andet, at hun blev anbragt på Skole 1 i august Årstal
  37. Hendes mor var syg, og hun havde mange bekymringer for sin mor, hvilket var en af årsagerne til, at hun blev anbragt. Skole 1 var et stort sted, fordi hun var vant til at være enebarn. De første par uger var det rart at være på Skole
  38. Der var luft, og hun skulle ikke spekulere på sin mor. Hun fandt dog hurtigt ud af, at miljøet på Skole 1 ikke var godt. Der var hierarki og mobning mellem eleverne på skolen, og der var mange, der havde et misbrug af alkohol og stoffer. Det var primært hash, eleverne havde et misbrug af. Hun har altid været meget introvert og stille, og den adfærd fortsatte på Skole
  39. Hun ville nødigt gøre sig bemærket, og hun forsøgte at være en flue på væggen. Hun var generelt nervøs, og hun tænkte meget over, hvad hun sagde og gjorde, fordi hun så andre elever blive overfaldet både fysisk og verbalt. Hun så f.eks. elever, der blev skubbet ned ad trappen til spisestuen. Hun oplevede ikke selv at blive skubbet ned ad trappen, men en gang blev hun skubbet hårdt i numsen med fuld kraft, hvilket betyder, at hun i dag ikke bryder sig om at blive slået i numsen. Hun oplevede at blive mobbet et par gange. Hun blev blandt andet kaldt so, og på et tidspunkt blev der stablet møbler foran døren til hendes værelse, så hun ikke kunne komme ud. Når hun var i bad, var hun altid bange for, at der kom nogen forbi og hamrede på døren eller forsøgte at låse døren op. Hun boede på værelse med Person 3, og på et tidspunkt blev de truet af en anden pige på Skole
  40. Pigen sagde, at hun ville dele billeder af dem, hvis de nogensinde nærmede sig By 4, så alle dem, pigen kendte i byen, ville vide, hvem de var. Først boede hun på værelse med en anden pige, men efter et halvt års tid flyttede hun sammen med Person
  41. Hun og Person 3 havde en slags symbiose, hvor de talte kalorier, kastede op og udøvede selvskade. De udviklede begge en spiseforstyrrelse, hvor de stoppede med at spise og talte kalorier i alt. Af og til tvangsspiste de dog i store mængder, hvorefter de gik ud og kastede op sammen. De voksne på Skole 1 var klar over, hvad de lavede, men der blev ikke gjort noget for at hjælpe dem. Nogle gange var der en af de voksne, der sagde til dem, at de skulle spise noget mere, men det var det eneste, der blev gjort. Hun og Person 3 talte meget om selvskade, hvilket var noget de dyrkede sammen, blandt ved at se på billeder på internettet. Nogle af de andre elever fandt ud, hvad de lavede, og fortalte det til personalet. Det blev noteret i deres 16 journal, men der blev ikke gjort andet ved det. Hvis nogen opdagede, at hun havde skåret i sig selv, ville det blive taget op på et morgenmøde. Hun forsøgte derfor at skjule det. Hun begyndte at udøve selvskade, inden hun kom på Skole 1, hvilket også stod i hendes papirer, så Skole 1 var bekendt med det, inden hun startede. Det er rigtigt, at hun den Dato 4 forsøgte at begå selvmord. Som hun husker det, var det hendes fjerde selvmordsforsøg på Skole
  42. Alle selvmordsforsøg fandt sted på hendes værelse på Skole 1 og skyldtes, at hun var trist og deprimeret. Selvmordsforsøgene var med piller. De tre første gange tog hun piller om aftenen, inden hun gik i seng. Da hun vågnede om morgenen dagen efter, meldte hun sig syg. Pillerne havde hun taget fra sin mor, som døjede med mange forskellige ting. Efter selvmordsforsøget den Dato 4 vågnede hun om morgenen og skulle tisse. Da hun skulle ned ad trappen fra hemsen på sit værelse, vækkede hun hende, der boede i værelset ved siden af. Da hun kom ud på gangen, spurgte pigen fra værelset ved siden af, om hun var ok, hvilket hun ikke svarede på. Da hun kom ud fra toilettet, havde pigen hentet en voksen, og hun blev akutindlagt på skadestuen og derefter på psykiatrisk center i By 5, hvor hun var indlagt i nogle måneder. Det er rigtigt, at hun i april Årstal 5 fortalte til en børnesamtale, at hun var bange for at komme tilbage til Skole 1, hvilket skyldtes, at hun havde hørt fra nogle veninder, at der blev talt om hende. Hun frygtede derfor, at hun ville komme tilbage til et miljø, hvor hun ville blive mobbet og set ned på. Da hun kom tilbage, havde hun en følelse af tomhed, og hendes vej til overlevelse blev at opdigte en fantasiverden omkring sine teenageidoler. Hun levede derfor i verden, hvor alt handlede om hendes idoler, og hun havde nogle gange svært ved at skelne mellem sin fantasiverden og den virkelige verden. De voksne på Skole 1 gjorde nogle gange grin med det, hvilket var både pinligt og grænseoverskridende. På Skole 1 blev der talt åbent om alt, og der var ikke noget, der blev pakket ind. Hun tror, at hun og enkelte andre elever blev brugt som en slags skræmmeeksempler i forhold til selvskade og selvmord. Hun hørte om de seksuelle krænkelser, andre elever var udsat for, og hun oplevede selv at blive fysisk tvunget til at kysse med en dreng på en skitur. Drengen tog fat i hende og prøvede at røre ved hende og presse sin krop op ad hende. Der var en anden elev til stede, da det skete, men de voksne, der var med på skituren, blev ikke involveret i episoden. På et tidspunkt fik hendes mor et tilbagefald til alkohol. Hun talte i telefon med sin mor og kunne høre, at hun var påvirket, hvilket gjorde hende sur. Hendes mor ringede til Skole 1, hvorefter en voksen tog fat i sagsøgeren og sagde, 17 at hun skulle holde op med at være så egoistisk. Det var første gang, hun blev udadreagerende i sin tid på Skole
  43. Bagefter løb hun ned på sit værelse. Hun reagerede, som hun gjorde, fordi hun havde brug for noget forståelse og anerkendelse af sine følelser og noget omsorg. Det var noget, der generelt manglede på Skole 1, fordi hun var så stille, som hun var. Hun kom ikke tilbage til Skole 1 efter sin indlæggelse på grund af selvmordsforsøget i februar Årstal
  44. Det var en blandet følelse. Hun var på den ene side lettet over ikke at skulle tilbage, men samtidig bekymret for, hvor hun så skulle hen. Hun blev anbragt på et opholdssted i Område, hvor der var flere ressourcer. Det var svært for hende i starten, fordi hun skulle bruge noget tid på at finde ud af, at det, der var sket på Skole 1, ikke var ok, og at det var ok, at hun havde det skidt på grund af det, der var sket. Hun tænker stadig meget over, hvad hun siger, hvor hun går hen, og hvordan hun ser ud i sociale sammenhænge. Hun er hele tiden på vagt og vil gerne have kontrol over situationen. Hun er ikke så begejstret for at være sammen med mange mennesker, og hun kan godt få angst i sociale sammenhænge. Mens hun var indlagt på psykiatrisk afdeling i By 5, blev der afholdt et møde, hvor der blandt andet deltog noget af personalet fra Skole
  45. Det var på det møde, at der var en samtale om, at hun ikke skulle gå på Skole 1 mere. Det undrer hende, at det fremgår af elevudtalelsen fra Dato 5, at hun fortsat var velanbragt på Skole
  46. Hun var på det tidspunkt ekstremt selvskadende. Hun kan godt huske, at hun var med sin kontaktlærer hos lægen, som det også fremgår af elevudtalelsen. Lægen sagde, at hendes tristhed og modløshed var hormonelt betinget, fordi hun var teenager. Det blev aftalt, at hun skulle tale med en psykolog, hvilket hun også gjorde et par gange. Psykologsamtalerne stoppede dog, da psykologen brød sin tavshedspligt og fortalte noget til hendes mor, som ikke var så rart. Hun husker ikke noget fra en samtale i februar måned. Hun så en enkelt gang, at Tilsyn var på besøg og hev nogle elever til side. Hun opsøgte ikke selv medarbejderne fra Tilsyn, for hun var meget stille og holdt sig mest for sig selv. Sagsøger 2 har forklaret blandt andet, at hun har været anbragt frivilligt på opholdssteder, siden hun var 8 år. Det første sted, hun var anbragt, var Institution
  47. Hun har hele sit liv haft et turbulent forhold til sin mor, og hun havde også på et tidspunkt et turbulent forhold til en ekskæreste. På Institution 1 var der vold på daglig basis, og det var skadeligt for hende at være der. Hun blev 18 efterfølgende anbragt på Institution 2, der var et behandlingssted, hvor alt var mere intenst og struktureret. Hun blev anbragt på Skole 1, fordi hun havde færdiggjort sin behandling på Institution
  48. Hun startede i
  49. klasse på Skole 1, hvor hun skulle bo i Afdeling
  50. Den første dag, hun var på Skole 1, oplevede hun, at Sagsøger 17 lå i 2 timer og skreg, uden at nogen henvendte sig til hende. Der blev generelt gjort lidt grin med Sagsøger 17 i bo-gruppen, hvilket rystede hende, da Sagsøger 17 tydeligvis havde det dårligt. I de første par uger lagde hun mærke til, at der var et tydeligt hierarki på Skole 1, og man var enten svag eller stærk. Der var meget mobning, og man måtte derfor hurtigt finde ud af, hvor man hørte til i hierarkiet. Hun gik efter kort tid til de voksne, fordi hun var bange for, at hun ville ændre adfærd, da det ikke var de rigtige rammer for hende, hvis hun skulle fortsætte med at udvikle sig sundt. Hun kunne mærke, at det ville være nødvendigt for hende at gøre sig hård, hvis hun skulle overleve på Skole 1, og det ønskede hun ikke. Hun blev på et tidspunkt flyttet til Afdeling 2, fordi hun var endt i en gruppe med nogle stærke piger, som hun skulle skilles fra. Afdeling 2 var mere selvstændig og forudsatte, at man kunne tage vare på sig selv og f.eks. selv lave mad. Sammensætningen af beboere i Afdeling 2 var dog ikke baseret på en vurdering af, om beboerne kunne tage sig af sig selv. En af pigerne i bo-gruppen var meget psykisk dårlig, hvilket var både skræmmende og bekymrende, fordi der ikke var samme voksentilsyn i denne bo-gruppe. Sagsøger 5, der også boede i Afdeling 2, havde store udfordringer med at gå i bad og blev kaldt både klam og ulækker. Alle var efter Sagsøger 5, og selv de voksne lavede sjov med, at Sagsøger 5 ikke ville gå i bad. Der var ingen, der sagde noget til Sagsøger 5, fordi de voksne selv var med til at mobbe hende. Hun blev hurtigt bekendt med selvskadekulturen på Skole
  51. Både elever og de voksne på stedet talte åbent om, at der var ”cutter-klubber” , hvor elever skar i sig selv for at være trendy og få opmærksomhed. Når de voksne så en elev, der havde skåret i sig selv, gav de blot eleven noget til at rense såret med og var ellers ligeglade. Hun mødte også hash og alkohol for første gang på Skole
  52. Hun havde et tæt forhold til Sagsøger
  53. Sagsøger 4 var meget svag, da hun kom til Skole 1, fordi hun var ung og naiv. Hun tog sig af Sagsøger 4 og blev som en storesøster for Sagsøger
  54. Det første overgreb på Sagsøger 4 skete en aften, hvor en dreng forgreb sig på hende. Sagsøger 4 opsøgte sagsøger om natten og var tydeligt påvirket, fordi hun ikke vidste, om hun havde fået sagt tydeligt nok fra. 19 Den pågældende dreng var meget ubehagelig. Sagsøger vidste fra starten, at hun selv måtte gøre noget, fordi ingen af de voksne ville tage hånd om det. Om morgenen tog hun fat i Person 5, der var kontaktperson, men Person 5's svar var, at der ikke var tale om et overgreb, fordi alle piger på Skole 1 ville være kæreste med den pågældende dreng. Hun gik derefter over i skolen og hev drengen ud af klassen og sagde til ham, at han ikke skulle sove med lukkede øjne mere på Skole
