UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 14. maj 2024 Sag 106/2023 (2. afdeling) Anklagemyndigheden mod Tiltalte (advokat Glenn Verding Hein, bes

§ 781, stk.

1 og 5, jf. § 780, stk. 1, nr. 2, at politiet fra den

1. oktober 2020 ind til den
2. novem-ber 2020 måtte aflytte samtaler eller udtalelser, der foregik i en på daværende tidspunkt ukendt celle, hvor tiltalte var anbragt og i en celle, som blev benyttet af en af politiet / - 3 indsat infiltrator i Enner Mark Fængsel. Aflytningen blev afsluttet den
3. november
4. Ved kendelse af
5. juni 2021 godkendte retten i medfør af

§ 781, stk.

1 og 5, jf. § 780, stk. 1, nr. 2, og § 791 a, stk. 3, at politiet for en periode på 4 uger fra den

1. august 2021 kunne foretage rumaflytning samt observation ved hjælp af et tv-kamera i den celle, som tiltalte måtte have ophold i, samt af fængslets besøgsrum i forbindelse med gennemførelse af besøg hos tiltalte. Indgrebene blev ved kendelser af
2. juli 2021,
3. september 2021,
4. september 2021,
5. oktober 2021,
6. november 2021,
7. de-cember 2021,
8. januar 2022,
9. februar 2022 og
10. marts 2022 forlænget med 4 uger ad gangen, senest til udløb den
11. april
12. Ved kendelserne blev det endvidere bestemt, at tiltalte og forsvareren ikke skulle underrettes om indgrebene, jf.

§ 729a og b.

I disse perioder blev der herefter – som tilladt i rettens kendelser – foretaget rumaflyt-ning af tiltaltes celle i Enner Mark Fængsel samt af tiltaltes celle i Nørre Snede Fængsel og af besøgsrum i Nørre Snede Fængsel. Politiet besluttede desuden, at infiltrator skulle anvende personbåret aflytningsudstyr til brug for aflytninger af samtaler mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn under fællesskab i Enner Mark Fængsel. Samtalerne mellem tiltalte og infiltrator blev optaget, og desuden blev tiltaltes udsagn og samtaler med sig selv i egen celle optaget. Optagelserne er i uddrag fremlagt i sagen og er under hovedforhandlingen blevet afspillet i henhold til rettens kendelse af

1. maj 2023, senere stadfæstet af Østre Landsret ved kendelse af
2. juni
3. Politiets Efterretningstjeneste (PET) har i rapport af
4. april 2022, bilag M-1-40-0-0, ekstraktens side 1118, angående juridisk vurdering for anvendelse af politiagent i efterforskningen om dennes mandat anført blandt andet: "Samværet mellem mistænkte og politiagenten kunne ske under betingelse af, at det var frivilligt for mistænkte at være samme med politiagenten. Hvis mis-tænkte tilkendegav, at han ikke vil tale om drabet, skulle det respekteres i situa-ti onen, men var ikke til hinder for, at emnet tages op på et senere tidspunkt.” Endvidere fremgår: ”Da der er tale om efterforskning af en forbryd else, der er begået i 2016, har poli-tiet i forbindelse med indsættelsen ikke foranlediget, at der tilbydes bistand til el-ler træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller forsætte en lovovertrædelse. Spørgsmålet, om anvendelse af en politiagent i denne efterforskning, er derfor ikke forelagt retten.” Rapporten af
5. april 2022 er skrevet af styringsofficer i PET, polititjenestemand Vidne 1, der som vidne har forklaret, at der før indsættelsen af infiltratoren Fiktivt navn i Enner Mark Fængsel var foretaget en juridisk vurdering af Københavns Vestegns Politi, og at der i vurderingen var opstillet betingelser for samværet mellem tiltalte og Fiktivt navn. Betingelserne svarede til det i rapporten anførte. Den juridiske vurdering fra Københavns Vestegns Politi er ikke fremlagt i sagen. / - 4 Der er under hovedforhandlingen afspillet i alt godt 100 lydklip fra disse optagelser med en samlet varighed på adskillige timer. Forsvareren havde forud for hovedforhandlingen protesteret mod afspilning af video- og lydoptagelser fra de to fængsler af kontakten mellem tiltalte og den af politiet indsatte infiltrator, og fra tiltaltes celler og Nørre Snede Fængsels besøgsrum. Ved hovedforhandlingens begyndelse den
6. maj 2023 bestemte de juridiske dommere ved kendelse af samme dato, at det tillades anklagemyndigheden at afspille de i sagen foreliggende optagelser af tiltalte og infiltrators kontakt i fængslerne, idet retten ikke uden kendskab til disse kunne tage stilling til, om samtalerne var at sidestille med en af-høring af tiltalte, eller om samtalerne ikke kunne sidestilles med en afhøring, og idet selve afspilningen ikke kunne antages at udgøre en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 1, om retten til retfærdig rettergang. Kendelsen blev af forsvareren i retsmødet den
7. maj 2023 kæret til Østre Landsret, der ved kendelse af
8. juni 2023 stadfæstede rettens kendelse med bemærkning om, at by-retten i et spørgsmål af så afgørende karakter efter en i retsmødet foretaget fornøden gennemgang af de tilgængelige optagelser, så vidt muligt burde have truffet afgørelse om, hvorvidt optagelserne kunne indgå som bevis i sagen. Landsretten forudsatte, at by-retten i forbindelse med den fortsatte hovedforhandling tog endeligt stilling til, om op-tagelserne kunne indgå som bevis i sagen og fandt herefter ikke grundlag for at tilside-sætte byrettens kendelse af
9. maj
10. Den retlige ramme Om efterforskningsmidlerne agentvirksomhed og infiltration … Politiets beslutning i nærværende sag om at indsætte infiltratoren Fiktivt navn i den på davæ-rende tidspunkt verserende efterforskning af det allerede begåede drab på Forurettede omhandler en bagudrettet efterforskning og ses ikke reguleret af bestemmelserne i retsplejeloven. Der ses ikke at være fastsat nærmere regler i retsplejeloven, bekendtgørelser eller cirkulærer for politiets brug af agenter i denne situation, og politiets brug af infiltratoren Fiktivt navn i sagen har ikke været forelagt retten. Beslutningen om indsættelse af en politiansat infiltrator til infiltration af tiltalte må vurderes i forhold til princippet om proportionalitet. Proportionalitetsgrundsætningen Ved ethvert efterforskningsmiddel gælder der en proportionalitetsgrundsætning. Det er således en grundlæggende betingelse, at indgrebet i form af infiltration i den konkrete situation er proportionalt, og at indgrebet ikke står i misforhold til sagens betydning og indgrebets nødvendighed. Vurderingen af, om infiltrationen var proportional, må ske ud fra en helhedsvurdering, hvor der må lægges vægt på kriminalitetens alvorlige karakter, graden af den daværende mistanke mod tiltalte, og om det var muligt at anvende andre efterforskningsmetoder end infiltration. / - 5 På baggrund af det oplyste om sagens særdeles alvorlige karakter, oplysningerne om mistanken mod tiltalte og det oplyste om den hidtidige efterforskning og sagens oplysninger i øvrigt finder retten, at der som udgangspunkt ikke er grundlag for at tilsidesætte politiets skøn om at bruge efterforskningsmidlet infiltration i det foreliggende tilfælde. Brug af infiltration i forhold til en indsat i et fængsel rejser imidlertid særlige principiel-le retssikkerhedsmæssige spørgsmål i forhold til EMRK, artikel 6, stk. 1, og vil kun kunne anerkendes, når helt særlige omstændigheder gør sig gældende, hvilket der er re-degjort for nedenfor. Infiltration set i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Brug af infiltration som led i efterforskningen, herunder ved anvendelse af civilklædte betjente for at få mistænkte til at tale om den kriminalitet, der efterforskes, er ifølge retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) ikke i sig selv i strid med EMRK artikel 6, stk.
11. Det følger imidlertid af retspraksis fra EMD, at der bør være klare og forudsigelige procedurer for bemyndigelse og kontrol med sådanne efterforskningsmetoder. Beslutningen om indsættelse af infiltratoren Som tidligere anført fremgår det af rapport fra PET angående juridisk vurdering for anvendelse af politiagent i efterforskningen, dateret den
12. april 2022, bilag M-1-40-0-0, ekstraktens side 1118, at der blev opsat betingelser for samværet mellem mistænkte og politiagenten. Samværet skulle således være frivilligt for mistænkte. Hvis mistænkte tilkendegav, at han ikke ville tale om drabet, så skulle det respekteres i situationen, men det var ikke til hinder for, at emnet kunne tages op på et senere tidspunkt. Det fremgår videre af ovennævnte rapport, at politiet anvendte en politiagent til infiltra-tion af tiltalte med henblik på at afklare, om tiltalte var gerningsmand til drabet på Forurettede. Efter det oplyste blev PET agenten Fiktivt navn den
13. oktober 2020 indsat som infiltrator i Enner Mark Fængsel, og politiet foranledigede, at tiltalte og Fiktivt navn blev placeret på samme afdeling i Enner Mark Fængsel. Infiltrationen fandt i første omgang sted i perio-den fra den
14. oktober til den
15. november 2020 på særlig sikret afdeling i Enner Mark Fængsel, hvor tiltalte og Fiktivt navn havde celler ved siden af hinanden. Infiltrationen stoppede den
16. november 2020, da Fiktivt navn blev trukket ud af Enner Mark Fængsel. Ifølge det oplyste foregik samværet mellem tiltalte og infiltratoren efter gældende regler i Enner Mark Fængsel og med samtykke fra tiltalte og uden påvirkning fra politiet. Angående den efterfølgende infiltration i Nørre Snede Fængsel fremgår det af styringsofficerens forklaring, at Københavns Vestegns Politi i foråret 2021 på ny rettede henvendelse til PET, og at der herefter blev truffet en beslutning om at fortsætte infiltratio-nen af tiltalte. På baggrund af et postkort, som foregav at være sendt af infiltratoren Fiktivt navn fra Columbia, blev der på ny etableret kontakt mellem Fiktivt navn og tiltalte, der da var indsat i Nørre Snede Fængsel. Ifølge styringsofficerens vidneforklaring blev tiltalte i postkortet spurgt, om han ville have besøg, og Fiktivt navn fik efterfølgende en besøgstilladelse, da tiltalte ifølge sin forsvarer gerne ville have besøg af Fiktivt navn. Det er oplyst, at der også var nogle telefonsamtaler mellem Fiktivt navn og tiltalte, og at Fiktivt navn / - 6 besøgte tiltalte fire gange i Nørre Snede Fængsel; henholdsvis den
17. december 2021 og den
18. januar, den
19. marts og den
20. marts
21. Ifølge det oplyste foregik besøgene og telefonsamtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn i Nør-re Snede Fængsel også efter gældende regler. Det fremgår af styringsofficerens vidneforklaring, at de betingelser for samværet, som fremgår af politirapporten af
22. april 2022, blev efterlevet af Fiktivt navn, og at der dagligt var kontakt mellem Fiktivt navn og styringsofficeren, som briefede og debriefede Fiktivt navn. På baggrund af styringsofficerens vidneforklaring må det lægges til grund, at Fiktivt navn hand-lede i overensstemmelse med retningslinjerne. Retten lægger herefter til grund, at der har været daglig kontrol med Fiktivt navn samt klare og forudsigelige procedurer for kontrollen med Fiktivt navn under indsættelsen. Det må end-videre lægges til grund, at det fremgik præcist af opdraget, hvad formålet med infiltra-tionen var. Retten bemærker dog, at den juridiske vurdering fra Københavns Vestegns Politi og de betingelser, der var opstillet for samværet mellem tiltalte og Fiktivt navn, burde have forelig-get i skriftlig form før indsættelsen, ligesom kontrollen og procedurerne, som styrings-officeren har forklaret om, burde have foreligget i form af skriftlige retningslinjer for in-filtrationen. En sigtets retsstilling og forsvarerbeskikkelse Det fremgår ikke af retsplejeloven efter hvilke kriterier, det skal afgøres, om en person er sigtet eller skal anses som sigtet, ligesom det ikke fremgår, hvornår en person skal sigtes. Grænsen mellem, hvornår en person blot er mistænkt, og hvornår denne bør sigtes, er flydende. Dette afhænger blandt andet af styrken af den mistanke, der retter sig mod den pågældende og om, hvorvidt der er flere mistænkte. I nærværende sag har politiet før beslutningen om infiltration angiveligt vurderet, at mistanken mod tiltalte ikke var af en sådan styrke, at der var grundlag for en sigtelse, men samtidig af en sådan styrke, at til-talte fik beskikket en forsvarer. Det fremgår således, at tiltalte den
23. marts 2019 fik beskikket advokat Peter Kragh som forsvarer, og at der den
24. januar 2021 skete ombeskikkelse til advokat Christina Schønsted. Forbuddet mod selvinkriminering fremgår af

§ 752, stk.

