Om forældelse Skatteministeriets krav var ikke forældet efter forældelsesloven Sag BS-56364/2023-HJR Dom afsagt den 22. maj 2024 Appellant, tidligere Sagsøgte mod Skatteministeriet Den 9. maj 2017 ble

regler, og at kravet var omfattet af den almindelige treårige forældelsesfrist. Skatteministeriet anførte, at forældelse allerede blev afbrudt ved partshøringen den 17. januar 2020, jf.

§ 16

. Højesteret fandt, at hverken ordlyden af

§ 16

eller forarbejderne hertil giver grundlag for at fastslå, at en myndigheds partshøring afbryder forældelse. Højesteret udtalte, at krav i henhold til nulstilling tidligst kan rejses på det tidspunkt, hvor selskabets insolvens er konstateret ved ophør, konkurs eller lignende. Forældelsesfristen for sådanne krav kan derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt, jf.

§ 2, stk.

1. Kravet over for Appellant, tidligere Sagsøgte kunne således tidligst rejses den
2. maj 2017, hvor Virksomhed ApS blev erklæret konkurs, og forældelsesfristen for kravet kunne derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt. Spørgsmålet var herefter, om forældelsesfristen havde været suspenderet, fordi Skattestyrelsen var ubekendt med fordringen eller skyldneren, således at fristen derfor først skulle regnes fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen fik eller burde have fået kendskab hertil, jf.

§ 3, stk.

1. Højesteret udtalte herved, at nulstilling forudsætter blandt andet, at den skattepligtige indkomstmodtager eller dennes nærtstående kan bebrejdes, at der er sket udbetaling af løn og godskrivning af skatter på et tidspunkt, hvor vedkommende i kraft af sin tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, således at de bogførte A-skatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid, og således at der heller ikke var udsigt til, at der senere ville kunne ske betaling, jf. herved Højesterets domme UfR 1981.473 og UfR 2013.1843 samt Den juridiske vejledning, afsnit A.D.
2. Højesteret fandt, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt var suspenderet, så længe skattemyndighederne ikke havde fået kendskab til eller burde have fået kendskab til, at denne betingelse for nulstilling er opfyldt, jf.

§ 3, stk.

1. Højesteret tiltrådte, at Skattestyrelsen efter bevisførelsen ikke allerede ved konkursdekretets afsigelse havde de nødvendige oplysninger til at kunne foretage culpavurderingen, herunder en kvalificeret vurdering af, om Appellant, tidligere Sagsøgte eller hans far i kraft af deres tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag den formelle indeholdelse af de omtvistede A-skatter og AM-bidrag, og at der ikke var udsigt til, at selskabet ville kunne betale de pågældende beløb. Først efter modtagelsen af kurators redegørelse af
2. september 2017 i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, havde Skattestyrelsen det fornødne grundlag for en kvalificeret vurdering af, om betingelserne for nulstilling var opfyldt. Forældelsesfristen var derfor suspenderet indtil dette tidspunkt, jf.

§ 3, stk.

1. Højesteret fandt herefter, at der ikke var indtrådt forældelse, da Skattestyrelsen den
2. maj 2020 traf afgørelse om nulstilling. Landsretten var nået til samme resultat.