  55. Derefter gik hun over i en bo-gruppe og smadrede alt, hun komme i nærheden af, uden at nogen voksne greb ind. Drengen havde udset sig, hvilke piger der var svage, og det udnyttede han til at lave endnu et overgreb på Sagsøger
  56. Efter det andet overgreb på Sagsøger 4 fandt hun drengen i en bo-gruppe, hvor Person 6, der var socialrådgiver, stod og vaskede op. Hun overfaldt drengen både fysisk og verbalt, uden at Person 6 greb ind, selv om Person 6 stod tre skridt væk med ryggen til. Hun fik blandt andet drengen til at gø som en hund, hvilket flere af de voksne senere fandt morsomt. Drengen blev meget skræmt, og hun hørte ikke meget fra ham efterfølgende, hvor han nærmest krøb langs væggene. Hun flyttede sammen med Sagsøger 8 i Afdeling
  57. I Afdeling 2 boede også en pige ved navn Person 3, som hun ikke havde noget forhold til, da Person 3 hørte til de svage og var med i ”cutter-klubben” . Alle på Skole 1 vidste, at Person 3 var selvskadende. En aften, hvor hun og Sagsøger 8 var gået i seng, hørte de høj musik fra Person 3's værelse. Hun stod op og bankede på døren til Person 3 værelse, men der skete ikke noget. Hun hentede Sagsøger 8 og sammen gik de ud og bankede på døren igen og råbte til Person 3, at hun skulle skrue ned, men der blev ikke svaret. Sagsøger 8 sagde, at der var noget, der ikke var, som det skulle være, og de besluttede at sparke døren til værelset ind. Da døren gik lidt op, så de, at der var blod over alt, og de var sikre på, at Person 3 var død. Sagsøger 8 gik ind på værelset, og hun gik bag Sagsøger
  58. Person 3 sad op ad væggen med armene ud til siden. Hun var helt dækket af blod og havde snitsår fra top til tå. De gik begge to i panik. Sagsøger 8 blev hos Person 3 og forsøgte at stoppe blødningen, men hun selv løb ned i hovedbygningen for at finde den pædagog, der sov dér. Pædagogen tog bilen op til deres bo-gruppe, hvis nu Person 3 skulle køres på hospitalet. Hun hørte, at bilen kom, og at døren til bygningen blev åbnet, men pædagogen kom ikke. Da pædagogen til sidst kom hen til Person 3's værelse, stillede pædagogen sig op ad dørkarmen og tog en bid af et grønt æble og sagde: ”Nå, Person 3 har du nu skåret i dig selv igen, fordi Sagsøger 7 har” . Hun blev rasende over pædagogens opførsel, og det endte med, at der kom en mandlig pædagog til stede, som sendte hende og Sagsøger 8 tilbage til deres værelse for at gå i seng. De lå vågne hele natten indsmurt i Person 3 blod, fordi de ikke måtte gå i bad. 20 Næste morgen ringede hun til sin mor og fortalte, hvad der var sket. Hun forsøgte at gøre sit bedste for at fortælle, hvad der var sket, men samtidig ikke gøre for meget ud af det, fordi hun ikke kunne forlade Skole 1 og Sagsøger 4, som ikke kunne klare sig uden hendes beskyttelse. Efter episoden var hun hjemme hos sin mor i en uge. Hun kom tilbage til Skole 1, fordi hun følte, at hun var nødt til at komme tilbage for at passe på blandt andet Sagsøger
  59. Der var også episoder med andre elever, der forsøgte at begå selvmord på Skole
  60. Der var blandt andet Sagsøger 7, som havde samlet piller fra sin mor, og Sagsøger 6, der tog piller to dage i træk og fik at vide af de voksne, at det var træls, fordi det tog så lang tid at køre hende på sygehuset. Andre blev bare bedt om selv at rense deres sår, når de havde skåret i sig selv. Efter Person 3's selvmordsforsøg var hun helt afstumpet følelsesmæssigt. Hun var blevet den person, hun ikke ville være, og alt det, hun havde lært på sit tidligere behandlingssted, var smidt ud ad vinduet. Hun kunne ikke mærke sig selv, og hun var helt tom. Hun afsluttede
  61. klasse på Skole 1 med et 12-tal i engelsk, men hun er tosproget, så det krævede ikke den store anstrengelse. Efter Skole 1 kom hun på efterskole i
  62. klasse. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at være et normalt barn på efterskolen, og hun lod ikke nogen se, hvad det havde gjort ved hende at være på Skole
  63. Hun var udsat for så meget på Skole 1, at det nærmest føltes som om, at det ikke var sket. Det gik dog galt, da hun efterfølgende kom i gymnasiet, hvor hun fik en dyb depression og konstateret ptsd. Hun har haft flere ture forbi den lukkede afdeling i By
  64. Hun har også haft to selvmordsforsøg. Det kommer bag på hende, at det fremgår et sted, at hun skulle have et år mere på Skole 1, for det var aldrig planen, at hun skulle tage
  65. klasse på Skole
  66. Den kontaktperson, hun havde på Institution 2, løftede også en pegefinger i forhold til Skole 1 og bemærkede, at de skulle passe på hende. Sagsøger 4 har forklaret blandt andet, at hun var et sundt og raskt barn, da hun blev anbragt på Skole
  67. Hun havde ingen problematikker. Hun kom på Skole 1, fordi hun blev mobbet i sin folkeskole. Hun blev frivilligt anbragt på Skole 1 i juli Årstal 4 for at få det bedre socialt. Hun var på rundvisning, inden hun startede. Alt så godt ud, og der var gode faciliteter for børn. Hun kom i Afdeling 3, da hun startede. Hun sad på sit værelse med en kontaktperson fra Skole 1 og sin mor. Kontaktpersonen 21 spurgte hendes mor, om hun måtte have sex, og om hun måtte ryge. Hun havde aldrig røget eller haft sex før. Hun var kun 13 år, så hendes mor blev chokeret. Der var et hierarki på skolen, og hun var blandt de populære. Hun røg ikke til at starte med, men prøvede det, hvorefter hun også begyndte at ryge fast. En dag sad hun og røg, da forstanderen Person 2 kom og tog fat i hendes arm og trak hende hen ad brostenene, fordi hun ikke havde rygetilladelse fra sin mor. Hun sniffede også deodorant på Skole 1, og det udviklede sig til alkohol og hårde stoffer, herunder hash, kokain, MDMA og ketamin. Hun drak alkohol på værelset om aftenen. De voksne vidste godt, hvad der foregik, men det var normalt på Skole
  68. Hun var påvirket det meste af tiden. Hun endte med at misbruge, da hun tog fra Skole
  69. De voksne på Skole 1 vidste det godt, for eleverne blev bedt om at lægge en pisprøve forud for en skitur. Dato 6 var der en episode med en dreng fra Skole
  70. Hun havde ikke lyst til at være seksuel sammen med den pågældende dreng, men hun turde ikke sige fra, for drengen havde tidligere været voldelig mod hende. De gik i seng sammen, selv om hun ikke havde lyst. Hun sagde nej flere gange. Hun sagde det til Sagsøger 2 efterfølgende, og de sagde det til de voksne, som ikke gjorde mere ved det. En af de voksne gjorde grin med, hvem der skulle tage opvasken i den uge, fordi hun og anden pige begge havde været sammen med den pågældende dreng. Det var straffen, at de elever, der havde sex, skulle tage opvasken sammen. Ved en anden episode var den pågældende dreng voldelig over for hende. Han tog kvælertag på hende op mod væggen. Sagsøger 2 rejste sig og tog fat i drengen. Der var en voksen til stede, som så det hele, men den voksne lod Sagsøger 2 tage sig af det. Ved en tredje episode kaldte den pågældende dreng hende for luder. Hun spyttede ham i ansigtet og løb ind på sit værelse. Drengen slog hende med knytnæver i ansigtet og rev hende ned fra en stige til værelsets hems. Den var en anden elev, der kom hende til hjælp, for der var ingen voksne, som gjorde noget ved det. Hun blev flyttet til Afdeling 2, hvor hun kunne sove og være hos Sagsøger 2, som hun udviklede et meget tæt søsterlignende forhold til. Som 14-årig blev hun gravid på Skole
  71. Hun skammede sig, for hun kommer fra en muslimsk familie. Hun fik en abort og blev udskrevet fra Skole 1 kort derefter i december Årstal
  72. Hun kom til et nyt opholdssted, 22 hvor der var faste rammer og regler. Hun havde mange problematikker efter sit ophold på Skole 1, og hun havde svært ved at indfinde sig under reglerne på det nye sted. Hun blev ødelagt af at gå på Skole
  73. Hun kom også på psykiatrisk afdeling, og kommunen modtog en underretning fra psykiatrien om hendes selvskadende adfærd og selvmordstanker. Det var en dårlig oplevelse på Skole 1, og hun kom hjem som en helt anden person efter sit ophold. Hun endte i misbrug, til hun var 19 år gammel og blev hjemløs og mistede alt. Hun har svært ved at rejse sig op igen. Det var mest Skole 1's sagsbehandler, der havde kontakt med hendes sagsbehandler i kommunen. Hun havde ikke selv kontakt med sin kommunale sagsbehandler, der heller ikke kom ud til hende på Skole
  74. Hun husker ikke, at hun talte med Tilsyn. Sagsøger 17 har forklaret blandt, at hun i Årstal 12 fik diagnoserne autisme og ADHD. Hun havde det svært hjemme, så Kommune 3 valgte at anbringe hende på Skole 1 mod hendes vilje. Hun har det svært socialt blandt mange mennesker, så det var svært at skulle væk hjemmefra. Hendes forældre havde været til møde med kommunen, hvor de havde fået at vide, at Skole 1 ville være et godt sted med specialiseret personale til børn med diagnoser. Hun startede på Skole 1 i august Årstal
  75. Hun var meget indelukket den første tid og sad på sit værelse. Der var en dreng, som forsøgte at få hende ud fra værelset. Hun mindes ikke, at de voksne forsøgte at få hende ud. Hun mærkede ikke, at Skole 1 skulle være god til at tage sig af børn med diagnoser. Det blev hurtigt meget kaotisk på Skole
  76. Eleverne på Skole 1 var hårde ved hinanden, og stemningen var trykket. Eleverne skændtes, og der var råb og skrig og negativ energi. Det gjorde hende ked af det og frustreret at være i et kaotisk miljø. Hun følte sig fortabt og ensom. Det havde hun ikke før følt på samme måde som på Skole
  77. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere. Der var ingen voksne, der lyttede. I weekenden, når hun kom hjem, var hun udadreagerende og vred. Hendes forældre henvendte sig til Skole 1 og kommunen og sagde, at hun ikke havde det godt, men det ændrede ikke noget. Hun ringede til sine forældre hver dag og sagde, at hun ville hjem. Hun sagde til sin socialrådgiver, at hun havde det dårligt. Hun havde brug for stabil skolegang og personaleomsorg, men hun var aldrig tryg på Skole
  78. De voksne lyttede ikke, og eleverne hakkede på hinanden. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun ville ikke have 23 problemer med sine forældre, så hun blev. Hun husker ikke, at hun gik i skole eller havde undervisning på Skole
  79. Hun begyndte at se ting, som ikke var der. Hun så en mand ud af øjenkrogen. Hun så ham om natten stå over sig og følge efter sig. Han begyndte at snakke til hende. Hun sagde det til en voksen på Skole 1 og til sin mor, der forsøgte at sige til hende, at det bare var et spøgelse. Kommunens sagsbehandler besøgte hende et par gange på Skole
  80. Hun skiftede socialrådgiver 2-3 gange, mens hun var på Skole
  81. Hun fortalte sagsbehandlerne, hvordan hun oplevede Skole 1, og hun ved derfor ikke, hvorfor det fremgår af den kommunale journal, at hun fremstod glad og grinende under børnesamtalen på Skole 1, eller at hun profiterede af anbringelsen og udviklede sig positivt. Hun er senere blevet diagnosticeret med paranoid skizofreni. Psykiateren sagde, at det kan være arveligt, men det kan også være udløst af traumer og stress. Hun er ret sikker på, at det skyldes traumer og stress fra Skole 1, hvor syner og stemmer startede. Hun stoppede på Skole 1 i september Årstal
  82. Hendes ophold har præget hende negativt efterfølgende. Hun har altid lidt af angst, men det blev meget værre efter Skole