1. Inden politiet afhører en sigtet, skal denne udtrykkeligt gøres bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig. En sigtet har således ret til at være tavs og har ikke pligt til at bidrage med oplysninger til brug for sagens opklaring. Tiltalte var før infiltrationen mistænkt – men ikke sigtet – for drabet i Park, og var før infiltrationen blevet afhørt af politiet tre gange uden sigtelse, men med en sigtets rettigheder, idet tiltalte før hver afhøring var blevet gjort bekendt med, at han ikke hav-de pligt til at udtale sig, jf.

§ 752, stk.

1. / - 7 Tiltalte blev afhørt den
2. november 2016 på Psykiatrisk Center Ballerup, den
3. januar 2018 i Maribo Arrest og den
4. oktober 2018 på Politigårdens Fængsel, hvor tiltalte al-le gangene afgav forklaring til politiet. Afhøringer Det er et centralt tema i sagen, om de afspillede lydoptagelser af samtalerne mellem til-talte og infiltratoren Fiktivt navn er samtaler eller afhøringer. Af

§ 750, 1.

pkt., fremgår: "Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen af afgive forkla-ring, og ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale si g.” Der er ikke i retsplejeloven en definition af, hvad der skal forstås ved en af høring. En afhøring må findes at være karakteriseret ved en fast og konkret struktur, hvor afhøreren styrer samtalen og stiller spørgsmål med det formål at få informationer om et bestemt tema, og hvor den afhørte bliver spurgt til konkrete omstændigheder vedrørende den kriminalitet, der efterforskes. Retten bemærker, at det forhold, at en polititjenestemand og en mistænkt har en sam-tale, ikke i sig selv gør samtalen til en afhøring. Det må bero på en konkret vurdering af aflytningerne af samtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn, om en eller flere af samtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn må sidestilles med afhø-ringer, som kræver en iagttagelse af retten til ikke at udtale sig og forbuddet mod selv-inkriminering i

§ 752, stk.

1, og EMRK, artikel 6, stk. 1, idet bemærkes, at retten til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering i

§ 752, stk.

1 må fortolkes i overensstemmelse med EMRK artikel 6, stk.

1. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1 Det fremgår af EMRK artikel 6, stk. 1, at enhver, der anklages for en lovovertrædelse, har ret til en retfærdig rettergang. Det beror på en helhedsvurdering af processen, om rettergangen har været retfærdig. Brug af infiltration i forhold til en indsat i et fængsel og anvendelse af lydoptagelser fra samværet mellem infiltrator og en indsat som bevis rejser grundlæggende retssikkerhedsmæssige spørgsmål i forhold til tiltaltes krav om en retfærdig rettergang, jf. EMRK artikel 6, stk. 1, herunder i forhold til det grundlæggende retsprincip om, at den, der er mistænkt for en strafbar handling, har ret til ikke at udtale sig, og ikke har pligt til at bidrage til, at han bliver straffet for en strafbar handling. Efter praksis fra EMD praksis følger det af EMRK artikel 6, stk. 1, at enhver, der er anklaget for en forbrydelse, har ret til ikke at udtale sig og til ikke at blive tvunget til at inkriminere sig selv. Beskyttelsen mod selvinkriminering gælder efter EMRK artikel 6, stk. 1, fra det tids-punkt, hvor den pågældende person er sigtet for en strafferetlig overtrædelse, eller fra det tidspunkt, hvor den pågældende reelt er genstand for en strafferetlig efterforskning. / - 8 Da tiltalte var genstand for strafferetlig efterforskning, var tiltalte beskyttet af forbuddet mod selvinkriminering, da infiltrationen blev iværksat med infiltrators indsættelse i En-ner Mark Fængsel og også under de efterfølgende besøg i Nørre Snede Fængsel, hvor Fiktivt navn besøgte tiltalte. Ved vurderingen af, om det strider mod grundlæggende retsprincipper, herunder i for-hold til retten til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering, at lade video- og lydoptagelserne fra infiltrationen i Enner Mark Fængsel og Nørre Snede Fængsel indgå som beviser i sagen, må der lægges vægt på, om tiltalte har befundet sig i en sær-lig sårbar situation ved at være indsat i et fængsel. Det må vurderes, om infiltrationen er foregået i betryggende rammer, om kontakten mellem tiltalte og Fiktivt navn var frivillig, eller om tiltalte direkte eller indirekte var presset til at have samvær og samtaler med Fiktivt navn, eller om der var andre momenter af tvang. Der må endvidere lægges vægt på styrkeforholdet mellem tiltalte og Fiktivt navn, om tiltalte har været under et psykologisk pres, om der har været et afhængighedsforhold mellem tiltalte og Fiktivt navn, om de var ligeværdige i kontakten og samtalerne, eller om en af dem var styrende eller dominerende overfor den anden i kontakten. Ved vurderingen af, om aflytningerne af tiltaltes og Fiktivt navns samtaler har karakter af af-høringer eller på anden måde krænker retten til ikke at udtale sig og selvinkrimineringsforbuddet, må der endvidere lægges vægt på, om det var tiltalte eller infiltrator, der sty-rede samtalerne, om tiltalte af egen drift eller gennem styring fra infiltratoren talte om drabssagen i Park, og om der fra infiltrators side var et ”provokationselement” i hans samtaler med tiltalte. Retten til ikke at inkriminere sig selv vedrører først og fremmest respekten for tiltaltes ønske om ikke at ville udtale sig. Det centrale er således respekten for den anklagedes vilje. Det er ikke i sig selv i strid med forbuddet mod selvinkriminering, at hensigten med infiltrationen er at afdække og få den mistænkte til at tale om den kriminalitet, der efterforskes. Det har derimod betydning, hvorledes den mistænkte bringes til at tale om den kriminalitet, der efterforskes. Der gælder således et provokationsforbud, som betyder, at den mistænkte ikke må lokkes, presses eller på lignende utilbørlig måde bringes til at tilstå eller på anden måde inkriminere sig selv i forhold til den kriminalitet, som den pågældende er mistænkt for. Vurderingen af, om de enkelte samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn må sidestilles med af-høringer og indebærer en krænkelse af retten til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering, beror ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af
2. november 2002 (final
3. februar 2003) i sag 48539/99 Allan mod Storbritannien på en konkret og samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder. Af resumé af dommen i sagen, Allan mod Storbritannien, gengivet i tidsskriftet EU-ret & Menneskeret nr. 1, marts 2003, fremgår blandt andet: ”… Sagens faktiske omstændigheder / - 9 Klageren, Ricard Roy Allan, er britisk statsborger. I februar 1995 fortalte en ano-nym kilde til politiet, at klageren havde været involveret i mordet på en butiks-bestyrer, som var blevet skudt i et supermarked i Manchester. Den
4. marts sam-me år blev klageren anholdt og sigtet for mordet. I forbindelse med de efterføl-gende afhøringer påberåbte klageren sig retten til ikke at udtale sig. Politiet fore-tog bånd- og videooptagelser af samtaler, som klageren og hans kæreste havde under hendes besøg i fængslet, og som klageren og hans medsigtede havde, mens de opholdt sig i deres fælles celle. Den
5. marts 1995 blev H, som igennem længere tid havde fungeret som medde-ler for politiet, og som havde en kriminel fortid, anbragt i samme celle som klage-ren med det formål at fremskaffe informationer fra klageren. Politiet instruerede H om at "presse klageren så langt som muligt” , ligesom politiet vejledte H om, hvordan han skulle bære sig ad. Den
6. juli 1995 blev klageren afhørt af politiet om røveriet i supermarkedet. Klageren var i forbindelse med afhøringen bistået og rådgivet af en advokat. Klageren blev tilbudt at udtale sig om optagelserne foretaget i februar og marts 1995, men valgte ikke at svare på spørgsmål. Ifølge klageren blev han udførligt forhørt af politiet i et forsøg på at bringe ham ud af fatning eller gøre ham nervøs og usikker således, at han ville være mere snaksaglig og sårbar over for H, når han vendte tilbage til fængslet. H var i mellemtiden blevet udstyret med aflytnings-udstyr. Optagelserne blev anvendt som bevis mod klageren i den efterfølgende retssag mod ham. Klageren blev afhørt på ny den
7. juni og den
8. juli 1995, hvor han valgte ikke at udtale sig om beskyldningerne om drab. Den
9. juli 1995 påstod H i en 60 sider lang vidneforklaring, at klageren havde indrømmet, at han var til stede på mordstedet. Denne påståede indrømmelse udgjorde ikke en del af det optagne forhør og blev derfor bestridt af klageren. Der fandtes ikke andre beviser ud over den påståede indrømmelse, som direkte for-bandt klageren med mordet på butiksbestyreren. Den
10. februar 1998 blev klage-ren dømt for mordet af et nævningeting med stemmerne 10 mod 2 og blev idømt fængsel på livstid. Klageren ankede herefter dommen med påstand om, at domme-ren skulle have afvist beviserne indsamlet ved hjælp af bånd- og videooptagelser samt vidneudsagnet afgivet af H. Herudover gjorde han gældende, at dommeren havde begået fejl i sin retsbelæring til nævningerne. Den
11. juli 1998 blev hans første appel afvist af en dommer. Appeldomstolen afviste den
12. januar 1999 ef-ter en høring, under hvilken klageren blev repræsenteret af en forsvarer, klagerens nye forsøg på at appellere den tidligere afgørelse. Menneskerettighedsdomstolens afgørelse Vedrørende artikel 8: Menneskerettighedsdomstolen mindede om, at der på det relevante tidspunkt ikke eksisterede retsregler, der regulerer politiets anvendelse af skjult aflytningsudstyr. Optagelserne af klagerens samtaler med den medsigtede, kæresten og H var derfor ikke i overensstemmelse med loven som krævet efter artikel 8, stk. 2, i Menneskerettighedskonventionen. Optagelserne var derfor i strid med artikel 8 (enstemmig afgørelse). Vedrørende artikel 6: Menneskerettighedsdomstolen mindede om, at optagelserne på politistationen og i fængslet af klagerens samtaler med kæresten, den medsig- / - 10 tede og H samt vidneudsagnet fra H, som politiet havde anbragt i samme celle som klageren med det formål at skaffe beviser mod klageren, udgjorde anklagemyndighedens væsentligste beviser i sagen mod klageren. Menneskerettighedsdomstolen sondrede herefter mellem

regler og EMRK artikel 6, stk. 1, eller om der foreligger en krænkelse af tiltaltes ret til ikke at udtale sig og forbuddet mod selv-inkriminering, og om det i givet fald skal have den konsekvens, at aflytningerne ikke kan indgå som bevis i sagen. Som anført ovenfor er det centrale respekten for tiltaltes vilje. Den omstændighed, at infiltrationen og aflytningerne af tiltalte og infiltratoren Fiktivt navns samtaler har fundet sted i et lukket fængsel rejser, som nævnt ovenfor, grundlæggende retssikkerhedsmæssige spørgsmål i forhold til tiltaltes krav på en retfærdig rettergang, herunder i forhold til retten til ikke at udtale sig og selvinkrimineringsforbuddet, jf.

§ 752, stk.

1, og EMRK artikel 6, stk.

