R 2016.3689H. …” Den
, at sagsøgtes betaling af sagsomkostninger fsva den del af byretssagen, der vedrørte lønkravet med kr. 1.575, svarende til en forholdsmæs-sig fordeling med 57%, ikke er tilstrækkelig eller fair dækning af sagsøgtes omkostninger til at forfølge sit berettigede krav og resultatet er tilfældig jf. følgende scenarier: a. hvis byretssagen var anlagt for kr. 38.272,25 manglende bruttoløn ville den forholdsmæssige fordeling have været 84% (samlet krav kr. 45.772,25) svarende til kr. 2.352 ud af de tilkendte kr. 2.
, og at LG ale-ne har hjemmel til at dække sagsomkostninger vedrørende disse krav, der er nødvendige og i øvrigt rimelige. I det følgende sondres der mellem de tilkendte sagsomkostninger (pkt. 3.1) og de tilkendte kæremålsomkostninger (pkt. 3.2). 3.1 Sagsomkostninger 3.1.1 Grundlaget for inddækning af sagsomkostninger Til trods for, at LG alene har hjemmel til at dække krav i medfør af
følger det af en mangeårig praksis, at sagsomkost- / 6 ninger knyttet hertil kan dækkes, såfremt der 1) er tale om omkostnin-ger forbundet med inddrivelse af fortrinsstillede og dækningsberettige-de lønkrav og 2) der er tale om omkostninger, der har været nødvendi-ge at afholde og i øvrigt er rimelige. Det påhviler LG i hver enkelt sag at tage stilling til, om betingelserne for dækning er opfyldt. LG foretager denne vurdering på baggrund af den dom eller kendelse, som fastslår, at arbejdsgiveren skal godtgøre lønmodtageren sagsomkostninger for lønmodtagerens inddrivelse af det fortrinsstillede og dækningsberettigede lønkrav. Vurderingen sker således på baggrund af det faktiske hændelsesforløb. I forlængelse heraf gøres det gældende, at de af domstolene fastsatte sagsomkostninger ikke er bindende for LG i henhold til dennes vurde-ring af, om sagsomkostninger er rimelige og nødvendige og i øvrigt opfylder betingelserne for dækning. 3.1.2 Sagsomkostninger for manglende betaling af nettoløn LG har taget bekræftende til genmæle over for en forholdsmæssig del af de tilkendte sagsomkostninger, der kan henføres til kravet om mang-lende betaling af nettoløn, idet denne del af Sagsøgers påstand nedlagt i retssagen mod sin tidligere arbejdsgiver vedrører et fortrinsberettiget krav, som i øvrigt konkret opfylder betingelserne for dækning hos LG. Den anerkendte del af sagsomkostningerne kan opgøres som 9.924 kr. divideret med 17.424 kr., hvilket giver ca. 57 %. Forholdsmæssigt for-delt på de samlede tilkendte sagsomkostninger på i alt 2.800 kr., giver det (oprundet) 1.595 kr. Som anført er der enighed mellem parterne om, at LG allerede har betalt dette beløb til Sagsøger. Det gøres gældende, at såfremt der er tilkendt sagsomkostninger, som vedrører krav, der ikke er dækket under garantien, følger det af fast praksis, at LG kan betale en forholdsmæssig andel af sagsomkostningerne svarende til det, som kan henføres til de fortrinsstillede krav. Sagsøger har i sine processkrifter bemærket det urimelige i, at lønmodtagere, som stævner for både privilegerede og ikke-privilegerede krav under en retssag, under hensyn til ovenstående forholdsmæssige opgørelse, ikke får fuld dækning for sagsomkostninger. Det skal hertil bemærkes, at LG er oprettet ved lov, og LG’s dækningsområde er fastlagt i lovbestemmelser og gennem retssædvaner og retspraksis. LG har således ikke selvbestemmelse over, hvilke krav, der kan / 7 dækkes under garantien. Dertil kommer, at Sagsøger har undladt at forholde sig til, at en lønmodtager, der rejser flere krav, har en procesbesparelse ved ikke at skulle føre flere retssager med enkeltstående krav. Det er således i alle parters interesse, at alle krav samles under én sag – uanset om de er privilegerede eller ej, og det gøres gældende, at LG bør nyde samme fordel (procesbesparelse) heraf som sagens parter (lønmodtageren og arbejdsgiveren). På baggrund af ovenstående gøres det derfor gældende, at LG er berettiget til at foretage en forholdsmæssig opgørelse af de til Sagsøger tilkendte sagsomkostninger herunder, at LG er berettiget til alene at beta-le en forholdsmæssig andel af sagsomkostningerne, svarende til sagsomkostningerne, der vedrører den manglende betaling af nettoløn som opgjort ovenfor. 3.1.3 Sagsomkostninger for godtgørelse efter ansættelsesbevisloven Det gøres i den forbindelse gældende, at godtgørelse for manglende ansættelsesbevis ikke er et fortrinsstillet krav omfattet af
§ 2 i Lov om Lønmodtagernes Garantifond. Løn og andet vederlag for arbejde i skyldners tjeneste, jf.
