ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 13. maj 2024 Sag BS-26274/2022-OLR (14. afdeling) Sagsøger (advokat Bjørn Dilou Jacobsen, beskikket) mod Udlændinge- og Integrationsministeriet (advokat Søren Horsbøl Jen

§ 5, stk.

1, kravet om tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. cirkulæreskrivel-sens § 5 A, kravet om ophold, jf.

§ 7

, kravet om danskkundskaber, jf.

§ 24, stk.

1, samt kravet om bevis for bestået indfødsretsprøve, jf.

§ 24, stk.

1. Folketingets Indfødsretsudvalg har behandlet din sag på et møde den
2. november
3. Indfødsretsudvalget har i den forbindelse meddelt Udlændinge- og Integrationsministeriet, at udvalget er af den opfattel-se, at du ikke bør optages på næstkommende lovforslag om indfødsrets meddelelse. Udlændinge- og Integrationsministeriet kan oplyse, at beslutninger fra Folketingets Indfødsretsudvalg ikke er omfattet af forvaltningslovens regler om bl.a. begrundelse. Da forhandlingerne i Folketingets Indfødsretsudvalg er fortrolige, kan Udlændinge- og integrationsministeriet ikke oplyse nærmere om udvalgets behandling af din sag. 9 Beslutninger truffet af Folketingets Indfødsretsudvalg kan ikke påkla-ges til anden myndighed.” Af en udtalelse af
4. februar 2021 fra Royal College of Nursing Immigration Advice Service, som Sagsøger har indhentet, og som vedrører blandt andet hendes mulighed for at opnå opholdstilladelse i Storbritannien, fremgår blandt andet: ”Advice We advised that your immigration position is precarious. At present you have been issued with a EU Settled Status on the basis that you have Danish/EU nationality. As you no longer have EU nationality, you are technically no longer entitled to hold EU Settled Status. The Danish authorities have not notified the Home Office of their decision. However, applications to the Home Office may trigger further enquiries by the Home Office regarding verification of your current EU Status. For example, applications for British Citizenship, or leaving the UK and returning. Regularising Status Whilst you are challenging the Denmark’s decision, you no longer hold EU nationality. In order to ensure that you can remain in the UK and retain your ability to work, you will need to apply to remain in a different category. Twenty Years Long Residence. In order to apply for Leave to Remain on the basis of twenty years residence in the UK, you need to prove that you have resided in the UK for a continuous period of twenty years. If you are successful, you will be given leave to remain for 2 ½ years. You must apply to extend your leave to remain no more than 28 days before that leave to remain expires. When you have extended your leave to remain for a period of 10 years, you can apply for Indefinite Leave to Remain. However, if your challenge to the Danish Govern-ment is successful, and the Home Office have not revoked your EU Set-tled Status, then it is unlikely that you would need to continue extend-ing your leave to remain every 2 ½ years. You can apply for leave to remain in this category from inside the UK. The current cost of this application is £1,033 and an additional £1,560 … Ancestry Visa You can only apply for this visa from outside the UK. Once you have resided in the UK for five years with an Ancestry visa, you will be able to apply for Indefinite Leave to Remain. 10 You are eligible for this visa if:  you’re a Commonwealth citizen  you can prove one of your grandparents was born in the UK, the Channel Islands or the Isle of Man     you’re able and planning to work in the UK aged 17 or over have enough money to support and accommodate yourself Intend to work in the UK Your ancestry You must show that you have a grandparent born in one of the follow-ing circumstances:  in the UK, the Channel Islands or the Isle of Man  before 31 March 1922 in what is now Ireland  on a ship or aircraft that was either registered in the UK or be-longed to the UK government You can claim ancestry if:  you or your parent were adopted  your parents or grandparents were not married … Current cost of visa is £1,033 in addition to the Immigration Health Surcharge of £624 per year for the duration of visa.” Forklaringer Sagsøger har afgivet forklaring. Sagsøger har forklaret blandt andet, at hun er født i Aalborg. Hendes far var dansker, og hendes mor var australsk statsborger. Begge forældre er af-gået ved døden. Hun har to børn på henholdsvis 24 og 27 år. Børnenes far var britisk statsborger. Hun har ikke været gift med ham, og han er nu afgået ved døden. Hun var ca. tre år gammel, da hun med sin familie flyttede fra Danmark til Holland. I 1972 flyttede familien til England, hvor hun har boet siden. Hun arbejder som operationssygeplejerske. Hun har igennem årene løbende besøgt Danmark. I sin barndom har hun således flere gange været på ferie i landet. Hun har sene-st været i Danmark omkring årtusindeskiftet samt i 2015 og