1. / - 14 Som ovenfor anført finder retten imidlertid efter en samlet og konkret vurdering, at til-talte ikke kan anses for at have befundet sig i en særlig sårbar situation ved at være ind-sat i et fængsel, og at infiltrationen foregik i betryggende rammer. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende helt særlige, konkrete omstændigheder, herunder rettens indtryk af de afspillede samtaler i Enner Mark Fængsel og Nørre Snede Fængsel, finder retten, at den omstændighed, at samta-lerne mellem tiltalte og Fiktivt navn har fundet sted i et lukket fængsel, ikke i sig selv indebæ-rer en krænkelse af retssikkerhedsmæssige hensyn i forhold til tiltalte med den konse-kvens, at beviserne i form af aflytningerne allerede af den grund skal afskæres. Lydoptagelserne fra Enner Mark Fængsel Den
2. oktober 2020 - den
3. november 2020 Det kan lægges til grund, at samværet i Enner Mark Fængsel mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn blev startet op den
4. oktober 2020, og at tiltalte første gang talte om dra-bet i Park under en gårdtur den
5. november 2020 kl. 12.18.11-12.32.
6. Under den indledende kontakt mellem tiltalte og Fiktivt navn i dagene fra den
7. oktober 2020 frem til gårdturen den
8. november 2020 fremgår det af optagelserne af aflytningerne, at tiltalte og Fiktivt navn præsenterede sig og "talte sig ind på hinanden” og i den for -bindelse talte om blandt andet baggrunden for, hvorfor de hver især var indsat i Enner Mark Fængsel. Tiltalte fortalte således, at han afsonede en dom på 8 års fængsel for drabsforsøg, ligesom han fortalte om yderligere kriminalitet, mens Fiktivt navn fortalte sin dækhistorie om, at han var varetægtsfængslet for et knivoverfald på en kvinde i Grøn-land. Uanset Fiktivt navns relativt detaljerede beskrivelse den
9. november 2020 af knivoverfaldet på kvinden i Grønland finder retten efter en samlet vurdering, at dette forhold ikke ud-gør et utilbørligt provokationselement, og at tiltaltes ret til ikke at udtale sig og forbud-det mod selvinkriminering ikke er krænket. Retten finder efter en samlet vurdering af indholdet af samtalerne og de øvrige omstændigheder, at disse indledende samtaler ikke har karakter af afhøringer og kan indgå som beviser i sagen. Den
10. november 2020 For så vidt angår gårdturen den
11. november 2020 kl. 12.18.11-12.32.00 foreligger der udover personbåret aflytning tillige en videooptagelse dækkende tidsrummet kl. 12.1812.
12. Dette er det eneste tidspunkt, hvor der i retten udover lydoptagelse tillige er afspillet en optagelse med billede. Ifølge det oplyste var dette første gang, at drabet i Park omtaltes under samværet mellem tiltalte og Fiktivt navn. Det fremgår af den afspillede video- og lydoptagelse fra gårdturen den
13. november 2020, at det var tiltalte, der af egen drift – spontant og uden at Fiktivt navn forinden havde ledt samtalen i den retning – talte om drabet i Park og detaljeret beskrev og viste Fiktivt navn med lyde og hånd- og kropsbevægelser, hvorledes han mente, at den højgravide Forurettede var blevet dræbt med knivstik, og at hun i den forbindelse havde faet skåret næsen af. / - 15 - Det fremgår endvidere af video- og lydoptagelsen fra gårdturen den
14. november 2020, at det var tiltalte, der var styrende for samtalen, og at tiltalte fremstod som den domine-rende og udfarende part. Retten finder, at det forhold, at tiltalte under samtalen på gårdturen den
15. november 2020 kl. 12.18.11-12.20.40 af egen drift nøje beskrev og viste, hvorledes drabet efter hans opfattelse var foregået, må indgå som et moment ved vurderingen af de følgende dages samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn, herunder ved vurderingen af, om der var tale om afhøringssituationer eller samtaler, der iagttog selvinkrimineringsforbuddet og retten til ikke at udtale sig. Det må således tillægges betydning, om Fiktivt navn ved samtalerne med tiltalte stillede "naturlige” konversationsspørgsmål til noget, tiltalte allerede havde for -talt om, eller om der var tale om en udspørgen fra Fiktivt navns side. Henset til indholdet af video- og lydoptagelsen, herunder tiltaltes adfærd, stemmeføring og stemningsleje sammenholdt med Fiktivt navns fåmælte tilkendegivelser i forhold til tiltaltes udtalelser, finder retten, at denne samtale ikke har karakter af en afhøring og derfor kan indgå som bevis i sagen. Den
16. november 2020 - den
17. november 2020 Generelt giver de afspillede aflytninger af tiltalte og Fiktivt navns samtaler i dagene efter gårdturen den
18. november 2020 et billede af, at Fiktivt navn fortsat prøvede at opbygge en kammeratlig relation og et tillidsforhold til tiltalte, ligesom han søgte at skabe en samhørighed og fællesskabsfølelse mellem ham og tiltalte. Det er indtrykket, at det i overvejende grad var tiltalte, som talte og var dominerende i samtalerne, mens Fiktivt navn over-vejende lyttede og kom med korte bemærkninger og tilkendegivelser, samt at der under samtalerne var en god stemning mellem tiltalte og Fiktivt navn, og at samtalerne fremstod som frivillige. Særligt for så vidt angår samtalen mellem tiltalte og Fiktivt navn på gårdturen den
19. novem-ber 2020 om formiddagen fremgår det af den personbårne aflytning kl. 09.50.1309.52.36, at Fiktivt navn nævnte en film, hvor en person fik skåret næsen af, hvorefter tiltalte – efter et spring til et andet samtaleemne – begyndte at tale om drabet i Park, og hvordan han tænkte, at gerningsmanden havde stukket hende. Tiltalte vendte endvidere efter ca. 10 minutters samtale om andre emner tilbage til sagen fra Park. Retten finder, at spørgsmålet om, hvorvidt samtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn har ka-rakter af afhøringer, må vurderes i lyset af de forudgående samtaler, og at samtalen den
20. november 2020 om formiddagen således må ses i forhold til tiltaltes udsagn under gårdturen den
21. november 2020 omkring middagstid. Retten lægger herved vægt på, at der ikke er afspillet optagelser fra samvær mellem tiltalte og Fiktivt navn i tiden mellem disse to gårdture, hvorfor det må antages, at samtalen den
22. november 2020 var en naturlig fortsættelse af snakken dagen før. Retten finder herefter, at det forhold, at tiltalte først begyndte at tale om drabet i Park efter Fiktivt navns henvisning til filmscenen, hvor en person fik skåret næsen af, ikke i sig selv kan føre til, at samtalen kan sidestilles med en afhøring eller i øvrigt er utilbørlig set i lyset af tiltaltes ret til ikke at udtale sig eller selvinkrimineringsforbuddet. Retten bemærker i forlængelse heraf, at det som anført oven for ifølge EMRK artikel 6, stk. 1, ikke i sig selv er i strid med selvinkrimineringsforbuddet at fa en mistænkt til at / - 16 tale om den kriminalitet, der efterforskes. Det forhold, at Fiktivt navn gav tiltalte anledning til at tale om drabet i Park, da han ved den personbårne aflytning under gangfælles-skab den
23. november 2020 kl. 13.29.27-13.34.56 nævnte en artikel om sagen fra Park, som han havde læst dagen forinden, herunder at politiet ingen mistænkte havde, er således efter rettens vurdering ikke i strid med tiltaltes retsgarantier. Tiltalte talte i denne optagelse blandt andet om, at der havde været fire mistænkte i sagen, og at den ene var mistænkt i halvandet år, hvorefter han gik fri. Tiltalte talte endvidere – efter at have talt om Person 2sagen og kun afbrudt af korte bemærkninger fra Fiktivt navns side – om en ældre dame, som hørte skrig og så en maskeret mand løbe fra parken, og om området omkring gerningsstedet med fodboldbaner, skole, tunnel, cykelsti og overvåg-ningskameraer mv. Retten finder, at der her er tale om en samtale, der ikke kan sidestil-les med en afhøring, ligesom lydoptagelsen ej heller af andre grunde skal afskæres som bevis i sagen. Efter en samlet og konkret vurdering finder retten, at optagelserne fra perioden 4.-
24. november 2020 ikke kan sidestilles med afhøringer, og at optagelserne kan indgå som beviser i sagen. Den
25. november 2020 Efter det for retten oplyste blev tiltalte første gang den
26. november 2020 præsenteret for Fiktivt navns anden dækhistorie om en sag fra Portugal, hvor Fiktivt navn angiveligt skulle have dræbt en kvinde, hvilket var uopklaret. Det fremgår således af optagelsen af personbåret aflytning fra gangfællesskab mellem tiltalte og Fiktivt navn den
27. november 2020 kl. 15.37.56-15.38.39, at Fiktivt navn fortalte og antageligt tillige viste tiltalte, hvor på kroppen, han ramte kvinden. Efter tiltalte og Fiktivt navn havde talt om andre emner, vendte tiltalte ef-ter ca. 15 minutter tilbage til Fiktivt navns sag fra Portugal og paralleliserede til danske for-hold, herunder at man ikke skulle tænke på det, hvis man vidste, at man havde gjort sine ting ordentligt. På baggrund af en konkret vurdering af de afspillede samtaler den
28. november 2020 finder retten, at Fiktivt navns dækhistorie om at have begået et uopklaret drab i Portugal – som først fortaltes efter, at tiltalte den
29. november 2020 havde fortalt om drabet i Park – ikke har lokket eller på anden utilbørlig måde har faet tiltalte til at tale om drabet i Park. Samtalerne kan ikke sidestilles med afhøringer og kan derfor indgå som beviser i sagen. Den
30. november 2020 -
31. november 2020 I denne periode bærer de afspillede lydoptagelser fra personbårne aflytninger med samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn præg af, at tiltalte i betydeligt omfang talte om, hvordan man bedst udfører knivoverfald, om området omkring Park, og om politiets efterforskning af drabet i Park. I en række af samtalerne i disse dage gav tiltalte udtryk for, at det ikke var ham, der havde begået drabet i Park, men at han vidste, hvem der havde gjort det. Det er indtrykket af tiltalte og Fiktivt navns samtaler i denne periode, at det primært var tiltal-te, der bragte sagen fra Park på banen, mens Fiktivt navn primært forholdt sig lyttende og svarede relativt kortfattet. Det forhold, at Fiktivt navn ved den personbårne aflytning fra gårdturen den
32. november 2020 kl. 13.39.42-13.44.15 nævnte, at der snart kom et TV / - 17 program om drabet i Park, findes efter en konkret vurdering af samtalen ikke at kunne føre til, at Fiktivt navn på en utilbørlig måde har faet tiltalte til at tale om Park. Herefter, og efter en samlet vurdering af samtalerne i denne periode, herunder af rammerne, initiativet og fastholdelsen af samtaleemnet, finder retten, at disse ikke kan sidestilles med afhøringer, ligesom retten ikke finder, at disse samtaler er i strid med tiltaltes ret til ikke at udtale sig eller selvinkrimineringsforbuddet. Retten finder herefter ikke grundlag for at afskære lydoptagelserne fra denne periode som beviser i sagen. Den
33. november 2020 For så vidt angår den personbårne aflytning fra gårdturen den
34. november 2020 kl. 12.34.55-13.05.59 bemærker retten, at Fiktivt navn her indtog en aktiv rolle i relation til sam-talen om Park og udfordrede tiltalte på dennes tilkendegivelser om, at det ikke var ham, der havde begået drabet i Park, ligesom Fiktivt navn spurgte tiltalte direkte, om han så havde fået kniven væk, hvortil tiltalte svarede, at han ikke havde noget med det at gøre, ligesom tiltalte sagde til Fiktivt navn ”Du er rigtig nysgerrig i dag” og ”Du har ik -ke en aftale med politiet, har du?” . Fiktivt navn fremstod under denne gårdtur vedholdende og direkte i sine spørgsmål til tiltalte om sagen fra Park. Retten finder ud fra en samlet vurdering, at lydoptagelserne fra gårdturen den
35. november 2020 må sidestilles med afhøringer og udgør en krænkelse af retten til ikke at udtale sig i forbindelse med afhøring og af forbuddet mod selvinkriminering, jf.

§ 752, stk.

1, og EMRK artikel 6, stk.

1. Lydoptagelsen udgør således et ulovligt tilvejebragt bevis. Den
2. november 2020 Der er vedrørende den
3. november 2020 afspillet sammenhængende lydoptagelser i retten fra henholdsvis personbåret aflytning under en gårdtur om formiddagen (kl. 10.05.20-11.05.30) samt personbåret aflytning under gangfællesskab om eftermiddagen (kl. 13.31.10-ca. 14.14). For så vidt angår gårdturen om formiddagen, havde Fiktivt navn fra begyndelsen en konfron-terende stil over for tiltalte. Fiktivt navn gav udtryk for, at han ikke kunne få de ting, tiltalte havde fortalt ham, til at hænge sammen, herunder med de oplysninger, som han havde søgt frem på internettet om tiltalte, ligesom Fiktivt navn gav udtryk for, at han som følge deraf var begyndt at tvivle på, om tiltalte bandt ham en historie på ærmet. I den forbindelse spurgte Fiktivt navn gentagne gange ind til de ting, som tiltalte havde fortalt ham om sit kend-skab til drabet i Park, ligesom Fiktivt navn foreholdt tiltalte oplysninger, som tiltalte tidligere havde fremført over for Fiktivt navn, og som Fiktivt navn ikke nu kunne få til at passe i det samlede billede. Retten finder ud fra en samlet vurdering, at samtalen under gårdturen den
4. november 2020 om formiddagen må sidestilles med en afhøring. Samtalen under gangfællesskabet om eftermiddagen har ikke samme konfronterende karakter, men må ses i sammenhæng med lydoptagelsen fra formiddagens gårdtur. Retten lægger herved vægt på den tidsmæssige sammenhæng, ligesom eftermiddagens samtale emnemæssigt lægger sig tæt op ad formiddagens samtale. Denne aflytning må vurderes / - 18 som én samlet samtale. Aflytningen af tiltalte og Fiktivt navns samtale under gangfællesskabet om eftermiddagen må derfor ligeledes anses for at have karakter af en afhøring. Disse samtaler, som må sidestilles med afhøringer, udgør en krænkelse af retten til ikke at udtale sig i forbindelse med afhøring og af forbuddet mod selvinkriminering, jf.

