← Danmark

ECLI:DK:NAE:2024:SS0000000269 Tiltale for ruskevold mod 9 måneder gammelt barn jf. straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1. Påstand om udvisning og ers

Obsah (5)§ 9§ 27§ 22§ 26§ 32

RETTEN I NÆSTVED Udskrift af dombogen DOM afsagt den 1. marts 2024 Rettens nr. 4703/2023 Politiets nr. 1900-73251-00110-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte CPR nr. (Født 1993) Der har medvirket nævning

§ 9, stk.

1, nr.

  1. Denne tilladelse er senest den
  2. august 2023 forlænget indtil den
  3. oktober
  4. Den
  5. november 1995 blev pågældende tilmeldt Det Centrale Personregister (CPR). Længden af Tiltaltes lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den
  6. november 1995, hvor pågældende indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 1.

§ 27, stk.

5, medregnes den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, ikke i perioden beregnet

§ 27, stk.

1. Tiltalte har således – når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes – haft lovligt ophold i Danmark i ca. 27 år og 3 måneder. Udvisningshjemmelen Udlændingestyrelsen vurderer, at opholdets karakter fører til, at betingelserne for en eventuel udvisning skal søges i udlændingelovens § 22, nr. 6.

§ 22, nr.

6 kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, udvises, hvis udlændingen efter straffelovens § 245 idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter. § 26, stk. 2 Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte med sikkerhed kan antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal Udlændingestyrelsen henvise til politiets afhøringsrapport af