1, nr. 1, er karakteriseret ved, at de er skattepligtige for modtageren (lønmodtageren). Godtgørelse efter ansættelsesbevisloven er imidlertid ikke skattepligtig for lønmodtageren, jf. afgørelse fra Told-og Skattestyrelsen af
1, nr. 1. Det gøres endvidere gældende, at
1, nr. 3, alene omfatter godtgørelse tilkendt for afbrydelse af ansættelsesforholdet. Der skal således være sammenhæng mellem afbrydelsen af ansættelsesforholdet og den konkurs, der begrunder arbejdstagerens anmeldelse til LG. Dette er ikke tilfældet i denne. Til støtte herfor gøres det gældende, at godtgørelse for manglende ansættelsesbevis er uafhængigt af ansættelsesforholdets ophør, og netop derfor hverken kan eller skal betragtes som et fortrinsstillet krav efter
. I den forbindelse henvises til U2005.1752H, hvor Højesteret tiltrådte, at kompensationskrav som følge af en konkurrenceklausul ikke var fortrinsstillet i medfør af
i arbejdsgiverens konkursbo, idet kravet netop ikke var begrundet i forhold med tilknytning til afbrydelsen af ansættelsesforholdet. Det bestrides i den forbindelse, at pligten efter ansættelsesbevisloven er en løbende forpligtelse og derfor kan sidestilles med andet vederlag, mens kompensationskravet for påtagelse af en konkurrenceklausul op-står ved ansættelsesforholdets begyndelse. Ansættelsesbevisloven har til formål at sikre, at der ikke er tvivl om de væsentligste ansættelsesvilkår mellem lønmodtageren og arbejdsgive-ren. Derimod har ansættelsesbevisloven ingen indvirkning på de mate-rielle vilkår, der er gældende i ansættelsesforholdet. Der er således in-gen sammenhæng mellem den ydelse, som lønmodtageren via sin ansættelsesaftale forpligter sig til at yde overfor arbejdsgiveren, og den udbetalte kompensation for overtrædelse af ansættelsesbevisloven. Den i denne sag udbetalte godtgørelse har således karakter af en sank-tion over for arbejdsgiveren, der konkret udmåles med udgangspunkt i manglens karakter og væsentlighed for lønmodtageren. Det gøres for så vidt angår godtgørelsen for manglende ansættelsesbe-vis afslutningsvist gældende, at
De fortrinsstillede krav omfatter således utvivlsomt alene de krav, som er nævnt i bestemmelsens oplistede kategorier. Et krav på godtgørelse, som følge af en arbejdsgivers manglende overholdelse af sin oplysningspligt overfor lønmodtageren, er efter LG’s opfattelse ikke omfattet heraf. / 9 At godtgørelse efter ansættelsesbevisloven ikke er fortrinsstillet i med-før af
eller kan sidestilles med begrebet ”vederlag” har yderligere støtte i den juridiske litteratur, jf. eksempelvis ” Ansættelsesretlige emner i Insolvensretten” af Mette Langborg Christiansen, 1. ud-gave, 1995, s. 109, hvoraf det fremgår: ” Det er en forudsætning, at der er tale om vederlag for arbejde. Godtgørel-ser der ikke har denne karakter, ex. godtgørelse for mangelfuldt ansættel-sesbevis, godtgørelser for konkurrenceklausuler o.l. er derfor ikke omfat-tet.” LG vil i den forbindelse også henvise til en afgørelse fra Retten i Hille-rød (BS-2-617/2004), hvor retten fandt, at et krav efter Lov om ansættelsesbeviser ikke er privilegeret, da det ikke har karakter af kompensa-tion for løn, da
Som følge af, at godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis ikke er et fortrinsstillet krav, jf.
1, nr. 1-3, vil sagsomkostninger forbundet med at inddrive dette krav ej heller være fortrinsstil-lede. LG har derfor ikke hjemmel til at dække sagsomkostningerne. 3.2 Kæremålsomkostninger For så vidt angår de tilkendte kæremålsomkostninger, kan det konstateres, at de ikke er tilkendt i forbindelse domstolenes pådømmelse af de materielle krav mellem Sagsøger og Virksomhed IVS under kon-kurs. Sagsøger har utvivlsomt været berettiget til at kære fastsættelsen af sagsomkostningerne i forhold til Virksomhed IVS (under kon-kurs), men på disse punkter adskiller kæremålene sig i væsentlig grad fra LG’s sædvanlige praksis, hvor LG efter en konkret vurdering dæk-ker nødvendige og rimelige sagsomkostninger forbundet med, at en lønmodtager søger at opnå dom for sit udestående lønkrav mv. over for dennes arbejdsgiver. Dækningen af nødvendige og rimelige sagsomkostninger skal ses i lyset af, at en lønmodtager kan fortabe kravets fortrinsstilling i medfør af
– og dermed også dækning fra LG – såfremt kravet / 10 har været forfaldent i mere end 6 måneder, jf.