§ 752, stk.

1, og EMRK artikel 6, stk.

1. Lydoptagelserne udgør således ulovligt tilvejebragte beviser. De ulovligt tilvejebragte beviser fra den
2. november 2020 og den
3. november 2020 Som anført ovenfor må der ved vurderingen af, om ulovligt tilvejebragte beviser allige-vel kan føres, eller om disse beviser skal afskæres, lægges vægt på bevisets værdi, om beviset er det eneste eller det afgørende bevis, om forsvarets rettigheder er respekteret, kriminalitetens grovhed og karakteren af krænkelsen af EMRK. Retten bemærker hertil, at retten til ikke at udtale sig i forbindelse med afhøring og forbuddet mod selvinkriminering udgør helt centrale elementer i relation til en mistænkt el-ler sigtets processuelle stilling i medfør af

§ 750og § 752, og dennes ret til en retfærdig rettergang, jf.

EMRK artikel 6, stk.

1. Da der er tale om helt centrale elementer og hermed alvorlige krænkelser af tiltaltes processuelle retsgarantier, finder retten, at beviserne i form af lydoptagelser fra samta-lerne mellem tiltalte og Fiktivt navn den
2. og
3. november 2020 ikke kan indgå som bevis i sagen, uagtet at der ikke er tvivl om lydoptagelsernes ægthed, at forsvarets rettigheder er respekteret, og at lydoptagelserne den
4. og
5. november 2020 ikke må antages at være eneste eller afgørende bevis i sagen. Tilsvarende gør sig efter rettens opfattelse gældende for så vidt angår rumaflytningerne fra tiltaltes celle den
6. november 2020 henholdsvis kl. 11.31.32-11.32.03 og kl. 19.11.1419.12.36, som har relation til samtalerne den
7. november 2020 mellem tiltal-te og Fiktivt navn, ligesom rumaflytningen fra tiltaltes celle den
8. november 2022 kl. 20.01.3820.01.51 må anses for at have en sådan tidsmæssig tilknytning til den fore-gående dags samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn, at disse også bør afskæres som beviser i sagen. Rumoptagelser fra tiltaltes celle i øvrigt Der er alene afspillet optagelser af rumaflytninger fra tiltaltes celle i Enner Mark Fæng-sel den 13.,
9. og
10. november
11. Som anført ovenfor er optagelserne fra tiltaltes celle den
12. og
13. november 2020 afskåret som beviser i sagen. For så vidt angår optagelsen fra tiltaltes celle den
14. november 2020 kl. 11.11.33-11.23.38 er der tale om en samtale mellem tiltalte og Fiktivt navn gennem vinduerne i celler-ne. Efter rettens opfattelse har denne samtale ikke karakter af en afhøring og må side-stilles med de tidligere omtalte samtaler, som heller ikke har karakter af afhøringer. Lydoptagelsen af samtalen kan derfor indgå som bevis i sagen. Bevisafskæringens betydning for de forudgående lydoptagelser Infiltrationen i Enner Mark Fængsel sluttede den
15. november 2020, hvor infiltratoren Fiktivt navn blev trukket ud af fængslet. Lydoptagelserne af aflytningen af samtalerne mellem tiltalte og Fiktivt navn den
16. november 2020 og rumaflytningerne den
17. og
18. november / - 19 2020 var således de seneste optagelser fra Enner Mark Fængsel, som anklagemyndighe-den ønsker skal indgå som beviser i sagen. Retten finder, at det forhold, at aflytningerne fra den
19. og
20. november 2020 ikke kan indgå som beviser i sagen, ikke har betydning for, at de forudgående optagelser fra En-ner Mark Fængsel kan indgå som beviser i sagen, da disse ligger tidsmæssigt forud. Sammenfattende vedrørende video- og lydoptagelserne fra Enner Mark Fængsel Retten finder således, at lydoptagelserne af aflytningerne fra den 18.,
21. og
22. novem-ber 2020 – både optagelserne fra personbåret aflytning af samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn under gårdtur og gangfællesskab samt optagelser af rumaflytning fra tiltaltes celle – ikke kan indgå som beviser i sagen. De øvrige afspillede lydoptagelser, som alle ligger forud for den
23. november 2020, samt den afspillede videooptagelse fra gårdturen den
24. november 2020 kan benyttes som beviser i sagen. Aflytningerne i Nørre Snede Fængsel Indledningsvis bemærkes, at infiltrationen af tiltalte i form af infiltratoren Fiktivt navns besøg i Nørre Snede Fængsel fandt sted mere end 1 år efter, at tiltalte og Fiktivt navn sidst havde set hinanden i Enner Mark Fængsel. Der er afspillet lydoptagelser af rumaflytninger fra besøgsrummet i Nørre Snede Fæng-sel af Fiktivt navns besøg hos tiltalte den
25. december 2021 og den
26. januar,
27. marts og
28. marts 2022 samt rumaflytninger fra tiltaltes celle i Nørre Snede Fængsel. Rumaflytninger fra besøgsrum i Nørre Snede Fængsel Det fremgår af lydoptagelsen af samtalen fra Fiktivt navns første besøg hos tiltalte den
29. de-cember 2021, at Fiktivt navn fortalte om sin sag fra Grønland, og at Fiktivt navn ledte samtalen over på deres tid sammen i Enner Mark Fængsel, samt at tiltalte af egen drift bemærkede, at Fiktivt navn blev lidt sur over, at t iltalte ikke ville tale om ”det andet du snakker om” . Det fremgår af lydoptagelsen fra Fiktivt navns besøg hos tiltalte den
30. januar 2022, at Fiktivt navn også ved dette besøg talte om sin sag fra Grønland, og at der under samtalen ikke var spørgsmål fra Fiktivt navns side i relation til tiltalte. Med hensyn til lydoptagelsen af Fiktivt navns besøg hos tiltalte den
31. marts 2022 fremgår det, at tiltalte af egen drift bragte sagen fra Park op og var dominerende i samtalen; det var tiltalte, der fortalte, mens Fiktivt navn var fåmælt og lyttende og overvejende svarede ”ja” , ”fuck” og i korte vendinger gav udtryk for opbakning. Af lydoptagelsen af Fiktivt navns besøg hos tiltalte den
32. marts 2022 fremgår det, at Fiktivt navn gav udtryk for, at han var lidt nervøs for at rejse til Portugal, og at tiltalte herefter selv kom ind på sagen fra Parken, og at der herefter taltes om sagen. Henset til den lange periode, der var forløbet, siden Fiktivt navns samtaler med tiltalte den
33. og
34. november 2020, der som nævnt ovenfor, måtte sidestilles med afhøringer, sammenholdt med karakteren og indholdet af samtalerne under besøget den
35. december 2021 og de følgende besøg finder retten, at det forhold, at samtalerne den
36. og
37. no- / - 20 vember 2020 må sidestilles med afhøringer, ikke har betydning for, om lydoptagelserne af samtalerne fra de fire besøg kan indgå som beviser i sagen. På baggrund af en samlet og konkret vurdering af samtalerne finder retten, at samtalerne ikke kan sidestilles med afhøringer. Der er herved lagt vægt på forløbet af samtalerne, og at de spørgsmål, som Fiktivt navn stillede under samtalerne, må findes at have karakter af "naturlige” konversationsspørgsmål i forhold til det, som tiltalte fortalte. Under de fore liggende omstændigheder finder retten, at Fiktivt navn ikke under samtalerne lokkede eller på anden utilbørlig måde søgte at få tiltalte til at tale om drabet i Park, således at det krænkede tiltaltes ret til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering. Lydoptagelserne af samtalerne kan derfor indgå som beviser i sagen. Retten finder efter en konkret vurdering, at det forhold, at tiltalte var indsat i et fængsel og havde begrænset kontakt til omverdenen under afsoningen i Nørre Snede Fængsel samt et begrænset antal besøg, under de foreliggende omstændigheder ikke kan føre til en anden vurdering, herunder i forhold til, at samværet har været frivilligt. Rumaflytning i tiltaltes celle i Nørre Snede Fængsel For så vidt angår lydoptagelserne af rumaflytninger fra tiltaltes celle i Nørre Snede Fængsel, der ikke udgør samtaler mellem tiltalte og Fiktivt navn, og som er godkendt ved ret-tens kendelse af
38. oktober 2021 med efterfølgende forlængelser og er i overensstemmelse med legalitetskravet, kan disse ligeledes indgå som beviser i sagen. Sammenfattende vedrørende lydoptagelserne fra Nørre Snede Fængsel Sammenfattende finder retten herefter, at samtlige afspillede lydoptagelser fra Nørre Snede Fængsel kan indgå som beviser i sagen. Vidneforklaringen afgivet af polititjenes temand Vidne 2 ”Fiktivt navn” Retten har ovenfor bestemt, at lydoptagelserne af aflytningerne fra den 18.,
39. og
40. november 2020 i Enner Mark Fængsel – både personbårne aflytninger af samtaler mel-lem tiltalte og Fiktivt navn under gårdtur og gangfællesskab, samt rumaflytning fra tiltaltes celle – ikke kan indgå som beviser i sagen. Vidneforklaringen fra Fiktivt navn vedrørende de samme lydoptagelser fra den 18.,
41. og
42. november 2020 kan på samme baggrund derfor ikke anvendes som bevis i sagen. Fiktivt navns vidneforklaring i øvrigt kan indgå som bevis i sagen i overensstemmelse med rettens resultat angående de øvrige video- og lydoptagelser. Sammenfatning På baggrund af det ovenfor anførte finder retten ud fra en samlet helhedsvurdering, at infiltrationen af tiltalte var et proportionalt efterforskningsmiddel. Retten bemærker herved, at infiltration som metode i dette tilfælde kunne accepteres, da der var tale om særdeles alvorlig kriminalitet, og andre efterforskningsmetoder var udtømte. Da der forelå helt særlige omstændigheder, var det efter en samlet og konkret vurdering ikke i strid med grundlæggende retsprincipper, herunder EMRK artikel 6, stk. 1, at infiltrationen af tiltalte fandt sted i et fængsel, hvor han var indsat til afsoning af en dom. / - 21 Retten til ikke at inkriminere sig selv vedrører først og fremmest respekten for tiltaltes ønske om ikke at ville udtale sig. Det centrale er således respekten for den anklagedes vilje. På baggrund af en samlet og konkret vurdering af de lydoptagede samtaler mellem til-talte og infiltratoren Fiktivt navn finder retten, at video- og lydoptagelserne af samtalerne – bortset fra lydoptagelserne den
43. og
44. november 2020 – ikke har karakter af eller må sidestilles med afhøringer, og at der under de foreliggende konkrete omstændigheder ikke er sket en tilsidesættelse af grundlæggende retssikkerhedsmæssige garantier i for-hold til tiltalte, så som retten til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering. Det er derfor ikke i strid med

regler og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, om retten til retfærdig rettergang, at disse beviser indgår i sagen. Samtalerne mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn i lydoptagelserne den

1. og
2. november 2020 har karakter af afhøringer og er ulovligt tilvejebragte beviser. Der forelig-ger en krænkelse af retten til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering, som udgør helt centrale elementer i relation til en mistænkt eller sigtets retsstilling. Da der er tale om en grovere konventionskrænkelse kan lydoptagelserne den
3. og
4. november 2020 – samt lydoptagelserne den
5. november 2020, som har sammenhæng hermed – ikke indgå som beviser i sagen. Legalitetsprincippet i EMRK artikel 8, stk. 2, findes at være krænket i forhold til lydoptagelserne foretaget med personbåret aflytningsudstyr, men på baggrund af en kon-kret afvejning, hvor der navnlig er lagt vægt på, at forsvarets rettigheder er respekteret, at der ikke kan antages at være tale om eneste eller afgørende bevis og karakteren af konventionskrænkelsen, er dette ikke til hinder for, at disse lydoptagelser kan indgå som beviser i sagen. Thi bestemmes: De afspillede video- og lydoptagelser af samtalerne mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn i Enner Mark Fængsel, der ligger forud for den
6. november 2020, samt de afspillede rumaflytninger fra tiltaltes celle i Enner Mark Fængsel for så vidt angår optagelser, der ligger forud for den
7. november 2020, kan indgå som beviser i sagen. De afspillede lydoptagelser af samtalerne mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn fra be-søgsrum i Nørre Snede Fængsel samt de afspillede rumaflytninger fra tiltaltes celle i Nørre Snede Fængsel kan indgå som beviser i sagen. De afspillede lydoptagelser af samtalerne mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn i Enner Mark Fængsel fra den
8. og
9. november 2020 samt rumaflytningerne fra tiltaltes cel-le i Enner Mark Fængsel fra den
10. og
11. november 2020 kan ikke indgå som beviser i sagen. Vidneforklaringen afgivet af polititjenestemand Vidne 2, infiltratoren Fiktivt navn, kan – bortset fra vidnets forklaring vedrørende lydoptagelserne den 18.,
12. og
13. november 2020 – indgå som bevis i s agen.” / - 22 Kendelsen blev af såvel Tiltalte som anklagemyndigheden kæret til Østre Landsret, som den
14. september 2023 afsagde sålydende kendelse: ”… Sagens forløb Tiltalte er ved anklageskrift af
15. november 2022 tiltalt for manddrab efter straffelovens § 237 ved den
16. november 2016 ca. kl. 19.07 i Park i By 1 med knivstik at have dræbt den gravide Forurettede. Den
17. maj 2023 bestemte Retten i Glostrup ved hovedforhandlingens begyndelse, at anklageren i forbindelse med forelæggelsen og hovedforhandlingen i øvrigt kunne af-spille de i sagen foreliggende optagelser af tiltalte og infiltrators kontakt i fængslerne. I afgørelsen anførtes, at retten ikke uden kendskab til indholdet af optagelserne/de transskriberede samtaler kunne tage stilling til, om samtalerne var at sidestille med en afhø-ring af en mistænkt eller en sigtet, og at vurderingen af, om tiltaltes rettigheder som mistænkt for en forbrydelse var blevet tilsidesat, krævede en samlet vurdering af beviset og dets tilblivelse, som retten ikke på forhånd kunne forholde sig til. Det blev i kendel-sen videre anført, at der efter det foreliggende ikke var grundlag for på forhånd at af-skære anklageren fra at føre beviset, og at der ikke ved afgørelsen var taget stilling til bevisværdien af de pågældende lydoptagelser. Tiltalte kærede denne afgørelse til landsretten, der admitterede kæremålet, jf.