  83. Hun er i færd med at søge førtidspension. Sagsøger 10 har forklaret blandt andet, at hun blev anbragt på Skole 1, fordi hun havde et massivt fravær i folkeskolen, hvor hun blev mobbet. Hun skulle tabe sig og var i risiko for at udvikle diabetes. Hun var selvskadende og røg cigaretter og hash, inden hun kom på Skole
  84. Hun tvangsspiste også, fordi hun havde det skidt, hvilket var forklaringen på hendes overvægt. Da hun startede på Skole 1, var der en lærer, der var gået bort, og hun kunne mærke, at der var et stort fokus på, at man skulle sørge over læreren og sætte sine egne problemer til side, hvilket hun undrede sig lidt over. Hun kendte ikke den pågældende lærer særlig godt. Hun kom i Afdeling 3, hvilket var den bo-gruppe, hvor mange elever hang ud. Der var derfor altid gang i den i Afdeling 3, og det var umuligt at få ro. Sagsøger 4 boede i den samme bo-gruppe. Hun husker episoden, hvor Person 2 fandt Sagsøger 4 i rygergården og trak hende over brostenene. Hun og nogle andre elever råbte til Person 2, at han skulle slippe Sagsøger 4, men uden held. Efter episoden begyndte hun at ryste og få det skidt, og hun ringede til sin sagsbehandler, der lovede, at han ville tale med 24 Skole
  85. Dagen efter ringede hendes sagsbehandler til Person 2, men der blev ikke gjort mere ved det. Hendes misbrug af hash fortsatte på Skole 1, og hun røg hash med blandt andet Sagsøger 13, der ofte købte hash til dem. Der var også meget alkohol, og man kunne altid finde flasker på værelserne. Der blev især drukket alkohol under natterend, og når der ikke var voksne til stede. Hendes selvskadende adfærd blev værre i den periode, hun var anbragt på Skole 1, hvilket især skyldtes, at hun kunne se, at mange af de andre elever fik det værre. Hvis hun viste sine sår til de voksne, fik hun en flaske med noget, hun kunne rense sine sår med. Hun husker meget tydeligt Person 3's selvmordsforsøg. Sagsøger 4, der på det pågældende tidspunkt boede hos Sagsøger 2 i Afdeling 2, kom løbende hen til hende, og sammen løb de til Afdeling 2, hvor en mandlig pædagog stod sammen med en anden lærer. Ingen af dem vidste, hvad de skulle gøre. Den mandlige pædagog fandt noget sæbevand, og bad hende og Sagsøger 4 om at hjælpe med at vaske blod væk, mens Person 3 sad og stirrede ind i en væg med åbne sår på kroppen. På det tidspunkt var Sagsøger 2 og Sagsøger 8 blevet skubbet ind på deres værelse. Hun kom senere tilbage på sit eget værelse med besked om, at hun først måtte tage et bad næste morgen, selv om hun havde blod på sig. Der blev ikke talt mere om episoden efterfølgende. Person 3 skulle efter episoden sidde i spisestuen med sine arme synlige, så de voksne kunne holde øje med hende, hvilket gjorde det tydeligt for alle, hvad der var sket. Hun kan huske episoden, hvor Sagsøger 7 spiste piller, og at de voksne talte om, at nu havde hun gjort det igen. Hun husker også, da Sagsøger 6 spiste piller. Hun havde på et tidspunkt selv samlet en masse piller sammen, fordi hun tænkte, at det var den eneste udvej. Dem, der stak af fra Skole 1, kom altid tilbage igen, mens dem, der forsøgte at begå selvmord, ikke kom tilbage. Det blev dog opdaget, at hun havde samlet omkring 400 piller, og hun blev kørt til psykiatrisk afdeling i By
  86. Efter episoden med pillerne blev hendes værelse set igennem flere gange om ugen, og hun havde intet privatliv tilbage. Efter besøget på psykiatrisk afdeling fik hun antidepressiv medicin og sovemedicin. Hun fik også bevilliget en kugledyne, fordi hun ikke sov om natten. Hun så andre elever blive mobbet på Skole 1, og hun var også selv med til at mobbe andre, hvilket man var nødt til for at overleve. Der var en enkelt episode, hvor hun selv blev mobbet af en dreng, som hun var blevet uvenner 25 med. Drengen pressede hende og Sagsøger 17 op mod en væg, mens der sad nogle voksne og drak kaffe tæt på. De voksne kiggede bare og lod det fortsætte. Efterfølgende blev hun, Sagsøger 17 og drengen lukket inde i et rum, så de kunne løse deres problem. Hun har også været udsat for morgenvækning, hvor Person 2 har revet dynen af hende og kastet vand i hovedet på hende. Hvis hun så en tom stol til morgensamling, fik hun ondt i maven, fordi hun vidste, hvad der ville ske, hvilket har ført til, at hun i dag har en ekstrem angst for at komme for sent. Hvis man f.eks. havde misset idræt eller pjækket fra skole, blev man straffet på den måde, at man blev kørt væk fra Skole 1 og sat af på en mark, hvorefter man selv skulle finde hjem efter at være blevet frataget sit buskort og sin mobiltelefon. Det var mellem 5 og 15 km væk fra Skole 1, man blev sat af. Det var for det meste Person 2 eller Person 1, der kørte elever væk som straf. Hun har selv prøvet at blive kørt væk og sat af. Hun fandt hjem ved at holde øje med den retning, bilen var kørt, og i øvrigt spørge om vej. Det kunne tage mange timer at gå tilbage til Skole 1, og hvis man kom hjem så sent, at man missede aftensmaden, måtte man gå direkte i seng. Hun stoppede på Skole 1 kort inden, hun fyldte 18 år. Hun gennemførte
  87. klasse på Skole
  88. Der var ikke
  89. klasse på Skole 1, så i den sidste periode gik hun i
  90. klasse på en skole i By
  91. Efter Skole 1 var hun på et andet opholdssted og derefter i kommunalt efterværn. Hun har efter sin anbringelse på Skole 1 været inde og ude af psykiatrien og er blevet diagnosticeret med kompleks PTSD, borderline, angst, stress og belastningsreaktion, hvilket hun har kæmpet meget med. Der var på et tidspunkt på Skole 1 en episode med en pige, som havde været kæreste med en dreng, som sagsøger boede i bo-gruppe med. Pigen var meget jaloux. En dag så hun pigen tage en stor kniv i køkkenet i deres bo-gruppe, hvorefter pigen råbte, at hun ville slå drengen ihjel, mens hun jagtede ham. Politiet blev tilkaldt, og hun så, at pigen fik håndjern på og blev ført ud af politiet, mens hun råbte og skreg. En af de voksne spurgte, om sagsøgeren var ok, men det var nærmest hverdag for hende med så voldsomme episoder, så hun sagde til den voksne, at hun havde det helt fint. Hun har efterfølgende talt med pigen, der fortalte, at hun har fået diagnosen skizofreni. Hun havde i den periode, hvor hun var anbragt på Skole 1, en fast sagsbehandler ved kommunen. Hun har set de kommunale sagsakter, herunder at der står, at hun ringede om episoden med Sagsøger 4 i rygegården. Hun har også set, at det fremgår af sagsakterne, at sagsbehandleren ringede til Person 2, der forklarede, at det var en uheldig engangsepisode. Hun ringede ikke så meget til sin sagsbehandler derefter, fordi hun erfarede, at der alligevel 26 ikke skete noget. Man kan vel sige, at hun efter episoden med Sagsøger 4 mistede resten af den i forvejen meget lille tillid, hun havde til voksne. Hun kan ikke huske, hvornår episoden med Sagsøger 4 fandt sted. Sagsøger 3 har forklaret blandt andet, at hun voksede op med sin mor, der blev syg og fik et alkoholmisbrug. Hendes mor havde en bolleven, som ”druggede” moren og derefter kom ind på sagsøgerens værelse og misbrugte hende om aftenen og natten, hvilket førte til, at hun ”missede” skole. Hun blev derfor anbragt på Skole 1 i januar Årstal
  92. Den første uge var vildt traumatiserende, da der skete tre selvmordsforsøg, herunder fra sagsøgerne Sagsøger 6 og Sagsøger
  93. Forstanderen Person 2 udstillede selvmordsforsøgene på de fælles morgenmøder med detaljer om, hvad der var sket. De voksne tog let på det, som om det skete hver dag. Hun var indelukket i starten, men hun faldt hurtigt til i sin bo-gruppe. Hun havde det dog ikke godt, fordi de andre elever tog hash og var på natterend. Hun betroede sig til en kontaktvoksen og fortalte, at hun var blevet seksuelt misbrugt inden anbringelsen på Skole
  94. Den voksne sagde, at hun nok selv havde lagt op til det. Hun oplevede en del mobning på grund af sin fortid og blev kaldt luder og fik at vide, at hun skulle tilbage til Istedgade. Under sit ophold på Skole 1 fik hun sat ild til sit hår og fik også en lussing af en anden elev. Hun fortalte det til sin kontaktlærer, men der blev ikke gjort noget ved det. Hun føler ikke, at hun fik den støtte, som hun havde brug for, da hun kom på Skole
  95. Hun blev lidt en mor, som de andre elever skrev til, når de ville cutte i sig selv osv. Hun føler, at hun fik mere ansvar, end da hun var derhjemme og skulle tage ansvar for sin mor. Hvis eleverne havde haft sex med hinanden på Skole 1, så blev deres navne nævnt af forstanderen foran alle, og så skulle de pågældende tage opvasken og blev klappet ud i opvasken af både voksne og elever. Under morgenmøderne kunne man risikere at blive vippet af en stol af forstanderen, og Sagsøger 14 fik jaget en nøgle ind i ribbenene. Hun havde været hjemme på weekend og havde taget nogle hovedpinepiller med tilbage til Skole
  96. Der var en aften, hvor hun havde skåret i sig selv, fordi hun var blevet mobbet. Hun tog nogle piller og lagde sig. På et tidspunkt 27 stod hun op, men hun besvimede og lå bevidstløs i sit eget bræk. En anden elev fandt hende og ledte forgæves efter noget personale. Om morgenen fortalte hun en voksen om det passerede, og det blev skrevet i logbogen, men der skete ikke mere. Hun stoppede med at spise og fik det psykisk dårligt. Hun blev stadig mobbet, men de voksne gjorde ikke noget ved det. Hun boede i Afdeling 1 til sidst. Hun flyttede fra Skole 1 i juni Årstal
  97. Hun havde det dårligt psykisk og havde tabt sig meget. Det var dagligt, at hun blev mobbet, og det hele blev for meget. Hun havde stor trang til selvskade, da hun stoppede på Skole 1, og lægen sagde, at hun skulle på psykiatrisk afdeling. Hun har social angst i dag. Hun sagde mange gange til sin mor, at hun gerne ville hjem. Hun havde også fast kontakt til sin kommunale sagsbehandler, som hun tit ringede og skrev til og sagde, at hun ikke havde det godt. Hun fik at vide, at hun havde det fint, og at hun fik den hjælp, som hun skulle have, hvilket også er det, som fremgår af hendes kommunale journal. Når Tilsyn var på besøg, valgte forstanderen nogle artige elever, som ikke ville tale over sig. Hun blev selv bedt om at tale med tilsynet. Forstanderen truede med at trække hende i lommepenge eller gøre sådan, at hun ikke kunne komme hjem mere, hvis hun ikke gav de ”rigtige” svar til tilsynet. Hun blev instrueret i at sige, at der ikke var selvskade og mobning. Sagsøger 18 blev også valgt som en artig elev til at tale med tilsynet. Sagsøger 16 har forklaret blandt andet, at hun blev anbragt på Skole 1 efter at have gået på en almindelig efterskole i et års tid. De udfordringer, hun havde i folkeskolen, fulgte med på efterskolen, og hun havde derfor brug for strammere rammer, end efterskolen kunne tilbyde. Hun kunne ikke være hjemme, fordi der var fysisk og psykisk vold i hjemmet. Den første uges tid på Skole 1 var fin nok, men derefter gik det ned af bakke. Hun var ikke selvskadende, inden hun kom på Skole 1, men på efterskolen var der to elever, der var selvskadende, så hun vidste, hvad det var. Hun havde også selv haft tanken, men hun blev først selvskadende på Skole
