HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 29. april 2020 Sag BS-32948/2019-HJR (1. afdeling) Concordia Forsikring A/S og Tryg Forsikring A/S (advokat Michael S. Wiisbye for begge) mod DSB (advokat Anne Buhl B

§ 20

. Det vil indebære omgåelse af hele intentionen bag disse bestemmelser, hvis DSB skulle kunne gennemføre erstatningskrav mod en privat skadevolder i en situation, hvor DSB har valgt at tegne forsikring med en så høj selvrisiko, at det grænser til det umulige at forestille sig en skade forvoldt af en privatperson ved simpel uagtsomhed, der vil kunne overstige selvrisikoen på den tegnede tings- og driftstabsforsikring og dermed berettige DSB til forsikringsdækning. Det er, som anført i bemærkningerne til § 20, alene for mindre skaders vedkommende, at en offentlig institution ved at tegne forsikring med høj selvrisiko kan gøre ansvar gældende over for en privatperson, der ved simpel uagtsomhed har forvoldt skade. Det har ikke været meningen, at en offentlig institution skal kunne opnå denne særligt gunstige retsstilling, blot fordi institutionen er så stor / 5 og økonomisk stærk, at det kan svare sig at indrette forsikringsforholdene således, at man kun tegner forsikring mod helt usædvanligt store risici. Sprogligt set forekommer det ikke, sådan som landsretten har anført, nærliggende at for-stå lovbemærkningernes udsagn ”… tilfælde, hvor en offentlig institution nok forsikrer sig, men med meget høj selvrisiko, og således selv overtager risikoen for mindre skader” således, at der ved mindre skader forstås mindre end selvri sikoen. En sådan fortolkning stemmer heller ikke med lovens forarbejder i øv-rigt, herunder det anførte i Erstatningslovsudvalgets betænkning nr. 829/1978, s. 27-28. Det må også antages, at hvis man havde ment mindre end selvrisikoen, havde man blot skrevet dette. Forarbejderne giver – også når de læses i sammenhæng – intet grundlag for at antage, at det har været lovgivers intention, at beskyttelsen i henhold til §

§ 20skulle bortfalde ved en skade på f.eks.

1 mio. kr., 25 mio. kr. eller 125 mio. kr. Man kan for så vidt angår selvrisikoen på 25 mio. kr. ikke med mening påstå, at en skade på f.eks. 24,9 mio. kr. kan anses som en mindre skade. - Det beror på en tilfældighed, at denne sag vedrører en situation, hvor skadevol-der er dækket af en obligatorisk ansvarsforsikring. I andre situationer kunne den private skadevolder lige så vel være uforsikret eller kun have begrænset forsikringsdækning. DSB må anses som selvforsikrer i almindelighed i erstatningsansvarslovens § 20’s forstand, hvorfor reglerne i lovens § 19 finder anvendelse. Hesteejerens an svar er dermed bortfaldet, jf. § 19, stk. 1, og DSB kan herefter ikke rejse erstatningskrav mod hans ansvarsforsikringsselskaber. - DSB har supplerende anført navnlig, at selvrisikoen i DSB’s tings - og driftstabsforsikring er begrundet i markedsforholdene og ikke skyldes et ønske om at omgå eller misbruge reglerne i erstatningsansvarslovens §

§ 20

. Der er heller ikke tale om, at DSB har forsøgt at omgå sin forsikringspligt efter DSB-lo-ven eller på anden måde har ageret som selvforsikrer. Lovgiver har ved ud-formningen af ordningen i erstatningsansvarslovens § 20 nøje afvejet hensynet til reglens klarhed og anvendelse i praksis over for hensynet til skadevolder. Det følger af § 20, at der er situationer, hvor erstatningsansvaret for selv privat-personers simpelt uagtsomme handlinger og undladelser ikke skal lempes, selv om skadelidte er en offentlig institution, jf. også UfR 1988.109 H. Formuleringen af § 20 og bemærkningerne hertil viser, at en offentlig institution i alle tilfælde enten er omfattet af bestemmelsen eller ikke er det, og at dette alene afhænger af, om institutionen i almindelighed er selvforsikrer. En offent-lig institution kan således ikke anses for at være delvis selvforsikrer, heller ikke inden for selvrisikobeløbet. / 6 Det fremgår af lovbemærkningerne, at § 20 er udformet ud fra hensynet til at undgå afgrænsningsvanskeligheder og unødig fortolkningstvivl i praksis. Den regel om selvforsikring, som Erstatningslovsudvalget havde foreslået i betænkning nr. 829/1978, var forbundet med betydelige afgrænsningsvanskeligheder, og Justitsministeriet foreslog derfor en mindre vidtgående regel i det endelige lovforslag. Det var klart, at ikke alle private skadevoldere ville være beskyttet af reglen, heller ikke i tilfælde, hvor Erstatningslovsudvalget havde peget på, at det var rimeligt at lempe skadevolders erstatningsansvar. Forarbejderne til § 20 kan kun meningsfuldt forstås sådan, at bestemmelsen ikke omfatter tilfælde, hvor skaden falder under selvrisikobeløbet, uanset selv-risikoens størrelse, og uanset om skaden beløbsmæssigt måtte anses for at være en stor skade. Formuleringen ”mindre skader” s kal læses relativt i forhold til en ” meget høj selvrisiko” og omfatter efter en naturlig sproglig forståelse alle ska der, der er mindre end selvrisikoen. Forsikringsselskaberne har da heller ikke givet noget klart svar på, hvor lavt selvrisikobeløbet skal være, for at en offent-lig institution overgår til ikke længere at være selvforsikrer. Ved en selvrisiko på f.eks. 1 mio. kr. vil forsikringsprogrammet dække langt flere skader, men i den konkrete sag ville skadevolder fortsat være erstatningsansvarlig. Det for-hold, at DSB selv bærer risikoen for skader inden for selvrisikobeløbene efter tings- og driftstabsforsikringen, kan ikke sidestilles med, at DSB er selvforsikrer i almindelighed. DSB bør stilles på samme måde som andre erhvervsdrivende virksomheder med betydelige økonomiske interesser, der ikke har forsikringsdækning for skaden, og som heller ikke er omfattet af erstatningsansvarslovens §