§ 968, stk.

1. Den
2. juni 2023 stadfæstede landsretten kendelsen, idet landsret-ten herved forudsatte, at byretten i forbindelse med den fortsatte hovedforhandling ville tage endeligt stilling til, om optagelserne kunne indgå som bevis i sagen. Under den fortsatte hovedforhandling i byretten, hvorunder de omhandlede video- og lydoptagelser blev afspillet, og der blev afgivet forklaring af tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn i forbindelse hermed, afsagde byretten herefter den
3. juni 2023 den påkærede kendelse. … Det fremgår af sagen, at bevisførelsen for byretten er afsluttet, og at sagen er berammet til fortsat hovedforhandling den
4. september 2023 og den
5. oktober 2023 til proce-dure og afsigelse af skyldkendelse og eventuel dom. Det er dog under den mundtlige forhandling for landsretten oplyst, at anklagemyndigheden har anmodet byretten om at genoptage bevisførelsen, idet der ønskes ført yderli-gere et vidne. Supplerende sagsfremstilling De lyd- og videooptagelser, der har været afspillet i byretten, har ligeledes været afspil-let for landsretten. Der er til brug for landsrettens afgørelse endvidere sket dokumentation af andre beviser, der har været ført for byretten, herunder er der sket dokumentation af flere vidneforklaringer. / - 23 Der er for landsretten yderligere fremlagt kladde vedrørende "juridisk ramme" for infiltrationen. Det er oplyst, at kladden er udarbejdet af Københavns Vestegns Politi den
6. oktober
7. Det fremgår heraf: "Juridisk ramme: 1) Det er frivilligt for mistænkte at være sammen med UC 2) Hvis mistænkte, tilkendegiver, at han ikke vil tale om emnet, skal det respekte-res i situationen, men er ikke til hinder for, at emnet tages op igen på et senere tidspunkt.” … Landsrettens resultat og begrundelsen herfor
8. Kæresagens genstand Kæremålet omfatter efter tiltaltes endelige påstand spørgsmålet om, hvorvidt følgende bevismidler kan indgå som bevis i sagen: - lydoptagelser foretaget af infiltratoren med personbåret skjult aflytningsudstyr (i det følgende ”personb årne lydopt agelser”) i perioden fra den
9. oktober 2020 til den 2
10. november 2020, herunder i forbindelse med videooptagelse foretaget den
11. november 2020, - rumaflytninger fra tiltaltes celle i Enner Mark Fængsel, foretaget den 13.,
12. og
13. november 2020, - rumaflytninger fra besøgsrum i Nørre Snede Fængsel, foretaget den
14. december 2021,
15. januar 2022,
16. marts 2022 og
17. marts 2022, samt - vidneforklaringen afgivet af infiltratoren Fiktivt navn (polititjenestemand Vidne 2). Kæremålet omfatter derimod ikke rumaflytningerne fra tiltaltes celle i Nørre Snede Fængsel, foretaget i perioden fra den
18. november 2021 til den
19. februar
20. Det afgørende spørgsmål i kæresagen er, om det er foreneligt med

regler og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 6, stk. 1, og artikel 8, stk. 2, at tillade de nævnte beviser ført under hovedforhandlingen.

1. Indledende bemærkninger Landsretten tiltræder byrettens fremstilling af sagens faktiske omstændigheder, idet det bemærkes, at det efter det for landsretten fremkomne må lægges til grund, at der forelå en skriftlig ramme for infiltrationen i form af en kladde udarbejdet den
2. oktober
3. Landsretten tiltræder endvidere byrettens gengivelse af sagens retlige ramme og de generelle vurderinger vedrørende den retlige ramme, som byretten har foretaget i relation til den foreliggende sag. Herunder tiltrædes det af de grunde, som byretten har anført, at der som udgangspunkt ikke er grundlag for at tilsidesætte politiets beslutning om at bruge efterforsknings-midlet infiltration, jf. nærmere nedenfor under pkt. 3 vedrørende legalitetskravet efter EMRK artikel 8, stk.
4. Det tiltrædes endvidere, at brugen af dette efterforsknings-middel ikke i sig selv indebærer en tilsidesættelse af EMRK artikel 6, stk.
5. Rammen for infiltrationen foreligger for landsretten i skriftlig form, og det tiltrædes på denne baggrund og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, at det er lagt til grund, at in-filtratoren Fiktivt navn har handlet i overensstemmelse med rammen, og at der har været kon- / - 24 trol hermed. Landsretten er yderligere enig med byretten i, at tiltalte, der ikke var sigtet, men tidligere havde været afhørt med en sigtets rettigheder, som mistænkt var genstand for en strafferetlig efterforskning og dermed beskyttet af retten til ikke at udtale sig efter

regler og af selvinkrimineringsforbuddet i EMRK artikel 6, stk.

1. Det tiltrædes endvidere, at det herefter beror på en konkret helhedsvurdering, om det er foreneligt med disse regler at tillade de nævnte beviser ført under hovedforhandlingen, jf. herom nærmere nedenfor under pkt.
2. I relation til legalitetskravet efter EMRK artikel 8, stk. 2, bemærkes det, at Retten i Glostrup ved tidligere kendelser har givet tilladelse til rumaflytning af tiltaltes celle i Enner Mark Fængsel og af besøgsrummet i Nørre Snede Fængsel. Der er således ikke spørgsmål om tilsidesættelse af legalitetskravet efter EMRK artikel 8, stk. 2, i forhold til disse bevismidler. Spørgsmålet om legalitetskravet i forhold til de personbårne lydopta-gelser behandles nedenfor under pkt.
4. Legalitetskravet efter EMRK artikel 8, stk. 2, i relation til de personbårne lydoptagel-ser Landsretten finder, at aflytninger foretaget af en polititjenestemand med personbåret skjult aflytningsudstyr i et lukket fængsel som led i en efterforskning udgør et indgreb i udøvelsen af den aflyttedes privatliv efter EMRK artikel 8, stk.
5. Et sådant indgreb skal for at være i overensstemmelse med konventionen som udgangspunkt, jf. nedenfor, kunne legitimeres i overensstemmelse med bestemmelsen i artikel 8, stk. 2, herunder være hjemlet i national lov. Som anført af byretten er der ikke regler i retsplejeloven eller i øvrigt, der regulerer aflytninger foretaget af en polititjenestemand med skjult personbåret aflytningsudstyr, og landsretten tiltræder, at det er lagt til grund, at disse aflytninger er iværksat på baggrund af en vurdering foretaget af politiet og anklagemyndigheden om, at dette i den konkrete sag var et nødvendigt efterforskningsmiddel. Landsretten finder af de grunde, der er anført af byretten, at hjemmelskravet i artikel 8, stk. 2, herefter ikke kan anses for opfyldt. Det forhold, at det må lægges til grund, at der har foreligget en skriftlig instruks til den konkrete infiltration, kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Af de grunde, der er anført af byretten, og endvidere under hensyn til grovheden af den begåede kriminalitet, tiltræder landsretten imidlertid, at det forhold, at legalitetskravet ikke er opfyldt, ikke i sig selv er til hinder for, at de personbårne lydoptagelser kan ind-gå som bevis i sagen.
6. Vurderingen af de enkelte beviser i relation til

regler og EMRK arti-kel 6, stk. 1 Landsretten tiltræder byrettens indledende bemærkninger vedrørende vurderingen i forhold til EMRK artikel 6, stk. 1, herunder om tiltaltes situation i fængslet, styrkeforhol-det mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn, frivilligheden af samværet mellem dem både i Enner Mark Fængsel og i Nørre Snede Fængsel, hvor tiltalte modtog besøg af infiltratoren, og betydningen af infiltratorens dækhistorie. Det tiltrædes endvidere, at det herefter er afgørende, om samtalerne mellem tiltalte og infiltratoren må sidestilles med afhørin-ger af tiltalte og dermed indebærer en krænkelse af retten til ikke at udtale sig og af for-buddet mod selvinkriminering. / - 25 - For så vidt angår de personbårne lydoptagelser af samtalerne mellem tiltalte og infiltratoren Fiktivt navn i Enner Mark Fængsel i perioden fra den

1. oktober 2020 til den
2. november 2020 er landsretten enig i byrettens vurdering af og begrundelsen for, at disse samtaler ikke havde karakter af afhøringer. Det samme gælder den rumaflyttede samtale fra tiltaltes celle den
3. november 2021 samt de rumaflyttede samtaler mellem tiltalte og infiltratoren i besøgsrummet i Nørre Snede Fængsel i perioden fra den
4. december 2021 til den
5. marts
6. Landsretten tiltræder således af de grunde, som byretten har anført, at disse optagelser kan indgå i sagen. Der er herefter alene spørgsmål om anvendelsen af de personbårne lydoptagelser af samtalerne den
7. og
8. november 2021 og rumaflytningerne fra tiltaltes celle den
9. og
10. november 2020, hvilke optagelser byretten har afskåret som bevis. I relation til samtalerne den
11. og
12. november 2020 bemærker landsretten, at der er tale om et forløb, der havde strakt sig over en periode fra den
13. oktober 2020, hvor til-talte og infiltratoren Fiktivt navn havde haft adskillige samtaler, og hvor tiltalte gang på gang selv havde bragt drabet i Park op, mens infiltratoren havde en meget tilbage-holdende rolle. Landsretten finder, at det forhold, at infiltratoren under samtalerne den
14. og
15. november 2020 generelt betvivlede rigtigheden af tiltaltes oplysninger, ikke i sig selv indebærer, at samtalerne må anses for at svare til afhøringer. Landsretten finder imidlertid, at der er enkelte elementer i samtalerne den
16. november 2020 og den
17. november 2020 om formiddagen, hvor infiltratorens ageren isoleret set antager karakter af en afhøring. Det gælder infiltratorens spørgsmål den
18. november 2020 om, hvorvidt tiltalte havde fået kniven væk, og hans udtalelser om, at tiltalte var "smart” og var "sluppet afsted med det” . Hvad angår samtalen den
19. november 2020 om formiddagen, drejer det sig om infiltratorens vedholdende og gentagne udtalelser om, at tiltaltes oplysninger om blandt andet drabet i Park ikke kunne passe, og hans forehold vedrørende oplysninger, som tiltalte tidligere havde givet. På disse enkeltstående punkter finder landsretten, at tiltaltes udtalelser er fremkommet i strid med retten til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering, og at optagelserne af disse udtalelser derfor som udgangspunkt ikke kan indgå i bevisførelsen. Som anført af byretten kan sådanne beviser dog i visse tilfælde alligevel tillades ført, og ved vurderingen heraf skal der efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis lægges vægt på, om forsvarets rettigheder er respekteret, på bevisets værdi og på bevisets betydning for afgørelsen. Der skal endvidere foretages en afvejning mellem det offentliges interesse i efterforskning og strafforfølgning af forbrydelser og anklagedes interesse i, at beviser tilvejebringes på en lovlig måde. Der skal endelig tages hensyn til karakteren af konventionskrænkelsen. Landsretten finder efter en samlet vurdering af ovennævnte hensyn, at

regler og EMRK artikel 6, stk. 1, ikke er til hinder for brugen af de omhandlede lydoptagelser som bevis. / - 26 Landsretten har herved lagt vægt på, at der ikke er tvivl om lydoptagelsernes ægthed, at forsvarets rettigheder er respekteret, og at de omhandlede dele af lydoptagelserne den

