ECLI:DK:HJR:2022:BS0000000325 Landsrettens dom blev ophævet

UDSKRIFT AF HØJESTERETS DOMBOG HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den

1. april 2008 Sag 490/2006 Tele 2 A/S (advokat Henrik Karl Nielsen) mod Teleklagenævnet (kammeradvokaten ved advokat Jacob Pinborg) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets
2. afdeling den
3. august
4. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per Sørensen, Peter Blok, Per Walsøe, Lene Pagter Kristensen og Jon Stokholm. Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens §
5. Påstande Appellanten, Tele 2 A/S, har påstået Østre Landsrets dom af
6. august 2006 ophævet og hjemvist til realitetsbehandling. Indstævnte, Teleklagenævnet, har påstået stadfæstelse, subsidiært frifindelse. Teleklagenævnet har endvidere påstået sig tillagt sagsomkostninger for Højesteret. Sagsfremstilling IT- og Telestyrelsen traf den
7. januar 2006 over for TDC A/S en afgørelse på engrosmarkedet for ubundtet adgang (marked nr. 11), hvorved TDC i medfør af § 84 d i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet (teleloven) blev udpeget som havende en stærk markedsposition og som følge heraf i overensstemmelse med reglerne i telelovens § 51 blev - 2 pålagt en række forpligtelser, herunder bl.a. en pligt til at imødekomme alle rimelige anmodninger om adgang til samtrafik som nærmere beskrevet i afgørelsen. TDC påklagede denne afgørelse til Teleklagenævnet, hvis formand den
8. februar 2006 i medfør af telelovens § 110, stk. 2, nr. 2, imødekom en anmodning fra TDC om at tillægge dele af afgørelsen opsættende virkning. Det hedder i afgørelsen bl.a.: ”I overensstemmelse med Deres anmodning er det alene i forhold til den ved afgørelsen pålagte samhusningsforpligtelse samt de dele af samtrafikforpligtelsen, der indeholder en forpligtelse til at sikre, at den højfrekvente del af kobberet er af en sådan kvalitet, at kobberet understøtter bredbåndsanvendelse, at jeg har tillagt Deres klage opsættende virkning.” Ved stævning af
9. marts 2006 anlagde Tele 2 A/S sag ved Østre Landsret mod Teleklagenævnet med principal påstand om, at nævnet skulle ophæve afgørelsen af
10. februar 2006 samt anerkende, at TDC´s klage ikke skulle have opsættende virkning. Det anførtes i stævningen, at Sammenslutningen af Alternative Udbydere støttede sagsanlægget, og at IT- og Telestyrelsens afgørelse var af stor betydning for de alternative teleudbydere. Det fremgik endvidere af stævningen, at Tele 2 bl.a. gjorde gældende, at nævnets afgørelse om opsættende virkning var blevet truffet på et forkert retligt grundlag og på et ufyldestgørende faktisk grundlag. Tele 2 A/S – og andre alternative teleudbydere, som opererer på marked 11 – er klageberettiget i medfør af telelovens § 101, stk. 4, nr.
11. Sagen blev berammet til domsforhandling til afholdelse den
12. august 2006, og på et forberedende møde den
13. juni 2006 rejstes spørgsmålet, om Tele 2 fortsat ville have fornøden retlig interesse i at få en retlig afgørelse af Teleklagenævnets afgørelse om opsættende virkning, når nævnets afgørelse i klagesagen forelå. I et brev af
14. juni 2006 fra kammeradvokaten til landsretten hedder det herom: ”… Teleklagenævnet [har] oplyst, at Teleklagenævnet vil træffe afgørelse i klagesagen på marked 11 på det næste nævnsmøde den
15. juni
16. Teleklagenævnet kan imidlertid ikke afvise, at sagsøgeren fortsat kan have en retlig interesse i at opnå landsrettens vurdering af afgørelsen om opsættende virkning på marked 11, hvorfor Teleklagenævnet ikke vil gøre gældende, at sagsøgeren ikke længere har en retlig interesse i søgsmålet, når afgørelse på marked 11 foreligger.” - 3 Den
17. juli 2006 traf Teleklagenævnet afgørelse i klagesagen, hvorved TDC fik delvis medhold i klagen. Afgørelsen indebar en ændring af IT- og Telestyrelsens afgørelse af