5. Under sit be-søg omkring årtusindeskiftet besøgte hun sin bedstemor og tante samt sine ku-siner, ligesom hun besøgte sin fars grav. Da hun modtog beskeden om, at de danske myndigheder mener, at hun aldrig har været dansk statsborger, blev hun chokeret og var utrøstelig. Hun gik ud 11 fra, at det var en fejl, og hun kan fortsat ikke tro, at det er sket. At være dansker er en del af hendes identitet og dna. Som barn blev hun opdraget som dansker og til at være stolt af sit ophav, lige-som hun voksede op med danske traditioner såsom fastelavn og lillejuleaften. Hendes far ville gerne hjemmeskole hende i England, så hendes uddannelse var på samme niveau som i Danmark. Planen var dengang, at de ville vende tilbage til Danmark en dag, da familien anså sig selv som en dansk familie, der boede i England. Det var således aldrig planen, at de skulle blive i England. Det var alene på grund af familiens økonomiske forhold, at det ikke var muligt at flytte tilbage. Hendes far stod for madlavningen i hjemmet, og hun er vokset op med danske retter som fiskeboller, roulader, and og risengrød til jul. Efter de danske myndigheders afgørelse om, at hun ikke var dansk statsborger, søgte hun om australsk statsborgerskab, da hun pludselig var blevet statsløs. Hun havde derfor ikke andre muligheder, selv om hun ikke har nogen tilknyt-ning til Australien. Hun har således aldrig været i landet, og hun har heller ikke planer om at besøge det. Det var alene en nødløsning. Begge hendes børn har søgt om britisk statsborgerskab, og hendes datter har fået det på nuværende tidspunkt. Det er forventningen, at også hendes søn får det britiske statsborger-skab. Børnene har ikke mulighed for at blive australske statsborgere. Hun er kun blevet det, fordi hendes mor var australsk statsborger, men denne adgang omfatter ikke hendes egne børn. Når hun tænker over sin situation, bliver hun meget påvirket, både mentalt og fysisk, hvorfor hun forsøger ikke at fokusere på det. Det er meget bekymrende for hende, da hendes situation i England er uafklaret som følge af de danske myndigheders afgørelse. Myndighedernes opfattelse af, at fratagelsen af det danske statsborgerskab ikke påvirker hendes privatliv, er forkert. Der er ingen garanti for, at hun kan få en opholds- og arbejdstilladelse i England som au-stralsk statsborger, og en ansøgning herom koster mange penge. Hun har ingen opsparing, og hun ville som følge af omkostningerne ikke kunne bevare sin nu-værende bopæl. Hun er en stolt dansker, og hun ønsker, at også hendes børn har mulighed for at kunne have en fremtid i Danmark. I den nuværende situation er spørgsmålet om dansk statsborgerskab dog for hende et spørgsmål om overlevelse. Anbringender Sagsøger har under hovedforhandlingen i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af
6. januar 2024, hvoraf frem-går blandt andet følgende (henvisninger til bilag udeladt): 12 ”Sagsøgers anmodning om præjudiciel forelæggelse Revideret påstand fra sagsøger, som oplyst under retsmødet d.
7. sept. 2023: Sagen udsættes med henblik på forelæggelse af præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen i medfør af artikel 267, stk. 1 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmøde (herefter Trakta-ten), omhandlende hvorvidt traktatens artikel 20 og 21, jf. EU-Charterets artikel 7, skal overholdes ved en medlemsstats beslut-ning om, at en borger i en medlemsstat, hvor borgeren fra fødsels-tidspunktet i god tro har været registreret som statsborger og der-ved også unionsborger, og hvor medlemsstaten beslutter, at den pågældende borger aldrig har været statsborger i medlemsstaten, og/eller om EUretten skal overholdes ved et efterfølgende afslag på ansøgning om indfødsret indgivet efter en i praksis udviklet særlig adgang hertil i sager om kvasi-tab af statsborgerskab. Der henvises i det hele til sagsøgers påstandsdokument af
8. august 2023 samt til det af sagsøger anførte under formalitetsproceduren d.