1, nr. 1-3, medmindre lønmodtageren har søgt kravet gennemført ”uden ugrundet ophold” , jf.
1, nr. 5. I betænkning nr. 606 af 1971 bemærkede konkurslovsudvalget følgende i relation til indholdet af betingelsen om at forfølge kravet ”uden ugrundet ophold” : ” Udvalget finder dog anledning til at fremhæve, at henvendelse til advo-kat, fremsendelse af rykkerbreve og lign. Ikke kan være nok til en forlæn-gelse af fristen.” Det blev således herved forudsat, at en lønmodtager kunne være nødsaget til udtage stævning mod sin arbejdsgiver for at sikre sig kra-vets fortsatte fortrinsstilling, og derved således også påføre sig omkost-ninger, som ville overstige almindelige inkassoomkostninger (rykker-breve mv.). I modsætning hertil har formålet med begge kæremål i denne sag ikke været at iagttage
1, nr. 5, idet hovedkravene – hvoraf alene det ene er fortrinsstillet – allerede var fastslået ved Retten i Hillerøds udeblivelsesdom af 9. april 2019, som ikke blev søgt genoptaget af det efterfølgende konkursbo. Formålet med kæremålene har derimod alene været at blive tilkendt sags- og kæremålsomkostninger. Det gøres derfor gældende, at det ikke har været nødvendigt at afholde kæremålsomkostninger i forhold til afbrydelse af fristerne i
eller sikring af kravenes fortrinsstilling, og allerede af den grund kan kæremålsomkostningerne ikke dækkes af LG. Det gøres yderligere gældende, at det ikke vil være rimeligt at pålægge LG at dække disse kæremålsomkostninger, som reelt set intet har med konkursen i Virksomhed IVS at gøre, men som tværtimod vedrø-rer en række kendelser afsagt efter konkursens indtræden, uden at LG eller konkursboet har været involveret heri. Skulle retten desuagtet finde, at LG skal dække kæremålsomkostningerne, gøres det gældende, at der alene kan ske forholdsmæssig dæk-ning, idet alene det ene af hovedkravene er fortrinsstillet, jf. også oven-for. …” Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. / 11 Rettens begrundelse og resultat Parterne er, trods den manglende udtrykkelige hjemmel hertil, enige om, at Lønmodtagernes Garantifond (”LG”) har en fast praksis for at dække rimelige sagsomkostninger, der har været nødvendige i forbindelse med at inddrive lønkrav, der er omfattet af LG’s dækning. Lønmodtagernes Garantifond har taget bekræftende til genmæle for så vidt an-går en forholdsmæssig andel af sagsomkostningerne for byretten. Lønmodta-gernes Garantifond har opgjort den forholdsmæssige andel ved at fastsætte den procentvise andel af sagsøgers påstand, der kunne henføres til lønkrav (ca. 57 %), og derefter tage bekræftende til genmæle for en (oprundet) tilsvarende pro-centvis andel af de tilkendte sagsomkostninger. Hertil har Lønmodtagernes Ga-rantifond forud for svarskriftet dækket hele retsafgiften. Parternes tvist består herefter i, i hvilket omfang Lønmodtagernes Garantifond kan begrænse sin dækning af sagsomkostningerne som sket, samt om Lønmod-tagernes Garantifond derudover er forpligtet til at dække sagsomkostningerne tilkendt i forbindelse med de to kæremål. Idet sagsøger i sagen mod sin tidligere arbejdsgiver havde rejst krav om såvel krav omfattet af Lønmodtagernes Garantifonds dækning og om krav, der ikke er omfattet, finder retten, at der skal foretages en forholdsmæssig opdeling af sagsomkostningsbeløbet, således at Lønmodtagernes Garantifond alene skal dække sagsomkostninger, der er forbundet med inddrivelse af krav, der i øvrigt er omfattet af Lønmodtagernes Garantifonds dækning. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt Lønmodtagernes Garantifonds metode til at fastsætte den forholdsmæssige andel af sagsomkostningerne kan anvendes. Retten bemærker, at der ikke med de i Lønmodtagernes Garantifonds materialesamling fremlagte skrivelser og utrykte byretsdomme kan udledes en praksis, der svarer til den, Lønmodtagernes Garantifond har anvendt i denne sag. Retten finder herefter, at de sagsomkostninger, Lønmodtagernes Garantifond skal dække, må fastsættes skønsmæssigt til det beløb, sagsøger ville være blevet tilkendt, hvis sagsøger alene havde ført sag om lønkravet. Der må tages udgangspunkt i det faktiske sagsforløb, hvorfor det ikke kan føre til et andet resul-tat, at sagsøger eventuelt kunne have opgjort sit lønkrav på anden måde, og dermed have ført sag om et højere beløb. Sagsøgers lønkrav udgjorde 9.924 kr. Landsretten fastsatte sagsomkostningerne efter landsretspræsidenternes notat om sagsomkostninger i småsager mv. af
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.