HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 22. maj 2024 Sag BS-56364/2023-HJR (1. afdeling) Appellant, tidligere Sagsøgte (advokat René Bjerre) mod Skatteministeriet (advokat Tim Holmager) I tidligere instans

regler, og at kravet er omfattet af den almindelige treårige forældelsesfrist. Appellant, tidligere Sagsøgte har gjort gældende, at kravet er forældet og har til støtte herfor henvist til, at begyndelsestidspunktet for forældelse af kravet var tidspunktet for konkursdekretet den

1. maj 2017, og at forældelse først blev afbrudt, da Skattestyrelsen den
2. maj 2020 traf afgørelse. Skatteministeriet har gjort gældende, at kravet ikke er forældet og har til støtte herfor henvist til, at Skattestyrelsen var ubekendt med kravet indtil et tidspunkt efter den
3. maj 2017, og at forældelse blev afbrudt inden 3 år herefter, dvs. den
4. maj
5. Skatteministeriet har endvidere henvist til, at selv om forældelsesfristen skal regnes fra dekrettidspunktet den
6. maj 2017, blev forældelse afbrudt ved Skattestyrelsens partshøring den
7. januar
8. Partshøring og forældelse Parterne er som anført enige om, at forældelse i hvert fald blev afbrudt ved Skattestyrelsens afgørelse af
9. maj
10. 7 Skatteministeriet har anført, at forældelse allerede blev afbrudt ved partshørin-gen den
11. januar 2020, jf.

§ 16

. Efter

§ 16, stk.

1, afbrydes forældelse, når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid. Det følger af § 16, stk. 3, at såfremt en anden særlig afgørelsesmåde er hjemlet, sker afbrydelsen, når fordringshaveren iværksætter, hvad der fra dennes side skal gøres for at sætte sagen i gang. Det fremgår af forarbejderne til § 16, stk. 1, at når en administrativ afgørelse bliver bindende for parterne på samme måde som en domstolsafgørelse i 1. in-stans eller en voldgiftskendelse, vil indbringelse for den administrative myn-dighed være fristafbrydende. Ifølge forarbejderne til § 16, stk. 3, vil indbringelse for en administrativ myndighed ske ved myndighedens modtagelse af for-dringshaverens krav eller klage. Højesteret finder efter det anførte, at hverken ordlyden af

§ 16

eller forarbejderne hertil giver grundlag for at fastslå, at en myndigheds partshøring afbryder forældelse. Nulstilling og forældelse Efter

§ 3, stk.

1, gælder der en almindelig treårig forældelsesfrist, som i medfør af § 2, stk. 1, regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve fordringen opfyldt. Nulstilling indebærer, at Skattestyrelsen ser bort fra, at den indeholdelsesplig-tige arbejdsgiver har bogført A-skat og AM-bidrag, og indkomstmodtageren godskrives dermed ikke beløbene i årsopgørelsen. Når betingelserne for nulstilling er opfyldt, hæfter den skattepligtige indkomstmodtager selv for betalingen af de beløb, som arbejdsgiveren formelt har foretaget indeholdelse af. Efter den praksis, der er udviklet på grundlag af Højesterets dom af 26. maj 1981 (UfR 1981.473), jf. herved Den juridiske vejledning, afsnit A.D.6, kan der ske nulstilling over for personer, der har en væsentlig økonomisk interesse i selskabet, og som kan disponere enerådende i selskabets anliggender, samt over for disses nærtstående. Nulstilling forudsætter bl.a., at der er handlet ansvarspådragende (udvist culpa). Det er f.eks. tilfældet, hvis den person, der nulstilles overfor, kan bebrej-des, at udbetaling af løn er sket på et tidspunkt, hvor vedkommende vidste eller burde have vidst, at selskabet ikke havde økonomisk evne til at betale de inde- 8 holdte A-skatter og AM-bidrag, og at der ikke var tale om forbigående betalingsvanskeligheder. Nulstilling forudsætter endvidere, at skattemyndighederne har lidt et økono-misk tab, der er konstateret ved selskabets ophør, konkurs eller lignende. Højesteret finder herefter, at krav i henhold til nulstilling tidligst kan rejses på det tidspunkt, hvor selskabets insolvens er konstateret ved ophør, konkurs eller lignende. Forældelsesfristen for sådanne krav kan derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt, jf.

§ 2, stk.