9. september
10. Det skal særlig fremhæves, at det som anført i stævningen og nærmere uddybet nedenfor fremgår af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at de principper, der ifølge EMD bør finde anvendelse i sager om fortabelse af statsborgerskab, også gør sig gælden-de i sager, hvor de nationale myndigheder anser klageren for aldrig at have erhvervet det omstridte statsborgerskab, men hvor klager som følge af de nationale myndigheders udstedelse af pas m.v. har været i god tro om det omstridte statsborgerskab (dvs. kvasi-tab), jeg henviser til Ahmadov mod Aserbajdsjan, (klagesag 32538/10), præmis
11. Da EU’s charter om grundlæggende rettigheder (chartret) skal fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonven-tion (EMRK), må det formodes, at EMD’s tilgang i kvasi-tabs sager gør sig gældende inden for EU-retten i forhold til charterets beskyttelses-omfang efter Chartrets artikel
12. ANBRINGENDER: Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende, at sagsøgtes af-slag af
13. januar 2021 strider mod Danmarks internationale forpligtel-ser efter EMRK artikel 8, idet meddelelsen om, at sagsøger ikke er dansk statsborger, og det efterfølgende afslag på statsborgerskab må anses som et indgreb i sagsøgers ret til privatliv, og idet sagsøgtes af-slag må anses for vilkårligt og uproportionelt. Det gøres endvidere gældende, at afslaget er i strid med EU-retten, da sagsøger har haft en berettiget forventning om at være i besiddelse af unionsborgerskab og har indrettet sin tilværelse herefter, og idet afsla-get på sagsøgers ansøgning om indfødsret må anses for vilkårligt og uproportionelt. 13 Sagsøger frafalder anbringendet om krænkelse af den Europæisk Konvention om Statsborgerret (EKS) artikel 7, stk. 1, litra f. Beslutningen om at frafalde dette anbringende skal ses i lyset af vedtagelse af Lov 2023-0513 nr. 487 om ændring af lov om dansk indfødsret, der vedrører inkorporering af EKS artikel 7, stk. 1, indsat som indfødsretslovens § 1, stk.
14. Det fastholdes dog, at Indfødsretskontoret praksis om at forelægge alle pas-sager for Indfødsretsudvalget må ses i lyset af principperne i EKS artikel 7, stk. 1, litra f – og nu også indfødsretslovens § 1, stk. 4 - hvorefter personer, der er fyldt 18 år, og som i god tro hele deres liv har opfat-tet sig selv om statsborgere i et land, ikke bør få frataget deres statsborgerskab, fordi det på det tidspunkt i den pågældendes liv må anses som særdeles indgribende. Derfor må ansøgere om dansk statsborgerskab i passager kunne forvente, at dispensation vil blive givet som følge af berettiget forventning om dansk statsborgerskab, medmindre tungtvejende hensyn taler imod det. Jeg henviser til afsnittet nedenfor om dan-ske regler og praksis om indførelsen af indfødsretslovens § 1, stk.