  98. I den første tid på Skole 1 gik hun til de voksne, når hun havde skåret i sig selv, men det holdt hun op med. Når de voksne havde renset hendes sår, gav de hende noget chokolade eller en pose vingummier og sagde, at hun skulle gå tilbage på sit værelse. Der blev herefter ikke talt mere om det. Hun udøvede selvskade næsten hver dag ved enten slå på ting eller skære i sig selv. Hun kunne f.eks. finde på at slå på et spejl, så det gik i stykker. På et tidspunkt var hun på skadestuen, fordi hun havde skåret dybt i sig selv. Hun 28 ringede til sin mor, fordi hun selv blev chokeret over, at såret var så dybt. Hendes mor ringede derefter til Skole 1, hvor de voksne godt kunne se, at hun skulle på skadestuen. Hun kan ikke huske, hvor mange gange hun var på skadestuen i den periode, hun var anbragt på Skole
  99. En aften gik hun ud i køkkenet og tog den største kniv, hun kunne finde. Der kom en voksen ud til hende, hvorefter hun løb ud på fodboldbanen og råbte til den voksne, at vedkommende ikke skulle komme tættere på, da hun ellers ville stikke i sig selv. Den voksne fik til sidst kniven fra hende. Hun var udsat for grov mobning på Skole
  100. Når hun forlod sit værelse, blev der råbt grimme ting til hende. Der blev blandt andet råbt, at hun var billig og ulækker. Der blev også råbt: ”Skær den anden vej næste gang, så du dør med det samme” . Der blev spyttet efter hende og kastet cigaretskodder og sten efter hende. På et tidspunkt var der en, der havde skrevet på døren til hendes værelse, at hun var en klam ludder og en so. Når det var rigtig slemt, talte hun med de voksne, men ellers ikke, da det ofte blev meget værre, når de voksne blev inddraget. Hun var udsat for mobning hver dag. Der blev på et tidspunkt delt et billede, hun havde taget af sig selv uden tøj. Billedet var ledsaget af teksten: ”Se, hvor billig hun er” . Hun blev også hængt ud til afslutningsfesten for
  101. klasse, hvor der skulle uddeles diplomer til elever på skolen. Der blev uddelt diplomer til den sjoveste elev, den dygtigste elev mv., mens hun var nomineret til at være den billigste luder på skolen. Der var voksne til stede ved nomineringsceremonien, der foregik på stranden. Hun begyndte at ryge cigaretter, mens hun var på Skole
  102. Hun havde kun prøvet at ryge cigaretter et par gange, inden hun startede på Skole
  103. Det var også på Skole 1, at hun drak alkohol og røg hash første gang, og hun udviklede et massivt misbrug af både alkohol og hash i løbet af den periode, hun var anbragt på Skole
  104. Hun drak stort set hver dag, når hun stod op og også i dagene op til et møde med f.eks. sagsbehandleren fra kommunen. Hun drak ikke bare lidt men så meget, at hun blev fuld. Hun havde ikke været seksuelt aktiv, inden hun kom på Skole
  105. Hun var udsat for to seksuelle overgreb i den periode, hun var anbragt på Skole
  106. Den første episode fandt sted med en dreng, som hun havde et krakket forhold til. Hun lå på sit værelse, hvortil døren ikke måtte være låst, og sov med Sagsøger 15 på en hems, da hun vågnede ved, at drengen havde samleje med hende. Sagsøger 15 vågnede også, og de fik sammen skubbet drengen væk og ud af værelset. Dagen efter fortalte hun de voksne, hvad der var sket, og de voksne sagde, at de ville tage hånd om det. Der blev vist også talt med drengen, men ellers skete der ikke noget. Drengen var oppe i hende, da hun vågnede. 29 Det andet overgreb fandt sted i Afdeling 3, hvor hun lå sammen med tre andre elever og så film en weekend. Hun lå ved siden af en dreng i sofaen. Drengen begyndte at lægge op til hende, men hun trak sig lidt væk. Det endte dog med, at drengen trængte ind i hende analt. Da hun forsøgte at vride sig fri, holdt drengen fast i hendes hofter og trængte sig ind i hende vaginalt, selv om hun sagde til ham, at det gjorde ondt. Hun fortalte det til sine forældre dagen efter. Hendes forældre ville melde det til politiet, og de ringede også til både sagsbehandleren ved kommunen og til Skole
  107. Først skete der ikke rigtigt noget, hvilket sagsbehandleren ikke var tilfreds med. Meldingen fra Skole 1 var, at der ville blive iværksat noget undervisning, fordi man nu var blevet gjort opmærksom på, at der var elever, der havde sex med hinanden. Episoden blev ikke politianmeldt, og drengen fortsatte på Skole
  108. Hun har manglet kærlighed og omsorg i sin barndom, hvilket betyder, at hun har haft svært ved at sige fra. Hun havde derfor meget hurtigt sex med mange forskellige på Skole 1, og meget af det var ikke frivilligt. Det er rigtigt, at hun på et tidspunkt blev truet af to andre piger, der også gik på Skole
  109. Den ene pige fik at vide, at hun ikke skulle gå på Skole 1 efter episoden, men den anden pige fortsatte på Skole
  110. Pigerne havde spurgt, om hun ville med til et kræmmermarked uden for skolen. Hun svarede, at hun meget gerne ville med, men at hun ikke havde nogen penge. Den ene pige sagde, at hendes veninde gerne ville lægge ud for hende, og at hun kunne betale tilbage senere. Efter kræmmermarkedet hørte hun ikke fra de to piger, inden hun pludselig fik at vide, at hun skulle betale hele beløbet tilbage, og at hun ville blive opsøgt af nogle af deres bekendte, hvis hun ikke betalte. De to piger kendte nogle mennesker, der ikke var så rare, så sagsøgeren blev rigtig bange. Episoden blev meldt til politiet, fordi hun havde kopi af truslerne i de beskeder, der var blevet sendt til hende. En aften efter midnat var de en gruppe på 5-6 elever, der blev kørt hjem, fordi de voksne på Skole 1 ikke kunne styre dem. Hun blev kørt hjem til sin far, der ikke var særlig sød ved hende. Hun var fuld, og hendes far sagde til hende, at hun var en skændsel for sin familie, og han var voldelig over for hende. Det endte med, at hendes far ringede til Skole 1 og sagde, at de skulle hente hende igen, fordi hun ikke kunne være hos ham. Hun blev hentet og kørt tilbage til Skole 1 omkring kl. 3 om natten. Da hun kom tilbage til Skole 1, blev hun sat tilbage på sit værelse uden at nogen voksne talte med hende om det, der var sket. Hun er stukket af hjemmefra og fra Skole 1 rigtig mange gange. Når hun stak af fra Skole 1, tog hun ofte til By 2, hvor hun fik nogle venner, som hun drak og røg hash med. 30 Hun havde rigtig meget fravær fra skolen. Hun var nok i skole i, hvad der svarer til en halv skoledag om ugen, og ellers var hun på sit værelse eller var stukket af. Hun begyndte at drikke og udøve selvskade hver dag i den periode, hun var på Skole
  111. Hun ringede til sin mor og sagde, at hun var bange for sig selv. Hun følte en trang til at dø og havde så mange impulser, og hun havde planlagt, hvordan hun ville dræbe sig selv. Hendes mor blev bange, fordi hun fortalte, at hun også havde lavet et selvmordsbrev. Det gik op for hendes mor, at det var rigtig voldsomt, så hendes mor ringede til enten sagsbehandler eller Skole 1, hvilket førte til, at hun fik nogle psykologsamtaler. Hun talte først med en psykolog to gange om ugen og senere en enkelt gang om ugen. Hun stoppede på Skole 1, fordi hendes far fandt ud af, at hun havde det svært og ikke blev lyttet til. Hendes far kom en fredag og pakkede hendes ting sammen og sagde til den voksne på Skole 1, at hun ikke kom tilbage. Hun kunne ikke være hos sine forældre, så hun blev placeret i egen lejlighed. Hun fik konstateret ADHD. Hun valgte selv at gå i misbrugsbehandling for at komme ud af det misbrug, hun havde fået på Skole
  112. Efter et halvt år blev hun gravid, hvilket ikke var planlagt. Hun valgte dog at få barnet, og hun har derfor en søn, der nu er 4 år. Hendes søn blev anbragt, da han var 1½ år, fordi hun ikke kunne have ham boende hos sig på grund af sin opvækst og tiden på Skole
  113. Hun gik psykisk ned, da hendes søn blev anbragt. Hun er blevet syet utallige gange på grund af sin selvskadende adfærd, herunder i perioden lige efter hun forlod Skole
  114. Hun var i den periode også ofte i kontakt med psykiatrien. Hun begyndte at cutte sig på Skole
  115. Hun var ikke selvskadende, inden hun kom til Skole 1, men hun kendte lidt til det gennem to elever på den efterskole, hun kom fra. Hun ved ikke, hvorfor det fremgår af den psykologiske undersøgelse fra juli Årstal 5, at hun på daværende tidspunkt havde været selvskadende i 1 ½ år. Hun var i løbende kontakt med sagsbehandler Person 7 fra kommunen. Sagsøgeren kan ikke svare på, hvorfor hun i forbindelse med en børnesamtale med Person 7 den Dato 7 sagde, at Skole 1 var gode til at hjælpe hende. Person 7 lagde ofte ord i munden på hende, og noget af det, der står i referaterne, passer ikke. Hun ved, at hun flere gange har sagt, at det ikke var rart at være på Skole
  116. Det eneste tidspunkt, hvor hun syntes, at det var rart at være på Skole 1, var i den periode, hvor hun boede hos Person 8, der var en af køkkenpersonalet. Det er Person 7, der har været hendes sagsbehandler hele vejen igennem. Hun følte, at Person 7 kun lyttede efter, når hun talte om, hvad der var sket derhjemme. 31 Hun talte kun med Sagsøger 15, som hun boede på værelse med, og den voksne, der var på arbejde dagen efter, om det første seksuelle overgreb, hun var udsat for. Hun fortalte ikke Person 7 eller andre hos kommunen om overgrebet. Person 7 tog ikke rigtig hånd om det, hun fortalte hende. Sagsøgeren fortalte blandt andet, at hun havde sex med mange forskellige, og at hun havde svært ved at sige nej, men det eneste svar, hun fik fra Person 7, var, at hun skulle huske at bruge prævention, fordi hendes mor var bange for, at hun blev gravid. Hun fortalte også Person 7 om sin selvskadende adfærd, men det tog Person 7 heller ikke hånd om. Sagsøger 15 har forklaret blandt andet, at hun var 14 år, da hun kom på Skole
  117. Hun trivedes ikke i sin skoleklasse på grund af mobning. Hun gik i specialklasse, fordi hendes IQ er 75, og hun havde brug for ekstra støtte. Hun passede ikke ind på Skole
  118. Hun stak af 2-3 gange om ugen. Hun tog enten hjem eller et sted, hvor hun ikke kunne findes. Hun var utryg, fordi hun hørte, at folk blev voldtaget. Hun var meget ensom på Skole 1 og lukkede sig inde på sit eget værelse. Hun skulle have hjælp til at gå i skole, og efter et år kom hun i en specialklasse på Skole 1, hvor hun fik mere støtte. Mobningen på Skole 1 var mere ubehagelig, end det hun havde oplevet tidligere. Hun blev slået af de andre elever nogle gange om ugen, og hun havde en kontaktperson i Afdeling 1, som slog hende. Hun turde ikke sige det til nogen. Hun drak, da hun var 12 år, og da hun blev 15 år, begyndte hun at drikke mere. Hun drak halvanden flaske spiritus om ugen. Der blev fundet mange flasker på hendes værelse. Hun begyndte også at høre stemmer og se syner. Hun så mennesker indsmurt i blod og skåret op. Det blev ved under hele hendes ophold på Skole
  119. Det var først i Årstal 7, at hun fortalte de voksne på Skole 1 om selvskade og stemmer, for hun ville ikke virke svag. Hun var selvskadende hver dag i form af cutting, men ikke når hun var hjemme ved sine forældre. Hun blev selvmordstruet i forbindelse med, at hendes mormor fik konstateret kræft og døde. Hun havde et voldsomt selvmordsforsøg i Årstal 8, hvor hun tog 96 sovepiller, som hun bestilte på nettet. Hun blev indlagt på intensiv i tre døgn og kom tilbage på Skole 1, hvorefter hun forsøgte at hoppe ud foran et tog. Personalet hentede hende og kørte hende på psykiatrisk afdeling igen. Hun kom tilbage til Skole 1 på ny, og der var endnu et 32 selvmordsforsøg. Hun husker, at der kom to voksne ud for at hente hende ind, da hun ville begå selvmord ved at løbe ud foran en bil. Hun havde et par mærker på armene bagefter. Hun var glad for, at de voksne hjalp hende, men hun ville helst have været væk fra Skole