1. og
2. november 2020 ikke kan antages at være eneste eller afgørende bevis i sagen. Landsretten har endvidere lagt vægt på sagens særdeles alvorlige karakter og hensynet til efterforskningen af en forbrydelse som den foreliggende. Over for disse væsentlige hensyn finder landsretten, at konventionskrænkelsen – uanset der er tale om tilsidesæt-telse af en grundlæggende rettighed – ikke kan anses for at være af en sådan karakter, at de omhandlede dele af lydoptagelserne bør afskæres som bevis i sagen. Landsretten har i den forbindelse lagt vægt på, at overtrædelsen er sket på enkelte punkter ud af et samtaleforløb af længere varighed, hvor tiltalte adskillige gange selv har bragt drabet i Park op, og at tiltalte under de omhandlede samtaler benægter at have haft med drabet at gøre. For så vidt angår rumaflytningerne fra tiltaltes celle i Enner Mark Fængsel den
3. og
4. november 2020 har byretten begrundet afgørelsen om at afskære disse aflytninger som bevis med den nære tidsmæssige sammenhæng med samtalerne den
5. november
6. Landsretten finder, at det forhold, at udtalelserne er fremsat af tiltalte i enrum, inde-bærer, at der ikke er grundlag for at afskære lydoptagelserne med den nævnte begrun-delse. På denne baggrund, og da landsretten som anført ovenfor i øvrigt har tilladt, at lydoptagelserne af samtalerne den
7. og
8. november 2020 indgår som bevis i sagen, er der ikke grundlag for at afskære disse rumaflytninger som en del af bevisførelsen.
9. Infiltratoren Fiktivt navns vidneforklaring Det følger af det ovenfor anførte vedrørende de personbårne lydoptagelser den
10. og
11. november 2020, at infiltratoren Fiktivt navns vidneforklaring herom kan indgå i sagen som bevis. Det samme gælder infiltratorens forklaring om aflytningen fra tiltaltes celle den
12. november 2020, kl. 11.31.32-11.32.
13. Landsretten bemærker i relation til byrettens kendelse, at infiltratoren ikke ses at have afgivet forklaring vedrørende aflytningerne fra tiltaltes celle den
14. november 2020, kl. 19.11.14-19.12.36, og den
15. november 2020, kl. 20.01.38-20.01.
17. Konklusion På den anførte baggrund, og da det, som tiltalte har fremført, herunder vedrørende

§ 774

, ikke kan føre til et andet resultat, tager landsretten herefter anklagemyndighedens påstand til følge, således at samtlige afspillede video- og lydoptagelser og infiltratoren Fiktivt navns vidneforklaring i sin helhed kan indgå som bevis i sagen. Thi bestemmes: Byrettens kendelse ændres således, at de for byretten afspillede video- og lydoptagelser og infiltratoren Fiktivt navns vidneforklaring i sin helhed kan indgå som bevis i sagen.” / - 27 For Højesteret har der været afspillet lydoptagelser fra perioden

1. oktober 2020 til
2. november 2020 og fra perioden
3. december 2021 til
4. marts
5. Desuden har der været afspillet videooptagelse fra den
6. november
7. Som nævnt blev hovedforhandlingen ved Retten i Glostrup påbegyndt den
8. maj
9. Ret-ten i Glostrup har besluttet at udsætte den resterende del af hovedforhandlingen på landsret-tens og Højesterets behandling af kæremålet. Sagen er nu berammet til fortsat hovedforhand-ling den
10. og
11. maj samt
12. juni
13. Retsgrundlag Afhøringer Retsplejeloven indeholder i §§ 750-752 bestemmelser om afhøringer. Det hedder i disse bestemmelser bl.a.: ”§ 750 Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring, og ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale sig. Enhver er dog pligtig på for-langende at opgive navn, adresse og fødselsdato til politiet. Undladelse heraf straffes med bøde. § 751 Det væsentlige indhold af de afgivne forklaringer tilføres rapporterne, og særlig vigtige dele af forklaringerne gengives så vidt muligt med den afhørtes egne ord. Stk.
14. Der skal gives den afhørte mulighed for at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen. Den afhørtes eventuelle rettelser og tilføjelser medtages. Den afhørte gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at underskrive rapporten. Stk.
15. Fonetisk optagelse af forklaringer må kun finde sted, når den afhørte er gjort bekendt hermed. § 752 Inden politiet afhører en sigtet, skal han udtrykkeligt gøres bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig. Det skal af rapporten fremgå, at disse reg-ler er iagttaget. … Stk.
16. Spørgsmål til en sigtet må ikke stilles således, at noget, der er benægtet eller ik-ke erkendt, forudsættes tilstået. Løfter, urigtige foregivender eller trusler må ikke an-vendes. / - 28 Stk.
17. Afhøringen må ikke forlænges alene for at opnå en tilståelse. Ved afhøringer, der ikke er ganske kortvarige, anføres i rapporten tidspunkterne for afhøringens begyndelse og afslutning.” Af betænkning nr. 622/1971 om efterforskning i straffesager m.v. fremgår bl.a.: ”A. Gældende regler. …

regler om efterforskning er sparsomme, idet man under forarbejderne til retsplejeloven fandt, at der ikke var grund til at give nærmere regler i retsplejeloven om politiets efterforskning bortset fra de mere indgribende efterforskningsskridt som anholdelse, ransagning m.v. … C. Udvalgets overvejelser angående efterforskning. …

1. Spørgsmålet om politiets afhøringer har været drøftet på nordisk kriminalistmøde i Helsingfors i 1962 på grundlag af et indlæg af professor Johs. Andenæs, trykt i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab 1962, side 119 ff. I udkastets kap. 68 har udvalget opstillet regler om politiets afhøringer, der svarer til de bestemmelser, der hidtil udtrykkeligt kun har været gældende for afhøringer i retten, men som i det væsentlige også har været efterlevet for så vidt angår politiets afhøringer. Udvalget har overvejet, om der burde indføres yderligere bestemmelser til sikring af, at afhøringer hos politiet finder sted under iagttagelse af lovens forskrifter. I visse frem-mede retsforfatninger har man således regler om, at afhøringerne skal overværes af et vidne. Det er udvalgets opfattelse, at man ved at fastsætte for detaillerede regler om politiets efterforskning risikerer at låse udviklingen fast, og at der ikke ved sådanne regler vindes nogen reel garanti. Det er i det hele et spørgsmål, om der gennem opstillingen af nye regler om fremgangsmåden ved politimæssige afhøringer kan ventes opnået nogen stør-re retssikkerhed. Sikkerheden for, at politiet udøver sine beføjelser med rimelig hensyn-tagen til borgernes retssikkerhed beror efter udvalgets opfattelse i mindre grad på de formelle regler, der opstilles for politiets afhøringer og andre undersøgelser, end på den standard i faglig og etisk henseende, som indpræges politiet under undervisning på poli-tiskolen, under uddannelsen i praksis og af traditionen for politimæssigt efterforsk-ningsarbejde her i landet, og på det forhold, at undersøgelsesarbejdet ledes af juridisk uddannede foresatte. Kun på et enkelt punkt har man fundet anledning til i loven at fastsætte en forskrift, der ikke svarer til, hvad der i alt væsentligt i forvejen følges i praksis. Det er i reglen i § 752, stk. 4,
2. pkt., om, at det ved ikke ganske kortfattede afhøringer skal fremgå af rap-porten, hvornår afhøringen er påbegyndt, og hvornår den er ophørt. Der vil herigennem være mulighed for at kontrollere, at forbuddet i samme bestemmelses
3. pkt. imod, at en afhøring trækkes i langdrag med det formål at fremkalde en til ståelse, efterleves.” Indgreb i meddelelseshemmeligheden / - 29 Af betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendel-se af agenter fremgår bl.a.: ”Kapitel
4. Generelle bemærkninger om straffeprocessuelle tvangsindgreb m.v. 1.
5. Begrebet »straffeprocessuelle tvangsindgreb«. … En nærmere analyse af begrebet »straffeprocessuelle tvangsindgreb« er foretaget af Hans Gammeltoft-Hansen i U.1979 B.1 ff og i afhandlingen »Straffeprocessuelle tvangsindgreb«,
6. Begrebet er i sidstnævnte værk s. 44 defineret således: »En foranstaltning, der efter sit almindelige formål udføres som led i en strafforfølg-ning, og hvorved der realiseres en strafbar gerningsbeskrivelse rettet mod legeme, fri-hed, fred, ære eller privat ejendomsret«. Udvalget kan i det væsentlige tilslutte sig denne definition, der dog ikke skal gøres til genstand for en nærmere gennemgang her. I definitionen ligger bl.a., at den straffenorm, som tvangsindgrebet indeholder en overtrædelse af, skal vedrøre visse personlige rettigheder eller friheder for den, mod hvem indgrebet er rettet. Hvis politiet som led i behandlingen af en straffesag foretager handlinger, hvorved det overtræder straffenormer, der tilgodeser mere almene hensyn, vil der ikke foreligge straffeprocessuelle tvangsind-greb efter definitionen. Det vil således ikke være et tvangsindgreb, hvis politiet under jagt på en forbryder overskrider regler om hastighedsgrænser for motorkørende. … For så vidt angår straffeprocessuelle tvangsindgreb er der behov for i loven at give reg-ler, der dels gør indgrebene lovlige – idet de uden sådan hjemmel i princippet udgør strafbare lovovertrædelser – og dels nærmere regulerer de betingelser, hvorunder ind-grebene må finde sted, og den måde, hvorpå de må foretages. For så vidt angår de efterforskningsskridt, der ikke er tvangsindgreb – f.eks. politiafhø-ring af sigtede eller vidner, der jo ikke har pligt til at svare, eller besigtigelse af offent-ligt tilgængelige gerningssteder – er der ikke behov for i loven at hjemle disse retsskridt. Politiet må antages at være beføjet til at anvende dem også uden udtrykkelig hjemmel. Der kan imidlertid også for nogle af disse efterforskningsmidlers vedkommende være behov for i retsplejeloven at give nærmere regler, hvorved midlernes anvendelse regule-res. I kapitel 68 er der således givet regler om politiets afhøringer. Kort og lidt slagordspræget kan om forskellen mellem hjemmelskravet ved straffeprocessuelle tvangsindgreb og ved andre efterforskningsmidler siges, at anvendelsen af straffeprocessuelle tvangsindgreb er forbudt, medmindre den udtrykkeligt er tilladt, medens anvendelsen af andre efterforskningsmidler er tilladt, medmindre den udtrykkeligt er forbudt. … 1.
7. Kravet om lovhjemmel. … Det er her i landet stort set blevet betragtet som en selvfølge, at – i hvert fald de mest indgribende – straffeprocessuelle tvangsindgreb udtrykkeligt bør hjemles i loven, der tillige bør angive retningslinierne for, hvornår og på hvilke måder, indgrebene kan anvendes. … / - 30 Det har i debatten om straffeprocessuelle tvangsindgreb været gjort gældende (Gammeltoft-Hansen, Straffeprocessuelle tvangsindgreb, 1981, s. 23 ff.), at der til anvendelse af alle straffeprocessuelle tvangsindgreb bør kræves klar lovhjemmel, således at hjemmel i f.eks. sædvane bør afvises. Heroverfor kunne det indvendes, at det vil være vanskeligt at udforme

bestemmelser på en sådan måde, at de til enhver tid udtøm-mende gør op med anvendelsen af alle straffeprocessuelle tvangsindgreb. Selvom beskrivelsen af tvangsindgrebene med udgangspunkt i de berørte beskyttelsesinteresser er et forsøg i denne retning, skal spørgsmålet om kravet til lovhjemmelen dog ikke forfølges her, idet der i udvalget er enighed om, at i hvert fald indgreb i meddelelseshemmeligheden bør kræve klar lovhjemmel. … Kapitel