15. Sagens retlige ramme Danske regler og praksis Indfødsretsloven Det følger af grundlovens § 44, at ingen kan opnå indfødsret uden ved lov. Det følger herefter af indfødsretslovens § 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 1191 af 05/08/2020 med senere ændringer, at indfødsret kan erhver-ves ved naturalisation i henhold til grundloven. Indfødsretscirkulæret og praksis om forelæggelse for Indfødsretsudvalget De nærmere krav, der skal være opfyldt for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse følger herefter af cirkulæreskrivelse om naturalisation (indfødsretscirkulæret), jf. cirkulæreskrivelse nr. 9779 af
16. september 2018, som sagsøgers ansøgning er behandlet efter. I visse tilfælde, hvor betingelserne i indfødsretscirkulæret ikke er op-fyldt, kan en ansøgning forelægges for Folketingets Indfødsretsudvalg, med henblik på udvalgets stillingtagen til hvorvidt der kan gives dis-pensation fra én eller flere betingelser. Dette er bl.a. tilfældet, når ansø-geren har haft dansk pas og været i berettiget forventning om allerede at være dansk statsborger. Dette følger af Udlændinge- og Integra-tionsministeriets faste praksis og skal dels anskues i sammenhæng med Danmarks opfyldelse af sine internationale forpligtelser, herunder EKS artikel 7, stk. 1, litra f, se nærmere herom nedenfor, og dels ud fra be-tragtninger om, at myndighedsfejl ikke skal lægges den enkelte borger til last, idet en tilsvarende situation inden for forvaltningsretten ville være omfattet af principperne om begunstigende forvaltningsakter. Det bemærkes i relation hertil, at det følger af indledningen til indfødsretscirkulæret, under henvisning til Folketingets vedtagelse nr. 36 af
17. 14 januar 1998, at forvaltningsrettens regler og principper bør iagttages ved behandlingen af naturalisationssager: ’Ved Udlændinge- og Integrationsministeriets behandling af ansøgninger om indfødsret er der principielt ikke tale om afgørelser i henhold til lov, men om forberedelse af lovforslag. Den sagsbehandling, som Udlændinge- og Integrationsministeriet foretager med henblik på at konstatere, om en person opfylder kravene i retningslinjerne, minder dog meget om den form for sagsbehandling, der almindeligvis udøves af den offentlige forvaltning. Der er der-for grund til generelt at iagttage forvaltningslovens regler og andre forvaltningsretlige principper ved behandlingen af naturalisationssagerne.’ Lovforarbejder og praksis om overholdelse af internationale konventioner Følgende fremgår af de generelle bemærkninger pkt. 3.
18. til lovforslag nr. L 69 af
19. oktober 1998 om ændring af lov om dansk indfødsret mv., om spørgsmålet om klageadgang i forbindelse med naturalisation: ”En sådan klageadgang eksisterer imidlertid ikke i forbindelse med naturalisation. Baggrunden herfor er, at naturalisation i medfør af grundlovens § 44, stk. 1, skal ske ved lov. Dette indebærer, at ingen, der ansøger om dansk indfødsret, har et retskrav på at opnå dette uden Folketingets beslutning herom. Folketinget og på tingets veg-ne Folketingets Indfødsretsudvalg er ikke en del af den offentlige forvaltning, og da naturalisation udelukkende er et lovgivningsanliggende, er Folketinget og Indfødsretsudvalget ikke bundet af de sædvanlige forvaltningsretlige principper, der gælder for myndigheder i den offentlige forvaltning. Det betyder bl.a., at der som udgangspunkt ikke gælder begrænsninger med hensyn til Folketin-gets og udvalgets udøvelse af skønnet over, om dansk indfødsret skal meddeles. Det forudsættes dog, at skønnet udøves inden for rammerne af de internationale konventioner m.v., som Danmark har tilsluttet sig." … Højesterets har herefter i dom gengivet i U.2013.3328H nærmere taget stilling til adgangen til domstolsprøvelse mv. af beslutninger knyttende sig til meddelelse af dansk indfødsret. Højesteret anfører bl.a., at: ’Danmark har tilsluttet sig den europæiske menneskerettighedskonvention og en række andre internationale konventioner, der kan have betydning for behandlingen af ansøgninger om eller for tildeling af statsborgerskab (indfødsret). Danmark har herved på-taget sig en række folkeretlige pligter, som også i forarbejder til indfødsretsloven forudsættes efterlevet ved Folketingets og Ind-fødsretsudvalgets udøvelse af skønnet over, om dansk indfødsret skal meddeles en ansøger, jf. herved lovforslag L 69, Folketingsti-dende 1998-99, tillæg A, s.
20. En ansøger, der ikke er blevet med -taget i en lov om indfødsret, kan derfor ved domstolene få prøvet, om folkeretlige forpligtelser er krænket, og om ansøgeren i den an- ledning har krav på erstatning eller godtgørelse. En sådan dom- 15 stolsprøvelse vil ikke være i strid med regeringens eller Folketin-gets kompetence efter grundlovens § 21 og § 41, stk. 1, vedrørende lovforslags fremsættelse eller grundlovens § 44, stk.
21. Disse bestemmelser udelukker derimod f.eks. domstolsprøvelse af påstande om, at ansøgeren skal medtages i et lovforslag om indfødsret eller skal meddeles indfødsret ved lov.’ … Indførelse af § 1, stk. 4 i indfødsretsloven ved Lov 2023-05-13 nr. 487 Efter anlæggelse af nærværende sag vedtog Folketinget Lov 2023-05-13 nr. 487 om ændring af lov om dansk indfødsret, der er indsat som indfødsretslovens § 1, stk.