  120. Herefter blev hun smidt ud af Skole 1, der sagde, at hun ikke kunne være der på grund af sin skizofreni. Hun bor i dag på et bosted for psykisk sårbare med personale døgnet rundt. Sagsøger 18 har forklaret blandt andet, at hun blev anbragt på Skole 1 i sommeren Årstal
  121. Hun var en stille og genert pige, der var meget usikker på sig selv og ikke turde så mange ting. Hun blev mobbet meget i folkeskolen, og kommunen mente, at hun på grund af mobningen ikke kunne gå i en almindelig folkeskole. Hun var på besøg på Skole 1, inden hun startede, og blev vist rundt af Person 6, der var socialrådgiver. Der var meget stille på Skole 1 den dag, hun blev vist rundt, og hun mødte meget få elever, hvilket passede godt til hendes behov. Hun startede på Skole 1 kort efter rundvisningen. På Skole 1 fandt hun hurtigt nogen at snakke med. Hun blev dog også hurtigt introduceret til, at de unge cuttede i sig selv, fordi det var et stort emne på skolen, som der blev talt åbent om. Hun så også flere, der udøvede selvskade, mens hun var på Skole
  122. Hun kendte ikke noget til selvskade, inden hun kom på Skole 1, så hun ringede grædende hjem til sin mor. I starten var hun en af de stille og i bunden af hierarkiet. Hun var meget opmærksom på ikke at træde ved siden af og komme uden for fællesskabet. Man gjorde, hvad de elever, der var i toppen af hierarkiet, sagde. Det indebar f.eks., at man ikke sladrede om, hvem der havde gjort noget, fordi man i så fald aldrig ville få nogen venner. Det så hun eksempler på. Hun husker en elev, der sladrede til de voksne om, hvem der havde smadret en tallerken, hvilket resulterede i, at den dreng, der havde smadret tallerkenen, stod foran den pågældende elevs dør. En episode som den var hverdagskost, og der var ingen, der turde gribe ind, heller ikke de voksne. Hun fik en veninde, der var meget selvskadende. En dag skrev veninden til hende, at hun skulle skynde sig ned på toilettet i Afdeling
  123. Hun løb ned på toilettet, hvor hendes veninde sad med begge arme i håndvasken, fordi hun havde skåret i sig selv. Hun hentede en voksen, der virkede ret ligeglad, fordi veninden havde gjort det før. Hun holdt sig usynlig, men det betød, at hun ikke udviklede sig. Hun fik heller ikke talt med nogen om sine problemer, herunder den mobning hun havde været udsat for i folkeskolen. Hun var hjemme hos sin mor i stort set halvdelen af
  124. klasse, fordi hun ikke kunne overskue at være på Skole
  125. Der var 33 konstant larm, og hun levede i et konstant alarmberedskab og brugte al sin energi på at holde sig ovenpå. Hun ville derfor hellere være hos sin mor. Det kan godt passe, at hendes mor ringede til kommunen den Dato
  126. Hun kan godt genkende det, hendes mor har beskrevet i henvendelsen om, at hun havde brug for ro, og at hun var meget påvirket af nogle elever på skolen, der udviste en voldelig og truende adfærd og lavede larm. Hun kan også genkende, at hun fik mavesmerter ved tanken om at skulle tilbage til Skole
  127. Hun havde aldrig lyst til at tage af sted, når hun var på vej ned til bussen. Hun havde brug for mere rummelige og stille omgivelser og voksne, der tog hånd om de problemer, der blev skabt. På Skole 1 fik alle lov til at te sig, som de ville, og de voksne tog ikke hånd om de elever, der havde brug for rolige og trygge rammer. Hun følte sig glemt af de voksne. Hun husker en episode, hvor de spiste frokost. Forstander Person 2 kunne godt lide, at visse borde rejste sig først, så alle elever ikke rejste sig på samme tid. En elev skulle blive siddende, men den pågældende elev rejste sig sammen med de andre elever, hvorefter Person 2 løb efter hende og tog fat om hendes hals. Pigen blev ked af det og råbte og skreg. Efter den episode var hun bange for Person
  128. Hun stoppede på Skole 1 i juli Årstal 8 efter at have afsluttet
  129. klasse. Hun startede på SOSU-uddannelsen, men hun valgte ret hurtigt at stoppe. Det var overvældende for hende at være i et almindeligt læringsmiljø. Hun røg ned i et sort hul og lå derhjemme i 3 år. Hun havde svært ved at starte i skole efter Skole 1, og hun har det svært i store forsamlinger. Det har altid været der lidt, men det er blevet værre efter Skole
  130. Hendes problemer er generelt blevet værre efter Skole 1, fordi der ikke blev taget hånd om dem, mens hun var anbragt der. Hendes problemer var dårligt selvværd som følge af massiv mobning. Det var kommunen, der sendte hende på Skole 1, men Skole 1 lovede at hjælpe hende med hendes lave selvværd. Hun havde kun kontakt med kommunen i forbindelse med det statusmøde, der blev afholdt hver halve år. Hun følte ikke, at sagsbehandleren fra kommunen tog det, hun sagde, seriøst. Hun sagde blandt andet, at der var meget larm på Skole 1, og at hun ikke kunne holde ud at være der. Hun husker, at Tilsyn var på tilsynsbesøg en gang. Person 2 bad hende om at tale med tilsynskonsulenterne, fordi hun var ny. Det var i Årstal 5, hun talte med tilsynskonsulenterne. Hun sagde, at alt på Skole 1 virkede fint, men at der var meget larm. Det var hendes indtryk på daværende 34 tidspunkt, fordi hun var ny elev på kostskolen. Da Person 2 spurgte, om hun ville tale med tilsynskonsulenterne, blev hun glad for, at han stolede på, at hun kunne tale med dem. Han sagde til hende, at hun skulle opføre sig pænt og repræsentere skolen godt. Sagsøger 14 har forklaret blandt andet, at han startede som 12-årig på Skole
  131. Han havde ikke et misbrug, før han kom på Skole
  132. Han prøvede alt på Skole
  133. Han begyndte at ryge smøger og hash samt at drikke alkohol. Han fik et misbrug, da han var 13 år gammel. Han drak i weekenderne og senere også i hverdagene. Da han stoppede med at ryge hash, begyndte han at drikke meget, indtil han kom på et misbrugscenter, da han kom i Afdeling
  134. På et tidspunkt kom der fokus på hash-misbruget fra Skole 1, og der blev taget hash-test. Et år efter, at han startede på Skole 1, begyndte forstanderen Person 2 at komme ned og vælte sengen, når han skulle vækkes om morgenen. Han vågnede, når han væltede ned på gulvet eller i de ting, der lå under sengen. Det skete 3-4 gange om ugen. Han var dårlig til at stå op om morgenen. Denne form for morgenvækning varede ved næsten indtil, han kom i Afdeling
  135. Det var vist kun ham og en kammerat, som var udsat for det. Han blev også taget op i underbukser til et fælles morgenmøde foran alle, hvilket var ubehageligt. Person 2 holdt manddomsprøver, hvor man skulle spænde op i mavemusklerne, hvorefter Person 2 slog én i maven. Det skete måske to gange om måneden. Person 2 stak også en nøgle i ribbenene på ham. Det gjorde ikke megaondt. Det skete, når Person 2 fik nok og blev sur og for at fastholde ham. Han har også forklaret om disse ting i retten i straffesagen mod Person
  136. Han er ordblind, men Skole 1 ville ikke teste for det, for de voksne sagde, at han ikke var ordblind. Han blev testet for det efterfølgende. Han kom ikke i skole på Skole
  137. Han røg smøger og hash i stedet. Han så, at der nogle gange var tilsyn, og eleverne fik det at vide på morgenmødet af Person
  138. Nogle gange sagde Person 2, at de skulle opføre sig pænt, når der var tilsyn. Sagsøgeren stoppede på Skole 1 i sommeren Årstal 9, fordi han blev færdig. Efter
  139. klasse kom han i Afdeling 1 indtil maj Årstal
  140. Det er korrekt, når der står i kommunens handleplan af Dato 9, at han var meget glad for at være på Skole 1, for det var lidt som en legeplads, hvor han kunne gøre, som det passede ham, herunder ryge hash og drikke alkohol. Han sagde ikke 35 rigtig noget til kommunen om det. De voksne på Skole 1 vidste godt, at der blev røget hash, for man røg inde på sit værelse. Sagsøger 1 har forklaret blandt andet, at hun var 13 år, da hun kom på Skole 1 i 7 måneder. Hun var ude at se Skole 1, inden hun kom derhen. Det virkede som et godt sted, og personalet virkede søde. Hun havde fået diagnoserne ADHD og ADD samt lav IQ, og hun var selvskadende, depressiv og utilregnelig, da hun kom på Skole
  141. Der gik ikke lang tid, før hun blev mobbet med sit udseende, sin hygiejne og manglende penge til dyrt tøj. Personalet på Skole 1 havde heller ikke styr på ret meget. Hun spurgte f.eks. de voksne, om de havde tid til at snakke med hende, og hun blev bedt om at vente, men de voksne fandt aldrig tid til at snakke med hende, når hun havde brug for det. Hvis hun selvskadede, fik hun at vide af de voksne, at det var overfladisk, og at der ikke var grund til at tale om det, hvorefter hun blev mere selvskadende. Hun havde ikke et decideret misbrug, men hun prøvede grænser af og begyndte at eksperimentere med alkohol og stoffer i form af blandt andet ecstasy, kokain og hash. Hun var tit påvirket af alkohol på Skole
  142. Hun havde prøvet at ryge hash, inden hun kom på Skole 1, men efter Skole 1 udviklede hun et voldsomt stofmisbrug. I vinteren Årstal 8/Årstal 9 blev hun seksuelt krænket af en dreng på skolen. Hun kunne mærke, at han ville mere, og hun sagde nej, men lige pludselig ”fik hun finger” . Hun fortalte det til personalet, der sagde, at der ville blive taget hånd om det. Drengen fik en advarsel og sagde undskyld. Hendes mor hentede hende hjem, men hun kom tilbage til Skole 1 igen, for kommunen syntes ikke, at episoden var grund nok til ikke at blive på Skole
  143. Hun blev ikke spurgt, om hun ville melde episoden til politiet. Der blev lavet en aftale om, at hun ikke måtte have drenge på værelset med lukket dør, men det blev ikke håndhævet af personalet. Hun havde tidligere haft problemer med at virke mere interesseret i drenge, end hun egentlig var. Dato 10 mødtes hun med en dreng fra skolen og så en film på hans værelse. Han begyndte at røre ved hende, og hun sagde nej. Han bad hende tage sine shorts af. Hun frøs og gjorde, hvad han bad om og holdt det ud. Hun blev voldtaget. Da han var færdig, tog hun sit tøj på og gik. Hun fortalte det til nattevagten, og hun kom på skadestuen og sygehuset. Hun blev hentet af sin 36 mor. En mandlig pædagog sagde til hendes mor, at voldtægten var hendes egen skyld, fordi hun havde haft shorts på. Efter sit ophold på Skole 1 havde hun mange selvmordsforsøg og et voldsomt misbrug, som hun stadig kæmper med i dag. Hun har flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun husker ikke, om hun talte med nogen fra Tilsyn. Hun talte med sin mor og sin kommunale sagsbehandler om, at det var galt på Skole
  144. Hun ringede regelmæssigt til sin mor og sagsbehandler og bad om hjælp. Sagsøger 9 har forklaret blandt andet, at han var 13 år, da han blev anbragt på Skole
  145. Før Skole 1 boede han på behandlingshjemmet, Institution 3, der blev lukket ned, hvorfor han skulle flytte. Han var glad for at være på Institution
  146. Han var oppe at se Skole 1, inden han startede, og det virkede godt. De første par måneder gik meget godt, men derefter gik det ikke så godt. Han blev mobbet og slået af de andre elever. Han blev f.eks. mobbet ved, at andre elever hældte mælk ud over hans ting på værelset, og at han blev kaldt brilleabe. Han røg hash og tog en del stoffer blandt andet kokain. Han tog stoffer flere gange dagligt og fik et misbrug. Han kunne købe stofferne på skolen fra andre elever. Han drak ikke og tog ikke stoffer, før han kom på Skole
