ØSTRE LANDSRET KENDELSE afsagt den 26. november 2020 Sag BS-33399/2020-OLR (14. afdeling) Danske Bank A/S (advokat Henriette Gernaa) (advokat Jacob Skude Rasmussen) mod CI Investments Inc. acting in i

§ 226, stk.

1, afvises, og at sagerne sættes i bero på Østre Landsrets afgørelse af eventuelle prøvesager eller sagskompleks. Danske Bank har med Procesbevillingsnævnets tilladelse af

1. august 2020 ved kæreskrift af
2. august 2020 kæret kendelsen med principal påstand om, at sagerne henvises til Østre Landsret i
3. instans, subsidiært at Københavns Byret fremmer sagerne. CI Investments Inc. acting in its capacity as manager and trustee for and on be-half of the International Equity Growth Pool m.fl. (Investorerne) har ligeledes med Procesbevillingsnævnets tilladelse af
4. august 2020 ved kæreskrift af
5. august 2020 kæret kendelsen med påstand om, at sagerne skal henvises til be-handling ved Østre Landsret i første instans, jf.

§ 226, stk.

1. Byretten har ikke haft bemærkninger til kæremålet. Parternes anbringender Danske Bank har til støtte for de nedlagte påstande navnlig gjort gældende, at det er fastslået af både by- og landsret i de allerede henviste sager, at sagerne er principielle og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen el-ler væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Samtidig har landsretten tiltrådt byrettens vurdering af, at det var mest hensigtsmæssigt at lade henvis-ning gå forud for eventuel udvælgelse af prøvesager, selvom sagerne blev an-lagt på forskellige tidspunkter i perioden frem til byrettens henvisningskendel-se af
2. december
3. Det kan udledes heraf, at hvis de resterende sager havde været anlagt allerede den
4. december 2019, var de tilsvarende blevet henvist til landsretten. Det er derfor inkonsekvent og i strid med retsanvendelsen i de henviste sager at afvise henvisning til landsretten af de resterende sager. Samtlige sager bør efter Danske Banks opfattelse indgå i grundlaget for landsrettens eventuelle udvælgelse af prøvesager i sagskomplekset. Det bør desuden indgå i vurderingen, at investorerne har tiltrådt, at samtlige sager bør behand-les af landsretten i
5. instans, jf. investorernes kæreansøgning af
6. juli
7. De sager, der ikke måtte udvælges til prøvesager, vil blive genstand for de forbere-dende retsskridt, som landsretten samtidig måtte beslutte. Det bestrides, som anført af investorerne, at en eventuel henvisning af andre sa-ger mod Danske Bank vedrørende samme principielle spørgsmål skulle betyde, at de henviste sager i dette sagskompleks skulle ”afvente, at alle de øvrige sager anlægges, henvises, belyses og procesveksles i et vist omfang, førend der i realiteten kan udvælges prøvesager og komme ”skub” i sagsbehandlingen” . Landsretten fastsatte på det forberedende retsmøde den
8. juni 2020 – efter samråd med parterne, hvor Danske Bank bl.a. gjorde opmærksom på problemstillingen / 32 vedrørende de parallelle sager – datoen for det næste forberedende møde, hvor spørgsmålet om prøvesager skal drøftes, til den
9. marts
10. Den fastsatte frist giver rig mulighed for, at der i mellemtiden kan komme klarhed over, om der måtte blive henvist yderligere sager, som skal indgå i landsrettens grundlag for eventuel udvælgelse af prøvesager. Subsidiært har Danske Bank gjort gældende, at udsættelse af de ikke henviste sager under alle omstændigheder ikke kan anses for påkrævet og vil medføre en urimelig lang sagsbehandlingstid. Investorerne har til støtte for påstanden om henvisning navnlig gjort gældende, at det ikke er korrekt, at investorerne har tiltrådt, at samtlige sager bør behand-les af landsretten i
11. instans. Investorerne har ligeledes kæret byrettens afgørel-se om ikke at henvise sagerne til behandling i Østre Landsret som første instans i 38 af de 47 sager, men dette er ikke udtryk for, at investorerne grundlæggende har ændret opfattelse af, at det savner mening at henvise flere hundrede sager til Østre Landsret med det formål at få afklaret principielle spørgsmål, som kan afgøres ved blot at henvise én eller et mindre antal af disse sager. Investorerne valgte at kære byrettens afgørelse i disse 38 sager som en refleks af, at Danske Bank den
12. juli 2020 selektivt, og uden nogen nærmere begrun-delse, alene tog skridt til at påkære byrettens afgørelse i 9 af de i alt 47 sager, som verserede for byretten. I den situation ansøgte investorerne om kæretilla-delse for at muliggøre, at landsretten kunne træffe en afgørelse, der omfattede alle sagerne i sagskomplekset. I de 38 sager indgår et bilag 11, der ikke er fremlagt i de øvrige sager i sagskomplekset, men som er af stor betydning for investorernes sager, idet dette bilag er en eksperterklæring, udarbejdet af den internationalt anerkendte økonomiske analysevirksomhed Oxera (Oxford), som er fremlagt i sagerne i overensstem-melse med