22. Bestemmelsen lyder som følger: Konstateres det, at et forhold, som lå til grund for et barns erhvervelse af dansk indfødsret efter stk. 1 eller 3, § 2 eller § 2 A, stk. 1 eller 3, ikke længere foreligger, skal barnet anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk indfødsret, medmindre barnet derved bliver statsløst, eller konstateringen sker, efter at vedkommende er fyldt 18 år. Følgende fremgår af lovforarbejderne, afsnit 2.4.1 (s. 10), om forståelsen af EKS artikel 7, stk. 1, litra f: Europarådets forklarende rapport til statsborgerretskonventionen indeholder bidrag til den nærmere forståelse af statsborgerretskonventionens artikel
23. Det følger bl.a. af pkt. 58 i den forklarende rapport til statsborgerretskonventionen, at statsborgerretskonventionens artikel 7 ikke omfatter situationer med administrative fejl, hvor situationen efter den nationale lovgivning ikke anses som fortabelse af statsborgerskab. Det følger af pkt. 73 i den forklarende rapport, at statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, omfatter situationer, hvor en ændring af et barns civile status medfører, at forholdet, som lå til grund for den pågældendes besiddelse af statsborgerskab, ikke foreligger, herunder i den situation, hvor det konstateres, at barnets far eller mor ikke er barnets retlige far eller mor. Det følger videre af pkt. 73, at den pågældende person ikke må fortabe statsborger-skabet, hvis den pågældende person derved ville blive statsløs. Det følger desuden, at det er overladt til den nationale lovgivning at fastslå, om fortabelsen sker med virkning fra det tidspunkt, hvor det pågældende forhold konstateres, eller om barnet skal stilles som, at erhvervelsen ikke på noget tidspunkt har fundet sted. Følgende fremgår af lovforarbejderne, afsnit 2.4.2 (s. 10-11), om dansk praksis og forslaget til ændring af indfødsretsloven: Modsætningsvist erhverver et barn ikke dansk statsborgerskab, hvis barnet ikke har en dansk far, mor eller medmor på tidspunktet for barnets fødsel. I overensstemmelse hermed er det den gældende praksis, at en person anses for ikke at have erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen i medfør af indfødsretslovens § 1, stk. 1, 16 hvis det konstateres, at et forhold, der lå til grund for vedkommen-des automatiske erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke forelig-ger. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor et barn anses for at have er-hvervet dansk statsborgerskab ved fødslen efter sin retlige far, som er dansk statsborger, og som er blevet anset som barnets retlige far, på baggrund af at vedkommende f.eks. er gift med barnets uden-landske mor, men hvor en faderskabssag senere fastslår, at en an-den mand, som ikke har dansk statsborgerskab, er barnets retlige far. Barnet har efter de gældende regler ikke erhvervet dansk stats-borgerskab ved fødslen efter sine retlige forældre i henhold til ind-fødsretslovens § 1, stk. 1, og derfor anses barnet for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab. Den gældende praksis medfører, at enkelte personer, der er myndige, ligeledes anses for ikke at have erhvervet dansk statsborgerskab på noget tidspunkt, når det konstateres, at et forhold, der lå til grund for vedkommendes erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke foreligger, og at enkelte personer herved bliver statsløse i strid med statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f. Udlændinge- og Integrationsministeriet er således blevet opmærksom på, at statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, ikke er implementeret fuldt ud i dansk ret. Med lovforslaget foreslås derfor en implementering af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, således at det tydeligt vil fremgå af indfødsretsloven, at et barn anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab, når det konstateres, at forholdet, der lå til grund for barnets erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke fore-ligger, medmindre barnet derved ville blive statsløst, eller ved-kommende er fyldt 18 år. Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 2, vil indebære, at det hidtil gældende udgangspunkt om, at de pågældende personer anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab, bliver kodificeret i indfødsretsloven. Forslaget vil derfor ikke medføre nogen ændring af det hidtil gældende udgangspunkt om, at de pågældende personer anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab, bliver kodifice-ret i indfødsretsloven. Forslaget vil derfor ikke medføre nogen æn-dring af det hidtil gældende udgangspunkt. Med forslaget vil der dog blive indført en undtagelse til udgangspunktet, således at de personer, der vil blive statsløse ved konstateringen eller er myndige på tidspunktet for konstateringen af, at grundlaget for deres er-hvervelse af dansk statsborgerskab ikke foreligger, må anses som havende dansk statsborgerskab. … Forarbejderne må forstås således, at dansk praksis tidligere har været og er således, at ved konstatering af, at forhold, som lå til grund for en persons erhvervelse af dansk indfødsret, ikke længere foreligger, skal personen anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk indfødsret. Lovændringen medfører, at personer, der derved bliver 17 statsløse, eller hvor konstateringen sker efter det fyldte 18 år, alligevel skal have dansk statsborgerskab ex tunc. Det må i så fald betyde, at man mener sig bundet af EKS på trods af, at der efter dansk ret i sådanne situationer må anses for at være tale om kvasi-tab af statsborgerskab. I sagsøgers sag må der formodes at være sket en – i hvert fald ifølge sagsøgte – administrativ fejlregistrering af sagsøgers forældres ægteskabelige status på sagsøgers fødselstidspunkt. Forarbejdernes henvis-ning til omfanget af EKS artikel 7, stk. 1, litra f må forstås således, at sagsøgers situation ikke anses for dækket af bestemmelsen og derfor heller ikke af indfødsretslovens § 1, stk.
24. Dette ændrer imidlertid ikke på, at når EKS artikel 7, stk. 1, litra f begrænser fortabelse til tilfælde, hvor det manglerne i erhvervelsesgrundlaget erfares i barnets mindreårighed, så skyldes det dels, at et sådant tab i voksenalderen vil være mere indgribende, idet den pågældende dels har været i berettiget overbevisning om sit statsborgerretlige for-hold i længere tid, og dels at den pågældende evt. selv har fået børn med afledt statsborgerskab. Når EKS artikel 7, stk. 1, litra f ikke tidligere har været inkorporeret i dansk ret, skyldes det formentlig, at fortabelse af statsborgerskab som følge af bortfald eller fejlregistrering af forudsætninger for erhvervelse ikke anses som egentlig fortabelse af statsborgerskab, idet den pågældende anses for aldrig at have besiddet dansk statsborgerskab. Da den pågældende således retligt set er udlænding, og dermed i medfør af grundlovens § 44 er henvist til at søge dansk statsborgerskab ved naturalisation, har det ikke været muligt at råde bod på situationen ved brug af principper for begunstigende forvaltningsakter. I stedet har de alvorlige og omfattende konsekvenser af det resulteren-de kvasi-tab kunne søges afbødet gennem den faste praksis for forelæg-gelse for Folketingets indfødsretsudvalg i sager, hvor ansøgeren tidlige-re har fået udstedt dansk pas og haft berettiget forventning om at være dansk. Det må derfor formodes, at Indfødsretskontorets praksis med forelæggelse for Indfødsretsudvalget skal ses i lyset af princippet om berettiget forventning, der ligger til grund for EKS artikel 7, stk. 1, litra f. Internationale regler og EU-ret Det følger af EMRK artikel 8, at enhver har ret til respekt for sit privat-liv. Det er i praksis fra EMD fastslået, at en persons statsborgerskab er omfattet af EMRK’s privatlivsbegreb, og at et afslag på statsborgerskab kan være i strid med EMRK artikel 8 i det omfang, at det har negativ indvirkning på den berørtes identitet og er vilkårligt, jf. hertil bl.a. Genovese mod Malta (klagesag 53124/09), det samme gør sig gældende i tilfælde hvor et statsborgerskab ikke anerkendes, eller inddrages jf. bl.a. Ahmadov mod Aserbajdsjan (klagesag 32538/10) og Usmanov mod Rusland (klagesag 43936/18). 18 EMD er gennemført i dansk ret ved lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 29.04.