1. Indgreb i meddelelseshemmeligheden. … 2.
2. Gældende regler, teori og retspraksis. … 2.2.
3. Anden aflytning. Ved lov nr. 89 af
4. marts 1972 blev der i retsplejeloven indsat en særlig bestemmelse om anden aflytning (rumaflytning), eller som det karakteriseres i § 789 »politiets ad-gang til ved hjælp af et apparat hemmeligt at aflytte eller optage sådanne udtalelser, samtaler og forhandlinger, som nævnes i borgerlig straffelovs § 263, nr. 3«. På sådanne aflytninger finder § 787, stk. 1 og 5, om telefonaflytning tilsvarende anvendelse, det vil sige først og fremmest kriminalitetskravet i § 787, stk. 1, nr. 1, indikationskravet i § 787, stk. 1, nr. 2 og destruktionsreglen i stk.
5. Derimod gælder der ved anden aflytning ikke nogen »periculum in mora«-regel. Kompetencen tilkommer altid retten. Der skal heller ikke ske efterfølgende underretning til indehaveren af den lokali-tet, der har været aflyttet. Det antages dog, at retten kan træffe bestemmelse om efter-følgende underretning som et vilkår for at give tilladelsen, jfr. Folketingstidende 1971-1972, tillæg A, spalte 562 og Gomard, Studier i Den danske Strafferetspleje, side
6. Omfattet af § 789 er de former for aflytning, der ikke kan karakteriseres som telefonaflytning, og som, hvis de blev foretaget af andre end politiet, ville udgøre en overtræ-delse af straffelovens § 263, nr.
7. Der kræves således ikke retskendelse til aflytning uden anvendelse af apparat, f.eks. af samtaler, der på offentligt sted kan høres af de omkringstående. … 2.
8. Udvalgets overvejelser. … 2.6.
9. Nærmere beskrivelse af de enkelte indgreb. … 2.6.2.
10. Anden aflytning. Ved anden aflytning i

og lovudkastets forstand forstår man, at politiet hemmeligt ved hjælp af et apparat aflytter samtaler, der ikke er telefonsamtaler i den oven for beskrevne forstand eller radiokommunikation, eller aflytter udtalelser, der ikke er led i samtaler, og som eventuelt fremsættes i enrum. Indgrebet kaldes undertiden rumaflytning. Lovudkastets begreb »anden aflytning« er – selvom formuleringen ikke ganske følger straffelovens regel – søgt udformet som et spejlbillede af straffelovens § 263, nr. 3. … / - 31 Også anden aflytning forudsættes – ligesom telefonaflytning – foretaget hemmeligt i forhold til samtalens parter. Hvis politiet efter aftale med en mødedeltager lader denne foretage optagelse af, hvad der sker på mødet, er man uden for området for straffelovens § 263, nr. 3, og foranstaltningen vil ikke være et indgreb i meddelelseshemmeligheden og ikke kræve opfyldelse af reglerne herfor. Den gældende regel i

§ 751, stk.

3, der forbyder optagelse af forklaringer til politirapport uden den afhørtes viden, må i denne forbindels e betragtes som en specialregel.” Politiets anvendelse af agenter som led i efterforskningen af lovovertrædelser Det følger af

§ 754

a, at politiet som udgangspunkt ikke som led i efterforskningen af en lovovertrædelse må foranledige, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen, medmindre betingelserne i bestemmelsens nr. 1-3 er opfyldt. Af betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendel-se af agenter fremgår bl.a.: ”Kapitel 3. Politiets anvendelse af agenter som led i efterforskningen af lovovertrædel-ser. … 3.5. Udvalgets overvejelser. … 3.5.3. Grænsen mellem tilladelig agentvirksomhed og almindelige efterforskningsskridt (den nedre grænse). Den nedre grænse drager skellet imellem de almindelige former for efterforskning, for hvilke der som hovedregel ikke gælder særlige reguleringer i retsplejeloven, og den me-re aktive efterforskning (agentvirksomhed), hvor politiet ved hjælp af agent øver indfly-delse på lovovertrædelsens fremtrædelsesform, og som eventuelt bør undergives en sær-lig regulering. Fastsættelsen af den nedre grænse er således afgørende for, i hvilke til-fælde politiet skal iagttage særlige betingelser og regler, som måtte blive opstillet for agentvirksomhed. … Et flertal af udvalgets medlemmer (Alle undtagen Gammeltoft-Hansen) lægger ved fastlæggelsen af den nedre grænse vægt på, at begrebet agentvirksomhed kommer til at omfatte de former for aktiv efterforskning, hvor der kan opstå særlige risici og betænkeligheder. De nævnte risici og betænkeligheder er navnlig knyttet til, at politiets indfly-delse på lovovertrædelsen sker ved, at nogen efter aftale med politiet tager del i lovovertrædelsen, således at politiet kan siges at foretage noget, der i objektiv henseende svarer til medvirkenshandlinger, jfr. straffelovens § 23. … Uden for begrebet agentvirksomhed, som det er afgrænset ved den beskrevne udform-ning af den nedre grænse, falder derimod de former for politimæssig efterforskning, der nok er aktiv og udadrettet, men som dog ikke kan karakteriseres som at »tilbyde (

1. s)bi-stand« eller »træffe(
2. s)foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen t il at …« . Uden for reguleringen vil derfor falde skygning af bestemte personer, overvågning af / - 32 bestemte adresser og andre former for observation af mistænkte eller holden øje med kriminelle miljøer. Agentbegrebet finder heller ikke anvendelse på personer, der alene optræder som meddelere for politiet. Kun i det omfang en sådan meddeler efter aftale med politiet tager del i den lovovertrædelse, som efterforskningen angår, på de måder, der omtales i lov-udkastet, vil den pågældende virksomhed kunne karakteriseres som agentvirksomhed. Uden for begrebet falder tillige de tilfælde af infiltration, hvor en person efter aftale med politiet søger kontakt i et kriminelt miljø for at kunne give politiet oplysninger. Dette gælder også, selv om den pågældende deltager i kriminalitet for at gøre sig tro-værdig i miljøet. Hvis den pågældende imidlertid på de i lovudkastet angivne måder griber direkte ind i selve den lovovertrædelse, som efterforskningen angår, kan der dog være tale om en foranstaltning, der ligger over den nedre grænse og derfor er omfattet af reguleringen. Derimod er tilfælde af infiltration, hvor den pågældende kun tager del i sådan mindre kriminalitet, som efterforskningen ikke er rettet imod, ikke omfattet af re-guleringen.” Bestemmelsen i

§ 754a blev indsat ved lov nr.