  1. november
  2. Heraf fremgår at Tiltalte blandt andet har oplyst, at hun: Har boet i Danmark siden hun var 2 år gammel, Har sine venner og omgangskreds i Danmark, men har en del familie i Thailand, Er opvokset på Sjælland med sin mor og 2 søskende, Har gennemført
  3. klasse og grundforløbet på handelsskolen, Har arbejdet i Virksomhed 1 i 2, hvor hun blev opsagt i 2020 pga. corona, herefter som Stilling 1, herefter som Stilling 2 i 2 måneder og endeligt ved et Virksomhed 2 i et par måneder, Skriver og taler dansk, engelsk og thai, side 30 Har sit 1-årige barn i Danmark, som pt. er anbragt i plejefamilie, Har sin mor, storesøster, lillebror og kusiner i Danmark af øvrig familie, hvor hun har kontakt til sin mor og søskende, samt Taler thai, men kan ikke skrive på sproget. Det fremgår af CPR, at pågældende har herboende barn på 1 år, som er dansk statsborger, hvorfor en eventuel udvisning af Tiltalte ikke vil have opholdsretlige konsekvenser for barnet. Udlændingestyrelsen bemærker hernæst, at barnet ikke er bosat hos pågældende. Udlændingestyrelsen skal i den forbindelse bemærke, at et tredjelandsfamiliemedlem kan have en afledt opholdsret, som følge af et mindreårigt unionsborgerbarns ret til ophold i EU, jf. artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF). EU-Domstolen fastlog ved dom af
  4. marts 2011 i sag C-34/09, Zambrano, at der findes ganske særlige situationer, hvor en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, uanset den omstændighed, at den sekundære ret vedrørende tredjelandsstatsborgerens ophold ikke finder anvendelse, og at unionsborgeren ikke har udøvet sin ret til fri bevægelighed, ikke desto mindre skal tildeles en opholdsret i de situationer, hvor den effektive virkning af unionsborgerskabet ellers vil blive bragt i fare. Dette kan være tilfældet i de sager, hvor unionsborgeren som følge af, at tredjelandsstatsborgeren nægtes opholdsret, reelt bliver nødsaget til at forlade Unionens område og dermed bliver frataget den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som unionsborgeren er tildelt ved denne status. Rækkevidden af præmisserne i Zambrano-dommen blev efterfølgende præciseret i af EUDomstolen i dommen c-133/15, Chavez-Vilchez, af
  5. maj
  6. Det fremgår af dommen, at en tredjelandsstatsborger, der er forælder til en mindreårig dansk statsborger, under visse betingelser kan opnå ophold i Danmark (afledt opholdsret), hvis et afslag på ret til ophold til tredjelandsstatsborgeren vil betyde, at barnet vil blive nødt til at forlade Unionens område. EU-Domstolen fastslog i den forbindelse, at det i de konkrete sager skal afgøres hvilken forælder, der faktisk tager sig af barnet, og om der består et faktisk kvalificeret afhængighedsforhold mellem barnet og den forælder, der er tredjelandsstatsborger, således at forælderen er den primære omsorgsperson i barnets liv. Udlændingestyrelsen bemærker i øvrigt, at EU-domstolen den
  7. maj 2022 har afsagt dom i sag C-451/19 og C-532/
  8. EU-domstolen forholder sig i sagen til spørgsmålet om afledt opholdsret til en tredjelandsstatsborger, der er forælder til en mindreårig unionsborger, som – grundet afhængighedsforhold til tredjelandsstatsborgeren – vil være nødsaget til at forlade unionens område sammen med tredjelandsstatsborgeren med mindre der meddeles en afledt opholdsret. Det fremgår bl.a. af dommens præmis 69, at der, når en mindreårig unionsborger har fast bopæl med begge sine forældre, og begge barnets forældre derfor i det daglige er fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af dette barn, er en formodning for, at der består et afhængighedsforhold mellem denne mindreårige unionsborger og vedkommendes forælder, der er tredjelandsstatsborger, uafhængigt af den omstændighed, at den anden forælder, således som det er blevet fremhævet i dommens præmis 59, som statsborger i den medlemsstat, på hvis område denne familie er bosiddende, har en ubetinget ret til at forblive på denne medlemsstats område. Denne formodning kan dog afkræftes. Det skal endvidere oplyses, at det følger af EU-domstolens praksis, at udvisning af en tredjelandsforælder, der har en afledt opholdsret i medfør af TEU art. 20, skal være begrundet i tredjelandsstatsborgerens personlige adfærd, som skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der er til skade for en side 31 grundlæggende samfundsinteresse. Det fremgår endvidere af dommen af
  9. maj 2022, at TEUF artikel 20 ikke berører medlemsstaternes mulighed for at påberåbe sig en undtagelse fra nævnte afledte opholdsret i forbindelse med opretholdelsen af den offentlige orden og beskyttelsen af den offentlige sikkerhed. Det er Udlændingestyrelsens umiddelbare vurdering, at der i denne sag ikke er oplyst om et afhængighedsforhold mellem tiltalte og pågældendes barn henset til, at de ikke bor sammen, hvorfor barnet – som dansk statsborger – ikke vurderes at ville blive påtvunget ud af EU-Unionens område, hvis tiltalte udvises af Danmark. Udlændingestyrelsen skal afslutningsvis bemærke, at det kan være et indgreb i familielivet efter den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at henvise den tiltalte til at udøve familielivet i et tredjeland, såfremt hun har et barn, der ikke bor hos vedkommende, hvis pågældende har fast og regelmæssigt samvær med barnet, idet Danmark i så fald vil være nærmest til at beskytte familielivet i medfør af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
  10. I det omfang, der med en konkret afgørelse om udvisning foretages indgreb i udlændingens privat- og familieliv, skal staten påvise, at betingelserne for indgrebet er opfyldt, jf. artikel 8, stk.
  11. Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at der ved indgreb i udlændingens ret til privat- eller familieliv skal foretages en proportionalitetsafvejning. Denne proportionalitetsafvejning foretages på baggrund af en samlet og konkret vurdering af en række elementer, herunder om udvisning må anses for værende særligt påkrævet på grund af de i udlændingelovens § 24 a opregnede hensyn.

§ 26, stk.