  147. De voksne på Skole 1 kendte godt til stofferne, for det var dagligdagen. Der blev ikke gjort noget ved det. Der var i hvert fald 2-3 voksne, herunder hans kontaktvoksen Person 9, som vidste, at han røg hash og tog kokain. Han følte sig utryg, når han ikke var påvirket af euforiserende stoffer eller alkohol. Han sov med en kniv under sin pude på Skole
  148. Der var flere, som gik med kniv. Han mener, at han på et tidspunkt selv blev truet med en kniv. Der var et hierarki på skolen blandt eleverne. De store og stærke elever styrede skolen og lovede de svage elever tæv. Han var selv nederst i hierarkiet. Der var en hård og rå tone, og der blev talt grimt til de voksne og eleverne imellem. Han udøvede selvskade ved at cutte sig og brænde sig selv med skarpt metal. Han prøvede at tage en overdosis et par gange. Han havde over 10-15 selvmordsforsøg. Det var svært at leve med al den mobning, som han blev udsat for, og der var ingen, som hjalp ham. Han talte med sin sagsbehandler 4-5 gange, mens han var på Skole
  149. Sagsbehandleren kom også på Skole 1 halvanden måned inden, sagsøgeren stoppede. Sagsøgeren fik det værre og værre. Han fortalte sagsbehandleren, hvordan han havde det på Skole 1, herunder om selvmordsforsøg, misbrug, mobning og selvskade, men sagsbehandleren reagerede ikke. 37 Der var en episode, hvor han tog et sjippetov rundt om halsen og prøvede at hænge sig selv. Hans gamle klasselærer, Vidne 1, kom til al held forbi og talte med ham. Vidne 1 fik ham til at tage lykken af halsen og undlade at springe. Det hjalp kun i 10 minutter. En halv time senere forsøgte han igen at tage sit liv i skolens gymnastiksal, hvor han forsøgte at hænge sig selv. En klassekammerat sagde, at han ikke skulle lade være. Et par timer senere blev han kørt på psykiatrisk afdeling. Han blev ikke indlagt og kom med tilbage til Skole
  150. Et par dage senere blev han indlagt igen. I bussen hjem fra en skiferie i Norge med Skole 1 forsøgte han at tage sit eget liv ved at skære halsen over på sig selv og tage en pose over hovedet. Lærerne var ligeglade, og eleverne var helt væk på snus. Han gik slet ikke i skole på Skole
  151. Han dukkede op fire timer om ugen til valgfag, hvor han valgte ikke at lave noget. Resten af tiden røg han hash. Der var ingen, som gik i skole på Skole
  152. De voksne prøvede at lokke eleverne i skole, men det gik ikke så godt. Han stoppede på Skole 1 i marts Årstal 3 efter endnu et selvmordsforsøg. Hans liv efter Skole 1 var præget af depression, angst og selvmordsforsøg. Hans familie kunne ikke kende ham igen. Det gode ved at stoppe på Skole 1 var, at hans misbrug stoppede i to år. Sagsøger 11 har forklaret blandt andet, at han var 11 år, da han blev anbragt på Skole 1 i august Årstal
  153. Han var anbragt på Skole 1 indtil et par måneder inden, kostskolen lukkede. Han kan ikke huske, hvorfor han blev anbragt på Skole
  154. Han kom fra en almindelig folkeskole i By 8, hvor han blev mobbet. Han gik først på en ADHDskole i to år, og derefter blev han anbragt på Skole
  155. Det gik godt på ADHDskolen, og han ved ikke, hvorfor han skulle anbringes på Skole
  156. I starten var han ikke glad for at være på Skole 1, og han græd og ville hjem. Hans mor prøvede flere gange at få ham væk fra Skole 1, men kommunen sagde, at han skulle blive. Hans storebror gik på en kostskole, der hed Skole 2, og hans mor ville gerne have, at han kom på den samme kostskole som sin bror. Med tiden begyndte det at gå lidt bedre på Skole
  157. Han røg ikke, inden han kom på Skole 1, men han begyndte at ryge cigaretter, mens han var der. Han begyndte også at pjække. Han røg også hash, hvilket han heller ikke havde prøvet, inden han kom på Skole
  158. Han fik tilbudt hash fra nogen af de andre elever, og han sagde ja. Nogle af de andre unge sagde, at han ikke 38 skulle gøre det, men han gjorde det alligevel. Han begyndte at ryge hash næsten hver dag. På det tidspunkt var han 13 år. Han drak alkohol næsten hver dag. Inden han kom på Skole 1, havde han kun prøvet at drikke en enkelt øl. Han prøvede også at tage kokain og ecstasy, og han tog meget ecstasy, mens han var på Skole
  159. De voksne på Skole 1 opdagede kun hans misbrug af hash. Han misbrugte også lightergas og deodorant, hvilket en gang førte til, at han besvimede. De var en stor gruppe elever på Skole 1, der havde et misbrug. Han var den yngste i gruppen. Hans misbrug fortsatte helt indtil det tidspunkt, hvor han stoppede på Skole
  160. Han deltog ikke i undervisningen på Skole 1, fordi den var for kedeligt, og lærerne var dårlige, hvilket betød, at han ikke lærte noget i skolen. Han er ordblind, men det vidste han ikke, da han kom på Skole
  161. Hans mor talte med de voksne på Skole 1 om, at han havde svært ved at læse. Han fik et særligt program, som han kunne bruge, men han blev først testet for ordblindhed efter, at han stoppede på Skole
  162. Han kan godt huske morgenvækningerne. En dag kom Person 2 brasende ind på hans værelse, fordi han ikke var stået op, og væltede ham ud af sengen, så han slog hovedet ind i radiatoren. Morgenvækningerne har ført til, at han i dag ikke stoler på voksne, hvis de banker på hans dør eller går ind på hans værelse. Hvis det sker, bliver han sur. Han blev ikke mobbet på Skole 1, men han mobbede selv andre elever, hvilket man var tvunget til, hvis man ikke selv skulle ende som et offer nederst i hierarkiet. Han mistede sin far i Årstal
  163. I en periode på et par måneder efter sin fars død var han hjemme fra Skole 1, hvorefter han kom tilbage. Der var kun få af de voksne på Skole 1, der trøstede ham og gav ham omsorg og spurgte, hvordan han havde det. Han blev hårdere efter sin fars død, og han fik et større misbrug af hash og begyndte at tage hovedpinepiller. Han begyndte også at sælge hash. Sagsøger 9 blev sur på ham en dag, hvor de havde skændtes. På et tidspunkt stod Sagsøger 9 og fægtede med en kniv mod ham. Han gik væk og ind i et rum, hvor han ringede til sin far, der herefter ringede til en af de voksne på Skole
  164. Han ringede til sin far, fordi han blev bange, og der ikke var nogen af de voksne på Skole 1, der hjalp ham. Souschef og stabsleder i Tilsyn, Vidne 2, har forklaret blandt andet, at hun er uddannet jurist. Hun har arbejdet med tilsyn 39 siden 2007, først i Kommune 1 og senere i Tilsyn, da dette blev etableret i Årstal
  165. Hun var med til at starte Tilsyn i hovedstadsområdet op fra Årstal
  166. Alle kommuner i hovedstadsregionen blev bedt om at udfylde et ark over de botilbud og plejefamilier, der var i kommunen, samt lave en risikomarkering ud for hver tilbud. Risikovurderingen blev lavet med farvemarkeringerne rød, gul og grøn. Da Tilsyn startede op, startede de med at se på de tilbud, der havde fået en rød markering. Tilsyn fører tilsyn med tilbud for børn og unge samt en række andre botilbud, der bliver drevet efter serviceloven. Tilsyn havde tilsyn med fire kostskoler som Skole
  167. Skole 1 var beliggende i Kommune 1, så hun kendte til Skole 1 fra sin tid som leder af tilsynsenheden i Kommune
  168. Kommune 1 havde givet Skole 1 en grøn markering i forbindelse med risikovurderingen, hvilket også stemte med det kendskab, hun selv havde til Skole
  169. De tilbud, som Tilsyn fører tilsyn med, skal besøges mindst en gang om året. Tilsynet er risikobaseret, hvilket betyder, at Tilsyn har mulighed for at skrue op for intensiteten, hvis det viser sig, at der er behov for det. Tilsynet med et tilbud bliver intensiveret, når Tilsyn modtager oplysninger, der indikerer, at der er behov herfor. Oplysningerne kan stamme fra Tilsyn egne tilsynsbesøg, men der kan også være tale om oplysninger fra en anbringende kommune, underretninger fra andre myndigheder eller henvendelser fra en whistleblower. Der foretages en løbende vurdering af samtlige tilbud baseret på de oplysninger, der kommer ind, og oplysningerne kan f.eks. føre til, at et planlagt tilsynsbesøg rykkes frem. I Tilsyns tilsynsrapporter sondres der mellem opmærksomhedspunkter og udviklingspunkter, hvilket skyldes, at Tilsyn ikke alene har et kontrolben, men også et udviklingsben. Tilsyn opgave er således ikke alene at udføre kontrol med et tilbud, men også at komme med anbefalinger til, hvordan kvaliteten i et tilbud kan udvikles. Et opmærksomhedspunkt er udtryk for en løftet pegefinger, hvilket vil sige, at der er tale om noget problematisk, som der skal være taget hånd om næste gang, der er tilsyn. Der vil altid blive fulgt op på opmærksomhedspunkter ved det næste tilsyn. Skole 1 lå meget langt nede på det, man kalder ”indsatstrappen” . Når det bliver besluttet, at et barn skal anbringes uden for hjemmet, vil mange vælge en kosteller efterskole, hvis anbringelse i en plejefamilie ikke er aktuelt, når barnets problematikker er skolevægring, manglende trivsel eller omsorgsudfordringer. I disse tilfælde er der ikke behov for behandling. Det er svært at sige mere konkret, hvornår et barn falder uden for målgruppen for en kost- eller efterskole, men en kost- eller efterskole vil være relevant, når det er vurderingen, at barnet har behov for et struktureret og forudsigeligt skole- og bomiljø. På en kost- eller efterskole er der en skoledel og et bomiljø fordelt på 40 såkaldte bo-grupper, der alle har personale tilknyttet. Når skolen er slut, går man i sin bo-gruppe. Frem til Årstal 9 var der ikke noget ved Skole 1, der skilte kostskolen ud fra de andre tilbud på børneområdet, som Tilsyn førte tilsyn med. Det er almindeligt, at børn og unge udvikler sig, og især i puberteten er der mange problemstillinger, der debuterer. Det er derfor ikke ualmindeligt, at børn og unge, der anbringes, ikke er fuldstændig udredt eller beskrevet med udfordringer, der senere viser sig, når det besluttes, hvor barnet eller den unge skal anbringes. De bliver i Tilsyn altid bekymret, når de hører, at et anbragt barn eller ung ikke har det godt. Når det sker, er det nødvendigt at se på, hvorfor barnet eller den unge ikke har det godt, herunder om årsagen skal findes i baggrunden for, at barnet eller den unge blev anbragt, eller om årsagen skyldes forholdene på anbringelsesstedet. Lov om voksenansvar, der regulerer adgangen til magtanvendelse, trådte i kraft den
  170. januar
  171. Forud for

ikrafttræden var adgangen til magtanvendelse reguleret i en bekendtgørelse udstedt i medfør af serviceloven. Det fremgår klart af lov om voksenansvar, at den ikke finder anvendelse for børn og unge, der er anbragt på kost- og efterskoler. Det var en ændring i forhold til de tidligere gældende regler, hvilket kunne give anledning til problemer. De var derfor i Tilsyn meget opmærksomme på at få formidlet, at kost- og efterskoler ikke var omfattet af de nye regler, hvilket kan være baggrunden for, at dette er fremhævet i flere tilsynsrapporter vedrørende Skole