1. Kravet over for Appellant, tidligere Sagsøgte kunne således tidligst rejses den
2. maj 2017, hvor Virksomhed ApS blev erklæret konkurs. Forældelses-fristen for kravet kan derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt. Spørgsmålet er herefter, om forældelsesfristen har været suspenderet, fordi Skattestyrelsen var ubekendt med fordringen eller skyldneren, således at fristen derfor først skal regnes fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen fik eller burde have fået kendskab hertil, jf.

§ 3, stk.

1. Tre dommere − Jens Peter Christensen, Jan Schans Christensen og Lars Apostoli − udtaler: Efter praksis forudsætter nulstilling blandt andet, at der er udvist culpa, således at den skattepligtige indkomstmodtager eller dennes nærtstående kan bebrej-des, at der er sket udbetaling af løn og godskrivning af skatter på et tidspunkt, hvor vedkommende i kraft af sin tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, så-ledes at de bogførte A-skatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid, og således at der heller ikke var udsigt til, at der senere ville kunne ske betaling, jf. herved Højesterets domme UfR 1981.473 og UfR 2013.1843 samt Den juridiske vejledning, afsnit A.D.
2. Vi finder derfor, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er suspenderet, så længe skattemyndighederne ikke har fået kendskab til eller burde have fået kendskab til, at denne betingelse for nulstilling er opfyldt, jf.

§ 3, stk.

1. Efter bevisførelsen tiltræder vi, at Skattestyrelsen ikke allerede ved konkursdekretets afsigelse havde de nødvendige oplysninger til at kunne foretage culpavurderingen, herunder en kvalificeret vurdering af, om Appellant, tidligere Sagsøgte eller hans far i kraft af deres tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag den formelle indeholdelse af de omtvistede A-skatter og AM-bidrag, og at der ikke var udsigt til, at selskabet ville kunne betale de pågældende beløb. Først efter modtagelsen af kurators redegørelse af
2. september 2017 i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, havde 9 Skattestyrelsen det fornødne grundlag for en kvalificeret vurdering af, om betingelserne for nulstilling var opfyldt. Forældelsesfristen var derfor suspenderet indtil dette tidspunkt, jf.

§ 3, stk.

1. Vi finder herefter, at der ikke var indtrådt forældelse, da Skattestyrelsen den
2. maj 2020 traf afgørelse om nulstilling. Vi stemmer derfor for at stadfæste dommen. Dommerne Jens Kruse Mikkelsen og Julie Arnth Jørgensen udtaler: Da Virksomhed ApS blev erklæret konkurs den
3. maj 2017 efter anmodning fra SKAT, var eller kunne SKAT umiddelbart gøre sig bekendt med, at selskabet i 2015-2017 var i restance med A-skat, AM-bidrag, moms og selskabsskat, at Appellant, tidligere Sagsøgte i samme periode var blevet godskrevet A-skat og AM-bidrag på sine lønsedler fra selskabet, og at Appellant, tidligere Sagsøgte er søn af Person, der som selskabets direktør og ejer havde en væsentlig økonomisk interesse i selskabet og kunne disponere enerådende i selskabets anliggender. Vi finder, at den sagsbehandling, der ville være nødvendig for at afklare Appellants, tidligere Sagsøgte eventuelle indsigelser mod kravet om nulstilling − herunder om han i kraft af sin tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var realitet i de formelle indeholdelser, således at de bogførte Askatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid, og at der heller ikke var udsigt til, at der senere ville kunne ske betaling − ikke udgør eller kan sidestilles med ukendskab til fordringen eller skyldneren, jf.

§ 3, stk.

1. Vi finder derfor, at forældelsesfristen ikke har været suspenderet efter den
2. maj 2017, men skal regnes fra dette tidspunkt. Sådan som sagen er forelagt, har vi ikke anledning til at tage stilling til, om mailkorrespondancen om udsættelse af fristen for Appellants, tidligere Sagsøgte be-mærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse af
3. januar 2020 kan anses for at indeholde en udtrykkelig eller stiltiende aftale om suspension af forældel-sesfristen. Da forældelse først blev afbrudt mere end 3 år efter den
4. maj 2017, stemmer vi herefter for at tage Appellants, tidligere Sagsøgte påstand til følge. Konklusion Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. 10 I sagsomkostninger for Højesteret skal Appellant, tidligere Sagsøgte betale 60.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgift til advokatbistand. THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Appellant, tidligere Sagsøgte betale 60.000 kr. til Skatteministeriet. Sagsomkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage efter denne højesterets-doms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 22-05-2024 kl. 12:00 Modtagere: Advokat (H) René Bjerre, Advokat (H) Tim Holmager, Appellant, tidligere Sagsøgte, Indstævnte Skatteministeriet