ECLI:DK:HJR:2024:BS0000000544 Højesteret stadfæster Landsrettens dom i sag om den skattemæssige rubricering af nogle investeringer i amerikanske olie-

UDSKRIFT AF HØJESTERETS DOMBOG HØJESTERETS DOM afsagt mandag den

1. november 2013 Sag 43/2012 (l. afdeling) Appellant (advokat Bent Ramskov) mod Skatteministeriet (kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli) I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets
2. afdeling den
3. december
4. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Søgaard, Jytte Scharling, Jens Peter Christensen, Henrik Waaben og Lars Hjortnæs. Påstande Appellanten , har gentaget sine påstande. Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse. Anbringender Appellanten har for Højesteret frafaldet sine anbringender om, at de omhandlede olie- og gasrettigheder i USA har karakter af udbytteretter, som er afskrivningsberettigede efter afskrivningslovens § 40, stk. 2, og som ikke er omfattet af personskattelovens § 4, stk. l , nr. l O. Til støtte for, at Landsskatterettens kendelse af
5. december 2009 er udtryk for en praksisskærpelse, som ikke kan foretages med tilbagevirkende kraft, har han supplerende henvist til en ikke offentliggjort afgørelse fra Skatteankenævnet Midt-Vest, Ringkøbing, og til en afgø- - 2 - reJse truffet af Landsskatteretten i 2008 Uournalnr. 01-04494). Anpartskontrollen i Haderslevs udtalelse af
6. november 2005 til European Oil Consult A/S, som er omtalt i Landsskatterettens kendelse fra 2009, viser ikke, at skattemyndighedernes praksis var anderledes, end hvad der kan udledes af den offentliggjorte praksis, bl.a. fordi udtalelsen fejlagtigt går ud på, at de pågældende "working interests" både er en udbytteret og udgør selvstændig erhvervsvirksomhed, hvilket er umuligt efter loven, og fordi udtalelsen heller ikke førte til ændringer i ligningsvej ledningen. Faktum i den foreliggende sag adskiller sig ikke fra faktum i Landsskatterettens kendelser fra 200 l (SKM 2002.131 LSR og SKM 2002.132 LSR). I forbindelse med disse afgørelser kunne skattemyndighederne af fremlagt materiale have udledt, at investorerne opnåede medejerskab til olie- og gasforekomster, oliebrønde, udstyr mv. Skatteministeriet har supplerende anført, at afgørelser, som er baseret på en urigtig beskrivelse af faktum, ikke kan danne grundlag for en fast og bindende administrativ praksis, og det samme gælder afgørelser, der ikke beror på en egentlig stillingtagen til det tema, som er afgørende for resultatet i den nye sag. Højesterets begrundelse og resultat Ved kendelsen af
7. december 2009 fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at anse Appellantens erhvervelse af "working interests" vedrørende amerikanske olie- og gasfelter som køb af en eksisterende udbytteret med deraf følgende adgang til at afskrive på anskaffelsessummen i medfør af afskrivningslovens § 40, stk.
8. Det fremgår af afgørelsen, at Landsskatteretten herved bl.a. lagde til grund, at Appellanten havde fået overdraget immaterielle aktiver (lejeaftaler) og materielle aktiver (produktionsudstyr), og at han hæftede for driften. Landsskatteretten anså de udbetalinger, Appellanten havde modtaget fra de amerikanske olie- og gasprojekter, som kapitalindkomst i medfør af personskattelovens § 4, stk. l , nr. l O, idet Landsskatteretten bl.a. fandt, at der var tale om indkomst fra selvstændig erhvervsmæssig virksomhed. Landsretten har ved den indankede dom tiltrådt Landsskatterettens afgørelse om, at de erhvervede rettigheder ikke har karakter af en eksisterende udbytteret, og at indkomst fra de erhver- - 3 - vede rettigheder er omfattet af personskattelovens § 4, stk. l , nr.
9. Appellanten har for Højesteret anerkendt dette. Sagen angår således for Højesteret alene, om Landsskatterettens afgørelse er udtryk for en praksisskærpelse, som ikke kan gennemføres med tilbagevirkende kraft. Det skal derfor vurderes, om der forud for Landsskatterettens afgørelse af
10. december 2009 eksisterede en bindende administrativ praksis, hvorefter erhvervelse af tilsvarende rettigheder blev anset som erhvervelse af en eksisterende udbytteret og ikke som selvstændig erhvervsvirksomhed. Det fremgår af Landsskatterettens kendelser fra 200 l (SKM 2002.131 LSR og SKM 2002.132 LSR), at klagen til Landsskatteretten i disse sager alene angik skattemyndighedernes nægtelse af at anerkende, at de pågældende rettigheder faktisk var erhvervet, og at Landsskatteretten i den forbindelse har lagt til grund, at der i givet fald som anført af klageren var tale om erhvervelse af en eksisterende udbytteret. Der er ikke i afgørelserne belæg for at antage, at Landsskatteretten har lagt til grund, at investorerne som led i aftalen fik ejendomsret til andre aktiver og hæftede for driftsudgifter. Det fremgår af Skatterådets svar fra 2007 (SKM 2007.351 SR), hvorefter de erhvervede rettigheder ansås som erhvervelse af en eksisterende udbytteret, at SK.AT bl.a. fandt, at "det må efter det oplyste i sagen lægges til grund, at den omhandlede working interest ikke giver sin ejer nogen ideel ejerandel i aktiver vedrørende olie- og gasfeltet, men alene er en udbyttekontrakt". Efter SKATs opfattelse "driver spørgeren ikke selvstændig erhvervsvirksomhed ved at eje en working interest. Der lægges herved vægt på, at han ikke er medejer af virksomhedens aktiver, og at han ikke er forpligtet til at være med til at dække et eventuelt underskud". Det fremgår endvidere, at Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse. Ligningsvejledningerne for 2002-2004 refererer de nævnte afgørelser fra 2001 og indeholder ikke herudover nogen stillingtagen til, om rettigheder vedrørende olie- og gasfelter, som indebærer, at erhververen rar overdraget andre aktiver og hæfter for driften, skal anses som udbyttekontrakter. I ligningsvejledningen for 2008 refereres både afgørelserne fra 200 l og Skatterådets svar fra 2007, og det anføres bl.a., at Skatterådet ikke anså indehaveren for at T - 4 - drive selvstændig erhvervsvirksomhed ved at eje en "working interest", og at rådet herved lagde vægt på, at indehaveren ikke var medejer af virksomhedens aktiver, og at han ikke var forpligtet til at deltage i dækning af et eventuelt underskud. På den anførte baggrund tiltræder Højesteret, at Appellanten ikke har godtgjort, at der har eksisteret en sådan administrativ praksis, at skattemyndighederne for indkomstårene 20022004 er forpligtet til skatteretligt at anse de erhvervede rettigheder som udbyttekontrakter med afskrivningsret efter afskrivningslovens§ 40, stk.
11. Det bemærkes herved, at de utrykte afgørelser mv., som Appellanten har henvist til, ikke støtter et andet resultat. Det, som Appellanten har anført, om at skattemyndighederne ved en grundigere gennemgang af materiale, der var fremlagt under de omtalte sager fra 200 l , kunne have udledt, at investorerne som led i de pågældende aftaler fik overdraget andre aktiver og hæftede for driftsudgifter, kan ikke føre til, at der har eksisteret en administrativ praksis som hævdet. Højesteret stadfæster herefter dommen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Appellanten betale 35.000 kr. til Skatteministeriet. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a. --ooOoo-Udskriftens rigtighed bekræftes. Højesteret, den
12. november
13. Sagsbehandler