18. januar 2006 på de punkter, der havde begrundet, at klagen var blevet givet opsættende virkning. Anbringender Tele 2 har navnlig anført, at selskabet fortsat har en væsentlig retlig interesse i at få prøvet, om betingelserne efter telelovens § 110, stk. 2, nr. 2, for at tillægge TDC's klage opsættende virkning var opfyldt den
19. februar 2006, da Teleklagenævnets formand traf sin afgørelse herom. Sagsbehandlingstiden ved landsretten forud for domsforhandlingen havde været usædvanlig kort, men trods dette var det ikke muligt at få prøvet spørgsmålet om opsættende virkning, før Teleklagenævnet traf sin materielle afgørelse i sagen. Konsekvensen af landsrettens dom vil derfor være, at det i realiteten ikke vil være muligt at få en domstolsprøvelse af de afgørelser om opsættende virkning, som træffes af formanden for Teleklagenævnet. I den konkrete sag var betingelsen i telelovens § 110, stk. 2, nr. 2, om, at der kun kan tillægges en klage opsættende virkning, såfremt ganske særlige omstændigheder undtagelsesvis taler herfor, ikke opfyldt, og afgørelsen blev truffet på et ufyldestgørende grundlag uden høring af de øvrige teleudbydere, som afgørelsen berørte. Landsretten har således ved afvisningen afskåret prøvelse af væsentlige forvaltningsretlige spørgsmål, som Tele 2 har et retskrav på at få prøvet efter Grundlovens § 63 og Menneskerettighedskonventionens artikel
20. Teleklagenævnet har navnlig anført, at Tele 2 ikke længere har den fornødne retlige interesse i en prøvelse af spørgsmålet om opsættende virkning. Afgørelsen herom har ikke længere nogen selvstændig retsvirkning i forhold til Tele 2, da det forhold, at TDC ikke skal sikre en vis kvalitet af den højfrekvente del af det rå kobber, og det forhold, at TDC ikke er pålagt en udvidet samhusningsforpligtelse, ikke længere skyldes afgørelsen om opsættende virkning, men Teleklagenævnets afgørelse af
21. juli
22. Den ret, som Tele 2 ønsker sig tillagt, er reelt ikke udtryk for nogen ret, da styrelsens afgørelse ikke var tilstrækkeligt hjemlet i teleloven, og da styrelsens afgørelse ikke nåede at træde i kraft, inden den blev ændret af Teleklagenævnet ved afgørelsen af
23. juli
24. Tele 2 savner en aktuel og konkret interesse i sagen, da afgørelsen om opsættende virkning ikke har selvstændigt indhold eller retsvirkning efter Teleklagenævnets endelige afgørelse. Tele 2’s generelle interesse i at få en prøvelse af, om afgørelsen af
25. februar 2006 var lovlig, er ikke i sig selv tilstrækkelig til, at Tele 2 fortsat har en retlig interesse i sagsanlægget, og - 4 dette gælder, selv om der måtte være blevet tilsidesat sagsbehandlingsregler i forbindelse med formandsafgørelsen, hvilket dog bestrides at have været tilfældet. Højesterets begrundelse og resultat Det er ubestridt, at Tele 2 A/S indtil den
26. juli 2006, da Teleklagenævnets afgørelse i klagesagen forelå, havde fornøden retlig interesse i en domstolsprøvelse af afgørelsen af
27. februar 2006 om opsættende virkning Indholdet af Teleklagenævnets afgørelse af
28. juli 2006 i klagesagen er ikke i sig selv afgørende for, om det var med rette, at Teleklagenævnets formand den
29. februar 2006 tillagde TDC´s klage opsættende virkning, og det er ikke givet, at berettigelsen heraf vil kunne prøves under den retssag vedrørende lovligheden af Teleklagenævnets afgørelse af
30. juli 2006, som for tiden verserer ved Østre Landsret mellem de samme parter. Højesteret finder, at Tele 2 uanset Teleklagenævnets afgørelse af
31. juli 2006 fortsat har retlig interesse i en domstolsprøvelse af, om det var med rette, at Teleklagenævnets formand den
32. februar 2006 tillagde TDC´s klage opsættende virkning i medfør af telelovens § 110, stk. 2, nr.
33. Højesteret tager derfor Tele 2´s påstand til følge. Thi kendes for ret: Landsrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til realitetsbehandling ved landsretten. Spørgsmålet om sagsomkostninger vedrørende indbringelsen for Højesteret skal afgøres i forbindelse med landsrettens afgørelse af sagen.