1. Det har ikke været lovgivers intention, at der skulle gøres forskel mellem disse situatio-ner, og at den private skadevolder skulle nyde en bedre beskyttelse i forhold til en offentlig institution, som ikke er selvforsikrer i almindelighed. I de tilfælde, hvor en privatperson, der forvolder skade ved simpel uagtsom-hed, måtte være uforsikret, og hvor det måtte findes urimeligt tyngende at fast-holde ansvaret, er der hjemmel i erstatningsansvarslovens § 24 til at lade erstatningsansvaret lempe eller bortfalde. Der er således ikke grundlag for at anse DSB som selvforsikrer i almindelighed i erstatningsansvarslovens § 20’s forstand, hvorfor reglerne i lovens § 19 ikke fin der anvendelse. Hesteejerens ansvar er dermed ikke bortfaldet, og DSB kan rejse erstatningskrav mod hans forsikringsselskaber. - Hvis en offentlig institution som DSB skal omfattes af § 20 som delvis selvforsikrer, herunder for et selvrisikobeløb, må det være op til lovgiver at tage stil-ling på ny. / 7 Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om DSB har krav på erstatning for en skade opstået ved en ulykke den
2. april 2013, hvor et S-tog påkørte en løsgående hest. Hesteejeren, der er objektivt ansvarlig for skaden, jf. hestelovens § 30 a, stk. 1, havde tegnet lovpligtig ansvarsforsikring hos Concordia Forsikring A/S og Tryg Forsikring A/S, der hæfter umiddelbart over for DSB, jf. § 30 a, stk.
3. Parterne er enige om, at DSB’s tab i anledning af ulykken udgør 817.930,64 kr., og at et eventuelt erstatnings-krav skal forrentes som fastsat i landsrettens dom. Erstatningskravet er ikke dækket af DSB’s ti ngs- og driftstabsforsikring, hvorefter selvrisikoen for den indtrådte skade udgør 25 mio. kr. Spørgsmålet for Højesteret er, om DSB som følge af høj selvrisiko på tings- og driftstabsforsikringen må anses som selvforsikrer efter erstatningsansvarslo-vens § 20, således at DSB skal stilles, som om forsikring var tegnet. Dette vil føre til, at erstatningskravet mod hesteejeren – og dermed også mod Concordia Forsikring og Tryg Forsikring – er bortfaldet efter lovens § 19, stk.
4. Forsikringsselskaberne har anført navnlig, at DSB’s selvrisiko på tings - og driftstabsforsikringen er så høj, at alle eller stort set alle skader, som forvoldes af privatpersoner ved simpel uagtsomhed, vil falde uden for dækningen, og at det vil stride mod intentionen med erstatningssystemet i erstatningsansvarslo-vens §

§ 20, hvis DSB ikke anses for at være selvforsikrer i § 20’s forstand.

Efter erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1, bortfalder skadevolderens erstatningsansvar, hvis skaden er dækket af en tingsforsikring eller driftstabsforsik-ring. Som anført af landsretten følger det af forarbejderne til bestemmelsen, at skadevolder er erstatningsansvarlig for det beløb, som selvrisikoen udgør, når forsikringen er tegnet med selvrisiko. Erstatningsansvarslovens § 20 bestem-mer, at staten, en kommune eller anden offentlig institution, der i almindelig-hed er selvforsikrer, er stillet, som om forsikring var tegnet, jf. §

1. Afgørende for, om en offentlig institution ”i almindelighed” er selvforsikrer, er ifølge bemærkningerne til § 20, om institutionen konsekvent undlader at for-sikre sig. Det fremgår herom bl.a., at en offentlig institution ikke i almindelig-hed er selvforsikrer, hvis institutionen ”nok forsikrer sig, men med meget høj selvrisiko, og således selv overtager risikoen for mindre skader” . Højesteret finder, at der hverken efter denne formulering eller sammenhængen med § 19, stk. 1, er grundlag for at antage, at der med udtrykket ”mindre ska der” er tilsigtet en størrelsesmæssig absolut begrænsning, således at der herfra modsætningsvis kan sluttes, at § 20 finder anvendelse ved en selvrisiko for beløbsmæssigt større skader. Udtrykket må derfor, som anført af landsretten, an- / 8 tages at tage sigte på den situation, at den indtrådte skade er mindre end selvrisikoen. Denne forståelse er også bedst stemmende med det anførte i forarbej-derne om, at man har ønsket at undgå afgrænsningsvanskeligheder. Højesteret tiltræder på denne baggrund, at DSB ikke i kraft af den høje selvri-siko kan anses for at være en offentlig institution, der i almindelighed er selv-forsikrer i den forstand, udtrykket er anvendt i erstatningsansvarslovens §
2. Hesteejerens erstatningsansvar – og Concordia Forsikring og Tryg Forsikrings ansvar over for DSB – er dermed ikke bortfaldet efter lovens § 19, stk.
3. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Concordia Forsikring A/S og Tryg Forsikring A/S solidarisk betale 60.000 kr. til DSB. De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a. /