  1. Der har aldrig været hjemmel til at tage mobiltelefoner fra anbragte børn og unge. Det er dog fast antaget, at man med baggrund i almindelige anstaltsbetragtninger kan tage mobiltelefoner fra børn og unge, hvis mobiltelefonerne forstyrrer i undervisningen. Der er heller ikke hjemmel til at tage lommepenge fra anbragte børn og unge. Der er en bestemmelse i lov om voksenansvar, der regulerer adgangen til at holde børn og unge, der er anbragt på kost- og efterskoler, tilbage, men det ikke er noget, anbringelsesstedet kan træffe afgørelse om. Afgørelse herom skal træffes af Børn- og Ungeudvalget. Selv om der ikke var hjemmel til at anvende magt på Skole 1, var det efter karakteren af de episoder, der var beskrevet, Tilsyns vurdering, at der ikke var noget at udsætte på personalets handlinger. Der var tale om situationer, hvor personalet havde været nødt til at handle, f.eks. fordi der var slåskamp mellem to elever. I et sådant tilfælde er adgangen til magtanvendelse baseret på nødretseller nødværgebetragtninger. I tilsynsrapporten fra april Årstal 8 blev det gentaget, at lov om voksenansvar ikke fandt anvendelse på Skole
  2. Hun tænkte, at det måske var svært at få 41 indarbejdet i personalegruppen, at reglerne var ændret. Forstanderen havde forstået den nye lovgivning, men det var ikke trængt fuldt ud igennem til medarbejderne. Tilsyn modtog alene få indberetninger, og der var ikke noget, der tydede på, at der blev udøvet dårlig pædagogik på Skole
  3. I forhold til morgenvækningerne var der to problemstillinger. Den ene problemstilling handlede om, at der var begyndende tegn på, at det var sværere for lærerne at få eleverne op om morgenen og sendt afsted i skole, hvilket var hele formålet med anbringelsen. Den anden problemstilling handlede om, at det var dybt uetisk at vække eleverne på den måde, som blev beskrevet, hvilket de også gjorde klart for forstanderen, der var af den opfattelse, at der var tale om en ”gimmick” , som også eleverne fandt sjov. I slutningen af Årstal 8 og i starten af Årstal 9 modtog Tilsyn flere whistleblowerhenvendelser vedrørende forholdene på Skole
  4. I juni Årstal 9 blev der nedsat en intern task force i Tilsyn bestående af ledelsen og flere jurister, der kunne drøfte nogle mere principielle problemstillinger. Der blev afholdt møde i taskforcen Dato
  5. Der foreligger ikke et referat af mødet, selv om der sædvanligvis blev lavet referater. Hun ved ikke, hvorfor der ikke blev lavet et referat af netop dette møde, men hun er sikker på, at mødet blev afholdt. Whistleblowerhenvendelserne var en af de problemstillinger, der blev drøftet på mødet, fordi en del af det, der fremgik af henvendelserne, vedrørte andre myndigheders kompetenceområde. Det var problematisk, fordi Tilsyn havde absolut tavshedspligt, og på daværende tidspunkt var lovgivningen indrettet således, at Tilsyn ikke måtte henvise til henvendelser modtaget fra en whistleblower. Whistleblowerhenvendelserne kunne derfor alene bruges til at skærpe Tilsyns fokus på et bestemt tilbud og f.eks. skærpe tilsynet med det pågældende tilbud. I forhold til videregivelse af oplysninger til andre myndigheder blev det aftalt på mødet, at Tilsyn i de tilfælde, hvor identiteten på whistlebloweren var kendt, ville tage kontakt til vedkommende og opfordre vedkommende til selv at tage kontakt til andre relevante myndigheder, hvilket de blandt andet gjorde i forhold til Vidne
  6. Vidne 1 gav dog udtrykkeligt samtykke til, at Tilsyn kunne videregive oplysninger fra ham til Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet, hvis blot hans anonymitet blev garanteret. Et par år efter Tilsyns opstart foretog Socialministeriet en evaluering. I forbindelse med evalueringen kom det frem, at kost- og efterskoler følte sig udsat for et dobbelttilsyn. Dette ville man undgå, og det blev besluttet, at 42 tilsynet med kost- og efterskolers ledelse og økonomi fremover skulle varetages af Styrelsen for Kvalitet og Udvikling og udgå af Tilsyn tilsyn. Tilsyn havde i Årstal 9 modtaget mange oplysninger om Skole 1, der indikerede, at de problemstillinger, der gjorde sig gældende på Skole 1, primært vedrørte ledelsen og økonomien, hvilket Tilsyn ikke kunne gøre noget ved ud over at give påbud om de afledte konsekvenser, som den dårlige ledelse førte til. I den interne taskforce blev de derfor enige om at kontakte Styrelsen for Undervisning og Kvalitet for i første omgang at drøfte snitflader, så der var klarhed over rollerne. Der blev afholdt et møde med Styrelsen for Kvalitet og Undervisning, men også efter mødet var der uklarhed om snitfladerne. Styrelsen for Kvalitet og Udvikling var af den opfattelse, at deres tilsyn i forhold til ledelse og økonomi ikke rakte så langt, som det tilsyn, der tidligere havde ligget hos Tilsyn, og der var derfor ikke ensartethed i tilsynet. Der var nogle områder, som alene var underlagt tilsyn af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, og nogle områder, som alene var underlagt tilsyn af Tilsyn, og så var der en gråzone, hvor der var tvivl om, hvem der havde tilsynspligten. I Tilsyn valgte de at have fokus på konsekvenserne. Tilsynet med målgrupperammen for et tilbud er et selvstændigt tema i kvalitetsmodellen. Det fremgår direkte af lovgivningen, at Tilsyn skal føre et dialogbaseret tilsyn. Når Tilsyn bliver bekymret for kvaliteten af et tilbud, skal bekymringerne adresseres og præsenteres for tilbuddet, der herefter kan imødegå bekymringerne. Der er således tale om en gensidig dialog, hvor Tilsyn ofte får en fornemmelse af, om ledelsen på det pågældende tilbud har en erkendelse af eventuelle problemer og deres omfang. Det er ikke normalt, at lederen af det pågældende tilbud ikke deltager i dialogen herom. Det var derfor også en bevidst overvejelse fra Tilsyns side, at forstander Person 2 ikke deltog i dialogmødet Dato
  7. Indtil da havde meget af dialogen været med netop Person 2, men Tilsyn var blevet opmærksom på, at mange af de problemer, de så, udsprang af netop Person 2's person, hvorfor de ikke fandt det hensigtsmæssigt at drøfte de pågældende problemer med ham. Da Skole 1's bestyrelse havde det overordnede ansvar for kostskolen, fandt de det rigtigst i stedet at have dialogen med bestyrelsen. Som hun husker det, henstillede Tilsyn til bestyrelsen, at forstanderen ikke deltog i mødet, hvilket bestyrelsen respekterede. Bestyrelsen blev chokeret over de mange bekymringspunkter, der blev adresseret på mødet, og det var Tilsyns opfattelse, at bestyrelsen på dette tidspunkt endnu ikke havde forstået sagens alvor. Der var nogen af bekymringspunkterne, som bestyrelsen kunne genkende, og en del bekymringspunkter, som de ikke havde kendskab til. Bestyrelsen tog 43 bekymringerne meget alvorligt og tilkendegav, at der ville blive rettet op på det. Det skærpede tilsyn blev ophævet, fordi Skole 1 efterlevede de udstedte påbud. Ankestyrelsen har udtrykt klart, at de påbud, der gives til et tilbud, skal være såkaldte handlepåbud, hvilket betyder, at det skal være klart, hvornår et påbud er efterlevet. Man kan ikke give et undladelsespåbud, dvs. et påbud om at undlade at gøre noget. Det skal være klart for tilbuddet, hvornår et påbud er implementeret i praksis, og et påbud går derfor ofte ud på, at der skal afleveres en handleplan. Det er herefter Tilsyn opgave i forbindelse med tilsynsbesøg at påse, at handleplanerne bliver efterlevet og derved får den ønskede effekt. Det var også baggrunden for, at det blev meddelt Skole 1, at Tilsyn på trods af ophævelsen af det skærpede tilsyn fortsat ville have et intensivt tilsyn med Skole 1, fordi man ville holde øje med, at de udstedte påbud fik den tilsigtede effekt i praksis. På et tidspunkt søgte DR om aktindsigt, hvilket hun dog ikke lagde noget i. Der var løbende anmodninger om aktindsigt, og det var helt sædvanligt, at der blev anmodet om aktindsigt, når tilsynet med et tilbud blev skærpet. Som hun husker det, blev der løbende ekspederet anmodninger om aktindsigt vedrørende Skole 1 i en periode på 4-5 måneder. I sensommeren Årstal 3 spurgte en journalist hende, om Tilsyn var klar over, at Arbejdstilsynet havde givet flere påbud til Skole
  8. Journalisten var i besiddelse af det, der viste sig at være et udkast til afgørelse om påbud fra Arbejdstilsynet, og han tilbød at sende hende de oplysninger fra Arbejdstilsynet, som han var i besiddelse af, hvilket hun takkede ja til. Noget af materialet fra Arbejdstilsynet var fra før Årstal 11, og således inden Tilsyn blev etableret. Det fremgik i øvrigt at materialet, at der havde været noget omkring det psykiske arbejdsmiljø på Skole 1 i Årstal 4 og Årstal 5, men at der herefter havde været en periode uden påbud fra Arbejdstilsynet. Materialet fra Arbejdstilsynet ændrede ikke noget i det store billede. Det, der ændrede noget, var, at Person 2 ikke af egen drift havde orienteret Tilsyn om afgørelserne fra Arbejdstilsynet, og de begyndte at få en fornemmelse af, at forstanderen ikke levede op til sin oplysningspligt, hvilket senere blev bekræftet. Tilsyn førte et intensivt tilsyn med Skole 1, og der var mange tilsynsbesøg. På et tidspunkt blev det besluttet at afrapportere på den samlede vurdering, hvilket er forklaringen på, at tilsynsrapporten fra den Dato 13 er så kortfattet. En anden årsag til den kortfattede rapport var, at Tilsyn i februar Årstal 3 skiftede tilsynssystem, hvorfor der også var noget teknik, der skulle på plads. 44 Tilsyn modtog i løbet af september Årstal 3 flere whistleblowerhenvendelser. Den Dato 14 tog de på et uanmeldt tilsynsbesøg på Skole
  9. De var tre medarbejdere, der deltog i tilsynsbesøget, hvilket var usædvanligt. De havde forud for tilsynsbesøget haft en intern drøftelse af, hvilke ting de gerne ville undersøge nærmere, og de gik derfor meget målrettet efter at undersøge nogle navngivne elevers forhold. I forbindelse med flere af de tidligere tilsynsbesøg var mange af eleverne ikke til stede, og de havde derfor besluttet at komme sent om aftenen. Hendes kolleger, Vidne 3 og Vidne 4, talte med flere elever, mens hun satte sig for at læse dagbogsnotater. Hun talte derfor ikke selv med nogen børn eller unge i forbindelse med tilsynsbesøget. Hun fik adgang til computeren, herunder dagsbogssystemet og journalsystemet generelt, og hun havde adgang til alle børn og unges journaler. Hun kunne f.eks. søge målrettet på de elever, som de havde fået oplysninger af bekymrende karakter om. De havde blandt andet modtaget oplysninger af bekymrende karakter vedrørende en konkret pige, som på det pågældende tidspunkt var anbragt på Skole
  10. Vidnet spurgte, om der var lavet en underretning vedrørende den konkrete pige, hvilket den afdelingsleder, hun talte med, mente var tilfældet. Han kunne dog ikke finde underretningen. Det viste sig endvidere, at der var forsvundet notater fra tre dage i dagbogen vedrørende den konkrete pige, hvilket gjorde vidnet bekymret. En anden medarbejder sagde, at vedkommende havde forudset, at dette ville ske, og vedkommende havde derfor printet dagsbogsnotaterne fra de pågældende dage ud på papir. Oplysningerne førte til, at vidnet dagen efter lavede en underretning på pigen. Tilsyn underrettede alle relevante myndigheder, da det skærpede tilsyn med Skole 1 blev iværksat, herunder de anbringende kommuner. Hun har ikke personligt lavet underretninger på andre konkrete elever end den allerede nævnte pige fra Skole