§ 341a, og som angår sagsøgernes tabsopgørelse.

Medmindre disse 38 sager også henvises til behandling ved Østre Landsret, vil der derfor være spørgsmål knyttende sig til dette bilag, som ikke vil blive af-gjort som en del af eventuelle prøvesager for Østre Landsret. Sagerne bør dermed være en del af Østre Landsrets grundlag for udvælgelse af prøvesager, idet Østre Landsret ellers vil komme til at træffe afgørelse i sager, hvor grundlaget ikke vil svare til det grundlag, Københavns Byret efterfølgende skal træffe afgørelse i. Dette vil forøge risikoen for, at sagskomplekset skal fremmes over to omgange, hvilket risikerer at føre til væsentlig længere samlet sagsbehandlingstid. / 33 Sagsøgerne i disse individuelt anlagte 38 sager har en klar interesse i, at disse sager fremmes og ikke blot bliver sat i bero på de øvrige sager i sagskomplek-set, hvori bilag 11 ikke indgår. Uddrag af retsgrundlaget Muligheden for henvisning af en sag til landsret til behandling i

1. instans blev ved lov nr. 538 af
2. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreformen) indskrænket til sager af principiel karakter og sager, der efter indhentet udtalelse fra landsretten findes mest hensigtsmæs-sigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved lands-retten. Af forarbejderne til loven, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1 i lovfor-slag L 168 af
3. marts 2006 (Folketingstidende 2005-06, Tillæg A) fremgår bl.a.: ”Om Højesterets rolle i instansordningen anfører Retsplejerådet, at Højesterets centrale opgaver er at sikre retsenheden i landet og at træffe afgørelse i sager, som rejser spørgsmål af generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller i øvrigt er af væsentlig samfundsmæssig rækkevidde. Derimod bør den øverste domstols ressourcer efter Retsplejerådets opfattelse som udgangspunkt ikke benyttes til at be-handle sager, hvis udfald i det væsentlige afhænger af bevismæssige vurderinger, eller som angår retsanvendelse på områder, hvor de prin-cipielle retsspørgsmål allerede er afklaret...” Justitsministeriet tilsluttede sig Retsplejerådets synspunkter.

§ 226, stk.