25. Det følger af EU-chartrets artikel 7, at enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation. Bestemmelsen svarer til EMRK artikel 8 og skal i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3 have samme betydning og omfang som EMRK, uden at det dog forhindrer, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse end EMRK. Charterets artikel 7 må herefter formodes at beskytte mod vilkårlige afgørelser om statsborgerskab som minimum i samme omfang som EM-RK artikel
26. Det følger af EU-Domstolens dom af
27. marts 2019 i C-221/17 Tjebbes, at fortabelse af nationalt statsborgerskab, som tillige medfører tab af uni-onsborgerskab, medfører en pligt for nationale myndigheder til at sikre, at fortabelsen ikke griber uforholdsmæssigt ind i den pågældendes ret-tigheder efter EU-retten, navnlig rettigheder efter Chartrets artikel
28. præmis 44-
29. Der henvises endvidere til dom af
30. marts 2010 i C-135/08 Rottmann, vedrørende frakendelse ex tunc af tysk statsborgerskab som følge af fortielse af relevante oplysninger ved erhvervelsen. Også i den sag anførte EU-Domstolen, at beslutninger om frakendelse af statsborgerskab, uanset at dette aldrig burde være erhvervet, skal træffes under iagttagelse af proportionalitetsprincippet, i lyset af de konkrete følger for den pågældende i henhold til EU-retten, pr. 55-
31. Ad. EMRK artikel 8 a. Udgangspunktet for EMD’s krænkelsesvurdering i statsborgerskabsSager Ved anvendelsen af EMRK artikel 8 i relation til klager vedrørende frakendelse af statsborgerskab har EMD i sin senere praksis taget udgangspunkt i en to-trins test, hvorefter afgørelsen for det første, for at udgøre et indgreb i retten til respekt for privatliv, skal have haft kon-krete konsekvenser for den pågældende, og for det andet alene vil krænke artikel 8, såfremt afgørelsen tillige er vilkårlig (”arbitrary”). Se f.eks. Usmanov mod Rusland (klagesag 43936/18) pr.
32. EMD har ved flere lejligheder udtalt, at privatliv er et bredt begreb, der ikke lader sig definere udtømmende, og som omfatter en række aspek-ter af en persons sociale identitet. EMD har i den sammenhæng udtalt, at statsborgerskab er en del af en persons identitet, således i dom af
33. juni 2020 i Ghoumid m.fl. mod Frankrig (klagesag 52273/16) pr. 43 med henvisning til dom af
34. juni 2014 i Mennesson mod Frankrig (klagesag 65192/11), pr.
35. Af pr. 33 i dom af
36. oktober 2011 i Genovese mod Malta (klagesag 53124/09) fremgår, at situationen i den pågældende sag faldt inden for artikel 8’s beskyttelsesfære som følge af afgørelsens betydning for klagerens sociale identitet desuagtet, at der ikke eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv mellem klageren og hans maltesiske far, og desuagtet at klageren i øvrigt, som EU-borger, frit kunne indrejse og tage ophold i Malta. 19 Ved vurderingen af, hvorvidt en afgørelse er vilkårlig, lægger EMD vægt på hjemmelsgrundlaget, hvorvidt processuelle garantier er over-holdt, herunder om den berørte har haft anledning til at bestride afgø-relsen ved nationale domstole, samt om myndighederne har reageret med den af omstændighederne påkrævede omhu og hurtighed. Se bl.a. Usmanov mod Rusland (klagesag 43936/18) pr.
