ECLI:DK:VLR:2024:BS0000000611 Landsretten stadfæster byrettens dom i sag om betaling for udførte entreprisearbejder og modkrav fra reparation af kranb

DOM afsagt den

1. marts 2008 af Vestre Landsrets
2. (dommerne C. Haubek, afdeling Würtzen og Erik P. Bentzen) i ankesag V.L. B-l687-07 Part A A/S (advokat Erik Dreyer, Tønder) mod Mårbæk Smede og VVS ved (advokat Uffe Daus, Part 1 Kolding). Retten i Sønderborg har den
3. instans oktober 2007 afsagt dom i
4. (BS 46-438/2006) For landsretten har appellanten, Part A A/S , gentaget sin påstand for byretten. Indstævnte, Mårbæk Smede og VVS ved Part 1 , har på stået dommen stadfæstet. Appellantens krav fremkommer således:
5. Selvrisiko Tryg Forsikring 5.457,00 kr.
6. Forhøjet forsikringspræmie 99.800,00 kr.
7. Udgifter til fremmed vognmand 69.724,80 kr. 174.981,80 kr. Indstævntes anerkendte modkrav 117.125,20 kr. 57.856,60 kr. —2— Vidne 1 kranbilen, har supplerende forklaret, at han udlånte fordi indstævnte sagde, at det var hensigtsmæs sigt at bruge den. Indstævnte havde tidligere lånt værktøj hos appellanten, men ikke køretøjer. Der var ingen aftale om en billigere timepris, når indstævnte kunne låne værktøj hos appellanten. Appellanten havde 4 indregistrerede biler med kran til kørsel på landevej. Medens kranbilen blev repare ret, lejede de kun en kranbil i det omfang, de 3 tilbagevæ rende kranbiler var optaget af andre opgaver. Man læsser i nogle tilfælde arbejdskøretøjerne aftenen før, arbejdet skal udføres. Indstævnte har supplerende forklaret, at aftalen om den sær lige og lavere timepris var indgået med Vidne 1's kom pagnon. Han har tidligere i henhold til aftale med denne lånt kranbiler til udførelsen af entrepriser for appellan ten. Der er l34 ansatte i hans virksomhed, sikker på, og han er ikke at virksomheden vil kunne klare at udrede det af appellanten påståede beløb. Appellanten har for landsretten vedrørende erstatningsgrund laget gjort følgende gældende: Appellanten har i første række gjort gældende, at indstævnte efter Danske Lovs 5-8-1 som låner over for appellanten som udlåner er erstatningsansvarlig som følge af, at den udlånte kranbil ikke blev tilbageleveret til appellanten i samme stand, som den blev udlånt, svarlig for det tab, at indstævnte er erstatningsan der er forårsaget af, at kranbilen ikke ved lånets ophør blev tilbageleveret appellanten i samme stand, som den blev udlånt, samt at dette tab kan opgøres —3— som i appellantens erstatningsopgørelse. Appellanten har i anden række gjort gældende, at indstævnte ved sin brug af den lånte kranbil udviste culpøs adfærd i juli 2006, forbindelse med uheldet den
8. idet indstævnte ved uagtsomt forhold under kørslen kom ud i rabatten, at indstævnte er erstatningsansvarlig over for appellanten som ejer at den lånte kranbil for det tab, færd har forårsaget, som den culpøse ad samt at dette tab kan opgøres som i ap pellantens erstatningsopgørelse. Appellanten har videre gjort gældende, at indstævntes er statningsansvar hverken skal bortfalde eller nedsættes efter erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, da erstatningsansva ret ikke vil virke urimeligt tyngende for indstævnte, der heller ikke foreligger andre grunde, og da som gør det rime ligt at lade erstatningsansvaret bortfalde eller nedsætte. Appellanten har herved anført, at indstævnte ikke blot ved sin partsforklaring i landsretten har ført bevis for, at er statningsansvaret vil virke urimeligt tyngende. Indstævnte har for landsretten vedrørende erstatningsgrund laget gjort følgende gældende: Indstævnte har ikke bestridt, at han lånte kranbilen af ap pellanten, men indstævnte har gjort gældende, at bestemmel sen i Danske Lovs 5-8-1 ikke finder anvendelse på det aktu elle låneforhold, fordi appellantens udlån af kranvognen til indstævnte ikke skete i indstævntes interesse, men udeluk kende eller i hvert fald overvejende i appellantens interes se. Indstævnte har endvidere gjort gældende, at han ikke i for- —4— bindelse med uheldet med kranbilen handlede uagtsomt, idet der var tale om et hændeligt uheld, da kranbilens ene hjulpar kom ud i rabatten. Indstævnte har i anden række vedrørende begge erstatnings grundlag gjort gældende, at ingen af de 3 poster, som indgår i appellantens erstatningsopgørelse, vedrører udgifter for appellanten, som er forårsaget af henholdsvis den manglende tilbagelevering af den lånte kranbil i samme stand og den eventuelle uagtsomme adfærd fra indstævntes side i forbin delse med uheldet. Indstævnte har i tredje række gjort gældende, at hans even tuelle erstatningsansvar skal bortfalde efter erstatningsan svarslovens § 24, dels fordi ansvaret på grund af hans og hans virksomheds økonomiske forhold vil virke urimeligt tyn gende, der, dels fordi der foreligger ganske særlige omstændighe som gør det rimeligt, at erstatningsansvaret bortfal der. Indstævnte har i fjerde række gjort gældende, at erstat ningsansvaret skal nedsættes efter §
9. Indstævnte har iøvrigt gjort gældende, at appellanten ikke har ført bevis for, at han vedrørende post 1 er påført et tab vedrørende selvrisikoen, at han vedrørende post 2 er på ført et tab vedrørende forhøjet forsikringspræmie, og at det har været nødvendigt for appellanten at leje en kran hos tredj emand. Landsrettens begrundelse og resultat: Efter forklaringerne lægger landsretten til grund, at ind- —5— stævnte, hvis ikke han kunne låne appellantens kranbil, ville have lejet en tilsvarende kranbil med henblik på at udføre det arbejde, som han havde påtaget sig over for ap pellanten. Udgiften hertil ville have været viderefaktureret og appellanten havde på denne baggrund en til appellanten, interesse i, at indstævnte lånte kranbilen. Betingelserne for at pålægge indstævnte et objektivt erstatningsansvar ef ter Danske Lovs 5-8-1 er herefter ikke til stede. Indstævnte har forklaret, at kranbilen blev beskadiget, bilens ene hjulpar kom ned i en grøft, og at han, da da han forsøgte på at få bilen op igen, kørte mod en overkørsel til en mark, hvorefter bilen tippede og væltede. gjort gældende, Indstævnte har at der var tale om et hændeligt uheld. Der er ikke fremkommet nærmere oplysninger om, årsagede, hvad der for at indstævnte kørte i grøften med bilen. Appellan ten har herefter ikke bevist, at indstævnte ved hændelsen handlede culpest, og landsretten tager derfor indstævntes påstand om stadfæstelse til følge. Appellanten skal til indstævnte betale sagsomkostninger for landsretten med i alt 20.000 kr., som udgør et passende be løb til indstævntes udgifter til advokatbistand. Landsretten har lagt vægt på parternes påstande, sagens forløb og dens udfald. Thi kendes for ret: Byrettens dom stadfæstes. Appellanten, Smede og VVS ved Part A A/S Part 1 skal til indstævnte, Mårbæk betale sagens omkostninger —6— for landsretten med 20.000 kr. Det idømte skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a. C. Haubek Würtzen Erik P. Bentzen