Obsah (4)

§ 5§ 14§ 15§ 30

UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 12. juni 2014 Sag 29/2014 Kærende (advokat John Kahlke) mod Sydbank A/S (advokat Nicolai Dyhr) l tidlige

§ 5, stk.

l, nr.

1. På grund af ukendskab til Kærendes opholdssted i udlandet var Sydbank afskåret fra at afbryde forældelsen i perioden fra den
2. november 1997 ti l den
3. juli
4. Forældelse indtræder derfor tidligst l år efter hindringens ophør, jf.

§ 14, stk.

l. Dog kan forældelsesfristen ikke forlænges med mere end l O år, jf.

§ 14, stk.

1. Derfor udløber forældelsesfristen senest den
2. januar
3. Kravet var således forældet ved fogedrettens modtagelse af udiægsrekvisitionen den
4. januar 2013 . Kærende har ikke erkendt kravet under en telefonsamtale. Det bestrides i øvrigt, at en telefonsamtale har fundet sted efter modtagelsen af påmindelsen den
5. januar
6. Sydbank har anført bl.a., at forældelsesfristen først skal regnes fra den
7. januar 1993, hvor Kærende i en telefonsamtale med en medarbejder fra den daværende kreditor - 4 - Aktiv Finans erkendte gælden, jf.

§ 15. Af medarbejderens håndskrevne notat, dateret den 29.

januar 1993, på kopien af påmindelsen fremgår bl.a., at Kærende vil "betale enhver sit", og at Kærende ikke gjorde indsigelse mod gæl- den. Den mundtlige skylderkendelse er dokumenteret ved medarbejder Person 3's skrift- lige erklæring af l. juli 2013, hvoraf det bl.a. fremgår, at han har udført den håndskrevne påtegning, og at han som normal procedure ved telefoniske kundehenvendelser noterede sig telefonsamtalen. Det er under disse omstændigheder uden betydning, at Kærende i dag ikke længere kan huske telefonsamtalen. Sydbanks krav var derfor ikke forældet ved fogedrettens modtagelse af fogedrekvisitionen den

1. januar
2. Højesterets begrundelse og resultat Eksistensen og størrelsen af Sydbanks pengefordring er fastslået ved en udeblivelsesdom af 31 . januar 1990, og det er ubestridt, at fordringen ikke var forældet den
3. januar 2008, hvor den nye forældelseslov af 2007 trådte i kraft. Det er endvidere ubestridt, at fordringen hverken var forældet efter de nye eller de gamle forældelsesregler inden udløbet af overgangsordningen for tidligere stiftede fordringer den l. januar 2011 , jf.

§ 30, stk.

1. Spørgsmålet om fordringens forældelse skal derfor afgøres efter reglerne i forældelsesloven af
2. Forældelsesfristen for krav, der er fastslået ved dom, er l O år, jf.

§ 5, stk.

l, nr.

1. Sydbanks fordring er derfor som udgangspunkt forældet den 3
2. januar 2000, medmindre der er sket afbrydelse af forældelsesfristen forinden . Efter

§ 30, stk.

3, har en afbrydelse af forældelsen, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, virkning som afbrydelse efter denne lov, selv om den ikke er sket på den i loven foreskrevne måde. Foræ ldelseslovens regler om forældelse af krav, som er fastslået ved dom, afløste reglen i Danske Lov 5-14-4, hvoraf det fulgte, at fristen for forældelse af sådanne krav var 20 år, og at afbrydelse af forældelsesfristen kunne ske ved skriftlig eller mundtlig påmindelse. Der er for Højesteret enighed om, at Kærende den 28. januar 1993 modtog en skriftlig påmindelse om gælden, og forældelsesfristen blev således afbrudt efter de dagældende regler i Danske Lov på dette tidspunkt. Derfor begyndte en ny foræ ldelsesfrist på l O år - s at løbe fra den 28. januar 1993, jf.

§ 5, stk.

l, nr. 3, jf. § 19, stk. l, og § 30, stk.

1. Parterne er enige om, at Sydbank i perioden fra den
2. november 1997 til den l. juli 2012 ikke kendte eller burde kende Kærendes opholdssted i udlandet. Dette medfører efter

§ 14, stk.

l, at forældelse af Sydbanks krav tidligst indtræder den l. juli

1. Bestemmelsen i § 14, stk. l, kan imidlertid ikke medføre forlængelse af forældel sesfristen med mere end l O år, jf. § 14, stk.
2. Forældelsesfristen blev som nævnt foran afbrudt ved påmindelsen den
3. januar 1993, således at en ny forældelsesfrist på l O år begyndte at løbe fra dette tidspunkt. Da denne forældelsesfrist ville være udløbet den
4. januar 2003, kan bestemmelsen i § 14, stk. l, sammenholdt med § 14, stk. 2, derfor ikke bevirke, at forældelsesfristen udløber senere end den
5. januar 2013, medmindre forældelsesfristen er afbrudt på ny efter den
6. januar
7. Parterne er ikke enige om, hvorvidt en telefonsamtale mellem Kærende og Person 3 har fundet sted den
8. januar
9. Sydbank har som dokumentation fremlagt brevet af
10. januar 1993 fra Aktiv Finans med Person 3's håndskrevne påtegning af
11. ja- nuar
12. Det fremgår imidlertid hverken af påtegningen eller af den efterfølgende skriftlige erklæring fra Person 3 Kærende , om telefonsamtalen fandt sted den
13. januar 1993, hvor modtog brevet, eller først den efterfølgende dag, som svarer til påtegningens datering. Højesteret finder herefter, at Sydbank ikke har godtgjort, at en telefonsamtale har fundet sted den
14. januar
15. Forældelsesfristen er derfor ikke afbrudt på ny ved erkendelse eller påmindelse efter den
16. januar 1993, og det betyder, at Sydbanks fordring var forældet på tidspunktet for fogedrettens modtagelse af rekvisitionen den
17. januar
18. Højesteret stadfæster herefter fogedrettens kendelse i det omfang, den er påkæret. I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Sydbank betale i alt 20.000 kr. til dækning af advokatudgifter. Thi bestemmes: Fogedretten i Lyngbys kendelse stadfæstes. - 6 - I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Sydbank A/S betale 20.000 kr. til Kærende . Sagsomkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage efter afsigelsen af denne kendelse og forrentes efter rentelovens § 8 a. --ooOoo-- Udskriftens rigtighed bekræftes. Højesteret, den