2, skal en udlænding udvises efter §§ 22-24 og 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. dog § 26 b. Udtalelse om udvisningsspørgsmålet Det bemærkes indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter §§ 22 - 24, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en frihedsstraf af 4 års varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 2 nævnte hensyn, kan Udlændingestyrelsen tiltræde, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning. Efter Udlændingestyrelsens vurdering bør påstanden om udvisning nedlægges i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 6. Konsekvenser ved en eventuel udvisning Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, at der til en udvisning skal knyttes et indrejseforbud. Fastsættelsen af indrejseforbuddets længde fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 2 og nr. 4-7. Det bemærkes, at

§ 32, stk.

4, nr. 5 meddeles indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-8 eller for udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, dog altid for mindst 6 år. Det bemærkes endvidere, at indrejseforbuddet, efter stk. 5, nr. 1, kan meddeles af kortere varighed, hvis et indrejseforbud af den varighed, der er nævnt i stk. 4, vil side 32 indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser." Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forkla-ret, at hun bor i Slagelse, og at hun bor alene. Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den

  1. august 2022 til den
  2. marts
  3. Rettens begrundelse og afgørelse Der er under sagen afsagt følgende kendelse om skyldsspørgsmålet: "Kendelse: Samtlige nævninge og dommere udtaler: På baggrund af de lægelige oplysninger, særligt Retslægerådets besva-relse af spørgsmål 1, 3, 10 og 12, er det bevist, at Forurettede den
  4. august 2022 ca. kl. 19.20 blev udsat for vold i form af rusken el-ler rusken med anslag af hovedet mod genstande eller lignende kraftige stumpe traumer (abusive head trauma), hvorved der opstod blødning un-der den hårde hjernehinde, blodansamling under den hårde hjernehinde langs og omkring rygmarvskanalen og talrige blødninger i begge øjnes nethinder. I forhold til blødningen i yderste væg af hjernens hulrumssystem på venstre side lægges det efter de lægelige oplysninger til grund, at dette trau-me er af ældre dato. Forholdet er dermed ikke omfattet af det i tiltalen angivne gerningstidspunkt, hvorfor der allerede af den grund skal ske frifindelse for denne del af tiltalen. Det kan på samme grundlag, og særligt under henvisning til Retslægerådets svar på spørgsmål 1 og 7 og konklusionen i personundersøgelsen, afvises, at skaderne er opstået ved, at Forurettede er faldet og har fået en spisebordsstol over sig, som forklaret af tiltalte. Efter over-læge Vidne 6's forklaring kan det endvidere afvises på bag-grund af nethindeblødningernes placeringer, at skaderne kan være opstå-et ved, at Forurettede ved faldet har ramt sofabordet eller Tripp Trapp stolen, som anført af forsvareren. Efter tiltalte og Vidne 1's samstemmende forklaringer var tiltalte alene med Forurettede på skadestidspunktet. Retten finder det på den baggrund og sammenholdt med de i øvrigt foreliggen-de oplysninger bevist, at det var tiltalte, der ved den oven for beskrevne vold, pådrog Forurettede de nævnte skader. Henset til voldens karakter og forurettedes alder er volden omfattet af straffelovens § 245, side 33 stk.
  5. Under hensyn til skadernes omfang og voldens farlighed og grove beskaffenhed, herunder at volden er begået mod et 9 måneder gammelt barn, og efter Retslægerådets erklæring har indebåret, at Forurettede kan have været i livsfare, og at der fortsat er stor risiko for, at han vil få varige mén, foreligger der særdeles skærpende omstændighe-der. Det er uden betydning for denne vurdering, at der ikke på nuværen-de tidspunkt er konstateret varige mén. Forholdet er derfor med rette henført under straffelovens §
  6. Tiltalte er derfor skyldig i overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, i ovenfor anførte omfang. Derfor bestemmes: Tiltalte er skyldig i overtrædelse af straffelo-vens § 246, jf. § 245, stk. 1, som beskrevet i anklageskriftet, dog at til-talte frifindes for at have forøvet blødningen i yderste væg af hjernens hulrumssystem på venstre side." Sanktionsspørgsmålet Straffastsættelsen Der er afgivet 12 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 4 år. Straffen fastsættes derfor til fængsel i 4 år, jf. straffelovens § 246, jf. § 245, stk.
  7. Retten har herved lagt vægt på den meget alvorlige personfarlige kriminalitet, som tiltalte er fundet skyldig i, og at volden er begået mod et barn på 9 måneder, som tiltalte havde i sin varetægt. Retten har endvidere lagt vægt på, at der er tale om et enkeltstående voldsforhold. Udvisning Da tiltalte er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, og idømt ubetinget fængsel i 4 år, er betingelserne i udlændingelovens § 22, nr. 6 for udvisning opfyldt. Der skal herefter i medfør af samme lovs § 26, stk. 2, ske udvisning af tiltalte, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. bl.a. dom af
  8. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig (sag nr. 1638/03), at der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er indrejst som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i landet. side 34 Efter de foreliggende oplysninger om tiltaltes personlige forhold er hun født Dato