37. EMD har i Ahmadov mod Aserbajdsjan, (klagesag 32538/10) udtalt, at dis-se principper også gør sig gældende i sager, hvor de nationale myndigheder anser klageren for aldrig at have erhvervet det omstridte statsborgerskab, jf. pr. 45: ‘The Court observes at the outset that the domestic procedure applied to the applicant was not that of revocation of citizenship, but the refusal of the domestic authorities to issue him with an identity card. In particular, the domestic authorities found that the appli-cant had never acquired Azerbaijani citizenship and was not a citi-zen of the Republic of Azerbaijan in spite of the fact that he had been considered a citizen of the Republic of Azerbaijan by various State authorities from 1991 to 2008 and there was a stamp confirm-ing his Azerbaijani citizenship in his Soviet passport (see para-graphs 8 and 10-11 above). In these circumstances, the Court does not find that the qualification of the procedure under domestic law is of crucial importance in the present case, and considers that the abovementioned principles in respect of the revocation of citizen-ship are also applicable in the instant case […].’ I samme sag udtalte EMD i pr. 46, at klagers retsstilling som statsløs og den usikkerhed om klagerens opholdsgrundlag, som myndighedernes afgørelse havde medført, direkte påvirkede hans sociale identitet, og dermed udgjorde et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter arti-kel 8: ‘The Court further notes that, although the applicant did not state that the abovementioned decision of the domestic authorities ren-dered him a stateless person, it is clear that the decision to that ef-fect entailed considerable adverse consequences for the enjoyment of various rights by the applicant in his everyday life. That decision also created an uncertainty as regards the legal status of the appli-cant’s stay in Azerbaijan, directly affecting his social identity. The Court therefore finds that the impugned decision amounted to an interference with the applicant’s right to respect for private life un-der Article 8 (see Alpeyeva and Dzhalagoniya, cited above, § 115).’ Det ses ikke videre behandlet i sagen, hvorledes myndighedernes afgørelse konkret havde påvirket klageres rettigheder. Dommen kan derfor udlægges således, at allerede fordi myndighederne havde besluttet, at klager ikke var statsborger i Aserbajdsjan, måtte klager anses for at væ-re negativ påvirket i forhold til sine rettigheder i Aserbajdsjan, hvorved myndighedernes afgørelse påvirkede klagers sociale identitet. 20 Der blev i sagen endvidere lagt vægt på, at de aserbajdsjanske myndigheder ikke havde uddybet, hvorfor de ikke tillagde stemplet i klagerens pas vægt som dokumentation for hans aserbajdsjanske statsborgerskab, pr.
38. Kravet efter EMRK artikel 8, stk. 2 om, at et indgreb skal have hjemmel i lov, er et kvalitativt krav i den forstand, at hjemmelen skal være tilstrækkelig tilgængelig og gøre det muligt for individet at forudse sin retsstilling med rimelig sikkerhed jf. bl.a. Kurić m.fl. mod Slovenien (klagesag 26828/06) pr.
39. På områder, hvor myndighederne overlades et skøn, medfører kravet om forudsigelighed, at rammerne for skønnet skal være klart defineret i lovgivningen, således at det kan udøves konsekvent og i overensstemmelse med gældende praksis, jf. bl.a. Maestri mod Italien (klagesag 39748/98) pr.
40. Ved vurderingen af hvorvidt kravet om tilstrækkelige processuelle garantier er opfyldt ved afgørelser om statsborgerskab, har EMD, foruden adgang til domstolsprøvelse, lagt vægt på, om der har været adgang til at udtale sig forud for afgørelsen. Således i Ramadan mod Malta (klagesag 76136/12) hvor kravet var opfyldt. I forhold til proportionalitetsvurderingen fremgår det af EMD’s praksis, at årsagen til myndighedernes negative afgørelse om statsborgerskab indgår med betydelig vægt i afvejningen, se f.eks. Ghoumid m.fl. mod Frankrig (klagesag 52273/16) pr. 50-51, hvor EMD i en sag om frakendelse af fransk statsborgerskab fremhævede, at sagen omhandlede frakendelse af statsborgerskab som følge af dom for terrorhandlinger. EMD fremhævede ved samme lejlighed, at det indgik i proportionalitetsvurderingen, at klagerne i sagen ikke var blevet statsløse ved frakendelsen af det franske statsborgerskab. Det må således formodes, at EMD vil foretage en streng proportionalitetsvurdering til fordel for klager i en sag om statsborgerskab, hvor de nationale myndigheder har udstedt dokumenter, hvorefter klager er statsborger, og hvor klager ikke kan bebrejdes myndighedernes afgø-relse om frakendelse af statsborgerskab eller afgørelse om ikke at ville anerkende den pågældendes statsborgerskab (kvasi-tab). b. Afslaget havde indgribende betydning for sagsøger og var vilkårligt Sagsøgtes afgørelse har haft indgribende betydning for sagsøger. På afgørelsestidspunktet blev sagsøger reelt statsløs. Derudover medførte afgørelsen en væsentlig usikkerhed om grundlaget for sagsøgers opholdstilladelse i Storbritannien, hvor hun hidtil har haft ret til ophold efter EU-retten. Hertil kommer, at sagsøgers børn formentlig har adgang til at erhverve britisk statsborgerskab, da deres far var britisk, men ikke australsk statsborgerskab, idet sagsøger ikke var australsk på tidspunktet for børnenes fødsel, jf. artikel 16 i the Australien Citizenship Act