319 af

1. juni 1986 om æn-dring af retsplejeloven (Politiets anvendelse af agenter som led i efterforskningen af lovovertrædelser). Bestemmelsen blev senest ændret ved lov nr. 967 af
2. juni 2020 om ændring af retsplejeloven (Styrkelse af politiets muligheder for efterforskning af kriminalitet på internet-tet). Af forarbejderne til denne lov fremgår bl.a. (Folketingstidende 2019-20, tillæg A, lov-forslag nr. L 104, s. 3-4): ”
3. Lovforslagets hovedpunkter 2.1 Udvidelse af politiets adgang til at anvende agenter i forbindelse med politiets efterforskning af kriminalitet på internettet 2.1.
4. Gældende ret … Uden for reglerne om agentvirksomhed falder endvidere de tilfælde af infiltration, hvor en person efter aftale med politiet søger kontakt i et kriminelt miljø for at kunne give politiet oplysninger. … Endelig vil det falde uden for agentreglerne, når politiet foretager efterforskningsmæs-sige handlinger af en lovovertrædelse, der er fuldbyrdet på tidspunktet for politiets efterforskning. Baggrunden herfor er, at politiet i sådanne situationer ikke kan siges at foranledige, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskyn-de nogen til at udføre eller fortsætte en given lovovert rædelse.” Praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Af Menneskerettighedsdomstolens dom af
5. maj 2000 i sag 35394/97 (Khan mod Storbritannien) fremgår det bl.a.: / - 33 - “THE FACTS I. THE CIRCUMSTANCES OF THE CASE
6. On 17 September 1992 the applicant arrived at Manchester Airport on a flight from Pakistan. On the same flight was his cousin, N. Both men were stopped and searched by customs officials. N. was found to be in possession of heroin with a street value of al-most 100,000 pounds sterling. He was interviewed and then arrested and charged. No drugs were found on the applicant. He too was interviewed, but made no admissions. He was released without charge. On 26 January 1993 the applicant visited a friend, B., in Sheffield. B. was under investigation for dealing in heroin. On 12 January 1993 the in-stallation of a listening device on B.'s premises had been authorised by the Chief Con-stable of South Yorkshire on the grounds that the conventional methods of surveillance were unlikely to provide proof that he was dealing in drugs. It was not expected or fore-seen that the applicant would visit the premises. Neither B. nor the applicant was aware of the aural surveillance equipment which had been installed by the police.
7. By means of that device the police obtained a tape recording of a conversation, in the course of which the applicant admitted that he had been a party to the importation of drugs by N. on 17 September
8. The applicant was arrested on 11 February
9. Again he made no admissions when interviewed, but subsequently he and N. were joint-ly charged with offences under the Customs and Excise Management Act 1979 and the Misuse of Drugs Act 1991 and committed for trial.
10. The trial took place in December
11. The applicant pleaded “not guilty” . The ap plicant admitted that he had been present at the Sheffield address and that his voice was one of those recorded on the tape. It was admitted on behalf of the Crown that the attachment of the listening device had involved a civil trespass and had occasioned some damage to the property. Thereupon, the trial judge conducted a hearing on the voir dire (submissions on a point of law in the absence of the jury) as to the admissibility in evidence of the conversation recorded on the tape. The Crown accepted that without it there was no case against the applicant.
12. The trial judge ruled that the evidence was admissible. Following an amendment to the indictment, the applicant was re-arraigned and pleaded guilty to being knowingly concerned in the fraudulent evasion of the prohibition on the importation of heroin. On 14 March 1994 the applicant was sentenced to three years' imprisonment.
13. The applicant appealed to the Court of Appeal on the ground that the evidence ought to have been held to be inadmissible. On 27 May 1994 the Court of Appeal dis-missed the applicant's appeal against conviction but also certified, as a point of law of general public importance, the question whether evidence of tape-recorded conversa-tions, obtained by a listening device attached by the police to a private house without the knowledge of the owners or occupiers, was admissible in a criminal trial against the defendant.
14. On 4 October 1994 the Appeal Committee of the House of Lords granted the appli-cant leave to appeal from the decision of the Court of Appeal dismissing his appeal against conviction. On 2 July 1996 the House of Lords dismissed the applicant's appeal. / - 34 The House of Lords noted that the question before it gave rise to two separate issues, the first being whether evidence of the taped conversations was admissible at all and the second whether, if admissible, it should nonetheless have been excluded by the trial judge in the exercise of his discretion at common law or under the powers conferred by section 78 of the Police and Criminal Evidence Act 1984 (“PACE”). As to the former issue, the House of Lords held that there was no right to privacy in English law and that, even if there were such a right, the common-law rule that relevant evidence which was obtained improperly or even unlawfully remained admissible applied to evidence ob-tained by the use of surveillance devices which invaded a person's privacy. As to the lat-ter issue, it was held that the fact that evidence had been obtained in circumstances which amounted to a breach of the provisions of Article 8 of the Convention was rele-vant to, but not determinative of, the judge's discretion to admit or exclude such evi-dence under section 78 of PACE. The judge's discretion had to be exercised according to whether the admission of the evidence would render the trial unfair, and the use at a criminal trial of material obtained in breach of the right to privacy enshrined in Article 8 did not mean that the trial would be unfair. On the facts, the trial judge had been entitled to hold that the circumstances in which the relevant evidence was obtained, even if they constituted a breach of Article 8, were not such as to require the exclusion of the evi-dence. Lord Nolan, giving the opinion of the majority of the House, added: “The sole cause of this case coming to your Lordship's House is the lack of a statutory system regulating the use of surveillance devices by the police. The ab-sence of such a system seems astonishing, the more so in view of the statutory framework which has governed the use of such devices by the Security Service since 1989, and the interception of communications by the police as well as by other agencies since
15. I would refrain from other comment because counsel for the respondent was able to inform us, on instructions, that the government proposes to introduce legislation covering the matter in the next session of Par-liament.” … THE LAW I. ALLEGED VIOLATION OF ARTICLE 8 OF THE CONVENTION
16. The applicant alleges a violation of Article 8 of the Convention which provides, so far as relevant, as follows: “
17. Ever yone has the right to respect for his private ... life, ... and his correspondence.
18. There shall be no interference by a public authority with the exercise of this right except such as is in accordance with the law and is necessary in a democratic society in the interests of national security, public safety or the economic well-being of the country, for the prevention of disorder or crime, for the protection of health or morals, or for the protection of the rights and freedoms of others.”
19. The applicant refers to the opinion of the European Commission of Human Rights in the case of Govell v. the United Kingdom (application no. 27237/95, Commission's report of 14 January 1998), in which the Commission found that no existing statutory system governed the use of covert listening devices and that the Home Office Guide- / - 35 lines were neither legally binding nor accessible. Consequently, there had been a breach of Article 8 of the Convention because the tape recording in that case could not be considered to be “in accordance with the law” as required by Article 8 § 2 of the Conven -tion. He claims that the position is the same in the present case, where a covert listening device was used to overhear a private conversation he had had with B.
20. The Government, whose observations on Article 8 were submitted before the Commission adopted its above-mentioned report in the Govell case, do not dispute that the surveillance of the applicant amounted to an interference with his right to respect for private life guaranteed by Article 8 § 1 of the Convention, but contend that such interference was not in breach of the Article since it was in accordance with the law and necessary in a democratic society for the prevention of crime. They recognise that foreseeability is a component of the concept of “in accordance with the law” , but submit that foreseeabilit y cannot be the same in the context of covert po-lice surveillance as it is where the object of the relevant law is to place restrictions on the conduct of individuals. They argue that a law which confers a discretion as to whether or not to undertake covert surveillance activities does not breach the require-ment of foreseeability provided that the scope of the discretion and the manner of its ex-ercise are indicated with sufficient clarity. They submit that the Home Office Guidelines were public and accessible, even though they did not have statutory force, and provided constraints within which surveillance was limited to the investigation of serious crime. …
21. The Court notes that it is not disputed that the surveillance carried out by the police in the present case amounted to an interference with the applicant's rights under Article 8 § 1 of the Convention. The principal issue is whether this interference was justified under Article 8 § 2, notably whether it was “in accordance with the law” and “necessar y in a democratic society” , for one of the purposes enumerated in that paragraph.
22. The Court recalls, with the Commission in the Govell case (see paragraphs 61 and 62 of the report cited above), that the phrase “in accordance with the law” not only re -quires compliance with domestic law but also relates to the quality of that law, requiring it to be compatible with the rule of law (see the Halford v. the United Kingdom judg-ment of 25 June 1997, Reports of Judgments and Decisions 1997-III, p. 1017, § 49). In the context of covert surveillance by public authorities, in this instance the police, do-mestic law must provide protection against arbitrary interference with an individual's right under Article
23. Moreover, the law must be sufficiently clear in its terms to give individuals an adequate indication as to the circumstances in which and the conditions on which public authorities are entitled to resort to such covert measures (see the Malone v. the United Kingdom judgment of 2 August 1984, Series A no. 82, p. 32, § 67).
24. At the time of the events in the present case, there existed no statutory system to regulate the use of covert listening devices, although the Police Act 1997 now provides such a statutory framework. The Home Office Guidelines at the relevant time were nei-ther legally binding nor were they directly publicly accessible. The Court also notes that Lord Nolan in the House of Lords commented that under English law there is, in gene-ral, nothing unlawful about a breach of privacy. There was, therefore, no domestic law regulating the use of covert listening devices at the relevant time. / - 36
25. It follows that the interference in the present case canno t be considered to be “in ac cordance with the law” , as required by Article 8 § 2 of the Conventi on. Accordingly, there has been a violation of Article
26. In the light of this conclusion, the Court is not required to determine whether the interference was “necessary in a democratic society” for one of the aims enumerated in paragraph 2 of Article
27. II. ALLEGED VIOLATION OF ARTICLE 6 OF THE CONVENTION
28. The applicant also alleges a breach of Article 6 § 1 of the Convention, on the ground that the use as the sole evidence in his case of the material which had been ob-tained in breach of Article 8 o f the Convention was not compatible with the “fair hea -r ing” requirements of Art icle
29. Article 6 § 1 of the Convention provides, so far as rele-vant, as follows: “In the determination of ... any criminal charge against him, everyone is entitled to a fair and public hearing ...” …
30. The Court reiterates that its duty, according to Article 19 of the Convention, is to ensure the observance of the engagements undertaken by the Contracting States to the Convention. In particular, it is not its function to deal with errors of fact or of law allegedly committed by a national court unless and in so far as they may have infringed rights and freedoms protected by the Convention. While Article 6 guarantees the right to a fair hearing, it does not lay down any rules on the admissibility of evidence as such, which is therefore primarily a matter for regulation under national law (see the Schenk judgment cited above, p. 29, §§ 45-46, and, for a more recent example in a different context, the Teixeira de Castro v. Portugal judgment of 9 June 1998, Reports 1998-IV, p. 1462, § 34). It is not the role of the Court to determine, as a matter of principle, whether particular types of evidence – for example, unlawfully obtained evidence – may be admissible or, indeed, whether the applicant was guilty or not. The question which must be answered is whether the proceedings as a whole, including the way in which the evidence was obtained, were fair. This involves an examination of the “unlawful -ness” in question and, where violation of another Convention right is concerned, the na -ture of the violation found.
31. The Court recalls that in the Schenk case cited above the applicant complained, in-ter alia, that the recording of his conversation with P. in breach of Swiss law and its use as evidence at his trial contravened Article 6 § 1 of the Convention. The Court noted in its judgment that it was not disputed that the recording in issue had been obtained un-lawfully as a matter of Swiss law and that this had been expressly recognised by the Swiss courts. The Court observed that it could not “exclude as a matt er of principle and in the abstract that unlawfully obtained evidence of the present kind may be admissible” (ibid., p. 29, § 46), and that it had only to ascertain whether the applicant's trial as a whole was fair. In concluding that the use of the disputed recording in evidence did not deprive the applicant of a fair trial, the Court noted, first, that the rights of the defence had not been disregarded: the applicant had been given the opportunity, which he took, of challenging the authenticity of the recording and opposing its use, as well as the op-portunity of examining P. and summoning the police inspector responsible for instiga-t ing the making of the recording. The Court further “attache[d] weight to the fact that the recording of the telephone conversation was not the only evidence on which the conviction was base d” (ibid., pp. 2930, § 48). / - 37 -
32. The Court notes at the outset that, in contrast to the position examined in the Schenk case, the fixing of the listening device and the recording of the applicant's con-versation were not unlawful in the sense of being contrary to domestic criminal law. In particular, as Lord Nolan observed, under English law there is in general nothing unlaw-ful about a breach of privacy. Moreover, as was further noted, there was no suggestion that, in fixing the device, the police had operated otherwise than in accordance with the Home Office Guidelines. In addition, as the House of Lords found, the admissions made by the applicant during the conversation with B. were made voluntarily, there being no entrapment and the applicant being under no inducement to make such admissions. The “unlawfulness” of which complaint is made in the present case relates exclusively to the fact that there was no statutory authority for the interference with the applicant's right to respect for private life and that, accordingly, such interfere nce was not “in accordance with the law” , as that phrase has been interpreted in Article 8 § 2 of the Convention.
33. The Court next notes that the contested material in the present case was in effect the only evidence against the applicant and that the applicant's plea of guilty was tendered only on the basis of the judge's ruling that the evidence should be admitted. However, the relevance of the existence of evidence other than the contested matter depends on the circumstances of the case. In the present circumstances, where the tape recording was acknowledged to be very strong evidence, and where there was no risk of it being unreliable, the need for supporting evidence is correspondingly weaker. It is true that, in the case of Schenk, weight was attached by the Court to the fact that the tape recording at issue in that case was not the only evidence against the applicant. However, the Court notes in this regard that the recording in the Schenk case, although not the only evi-dence, was described by the Criminal Cassation Division of the Vaud Cantonal Court as having “a perhaps decisive influence, or at the least a not inconsiderable one, on the outcome of the crimi nal proceedings” (ibid., pp. 19 -22, § 28). Moreover, this element was not the determining factor in the Court's conclusion.
34. The central question in the present case is whether the proceedings as a whole were fair. With specific reference to the admission of the contested tape recording, the Court notes that, as in the Schenk case, the applicant had ample opportunity to challenge both the authenticity and the use of the recording. He did not challenge its authenticity, but challenged its use at the voir dire and again before the Court of Appeal and the House of Lords. The Court notes that at each level of jurisdiction the domestic courts assessed the effect of admission of the evidence on the fairness of the trial by reference to section 78 of PACE, and the courts discussed, amongst other matters, the non-statutory basis for the surveillance. The fact that the applicant was at each step unsuccessful makes no dif-ference (ibid., p. 29, § 47).
35. The Court would add that it is clear that, had the domestic courts been of the view that the admission of the evidence would have given rise to substantive unfairness, they would have had a discretion to exclude it under section 78 of PACE.
36. In these circumstances, the Court finds that the use at the applicant's trial of the secretly taped material did not conflict with the requirements of fairness guaranteed by Article 6 § 1 of the Convention.” / - 38 Af Menneskerettighedsdomstolens dom af
37. november 2002 i sag 48539/99 (Allan mod Storbritannien), som er gengivet i resuméform i byrettens kendelse, fremgår bl.a.: “THE FACTS I. THE CIRCUMSTANCES OF THE CASE
38. On 3 February 1995 Mr David Beesley, store manager, was shot dead in the man-ager's office of a Kwik-Save supermarket in Greater Manchester.
39. On 18 February 1995 the applicant and another man, by the name of Leroy Grant, were arrested on suspicion of having committed a robbery at the Late Saver shop, Cheadle. At the time, they were in possession of an 8-mm Beretta replica handgun. Charged in connection with this offence, Mr Grant admitted to the offence and several other late-night shop robberies. The applicant denied involvement in any of the offen-ces. On or about 20 February 1995 an anonymous informant told the police that the ap-plicant had been involved in the murder of David Beesley.
40. On 20 February 1995 the applicant and Leroy Grant appeared in custody at the Stockport Magistrates' Court and were further remanded in custody to reappear on 23 February
41. On 20 February 1995 Detective Chief Inspector Dunn requested permission for the cell and the visiting areas used by the applicant and Leroy Grant to be bugged with audio and video technology, alleging that all regular methods of investiga-tion to identify David Beesley's murderer had failed. The Chief Constable of the Greater Manchester Police granted authority on the same day for an unlimited period for both the police stations at Stockport and Cheadle Hulme. On 13 March 1995 similar authori-ty was sought and obtained for the installation of a listening device with video system to be placed in the visiting area of Stretford police station, where the applicant was then held.
42. On 8 March 1995 the applicant was arrested for the murder and questioned. In the interviews with the police which followed, the police told the applicant that he was not obliged to say anything. He availed himself of that right.
43. During this time visits to the applicant by his female friend, J.N.S, were recorded on audio and videotape in the prison visiting area between 12 and 28 March
44. The applicant and Leroy Grant were held for long periods in the same cell and recordings of their conversations were made from 20 February to 12 March
46. On 23 March 1995 H. was brought to Stretford police station. H. was a long-standing police informant with a criminal record who had been arrested on 21 March 1995 for unrelated offences. He was placed in the applicant's cell for the purpose of eliciting information from the applicant. As asserted by the applicant, H. had every in-centive to inform on him. Telephone conversations between H. and the police included comments by the police instructing H. to “push him for what you can” and disclosed ev -idence of concerted police coaching. After 20 April 1995 he associated regularly with the applicant who was remanded at Strangeways Prison. / - 39
47. On 28 June 1995 the applicant was taken away from the prison to be interviewed by the police concerning the Kwik-Save robbery. He was attended and advised by his so-licitor. During the course of the interview, the applicant was invited to comment on the recordings made in February and March
48. He made no comment to any question. According to the applicant, he was interrogated at length by the police in an attempt to “rattle” or unsettle him, such that he would be more talkative and vulnerable to H. upon his return to the prison. H. had been fitted with recording devices. The recording there-by obtained was adduced in evidence at the applicant's trial.
49. The applicant was interviewed again in the presence of his solicitor on 29 June and 26 July 1995 and remained silent when faced with the allegations.
50. On 25 July 1995 H. made a 59- to 60-page witness statement detailing his conversations with the applicant and was released on bail on 4 August
51. His sentence was postponed until after he had given evidence at the applicant's trial. The high point of H.'s evidence was the assertion that the applicant had admitted his presence at the mur-der scene. This asserted admission was not part of the recorded interview and was dis-puted. The thrust of the applicant's case was that he was discussing robberies and did not accede to H.'s efforts to channel their conversation into a discussion of the murder. The audio- and video-recordings (or transcripts thereof) were utilised in the trial of the applicant. No evidence, other than the alleged admissions, connected the applicant with the killing of Mr Beesley.
52. In January 1998 the applicant's trial on one count of murder and a count of conspi-racy to rob began before a jury. He was represented by leading counsel.
53. During his trial, the applicant's counsel challenged the admissibility of extracts from covert audio- and video-recordings of conversations of the applicant with Leroy Grant and J.N.S., under sections 76 and 78 of the Police and Criminal Evidence Act 1984 (PACE). The judge concluded that there was evidence on the tapes from which the jury could infer that the applicant was involved in the events of 3 February 1995, and it was not so unreliable that it could not be left to the jury to assess for themselves. The judge also rejected the applicant's counsel's arguments under sections 76 and 78 of PACE that the evidence from H. was obtained by oppression or by such impropriety as to render it inadmissible. He considered that the use of an informant to talk and listen to the accused over a substantial period of time did not result in any unfairness to the ac-cused. The fact that H. might be considered as having much to gain in giving evidence was also a matter to be left to the jury in their assessment of the reliability of his evi-dence. The evidence was accordingly admitted before the jury. The judge's ruling on the admissibility of the evidence was given on 26 January 1998, after a voir dire (submis-sions on a point of law in the absence of a jury) and consisted of a judgment of eighteen page