(1993)i Thailand og kommet til Danmark i 1995, hvor hun første gang ansøgte om opholdstilladelse den
  1. november
  2. Tilladelsen blev imødekommet den
  3. februar 1996 og er senest forlænget til den
  4. oktober
  5. Tiltalte er opvokset på Sjælland med sin mor og 2 søskende. Hun har derudover øvrige familiemedlemmer her i landet. Hun skriver og taler dansk. Hun har gennemført
  6. klasse og grundforløbet på handelsskolen, og hun har herefter været tilknyttet arbejdsmarkedet frem til 2020, hvor hun blev opsagt fra sin daværende arbejdsplads som følge af Corona. Hun har herefter haft mere sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun har en herboende søn, der er dansk statsborger, og som hun i følge faren har overvåget samvær med en gang om måneden. Tiltalte er tidligere ustraffet. Tiltalte har således gode personlige forhold og må anses for velintegreret i det danske samfund. Efter de konkrete omstændigheder i forbindelse med den foreliggende kriminalitet, er der ikke grundlag for at fastslå, at der er en risiko for, at tiltalte fremover vil begå ny alvorlig kriminalitet. Tiltalte er statsborger i Thailand. Hun taler, men skriver ikke thai. Hun har en del familie i Thailand, som hun har kontakt med gennem sin mor. Hun har været på ferie i Thailand flere gange. Under disse omstændigheder, hvor tiltalte har en meget stærk tilknytning til Danmark og en i forhold hertil meget begrænset tilknytning til Thailand, og hvor der ikke kan antages at være risiko for recidiv til alvorlig kriminalitet, finder retten efter en samlet vurdering, og uanset kriminalitetens art og alvor, at en udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb i tiltaltes ret til privatliv. Der foreligger herefter ikke tilstrækkeligt tungtvejende grunde til udvisning. En udvisning vil således med sikkerhed være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Som følge heraf frifindes tiltalte for påstanden om udvisning, jf. udlændingelovens § 26, stk.
  7. Det følger herefter af udlændingelovens § 24 b, at en udlænding skal tildeles en advarsel om udvisning, hvis der ikke er grundlag for at udvise den pågældende

§§ 22

-24, fordi en udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Tiltalte tildeles derfor en advarsel om udvisning. Godtgørelse De juridiske dommere tager påstanden om godtgørelse for svie og smerte til følge som nedenfor bestemt i overensstemmelse med den nedlagte påstand. Thi kendes for ret: Tiltalte skal straffes med fængsel i 4 år. Tiltalte tildeles en advarsel om udvisning. side 35 Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage betale 1.610 kr. til Forurettede ved advokat Mia Søgaard. Beløbet forrentes med procesrente fra den 21. marts 2024. Dommer

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.