1, blev ændret ved lov nr. 84 af

1. januar 2014 om ændring af retsplejeloven m.v. (Sagstilgangen til Højesteret m.v.), og det frem-går nu, at byretten efter anmodning fra en part kan henvise en sag til behand-ling ved landsret, “hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.” Af forarbejderne til loven, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.6.1 i lovforslag L 96 af
2. december 2013 (Folketingstidende 2013-14, Tillæg A) fremgår bl.a.: ”Ved domstolsreformen er det forudsat, at centrale elementer i Højesterets opgaver er at sikre retsenheden og at træffe afgørelse i sager, som rejser spørgsmål af generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller i øvrigt er af væsentlig samfundsmæssig rækkevidde. Derimod bør Højesterets ressourcer som udgangspunkt ikke benyttes til at / 34 behandle sager, hvis udfald i det væsentlige afhænger af bevismæssige vurderinger, eller som angår retsanvendelse på områder, hvor de principielle retsspørgsmål allerede er afklaret. Justitsministeriet finder det afgørende, at det sikres, at Højesteret fortsat kan indtage denne helt centrale rolle i det samlede domstolssystem. Det er i den forbindelse vigtigt, at Højesteret - i overensstemmelse med forudsætningerne bag domstolsreformen - kan koncentrere ressourcerne om behandlingen af principielle sager, som har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, eller som i øvrigt har væsentlig samfundsmæssig betydning.” Af de specielle bemærkninger til § 226, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 (§ 226, stk. 1)) fremgår: ”For at skabe større sikkerhed for, at de sager, der indbringes for Højesteret, er egnede til at sikre, at domstolsreformens mål vedrørende Højesterets rolle kan nås, foreslås det, at betingelserne for, at en sag kan henvises fra byretten til behandling i landsretten i
3. instans – og der-med indbringes direkte for Højesteret som
4. instans – tydeliggøres ved at indskrive betingelserne i selve loven. Det foreslås nærmere, at en sag kan henvises fra byretten til landsretten til behandling i
5. instans, hvis sagen er af principiel karakter og har ge-nerel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Vurderingen af, om en sag har “principiel karakter” , forudsættes at væ-re den samme som hidtil. Det drejer sig således navnlig om sager, der vedrører lovfortolkning, eller som i øvrigt angår et principielt retligt spørgsmål. Uden for kategorien af sager af principiel karakter falder således fortsat f.eks. sager, hvis afgørelse hovedsagelig beror på en kon-kret bevismæssig vurdering eller på en skønsmæssig afvejning af en række momenter, hvor denne afvejning er uden vidererækkende betyd-ning. Henvisning kan kun ske, hvis sagen ud over sin principielle karakter også har en generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller en væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Der vil efter omstændighederne være tale om en skønspræget vurdering, hvor det navnlig må indgå, om sagen efter sin karakter er egnet til at sikre, at domstolsreformens mål vedrørende Højesterets rolle kan sikres, og der-for bør kunne indbringes for Højesteret som
6. instans uden særlig tilladelse.” / 35 Landsrettens begrundelse og resultat Sagerne rejser spørgsmål om, hvorvidt Danske Bank A/S er erstatningsansvarlig for en række tab opgjort af 38 investorer, som i perioden 2013 til 2018 angiver at have ejet aktier i Danske Bank A/S. Ved kendelse af
7. december 2019 henviste Københavns Byret 228 sager til landsretten, jf.

§ 226, stk.

1. Disse sager er ligeledes anlagt af en række investorer mod Danske Bank med påstand om erstatning for angivelig ansvarspådragende adfærd og undladelser i forbindelse med håndteringen af hvidvaskkontrollen i bankens estiske filial, herunder påståede overtrædelser af offentlig reguleringslovgivning og bankens børsretlige forpligtelser. Byretten anførte i henvisningskendelsen, at problemstillingen i sagerne var af principiel karakter, og at sagerne desuden havde generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Østre Landsret tiltrådte ved retsbog af
2. maj 2020 henvisningen af sagerne, jf.

§ 226, stk.

5. Såvel Danske Bank som investorerne i de henviste sa-ger er repræsenteret af de samme advokater, som repræsenterer parterne i de foreliggende kæresager. Landsretten tiltræder, at de allerede henviste sager repræsenterer en tilstrække-lig variation over sagernes faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstan-dene støttes, som muliggør, at der blandt disse sager vil kunne findes egnede prøvesager. Afgørelsen af de pågældende prøvesager, som vil kunne indbrin-ges for Højesteret, må forventes at afklare de principielle retsspørgsmål, der er rejst, således at afgørelsen af de resterende sager beror på en konkret bevismæs-sig vurdering eller på en skønsmæssig afvejning af en række momenter, hvor denne afvejning er uden vidererækkende betydning. Henset hertil og til de mål vedrørende Højesterets rolle, der er nævnt i forbin-delse med ændringen af

§ 226, stk.

1, jf. lov nr. 84 af 28. januar 2014, og da det af parterne i øvrigt anførte ikke kan føre til andet resultat, tiltræ-der landsretten, at betingelserne i

§ 226, stk.

1, for at henvise sa-gerne til landsretten ikke er opfyldt. Byretten har, i tilslutning til afgørelsen om at afslå henvisning af sagerne, desu-den truffet afgørelse om – indtil videre – at berostille forberedelsen af sagerne. Landsretten finder på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte byrettens vurdering af, at det er påkrævet at udsætte forberedelsen af sagerne, jf.

§ 345

. Det bemærkes, at landsretten i sagerne BS-33400/2020-OLR m.fl., der vedrører samme sagskompleks, ved samtidig kendelse har truffet afgørelse om at stadfæ- / 36 ste byrettens afslag på henvisning til behandling ved landsret i 1. instans og afgørelse om at berostille forberedelsen af sagerne. THI BESTEMMES: Byrettens kendelse stadfæstes. Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger for landsretten til den an-den part. /