  11. Det sker en håndfuld gange om året, at Tilsyn laver en underretning om et konkret barn. Hun besluttede, at der skulle laves en underretning til Datatilsynet, fordi hun kunne se, at Skole 1 og Afdeling 1 var blandet sammen, selv om de var to selvstændige enheder. Tilsyn har kun lavet en underretning til Datatilsynet denne ene gang. Tilsynsbesøget Dato 14 fortsatte til sent om aftenen. Da de forlod Skole 1, var de enige om, at der skulle handles nu, og at bestyrelsen skulle indkaldes til et dialogmøde. På dialogmødet var de ret tydelige omkring, at de havde mistet al tillid til Skole 1's ledelse. Det var deres antagelse, at det var en ledelsesperson, der havde slettet i dagbogsnotatet 45 vedrørende den tidligere nævnte pige. Hertil kom, at handleplaner ikke var blevet fulgt, der var ikke styr på almindelige procedurer, og de havde hørt om et stadigt stigende skolefravær. Bestyrelsen skulle derfor have at vide, at Skole 1 ikke kunne fortsætte med Person 2 som leder. Der var meget, der skulle handles på, og tilmed med en ny forstander, hvilket bestyrelsen fik 14 dage til. Tilsyn meldte klart ud, at Skole 1 i modsat fald ville blive lukket. Bestyrelsen afholdt i forlængelse af dialogmødet et ekstraordinært bestyrelsesmøde i et lokale på rådhuset, og da bestyrelsen forlod rådhuset, var bestyrelsens umiddelbare indstilling, at Skole 1 ville blive lukket. Der blev konstitueret en ny forstander, som fra starten meldte ud, at hun ikke kunne løfte opgaven med at drive Skole 1 videre. Tilsyn meldte forstander Person 2 til politiet på baggrund af oplysningerne om, at han havde væltet børn ud af sengen i forbindelse med de såkaldte morgenvækninger, og at en elev var blevet trukket ud af sengen og ydmyget alene iført underbukser. Person 2 blev frifundet i byretten, men dommen er anket til landsretten. Hun har ikke kendskab til nogen oplysninger, der tyder på, at der blev anbragt børn og unge på Skole 1, som faldt uden for anbringelsesrammen. Nogle af de anbragte børn og unge kan dog undervejs have udviklet psykoser eller andre forstyrrelser, der indebar, at de ikke længere passede ind i anbringelsesrammen. Som hun husker det, var det i maj Årstal 3, at Tilsyn modtog den første anmodning om aktindsigt vedrørende Skole
  12. Hun kan ikke huske præcist, hvornår hun modtog akterne fra Arbejdstilsynet fra journalisten fra DR, men det var efter sommeren Årstal
  13. Hun kan ikke svare på, om de i Tilsyn ville have handlet anderledes, hvis de havde haft kendskab til akterne fra Arbejdstilsynet på et tidligere tidspunkt. De ville måske have spurgt personalet mere ind til det, der kan udledes af rapporterne fra Arbejdstilsynet. Som hun husker det, blev personalet dog spurgt om noget, der mindede om det, der fremgår af rapporterne. Det undrer hende ikke, at medarbejderne har fortalt mere til Arbejdstilsynet end til Tilsyn, fordi de to tilsyn har forskelligt fokus. Tilsyn fokus er på børnene og de unges trivsel og udvikling, mens Arbejdstilsynets fokus er på medarbejderne. Hun har siden 2007 hørt udsagnet om, at de børn og unge, der anbringes, bliver stadig mere hårdkogte og med stadig flere udfordringer. Det er efter hendes opfattelse udtryk for en generel udvikling i samfundet. Hvis hun havde fået oplyst, at der var elever på Skole 1 med selvskadende adfærd og hashmisbrug samt elever, der var behandlingskrævende, ville det have givet 46 hende anledning til at dykke ned i, hvem de pågældende børn og unge var, og om der på Skole 1 blev taget hånd om deres udfordringer, herunder om de var velbehandlede. Det er ikke diagnosen i sig selv, men derimod barnets behov, der tages udgangspunkt i, når det skal vurderes, om et barn falder inden for målgruppen for et tilbud. Hun synes ikke, at de børn, der var anbragt på Skole 1, generelt ikke passede ind i målgruppen, med undtagelse af de få børn og unge, der var behandlingskrævende. Børn og unge, der har været udsat for omsorgssvigt, og børn og unge med visse behandlingskrævende diagnoser var omfattet af målgruppen. I forhold til børn og unge med ADHD, OCD, spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd er det ikke muligt at svare generelt på, om de passer i målgruppen, da det kommer an på prognosen og behandlingsbehovet hos den enkelte. Hvis visiterende myndighed har vurderet, at Skole 1 var det rigtige tilbud for et barn eller ung, lægger de sig i Tilsyn som udgangspunkt op ad den vurdering. De er fra Tilsyns side altid meget opmærksomme på, at det tilbud, de besøger i forbindelse med et tilsyn, har en interesse i fremstå bedst muligt, og for at adressere dette, anvender Tilsyn en strategi, der hedder triangulering. Strategien indebærer, at alt, der bliver sagt, efterprøves og holdes op mod andre udsagn. Tilsyn modtog den første whistleblowerhenvendelse i december Årstal
  14. Henvendelsen førte til, at der blev afholdt et tilsynsbesøg på Skole 1 i januar Årstal
  15. I forbindelse med tilsynsbesøget i januar Årstal 9 mødte medarbejderne fra Tilsyn uheldigvis ikke nogen børn og unge, da de alle var på skitur. Tilsyn kunne efter vidnets opfattelse ikke have handlet hurtigere, end det gjorde. Der var ikke tilstrækkeligt materiale til at handle hurtigere, end hvad der var tilfældet. Tilsyn satte Skole 1 under skærpet tilsyn og har som sagt pligt til at udføre et dialogbaseret tilsyn. Hun vil ikke afvise, at Tilsyn måske kunne have handlet hurtigere i løbet Årstal 3, men det er som sagt overordnet set hendes opfattelse, at Tilsyn har handlet så hurtigt som det kunne. Der forelå ikke nok oplysninger i begyndelsen af Årstal 3 til, at Skole 1 kunne have været lukket allerede på dette tidspunkt. Der kom hele tiden nye oplysninger og whistleblowerhenvendelser, som blev undersøgt i løbet af Årstal
  16. Det blev besluttet på mødet i den interne taskforce i august Årstal 9 at rette henvendelse til Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet for at afklare snitfladerne mellem dem og Tilsyn. Efter mødet med Styrelsen for Uddannelse og 47 Kvalitet Dato 15, kom der et samarbejde i gang. Indtil da havde der ikke været noget samarbejde mellem Tilsyn og Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet. Vidne 4 har forklaret blandt andet, at hun er uddannet socialpædagog og har været ansat i Tilsyn siden
  17. Inden hun blev ansat i Tilsyn, førte hun tilsyn med plejefamilier i en mindre kommune. Hun deltog første gang i et tilsynsbesøg på Skole 1 i maj Årstal
  18. Skole 1 var en kostskole for unge, der havde brug for noget støtte, men ikke støtte i den tungere ende. Børn og unge med ADHD faldt ikke nødvendigvis uden for målgruppen for Skole
  19. Der var på Skole 1 en stor gruppe unge, hvoraf nogle i perioder havde behov for ekstra støtte, men der var ikke noget ved Skole 1, som Tilsyn på daværende tidspunkt fandt bekymrende. Det er meget normalt, at der på et tilbud som Skole 1 er nogle unge, der i teenageårene får brug for ekstra støtte. Socialstyrelsen kommer på både anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg. I tilfælde af anmeldte tilsynsbesøg er der lavet en dagsorden for tilsynsbesøget. De vil altid gerne tale med nogle af de unge. På Skole 1 var der en spisesal, hvor de unge spiste, og når der var tilsynsbesøg, inviterede de tilsynsførende altid sig selv på frokost i spisesalen. De gjorde generelt meget ud af at præsentere sig selv, og der blev hængt sedler op om, at medarbejdere fra Tilsyn var på tilsynsbesøg. Det var ikke hendes indtryk, at ledelsen havde udvalgt, hvem de skulle tale med. Der kunne godt være en individuel spændvidde i, hvad de unge, som de talte med i forbindelse med tilsynsbesøg, fortalte, men generelt fortalte de fleste unge, at de havde det godt på Skole 1, og at de kom i skole. De gik ikke rundt og bankede på dørene til de unges værelser, men der var altid en rundvisning på skolen, hvor de var rundt for at se de fysiske rammer. De var i forbindelse med tilsynsbesøgene rundt i alle de bygninger, de havde kendskab til. I august Årstal 6 godkendte Tilsyn en ændret normering på Skole
  20. Der var ikke længere den samme søgning til Skole 1 som tidligere, og det var svært at fylde alle pladser på kostskolen. Samtidig efterlyste kommunerne flere såkaldte flexpladser. Flex-pladserne på Skole 1 var dog kun tiltænkt de unge, der allerede gik på skolen. Det var i forbindelse med tilsynsbesøget den Dato 16, at morgenvækningerne kom på banen. Det var kommet Tilsyn for øre, at forstander Person 2 vækkede børnene om morgenen ved at vælte dem ud af sengen, og de skulle i forbindelse med tilsynsbesøget have 48 afdækket, om det var noget, de unge kendte til. Det tog lidt tid, inden de fik nogle unge til at fortælle om morgenvækningerne. Nogle af de unge, som de talte med, syntes ikke, at morgenvækningerne var af samme alvorsgrad, som de syntes i Tilsyn. De sagde til forstanderen, at morgenvækningerne var ”no-go” . Opgaven for Person 2 og medarbejderne på Skole 1 var at drage omsorg for de unge, og det var efter Tilsyns opfattelse ikke udtryk for omsorg at vælte de unge ud af sengen om morgenen, uanset at nogle af de unge syntes, at det var sjovt. Tilsyn begyndte i løbet af Årstal 9 at modtage nogle oplysninger, der indikerede, at det ikke var det helt rigtige billede, de havde fået af Skole 1 i forbindelse med deres tilsynsbesøg. De begyndte derfor at komme oftere på tilsynsbesøg på Skole
  21. I forbindelse med et tilsynsbesøg fik de kontakt med Vidne 1, der var lærer på Skole
  22. Det blev aftalt, at Vidne 1 skulle komme til et møde hos Tilsyn efterfølgende, fordi de oplevede, at han var utryg ved at tale med dem på Skole
  23. Det, Vidne 1 fortalte dem på det efterfølgende møde, kom meget bag på dem. Det gjaldt både det, han fortalte om arbejdsmiljøet på Skole 1, og det, han fortalte om forholdene for de anbragte børn og unge. De fik en fortrolig relation til Vidne 1, der følte sig truet og derfor ikke ville have, at de brugte oplysningerne fra ham. De arbejdede derfor videre med at finde dokumentation og generelt afdække, hvad der var op og ned. Vidne 1 havde sagt, at flere af de unge, der var anbragt på Skole 1, faldt uden for kostskolens målgruppe. I et forsøg på at finde ud af, om der var hold i denne del af Vidne 1's udsagn, kontaktede de forældrene til flere unge, der tidligere havde været anbragt på Skole
  24. Tilsyn besluttede at indkalde Skole 1's bestyrelse til et dialogmøde Dato 17, fordi de mente, at flere af de unge, som var anbragt på Skole 1, var udsat for nedladende behandling, herunder i forbindelse med de føromtalte morgenvækninger, som var meget i fokus på dette tidspunkt. En aften, hvor de kom på tilsynsbesøg på Skole 1, var der gallafest på skolen, hvilket de blev overraskede over. De havde på forhånd besluttet, at de også vil komme på tilsynsbesøg en morgen, fordi de havde hørt, at mange af eleverne ikke kom i skolen, og da de kom på tilsynsbesøg igen morgenen efter gallafesten, var der heller ikke mange elever i skole. Det var dog et lidt uklart billede, fordi der netop havde været fest på skolen aftenen forinden. Det var deres hensigt i Tilsyn, at de unge skulle se dem, når de var på tilsynsbesøg, så de unge fik en form for tillid til dem. Af samme årsag kom de ofte på tilsynsbesøg på Skole
  25. Hun kan ikke huske, om tilsynsbesøget den Dato 18 var anmeldt eller uanmeldt. 49 Det skærpede tilsyn blev ophævet, fordi lovgivningen dengang var indrettet således, at et tilbud skulle have et påbud, for at være underlagt skærpet tilsyn. Da Skole 1 havde opfyldt de udstedte påbud, var de nødt til at ophæve de

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.